Rejser i Schweiz

INDLEDNING
Selv om jeg er glad for Alperne, har jeg kun tre gange besøgt Schweiz, og det først efter mange års pensionisttilværelse. Ture til Alperne er fortrinsvis gået til Østrig og Norditalien og sjældnere til De franske Alper og til Schweiz. Den første tur var med fly til Schweiz, men med tog rundt i Schweiz. Jeg havde prøvet at arrangere en tur selv, men jeg kunne dels ikke matche prisen, dels ikke skaffe billetter til Gletcherekspressen. Først da jeg havde slået til, fandt jeg ud, hvordan, jeg kunne have matchet bureauet. Det kunne sagtens have ladet sig gøre, og også billetter kunne vi have fået. Det var kun første klasse, der var udsolgt, men det sagde bureauet ikke noget om. Det blev en god tur alligevel.

Den anden og tredje tur til Schweiz var med tog hele vejen. Det viste sig at være langt billigere end fly, bus og privatbil. Vi kunne endog finde fly, der var langsommere end toget. Jeg ville have et rimeligt ophold i Basel, og for at opnå tiden i Basel, skulle vi med de fleste fly af sted dagen før og altså belaste budgettet med en ekstra overnatning, som vi ikke fik noget ud af. Når toget klarede det bedre, var det jo fordi, vi tog med nattoget. Det kørte direkte København – Basel. Godt nok reklamerede nogen selskaber med flybilletter fra 300 kr., men inden vi havde fået kufferten med, været på toilet og var kommet til Sturup eller et andet afsides sted, og var kommet fra et lige så afsides sted til Basel, var prisen blevet fire gange så høj.

Den tredje tur var med dagtog, da nattogene var inddraget. Det var en ren jernbanetur arrangeret af en jernbaneentusiast. Edit deltog også i turen, idet hun også meldte sig ind den arrangerende jernbaneklub.

Ud over det beskrevne besøg har vi opholdt os på en række stationen for at skifte, uden vi nåede ud i byen. Blandt andet: Olten, Chur, Visp, Brig, Montreux, Vevey, Flüelen og Brugg. Desuden har vi fra togvinduet set en række områder, hvor vi alligevel ikke kunne gå eller i større stil gøre ophold. Det gælder den gamle Gotthardsbane, Gletscherexpressen fra Zermatt til St. Moritz, især Oberalpstrækningen, Furkastrækningen og Albulabanen. Desuden har vi bekørt Berninabanen og både den gamle og nye Lötschbergbane. Endvidere Berner Oberberlandbahnen, Jungfraubahn og Wengernalpbahn. Bjergbanen til Schyninge Platte og Brienz – Rothorn besøgte vi også, men en del af sidstnævnte har fået egne afsnit. Også ture mellem Olten og Genfersøen samt nogle rejser i Jurabjergene har gjort et vist indtryk. Banen Luzern – Interlaken, Brünnigbahn var bestemt også en tur værd. Sandelig om det ikke også er blevet til et par sejlture: På Brienzersee og Vierwaldstättersee.

BASEL
Byen er besøgt fire gange, men kun én gang har vi boet i byen i flere dage. De tre andre gange var vi på gennemrejse, selv om vi dog også på gennemrejse har været nødt til at overnatte i byen uden dog at være på sightseeing. Under én gennemrejse nåede vi dog blandt andet i byens zoologiske have.

Vi kom til Basel om morgenen med nattog. Vi indlogerede os og gik straks ud i byen og så på gamle bymure med gamle byporte, Rådhuset og Domkirken. Fra Domkirken så vi lidt på Rhinen, hvor der udspillede sig et vist udflugts- bade- og folkeliv trods en overraskende strøm i floden.  Vi endte ved et kunstmuseum, men dels var vi trætte, dels var entreen pebret. Vi hvilede os i en sporvogn, og den kørte tilfældigvis til banegården Basel Bad, der ikke ligger ved et kurbad, men i området ved navn Baden, hvor det meste er en del af en tysk delstat. Her stod jeg af, selv om jeg skulle vise pas for at komme ud på stationen for at se på spændende privatbanemateriel fra BLS. Edit tog videre til endestationen og returnerede derfra til hotellet for at få endnu et hvil, inden vi gik ud i byen for at finde et spisested om aftenen.

Opholdet i Basel var dels for at se byen, dels gøre en heldagsudflugt til en planteskole med veteranbane, men den tur handler næste afsnit om.

På gennemrejsen nåede vi at se Zoologisk Have og få kaffe der og om aftenen finde et spisested nær banegården, inden vi besteg nattoget mod København.

Rådhuset i Basel. 2012.

Et hus fra dengang, man byggede kvalitet. Det er fra 1438 og hedder på dansk Valborgs Hus. 2012.

Andre gamle huse i den gamle bydel. 2012.

Jeg har set kirker i Schweiz fuldstændig støvsuget for pynt, men flere kirker i Schweiz bød på ikke så lidt at se på. I Domkirken i Basel, der havde været en klosterkirke, var der en prædikestol i gotik. Det har jeg aldrig set før, for i gotisk tid prædikede præsten ikke. Det var først efter reformationen, så stolen må være i nygotik. 2012.

Rodins, Borgerne i Calais. Dette er kun et forstudie i mindre format end originalen, der står på Glyptoteket i København. Rodin havde begået en halv snes forstudier, flere med kun få personer. Om statuen må du på Glyptoteket eller på nettet for at læse om. Vi passerede tilfældigvis museet ved slutningen af vores bytur gennem den gamle bydel. 2012.

Mens vi efter turen fra Grindelwald ventede på nattoget hjem fra Basel, gik vi vi Zoo. Schweizerne skulle naturligvis se koralrev, og det fandt vi også værd at kigge på. Utroligt flot. 2012.

Heller ikke slimål er noget, vi ser hver dag på vore breddegrader. Hvis vi sagde bøh til dem, trak de sig som på kommando tilbage i deres huller. 2012.

SCHINZNACH
Indlægget herunder var oprindeligt et selvstændigt indlæg og hed da Planteskole med veteranbane. Hvorfor jeg netop ville derhen, går nok op for dig. Afsnittet findes også i indlægget, Jernbaner i Schweiz, men her i rejsedelen er det større, hvad billeder fra selve planteskolen angår.

I 2012 var vi med toget taget til Schweiz, og da Edit er gartner af uddannelse, var en planteskole lige noget for hende og veteranbanen lige mig. Ingen af os går dog i vejen for hinanden forstået på den måde, at jeg gerne går ud og ser på planter, og Edit kører gerne med veteranbaner.

Desværre regnede det en del af tiden, damplokomotivet, der var udset som trækkraft, var i stykker, og andet af det materiel, jeg var tilrejst for at se, stod ufotogent i remisen! Alligevel var turen dog en oplevelse for begge parter – Edit og mig altså.

I gammel tid, før traktoren blev almindelig, var det mandskabskrævende at flytte planter fra bed til salg og køre gødning ud, så derfor anlagde planteskolen i 1928 en 600 mm bane til internt brug. Banen brugtes også til at køre arbejdere ud til dagens dont, men efterhånden også til at transportere kunder, der ville se og købe et eksotisk træ, der måske stod i planteskolens fjerneste hjørne. Medkørslen rygtedes. Entusiaster har sikkert også prøvet, og i 1978 endte banen som veteranbane, hvor planteskolen ejer en del lokomotiver, mens veteranbaneklubben ejer andre dele af materiellet.

Banen hedder Schinznacher Baumschulbahn og Planteskolen Zulauf. Beliggenheden er syd for Jurakædens østligste del i Schinznach, en meget spredt bebyggelse ved Brugg. Nettet anbefalede at stå af toget her og tage bussen lige til døren. Veteranbanen anbefalede noget andet, men her var nettet – tror jeg – bedre? Stoppestedet hed Schinznach Dorf. Brugg nås fra både Basel og Zürich. Tog og bus kørte hver time. Linjenummer er ikke noteret, men bussen var beskiltet med endestationen, Thalheim. Turen derud var faktisk det eneste ægte Schweiz, vi så. Resten af turen gik til turistmål, hvor kinesere var i overtal. Valutakursen var det år rigtig ufordelagtig, så vi var ikke mange europæere.

Der var endnu en grund til, at jeg ville på et besøg netop her. I remisen stod et par lokomotiver, jeg havde set i drift på en bane i en grusgrav i Lyrskov, tysk Lürschau, ved Slesvig. Da jeg efterhånden har klarlagt lokomotivernes historie, kunne det se ud til, at de måske havde deltaget i bunkersbyggeri på den jyske vestkyst for deres tidligere ejer? Denne ville i starten ikke rigtig samarbejde med mig, men med tiden gik det op for firmaet, der endnu eksisterede, at min interesse var lokomotivhistorie og ikke verdenshistorie. Til sidst satte de mig i forbindelse med en gammel medarbejder, der havde været på Vestkysten 1940 – 45, og han virkede troværdig. Lokomotiverne havde ikke deltaget her for firmaet. Inden vi blev helt færdige, indhentede alderen imidlertid den gamle ingeniør. Imidlertid fik jeg dog genset to af de lokomotiver, jeg en menneskealder tidligere havde fotograferet i Lyrskov, men de kunne nu ikke genkende mig.

Remisen. Sequori skulle have kørt dagens tog, men trykluftbremsen virkede ikke. Hun har naturligvis et navn fra planteriget, men er ellers MBA 13585/1944. MBA er det gamle O&K. Blandt jernbanefolk er lokomotiver hunkøn, mens tog er hankøn. 2012.

Enkelte lokomotiver af lokal tilvirkning var der også. Her “Molly,” der ikke havde biologisk navn. Hun er SLM 3834/1944 fra Winterthur. Tidligere som bygge- og anlægslokomotiv, hed hun også noget andet. 2012.

Flere roser og undtagelsesvis ingen spor lige i nærheden her. I baggrunden jurabjergkæden, mens ellers er Schweiz her temmelig fladt. Kun 25 % af Schweiz har bjerge og ligger i Alperne! 2012.

Kørende redskabsskur? Måske et kørende toilet? Jeg undersøgte ikke sagen nærmere. I følge skiltet indeholdt vognen brændstof, oel, der er olie og ikke øl, selv om der står bar på vognen. Det er da muligt, at det er et mobilt brændstofdepot? 2012.

Et af planteskolens smukke steder.  Her var bygget et par små hytter, man kunne leje som base under et ophold. Vandet brugtes til vanding i tørre perioder. 2012.

Foruden Lyrskov-lokomotivet var det denne to fods, 610 mm Garratt taget hjem fra Sydafrika, jeg var kommet for at se. Særlig fotogen var den nu ikke her. Den havde fået et Sydafrikansk navn, Drakensberg. Den var ikke fra Beyer Peacock, som normalt byggede disse tredelte maskiner populære i mange verdensdele, dog ikke i Europa, men Drakensberg var Hanomag 10551/1927. 2012.

Togturen fremført af 90 hestes Diema med midtstillet førerhus førte blandt andet gennem et par drivhuse. Noget af vognene ses. 2012.

Drivhusene bugnede af blomster – også mere sjældne arter. 2012.

Schweizisk signal. Det viser stop, men dels er det vel kun til museumsformål, dels kørte vi den anden vej. Når det drejedes, blev lygterne grønne. 2012.

Træ klippet som en flyver. Så har man set det med. 2012.

Meldeklokker, som de stadig bruges på Rhätische Bahn. Her opstillet langs banen også til musealt formål. 2012.

