Rejser i Italien

INDLEDNING

• 1953 var jeg første gang i Italien. Det var med tog til Verona og Venezia.
• Næste tur var også med tog og stort set samme tur i 1976, men nu var det med hustru og børn.
• I 1977 og igen i 1980 havde vi to ture i bil til en hytte syd for Bozen i Sydtirol.
• I 1990 havde vi endnu en togtur, denne gang til Firenze og Venezia.
• Igen tog vi en togtur til Rom og Pompej i 1998.
• I 2000 fløj vi til Bologna og kørtes i bus til og rundt i Garfangana, som bureauet kaldte Toscana.
• I 2011 fløj vi til Milano og kørte derfra i bus til Sestri Levante, hvorfra vi beså Ligurien med tog.
• I 2012 kom vi til Tirana med toget fra Schweiz og tog herfra en schweizisk postbus nord om Comosøen til Chiasso på grænsen til Schweiz. Vi skød kort sagt genvej gennem Italien mellem Rhätische Bahn og Gotthardbanen i Schweiz.
• I 2013 var vi igen i Bozen på en kort visit med tog.

Desuden har Elisabeth uden mig været på Sardinien og i Asissi og egnen deromkring, idet hun var løbet ind i venner, der var godt kendte i Italien, og den ene boede der endog. Mens hun rejste, blev jeg hjemme og passede hendes og mine gamle forældre. Der er dog ingen billeder og beskrivelser fra disse ture.

Vi begynder Italien i nord og arbejder os gennem landet med kun ét indlæg om en by, uanset at vi har været der flere gange. I Bozen tre gange, Verona to gange og Venezia tre gange samt Cinque Terre og Lucca to gange.

Mens vi kun har benyttet Gotthardpasset, og vel at mærke den gamle Gotthardtunnel på én enkelt tur, har vi benytte Brennerpasset utallige gange, både med tog og i bil, men vi har aldrig gjort længere ophold i dalen og dens byer bortset fra i Bozen. Området omkring Bozen hedder Sydtirol, og det tilgik Italien efter Første Verdenskrig, mens indbyggerne stadig overvejende er østrigere og taler tysk. Der er landsbyer med 96 % østrigere, og de italienere, man støder på, er ofte forflyttede syditalienske embedsmænd, så derfor bruger jeg overvejende de tyske stednavne, selv om området som regel er skiltet på to sprog.

Hvor italienske navne er angivet, har jeg angivet disse også. Således: tysk navn/italiensk navn.

ITALIEN STED FOR STED
Fra Brennerpasset løber Eisack-floden sydpå, og ved Bozen munder den ud i Etsch, der flyder til Po i Norditalien. Eisack kalder italienerne Isarco, og Etsch kalder de for Adige. Den kommer fra Meran vest for Bozen. Kort syd for Bozen hedder området ikke Sydtirol mere, men det gamle Østrig-Ungarn regerede i Norditalien helt ned til den nordlige ende af Gardasøen, men her har aldrig boet østrigere.

I Brenner/Brennero har vi haft et ophold mellem to tog, dog uden at se stedet. Også ved grænseovergangen for biler har vi kunnet studere italiensk bureaukrati i længere tid.

I Sterzing/Vipeteno har vi gjort et kort ophold, men uden at fotografere.

PENSER JOCH
Passet Penser Joch i Sarntaleralperne nord for Bozen ligger i 2211 meters højde. Her gjorde vi et ophold. Efter passet kom vi ned i Brennerdalen igen ved Sterzing.

FRANZENFESTE/FORTESSA
I Franzenfeste/Fortessa mellem Brixen og Sterzing ligger en større fæstning, som beskytter/spærrer Brennerbanen, der går lige gennem de murstøttede volde. Fæstningen beskytter også Pustertal og Pustertalbahn til Østtitol, så den ligger virkelig strategisk. Fæstningen er fra tiden efter napoleonskrigene, anlagt 1833 – 38. Da Brennerbanen anlagdes i 1867 kom den til at gå gennem fæstningen, eller måske fæstningen værker byggedes uden om banen også. Siden er der kommet motorvej og andre vejudbygninger, der sine steder optager hele dalen, og en del af fæstningen er tilsyneladende faldet for motorvejen? Indtrykket er ikke mere, som jeg erindrer det fra de gode gamle dage. I dag kan du stadig besøge fæstningen og her desuden se på kunst. Allerede da den i sin tid var færdig, var den forældet, men yderligere to gange byggede man nye fæstninger i området til forstærkning. Franzenfeste er opkaldt efter den østrig-ungarske kejser, hvis fortrukne navn ofte var Franz.

GRÖDNERTAL/VAL GARDENA
Denne dal, der udmunder i Waidbrück/Ponte Gardena i Brennerdalen, er stadig til en vis grad beboet af et oprindeligt folkeslag, rhätromanere, der dog her kalder sig ladinerne. Deres hovedby er St. Ulrich/Ortosei, hvis rhätoromanske navn jeg ikke kender, skønt skiltene i dalen er to- eller måske endog tresprogede. Der var 3,7 % ladinsktalende i Sydtirol i 1980 , men altså flest her i dalen.

I dalen var der i min barndom en smalsporbane, Grödner Bahn i 760 mm sporvidde og 31 km lang. Den var anlagt som Heeresfeldbahn i 1915. Altså en militærbane fra Første Verdenskrig. Den lukkedes i 1960, hvor jeg havde passeret i 1953, men uden at se andet end spor!

MERAN/MERANO
Turen hertil var ikke så meget for at se den mondæne by Meran vest for Bozen med slottet Tirol, der har givet navn til hele provinsen, men jeg ville gerne se en fire kilometer, og dem er der kun én af i Østalperne, Piz Bernina på 4055 meter i Berninaalperne. Vi ville dog på denne tur  til Ortler, 3905 meter i Ortlergruppen og Weisskugel 3736 m i Ötztaler Alperne. Vejret var godt, så vi så dem begge. Desuden passerede vi i ny rekord Stilfser Joch/Stelvio passet i 2757 meter.

SEISSER ALM
Vore besigtigelser var naturligvis oplevelser, for ellers var vi vel næppe taget af sted. Der er dog oplevelser, der er glemt og andre, der endnu står lyslevende. En af dem, der endnu lever, var et besøg i 1980 på Europas største sæter, Seisser Alm. Sæter er norsk, og på østrigsk hedder den Alm og på latinske sprog Alpe. Mærkværdigt, at netop sæterne har givet navn til hele bjergkæden.

Af en eller anden grund var kun jeg af sted. Resten af familien ville blive i hytten og nyde solen, som vi åbenbart ikke havde fået for meget af på turen.

Jeg gik i sommertøj nogle kilometer ud på sæteren, satte mig og gik i et med naturen. På et tidspunkt kom en tysk vandrerfamilie i fuldt udstyr og kunne godt se, at jeg var bjergtaget. Alligevel satte de sig og mente, at man her ikke kunne se sig mæt. Det var nok det, der var mit problem, men for dem var det Alpernes omskiftelige vejr, som de berettede for mig om. Blev man våd af regn og afkølet af blæst, kunne man hurtigt blive underafkølet, og blev det tåge, kunne man fare vild. Disse forhold kræver hvert år liv blandt uerfarne bjergvandrere. Vi hører faktisk jævnligt om det fra Norge, hvor danskere opfører sig lige så uforsigtigt som indlandstyskere ved Vesterhavet. Jeg havde dog tøj med i rygsækken, men de var ikke tilfreds med mine sanddaler. Jeg skulle dog kun hertil og ikke længere. Udsigten og oplevelsen ville ikke blive bedre længere fremme. Stien havde jeg mærket mig og konstateret, at der ikke var sideveje, så jeg ville have kunnet finde tilbage selv i tæt tåge. Familien havde gået hele dagen og været helt fremme og røre bjergene, der ses på mit foto. Det havde jeg slet ikke planer om, men det var nok det, de havde troet, men tak for advarslen.

RUNDT OM SELLA
Hyttebyen, vi boede i ved Bozen, må have været reklameret i et motorblad, for andre danske talte ideligt om bilture, der kaldtes “Rundt om det ene eller det andet bjerg.” Så vidt jeg forstod på dem, gjaldt det bare om at køre op over det ene pas og ned i næste dal og igen op over næste pas. Efter at have læst lidt om blandt andet Mussolinis Dolomittervej besluttede vi at prøve sådan en tur og valgte den korteste.

Det første stykke rundt efter Bozen var det mit indtryk, at vejen førte på en meget lang bro ude i floden gennem en smal og lang kløft. Længden af kløften angives til 20 kilometer og navnet til Eggental/Val d’Ega. Vel ude i dagslyset igen gjorde vi holdt ved og i følge min dagbog, gik vi rundt om den smukke Karersee/Largo de Carezza, 1530 meter med Latemar tinderne op til 2846 meter i baggrunden. Vejen førte mod Karerpass/Passo di Costalunga, 1753 meter. Efter passet gjorde vi endnu et ophold på en tilfældig sæter i omkring 1600 meters højde over Fassadalen, hvor vi spiste vor medbragte frokost og så på blomster. Jeg talte 19 arter blomsterplanter, jeg kendte. Se billedet ovenfor under Seisser Alm.

Efter passet havde vi nu udsigt til Marmolada, 3243 meter, Dolomitternes højeste bjerg med Dolomitternes eneste gletscher, der benyttedes dengang også som sommerskiområde. Vi så flere biler med ski på taget. Til den anden side var det bagsiden af Rosengarten, vi så. Den var virkelig rød af alperoser. Også Rotwand var rød, men det var kun klipperne, der var røde. I Rosengarten så vi også die Vajolettürme på 2790, 2800 og 22807 meter. De var virkelig violette. I Rosengarten boede der dengang bjørne, og det gør der vel stadig? Efter Karerpasset var vi ude af det tysksprogede Sydtirol, og nu var de tysksprogede skilte hørt op, selv om der af hensyn til turisterne stadig stod Brattwurst på hver andet skilt. Også her havde det gamle Østrig-Ungarn dog regeret.

