Rejser i 2012

Indlægget her er resterne af min julehilsen for 2012. Her er kun en beretning om årets større rejser tilbage. Enkelte begivenheder fra beretningen her er i separate indlæg uddybet.

Nordstrandisch Moor
Mit gamle “rejsebureau” har også i år været aktivt. Jeg arrangerede 2012 en rejse for jernbaneentusiaster med hustruer og børn med toget til Nordstrandisch Moor på den vestslesvigske vadehavskyst ud for Nordstrand og Husum. Her besøgte jeg Ruth, som jeg har kendt, siden hun var stor skolepige. Vi ser hende jævnligt i tysk tv på N3, når der er udsendelser fra Vadehavet. På turen beså vi kirke og skole samt kirkegården, den eneste, hvor der indtil 1920′erne endnu begravedes på Vadehavets bund. Det holdt man op med, da grundvandets opdrift gang på gang fik kisterne til at komme op igen.

Mit særtog med en del af passagererne på diget lige inden, vi passerer digekronen og kører ud over Vadehavets bund. Toget består af en bænkevogn, en åben motorvogn også med bænke samt en lukket motorvogn, hvis motor dog ikke var trækkende. Sporvidden er kun 600 mm. Resten af selskabet står på diget og fotograferer.

Mit særtog med en del af passagererne på diget lige inden, vi passerer digekronen og kører ud over Vadehavets bund. Toget består af en bænkevogn, en åben motorvogn også med bænke samt en lukket motorvogn, hvis motor dog ikke var trækkende. Sporvidden er kun 600 mm. Resten af selskabet står på diget og fotograferer.

Dambrug
Min britiske forbindelse besøgte mig også i år, og sammen tog vi en tur til nogle af egnens få resterende industribaner, vores fælles hobby. Det regnede, men vi så vores små tog, selv om vi ikke fik fotograferet alt. Det største clou var dog, at vi så en fiskeørn, der var nede flere gange og hente en ørred for næsen af os. Tidligere har Edit og jeg ligefrem rejst efter konge- og havørne, og jeg var parat også ved lejlighed til at rejse udenlands for at se fiskeørnen, men det sparer jeg nu. Se billederne i indlægget Dambrugsrapport 2012.

Mellem jul og nytår planlagde jeg fem udlandsrejser, hvoraf tre var planlagt i detaljer med datoer, så vi ikke kom frem til museer netop den dag, de holdt hviledag, og vi ramte veteranbaner på søndage, hvor de havde køredag!

Schweiz
Vor ferie i Schweiz foregik i forsommeren. Jeg havde selv kreeret den ned til mindste detalje, men da jeg skulle til at finde de billige flybilletter, som pressen bugnede af, var der pludselig ingen. Den reelle pris var mindst fem gange så høj som de 300 kr, reklamerne diskede op med. Min fejl var måske, at jeg stillede betingelser om hvorfra og hvortil og hvornår. Vi skulle ikke fra Sturup til Genève. Vi skulle fra Frederiksberg til Basel på et acceptabelt tidspunkt af døgnet, og vi skulle have vore kufferter med. Ingen fly var billigere end toget, og der var endog fly, der var langsommere, fordi vi skulle være rejst dagen før, for at nå det samme i Basel. Jeg sov udmærket i liggevognen og hørte ikke, at medrejsende stod af og kom på midt om natten. Edit sov nu knap så godt, men det gør hun heller ikke hjemme.

Vi beså den gamle bydel i Basel, og desuden var vi på en planteskole med mange sjældne træer og en utrolig mængde planter og blomster. Den lå en times tog- og bustur fra Basel. Jeg havde valgt planteskolen her , fordi der på grunden også var en veteranbane i 600 mm. Den udmærkede sig ved at have et lokomotiv, jeg tidligere havde set køre i Lyrskov ved Slesvig og et andet, der var hentet hjem fra Sydafrika, som jeg gerne ville se.

I Luzern beså vi også den spændende gamle bydel samt Trafikmuseet. Desuden sejlede vi på den smukke Vierwaldstättersø, men det var en skuffelse, skønt vi sejlede med en 111 år gammel hjuldamper. Skyerne lå lavt, så vi ikke så bjergene, og det var hundekoldt. Vi stod derfor af i sydenden af søen og tog toget hjem, så vi kunne nå Gletscherhaven i stedet for. Vi havde et Swisspass, så vi kunne stå af og på offentlige trafikmidler, som vi ønskede, og toget var meget hurtigere end skibet.

