En hjemmeside kan volde problemer både, hvis man vil skrive i en, og hvis man vil finde rundt på andres sider. Det skyldes ikke mindst de mange forskellige systemer, der er inden for hjemmesider.
Der har været sider, jeg har linket ind på, men måttet opgive, da jeg simpelthen ikke kunne finde det, jeg ledte efter. En af ”fejlene” var, at jeg, selv om jeg stod med et link til et bestemt emne, alligevel kom ind på forsiden og skulle navigere videre derfra.
Du er måske havnet på min hjemmeside, fordi jeg har sendt dig et link for eksempel til min julehilsen eller til et rejsepostkort. Det skulle ikke give problemer. Det kan også være, at du får et link, fordi du har spurgt min forening om et eller eller andet industribanespørgsmål. Heller ikke det skulle give problemer. Havner du på siden, fordi du er henvist af din søgemaskine, skulle det heller ikke give problemer bortset fra, at du måske ikke lige finder den detalje, du søgte.
Står du på forsiden og vil finde rundt i hjemmesiden, kan mit system sikkert være lige så uigennemskueligt som andre systemer. Der er dog flere muligheder, som jeg her vil remse op og kommentere.
- Brug søgefunktionen. Den er placeret i spalten til højre, den der begynder med kontakt. Søgefeltet ses neden under Emner. Brug en så kort form af søgeordet som muligt.
- Brug Indholdsfortegnelsen i den sorte bjælke. Her er de enkelte indlæg listet op efter lande. Titlen eller dele deraf har en anden farve og er desuden understreget. Det er link, der, hvis du klikker i linket, fører dig til indlægget.
- Brug Emner. Denne mulighed findes igen i højre spalte øverst. Klikker du i et af emnerne, får du nogle linjer af indlæggene i dette emne. Efter smagsprøven står der: Læs resten, der igen er med misfarvede bogstaver og understreget, fordi det er links, der ved et klik vil bringe dig direkte til den ønskede artikel.
Med tiden, når der ikke kommer flere rejseindlæg, vil industribaneindlæggene nok blive nødvendige at underdele, men den tid den glæde.
God fornøjelse.
Opdateret 29. august 2017.