Nu gik turen mod Sella Joch, 1875 meter. Vi havde nu Lang- og Plattkofel på vestsiden, som jeg så fra Seisser Alm og Sellamassivet med Piz Boè, 3152 meter på østsiden. Meget firekantet sagt, er det første bjerg i gruppen, Piz Ciavazes, 2831 meter, vi kom til, som en terning. Vestsiden havde 300 meter lodret væg afbrudt af en lille hylde og så igen lidt tilbagetrukket nye 300 meter lodret op til endnu en hylde, hvor bjerget sluttedes af en lille pyramidisk top. Vi stoppene neden for Piz Ciavarzes, idet der holdt mange andre biler i vejsiden. Efter nogen tid fandt vi ud af, hvad de så efter. På den lodrette klippevæg så vi først én bjergbestiger, og så en til og en til. De hang sammen med reb fire og fire, og på bjergvæggen hang der vel en snes grupper af fire mand på vej op eller ned. En gruppe var netop kommet ned og på vej hen til deres bil med reb over skuldrene og søm og karabinhager i lange baner dinglende fra bæltet. De ville gerne snakke, så vi (jeg) fik en lille sludder. De var fra München og var kørt om morgenen, og nu skulle de hjem. ”Nåh,” sagde den ene, ”det er bare en lille træningstur!” Både min hustru og børn var ikke meget for at stå her og kigge, og hvor jeg fik mod fra, ved jeg heller ikke. Også jeg lider af højdeskræk og havde våde hænder og hjertebanken.

Vi stoppede på passets nordside og så ud over landskabet. Jeg havde læst om en forstenet by. På tysk, Steinerne Stadt, der ikke kan oversættes direkte. Det er et bjerg, der er skredet sammen, hvor store sten ligger hulter til bulter nede i dalen og på skråningen ned fra bjergresten. Jeg prøvede at give mine børn en forklaring på fænomenet, og min datter må have hørt efter, for et par dage senere på en anden tur, sagde hun pludselig: ”Her er en forstenet by!” Baedekers rejsefører fra midt 1800-tallet i min udgave fra 1906, som vi kørte efter, gav hende ret. I Rejser i Sverige er det billeder af en forstenet by i Lappland.

Hjemturen gik over Grödnertal, som allerede har fået sin side.

OBERBOZEN/SOPRA BOLZANO
Nord for Bozen langs Eisackdalen mod Brenner, men højt over dalen ligger et større beboet område, noget lignende en sæter kaldet Rittnerland, hvor indbyggerne for mindst 98 % vedkommende er tysksprogede, så her er ingen grund til at opgive italienske navne. Rittnerland er besøgt tre gange, både i 1977, 1980 og 2013. De to første gange for at se på jordpyramider og i 2013 for at se på Rittner Bahn. Det var en tur med jernbaneinteresserede, men da jeg havde Edit med, ville vi ikke køre med Rittnerbanen frem og tilbage hele dagen, så vi tog til endestationen, Klobenstein, tog en kop kaffe på den lille privatbanestations jernbanerestaurant, og så arrangerede jeg et besøg i remisen for nogle andre deltagere, der som os, gerne ville tilbage til Bozen og se på byen. I remisen stod et par gamle mere end 100 årige elektriske motorvogne, der nok var værd at se på, men dem ser du i jernbanedelen, hvortil jeg har linket. Dog bringer jeg et billede nedenstående.

Banen er fra 1907. Den udgik som sporvognslinje fra Bozens centrum, Walthersplatz og fremme ved bjergsiden kørte et tandhjulslokomotiv ind bag på sporvogn og bivogn og skubbede begge dele op af bjerget til (Maria) Himmelfarth, hvorfra sporvognen fortsatte til Klobenstein, mens tandhjulslokomotivet lempede et andet sporvognstog ned igen. I 1920 overtog italienerne banen, men glemte at vedligeholde den. Et overfyldt tog væltede ned ad bjergskråningen, men selv om banen kørte igen få dage senere, gik italienerne i gang med at bygge den nuværende svævebane, der ikke rammer i Himmelfart men næste station, Oberbozen, så banen oppe på Rittnerland i dag er todelt. Det ældste materiel er stadig i drift nu 106 år senere ved besøget i 2013. Vi kørte tilmed med det.

BOZEN/BOLZANO
Det var først på turen i 2013 jeg rigtig så byen. I 1977 og 1980 var vi ikke meget i Bozen, og når vi endelig var der, var det for at se butikker og ikke seværdigheder. En gang gik jeg med min søn efter den gamle Baedeker og beså et par urgamle borge i byens nordlige del, men uden at tage billeder og uden at der var offentlig adgang.

I 2013 så vi både Domkirke og Centrum med Laubengasserne, gader og gyder med overdækkede fortove. Desuden fik jeg et gammelt ønske opfyldt: Den nyere italienske bydel norvest for centrum, hvor jeg gerne ville se facistmindesmærket, som de indfødte tysksprogede kalde denne italienske rædsel. Vi kom forbi Ötztalmanden, men der var ikke tid. Vi ankom om aftenen og næste dag sidst på eftermiddagen forlod vi Bozen igen og formiddagen var gået i Oberbozen.

LEIFERS
Det var her, vi havde lejet hytte i 1977 og 1980. Landsbyen lå en snes kilometer syd for Bozen og var ikke noget at skrive hjem om, men vi handlede dog her, og vi var til byfest en aften. En anden aften fik jeg lokket min søn med op på bjerget. Vi gik på en sti udhugget i klippesiden bred nok til at én okse- eller hestetrukket vogn kunne køre der. Hjulene havde gennem århundreder slidt ti centimeter dybe hjulspor ned i klippen. Hvor vejen førte hen, ved jeg ikke. Jeg troede, det var en romervej, men disse lå først længere nordpå. Vejen ville heller ikke kunne passere den canyonagtig Eggental længere nordpå og være nogen fordel som Brennervej. På et tidspunkt var det nok med at trave op ad bjerget. Vi krydsede en ny asfaltvej, som vi tog ned igen. Kort efter kom en indfødt med en traktor og landbrugsvogn. Han inviterede os med til byen. Da jeg vidste, det ville glæde min søn, takkede jeg ja til tilbuddet. Jeg fik samtidig på vejen ned historien om de tragedier bag de kors, der stod langs vejen, samt at vide at EU havde betalt vejen for mindre en ti bønder på sæteren øverst oppe, for at de kunne få deres mælk ned på mejeriet. Selv om bonden, vi kørte med, nødt godt af EU’s gavmildhed, syntes han, at vejens pris ikke stod mål med de par bønder, der boede heroppe. I øvrigt betød det, at bønderne hurtigere kunne flygte fra sæteren og ind til byerne. Den første havde allerede forladt sin gård.

OBERETSCH
Vi tog også en tur over en lille lokal bjergrest, hvis navn jeg ikke kender, men jeg formoder den meget passende hedder Mittelberg. Vi skulle fra Eisackflodens dal, hvor Leifers lå til Etschdalen, hvor området på bjergsiden hed Oberetsch, hvor der var en sø, Kalterer See, der trods navnet var tyve grader i hvert fald den første meter ned. Vi lejede en båd og sejlede ud med frokost og badetøj. Det blev dog skybrud, men vi var nået i land, inden regnen og lynene kom. I stedet besøgte vi byen Kaltern, hvor vi for at få en p-plads var nødt til at gå til vinsmagning. Det var på den egn, de lavede pæresnaps. Vi så pæretræer med blomster inde i påbundne flasker.

De to store floder Eisack og Etsch løber først sammen et stykke syd for Laifers, men de gletschere, der havde dannet vejen for dem, havde åbenbart møvet sig sammen oprindeligt lige syd for Bozen, men nu var det kun to floder fra Sarntaleralperne, der benyttede den dal. En større alperest Mittelberg, lå nu midt i den trekant, der udgjorde dalstrøget syd for Bozen.

Da jeg gik op på bjerget øst for Laifers og så de gamle hjulspor, troede jeg, at den var en gammel romervej, men det var det nok ikke. Romerne omgik den snævre dal nord for Bozen, som allerede er omtalt som Sachsenklemme. Romervejen, Via Claudia Augusta til det sydlige Tyskland for eksempel til Nördlingen, gik over Meran. Herfra over Sterzing og Innsbruck til Inndalen. At der så har været middelalderveje også uden om Sachsenklemme over Rittnerland, er så noget andet. Og åbenbart også der, hvor jeg gik!

RIVA DEL GARDA
Byen, der blot kaldes Riva, ligger ved nordenden af Gardasøen. Også denne by tilhørte Østrig-Ungarn, idet kejserriget havde den nordlige del af Gardasøen. I charterturismens første tid var Gardasøen lige så populær som som Harzen. Jeg erkender, at der også var smukt omkring søen. To gange tog vi den lange tur ad nærmeste omvej til nordenden af Gardasøen. Reelt var den kun på 100 km, men vejen var ikke til 100 km/t. Langt fra. Vi kiggede lidt i Torbole og i Limone. Det foresvæver mig, at vi lejede en båd med motor og sejlede ud på søen. Og så fik vi kaffe på en fortovscafe og middag på en anden.

LIMONE
Lige omkring denne by faldt bjergene meget næsten lodret ned i søen. Vejen langs søen indeholdt derfor mange tunneller foruden, at den sine steder lå med lodret klippe op og lodret klippe ned til vandet. Byen er formentlig opkaldt efter citronen.

LARGO DI COMO
Vi var kommet med tog fra Schweiz med den smalsporede Rhätische Bahn ind i Italien ved Tirano. Her havde vi lige en spisepause, inden kørte tværs gennem Norditalien nord om Comosøen med en schweizisk postbus for at komme over til Gotthardbanen ved Lugano i Schweiz. Bussen var åbenbart vant til at køre her, for den havde et system, der stillede alle færdselsfyr på grønt i alle de små landsbyer ved søen, hvor gaderne var så smalle, at der var ensrettet.  Vi have en kaffepause i en af de små mondæne byer ved den smukke sø. Vi kunne være kørt direkte til Lugano, men et eller andet gjorde, at vi måtte køre en omvej over Como og ind i Schweiz ved Chiasso.