Bonsai havde planteskolen en hel afdeling for. Jeg ledte dog forgæves efter den californiske kæmpefyr, mammuttræet som bonsai. 2012.

Overvældende? 2012.

Specielt denne bonsairegnskov tiltalte os. 2102.

Stør mellem koihfisk til havebassiner. Dambrugserhvervet var begyndt at holde stør, som vi holder ørreder, og disse guldfiskedamseksemplarer var hanner, der ikke producerede kaviar. Senere så vi dem også i Danmark. 2012.

Hvad skal man give musikeren, der har alt? Hvad med et g-nøgleformet træ? 2012.

På et tidspunkt måtte vi have noget at styrke os på, så vi gik i cafeteriet. Godt vi kun havde haft en sparsom frokost med. 2012.

Da vi var tilbage i Basel, var dagen gået, men det var planlagt. Det regnede, så vi kunne ikke gå mere i planteskolen, og vi tog en bus en time tidligere end planlagt, og godt for det, for så nåede vi at blive tørre inden middagen om aftenen. Vi var eller ikke helt færdige med afdelingen for yderst sjældne træer. Der var sat en hel dag af til besøget. Stedet kan sikkert også nås fra Zurich, hvis man ikke selv kører. Besøget havde været et ønske, lige siden jeg som barn i min fars jernbaneforeningsmedlemsblad første gang læste om banen.

GENEVE
Edit havde et vist forhold til den store by vestligst i den franske del af Schweiz, idet hendes bedstefar have boet der og hendes far var født der. Vi kom til byen med fly med et bureau og fik straks et kort til de offentlig trafikmidler og tog toget ind til hotellet i centrum.

Samme eftermiddag var der fæles sightseeing i den gamle bydel, hvor vi så Rådhus og Domkirke. Efter et udsigtspunkt med Verdens længste bænk kunne vi selv tage sporvognen hjem.

Næste dag var der igen fælles sightseeing, hvor vi beså Folkeforbundets Palads. Herefter sivede vi. Vi tog sporvognen retur til banegården og en anden sporvogn ud til en botanisk have, hvor vi spiste. Vi hjalp her en masse vilde fugle med at spise op.

Vi gik tilbage mod byen og landede ved byens offentlige bådtrafik på søen, som jeg kalder Genfersøen på tysk, men de fransktalende siger Genevesøen eller på fransk, lac Leman. På et sted, hvor vi kunne få kaffe, mødte vi en del andre fra selskabet, der også var på egen hånd nu. Vi var vist ikke gået glip af noget, ved at sive så hurtigt. Målet var med båden at komme til springvandet og se vovehalsene blive våde. Nogen endog rigtig våde.

Vi så også et specielt ur i blomster, Rousseaus Ø, hvor vi fik kaffe igen. Det var igen Edits ønske, for hun kendte Geneve også fra en tid som sygeplejerske for en dame af det bedre borgerskab, der var på rekreation hos sin datter, der boede et eller andet sted i Jurabjergene nord for Geneve. Vi passerede også et par mindesmærker blandt andet for den østrigske kejserinde Sisi, der under en rekreation blev myrdet her i byen.

På en bakke noget over Genfersøens sydside lå Domkirken. Bjergene i baggrunden lå sandsynligvis i Frankrig. Lidt til venstre kunne man ane Mont Blanc. 2009.

Domkirken var ret bar, men den var jo også i overensstemmelse med Calvin og Zwinglis tanker. Der var dog i et sidekapel bevaret munke- eller kannikestole, hvor der i dag sad drager, da munkevæsenet var afskaffet. 2009.

I et anlæg i nærheden stod i følge turistforeningen verdens længste bænk. Den var over 100 meter lang. Ikke én sad på den. 2009.

Mindemur om Reformationen. Foruden schweizernes egne reformatorer var der også en statue af Luther. 2009.

Bystyret havde betænkt finindustrien navnlig den, der fabrikerede ure, et blomsterbed nede ved søen. Desværre gik uret ikke særlig nøjagtigt. 2009.

Efter Første Verdenskrig oprettedes Folkeforbundet med hovedsæde i Geneve. Det var en forløber for FN, men Folkeforbundet formåede dog ikke at forhindre Anden Verdenskrig. Måske fordi, at mindst to af hovedaktørerne ikke var med. FN har stadig kontorer her. 2009.

På pladsen foran Folkeforbundspalæet stod denne stol, som skulle være et kunstværk. Under den ses nogle irakere demonstrere, men heller ikke her ved jeg for hvad. 2009.

Kanonen var derimod til at forstå. Allerede i min tid var de dog på hjul, og i dag selvkørende, og i øvrigt er det synd at sige, at denne skulptur har hjulpet meget på verdensfreden. Det kan godt være, at den siger dig om mig noget, men når den så ikke siger dem noget, vi vælger eller vælger sig selv til at bestemme, så er vi lige vidt. 2009.

Efter Folkeforbundet tog vi sporvognen tilbage til centrum og tog en anden sporvogn ud ad byen i retning af Botanisk Have. Edit havde jo været i gartnerlære. Der var uendeligt meget at se på. Her amazonasåkander, der efter sigende kunne bære et voksent menneske, men end ikke Tommelise prøvede, mens vi var der. 2009.

Vi spiste i haven, og som i Kleine Scheidegg havde de fugle, her spurve til hjælp i opvasken. 2009.

Vi gik tilbage mod byen langs søen gennem en stor park. Dette gamle træ havde så lange grene, at vi frygtede, at hvis en flue satte sig yderst, ville grenen knække. Længere inde ved båden over søen, som vi også havde billet til, mødte vi de meste af selskabet, der havde samme mål som os. 2009.

En aften gik vi ned til søen for at se byens vartegn, springvandet ved nat. Vandsøjlen er 140 meter høj, og der er konstant syv tons vand i luften på en gang. Motoren til pumpen var fra SIG og var på 1300 hk, mere end et diesellokomotiv af type Mx. Næste dag tog vi båden derover. 2009.

Man kunne komme helt derud, hvis man turde, for vinden spang konstant, og flovede den af et kort øjeblik faldt vandet ned på adgangsvejen, og man blev våd. 2009.

Mens mine beregninger af vindretning og -styrke holdt stik, havde pigen her ikke været heldig. Hun kunne lige så godt være svømmet derud. Springvandet må her ligge bag fotografen til venstre, for man ser tydelig nedfaldet til højre. 2009.

Edit havde været i i Geneve flere gange før hos danske bekendte, så hun ville gerne gense Rosseaus Ø og drikke kaffe der. Det gjorde vi så. Øen ligger i søen vestlige ende, hvor Rhonefloden forlader søen. 2009.

NYON
På ingen tid var vi nu fra Lugano i Sydschweiz kommet til den store station i Olten i Nordschweiz, og her skiftede til et andet ICN, der bragte os langs søerne syd for Jurabjergene, Bielersee og Lac de Neuchâtel mod Lausanne og Geneve i Vestschweiz, hvor vi stod af i Nyon uden for Geneve og havde lige aftenen til at se på denne lille by ved Genfersøen, inden vi fløj hjem fra Geneve.

Stationen og hotellet lå i nogen højde over søen, men via det gamle slot endte vi ved søen, hvor vi dels så en hjuldamper dels kunne se Mont Blanc. På vej tilbage til hotellet så vi, at romerne også havde været der og efterladt sig nogle ruiner i en park.

Europas højeste top Mont Blanc (4810 meter) set fra Nyon ved Genfersøen. Elbrus (5642 meter) er godt nok højere, men Kaukasus regnes åbenbart ikke med til Europa, eller toppen ligger på den "forkerte" side af grænsen Europa/Asien.

Europas højeste top Mont Blanc, 4810 meter, set fra Nyon ved Genfersøen. Elbrus. 5642 meter,  er godt nok højere, men Kaukasus regnes åbenbart ikke med til Europa, eller toppen ligger på den “forkerte” side af grænsen Europa/Asien. 2009.

Skruer jeg op for telen, er det næsten som man kan røre bjerget. Fotoet er taget fra samme position som ovenstående 2009.

Skruer jeg op for telen, er det næsten som man kan røre bjerget. Fotoet er taget fra samme position som billedet med slottet. Du skal lægge nakken tilbage for at se den. Toppen er helt oppe i øverste billedkant, men ligner skyer. 2009.

Romerne erobrede også Schweiz, som de kaldte Rhätia. I Nyon havde de efterladt rester af et tempel blandt andet. To genrejste søjler ses her nede fra en park ved Genfersøen. 2009.

I parken var der en klovn lavet i blomster. Hvis en sådan havde boet her, er det forbigået min opmærksomhed. Chaplin boede på sine gamle dage i Schweiz, men ikke her. 2009.

Bjergvandet fra skråningerne udnyttedes i en offentlig vaskehal, men gad vide, om den stadig brugtes til storvask af byens husmødre? 2009.

Slottet set nede fra søen. Det letteste vej op til byen var gennem slottet. Bemærk vinhaverne på slotsbanken. 2009.

MONTREUX OBERLAND
Vi besøgte den schweiziske Museumsbane, Blonay – Chamby. Den havde længe været på min ønskeseddel, og der var afsat en hel dag til besøget, idet banen havde jubilæum på besøgsdagen. Alt, hvad der kunne køre, var derfor pudset op og sendt på skinnerne den dag.

Jeg var lidt nervøs for, om Edit også ville kunne holde ud en hel dag kun i et jernbanemiljø blandt fotoaber. Det var en lang dag, men vi gjorde meget for at gøre den afvekslende.

Turen derop var smuk. Montreux Oberland var emne for et af Schweiz’ mange turisttog. Montreux – Luzern kører det. Også Montreux var en mondæn by, hvor de rige kunne lege. Aldrig har jeg på en banegård set så fine toiletter, men bagsiden så vi også. Der var overalt taget højde for narkomaner. De to ting hang åbenbart sammen, men ellers så vi ikke på byen. Udsigten fra toget efterhånden som vi kravlede op mod Chamby var formiddabel.

Efter et par timer og en tur med veteranbanen, trængte vi til at sidde. Museumsbanen havde en hyggelig cafe, hvor det endte med en tidlig frokost. Efter endnu en besigtigelse af museet, så vi at det lokale Coop var hyret til middag i remisen. Der var nu gået en tre timer, så endnu en middag kunne vi få ned.

Herefter ville vi tage tilbage til Montreaux og vore bagageboxe for måske at se på denne by. Først opdagede vi, at de fleste andre i selskabet, havde fået den samme tanke, og vi opdagede også, at køreplanen var skredet, så det ikke var det tog, vi troede, vi sad i, men det foregående, og det derfor ikke kørte til Chamby men til Blonay. Da vi opdagede det, var det for sent at skifte. Jeg havde ellers spurgt, men ingen af de unge jernbaneinteresserede kunne tysk eller engelsk, og jeg kunne ikke fransk nok i starten til at forstå, at det var et forkert tog. Vi endte i Vevey, og selv om det var på vejen hjem, stod vore kufferter stadig i Montreux, så vi måtte tilbage og hente dem. Det nåede vi. Også den ene deltager, der var taget den rigtige vej, fik problemer, da også hans tog var forsinket, så han kom senere end os, men trods alt nåede alle det.

På vejen til Chamby fik vi hurtigt udsigt ude over Montreux og Genfersøen. 2018.

