Italien. Seisser Alm og Cinque Terre

1953 var jeg første gang i Italien. Siden har der været adskillige besøg, således i Dolomitterne, på Posletten, i Venezia, i Verona, i Toscana, i Firenze, i Ligurien, i Garfangana, i Genova, i Rom og Pompei. Desuden har Lise uden mig været på Sardinien og i Asissi og egnen deromkring.

Seisser Alm
Vore besigtigelser var naturligvis oplevelser, for ellers var vi vel næppe taget af sted. Der er dog oplevelser, der er glemt og andre, der endnu står lyslevende. En af dem, der endnu lever, var et besøg i 1980 på Europas største sæter, Seisser Alm. Sæter er norsk, og på østrisk hedder den Alm og på latinske sprog Alpe. Mærkværdigt, at netop sæterne har givet navn til hele bjergkæden.

Jeg gik i sommertøj nogle kilometer ud på sæteren, satte mig og gik i et med naturen. På et tidspunkt kom en tysk vandrerfamilie i fuldt udstyr og kunne godt se, at jeg var bjergtaget. Alligevel satte de sig og mente, at man her ikke kunne se sig mæt. Det var nok det, der var mit problem, men for dem var det Alpernes omskiftelige vejr, som de berettede for mig om. Blev man våd af regn og afkølet af blæst, kunne man hurtigt blive underafkølet, og blev det tåge, kunne man fare vild. Disse forhold kræver hvert år liv blandt uerfarne bjergvandrere. Vi hører faktisk jævnligt om det fra Norge, hvor danskere opfører sig lige så uforsigtigt som indlandstyskere ved Vesterhavet. Jeg havde dog tøj med i rygsækken, men de var ikke tilfreds med mine sanddaler. Jeg skulle dog kun hertil og ikke længere. Udsigten og oplevelsen ville ikke blive bedre længere fremme. Stien havde jeg mærket mig og konstateret, at der ikke var sideveje, så jeg ville have kunnet finde tilbage selv i tæt tåge. Familien havde gået hele dagen og været helt fremme og røre bjergene, der ses på mit foto. Det havde jeg slet ikke planer om, men det var nok det, de havde troet, men tak for advarslen.

Seisser Alm med Langkofel 3181 meter og Plattkofel 2969 meter. Hvilket bjerg, der er Plattkofel giver vel sig selv. Ellers må du maile og spørge. Hakket mellem bjergene er målet for manges udflugt. Her er en stolelift, da området også er et skiområde. Det ses, at sæteren har højdeforskelle, der nærmer sig de hundrede meter. Som resten af Dolomitterne er bjergene af kalk. Lige her lå i Trias for 230 millioner år siden et koralrev, hvis yderste dele hærdedes, mens det inderste forblev blødere og er i dag eroderet væk, så kun revets rand står tilbage. Erosionen følger lagdelingen, og denne står her, som det ses, i en cirka 45 graders vinkel. Billedet er fra 1980.

 

Fra Seisser Alm ses også Schlernmassivet 2563 meter. Foran to spidser, hvoraf den mest iøjnefaldende, Santner måler 2413 meter Bag disse bjerge ligger den romantiske Rosengarten opkaldt efter alperoserne. Også er her der tale om lagdelte rester af koralkalk. Da jeg havde flere postkort derfra, tog jeg ikke nogen fotos i 1980, men i 2013 fik jeg en lejlighed, dog på på lang afstand. Billedet er taget fra toget på Rittnerbanen fjernt fra Seisser Alm.

Fra Seisser Alm ses også Schlernmassivet 2563 meter. Foran to spidser, hvoraf den mest iøjnefaldende, Santner måler 2413 meter Bag disse bjerge ligger den romantiske Rosengarten opkaldt efter alperoserne. Også er her der tale om lagdelte rester af koralkalk. Da jeg havde flere postkort derfra, tog jeg ikke nogen fotos i 1980, men i 2013 fik jeg en lejlighed, dog på på lang afstand. Billedet er taget fra toget på Rittnerbanen fjernt fra Seisser Alm.

 

På en sæter kan der være blomster. Dette foto er dog ikke fra Seisser Alm, men fra en sæter i 1500 meters højde nær Karerpasset syd for Seisser Alm. Vi er i 1980.

Cinque Terre I
En af de ture, der havde gjort indtryk, var en tur til Cinque Terre. Det var i 2000. Vi havde valgt en bjergvandring, men det viste sig at være daglige bjergbestigninger, og endnu værre var det, at de toneangivne deltagere troede, at det var en bjergmaraton med præmie for at komme først. I Cinque Terre stoppede jeg 1/180 sekund for kigge at tage et billede. Der gik et kvarter, før jeg fik løbet selskabet op igen. Vi så intet og kunne ikke gå i de små, pittoreske byer og slet ikke sidde på caféerne og nyde et glas og kigge på folkelivet. Læs: De andre turister. Havde vi vidst det, var vi naturligvis ikke taget på den tur, men sådan lød omtalen af turen ikke. I øvrigt kunne vi godt følge med, og ikke alle behøvede hver gang at gå med til toppen af samtlige bjerge. Anken var bare, at der ikke var tid til detaljen.

Cinque Terre II
Derfor ville jeg gerne besøge stedet igen. Jeg prøvede på nettet, men der var ikke mange overnatningsmuligheder, og de, der var på nettet, var optagne flere år ud i fremtiden. En del danske bureauer havde målet på programmet, men en nærlæsning afslørede, at turen nok gik til Cinque Terre en enkelt dag, men selskabet boede 50 til 100 kilometer derfra. Jeg havde arvet flere 1 : 100 000 italienske kort, hvorpå et familiemedlem havde indtegnet etruskiske minder. Her kunne jeg tjekke beliggenheden og konstatere, at man hang på bureauets bus, hvis man ville nogen steder.