VERONA
Byen ligger på grænsen mellem Alperne og Posletten lige ved Etschs udmunding på Posletten. Floden hedder nu Adige. Byen bevogter således adgangen til Brennerpasset. Byer var allerede betydelig i romerriget, idet den ikke bare havde en stor Arena, men den er også stenbygget og ikke bare gravet ud i jorden, som de fleste arenaer var. Desuden rummer byen en græsk teater til seriøse skuespil. En gammel borg fuldender bymuren. Den har skydeskår kronet af svalehaler, scaligernes mærke. En overgang sad Della Scala-familien tungt på byen.

Della Scala-familien svang sig op i Verona allerede i slutningen af 1000-tallet og havde deres storhedstid fra slutningen af  1200- til slutningen af 1300-tallet. Fyrsten kaldtes også Tyran af Verona, hvilket dengang var en titel, men det er vel ikke for ingenting, ordet siden har fået en drejning? Bartolomeo, der døde 1304 var kendt som Gran Lombardo og nævnt i Dantes Paradiso. Det var også i hans regeringstid i følge tradition, at Romeo Montague og Juliet Capulet elskede og døde. Familiens magt sluttede i 1387, hvor hertugen af Milano erobrede byen. Julies hus ses stadig og sågar hendes balkon, men den er genrejst i 1930’erne i turismens tidsalder. Da ingen vidste, hvordan den havde set ud, tog man dele af en gammel sarkofag og brugte som gelænder. Beretningen skyldes en italiener fra 1476, og han angiver dramaet som stedfundet omkring 1304. Det var dog William Shakespeare, der gjort beretningen kendt gennem et skuespil.

En aften i 1976 gik vi en tur i de gamle gader, hvor håndværkerne sad i hver deres butik og værksted helt fremme ved gaden og udøvede deres kunst, indtil de trak skodderne ned og lukkede butikken. Det var navnlig træskærernes arbejde, der imponerede mig at betragte. Desuden var det som at gå i Middelalderen.

VENEZIA
Byen ligger på øer ude i lagunerne nord for Poflodens delta. Byen ligger lavt og er derfor ofte udsat for oversvømmelser. Der har da også længe været regler for, hvor tunge, altså høje bygninger, man måtte opføre på de sumpede grunde, men enhver byggespekulant har overtrådt reglerne, da bøderne var mindre en fortjenesten ved at overtræde reglerne. Nu, hvor havet stiger som følge af det varmere klima, skal de nok få våde fødder.

Byen var udsat for vejrliget, men pirater og erobrere havde også ondt ved at nå byen både fra søsiden og fra landsiden, så købmænd nedsatte sig her, og den ene fulgtes af den anden. De rejste paladser til sig selv og pragtfulde kirker til folket. Købmændene valgte blandt deres egne en borgmester, en doge, der boede i et palads, Dogepaladset, der samtidig var regeringssæde og domhus. Det påbegyndtes omkring 800 og udbyggedes i 1300- og 1400-tallet. For at forsvare byen og byens handelsinteresser, rådede byen over en betydelig flåde anbragt i  Arsenalet. Mandskab til galejerne hentedes i Dogepaladsets fængsel lige bag paladset, hvor byen fjender og konkurrenter indsattes. En hær kunne man leje, hvis købmændene havde brug for det. Selv om diplomati var dyrt, fandt købmændene ud af, at diplomati var billigere en krige. Venezia havde støttepunkter blandt andet for at holde sørøvere nede, og nogle støttepunkter langs Dalmatiens kyster hold stand trods osmannerne hærgen helt op i 1700-tallet. Byen er stadig en betydelig by, selv om det i dag er turisterne, der bringer rigdomme til nogen, mens befolkningen er trætte af alle de buslæs og krydstogsskibsfulde besøgende, der i sæsonen dagligt i dagtimerne hærger byen.

Byen har den fordel, at gaderne er kanaler, og selv om der er gyder mellem husene, er byen bilfri. Kun ude i øst ses bydele med biler. Jeg har besøgt Venezia tre gange, og hver gang med tog og hver gang over flere dage med overnatning på byens hoteller. Første gang i 1953. Anden gang i 1976 og begge gange boede vi nær Markuspladsen. Tredje gang var i 1990, hvor vi boede nær banegården. På den tur kom vi godt ud i hjørnerne, da vi allerede havde set alle de trestjerne seværdigheder. Ved hvert besøg bemærkede vi, at byen var en helt anden om aftenen, når turisthorderne var borte igen. Vi bemærkede også, når vi var ude for at finde et spisested, at gadebelysningen var sparsom og passede til miljøet, vi gik i.

Markuskirken er der bygget på fra 832 til 1617. Stilen er som Dogepaladset dels gotisk dels byzantinsk. Kirken er bygget til at huse resterne af apostlen Markus, som venetianske købmænd netop hentede i Alexandria i 832. Efter oprør og brande var han forsvundet, men genfundet i 1000-tallet.

De fleste af mine billeder er intetsigende familiebilleder. Kirker og andre pragtbygninger kan man ofte slet ikke komme på afstand af, og kan man, får man ti tusinde andre turister med på billedet. Både fra Venezia, Firenze og Rom må du kigge på nettet efter de smukke, kendt bygninger.

POSLETTEN
Bortset fra Verona i kanten af Posletten har vi ikke besøgt den eller nogen af dens byer, men vi er kørt over den flere gange med tog og to gange med bus. Sletten var i min barndom kendt for dyrkning af ris, og jeg er gammel nok til at huske filmen, Rispigen. Risen var dog nu trådt i baggrunden, men den var der.

GENOVA
Genova er besøgt én gang, idet vi kom en formiddag i 2011 og kørte ud på eftermiddagen. Her var vi undtagelsesvis med bus på vej til lufthavnen i Milano.

Vi gik langs havnen og op i byen og beså Domkirken. Her havde vi fører med, fordi kirketjeneren var meget nævenyttig og smed os ud. Derpå gik vi selv ud for at se på byen, men med besked om at komme tilbage, når kirketjeneren havde middagspause. Her blev vi ikke færdige, så vi røg ud en gang til. Med os var der også en troende, jeg havde set benytte både knæfald og vievand, men det var nok fotografiapparatet, der generede kirketjeneren?

Columbus’ fødehjem så vi ikke, og vi var der før motorvejsbroerne i byen faldt ned.

RAPALLO
Byen ligger på den italienske Riviera kaldet Ligurien sydøst for Genova. Den var mål for en togtur fra et ophold i Sestri Levante beskrevet senere i beretningen her. Vi beså byen på egen hånd og gik derefter til byens svævebane for at bese en votivkirke. Herefter ville deltagerne hjem, selv om der var endnu ophold i Rapallo indlagt. Meningen var formentlig, at vi skulle spise der? Men nu dampede selskabet af på gruppebilletten, og jeg manglede et lokomotivbesøg. Da jeg havde programmet på min side, tog selskabet “hjem” på gruppebilletten, mens jeg gik ud i byen og så det, jeg ville se og løste selv en billet retur, som jeg så fik refunderet af bureauet.

MONTALLEGRO
Ordet dækket formentlig et bjerg over Rapallo, som man kunne nå ad en bjergsti, en svævebane eller en elevator via en bus. Vi skal 612 meter op. Heroppe ligger en såkaldt votivkirke, som vi beså og vi gik også lidt i omegnen. Gad vide om der ikke var endnu et værtshus med kaffe heroppe. Ude over en sparsom beskrivelse af votivbegrebet i billedteksterne, kan du blive klogere ved at åben siden, Rejse i Montenegro og Jernbaner i Italien, hvor du skal have det sidste afsnit; Fra overdrevet. I Montenegro søger  du for eksempel på Perast og i jernbanedelen på overdrev. I øvrigt betyder votiv, løfte. Er man i nød, råber man måske: “Hjælp mig. Så vil jeg ……!”

PORTOFINO
Fra Santa Margherita sejlede vi på den smukke bugt til Portofino yderst på kysten mod nord, der omgav bugten ved Rapallo. Porto betyder på italiensk havn, mens fine står for delfin. Dem var der tidligere mange af der, men det lykkedes bugtens beboere at spise sig gennem bestanden, så den var næsten udryddet. I dag ses de dog undtagelsesvis igen, idet et stort område er fredet. Specielt  denne by men også kysten omkring den, sagde man, var de riges paradis, og vi blev advaret om cafeer og butikker i dele af byen. De rige var her nyrige russere, der her gemte deres penge for skattevæsenet. Vi valgte frem for dyre butikker, som jeg allerede i Westerland på Sylt og i Monaco var blevet træt af, et udendørs kunstmuseum. Det var moderne kunst, og det var da også imponerende – noget af det, men ikke lige noget vi stod og manglede. Vi nåede også en kirke, der var ret skrabet i betragtning af indbyggernes formåen. Vi sluttede af med en kop kaffe i den billige bydel.

SANTA MARGHERITA
Også denne by nåede vi til med toget. Vi beså først byen, efter vi havde været i Portofino. Vi beså en flot domkirke, hvorfra jeg har en snes detaifotografier, som Edit tog, mens jeg ledte efter kirkebøssen, der var en gammel urne fra omkring 150 efter vor tidsregning tilhørende en, der bekendte sig til Mithra-troen. Se mere under Rom. Jeg fandt den dog ikke. Her spiste vi med havudsigt, mens jeg i Rapallo ikke kan huske, at vi spiste, men måske har vi købt noget på et af de talrige fødevaremarkeder, vi kom forbi?

SESTRI LEVANTE
Bynavnet antyder, at byen ligger syv mil fra formentlig Genova. Dele af byen ligger på en halvø med en borg yderst. Vi boede på halvøen med vand på begge sider. Den del af Det liguriske Hav betegnedes på halvøens nordside Baia delle Favole, der kan oversættes til Eventyrbugten, hvilket er til ære for H. C. Andersen. Syd for lå Baia del Silenzio, Stilhedens Bugt.