I Chamby stod med flot udsigt over Genfersøen en af Museumsbanen Blonai – Chambys sporvogne parat. Den skulle køre os til Chaulin. Som det ses på afgangstiden, var vi der til åbningen klokken 10. Bemærk udsigten over Genfersøen. Vognen er Tramways Lausannois 28. Ce 2/3. SWS og SAAS fra 1948. 2018.

Stationen kunne kun nås med museumsbanen. Fra stationen beliggende på en lille sidebane kørte tog enten til den ene eller den anden endestation. Foruden tre perroner og overledning var der her remiser og værksted samt cafe og boghandel. Der er nok lige kørt et tog, så mylderet er minimalt, men det var ikke her, man skulle tage portrætfoto af lokomotiverne. 2018.

Midtvejs på museumsstrækningen var der en 80 meter lang bro over Clarensbækken. Her deltes toget, så kun èt lokomotiv trak os over broen, der sikkert næppe havde kunnet bære to lokomotiver på én gang. Vel ovre kobledes forspandsmaskinen for igen, for det gik stadig opad. Fotograferne hang ud ad vognene for at undgå de andre fotografers udstyr og arme. 2018.

Tilbageturen til Basel foregik nu søndag hen under aften, hvor der var ret mange med togene. Første etape var Montreux – Lausanne. Derpå tog vi fra Lausanne til Bern ad en meget kurvet, men smuk strækning. Her kneb det med plads, men på oprangeringstavlen lokaliserede vi spisevognen, og det var nu flere timer siden, vi sidst havde spist, så vi satte os og tog en let ret med et glas øl. Toget var toetages, og restauranten var på øverste med god udsigt. Sidste etape førte fra Bern til Basel, hvor det var sengetid.

LUZERN
Vi kom til Luzern i 2012 først på formiddagen. Mens jeg på banegårdspladsen ledte efter min hotelreservation og mit bykort, sagde jeg til Edit, at hun imens kunne gå ned til søen og kaste et blik ud ude denne og så komme tilbage om ti minutter. Der var lidt knas med hotellet, idet det var ubemandet, men et andet sted skulle vi hente nøglen og afregne samt spise morgenmad. Når først hotellerne var lokaliserede, var det ikke noget problem. Edit kom tilbage og fortalte begejstret om, hvad hun havde set ned ved søen: De to gamle overdækkede træbroer. Det vidste jeg nu godt, for det var derfor, jeg havde sendt hende derned. I øvrigt skulle jeg nu nok have fundet hotelpapirerne frem allerede i toget, men der var så meget at se på fra togvinduet, at jeg ikke skænkede det en tanke.

Kapelbroen var en gammel bro over Rheuss lige for enden af Vierwaldstätersøen. Broen indgik i sin tid i befæstningen. 2012.

Markedspladsen i den gamle bydel i Luzern. Delen her hedder Kornmarkt. 2012.

Flotte gamle, bemalede huse på den del, der hedder Weinmarkt. 2012.

Endnu et gammelt postkort fra 1907. Man ser den lange og skråtliggende Kapelbro. Tårnet kaldes Wasserturm, men det er ikke et vandtårn i dansk forstand, men et fæstningstårn beliggende i vand. Pilatus er bjerget i baggrunden. Den katolske Jesuitterkirke, St. Franz Xaver ses også. Her var vi inde, for her var til fulde kirkekunst. 2012.

Fra Luzern gjaldt det byen om formiddagen og om eftermiddagen Trafikmuseet. Næste dag ville jeg havde sejlet på den smukke Vierwaldstättersø og spist middag der, men vejret var koldt og overskyet, så vi forlod skibet ved sydenden af søen i Flüelen, skønt vi sejlede med en dengang 111 år gammel hjuldamper. Tilmed gik plan B også i vasken. En tur til Gotthard var næsten umulig på grund af et bjergskred, idet vi ikke orkede togbusserne.

Fra den gamle hjuldamper på Vierwaldstättersøen fik jeg ved endestationen Flüelen i bunden af Urnersee øje på banegården, og straks slog det mig: Det er da Märklins eller snarere Fallers modelbanegård, Schönblick! Turen videre mod Gotthard måtte vi aflyse, da der havde været et bjergskred. Derfor alle busserne.

I stedet tog vi toget tilbage til Luzern, hvilket var meget hurtigere end at sejle. Vi besøgte Thorvaldsens Schweizerløve samt en nærliggende Gletschergarten. Denne var et geologisk museum med blandt andet forstenede øgler og fodspor efter andre fortidsdyr samt spændende ledeblokke. På Edits bedsteforældres tid 1907 var gletschermøllerne stadig i gang, men da vi var der 2012, var de kommet på museum eller rettere, museet var bygget hen over dem. En gletschermølle er, hvad vi på dansk kalder en jættegryde. Sådanne har jeg set på Bornholm, i Norge og i Pakistan langs Indus. Stærk strøm får en sten af hårdt materiale til at rotere og slibe sig ned i et blødere underlag. Det var forklaringen i min tid, men schweizerne havde en anden og nyere forklaring. Slibematerialet var ikke stenen, men masser sandskorn indeholdt i det strømmende vand. Sten, der transporteres med strømmen ender så i fordybningen, hvorfra de ikke kan komme videre igen. En del af museet var også helliget tant og fjas, men det tog vi også med.

Thorvaldsens schweizerløve så vi på vej til Gletschermøllerne. Schweizergardisterne ses i Rejser i Italien under Rom, og om løven vil jeg henvise dig til nettet. 2012.

Postkort fra 1907, der viser gletschermøllen. Dato for afsendelser er noteret på forsiden. Udgiveren kalder ligefrem møllen for en arbejdede mølle. Det vi sige, at der i 1907 endnu løb vand her.

Gletschermøllen eller på dansk jættegryden var af anseelige dimensioner. Nu var den dog tør og på museum, idet dette var bygget hen over den. De største på museet var ni meter dybden.

Dette skelet af en havlevende Svaneøgle, Plesiosaura, stammede fra De sydlige kalkalper. Det er to meter langt. Arten blev op til 3½ meter lang og vejede så ½ t. Mellem nu og tidspunktet, hvor den som død sank til bunds på Tetyshavets bund, har fossilet deltaget i bjergkædefoldninger. Der ses flere brudlinjer mellem haleknoglerne, der således ikke er splittet ad af bundlevende dyr.  Svaneøgler opstod i Trias, og arten holdt sig til for 66 millioner år siden, hvor dinosaurerne uddøde. Svanøglerne var krybdyr, men ikke dinosaurer. Denne her skulle være 200 millioner år gammel og stamme fra en sandgrav i det sydlige Tessin i det sydlige Schweiz omkring floden Ticino syd for Gotthard. 2012.

Museets billedtekst til dette Iguanodon-fodspor røbede ikke, hvor det var fundet, men da den levede, lå hele Schweiz på havets bund! Arten er omtalt flere gange på andre indlæg på hjemmesiden, men på museet her udstillede man blot fodsporet uden den større omtale. 2012.

Dette museum, der var plan C, viste sig at være virkelig godt. Vi gik tilbage til byen via gamle bymure.

Næste dag ville Edit gerne se et kunstmuseum, så vi udskød afrejsen til over middag. museet var lille med absolut et besøg værd, idet vi mødte ejeren og kunstneren selv og fik en længere snak.

På vej til stationen købte vi mad, som vi kunne spise i toget, der også var et afsnit værd.

BRÜNIGBAHN
Banen er metersporet delvist tandhjulsbane, system Riggenbach, elektrificeret med 15 kV 16,67 Hz og højeste punkt når over 1000 meter. Banen var en Statsbane, men den eneste Statsbane i Schweiz med 1000 mm sporvidde, så Statsbanerne fik den afsat til den nydanne Zentralbane, en sammenslutning med tre privatbaner. Vi kunne fra toget se Pilatus med en af verdens stejleste og ældste bjergbaner. I Meiringen skiftede vi køreretning inden vi kørte langs Brienzersee, hvor vi dels så Brienz- Rothorn Bahn, som vi senere prøvede, dels så nogle heldigvis historiske bjergskred fra bjergkammen ned i søen, vi kørte langs med.

Mens jeg skriver på indlægget, har det igen været galt og denne gang ved Brienz. Allerede på vore gåtur på sæteren over Brienz så vi skilte, der i ramme alvor advarede os mod i regnperioder at tage bjergbanen op og så gå ned fra sæteren. Som udenforstående undrede jeg mig så meget over skiltet på sæteren, at jeg fotograferede det. Nu, dagen efter skreddet i juni 2023 har jeg prøvet nettet og pressen, for at søge nyt, men reelt uden resultatet, der kunne bruges til noget.

Tilsyneladende har skreddet dog anrettet skader på banen over sæteren og banens værksted er blevet beskadiget af mudderskred.

Min side har flere indlæg om historiske bjergskred. Søg for eksempel på forstenet by i Rejser i Italien, Rejser i Sverige og her i dette indlæg.

BRIENZ
Vi kom til Brienz med toget fra Martigny via Lötschberg på en plan B-tur. Vi kunne ikke komme til Mont Blanc for de franske jernbanefolk punktstrejkede. Brienz- Rothorn banen var under reparation efter vinterens skader, men banen kørte til mellemstationen Planalp. Her var der pause nok til at gå en dejlig tur på sæteren. Vel nede, var der et madsted med udsigt til banen. Bedre kunne det ikke være.

BRB, Brienz Rothorn Bahn er en 7,8 kilometer lang tandhjulsbane i system Abt fra Brienz i 566 meters højde til Rothorn i 2244 meter. Banen åbnede 1892, men lukkede 1914 på grund af krigen. Først 1931 var der penge til en genåbning med nye lokomotiver. 1968 var der igen stærke kræfter i gang for en lukning, men i stedet anskaffedes 1992 og 96 nye damplokomotiver. De udmærkede sig ved en moderne isolering, så krafttabet og dermed ydeevnen kom på linje med dieselmotorer.

Brienz – Rothorn Banens station i Brienz var lille, da den lå lidt klemt, men ikke mindre stilfuld. 2018.

På vejen op til Planalp åbenbarede sig noget af en udsigt over Brienz, Brienzersee og Berner Oberland. 2018.

Så holder vort tog på Planalp Station, så højt oppe, vi kunne komme denne dag. Bjergene i baggrunden lå hinsides Brienzersee i Berner Oberland. 2018.

Planalp. Banen anes for neden til højre, hvorfra den fortsætter op gennem lavningen og fører ind og op gennem dalen til højre i billedet. 2018.

Flere billeder fra sæteren ved Planalp. 2018.

På Planalp under Rothorn gik vi en dejlig tur. 2018.

Der var en hel landsby af sæterhytter heroppe. 2018.

BERNER OBERLAND
Vi havde fem hele dage i Berner Oberland med base i Grindelwald. Her havde vi et hyggeligt hotel med er god udsigt til Eiger, Uhyret, 3970 meter. Vi så den og naboerne Mönch, Munken 4107 meter og Jungfrau, Jomfruen 4158 meter hver dag, med ikke uafbrudt, for der var jævnligt skyer. Dog sjældent på alle tre på samme tid. Fra vor altan så vi også de små tog på Wengernalpbahn køre op og ned ved hjælp af deres tandhjul mange gange om dagen. Om natten kunne vi se “vinduet” på en af stationerne på Jungfraubahn, for der var lys i vinduerne oppe på bjerget.