Postkort fra 1907, der viser gletschermøllen, hvor der oven i købet løber vand.

Postkort fra 1907, der viser gletschermøllen, hvor der oven i købet løber vand.

 

Gletschermøllen eller på dansk jættegryden var af anseelige dimensioner. Nu var den dog tør og på museum, idet dette var bygget hen over den.

Gletschermøllen eller på dansk jættegryden var af anseelige dimensioner. Nu var den dog tør og på museum, idet dette var bygget hen over den.

 

Gletscherhaven var et geologisk museum med blandt andet forstenede øgler og fodspor efter andre fortidsdyr samt spændende ledeblokke. På Edits bedsteforældres tid 1907 var gletschermøllerne stadig i gang, men da vi var der 2012, var de kommet på museum eller rettere, museet var bygget hen over dem. En gletschermølle er, hvad vi på dansk kalder en jættegryde. Sådanne har jeg set på Bornholm, i Norge og i Pakistan langs Indus. Stærk strøm får en sten af hårdt materiale til at rotere og slibe sig ned i et blødere underlag. Det var forklaringen i min tid, men schweizerne havde en anden og nyere forklaring. Slibematerialet var ikke stenen, men masser sandskorn indeholdt i det strømmende vand. Sten, der transporteres med strømmen ender så i fordybningen, hvorfra de ikke kan komme videre igen.

Vi havde fem hele dage i Berner Oberland med base i Grindelwald. På andendagen var vejret smukt, så vi tog op på Jungfrau for at nyde udsigten. Det var en imponerende tur, og vi fortrød ikke, selv om den rette betegnelse for stedet burde være gedemarked. De øvrige dage var tinderne væk i skyer, men vi så hver morgen buslæs af turister blive sat på bjergbanen og kørt op i skyerne, hvor de intet kunne se. Mange var i korte ærmer, skønt det var seks graders frost på toppen, men man behøvede ikke at gå udenfor deroppe. Vi havde en dejlig tur på sæteren på halvvejen, men også her var det koldt. Vi havde huer og handsker med foruden vintertøjet. Hvis ikke vi havde højt solskin en af dagene, var vi ikke taget af sted, men den mulighed havde rejsebureauerne, der havde bestilt og betalt lang tid i forvejen, ikke.

Gammelt postkort fra Edits bedsteforældre fra 1907 med perspektiv af Berner Oberland set fra nord mod syd. I baggrunden Eiger, 3970 meter til venstre og Mönch,4099 meter i midten og Jungfrau, 4158 til højre. På dansk Uhyret, Munken og Jomfruen. Grindelwald, hvor vi boede ligger til venstre i dalen. Jernbanen ses ført helt til toppen af Jungfrau, men det måtte man opgive. Den kom kun til Jungfraujoch i 3454 meters højde.

Gammelt postkort fra Edits bedsteforældre fra 1907 med perspektiv af Berner Oberland set fra nord mod syd. I baggrunden Eiger, 3970 meter til venstre og Mönch,4099 meter i midten og Jungfrau, 4158 til højre. På dansk Uhyret, Munken og Jomfruen. Grindelwald, hvor vi boede ligger til venstre i dalen. Jernbanen ses ført helt til toppen af Jungfrau, men det måtte man opgive. Den kom kun til Jungfraujoch i 3454 meters højde.

 

Sæteren ved foden af Mönch. Der er ikke langt til gletscherne. Det er koldt, og det blæste, men der var blomster, selv om man kunne se, at sneen mange steder lige var smeltet. Bag os ligger Kleine Scheidegg med to gamle hoteller og en station og stort set ikke andet. Hotellerne, der også lå der for hundrede år siden, ser ud, som tiden er løbet fra dem? Vi er godt et par kilometer oppe.

Sæteren ved foden af Mönch. Der er ikke langt til gletscherne. Det er koldt, og det blæste, men der var blomster, selv om man kunne se, at sneen mange steder lige var smeltet. Bag os ligger Kleine Scheidegg med to gamle hoteller og en station og stort set ikke andet. Hotellerne, der også lå der for hundrede år siden, ser ud, som tiden er løbet fra dem? Vi er godt et par kilometer oppe.