Byen er ikke noget at skrive hjem om, men ikke desto mindre har H. C. Andersen på sin dannelsesrejse gjort ophold her, været glad for opholdet, og oven i købet skrevet pænt om byen. Bystyret har så siden gjort lidt for at mindes ham, men det viser mine fotos.

Vi havde på en charterrejse, der egentlig skulle gå til Cinque Terre, base i Sestri Levante, og det tilbud slog vi til, fordi vi skulle bestille logi i Cinque Terre flere år forinden, da denne destination var yderst eftertragtet. Vi tog derfor til takke med Sestri Levante, fordi vi kunne rejse med tog frem og tilbage til Cinque Terre. Andre bureauer med Cinque Terre på programmet havde andre baser, hvor man ikke kunne komme frem og tilbage til Cinque Terre på egen hånd uden bureauets bus, og den ville vi ikke være afhængig af. En bus ville også blive langt, langt dyrere end to togbilletter.

Charterrejsen bød på et par ekstraudflugter: Lucca en dag, Santa Margherita og egnen deromkring en anden dag. Sidstnævnte med tog ligesom bureauets inklusivture til Cinque Terre og Rapallo også var med tog. Genova besøgtes på vejen hjem, men med bus, idet vi fløj til og fra Milano.

Hotellet var sjældent hyggeligt med haveanlæg, hvor man let kunne finde en krog med fred og ro. Der var også noget man kunne bade i. Desværre havde vi ikke megen tid til haven eller byen. Vore udflugter startede tidligt og sluttede sent. Byen var dog stor nok til, at vi kunne finde et nyt, fornuftigt spisested hver aftenen, idet vi for det meste var på egen kost.

En enkelt tildragelse i Sestri Levante betog mig i en sådan grad, at jeg straks begik et indlæg om tildragelsen: Her er et uddrag, der således er en gentagelse, idet beretning også findes andre steder på hjemmesiden. Søg på Kirkebesøg.

Vi kom ofte forbi en af kirkerne i Sestri Levente, og en dag kiggede vi indenfor. Der holdt en blomsterhandlerbil uden for kirken. Blomsterhandleren var ved at stille to store blomsterdekorationer op ved altret. Da de var anbragt, trådte han ti skridt tilbage og beundrede sit værk. Derpå gik han frem igen og skubbede den ene dekoration en centimeter til højre. Tilbage igen og vurdere. Så drejede han samme dekoration knap en grad mod uret. Endnu en vurdering, og nu var det en af blomsterne, der sad forkert. Den blev stukket lidt længere ned og drejet lidt. Så var han tilfreds og gik. Helt ærligt måtte jeg indrømme, at dekorationerne var flotte både før og efter. Jeg kunne ikke se forskel, men jeg er jo heller ikke fagmand.

CINQUE TERRE
En af de ture i Italien, der havde gjort indtryk, var en tur til Cinque Terre. Det var i 2000.

Derfor ville jeg gerne besøge stedet igen, og denne gang ville vi gerne bo i en af de små søde byer, der sikkert som Venezia fremtræder anderledes om aftenen, når turisthorderne har forladt byen. Jeg prøvede på nettet, men der var ikke mange overnatningsmuligheder, og de, der var på nettet, var optagne flere år ud i fremtiden. En del danske bureauer havde målet på programmet, men en nærlæsning afslørede, at turen nok gik til Cinque Terre en enkelt dag, men selskabet boede 50 til 100 kilometer derfra. Jeg havde arvet flere 1 : 100 000 italienske kort, hvorpå et familiemedlem havde indtegnet etruskiske minder. Her kunne jeg tjekke beliggenheden og konstatere, at man hang på bureauets bus, hvis man ville nogen steder, og der slet ikke var offentlig busforbindelse til Cinque Terre.

Til sidst – i 2011 fandt vi et bureau, der også boede et halvt hundrede kilometer fra Cinque Terre, men basen lå ved en jernbane, der også passerede Cinque Terre. Turen var i øvrigt udmærket. Flere dage var på egen hånd, som det hedder i bureausproget. En af dagene tog vi på egen hånd første formiddagstog til Cinque Terre. Jeg må give bureauet, at vi havde set de fire af områdets fem byer. Navnet Cinque betyder nemlig på italiensk fem. Vi manglede kun Cornigia. Havde vi været yngre, var vi nok gået den sidste etape mellem De fem Byer, jeg manglede: Vernazza – Monterosso, men det var vi ikke.

I Cinque Terre, Fem Lande, der her skal forstås som byer, var den ene by mere pittoresk end den anden, og alle var mere eller mindre bilfri og nogle af dem svært tilgængelige med bil eller bus. Derimod kører der tog til alle byerne. Byerne hedder regnet fra nord til syd:

• Monterosso al Mare
• Vernazza
• Corniglia
• Manarola
• Riomaggiore

I 2000 kørte vi med bus nord ud ad Serciodalen og kørte så tæt på den sydligste by Riomaggiore, som bussen kunne komme, og gik derefter gennem Riomaggiore til Manarola og videre over Corniglia, hvor vi også gik gennem byens gade til havet og retur med det samme og videre til Vernazza. Vi stod derpå på toget efter at have spist og svømmet og kørte til La Spezia, hvor vi steg om til bussen igen og kørte på afstand forbi Carrara med marmoret og ned i Arnodalen og over Lucca op i Serciodalen fra syd. Omvejen var nu af nød, idet vejen nord om var spærret af uvis grund. Hotellet ventede med mad, så det gik mest ud over køkkenpersonalet, der fik overtid. Toget i 2000 var De italienske Statsbaner, FS, mens der i 2011 kørte både FS, der nu hed Tren Italia og det regionale trafikselskab, Der var mindst halvtimes drift, og togene var på ti toetages vogne. Alligevel, der der fuldt, men det gik glat.

I 2011 tog vi toget til Monterosso, som vi beså, og derpå tog vi toget til Vernazza, som vi også beså, inden vi med toget kørte tilbage til Sestri Levante. Næste dag tog vi toget til Riomaggiore, som vi beså og gik derpå til Manarola, som vi også beså. Herfra tog vi toget tilbage til Sestri Levante. Næste dag tog vi på egen hånd toget til Corniglia, som busselskaberne undgår, da der er for langt at gå. Her tilbragte vi dagen, inden vi tog toget tilbage til Sestri Levante. Vi har således været i alle fem byer og set dem grundigt på turen i 2011, og på turen i 2000 har vi gået mellem de fire sydligste byer. Stien til den nordligste var på det tidspunk skreddet i havet.

Monterosso al Mare
Byen var den største af de fem byer, og man kunne køre helt ind til byen. Selve den gamle by var dog bilfri. Byen er kun besøgt på turen i 2011. Sjovt nok er mine motiver druknet i turister, så jeg bringer kun nogle få af de mange fra Monterosso.

Vernazza
To gange har vi været i denne by, og begge gange er jeg blevet våd. Første gang fordi vi efter en lang vandring badene i havnen bag molerne. Der var lidt strand op af kirkens sokkelsten. Det var der ikke ved andet besøg, for da var molerne spærret af på grund af høj søgang, hvor flere bølger slog over molerne. Vi gik dog derudad, men holdt os på den rigtige side af afspærringerne. Alligevel respekterede en bølge ikke afspærringen, men løb igennem og pludselig stod jeg i vand til midt på skinnebenet. Jeg var i sanddaler, og strømperne tørrede jeg på maven, som jeg lærte ved millitæret. Herefter satte vi os ind i byens lille kirke for at tørre, og der opdagede jeg, at byens ældre damer, ikke fra det højere borgerskab, men opslidte fisker- og bønderkoner samledes i kirken. Det havde strikketøj med, og de knævrede sammen afdæmpet – også selv om præsten kom og forrettede en lille aftenandagt.

Corniglia
Byen besøgt 2000, hvor vi hastede gennem den ud til havet og vendte og så hastede vi videre. Der stod et skilt, der angav tre timers gang til næste by. Skiltet angav nu nok gåtiden mellem Manarola og Vernazza, men straks, da fortroppen så det, begyndte de at løbe. Jeg stoppede op for at nyde udsigten og tage et billede. Herunder blev jeg overhalet en tysk familie, og pludselig så jeg, familiefaderen trådte forkert og mistede balancen og faldt ud over stiens kant. Væk var han. Det lykkedes dog kone og børn af få ham hevet op igen. Mens jeg ilede til hjælp, blev jeg også overhalet af en meget tyk italiensk kvinde, der bestandig gav ondt af sig. Tilsyneladende ville hun ikke have, at nogen overhalede hende. Jeg skulle jo nå mit tog og mit selskab. Og jeg var allerede én gang før Corniglia blevet forsinket. Jeg forstod heldigvis ikke, hvad hun sagde, da jeg strøg uden om. Jeg tænkte slet ikke tanken at ovehale hende indenom og med hoften slå et slag og dermed sende hende ud over kanten. Måske havde hendes adhæssionsvægt været for stor? Helt givet havde buskene på skråningen ikke holdt hende tilbage; det stod de nok ikke fast nok til.

I 2011 ville jeg gerne se byen ordentligt, så vi løste på egen hånd togbilleter til byen. Vel ankomne til stationen skulle vi overvinde mindst 100 højdemeter for at komme op til byen. Vi havde tre valg: en bus, en trappe med 380 trin og en vej, hvis stigning ikke var afskrækkende, så vi valgte vejen og gik. Edit går ikke langt på et foto, så vi gav os god tid til at fotografere appelsiner og citroner. Desuden så jeg her to enskinnebaner til vindruetransporter. Jeg vidste godt, at de skulle være her, men ikke lige ved vejen. Senere så jeg et par stykker mere. Vi beså byen, udsigten over havet og kirker og kapel. Vi sad også lidt på en fortovscafe og så turisterne gå forbi. Der var ikke så mange her, da busselskaberne havde ondt ved at komme her. Der var også lige det, at min afdøde hustrus kusine befandt sig i et lejet hus i byen, men internetkontakt derom var ikke lykkedes, så vi satte os på en central cafe og håbede på et tilfældigt møde, men netop den dag var kusinen på heldagstur.