Til sidst – i 2011 fandt vi et bureau, der også boede et halvt hundrede kilometer fra Cinque Terre, men basen lå ved en jernbane, der også passerede Cinque Terre. Turen var i øvrigt udmærket. Flere dage var på egen hånd, som det hedder i bureausproget. En af dagene tog vi på egen hånd første formiddagstog til Cinque Terre. Jeg må give bureauet, at vi havde set de fire af områdets fem byer. Navnet Cinque betyder nemlig på italiensk fem. Vi manglede kun Cornigia. Havde vi været yngre, var vi nok gået videre til den næste og nordligste by, Vernazza?

Vel ankommen til stationen, skulle vi overvinde 100 højdemeter for at komme op til byen. Vi havde tre valg: en bus, at trappe og en vej, hvis stigning ikke var afskrækkende, så vi valgte vejen og gik. Edit går ikke langt på et foto, så vi gav os god tid til at fotografere appelsiner og citroner. Desuden så jeg her to enskinnebaner til vindruetransporter. Jeg vidste godt, at de skulle være her, men ikke lige ved vejen. Senere så jeg et par stykker mere. Vi beså byen, udsigten over havet og kirker og kapel. Vi sad også lidt på en fortovscafe og så turisterne gå forbi. Der var ikke så mange her, da busselskaberne havde ondt ved at komme her.

Havfrugter
Efter endnu en kirke fandt vi et spisested med servering ude. Vi satte os under pinjer og oliven. De dryssede lidt, men det gjorde ikke noget. Nogle fugle kom også og så på, men de brød sig ikke om fisk, så de hjemsøgte andre spisende mere efter deres smag. Vi tog havfrugter, hvilket her var blæksprutter, muslinger, rejer og andre skaldyr i sovs med spaghetti. Imens havde vi udsigt over Middelhavet samt kystens bjerge og nederst banegården, hvor der konstant kom tog, så der var virkelig noget at se på. Togene var elektriske, og da byerne stort set var bilfri som flere andre byer i området, var der ingen dieselfims.

Flere bekendte så billederne af maden og spurgte, om Edit og jeg virkelig var enige om at spise fisk og havfrugter? Det var ikke noget, de kunne få deres ægtefælle med til. Hvorfor de ikke bare kunne vælge retten selv, men behøvede at vælge samme ret som ægtefællen, er jeg ikke helt med på. Vi tog tidligt tilbage, så vi kunne nå hotellets wellnessfaciliteter og fik siddet lidt i hotellets smukke have. En helt igennem herlig dag.

Rejseindlæggene om Italien følges, som jeg har for vane, af jernbaneindlæg. De hedder slet og ret: Italien. Jernbaner. Ikke alle fotos her er hardcore tekniske jernbanefotos. Måske er der endog idéer at hente ved at kigge på Rittnerbahn eller Pavens Jernbane?

Billeder fra en lille café i Corniglia har jeg, men der er mere Edit end folkeliv på. Derfor får du et landskabsbillede fra byen taget lige inden vi trængte til kaffe, øl, eller hvad vi nu tog. Foto fra 2011.

 

Enskinnebane til druetransporter. Disse baner er forholdsvis nye og anlægges stadig. De klarer en stigning på mere end 60 %, så de muliggør opdyrkning af bjergsider, der hidtil har været for stejle. Banerne sparer vinplukkerne for mange skridt op og ned. Desuden benyttes de på sætere, hvor mælken kan køres ned daglig, så man ikke behøver lave ost af al sætermælken. Banen her i Corniglia var ikke til persontransport, men banerne kunne fås til transport af passagerer også. Stigninger på veje vises som forhold som f. eks. 1 : 6. Allerede en stigning på 45 % bliver i den terminologi 1 : 1, men disse enskinnebaner var først konkurrencedygtige ved stigninger på over 50 %.

 

Vort måltid efter den værste sult var stillet. De uformelige dele er blækspruttestykker. I Danmark kan man undertiden være heldig at kunne købe blækspruttesalat i Torvehallerne ved Nørreport.

 

Udsigten fra vort middagsbord. Stien langs kysten anes i billedet øverste kant, men lige her har et skred taget stien. Banen ligger på skredstedet i tunnel! Billedet er muligvis taget fra trappen på vej tilbage til stationen.

 

Vor base var Sestri Levante, en by H. C. Andersen passerede og berømmede. Italienerne har opkaldt en gyde efter ham, og perrontunnelen på stationen var udsmykket med scener fra hans eventyr. Vandudtræk var dog ved at ødelægge billederne, men spraydåsesmørerne holdt sig trods alt i skindet her. Vi ser Kejserens nye klæder i år 2011.

Vor base var Sestri Levante, en by H. C. Andersen passerede og berømmede. Italienerne har opkaldt en gyde efter ham, og perrontunnelen på stationen var udsmykket med scener fra hans eventyr. Vandudtræk var dog ved at ødelægge billederne, men spraydåsesmørerne holdt sig trods alt i skindet her. Vi ser Kejserens nye klæder i år 2011.

Bent Hansen

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.

En kommentar til Italien. Seisser Alm og Cinque Terre

  1. Pingback: Italien. Jernbaner. Del I | Bents bane

Der er lukket for kommentarer.