Vi spiste i byen om aftenen, og der var restauranter til vor smag, så vi let fandt en ny hver dag. Kun én dag tilbragte vi i den nære omegn, idet vi så kirken, museet og de to lokale gletschere, eller rettere rester af dem. Vi havde ud over vort Swisscard også kort til byens busser og bjergbaner, og desuden havde vi i tre dage et Jungfraukort. Bjergbaner er en dyr fornøjelse, og det var kortene også, men jeg tror, de betalte sig. Ville vi ikke betale, skulle vi jo blive hjemme. Og så ved jeg for resten også, hvad et bureau lagde oven i prisen for kortene for at bringe gæsterne rundt. Det var dobbelt så dyrt.

Omegnsturene gik foruden til Jungfrau Joch til et par vandfald i nabodalen og til Schyninge Platte. Den tur var nu ikke planlagt, men dels opdagede jeg, at der lå en alpebotanisk have deroppe, dels var der den ene dag et damptog på banen, og endelig havde vi med vort Jungfraukort gratis adgang til banen.

Det var fire ture, og vi overnattede fem nætter, men vi kom jo en aften og tog af sted om morgenen.

Min tur var hjemmelavet, men jeg havde dog betalt Statsbanernes rejsebureau 30 kr for hver, for at de ordnede mine billetter og bestilte mine hoteller. Til den pris kunne jeg ikke have gjort det selv, når bankerne også skulle have vekselgebyrer, og så ved Statsbanerne, at vi kommer med tog og skal have et hotel nær banegården. Det viste sig, at den unge mand hos Statsbanerne, vi henvendte os til, selv med familie og endog barnevogn havde gjort en lignende tur, og han brugte naturligvis sine erfaringer og gav også gode råd.  Tak for det. Efter hjemkomsten gik vi ind for at takke for det gode arrangement, men ak. Statsbanernes rejsebureau var lukket og manden fyret. Lukningen var som lukningen af Postgiroen en politisk beslutning, der dog ikke gjorde livet lettere eller billigere for menigmand. De etablerede mente ikke, at Statsbanerne skulle have lov at sælge togbilletter; thi det kunne de etablerede gøre meget dyrere selv. Herefter arrangerede jeg mine rejser selv og sparede gebyrerne til banker og bureauer.

Udsigt fra vort hotelværelse i Grindelwald. Eiger er for stor til at kunne være på det antal pixels, jeg har til rådighed, men bjerget ligger til venstre. Op ad bjergsiden snor Wengernalpbahn i 800 mm sporvidde sig op til Kleine Scheidegg og derfra ned igen til på den anden side til Lauterbrunnen. Et arbejdstog eller måske et godstog til hotellerne i de bilfrie bjerge holder for en drift køer! Lidt højere oppe kommer et persontog. Banen kører på sigt og ikke i signalafstand, skønt der var signaler.

Jungfrau Joch
På andendagen var vejret smukt, så vi tog op på Jungfrau Joch for at nyde udsigten. Det var en imponerende tur, og vi fortrød ikke, selv om den rette betegnelse for stedet burde være gedemarked. De øvrige dage var tinderne væk i skyer, idet vi dog som regel kunne se en af omegnens mange toppe dog ikke den samme ved hvert kig, men vi så hver morgen buslæs af turister blive sat på bjergbanen og kørt op i skyerne, hvor de intet kunne se. Mange kinesere var i korte ærmer, skønt det var seks graders frost på toppen, men man behøvede ikke at gå udenfor deroppe. Vi havde en dejlig tur på sæteren på halvvejen, men også her var det koldt. Vi havde huer og handsker med foruden vintertøjet. Hvis ikke vi havde højt solskin en af dagene, var vi ikke taget af sted, men den mulighed havde rejsebureauerne, der havde bestilt og betalt lang tid i forvejen, ikke.

Gammelt postkort fra Edits bedsteforældre fra 1907 med perspektiv af Berner Oberland set fra nord mod syd. I baggrunden Eiger, 3970 meter til venstre og Mönch,4099 meter i midten og Jungfrau, 4158 til højre. På dansk Uhyret, Munken og Jomfruen. Grindelwald, hvor vi boede ligger til venstre i dalen. Jernbanen ses ført helt til toppen af Jungfrau på et sort/hvidt postkort, jeg også har i samlingen , men det måtte man opgive. Banen kom kun til Jungfraujoch i 3454 meters højde. De Edits bedsteforældre sendte dette kort kunne de kun komme halvt op!

Udsigt fra “vinduet i Eigers nordvæg. Grindelwalds nordlige udkant ses. På sæteren under “vinduet” ses Wengernalpbahn, som vi kørte to dobbeltture på.

Udsigt fra “vinduet i Eigers nordvæg. Grindelwalds nordlige udkant ses. På sæteren under “vinduet” ses Wengernalpbahn, som vi kørte to dobbeltture på. Det var fra vinduet her, redningsaktioner på Nordvæggen startede. 2012.

Grindelwald til højre og bjergsiden over Grindelwald op mod Kleine Scheidegg i forgrunden set fra vindue i Eigerwand. Nu skinner solen, hvad den ikke gjorde på billedet ovenover. Området ser fladt ud, men det falder stejlt ned mod Grindelwald, så stejlt, at jernbanen, der stedvis anes, stiger mindst 20 % hele vejen. 2122.

Også højere oppe på Eiger var der et “vindue.” Her ses en gletscher lige udenfor. Så vidt jeg husker, var der glas i “vinduet,” så ingen togpassagerer stod af. Heller ikke her brød jeg mig i øvrigt om at gå tur. 2012. Vinduerne var nu ikke lavet for vor skyld, men for at jernbanebyggerne kunne komme af med udhugget tunnelmaterialer. 2012.

Så er vi på toppen og ude i sneen. Her udsigt til Mönch, der ikke er helt skyfri, men dog mere fotograferbar end Jungfrau. 2012.

Det var seks graders frost uden for Jungfraujoch, og ikke alle havde tøj nok med til at gå ud. Edits fodtøj havde ikke slidbanemønster nok til den glatte sne, så hun måtte bliver inde i gedemarkedet. Bemærk Sfinx på bjergtoppen. 2012.

Under Jungfraujoch var der simpelthen udhulet. Der var gedemarket i fire etager under hinanden. Her ses blandt andet verandaen på restaurationen, hvor vi var heldige at få et bord med udsigt lige på hjørnet. Også her ses Sfinx på toppen. 2012.

Grosser Aletschgeltsceher, der glider mod syd mod Visp og Brig, og i forgrunden Jungfraufirn set fra Jungfrau Joch. Gletscherens vand ender i Rhone og Middelhavet, mens vandet fra sneen bag mig ender i Aare og dermed Rhinen og Nordsøen. 2012.

Foruden gedemarked i den halve snes etager, der var hugget ud i bjerget, var der cafeteria og restaurant samt faciliteter til topmøder! En elevator førte op til en terrasse under et observatorium og en vejrstation. Fra elevatoren kunne man returnere gennem firnen, og her går vi i en gang udhugget gennem isen. Her var stedvis rum med udstillinger af stedets historie samt af isskulpturer og alskens tant og fjas. 2012.

Ikke alle steder rundt om Vejrstationen kunne man gå for sne. Her ligger den endnu i en højde over gelænderet. 2012.

Her sidder vi i cafeteriet lige på hjørnet. I betragtning, at alt, lige fra personalet til mad og drikke skulle køres op med tog, var cafeteriet ikke dyrt. Vi havde udsigt til Jungfrau. 2012.

Vi tog Gletschertallerken med alpeoste og dele af alpekøer, men kun lidt brød. Hertil danskvand, der sikkert var lokalt gletschervand. 2012.

Kleine Scheidegg bestod af en banegård og bygninger til de ansatte foruden remiser og værksteder til Jungfraubanen, og så var der stort set kun tre hoteller, der har ligger der siden starten før Første Verdenskrig. Vi ser hen mod Eigers nordvæg, banegård og to af de store hoteller. Desuden et nyere tog og et ældre samt Edit ved og på perronen. Til venstre er der endnu nogle spor, men til banerne til Grindelwald og Lauterbrunnen. Jeg var kommet de kinesiske masser i forkøbet og havde fået en plads med udsigt ud ad forvinduerne. Vi gik vist ud af døren i fronten. Inde i tunnelerne i nødsfald var sidedørene ikke meget bevendt! Bemærk perronudstyr: Kost og skovl. 2012.

Da bjergene aldrig var helt fri for skyer, tog vi åbenbart ingen billeder af de store schweiziske bjerge. Heller ikke billeder af de enkelte af de kendte bjerge, har jeg åbenbart. Fra Kleine Scheidegg har jeg dog et foto af Eigers nordvæg. I forgrunden nogle af alle de asiater, der var overalt og altid sprang ind i et fotomotiv, når de kunne komme af sted med det. Disse to var dog ansatte på stedet. Guider? Stregerne i luften er kabler til Jungfraubahns overledning. Selve den dobbelte overledning ses over hovedet på pigen til venstre. Jeg kunne desværre ikke undgå kødrand på billederne der. 2012.

På banegården var der også en udmærket cafe, hvor Edit købte en æblekage med to tallerkener og to gafler samt kaffe. Det trængte vi til efter topbesøget og en gåtur i fjeldet. En del alpealliker var ansat til oprydning. De var så arbejdsivrige, at de ikke altid ventede, til vi var færdige med æblekagen! 2012.

Sæteren ved foden af Mönch. Der er ikke langt til gletscherne. Det er koldt, og det blæste, men der var blomster, selv om man kunne se, at sneen mange steder lige var smeltet. Bag os ligger Kleine Scheidegg. 2012.

Blauer Enzian, den uden stilk samt meget andet spændende alpeflora var der oven over Kleine Scheidegg trods det, at sneen lige var smeltet. 2012.

På vejen ned fra Gletscheren havde vi pragtfuld udsigt over Kleine Scheideggs vestside og dalen, hvor Schwarze Lütschine løber. 2012.

Samme motiv, men med tele. Der kom et tog på banen til Lauterbrunnen. Der ses en vej derop, men hele vestsiden af bjerget var heldigvis bilfri. 2012.

Schyninge Platte
En dag tog vi også på vort Jungfraupass op på Schynige Platte, skønt vi deroppe gik i kolde og våde skyer, men vi ville se på blomster, og det kunne skyerne trods alt ikke forhindre os i. Lodretstillede lag af kalk, mergel og skifer genererede vidt forskellig plantevækst inden for et begrænset område, hvor vi tilmed over korte strækninger kunne passere aflejringer afsat gennem mange millioner år. Et universitet havde taget området under sine vinger og sat skilte ved væksterne. Desuden fjernede de overhåndtagende arter, så der også blev plads til de mere forsagte arter. Vejret bedrede sig dog op ad dagen, men højden gjorde, at sommerblomsterne endnu ikke var sprunget ud. Vi kørte derfor fem hundrede meter ned og stod af og gik ud for at finde orkideer. Der var kun en halv snes stykker, men vi fandt dem. Desuden belønnedes vi med en pragtfuld udsigt over Brienzersee og Thunersee. Og så som toppen på kransekagen kom der et damptog. Det vidste jeg nu godt på forhånd.

SPB, Schynige Platte Bahn er en bjergbane, der kun kører om sommeren. Om vinteren tages overledning og master ned. Banen er godt 7 kilometer lang. Sporvidden er 800 mm. Der køres på 1500 V jævnstrøm. Stigningen er, hvor den er størst, 25 %. Højden når 1987 meter.