En dag tog vi også på vort Swisspass op på Schynige Platte, skønt vi deroppe gik i kolde og våde skyer, men vi ville se på blomster, og det kunne skyerne trods alt ikke forhindre os i. Lodretstillede lag af kalk, mergel og skifer genererede vidt forskellig plantevækst inden for et begrænset område. Et universitet havde taget området under sine vinger og sat skilte ved væksterne. Desuden fjernede de overhåndtagende arter, så der også blev plads til de mere forsagte arter. Vejret bedrede sig dog op ad dagen, men højden gjorde, at sommerblomsterne endnu ikke var sprunget ud. Vi kørte derfor fem hundrede meter ned og stod af og gik ud for at finde orkideer. Der var kun en halv snes stykker, men vi fandt dem. Desuden belønnedes vi med en pragtfuld udsigt over Brienzersee og Thunersee. Og så som toppen på kransekagen kom der et damptog. Nå, det vidste jeg nu godt på forhånd.

Toget på vej op på Schynige Platte, hvor der var udsigt og orkideer. Stigningen er omkring 20 %, men lokomotivets kedel er vandret! Lokomotivet var i øvrigt 116 år gammelt, men det kørte i sin høje alder kun særtog nogle få gange om året.

Toget på vej op på Schynige Platte, hvor der var udsigt og orkideer. Stigningen er omkring 20 %, men lokomotivets kedel er vandret! Lokomotivet var i øvrigt 116 år gammelt, men det kørte i sin høje alder kun særtog nogle få gange om året.

 

Vores sidste dag var helliget de lokale gletschere, skønt vi allerede havde gået på og inde i gletschere på Jungfrau. For 150 år siden skulle vi bare have gået fra hotellet ned i dalen for at se to gletschere. For femten år siden kunne vi tage bybussen og køre til bygrænsen og gå et par hundrede meter for at røre ved en gletscher. For bare fem år siden kunne vi have betalt entre for gå ad nyanlagte kunstfærdige trapper og broer over den jomfruelige klippe, der ikke de sidste hundrede tusinde år havde set dagens lys. Gletscheren smeltede stadig tilbage og tilmed med forøget hastighed, så stianlæggene ikke kunne følge med. Selv om man ikke mere kunne se gletscheren helt nede i løvskoven akkompagneret af sang fra sangfugle, så vi den på et par kilometers afstand, og det var såmænd også imponerende. Edits bedsteforældre så også den øvre Grindelwaldgletscher i 1907, mens de arbejdede i Schweiz med bopæl i Genève. Til venstre ses deres postkort fra 1907 og til højre samme situation 2012 set med mit eller Edits kamera. At gletscheren smelter, er der efterhånden kommet politisk enighed om i verden, men om der er tale om klimaforandringer, og hvad forklaringen herpå i så fald er, kan verdens politikere og videnskabsmænd stadig ikke enes om, idet videnskaben ikke er helt færdig med at klarlægge alle de faktorer, der er bestemmende for vor klima.

Gletscheren nåede 1907 ned nær byen.

Gletscheren nåede 1907 ned nær byen.

 

Samme gletscher, men flere kilometer fra os. Vi kunne ikke engang gå op til den mere. Trappen og stien var lukket.

Samme gletscher, men flere kilometer fra os. Vi kunne ikke engang gå op til den mere. Trappen og stien var lukket.

Vi havde også en dag helliget vandfald, blandt andet det højeste med frit fald i Schweiz samt et, der havde arbejdet sig ind i klippen, så vi skulle se det inde i bjerget!

Vor schweiztur var vellykket, selv om vejret ikke var strålende alle dage, men den var præget af en ufordelagtig vekselkurs. Trods alt havde en tur i Danmark været dyrere. Og så fik vi overraskende god mad på turen.

Der er et enkelt indlæg mere om Schweiz. Se Eigers nordvæg.

