Rejse på Færøerne

INDLEDNING
Vi har ikke arrangeret en rejse til Færøerne, selv om vi godt ville. En, der jævnligt har besøg øerne, har oplyst, at vi skulle afsætte mindst en uge til et besøg, fordi vi måtte påregne flere dage med regn, hvor vi ikke kunne foretage udflugter.

På et tidspunkt havde Smyril Line sendt os et tilbud. Ikke til Færøerne, men til Island, og på vejen var der en god halv dag på Færøerne både på turen til Island og på hjemturen. Vi kunne naturligvis blot gå en tur i Thorshavn både på vejen ud og hjem, men vi valgte at investere i en bustur både på udturen og på hjemturen. Og så i øvrigt kørte vi også den nærmeste omvej til Hirtshals til færgen med en ekstra overnatning i Rold Skov, hvor vi fejrede Edits fødselsdag på en hyggelig kro. Turen foregik i skolernes efterårsferie 2014.

BESØGET PÅ UDTUREN
På sejlturen stod vi på dækket tidligt om morgenen og fulgte med, selv om det var mørkt ved indsejlingen til Thorshavn. Vi var heldige, at der kun var dønninger på højst to meter på hele turen. Ugen før havde det været helt galt. Et af bordene med mad, der ellers havde været boltet fast, var væltet, men i øvrigt havde søgangen længe forinden sendt al maden på gulvet.

Thorshavn
Vi fik en kort gåtur i det gamle Thorshavn på den største ø, Streymoy, på dansk Strømø.

Tinganes, Thorshavs gamle bydel med selvstyrets regeringsbygning. Jeg er blevet spurgt, hvordan jeg har taget dette billede. Nej, jeg har ingen drone, men det er taget fra Smyril Lines skib, Norrönas øverste dæk. Omkring flagstangen ses det oprindelige tingsted, hvor færingerne samledes under åben himmel.

Navnetræk for Christian den Femtes nævenyttige danske repræsentant på øerne. Han var ægte liberalist og så gerne befolkningen dø af sult, fordi de ikke kunne betale for de forsyninger kongen sendte til øerne. Du har ikke altid været en så god koloniherre, som du selv tror?

Færøernes selvstyre er lige så gammelt som Islands. Samlinger holdtes på de flade klipper yderst på Tinganes. Hver bygds repræsentanter havde deres plads markeret med en indhugning i klippen.

Mellem de gamle huse på Tinganes var også delvist åbne huse til tørring af fårekød. Det er det hvide hus i midten med tegltag. Da fisk lugtede, måtte de ikke tørres her, men forvistes til steder uden for byen.

Her er tørrehuset sort og med græstørv på taget.

Nærbillede. Man ser åbningerne mellem brædderne, så vinden kan komme til at tørre fårekødet.

 

Flere indtryk af husene på Tinganes. Også her ses sikkert regeringsbygninger?

Landsstyret besad de fleste huse yderst på Tinganes. De er ikke uden charme. På en tur med mange hundrede deltagere kan kødrand ikke undgås.

Huse i Centrum af Thorshavn nær havnen. Urin er ikke det du, måske tror, for her ser du hovedkvarteret for en avis. Den sociale.

Andre statelige huse på havnen.

Kirken på Tinganes er øernes næstældste kirke og i dag Færøernes Domkirke. Den er opført 1788 og afløste en kirke bygget af Christiand IV. Før den tid have Thorshavn kun et bedehus eller et bederum på Tinganes, hvor der kunne holdes gudstjeneste.

Bydelen med kirken her hedder Argir. Her var et udsigtspunkt over blandt andet Tinganes, men indrømmet, Norröna dominerer.

Kirkjubøur
Derpå kørte bussen os til Kirkjubøur sydvest for Thorshavn, hvor vi så domkirkeruinen og besøgte kongsbonden på Kongsgården.

På vej til Kirkjubøur havde vi først udsigt mod øst mod Nólsoy med den karakteristiske kun 74 meter høje nordende.

Efter passage af Streymoys kom vi frem til øens sydvestside og kunne nu se Koltur. Kolturshamar måler 477 meter. Streymoy måler her godt 200 meter, mens vejen vel kun når 100 meter. Bygden er hedder Velbastaður.

I Kirkjubøur var der flere gamle, flotte færøgårde.

Her døren i Kongsbonden gård. Her fik vi kaffe og hørte om bygdens historie.

Den officielle indgang til kongsbondens gård. Bygningerne her skulle stamme fra 1000-tallet. Den nuværende kongsbonde er 17 generation.

Som hegn var brugt et par hvalkæber.

Bygden havde tidligere ligget på og omkring øen her, men en stormflod lagde området øde.

Dele af bygden lå ret spredt.

 

Lågen ind til kirken var bemærkelselsværdig. Glaskunsten skyldes Tróndur Patursson. Kirken er fra 1200-tallet og øernes ældste.

Altertavlen skyldes Sámal Joensen-Mikines og er malet til genindvielsen efter en restaurering 1965 – 67. Maleren var da alvorligt syg, men han ville være færdig, så da han afleverede altertavlen, var malingen ikke tør. Man kan se, at den er løbet under transporten til kirken.

Ruinen af Færøernes første Domkirke, Magnuskatedralen påbegyndt i 1300-tallet. Navnlig mod havsiden ses beskyttelse af træ mod vejret hærgen af murresterne.