Alpeanemoner og ranunkler i haven. Ud over blomster var der også plancher med bjergets geologi samt lidt udlagte mineraler. 2012.

Haven lå op ad bjerget på sydsiden, men mange steder var sneen lige smeltet, og væksterne endnu ikke kommet op. Ikke engang græsset var kommet op ad den nylig snedækkede jord. 2012.

På de stejleste steder var der trapper. I skygger lå sneet endnu. Derfor var det koldt og skyerne lå lavt, men det generede ikke studiet af blomsterne. Vi så dog ikke Uhyret, Munken og Jomfruen før senere på dagen. Blomsterne her havde ikke skilt, og var ikke langt nok fremme til en genkendelse. 2012.

Haven grænsede op til et sæterlandskab, som vi også gik ud i, da vejret bedredes. 2012.

Vi ser mod syd, men Grindelwald er væk i skyer. Vi endte på en restauration, for nu var det middag. 2012.

Også her havde de gletschertallerken, men de kaldte den sikkert for et spækbræt, da tallerkenerne er et stykke træ. Enten tog vi denne ret eller vi tog høvleost. Fastoste skåret med en snedkerhøvl! Som regel også suppleret med fristost. Dækkeserviettet har vi endnu, idet vi fik dem plastet. 2012.

Tandhjulsbanen på vejen ned fra bjerget set fra toget. Man kunne gå, for der ses en vej langs sporet. 2012.

Et sted inde i en tunnel holdt stigningnen sine 25 %. Jeg står lige, men hele toget er skævt. Sædernes rygstød var dog tilpasset i hvert fald til 20 %, så vognen kunne absolut ikke vendes, uden at bænkene var umulige at sidde på. 2012.

Toget på vej op på Schynige Platte, hvor der var udsigt og orkideer. Stigningen er omkring 20 %, men lokomotivets kedel er vandret! Lokomotivet var i øvrigt 116 år gammelt, men det kørte i sin høje alder kun særtog nogle få gange om året. 2012.

En sæter på vejen op hed Breitlauenen, og på vor billet kunne vi stå af her, når lokomotivføreren havde fundet os og lukket os ud. Vi kunne ikke selv åbne døren. Heroppe tog damptoget vand, og vi kunne gå ud og se på udsigten ud over Interlaken og Thunersee. Til højre ligger Brienzersee, men den ser vi ikke. 2012.

Vi er blot fem hundrede meter under toppen, men her var alle de orkideer, vi ikke så i Kleine Scheidegg og på Schynige Platte. Her er dog kun én, men på hele sæteren så vi en halv snes. 2012.

Fra en sejltur på Brienzersee kunne vi se sæteren Breitlauern, hvor vi tidligere havde gået og set orkideer. Sæteren er det lysegrønne øverst til højre. Selv Schynige Platte kan vi næppe se. Dette lå bag kammen. 2018.

Grindelwalds nære omegn
Byen
Vores sidste dag var helliget de lokale gletschere, skønt vi allerede havde gået på og inde i gletschere på Jungfrau. For 150 år siden skulle vi bare have gået fra hotellet ned i dalen for at se to gletschere. For femten år siden kunne vi tage bybussen og køre til bygrænsen og gå et par hundrede meter for at røre ved en gletscher. For bare fem år siden kunne vi have betalt entre for gå ad nyanlagte kunstfærdige trapper og broer over den jomfruelige klippe, der ikke de sidste hundrede tusinde år havde set dagens lys. Gletscheren smeltede stadig tilbage og tilmed med forøget hastighed, så stianlæggene ikke kunne følge med. Selv om man ikke mere kunne se gletscheren helt nede i løvskoven akkompagneret af sang fra sangfugle, så vi den på et par kilometers afstand, og det var såmænd også imponerende. Edits bedsteforældre så også den Øvre Grindelwaldgletscher, Oberer Grindelwalgeltscher i 1907, mens de arbejdede i Schweiz med bopæl i Genève. Til venstre ses deres postkort fra 1907 og til højre samme situation 2012 set med mit eller Edits kamera. At gletscheren smelter, er der efterhånden kommet politisk enighed om i verden, men om der er tale om klimaforandringer, og hvad forklaringen herpå i så fald er, kan verdens politikere og videnskabsmænd stadig ikke enes om, idet videnskaben ikke er helt færdig med at klarlægge alle de faktorer, der er bestemmende for vor klima.

Der er ikke gengivet billeder fra selve byen.

Grindelwald Oberer Gletscher

Gletscheren nåede 1907 ned nær byen. Postkort.

Grindelwald havde to gletschere, Øvre og Nedre. Vi tog bybussen op til den øvre. I 1910 nåede den helt ned i skoven og byen, mens den i 2008 knap kunne ses nede fra dalen. Billede fra en informationstavle på stedet. Fotografer er ikke opgivet, og tavlen nævnede ikke noget om ophavsret. Skilt.

Mens alle brochurer talte op Øvre Gletscher som noget man skulle se, var der et lukket billetkontor og en bom samt spor efter en voldsom lavine. Da der ikke var gelænder på trappen, og vi allerede var så affældige, at vi ikke turde tage turen uden gelænder, og der var mindst en kilometer op til gletscheren, opgav vi. De indfødte undredes og, da vi oplyste, at gletscheren var lukket og bedyrede, at den åbnede igen. 2012.

Her aner man gletscheren, men mindst en kilometer fra os. Hvert år måtte stien forlænges med flere hundrede meter. Kigger du godt efter, ses trappen på klippeknolden i forgrunden dels for neden på knolden del til højre øverst. 2012.

Grindelwald Unterer Gletscher
Heller ikke den kunne mere ses fra dalen; thi vi var nok mindst 100 år for sent på den. Gletscheren fødede floden Lütschiene, men det hed Floden mod Grosse Scheidegg øst herfor også. Den havde dog tilnavnet Schwarze Lütschiene. I næste afsnit oversættes de lokale stednavne. Floden fra gletscheren havde slidt sig dybt ned i klippen ved udmundingen, men mod entre kunne man gå ind i Gletscherslugten på en sti udhugget i klippesiden. Også et lille geologisk museum var der. Vi spiste høvleost på et værtshus ved slugten, hvorefter vi tog bussen tilbage til byen og beså museet, og så var den dag gået. Gået godt. Antallet af foto fra Gletscherslugten viser vor begejstring for naturscenerierne her.

Her fås et godt indtryk af Lütschieneslugtens bredde og dybde. Vandføringen her i foråret var ikke overvældende. Når du ikke her ser stien, vi gik på, er det, fordi den netop her var hugget i en tunnel helt ind i bjergsiden. Der var dog åbninger, så vi kunne fotografere. 2012.

Her hænger stien som et jernstativ på klippevæggen. De tektoniske kræfter havde siden dannelses efter istiden fået siderne på den ene side af den naturlige revne i klippen til at vælte over i den anden side. 2012.

Her ses stien og længere fremme en tunnel, hvor mundingen anes. I bunden af dalen lå der sne, og til venstre et lille vandfald. Et af mange. Jeg taler om en naturlig spalte, men floden havde rigtignok benyttet den og udvidet den til det, vi ser nu, 2012.

Man bliver lille her, og nogen ville også blive trykkede? Den egentlige fare var nu, at på gletscheren en kilometers penge højere oppe lå en sø af overfladevand fra sidebække. Når denne sø havde mørnet gletscheren og til dels havde smeltet sig ned i den, kunne den senere igen bryde sammen, og vand og is på en gang vælte ned gennen dalen? Det vil de besøgende næppe overleve. Et sådant gletscherbrud på Grønland har kostet en bekendt og flere andre livet. 2012.

Oppe fra restauranten havde vi udsigt over Grindelwald. Vi ser blandt andet vort hotel, og måske anes skyggen af Willumsen og frue, mens han malede Bjergbestigersken. Bag baggrundes bjerge ligger Schynige Platte. 2012.

Gletscherslugten set udefra. Restauranten ses til højre. På væggen til venstre ses en platform til elastikspring, og på samme væg hænger en yngre kvinde, der ved hjælp af søm, karabinhager og reb er ved at kravle op. Hun ses dog ikke på grund af afstanden, og hvad hun vil deroppe, ved jeg heller ikke. Jeg fik ikke spurgt. 2012.

Lauterbrunnens Omegn
Den lille bys navn er af tysk oprindelse, idet det betyder Klar Kilde.

I byen Interlaken, der betyder mellem søerne, udmunder Lütschine, der er en lokal flod, der kommer fra Jungfra, Mönch, Eiger, Schreckhorn og de andre markante bjerge i Berner Oberland. Lütsschiene er keltisk, eller som romerne sagde rhätisk, og betyder glinsende. Kort syd for Inkerlaken ligger stationsbyen Zweilütschienen. Her løber den Hvide Lütschiene fra vest sammen med den Sorte Lütschiene fra øst fra blandt andet Grindelwald og Grosse Scheidegg. Hvid er virkelig farven på flodvandet, og kalk er ophav til farven. Den Sorte Lütschiene er mudderfarvet af humus. Med toget til Grindelwald passerer man sammenløbet, og du er ikke i tvivl om farverne, og ser du til modsat side, er du ikke i tvivl om en jing- og  en jangfarvet flod, indtil vandet nedstrøms hurtigt bliver blandet.

Dalen omkring Den hvide Lütschine var som en canyon med lodrette sider både fire og fem hundrede meter høje. Midt i dalen lå Lauterbrunnen. Wengernalpbahn havde virkelig besvær med trods tandhjul at forcere den lodrette klippekant, og efter nogle år var den da også blevet forlagt, men stadig lå banen ikke stabilt. Floderne fra bjergene løb ned, og når de kom til den lodrette kant, styrtede floderne sig bare ud om kanten og trak turister til. Der er landsbyer, hvor de først ser solen klokken 11 om formiddagen, fordi bjergvæggen skygger!

Vi ankom fra Grindelwald med Wengeralpbahn og fortsatte med bus til enden af dalen, hvor vi gik til Mürrenbachfall, vandfaldet, der skulle være det højeste frie fald i Schweiz. Faldhøjden angives til 417 meter, men sjældent er nettet så dårligt, som hvis man spøger og højder på vandfald i Schweiz. Ikke bare er nettet fyldt med ligegyldige reklamer, men de få facts, man finder, er de samme for flere vandfald, og derfor må mindst et af dem være forkert.

Derpå tog vi bussen tilbage, men stod af på halvvejen for at besøge Trümmelbachfälle. Mens floden i dalen var hvid af kalk, var sidefloden, der dannede dette vandfald, fyldt med sand, der sleb sig ned i dalens klippesider, der her på østsiden bestod af sandsten. Floden havde slebet sig ned i klippen, og dannede sine steder små vandfald inde i klippen usynlige fra hoveddalen. Vi betalte entre og kørte med elevator op ad den lille biflod og af trapper og gange også delvist inde i klipperne kunne gå til de spektakulære naturfænomener.

Det begyndte nu at regne, men vandfaldene var jo mestendels indendøre, og vejen til et værtshus lå i skov, så vi red bygen af, mens vi spiste. Da det stadig regnede efter frokosten, overvejede vi plan B, idet plan A omfattede et par bjergbaner og en by, Mürren, der kun var besøgbar med tog eller svævebane. I Mürren så det ud til stadig at regne, og det gjorde det stadig på Plan B, der bestod i en gåtur til orkideer ved Kleine Scheidegg. Det regnede stadig, så vi returnerede til Grindelwald, hvor vi fandt et konditori, og det hjalp på vejret, men nu var dagen også gået.