Harzen
Harz-turen løb af stablen sidst på sommeren efter flere udsættelser. Da vi første gang skulle af sted, var ribs og solbær pludselig modne. Dem ville vi gerne have i fryseren, og bagefter kom der stikkelsbær og hindbær, men efter fjorten dage var fryseren fuld, og vi var klar. Så var det imidlertid hedebølge. På turens første del var det over tredive grader, og i to timer i Braunschweig stod bilens termometer på 40 graders varme. Der var imidlertid dejlig køligt i domkirken, og vi havde byen for os selv. Byen duer sad i springvandene og lod bare vandet løbe ned over sig. Aldrig har vi set så våde fugle.

Det var efterhånden min tiende tur til Harzen med et samlet ophold på tre måneder, men Edit kendte ikke Harzen så godt. Jeg havde dog endnu nogle hængepartier, jeg godt ville se. Vi havde valgt en uge i Vestharzen på et lille hotel i bjergstaden Zellerfeld. Dernæst rykkede vi til Sydøstharzen til Sangerhausen i det gamle DDR. Her var vi også i nærheden af Mansfelder Land med de mange kobberminer, hvor Martin Luthers far var bjergværksarbejder, og hvor Martin Luther var født, havde gået i skole og døde. Mansfelder Land var også hjemsted for Tysklands første vandhjul og første dampmaskine, som vi i øvrigt også beså. Dette koncept gav lidt ekstra kørsel, men til gengæld kunne det betale sig at pakke kufferten ud på hotellet.

Vi så på domkirker, kirker, klostre, slotte, borge og museer. Det var både kunstmuseer, historiske museer, geologiske museer og minemuseer foruden museumsminer. I Sangerhausen så vi en Rosenhave med mindst fem eksemplarer af samtlige verdens roser lige fra de vilde over de tidligst forædlede til nutidens kunstfærdige skabninger. Besøget var både en spændende og en smuk oplevelse.

Vi fik et godt indblik i de tidligste tyske kejsere, og jeg fik efterhånden sat det nordlige Tysklands og navnlig Harzens geologiske historie på plads og afstemt den med Schweiz’ tilsvarende udvikling, som vi tidligere på året havde sat os ind i. Den sidste uge startede vi hver morgen med en geologisk tur, som vi sagtens kunne nå, inden det østlige områdes sparsomme seværdigheder åbnede. Jeg havde fået fat i nogle geologiske brochurer, men de var ikke lige lette at gå efter. Blandt andet kunne jeg ikke på mit kort finde stednavnene, som stod i brochurerne, og endnu værre stod der ikke i hvilken retning, vi skulle gå i. Ikke desto mindre fandt vi det meste af det, vi søgte. Vi fik lidt hjælp af lokale hundeluftere, men at spørge dem om vejen til et gammelt stenbrud med rognsten fra Unterer Buntsandstein nyttede nok ikke. Hundelufterne var dog flinke og ville gerne snakke. Kunsten var mere, at komme videre, inden de begyndte på deres livshistorie. En leder af et ung i arbejde projekt havde dog sin geologi present og fortalte mig, at jeg godt kunne opgive mit besøgsprojekt, indtil han og hans hold havde ryddet stien for underskov og drænet den. Også en mand, der søndag eftermiddag solgte pølser og øl fra et udsigtstårn, der var taget lige ud af Grimms eventyr, kendte sin geologi. Det var lige før vi så Rapunsel i tårnet. Vi fik lov at gå op og se udsigten og ville så til gengæld støtte mandens forretning med at handle øl med ham. Han var imidlertid stadig så meget østtysker, at han ikke mente, at vi skulle drikke og køre bagefter. Han gik dog med til at sælge os et par to procents øl med citronvand, hvor vi delte den ene og tog den anden med hjem.

Foto Vi nyder en stille halv øl købt af Rapunsel! På billedet sidder Edit på en lille bjergtop med en udsigtstårn i romantisk stil. Vi nyder en stille øl efter at vi har fundet stenbruddet med rognsten (kalkoolither.) Stedet hedder Molktewarte opkaldt efter Grev Molkte, der var preussisk overgeneral blandt andet under det preussiske felttog mod Danmark i 1864. Om det også var ham med pæren, ved jeg ikke.