Ved afsejlingen kunne vi følge med op gennem farvandet mellem Eysturoy mod vest og Kalsoy og sydligere Borðoy mod øst. Først i rum sø forlod vi dækket. På dansk ville vi kalde farvandet et sund eller et bælt, men færingerne brugt ofte orde fjord i stedet. Den nordligste og største del kaldtes Djúpini.

Nólsoy set fra skibet mod Island. Her ligger skiftende lag at tuf og basalt vandret. Tuf er hærdet vulkans aske. Basalt er lava.

Fra farvandet Djúpini ses Kalsoy.

På modsat side lå Eysteroy. Talrige små regnkløfter ses. Som får og fåreholder her skulle man være sikker på benene.

En spalte gennem Eysteroy. Det er næppe en regnkløft, for en sådan ses også, og den forløber neget mere lodret. Tuffen og basaltbænkene ligger også her vandret. De hælder nu nok indad mod øens midte.

Vi er nu i Djúpinis nordlige del. Mellem Oyndarfjörður og Fuglafjörður lå cirkusdalen, Goðidalur. Fjellet i baggrunden når 626 meter.

 

Djúpinis nordlige munding. Kalsoy ses. bag fotografen lå Gjógv.

BESØGET PÅ HJEMTUREN
Gjógv
Hjemturen så vi den samme gennemsejling. Vi blev lidt forsinkede, for så vidt jeg forstod på nogle råb mellem kommandobroen og nogle fiskere, var vi sejlet gennem et fiskenet og fået net i skruen. Jeg kan ikke færøsk eller islandsk, men jeg forstod efterhånden ikke så lidt af de to sprog.

Straks efter ankomsten kørte bussen os nordpå til bygden Kløften på færøsk Gjógv på Eysturoy, på dansk Østerø, Færøernes næststørste ø. Mellem Streymoy og Eysturoy forløb sundet Sundini, på dansk Sundene. Det var ikke bare smalt, men også lavvandet og en bro, der næppe var høj nok til skibet, førte fra ø til ø. Færøernes eneste bro. Heroppe sværger man til tunneler.

Funningur i bunden af Funningfjöður. Ude for enden ligger Djúpini, hvor vi sammen morgen var sejlet.

Videre mod Gjógv kører vi på den højst beliggende offentlig vej på Færøerne. Vi kører på skråningerne til øernes højest fjeld, Sletteratindur.

Flere indtryk fra vejen. Jeg har blot noteret, at vi kørte mellem 800 meter høje fjelde. Flere reklamer og hjemmesider har lignende billeder, men billeddataene her viser, at billedet er mit!

Landskabet lige uden for Gjógv

Vi er stadig mellem 800 meter høje fjelde.

Midt gennem Gjógv løb en lille bæk.

Nær bymidten.

Bækken gennem byen indeholdt et lille vandfald.

Ikke alle gader var til at køre bil i.

Gjógv betyder kløften, 0g bygden danske navn er da også Kløften. Denne førte ind mod byen og dannede havn, der var rimeligt beskyttet mod Atlanten. Havnekajer ses til højre.

Der var også højere områder i Kløftens bund, hvor bådene kunne trækkes op under storme og højvander. Endvidere ses et tipvognsspor, hvor en spilbane kunne trække fiskekasserne op. Der var sådanne spilbaner en snes steder på øerne i de gode gamle dage.

Lidt uden for byen stod Gjógvs kvinder og børn og spejdede ud over havet. Kom deres kære nu også hjem denne dag?

Eiði
Vi så også øernes højeste bjerg, Slættaratindur på 880 meter samt Eiði, der ligger på en lavning ud mod klippehalvøen Eiðiskollur, 343 meter med stejle kyster mod nord. Her ligger de imponerende strandpiller Risin, Kæmpen, 75 meter og Kellingin, Kællingen, 73 meter. Om vandkraftanlægget her kan du læse i Industribaner på Færøerne. Her er også et afsnit om tunneler. Vi kørte tilbage til skibet ad en anden vej, end vi var kørt ud.

Kæmpen og Kællingen som beskrevet i teksten. Egentlig ville de to trolde trække øen længere nordpå, men som i Norge kan trolde ikke tåle lys, så forstenes de. I den venstre er der et hul, der ikke ses her.

Landskabet mellem kraftsværkssøen og Eiði var meget spændende. Jeg fotograferede flere toppe i håb om, at en af dem var Færøernes højeste fjeld. Desværre lykkedes det ikke.

Egnen må have været meget regnfuld, for der var talrige små bække, men ingen af dem vandrige nok til et kraftværk. I jernbanedelen kan du læse om, hvordan man alligevel fik anlagt et kraftværk her.

Kraftværkssøen højt over Eiði

Udsigt fra fjeldet omkring søen over Eiði.

Mellem Østerø og Strømø lå sundet, Sundini, som vi passerede på en bro. Vi sejlede derimod gennem Djúpini, der var bredere og dybere.

En af de mange små hyggelige bygder, vi passerede på vejen hjem fra Gjógv. Formentlig er det Hósvik nord for Thorshavn. Foto: Edit Laursen.

HJEMTUREN
Da vi forlod øerne var det helt mørkt, så vi så ikke noget.

Vel ankommet til Hirtshals havde det regnet, så motorvejen havde været oversvømmet, og der var stadig rigeligt vand i Vendsyssel, selv om vi nu kunne køre på vejen. Vi tog derfor hjem i et stræk.

En glimrende tur begunstiget af godt vejr uden de store bølger, men ikke helt billig.

Bent Hansen 26. januar 2024.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.