Efter endnu en kirke fandt vi et spisested med servering ude. Vi satte os under pinjer og oliven. De dryssede lidt, men det gjorde ikke noget. Nogle fugle kom også og så på, men de brød sig ikke om fisk, så de hjemsøgte andre spisende mere efter deres smag. Vi tog havfrugter, hvilket her var blæksprutter, muslinger, rejer og andre skaldyr i sovs med spaghetti. Imens havde vi udsigt over Middelhavet samt kystens bjerge og nederst banegården, hvor der konstant kom tog, så der var virkelig noget at se på. Togene var elektriske, og da byerne stort set var bilfri som flere andre byer i området, var der ingen dieselfims.

Manarola
Byen er lige så malerisk som Riomaggiore. Den er også næsten lige så velbesøgt, da de fleste vælger at gå, og så tager en del toget tilbage. Ved første besøg hastede vi videre mod næste by nordpå, Corniglia. Ved andet besøg beså vi byen og tog så toget tilbage til Sestri Levante.

Riomaggiore
Byen er den sydligste og den, flest busselskaber besøger, fordi den er rimeligt let at køre til og desuden rimelig spektangulær.

Cinque Terre – en opdatering
Efter sommeren 2023 oplistede min avis en række besøgsmål, som var forskellige skribenters foretrukne. Flere af emnerne i min sides indlæg var også andres foretrukne. Ved Cinque Terre berettede journalisten, at 2023 havde sat ny besøgsrekord. De besøgende havde haft ondt ved at komme frem for hinanden, så det havde været nødvendig at begrænse adgangen til en tur på stierne langs byerne til et vist antal i timen, akkurat som adgangen til kunstmuserne i Firenze og Paris og modeljernbanen i Hamburg. Ikke bare begrænse, men også gebyret for at gå på stierne var hævet betragteligt. Og så det værste. Stien var stedvis afbrudt af jordskred. Lad mig så lige nævne, at hver gang, jeg har været i Cinque Terre, har der været overrendt, og hvert år har pressen berettet om skred på områdets bjergsider eller skybrud med ødelæggelser i de små byer til følge.

Nu var artiklen ikke nogen klimaartikel, men samme journalist skrev også et klimaindlæg i en anden artikel i samme blad. Denne artikel handlede ikke så meget om at tilgodese klimaet, men om, hvordan man med god klimasamvittighed kunne omgås de forskellige COP-vedtagelser.

Nu er vi allerede blevet advaret om vi menneskers fremfærds indvirkning på jorden klima for over hundrede år siden og regelmæssigt siden, og Darwin har forsket lidt i naturlovene bag plante- og dyrelivets adfærd. Frit et Darwin udspiller sig følgende senarie:

1) Et populært turistmål bliver overrendt. Da hovedparten af de besøgende kommer langvejs fra i bil, med fly og bus, udleder de en vis CO2. 2) Dette medfører et øget CO2 indhold i atmosfæren. 3) Dette medfører en øget gennemsnitstemperatur på jorden. 4) Dette medfører øget fordampning af havvand. 5) Dette medfører længerevarende og kraftigere regnbyger. 6) Disse medfører en opblødning af jorden, på klipperne, så denne rutsjer ned ad bjergsiderne og tager Cinque Terres stier med sig. Da jorden ikke kan optage al regnen, skyller den som overfladevand ned gennem dalene og da bækkene heller ikke altid kan rumme regnen, benytter vandet de små byers hovedgade. 7) Turisterne holder sig væk og udleder således mindre CO2 igen. En vis balance opstår således? Så vidt Darwin, men kendte han Homo Sapiens godt nok? Holder turisterne sig virkelig væk? Eller tager de bare et andet sted hen med deres CO2-udledninger?

ROGGIO OG GARFAGNANA
Bjergvandring i Toscana hed turen, vi faldt for, det år, hvor bureauerne havde skåret 30 000 overflødige rejser af programmet, så man ikke var nødt til at sælge den billigt. Toscana er ikke turistmæssigt noget afgrænset størrelse. Flere og flere steder uden for Toscana kalder sig Toscana, eller bureauerne gør det, sikkert fordi navnet sælger godt.

Vi havde valgt en bjergvandring, men det viste sig at være daglige bjergbestigninger, og endnu værre var det, at de toneangivne deltagere troede, at det var en bjergmaraton med præmie for at komme først. I Cinque Terre stoppede jeg 1/180 sekund for at tage et billede af udsigten. Der gik et kvarter, før jeg fik løbet selskabet op igen. Vi så intet og kunne ikke gå i de små, pittoreske byer og slet ikke sidde på caféerne og nyde et glas og kigge på folkelivet. Læs: De andre turister. Havde vi vidst, at det var en bjergmaraton, var vi muligvis ikke taget på den tur. I øvrigt var turen trods alt ikke værst, og vi kunne vi godt følge med, og ikke alle behøvede hver gang at gå med til toppen af samtlige bjerge. Anken var bare, at der ikke var tid til detaljen.

Toscana er en gammel engelsk, romantisk betegnelse for området, hvor etruskerne hørte hjemme. Heller ikke dette området er klart defineret, men man forbinder Toscana med et landskab med grønne, blødt svungne bakker. Samtidig er det blevet en betegnelse for vin og for et køkken. Efter min opfattelse var vi ikke i Toscana. Området var Appenninerne, og navnlig det hjørne, der kaldes Alpiapuane. Vi færdedes i den 100 kilometer lange Serchiodal opkaldt efter foden af samme navn. Den løber nord-syd og drejer i syd skarpt mod vest i Arnodalen, men løber dog ikke samme med denne flod. Serchiofloden skiller Alpiapuana, Kystkæden fra kæden inde i landet, Appennino Tosco Emiliano, og hvor vi gik, var det langt mere Emiliano end Tosco! Kystkæden er den højeste og også den geologisk yngste.

Vi har besøgt eller skulle besøge følgende bjerge og byer:

• Pania di Corfin0 1602 meter
• Monte Pisanin0 1945 meter
• Monte Tambura 1899 meter
• Roggio
• Vagli di Sopra
• Vagli di Sotto
• Castelnuovo di Garfagnana
• Mont Sumbra 1764 meter
• Pania Secca 1809 meter
• Pania del Croce 1858 meter
• Barga
• Monte Forato 1233 meter

På turene kørte vi i bus til foden af bjergene så langt der nu var vej, og hvor bussen endnu kunne vende. Så gik vi til bjergtoppen og tilbage ad samme eller en anden rute. I førstnævnte tilfælde var ikke alle med på toppen, men afventede under toppen. Herefter gik vi tilbage til bussen og kørte til hotellet i Roggio til en velfortjent middag. En af de første dage fik nogle af de trætte lov til at gå tilbage til bussen før tid. Her var jeg med, men selskabet gik lige ud et sted, hvor vi skulle til højre for at komme til bussen. Selv om ikke alle troede på mig, vandt jeg dog, og vi drejede til højre og kom til busssen. Imidlertid kom resten af selskabet ikke. Vi ventede i to timer. Så tog guiden ud ud for at lede. Jeg deltog også. Flere var gået lige ud, men dem fandt vi lidt nede ad stien. De var på vej tilbage opad igen. Der manglede stadig en gruppe. De var drejet til venstre, hvor de skulle have været til højre. Guiden måtte løbe for at nå dem og hente dem tilbage. Siden fik vi ikke mere lov til at gå løse.

På en tur blev vi overasket af regn, men vi red bygen af i en klippehule. På resten af turen var stien modbydelig glat. Flere gled og slog halbenet. To måtte på sygehuset næste dag. Der lå i forvejen en fra sidste tur med et brækket ben. Samme nat regnede det igen, så næste tur blev aflyst. Vi kørte dog langt ud med bussen og så et marmorbrud, hvorefter vi gik tilbage. Om eftermiddagen blev vi kørt til et par småbyer i området, Barga og senere til Castelnuovo, hvilket også var en oplevelse.

Pania di Corfin0 1602 meter
Billederne viser, hvad vi så undervejs.

Monte Pisanin0 1945 meter
Den tur blev aflyst på grund af regn. De tilskadekomne fra en tidligere tur holdt stadig lav profil, og da stierne stadig var våde og glatte, var der ikke grund til at udsætte flere for risiko. De fleste valgte til hotellets glæde Barga og Castelnuovo. Nogle valgte dog at gå hjem fra Vagli di Sopra, hvor vi blev kørt ud om formiddagen.

Monte Tambura 1899 meter
Også denne tur blev aflyst. Jeg har ingen notater om noget besøg der.

Roggio
Landsbyen lå, som den skulle, på en bjergtop med en kirke øverst. Formentlig var der kun det ene hotel, og det var ikke stort, så nogle var indkvarteret privat i nabolaget. Vi havde fået hotellets bedste værelse. Måske fordi vi var ældst eller var kommet først med bestillingen?

Vagli di Sopra
Herfra har jeg af en eller anden grund ingen fotos, selv om jeg gik her. Egentlig er det bare betegnelsen for den øvre del af dalen ved Sotto. Det var her, vi gik i et marmorbrud.

Vagli di Sotto
Vi kørte forbi byen flere gange, og en enkelt gang sad vi på en cafe, mens vi ventede på nogle, der havde været ud på egen hånd. I afsnittet om Mont Sumbra ses et luftfotos af byen på egnen. Vagli må betyde dal.