Omkring Lauterbrunnen lå en højtliggende, rundbundet gletscherdal, men i bunden af den havde en smeltevandsdal skåret sig ned og efterladt sig lodrette sider. Vandet fra gletscherdalen og bjergene højere oppe måtte samle mod og styrte sig ud over kanten. Staubbach Vandfaldet, 288 meter frit fald lå lige nord for Lauterbrunnen. Vi tog nu bussen til et vandfald højere oppe i dalen, som vi af en eller anden grund ikke fotograferede. Jeg har kun et billede af Edit, der ligger og drikker direkte af Schwarze Lütschine, mens en lokal alpeko står og ser ud, som vil den blande sig. 2012.

På vejen retur steg vi af bussen og beså for et ret højt gebyr endnu et vandfald, hvor man for det meste skulle ind i bjerget for at se de mindst 12 delvandfald. Gebyret dækkede foruden adgang til de udhuggede stier også en elevator op til stiens toppunkt og start. 2012.

Det regnede den dag, men vi var jo mest inde i bjerget og regn er befordrende for vandfald. Mens dalens vestside bestod af gnejs, der kunne stå lodret, var østsiden her af sandsten, hvor vandet med frigjort sand let kunne slibe sig ned i klippen. Wengernalpbahn, vi skulle hjem med, havde sit hyr her med at forcere den lodrette klippeside og komme op til den bilfri Wengen. 2012.

Eiger
Dette bjerg lå lige over for vort hotel og dominerede vor udsigt. På byens museum havde de i hvert fald en hel væg om bestigningen af bjerget, og da vi bagefter passerede kirkegården, så vi gravene fra flere af de utallige, der var styrtet ned fra bjerget og fra nabobjergene. Der var også en del om besejringen af bjerget, og heri deltog en, vi kendte, men herom i det uddybende afsnit herunder, der er taget fra et tidligere selvstændigt indlæg.

Fra barnsben var jeg fortrolig med Alpernes store bjerge og bjergbestigning. Min mor havde en veninde, der en overgang var forlovet med en schweizer, og det ene år hørte vi, at nu havde både han og hans far været på Mont Blanc og næste år på Eiger. Derfor lagde jeg vel også mærke til, at man i radioen berettede om nedstyrtningsulykker på nogle af de bjerge, jeg kendte, som nu for eksempel Eiger. Jeg erindrer specielt en, men det var senere, hvor redningsmandskabet tog med toget og startede redningsaktionen ud fra et af “vinduerne” i tunnelen, hvor passagerer til Jungfraujoch sættes af for at beundre udsigten. Fra “vinduet” var det lettere at undsætte de nødstedte bjergbestigere.

På kirkegården lå mange ofre for bjergfeberen. Det er let at spørge, hvorfor ofrene dog ikke havde holdt sig til jorden, men det langt sværere at besvare spørgsmålet. De efterladte lagde sjældent skjul på dødsårsagen. Her er det en englænder og hans fører, der blev taget af en lavine i 1882 på Wetterhorn. I følge museet kom familien stadig fra England og lagde blomster på en grav for en engelsk præst, der 1869 faldt ned fra Schreckhorn. Halvandet hundrede år efter!

På kirkegården lå mange ofre for bjergfeberen. Det er let at spørge, hvorfor ofrene dog ikke havde holdt sig til jorden, men det langt sværere at besvare spørgsmålet. De efterladte lagde sjældent skjul på dødsårsagen. Her er det en englænder og hans fører, der blev taget af en lavine i 1882 på Wetterhorn. I følge museet kom familien stadig fra England og lagde blomster på en grav for en engelsk præst, der 1869 faldt ned fra Schreckhorn. Mere end halvandet hundrede år efter kommer familien stadig! 2012.

Eiger er et ganske almindeligt kegleformet bjerg, ikke så højt som Matterhorn og ikke med så stejle sider som Matterhorn, men der var rigtig nok en næsten lodret nordvæg på 1600 meter og vel at mærke de øverste 1600 meter af bjergets 3970 meter. Hældningen er 60 til 70 grader og altså ikke helt lodret. Bjerget består af lerskifer og mergel, der består af kalk og ler. Som nordvæg var den også islagt, og yderligere var den mør, så man let kunne slå søm i, men de blev ikke altid siddende. Desuden forekommer laviner på nordvæggen. Netop denne nordvæg, på museet kaldet mordvæggen, tiltrak bjergbestigerne.

Første bestigning af Eiger
Det første bestigning af nordvæggen blev foretaget i 1938 af en gruppe med deltagelse af Heinrich Harrer, 1912 – 2006, en østrigsk eventyrer, som det tredje rige tog til sig og til dels ødelagde hans renommé. Under et i øvrigt mislykket forsøg på at bestige Nanga Parbat, Dræberbjerget, 8125 meter i Pakistan i 1939, brød anden verdenskrig ud, og briterne stod neden for bjerget, da ekspeditionen kom ned. Harer kom derpå i krigsfangelejr i Indien, hvorfra han imidlertid flygtede og endte i det helt lukkede land, Tibet. Det lykkedes Harer at blive venner med den helt unge Dalai Lama, et venskab, der holdt til Harers død. Harer oplevede sammen med Dalai Lama kinesernes erobring af Tibet i 1949 og en del af den efterfølgende brutale undertrykkelse. Harer skrev efterfølgende om sine oplevelser i bogen Syv år i Tibet. Bjerget i Pakistan, Nanga Parbat er 8126 meter højt og verdens tiende højeste bjerg, og også det hurtigst voksende og det bjerg med den største uafbrudte højde, 6½ kilometer fra Indusfloden til toppen samt en lodret sydvæg på 4 kilometer. Harers bestigning i 1939 mislykkedes og verdenskrigen satte en stopper for yderligere forsøg de næste omkring 15 år. Du kan se billeder af bjerget i indlægget Rejser på Silkevejen.

Nutidens bestigninger af Eiger
Mens Harers gruppe brugte tre dage til turen, tager de hurtigste firemandsgrupper i dag godt fire timer. Enkeltklatrere kan gøre turen på 2 timer og 38 minutter, men i dag fører også over 30 ruter til toppen.

Siden 1930′erne, hvor bestigningsforsøgene for alvor begyndte, er 52 bjergbestigere faldet ned på vejen op, og yderligere 16 er døde på vejen ned igen. Af de 68 ofre ligger to endnu et eller andet sted på mordvæggen, fordi de aldrig er blevet fundet. Ötzthalmanden var omkring 6000 år om at blive fundet, og jævnligt dukker der forsvundne frem af gletscherne efterhånden som disse smelter.

Området højeste tinde ses her i baggrunden. Tilsyneladende ser der højere ud til højre, men området her lå tættere på og syner derfor kun højere. Billederne er taget fra kirkegården i Grindelwald. Navnet er Finsteraarhorn, 4277 meter. Finster lyder ikke, som om bjerget er et rart bjerg?

MARTIGNY
Vi kom hertil fra Mulhouse i Frankrig ad nærmeste omvej, da den direkte line var lukket, efter en person var sprunget ud foran toget på en station på vejen. Schweiz havde imidlertid et tæt jernbanenet, så vi blev bare sendt en anden vej, Vi kørte gennem de smukke Jurabjerge. Da vi skulle skifte et par gange ekstra undervejs, tog det lidt ekstra tid, men vi kørte og så i stedet for blot at vente.

Byen brugte vi som base til nogle udflugter i omegnen, hvoraf flere allerede er beskrevne. En tur skulle være gået til Mont Blanc, men de franske jernbanefolk strejkede stadig, så i en fart fandt vi på noget andet. Brienz – Rothorn.

En anden tur gik til Emmersondæmningen, som får et afsnit herefter.

Den sidste tur førte til en udendørs modelbane ved Genfersøen, minidampbanen, Vapeur Swiss Parc i Bouveret. Under opholdet begyndte det at regne, men vi var næsten færdige, så mellem dråberne listede vi til et spisested med udsigt over Genfersøen.

Turen var på interrail, så vi kunne tage hjem med kort varsel, hvis Edits knæ skulle gøre knuder. Hjemrejseforsikringen ville nok have stillet sig på bagbenene, da vi jo godt vidste, at det kneb med knæet, inden vi rejste ud. Turen var ledet af en bekendt, der repræsenterer min lokale jernbaneklub i Kolding, og deltagerantallet var begrænset til 10. Den franske regering havde vrøvl med de offentligt ansatte, og fra tid til anden var der punktstrejker, så vi måtte ændre programmet. Vi nåede dog det franske jernbanemuseum i Mulhouse inden strejken.

Selv om det var megen jernbane, kan Edit altid finde noget på et jernbanemuseum, der kan fange hende. Det var en virkelig imponerende tur, der forløb uden problemer med knæet.

SWISS VAPEUR PARC
Museumsbanen ligger i Le Bouveret ved sydøstenden af Genfersøen og sporvidden er 5 + 7 1/4 zoll, der står for tommer, men næppe med samme antal millimeter som danske tommer. 1,5 km spor. 17 000 m² areal. Nogle lokomotiver er bygget i 1 : 3.

Vil du se tog på banen her, må du til indlægget Jernbaner i Schweiz, men her ses lige uden tog en model af et slot i Schweiz. Hvilket ved jeg ikke. Det var kun lidt større end en person. 2018.

LÖTSCHBERG
De nordlige Kalkalper gennembrydes af flere floder, blandt andet Rhone, Rhinen og dens tilløb Aare og Rheuss foruden Inn i Østrig. Centralt i Waliseralperne mellem Rhone og Aare manglede en trafikforbindelse, men så byggede en privatbane, BLS, Bern – Lötschberg – Simplon strækningen via en 13 kilometer lang tunnel under Lötschbergpasset i godt 1200 meters højde. Banen fører videre til Italien under Simplonpasset. Da forbindelsen i 2000 blev udbygget, boredes en 34,6 kilometer lang tunnel, hvor man i dag kører 250 km/t i kun godt 800 meters højde.

På tilbagevejen havde vi tid til at tage den gamle strækning, og det var også en oplevelse. Man oplevede for så vidt ikke, at vi kørte op i dalen, vendte og kørte videre op, men i modsat retning for så at vende igen og fortsætte. Der var dog en indikation: snart skinnede solen ind ad vinduerne i venstre side i toget, for efter en tunnnelpassage et skinne ind ad de modstående vinduer, og efter nok en vendetunnel skinnede solen igen ind ad de rigtige vinduer. Banen er bevaret, da den bruges af pendlere oppe fra bjergene og desuden er der stadig togtransport af biler, da der ikke er nogen vej over passet.

Mens den nye strækning munder ud i Rhonedalen i Visp, munder den gamle ud i Brig højere oppe i Rhonedalen. Fra den gamle linje ser man ned på Visp højt oppe fra. Der er et par billeder af dette i jernbanedelen.