Foto
Vi nyder en stille halv øl købt af Rapunsel!
På billedet sidder Edit på en lille bjergtop med en udsigtstårn i romantisk stil. Vi nyder en stille øl efter at vi har fundet stenbruddet med rognsten (kalkoolither.) Stedet hedder Molktewarte opkaldt efter Grev Molkte, der var preussisk overgeneral blandt andet under det preussiske felttog mod Danmark i 1864. Om det også var ham med pæren, ved jeg ikke.

Unterer Buntsandstein er en periode 240 millioner år før nu i den første del af perioden Trias, der er den første af jordens Middelalders tre perioder. Hvis du vil hænge perioden op på noget, så ses Den brogede Sandsten som de røde klipper på Helgoland for eksempel i en store, røde strandpille, Lange Anna.

Vi fandt vores rognsten, der nærmest ligner forstenet flamingo. I en bod ved Kejser Wilhelms overdimensionerede mindesmærke i Kyfhäuserbjergene havde en mand sådanne sten til salg, men som helbredende sten, man blot skulle gå rundt med i lommen. Vores oolither var nu mange millioner år ældre, men sælgeren indrømmede, at vores sten også var gode nok. Jeg kan ikke lade være at citere fra en tysk hjemmeside, hvor du får essensen om stenens helbredende virkninger i min oversættelse, selv om jeg ikke tager ansvar for sandhedværdien. “Kalkoolith eller Rogenstein (rognsten,) Margarita-Stein bringer afspænding på skånsomste måde, hjælper til en bedre nattesøvn, befrier fra tvangstanker og hovedpine, virker febersænkende, afgiftende, fjerner affaldsstoffer og virker mod stofskiftebetingede hovedpiner.” Ja, der stod faktisk, at de virkede på både sjæl og ånd! Jeg overvejede angående det sidste løfte at tage stenen med til Industribaneklubbens julefrokost, men glemte den desværre hjemme. Faktisk er jeg begyndt at ærgre mig over, at jeg kun tog to stykker kalkoolith, mens vi var i og omkring landsbyen Lengefeld. Jeg må indrømme, at de to mennesker i landsbyen, vi talte med, virkede meget harmoniske. Lige til sidst. Oon er græsk for æg. Lithos er græsk for sten. Æggesten er på tysk blevet til rognsten. Se også indlægget På jagt efter oolither.

Et par steder havde hævningen af Harzens brudbjerge trukket nabojordlagene op i lodret stilling, således at vi over en strækning på 1½ kilometer kunne gå hen over 400 millioner år af jordens historie. Desværre var dette område tæt bebygget, så vi måtte besøge de enkelte jordlag, hvor de på andre og spredte steder var blottet i grave og stenbrud. Jeg tror, vi så dem alle foruden gips, anhydrit, alabast, kali, kul og salt.

Selv om det ikke var på programmet, kunne vi ikke undgå at bemærke virkningerne af den tyske Genforening. Selvfølgelig vil det til enhver tid være positivt at kvitte et diktatur, men vi var rystede over, hvor store og mange bivirkningerne havde været. Mens vi i vest grinede af butikkerne med overflødige ting og af plastichavenisserne i Braunlage, gik vi i øst i selv større byer forgæves efter gågader. End ikke butikker, hvor vi kunne købe en sandwich, kunne vi finde sådan lige med det første.

Rosariet med 20 000 000 tons affald i baggrunden Her sidder jeg på et cafeteria i Rosariet (Rosenhaven) i Sangerhausen. I baggrunden ses et af områdets to tusinde affaldsbjerge efter kobberbrydningen. Dette affaldsbjerg er et af de seks største, 150 meter højt, 20 millioner tons tungt og med en grundflade på 13 ha. Det ses i baggrunden til venstre.

Her sidder jeg på et cafeteria i Rosariet (Rosenhaven) i Sangerhausen. I baggrunden ses et af områdets to tusinde affaldsbjerge efter kobberbrydningen. Dette affaldsbjerg er et af de seks største, 150 meter højt, 20 millioner tons tungt og med en grundflade på 13 ha. Det ses i baggrunden til venstre.

 

Nordhausens centrum Nordhausen er en by med sporvogne, men hvor var byens centrum. Formentlig havde det været her? I baggrunden ses Domkirken hen over de tomme byggegrunde i centrum.