Castelnuovo di Garfagnana
Efter Barga, som omtales senere, tog vi til områdets hovedby, Castelnuovo, Nyborg. Mens kvinderne, der deltog i turen luftede deres købegen, luftede jeg mit jernbanegen. Mest imponeret var jeg dog af en marmorfabrik på vejen. Her fremstilledes bordplader samt ting til badeværelser og køkkener. Tingene var dels flotte, og arbejdsmetoderne var spændende at studere. Desværre var porten lukket, da jeg vendte tilbage med kvinderne, men en container indeholdt affald, og i en lastbil lå dagens færdige produkter, og selv det var såmænd imponerende nok.

Mont Sumbra 1764 meter
Bjerget var 1764 meter, men det var formentlig turens letteste, idet opstigningen var ganske jævn. På denne tur manglede nogle af dem, der dagen før havde slået sig. Jeg havde således ikke Elisabeth med, men da jeg som sædvanlig dannede bagtrop og samlede dem op, der faldt fra, og råbte til førergruppen om at vente, tilbød en anden at være bagtrop på den ture, så jeg også kunne prøve et gå med forrest. Det havde jeg ingen problemer med, og nu så jeg oven i købet, at nogle af de hurtigst betalte en vis pris. En skulle lige se til fødderne undervejs. Der var for 100 kroner vabelplaster på hvert ben. Et vabelplaster kostede dengang 10 kroner! Netop på denne tur fik jeg en sten i støvlen, men opdagede det ikke før hjemme, hvor jeg havde blod i sokkerne. Jeg satte et almindelugt billigt plaster på, men det rullede sig sammen og lavede også en vabel på min fod, men vabelplaster hørte også til vort standardudstyr, og på næste tur var jeg så også solidarisk og bar vabelplaster.

Pania Secca 1809 meter
Bjerget var let kendeligt, og vi så det fra de andre toppe. Vi skulle ikke bestige det, men nogle var inde i huler i bjerget.

Pania del Croce 1858 meter
Turen hertil var den første bjergbestigning.

Barga
Byer er gammel og som traditionen tro beliggende på en bjergtop med den nyere bydel på et fladt område hinsides floden. Der var 300 indbyggere. Byen stammede fra Etruskerne, men havde derefter på skift været underlagt blandt andet Longobarderne, Como, Parma og Milano.

Monte Forato 1233 meter
Bjerget lå nær Pania del Croce, men på en anden vej. Først passerede vi Gallicano, hvor der så spændende ud med gamle kirker og bygninger, men bussen kørte videre til Fornovolasco, hvor husene var påfaldende nye, og hvor et mindesmærke i byen mindede os om en mudderstrøm, der nogle år forinden havde begravet byen. Jeg kan faktisk godt huske det. Det var i 1996. Der omkom 13 og en er savnet. Desværre har wiki kun italiensk tekst om katastrofen.

Kort efter byen kunne bussen ikke køre længere, så vi skiftede til ben. På vej op af bjerget så vi beton- og ståkonstruktioner i dalen og på bjergsiderne, der dels skulle holde på jorden, så den ikke skred og dels hæmme mudderstrømme, hvis sådanne alligevel skulle opstå. Under skybruddet, der forårsagede mudderstrømmen var børnene i skole i en anden by og de arbejdsduelige på arbejde i andre byer, så kun de gamle var hjemme, men de omkom så også, da mudderet begravede byen. Videre op ad bjerget passerede vi en nedlagt vandmølle, inden vi kom til et pas, Foce de Petrociana, 961 meter efter at have overvundet 500 højdemeter. Nu var vi kommet om på den kolde og våde vindside, hvor der var dråber i luften for ikke at sige regn. Fra passet gik det videre op ad bjergsiden hinsides passet. Et sted var der så stejlt, at vi nærmere kravlede end gik. Turistforeningen har dog ofret et reb på os, så vi havde noget at holde fat i. Et andet sted gik vi på en grat, hvor det gik lodret ned på begge sider. Her var der også reb på begge sider. Jeg har ingen billeder herfra, for jeg har noteret i mine billedtekster, at jeg skulle bruge begge hænder til at holde fast med, så jeg ikke turde slippe for at tage mit fotografiapparat frem. Vel oppe skulle vi spise, men spisepladsen var så våd, at vi ikke kunne sidder der. Lidt længere henne lå en hule, hvor vi kunne spise i tørvejr, men skiderikker havde forvekslet hulen med et offentligt toilet, så vi skulle sidde yderst i hulen og spise, indtil byen var drevet over.

Endelig stilnede regnen af, og vi kunne komme videre. Vi skulle se bjerget med hul i, Monte Forato. Jeg havde ikke fantasi til at se et bjerg for mig med hul i. Det måtte vel nærmest været en vulkan med et krater i toppen. Både jeg og resten af gruppen, blev overraskede, da vi kom til en lodret bjergvæg med et hul på omkring 10 x 20 meter igennem. Man kunne gå uden om og se igennem hullet eller op over hullet, men det havde ingen lyst til. Det var stadig lidt diset, selv om der var huller i skyerne, så vi kunne se dels ned til en landsby 1000 meter under os og kun et par tusinde meter fra os i luftlinje. Bjergvæggen var særdeles stejl. Også byen, vi så ned på, havde været offer for mudderskred. Den hed i øvrigt Cardoso og ligger i Versigliadalen. Til tider kunne vi set helt til havet og se den hvide sandstranden langs kysten.

Nedturen foregik ad en skråning, der anslået hældede 1 : 1. eller 100 %. Det lyder af meget, men det var kun 45 grader, men rigeligt til os. Stien gik da også ned i zig-zag, hvilket gjorde faldet mindre, men stien længere. Stien var våd, og den første gled hurtigt, men for de næste blev stien mere og mere smattet. For de sidste var den nærmest ufremkommelig. Turen 1000 højdemeter ned var beregnet til at tage 1½ time, men vi brugte 3 timer, og alligevel gled de fleste og satte sig. Flere slog halebenet eller et eller begge ben. De første, lykkedes det at komme så langt forud, at de gik forkert, så vi måtte ud og lede efter dem. Vel ned stoppede guiden en privatbil og bad føreren om at køre et par stykker hen til p-pladsen, hvor bussen holdt. Vi andre skulle på landevejen endnu gå to kilometer.

Bussen holdt ved en hule Grotto del Vento, Vindenes Grotte, i bjerget Pania Secca, Det tørre Bjerg, 1709 meter. Vi havde set bjerget flere gange fra forskellige vinkler. Bjerget var helt bart, og guiden mente, at regnvandet løb ned i kalken og nærmest havde udhulet bjerget indvendig, så der ikke var væde til nogen bevoksning.

Da hulen var stor, og stien gennem den ret lang, afstod de fleste fra at gå derind. Vi havde fået gået nok den dag. Så hellere sidde og nyde først en kop kaffen også senere en øl, mens vi ventede på de, der gerne ville se huler. Mit behov for huler var vel også allerede dengang dækket.

Næste dag måtte vi på vej til dagens bjerg køre over sygehuset i Castelnuovo for at et par stykke kunne bliver tilset af en læge, og så bagefter på hjemturen samle den op igen. Ingen var dog kommet alvorligt til skade.

Da det også regnede om natten blev de næste dages ture aflyst, beskåret eller ændret.

LUCCA
To gange har jeg været i Lucca. Begge besøg foregik med bus. Besøget i 2011 var fra Sestri Levante, og det var en lang tur, hvor vi tilmed skulle se eller rettere købe i  både olivenfabrikker  og vinfabrikker. Den første tur var fra Roggio i Appenninerne i 2000, hvor vi egentlig kunne tage toget, hvis der ellers havde været en station i Roggio. Det var der ikke, og der var ingen bus, og den lokale vognmand ville ikke køre os til banegården, men have hele turen selv, så alle var afhængige af alle og skulle vente på hinanden og på busvognmanden.

Lucca er en gammel by med en romersk arena og en gammel romersk bydel. I middelalderen røbede bykortet en mindre udvidelse. Sjovt som bykortet tydelig røbede de to bydele og afgrænsningen, hvilket vil sige bymurene. En nyere bydel fra renæssancen var stadig omgivet af fæstningsværker sås også. Romerne ankom i 180 før vor tidregning og overtog en by fra etruskerne. Byen er kendt som fødested for komponisterne Luigi Rodolfo Boccherini, 1743 – 1805, der døde i Spanien og er kendt fra sin strygekvintet opus 11 nr. 5 menuetsatsen samt Giacomo Puccini 1858 – 1924, der var operakomponist. Ved det ene besøg faldt jeg tilfældigt over en mindeplade for Boccerini, men Puccini slet ikke var til at undgå.

FIRENZE
De kunstinteresserede besøger byen og beser Uffizierne med deres mange kunstværker. De gjorde vi naturligvis også. Vi passerede en dag bygningen og så køen og besluttede, at det skulle være næste dag fra morgenstunden. Da var der også kø, men den var behersket. Det eneste jeg husker, er Botillicellis Venus fra omkring 1485. Kunstværkerne er kendte fra bøger og postkort. Helt ærligt har jeg svært ved at huske, hvad jeg har set hvor. På et tidspunkt koncentrerede jeg mig om Pietro Bellotti di Canalletti, 1725 – 1804, men det viste sig, at der kun var et billede her, så det var til at overse. Da salene op ad dagen pakkedes tæt, forlod vi stedet igen uden at have set alt.

Byen er kendt for kunsten, men der findes også en del seværdige gamle bygninger, men dem er der ingen fotos af. Vi købte traditionen tro postkort.

Domkirken med dens kampanile og ligeledes separate dåbskapel studeredes indgående. På et tidspunkt satte vi os, og så trænger historien sig på. Domkirken påbegyndtes 1296, men den indviedes først som færdigbygget 1436, idet Brunelleschis kuppel først var færdig da.