BARRAGE d’EMOSSAN
Fra Martigny havde vi taget smalsporbanen mod Mont Blanc, men var stået af i Le Chatelard kort før den franske grænse. Her lå et vandkraftvæk fra 1925, men siden taget ud af drift og i 1975 erstattet af nye større værker under jorden og i øvrigt beliggende helt inde i Rhonedalen. I 1975 byggedes den dæmning, mit billede viser. Den erstattede 1925-dæmningen, hvis rester ved lavvande stadig ses. Kraftværkerne forvandlede vandkraften til strøm til de schweiziske  og franske jernbaner, idet en del af vandet kommer fra Frankrig. For at bygge den kollossale dæmning var der anlagt flere bjergbaner, som man i øvrigt nu havde moderniseret og taget i brug, så vi turister kan nå op på bjerget. Der var til Le Chatelard en metersporet tandhjulsbane, den såkaldte Mont Blanc bane. Man står af i La Chartelard og tager først en standseilbahn med start i 1125 meter og slut i 1825 meter. Banen er 1310 meter lang med en højdeforskel på 700 meter. Største stigning 87 %. Sporvidde 1000 mm. Herpå skifter man til det såkaldte Panoramazug med start i 1825 meter, hvor banen har en længde på 1650 meter. Faldet er på 1,46 % og sporvidden 600 mm. Stedet her kaldes Vertic Alp, idet området står næsten lodret, men banen er vandret. Ved endestationen ligger den såkaldte Ministandseilbahn. Den bringer den besøgende fra 1815 meter til 1965 meter. Banen her har 900 mm sporvidde, 73 % maximal stigning, og den er 260 meter lang. Så var vi ved Barrage d’Emossan. Fra Emossandæmningens top var der kun kort til Restaurant du Barrage d’Emossan. Heroppe kunne vi ikke gå ture, for selv om det var maj, lå der 1½ meter sne på stierne området. I stedet hyggede vi os på restauranten med egnens specialitet La Verte au Genepi, Alpemalurtøl. Selv om den var grøn, smagte den udmærket. Da jeg ville se lidt mere på tog, forlod jeg selskabet, men måtte ind i restaurationen for at betale min øl. Her så jeg et udhængsskab, der afslørede, at Alperne her engang havde været en strandbred med forstenede sandsten med bølgeribber og fodspor efter tidlige dinosaurer.

Vi stod af på sidste station i Schweiz, Le Chatelard, for i Frankrig strejkede banepersonalet. Byen var ikke noget at skrive hjem om, men omegnen var så meget mere spændende. 2018.

Udsigt fra turen med en af bjergbanerne mod dalen med Montblanc-banen i bunden i retning mod Mont Blanc. Grænsen mellem Schweiz og Frankrig ligger et eller andet sted mellem husene og svinget i dalen. 2018.

Den “store” Standseilbane, den nederste i systemet på et af de mindre stejle stykker. Banen fører fra Le Chatelard til Vertic Alp. 2018.

På Vertic Alps lodrette Sæter ses den vandrette smalsporbane, Panoramazug, der forbinder de to Standseilbaner. Foto: Edit Laursen 2018.

Den øvre Standseilbane set fra Bjergstationen. 2018.

Den imponerende dæmning set fra toget. Lidt af vognens styrtbøjle er kommet med. Tipvognsbanen fører hen til stativet, der bærer den øvre Standseilbane, der fører helt op til toppen. 2018.

Selv om sneen var i fuld gang med at smelte, var der for mig forbavsende lidt vand bag dæmningen, men der havde , så vidt jeg forstod, været meget lidt sne denne vinter. 2018.

På bjergtoppen over Vertic Alp ville vi også have gået, men der var for meget sne, og sneen var alt for våd. Vi havde kun sandaler på! Det blev kun til en stille øl på toppens restauration. Øllen var grøn af farve og brygget på alpemalurt! 2018.

Videre af denne banede sti ville Edit gerne, men det var ret umuligt i mindst én meter sne, der ikke var ryddet. Da det var et skiområde, ville det vel også være tåbeligt at rydde sneen? 2018.

Forstenede bølgeribber i sandsten. Desværre lå sneen for højt til, at jeg kunne komme derhen. På billedet ses også en indikation af det, der havde sat fodaftryk i andre sandesten og lersten i området. Man har nok udstillet, hvad man har kunnet købe i nærmeste legetøjsforretning, en Langhals, men en sådan var det absolut ikke, der havde sat fodsporene. Langhalsen var slet ikke født, da fodaftrykkene blev afsat. 2018.

Fodspor af en tidlig dinosaur fra Trias, noget før dinosaurernes storhedstid i Jura og Kridt. Sporet er omkring 10 centimeter bredt eller langt.

En russisk tegning at dyret, som man mener, det havde set ud. På tegningen ses også sporene. Navnet skulle være Arkosaur, og alderen 240 millioner år før nu.

VISP – ZERMATT
Vi tog til den bilfrie Zermatt med smalsporbanen fra Visp. På vejen var der også vilde bjerge at se på.

Dalen op mod Zermatt, Matterdalen var øverst bred og formet af en gletscher, men siden, istiden er gletscheren smeltet, så floden Matter nu havde skåret sig ned i gletscherdalbunden. Som regel kørte vi i Gletscherdalen. På nogle kort kaldes floden Vispa, og på andre Mattervispa. 2009.

Den gamle munk, Baedeker, ham med de 150 år gamle rejseførere, skrev, at vi skulle sidde i togets venstre side på vej til Zermatt. Banen løb nemlig på vestsiden af dalen. men han havde glemt at notere, at det kun gjaldt folk uden højdeskræk. Det var nu nok ikke Baedeker, for da han skrev, var banen ikke bygget. Min fars gamle udgave af rejseføreren var fra 1920 med afsnit helt fra 1906. 2009.

På vejen var vi også opmærksomme på det store skred ved Randa i 1400 meters højde, hvor 15 millioner m³ bjerg efter voldsom regn løsnede sig den 18. april 1991 og styrkede ned i dalen og blokerede jernbane og flod. Et tog var på vej, men da skreddet tog overledningsmasterne, gik strømmen, og toget gik i stå inden skreddet. 2009.

Hertil og ikke længere. Taget på hytte ser dog nyt ud, og den del af skreddet har heller ikke ramt banen. Her går også vej indtil næste station, men så må bilfolket også stige om til pendlertog, for Zermatt er bilfri. 2009.

ZERMATT
Vi var kommet til Zermatt, fordi herfra udgik Gletscherexpressen. Vi havde også et par nætter i byen. Den ene dag beså vi byen, kirken og det spændende geologiske museum. Den næste dag var vejret rimeligt så vi ofrede to bjergbanebilletter til Gornergrat. Her mødte vi de fleste i vort selskab, idet de manglende var steget af på halvvejen for at gå hjem. Vi nød udsigten fra hotellet og spiste, inden vi gik ud på graten. Den var virkelig en smal bjergkam, der faldt stejlt ned til begge sider. Da vi efterhånden blev bange for at miste ballansen, vendte vi om og kørte ned. Jeg havde opdaget, at billetten gjaldt hele dagen, så vi kunne stå af og på, som det passede os. Vi stoppede på Riffelalp og gik ad en sti ud til kanten og kiggede ud over Matterhorn og dalene. Her så vi både Enzian og Edelweiss, men de var nu nok plantede der.

Vel nede gik vi på et konditori lige ved banen og sad og nød et stykke lagkage med kaffe til og så på tog.

På afrejsedagen var det højt og flot solskin. Allerede fra vore senge så vi Matterhorn i fuldt sollys. Alligevel klædte jeg mig hurtigt på og gik ud på gaden for at fotografere. Vi var mange turister ude og nyde synet. Flere var i morgenkåbe og bare ben, faktisk lige stået ud af sengen.

Zermatt er bilfri, men det holdt ikke bilfolket borte. Der var et sandt mylder her. Byen ville ikke have været den samme, hvis alle disse besøgendes biler skulle have holdt her i gaden. 2009.

Også denne lille by havde en gammel bydel. Charmerende trods det, at det også her myldrede med turister. 2009.

Matterhorn (4478 meter) set fra Zermatt. 2009.

Matterhorn, 4478 meter set fra Zermatt den morgen, vi skulle af sted. Det var første gang vi rigtig så den, uden der lidt senere gled en sky for. Flere var ude i nattøj og fotografere! Man skulle jo nødig misse den. I indlægget Europas højeste bjergtoppe kan du læse om bjergets meget spændende dannelseshistorie. 2009.

På vej med toget til Gornergrat for at se Mont Rosa, fik jeg pludselig øje på murmeldyr ganske tæt på. Jeg råbte op i begejstring, så alle i toget så dem. Alligevel blev jeg lidt flov. Det viste sig, at de ikke var sådan at se. I Grindelwald fandtes en Murmeldyrsti, men brochuren forkyndte, at med held og kikkert kunne man måske se dem! Jeg kendte både dem og pibeharerne fra Himalaya, og jeg havde set deres bo her, så jeg var på udkig og havde held. Normalt er de hurtigt nede i boet ved den mindste fare. “Statue” i Zermatt. 2009.

Fra toget ned fra Gornergrat så jeg dette condittori. Her satte vi os og slappede af med lagkage og kaffe og med udsigt til tog. Noget af en elbil ses også. De var der, men ikke i et antal, der generede. 2009.

Der var tæt togtrafik på banen til Gornergrat, men området var også om vinteren i modsætning til Schynige Platte, et skiområde. Her ses to persontog samt et arbejdstog. Enten var banekolonnen ude, eller toget var på vej med gods til hotellet på toppen? 2009.

Gornergletscheren og Lyskamm, 4538 meter midtfor. Bemærk de gule slagord i forgrunden til venstre. 2009.

Greenpeace havde en lejr på Gletscheren med både hvide og gule telte. Det område af gletscheren, de boede på, var lutter nedfaldne sten. Man ser dem også i kanten af isområdet. Når gletscheren smelter ender de i en dynge, en endemoræne, en høj jordvold. Betænk så, at hele Danmark er kommet fra Skandinavien på den måde! 2009.

Nærbillede af Greenpeaces slagord; Vort klima dit valg. Bogstaverne ses lige midt i billedet. 2009.

En grat er en smal bjergkam, der falder stejlt ned til begge sider. Her er den dog rimeligt bred, men cykling er forbudt. I baggrunden en snemark og to sammenløbende gletschere. 2009.

Graten bestod af lyse og sprøde dolomitlag i plastisk kalk fra Thetyshavets bund fra Trias 200 millioner år før nu, hævet og foldet i Palæogen 60 millioner år før nu. Dolomit er kalk med både magnium og kalcium. 2009.

Nordmændene bygger varder, inderne også, men med en anden betydning, og schweizerne har også den mani. De kan da også være nyttige, men ikke her og ikke i det antal. På en grat går man ikke forkert. I hvert fald kun én gang. 2009.

Gornergletscheren, der er todelt af en midtmoræne møder den mindre Schwarzegletcer og danner endnu en midtmoræne. Bemærk smeltevandsfloderne på gletscherens overflade. 2009.

Klein Matterhorn, den lille top nogenlunde midt i billedet samt to gletchere, der også slutter sig til Gornergletscheren. 2009.

Monte Rosa-gruppen, 4638 meter i skyer. Kun Jägerhorn, 3975 meter ses. Gornergletscheren, stadig todelt ses til venstre og Grenzgletscheren til højre samt Lyskamm 4538 meter til højre. Bag toppene ligger Italien, og deraf kommer navnet Grenzgletscher. 2009.

På vejen retur fra Gornergrat, stod vi af på halvvejen på Riffelalp og gik ad en sti frem til Matterdalen, hvor Matterhorn lå på modsat side. Her fik vi dog først et kig i Muttal, hvor der lå et vandkraftværk. Fra kraftværkssøens bred til højre står en vandstråle ud af bjerget. 2009.