Filippo Brunelleschi, 1377 – 1446 byggede her den første store kuppel over en kirke i mere en tusinde år. I Rom kunne man gå rundt og se på Pantheon med sin kuppel, der dengang var 1500 år gammel vel vidende, at man ikke anede, hvad den var bygget af eller, hvordan den var bygget. Op gennem Middelalderen sad Paven tungt på kunst og videnskab. Selv om grækerne ligeledes mindst 1500 år før havde ikke bare konstateret, at jorden var rund, men også målt, hvor stor den var, så var jorden stadig i følge paven skabt på seks dage, rund eller flad. Langsomt begyndte flere og flere at studere de gamle græske skrifter og interessere sig for alt omkring dem. Nytænkning med rod i antikken slog i løbet af nogle hundrede år igennem på alle felter. Mange af tidens førende i denne genfødelse, renæssancen havde deres gang i Firenze. Summen af viden voksede nu så hurtigt, at det var slut med at være alvidende. Michelangelo var således på maler, billedhugger, arkitekt, opfinder og geolog. Netop på det felt, kunne han i en lokal bjergvæg se, at der var adskillige lag af kalksten med fossiler efter havdyr. Da pavens geologer langt om længe havde accepteret fossilerne som rester af havdyr, angav de syndfloden som forklaring. Michellangelo kunne så bemærke, at på hans egn havde der været adskillige syndfloder.

Vi kastede os over den langt mere overskuelige San Lorenzo, den herskende slægt, Mediciernes sognekirke opført 1425 – 46 af Bruellesci. Her havde Michelangelo kunnet tilføje kapeller, som vi imponeredes af og nærstuderede. Her har sikkert knapt været så overrendt.

En enkelt dag tog vi bussen til Fiezole i bjergene over byen. I bussen var lommetype på spil, men selv om de fik knappen til min baglomme lirket op, og lynlåsen til Elisabeths taske trukket til side, stoppede de indfødte dem, og bussen holdt og dørene åbnedes og to sortsmuskede havde meget travlt med at komme ud. Der var slet ingen penge i den baglomme, de ville have været ned i. Elisabeth havde heller ikke noget af betydning i sin taske. Da vi skulle tilbage og trække billetter i automaten, virkede den ikke. Da den havde ædt vore penge uden at give billet fra sig, slog jeg på automaten, som man gør med tv. Fluks gik der hul på automaten, og ud kom så mange småmønter, at vi havde drikkepenge til resten af turen. Billetten måtte vi så købe af chaufføren, men også det dækkede den kommunale sponsering. Der er ikke fremkaldt billeder fra Fiezole, hvor vi så lidt på romerminder, udsigten og spiste.

ROM
Rom er besøgt én gang i efterårsferien 1998. Turen foregik med tog. Til dels særtog, idet vi var taget med nogle private rejsearrangører, der selv stod for hele rejsen, men dog havde et etableret bureau i ryggen af hensyn til forsikringer. Arrangørerne sendte flere hundrede deltagere af sted til Rom. Foruden et særtog var der også mulighed for fly og bus. Det samlede antal var 300, og heraf havde de 180 valgte toget. Vi fik for pengene rejse og hotel samt guidning. Resten måtte vi klare selv. En tur til Peterskirken foregik på den måde, at vi skulle møde uden for Peterskirken på et givet tidspunkt. Vi måtte så selv finde fra hotel til mødested og naturligvis også retur igen, når guidningen var slut. Der var flere guidninger samme dag, og vi kunne ikke deltage i dem alle, da de overlabbede en del. Vi mødte op til enkelte guidninger. Forum Romanum husker jeg, mens det er vist også det eneste. Jeg deltog uden Elisabeth i en tur med guide til Roms gamle kirker, således San Clementekirken. To busture deltog vi dog også i. Vi så Tivoli og Hadrians Villa uden for Rom. Desuden var vi med på en tur til Pompej. De fleste ture ordnede vi selv, eller benyttede os kun delvist af guidningen, idet vi tilfældigvis stødte til selskabet et eller andet sted. En tur til Katakomberne var helt vores egen. Elisabeth, der også rejste med sin kusine, mødte sin søster Rom, og nu skulle damerne naturligvis ud at se på butikker. Den dag startede jeg tidligt om morgenen og så på byporte og bymure i Rom, nogle gamle antikke springvand samt nogle næsten to tusinde år gamle kirker foruden sporvogne, lokalbaner og i det hele taget jernbaner i Rom.

Jeg husker ikke meget fra turen, men det var første gang, jeg kørte 200 km/t i tog og kunne stå op og gå i restaurantvognen i den fart. Jeg husker også efterårslandskabet syd for Nürnberg, som særtoget kørtes os forbi. De blødt svungne bakker med efterårsfarvet skov mindede en hel del om en naturudsendelse i tv. Det ærgrede mig lidt, at turen gennem Alperne foregik om natten. I både Tyskland og Italien var der højhastighedsbaner med nyt og behageligt materiel, der tilmed kørte hurtigt.

Et sted skulle vi skifte til et ordinært tog, og nogle spurgte, hvor på perronen, vi skulle stille os. Det kunne vor guide ikke svare på, men da jeg hørte samtalen, gav jeg ham uopfordret et kursus i jernbanerejse. Jeg bad ham om tognummeret. Det fandt han så, efter at jeg havde fortalt ham, at det stod på billetten. Jeg trak ham så hen til oprangeringstavlen på perronen og viste ham, hvor mange vogne, der var i toget og i hvilken ende lokomotivet var og, hvordan vognen var placeret i forhold til hinanden. Vi skulle være i den syvende bagerste vogn. Ved perronen overfor holdt et andet tog, og så talte vi syv vogn op bagfra. Altså her skal vi stå, for her holder vores vogn. En placering lige ud for indgangen slog heller ikke fejl. At vognen lige holdt dér, var på denne station givet, idet det var en sækbanegård, hvor stammen altid trykkes i bund af tog- eller rangermaskinen. Den viden har skaffet mig siddeplads i overfyldte tog både i Hamburg og på Bloksbjerg, hvor vi enten ikke havde pladsbilletter eller ikke kunne få pladsbilletter.

Mange billeder er postkort, og disse er ikke viste. Colosseum og mange andre seværdigheder var ikke til at kommer på afstand af, og objekter som Trevifontænen druknede i mennesker.

Colosseum og Forum Romanum

Peterskirken
Som Forum og Colosseum besøgtes Peterskirken flere gange. Vi nåede dog ikke Vatikanet og dets skatte. Køerne var for lange. Udenfor fik vi lidt om stedets historie, da guiderne ikke måtte fortælle indenfor. Vi var to hundrede mødt op fra vort selskab, men desuden var der en større pilgrimsgruppe, der sang et par salmer. Dem mødte vi igen senere i Laterankirken, hvor de også sang. Der var også et par tusinde sydtyske for at overvære en af deres egnes helgenkåring, men der blev også plads til os. Fotografering? Nej, det blev til lidt postkort købt i Kirkestaten butik, hvor jeg også faldt for en cd med paven selv, der sang gregoriansk munkesang. Jeg hæfter mig ved, at Guiden troede på Peters historie og kirkens første historie. Den anden, tredje og fjerde pave havde alle kendt Peter, og vidste givetvis, hvor han var begravet. Siden har man på stedet bygget på kirken i snart to tusinde år. Når man står nede på pladsen, der også er imponerende, ser man ikke kuplen, som facaden dækker fuldstændig. Det var nok næppe oprindelig meningen med planerne, men hver pave og hver bygmester skulle gerne manifestere sig?

På stedet lå oprindelig Neros Cirkus, og her blev Peter Korsfæstet i 67. Først med kejser Konstantin, der levede ca. 285 – 337 og var kejser 306 – 37, blev det muligt at bygge en Basilika som erstattedes af den nuværende, hvis tegninger både viser et græsk korskirke og en latinsk korskirke med arkitektunderskrifter som Bramante og Michellangelo. Sidstnævnte står for kuplen. Mardena er arkitekten, der er skyld i, at vi ikke kan se Michelangelos kuppel mere fra Peterspladsen. Bernini er manden bag den flotte Petersplads.

Bymure med mere
En dag mens Elisabeth sammen med sin søster og kusine ville se Benneton, startede jeg tidligt om morgen og gik hele dagen rundt til bymure, -porte, springvand og andre romerminder. Desuden var jeg på mindst fire banegårde og så på ubane over jorden, hvor det kunne lade sig gøre.

San Clemente
Herfra har jeg ingen billeder, da det dybt under jorden ikke var til at fotografere med datidens negativfilm og optik. Kirken er uden tvivl opkaldt efter den fjerde Pave Clemens, der var pave 90 – 101, hvor han forvistes til en lille by i Ukraine ved Sortehavet, hvor han vedblev at være kristen og derefter kastedes i havet bundet til et anker, hvilket ses i Århus Domkirke. Det var nu først i 104 og under kejser Trajan. Under kirken lå kirker i to etager. Den ældste fra  300-tallet. Tidligere lå her boliger, hvor Clemens sikkert også har boet og holdt kirke i lejligheden som senator Prudenz også gjorde det. Desuden var der her fundet et Mithræum viet til solguden Mithras, som også kunne beses. Mithras var fra Persien og religionen var populær blandt soldater. En overgang var den en konkurrent til Kristendommen, der dog bedre havde fat i den fattige del af befolkningen. Kirkerne er faldet for jordskælv og krige, men hver gang genopbygget.

Turen førte videre til et par andre kirker og klostre af ældre dato, blandt andet Santa Prassede, viet til Praxede, der var en anden af den ovenfor omtalte senator Pudenz døtre. På egen hånd på hjemturen gik jeg over Trajans Termer.

Obelisker og Pantheon
Igen gik vi på egen hånd, så vi selv kunne bestemme farten. Vi startede, hvor guldaldermalerne kom ind i Rom, på Piazza del Popolo, Poppelpladsen. Elisabeth ville gerne se på vinduer på Corsoen, men varerne var låst inde i montrer og ikke sådan at bese, uden en ekspeditrice skulle låse op med nøgle. Der var heller ikke pris på, for så store prisskilte havde de nok ikke. Priserne var ti gange så høje som i Kolding.