På kanten af dalen for enden af stien lå naturligvis et hotel, der var nyopført efter en brand. I hotelhaven voksede Edelweiss. Den er nok mere sjælden end køn. 2009.

Udsigt fra toget mellem Riffelalp og Zermatt over Muttal og de yderste huse i Zermatt. 2009.

ZERMATT – TIRANO
De følgende afsnit handler om togturen fra Zermatt til Tirano i Italien, der egentlig var turen hovedformål. Meget mere om denne tur kan ses i Jernbaner i Schweiz. Første del af turen var med Gletscherexpressen fra Zermatt til St. Moritz. Sidste del var med Berninabanen fra St. Moritz til Tirano. Her kørte vi med lokaltog. Gletscherexpressen bestod på vor tur af en køkkenvogn og to første klasses vogne, og fem lokale, andenklasses vogne. Det var dem, vi nok skulle have været med, for her kunne vinduerne åbnes for fotografering, og man kunne hoppe ud på perronerne og fotografere. I dag består Gletscherexpressen af lutter første klasses vogne. Da vi var med, kørte vi over tre pas: Oberalp, 2033 meter, Albula og Bernina, 2253 meter. Kun Furka var allerede erstattet af en tunnel. I dag er også Albula erstattet af ny og længere tunnel end den oprindelige, og det er jo nok turen op i fjeldet, der er gør størst indtryk. Et af turens højdepunkter er en bro, Landwasserviadukten ved Filisur, hvor toget kører direkte fra broen ind i en tunnel i en lodret bjergside. Desværre var denne bro omgivet af stilladser med plastforhæng. Den kendte sløjfe Brusio findes dog stadig. Albula er strengt taget ikke et pas, idet der også fra starten var en tunnel i 1788 meters højde. Albulabanen har desuden fem vendetunneller samt en sløjfe, mens Berninabanen har otte sløjfer. Det var ikke rigtig til at fotografere de imponerende steder, da vi jo sad i det tog, vi ville fotografere.

Gletscherexpressen

Mens opkørslen fra Andermatt over Oberalp i store sving op af bjergsiden var imponerende, ikke mindst fordi man pludselig så Andermatt dybt næsten lodret under sig, så var det ikke til at fotografere, når man sad i toget, med her er et foto af Edits fra nedkørslen fra passet mod øst. Bemærk lavinesporene på bjergsiden. 2009.

Vest for Chur ved Reichenau løb Vorderrhin og Gletscherexpressen gennem et 200 millioner gammelt koralrev fra Thetyshavets bund. Klipperne her var ren koralkalk. Kort efter støder Hinterrhein til bliver til Rhinen. De to nævnte floder er to af Rhinens betydeligste tilløb, men fra Gotthard kom også Aare og Rheuss til. 2009.

Berninabanen

Berninapasset var en stor sø, Lago Bianco. Her lå stationen, Ospizio Bernina, 2253 meter. Søen havde dæmninger i begge ender, idet vandet i nord løb til Inn og Donau, og vandet mod syd til Po og Adriaterhavet. Under dæmningerne lå vandkraftværker, der også forsynede banen. 2009.

Efter passet gik det nedad igen. Vi skulle helt ned i bunden af dalen. En gletscher ses. Også Piz Bernina lå her, men kom ikke med på billedet. 2009.

Landskab et eller andet sted på Berninabanen har Edit skrevet ved dette billede. Jeg har på fornemmelsen, at vi skal ned til byen, og vi er på nedkørslen fra Berninapasset. 2009.

Fra togets bagende kunne vi tage et foto af banen under broen, der løber rundt til venstre og kører over broen. Det er den kendte sløjfe ved Brusio. 2009.

Ved Brucio Station ovenfor sløjfen kunne man godt se, at dalbunden faldt meget. For det modgående tog, vi ser her fra vort tog, var det virkelig op ad bakke. Jeg har altid undret mig over, at banens tog blev trukket af motorvogne: To styk af et endog ældre udseende, og så holdt banen op til syv procent uden tandhjul på kun 1000 volt jævnstrøm. Toget er fremført af to ABe 4/4 2 fra 1964/65 på 680 kW. Det svarer for begge motorvogne til sammen til  1800 hk. 2009.

For ikke længe siden kørte vi på banen oppe på bjergsiden over gravemaskinen. Nu var vi nede og så over på et tog, der viste sig at være forenden af vor eget tog. Her er det to ABe 4/4 fra 1988/90 på 1016 kW eller for begge vogne til 2700 hk. Det var motorvogne, for de havde 12 siddepladser på første klasse og 16 på anden klasse. I dag er de formentlig afløst af Stadlers Allegra-togsæt. Efter et øjeblik skulle vi passere under den bane, der ses øverst i billedet. Der var marker her midt i sløjfen, og en bonde vandede sin mark. Vi ser strålen beskrive en smuk cirkeldel. 2009.

FRA ENGADIN TIL TESSIN
Tessin er det tyske navn for kantonen Ticino, hvor blandt andet Lugano ligger. Ticino er i øvrigt en flod, der fra Gotthard løber til Pofloden i Norditalien. Det ligeledes tyske navn, Engadin er derimod et landområde, nemlig den sydlige del af kantonen Graubünden. En del af Engadin ligger i øvrigt lige op ad Tessin.

Schweiz er fra engang i Middelalderen et forbund af små områder, den dag i dag med et udstrakt selvstyre med hyppige folkeafstemninger. Med tiden er kantonerne vokset i størrelse, og flere nye er kommet til. Sidst Geneve, som hertugerne af Savoyen havde svært ved at slippe. To steder går Schweiz over vandskellet og strækker sig ned i området syd for, således Tessin og delområdet Engadin, der begge ligger om man kan sige på den italienske side af vandskellet. Det er imidlertid nok befolkningerne selv, der har villet Schweiz og ikke erobringer fra forbundsstaten Schweiz. I de seneste hundrede år er det de navnlig tysksprogede folk, der har bredt ud over deres oprindelige grænser. I det sydlige Graubünden, bor der italienere og fra gammel tid også oprindelige folk som rhätoromanere. Graubündens jernbaneselskab kalder sig Rhätische Bahn, efter romernes gamle navn for området.

Jeg klarede mig dog overalt i området med tysk. Det var værre i den franske del, hvor jeg mødte flere, der ikke kunne forstå tysk endsige tale det.

Turen fra Engadin til Tessin gik gennem Italien og er beskrevet i Rejser i Italien.

ST. MORITZ
Selv om vi havde en nat i byen havde vi reelt kun en god halv dag til at se på byen. Vi var ankommet sidst på dagen med Gletscherexpressen og skulle næste dag videre med Berninabanen, begge strækninger spektakulære bjergbaner med udsigt.

Byen var yderst mondæn, men dyre butikker med varer, vi ikke har brug for og ikke har råd til, er ikke os. Vi gik op i den gamle bydel omkring kirken og derefter ned til søen og langs med denne, og så var det tid til at finde vore kufferter og bestige toget.

I St. Moritz havde de nok tænkt sig, at vi skulle gå rundt og blive fristet i de mondæne butikker, hvor selv det ringeste tilbud kostede mere en pensionen i en måned. Vi gik i den gamle bydel, i kanten af bjergene og ved søen i stedet. 2009.

St Moritz var en af de første byer, der indstillede sig på skiturister sidst i 1800-tallet. Her er deres skibakker over byen. Sandelig om et tog ikke er på vej op. Vi var nu på vej ned til søen gennem et p-hus med flere hundrede trapper. 2009.

Søen ved St. Moritz hed St. Moritzersee. Floden Inn løber igennem her. Bredden er næsten helt tilbygget, men sydbredden var natur. Banegården ses. Berninatogene holder nærmest ud mod søen. 2009.

LUGANO
Vi kom til byen med postbus fra Italien. Vi var med Berninabanen endt i Norditalien i Tirano og benyttede en schweizisk postbus langs den sydlige alperand blandt andet langs Comosøen og ind i Schweiz i Chiasso på Gotthardbanen. Bussen fortsatte dog lidt nordpå i Schweiz igen og satte os af i Lugano ved søen af samme navn. Mens vi kom fra italiensk og rhätoromansk område, Engardin, var vi helt givet i den italienske del af Schweiz i Lugano i Tessin. Denne del var dog ikke mindre charmerende, og jeg klarede mig overalt med tysk.

Næste dag havde vi en god halv dag til at se på byen, og det rakte.

Ved middagstide tog vi kabelbanen fra byen op til banegården og besteg et kurvestyret intercitytog, ICN, for af køre over det gamle Gotthardpas. N i ICN står for Neigung, som jeg oversætter ved kurvestyring. Schweizerne benyttede et andet system end tyskerne, men schweizernes virkede. Selv en parallelforskydning klarede toget med høj fart. Først lagdes vognkassen ned til den ene side og et øjeblik efter ved det næste skift til modsat side. Når vi først havde vænnet os til det, var såmænd ikke ubehageligt.

Vi tog kabelbanen op og ned mellem banegården og byen nede ved Luganersøen. Her ses en krydsning med et modgående tog midtvejs på strækningen. 2009.

Nede ved søen i en park var der et overdådigt blomsterbed, men ellers fandt ikke andet nåde for vor linse. 2009.

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER
Fra Basel til Lugano var der i dag 200 kilometer, men før Afrika begyndte at presse sig på Europa og folde området og det daværende Thetyshav op i store folder, var der såmænd 600 kilometer. Det kan vi imidlertid ikke rigtig gøre noget ved i dag. En af Edits veninder, en danskfødt schweizer sagde det sådan: Schweiz er et stort land – hvis det blev rettet ud. Tak for, at man ikke gjorde det. Hun, Helene sagde i øvrigt også: “Schweiz er hullet som en ost.” Overalt i bjergene har militæret bunkers. Jeg så for eksempel en bred dal med en landingsbane, og pludselig landede en jetjager på landingsbanen. Et øjeblik efter var den væk. Den var kørt ind i en hangar i bjergvæggen! I jernbanedelen er der et billede af et ældre militæranlæg med bane.

I min avis’ ugentlige rejsetillæg angives de beskrevne rejsers klimaaftryk, men som på private hjemmesider, hvor udbyderne selv anmelder deres ydelser, kan man overhovedet ikke stole på oplysningerne, der kun skal sætte eget produkt i det bedste lys. Hvilken interesse min avis har, kan jeg ikke gennemskue med mindre, det er annoncørernes. Faktum er, at min rejse i bladet havde større klimaaftryk end en busrejse. Det forstår jeg simpelthen ikke. Jeg havde rejst hele vejen på strøm fra vandkraft. Der var dog korte ture med bybus og postbus, men det kan ikke ødelægge hele turens klimaregnskab. Jeg kunne rejse elektrisk hele vejen fra København, men hvad man i Danmark bruger til at fremstille elektricitet af, ved jeg ikke, men det er vel den samme energikilde, som man lader elbiler op med, og de falder da hos klimajournalister god jord. At turen med tog fra Århus til i hvert fald Flensborg, kan være med diesel, kan vi takke Schlyter-Ellemann for, idet det var dem, der strøg den ellers planlagte elektrificering til Århus for skaffe penge til yderligere klimaskadelige tiltag.

Bent Hansen 3. juli 2023. Uddrag af afsnit om Nyon og Zermatt fra 9. juni 2014. Afsnittet om Schinznach er fra 9. januar 2014 og om Eiger fra 15. maj 2013. Der er også klip fra et indlæg om dinosaurer, og flere klip fra jernbanedelen.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.