Efterhånden fik jeg os listet ned til Pantheon, som jeg gerne ville se. Bygningen var rejst i 27 før vor tidsregning af Marcus Agrippa, en af kejser Augustus svigersønner. Navnet kan oversættes til (templet for) Alle Guder. Bygningen var i beton, som beskrevet under Firenze og Tivoli. Den restaureredes under Hadrian i 123 efter en brand. Templet lukkedes i 392, men først i 608 var bygningen klar som kirke den 1. november og viedes til alle Helgener, der netop på denne dag som knogler, blev kørt ind i over hundrede hestevogne og genbegravet, uden at nogen vidste, hvilken knogle der tilhørte hvilken helgen. Desuden var der flere helgener i Den katolske Kirke, så ikke alle kun få en helgendag, som Johannes Døberen, St. Hans, 24. juni og Morten, på latin Martin, Mortensdag, 11. november, selv om det er aftenen før, den 10. november, vi fejrer. Det er vel efterhånden er de eneste, vi endnu kender. Bygningen har ingen lanterne, men i stedet et hul på 9 meter i diameter, så det regner ned på marmorgulvet.

I Rom så vi flere obelisker. Den på Quirinalpladsen er allerede omtalt, og på Piazza Navona stod også en. Det var kejser Augustus, der gjorde romerne glade for obelisker, der er en mindesten, firkantet, høj og slank og som det væsentligste udhugget i et stykke. Augustus havde de to første med hjem fra Egypten efter sin erobring i 30 før vor tidsregning. Efterhånden fik romerne ranet eller nylavet 48 obelisker i Egypten. Af en eller anden grund faldt obelisker i god jord også hos paverne, som bevarede dem, men forsynede dem med en hætte med et kors til at sætte på toppen. Korset var ofte af guld. Obelisker havde det med at vælte ved jordskælv hvorved de ofte brækkede i flere stykker. I dag rester der af de antikke obelisker i Rom kun seks store og otte små, hvoraf vi har set adskillige. Ikke nævnt her er Obelisken på Peterspladsen og Berninis lille Elefant. Desuden ranede tyrkerne en obelisk, som er opstillet i Istanbul. I Paris står en fra Luxor på Concordepladsen, ligesom New York og London har en, sidstnævnte kendt som Kleopatras Nål. I alt ni skulle stå rundt om i verden. Den kendte i Washington er derimod nylavet af amerikanerne selv.

En række helgener, paver, kejsere og bygmestre er omtalt her, men du får ikke flere data på dem, da mine kilder som også med pave Clemens er vildt uenige og angiver steder i både øst og vest foruden årstal hundrede år før eller after begivenheden.

På vejen passerede og beså vi også Chiesa di Sant’Ignazio di Loyola in Campo Marzio. Spanieren di Loyola, jesuitterordenens stifter, har jeg aldrig brudt mig om på grund af hans nidkære forfølgelser af anderledes tænkende. Hans valgsprog: “Målet helliger Midlet,” er jeg heller ikke meget for, men han havde en flot kirke i Rom nær Pantheon. Den var fra 1622 og set udefra med almindeligt næsten fladt tag, men inde så man kupler og meget andet synsbedrag. Det var mesterlig malet, men satte man sig et bestemt sted lidt til en side, kunne man godt set, at perspektivet var helt galt. Synsbedraget er vel heller ikke til at fotografere, men prøv på nettet.

Desuden passerede vi Forum Borarium med to, små, pæne og velbevarede templer en aften på vej til et spisested. 80 og 100 før vor tidsregning. Det foresvæver mig også, at vi her ved Forum Boarium så kirken, Santa Maria in Cosmedin, der huser Bocca della Verità, en stenmaske med sandhedens mund. Stikker du hånden ind, men ikke har rent mel i poser, spiser den af hånden.

Samme tur førte os også forbi Marcellusteatret fuldført i 11 før vor tidsregning under Augustus, men påbegyndt af Cæcar. Det lukkedes 370, men genopbyggedes som fæstning i 1200-tallet. Endvidere kom vi forbi Cirkus Maximus, en vædeløbsbane, der stod fra 400-tallet før vor tidsregning til det sidste løb i 549. Da det var aften, er der ingen billeder.

Katakomberne
Også dette besøg var på egen hånd. På hotellet lå en turbeskrivelse fra et andet dansk rejsebureau, men muligvis den mest besværlige, da bureauet hellere ville sælge deres tur til 300 kr end sende gæster med en bybus til 12 kr. Vi måtte gå en del, både til ubanen og derfra til busholdepladsen for linje 218, og så var der igen et stykke vej fra, hvor denne bus holdt, til de af katakomberne kaldet San Calisto.

Da også helgener og nogle tidlige biskopper havde været begravet her, inden de flyttedes til Pantheon i 608, hørte begravelsespladsen under Vatikanet. Vi fik en tysktalende guide, der var slemt angrebet af de skimmelsvampe, vi så overalt i katakomberne.

Undergrunden bestod her af tuf, vulkansk aske. Det er let at grave i, men efter at ilten kommer til, bliver tuffen hård som sten. I området var der gravet gange i flere etager under hinanden og lavet hylder og gravkamre. Ethvert spor af knogler, havde tidligere besøgende for længst taget som souvenirs, og hvad, der var overset eller senere kommet for dagen, havde Kirken gemt af vejen. Vi var 12 til 20 meter under jorden, og der var 20 kilometer gange taget i brug fra 100 og fuldt udbygget i 300. Kristne begravelser havde hemmelige mærker, som i dag kan tydes. Stedet har rummet 46 martyrer, heraf ni paver og otte biskopper. Mest var der gjort ud af graven for Santa Cæcilia, men jeg opgiver ikke flere data, fordi nettet stritter i alle retninger, ikke mindst fordi, der var to helgeninder med det navn.

Turen gik ad sidegader gennem Rom, men vi så da Caracallas Termer, 211 – 17, Den aurelianske Bymur med Porta San Sebastiano, 272 – 78, restaureret i 400-tallet. Vi kørte også stedvis langs Via Appia, der førte til Brindisi. Denne vej gik vi også lidt på, inden vi fandt et hyggeligt, overdækket sted til frokost, efter at alle busselskaberne var kørt, og her var fred og ro. Jeg har af gode grunde ingen fotos fra katakomberne. Vi så heller ikke de flotte villaer og gravmæler, postkortene fra vejen viser. De var længere ude.

Laterankirken
Kirken er pavens sognekirke og Roms hovedkirke, idet Peterskirken er Verdens hovedkirke. Den hed egentlig San Giovanni in Laterano, Johanneskirken, og det er her Johannes Døberen. Den påbegyndtes i 324, blev jordskælvsramt i 896, nyopført 904 – 11, brændt i 1308 og igen i 1360. Moderniseret i 1500-tallet og i 1735. Jeg så på fresker fra 1298 – 1303 af Giotto, 1266 – 1337. Nogle bronzedøre stammede fra Senatet. I en sidebygning fandtes Scala Santi, Den hellige Trappe, der skulle stamme fra Pilatus’ palads bragt til Rom af kejser Konstantins mor, Helene. Vi undte os kaffe med udsigt til Porta San Giovanni, 1500-tallet. Her stod også Roms største obelisk rejst 3500 år tidligere ved Heliopolis i Egypten. Flyttet til Cirkus Maximus i 300-tallet, væltet under et jordskælv og brækket i tre stykker, genfundet og genrejst her under pave Sixtus V, 1585 – 1590. Heller ikke herfra har jeg brugelige fotos.

TIVOLI
Alle veje fører fra Rom, og en af dem Via Tirbutina fører mod øst til Adriaterhavet. Ved  foden af Sabinerbjergene ligger området og bebyggelsen Tivoli, hvor kejser Hadrian, der regerede 117 – 138, opførte sit landslot, Hadrians Villa. På bjergskråningen ligger også kardinal Ippólito d’Este, kaldet Villa Este, opført 1550 af Pirto Ligori. Villaen er kendt for sine vægmalerier og sin park med springvand, grotter og antikke efterligninger. Det hedder faktisk ikke: Alle veje fører til Rom, men fra Rom! I området fandtes en del kildekalk, Travertin, der indgik i Roms bygninger, da den lignede marmor, men da forekomsterne var sparsomme, genbrugtes Travertinen i vid udstrækning. Herude fandtes også vulkansk aske, som man drøjede Travertinen med ved mørtelfremstilling. Ved et tilfælde opfandt man således beton, og et Vestatempel herude fra omkring 50 før vor tidsregning er således en af verdens første betonbygninger.

Hadrians villa dækker to tredjedel af en kvadratkilometer, så vi så ikke alt. Jeg mindes ud over ruinerne en dam med sumpskildpadder. En park med knælere og friske laurbær, som Elisabeth i øvrigt tog med hjem. De gav endnu længe efter mere smag i maden end købelaurbær, som supermarkederne må havde liggende i årevis, inden de sælger dem?

Endnu et besøg i Rom?
Efter en uge var jeg ikke helt færdig med Rom, men gad vide, om jeg når at samle det sidste op. Jeg mangler blandt andet Vatikanet og nogle af Augustus efterladenskaber, og måske ville jeg også gerne til potteskårsbjerget? Jeg har dog i Trevifontænen investeret i endnu et besøg.

POMPEI
Ud over de viste fotos, så vi også huse med imponerende vægmalerier, huset med Faunen, kendt fra et musikstykke og Vettiihuset med et smukke Vadarium omgivet af et smukt peristylium. I gaderne var der fortov og trædesten i forgængerfelterne. Vognens hjul havde slidt dybe hjulspor som altid på romerveje. Sjovt nok er vognens sporvidde meget nær jernbanernes såkaldte normalspor, 1435 mm. Enkelte af de mange udstøbninger i gibs af ofrene, en hund, husker jeg også, men jeg erindrer også, at der ikke var adgang til hovedparten af samlingen af ofre. En mosaik af en vagthund fra Pompej, bruges stadig nu som skilt på havelåger. Her vogter jeg, var teksten på dansk.

Bent Hansen 7. januar 2014.
Kraftigt udvidet 5. marts 2022. Stavefejl rettet 13. februar 2023.