Nordhausens centrum
Nordhausen er en by med sporvogne, men hvor var byens centrum. Formentlig havde det været her? I baggrunden ses Domkirken hen over de tomme byggegrunde i centrum.

 

I vest gik vi en længere tur i nationalparken i det område, der hed Ackeren (der Acker eller Auf dem Acker.) Jeg havde gået der med Lise og børnene for tredive år siden, før området blev nationalpark. Dengang skovede man jævnligt en hektar, så der var smuk udsigt over Harzen. Nu var der ingen udsigt mere, da træerne fik lov at stå, til de faldt af ælde. Det var strengt taget ikke et kønt syn! Hvad værre var, dyrene var også væk, eller i bedste fald gemte de sig mellem de væltede og rådnende træer. I følge parkens brochure var det vildeste, parken kunne byde på, ringdue og skovmår. Tjuren var der ikke mere. Den så vi trods alt for tredive år siden. Jeg havde også så småt håbet på losser, men skovmyrer var det mest ophidsende, vi så. Tjuren må være uddød her. Der var dog et center til genoprettelse af bestanden af både tjur og los. Tjuren er også uddød i Danmark. Det er en 85 centimeter høj hønsefugl, og hannen ligner en dansk urhane. Tyskerne kalder tjurhanen for Auerhahn, mens vore urhøns hedder bjerghøns i Tyskland og de nordiske fjeldryper hedder snehøns. Både schweizerne og danskerne har erkendt, at en vis indblanding i en naturpark giver en højere biodiversitet. En sæter med høslæt eller afgræsning giver flere arter vilde blomster og dermed flere insekter og fugle end en ren naturpark!

Turen var 17 kilometer lang ud og hjem og startede i omkring 800 meters højde og endte i 811 meter på et bjerg ved navn Hanskühnenburg. Her var et tårn med en beværtning. Tredive år tidligere gik vi ind og satte os. Værten spurgte ikke, men satte blot en skål (rustfrit stål) suppe med en pølse, en øl og en dram fora os. Den form for tysk kultur syntes jeg, Edit skulle opleve, men også det havde nationalparken vendt op og ned på. Nu var der spisekort, men stadig kunne man få suppe, pølse, brød og øl og kun det. Ved at kombinere udbuddet, blev der til et helt spisekort.

Mens vi måtte undvære dyrelivet og udsigten, kunne vi stadig iagttage klimaet. Vi var gået ad en sti på læsiden af bjergryggen. På vindsiden var der også en sti, men der var hundekoldt. Fire grader koldere i gennemsnitstemperatur. Vi havde gået i korte ærmer på læsiden af bjergryggen. Det regnede 1600 mm i snit på vindsiden, og stien var ikke passabel uden gummistøvler på grund af mose. Det vidste jeg på forhånd, så vi havde valgt rigtigt, men nogle tyskere fra Dresden havde ikke læst brochuren, og de spurgte os, om vores vej havde været bedre end deres. Det kunne vi bekræfte. Trods den manglende udsigt og det manglende dyre- og fugleliv, var det en pragtfuld tur.

Også her studerede vi geologi. Jeg havde længe undret mig over denne bjergryg, som naturligt kunne havde været en bjergkædefold, men den havde geologisk en helt forkert retning. Bjergryggen var af finkornet kvartssandsten, kvartsit, der ikke spaltede og kun forvitrede fra overfladen. Kvartssandet stammer fra bunden af en forhistorisk kløft fra et fortidigt fastland ud gennem kontinentalsoklen og ned på dybhavets bund. Efterhånden blev soklen med kløften dækket af ler og kalk, som under områdets hævning blev til skifer og kalksten, der var blødere end kvarsitten. Efterhånden fjernede millioner af års erosion alt materiale undtagen kløftens bund af kvarsit. Vi havde altså gået på et hævet fossilt, undersøisk “flodleje,” hvad der forklarede, at bjergryggen ikke flugtede med områdets brudlinjer. Både de skånske åse, Bornholm og Harzen samt områdets talrige andre højderygge har alle samme retning! Sydligere i Tyskland har bjergkæderne en anden retning efter pres fra andre kontinenters nærmen på andre tidspunkter. Se indlægget Ackeren.

På en tur i øst faldt vi over en i både Danmark og Tyskland sjælden plante. Søren Ryge har bestemt den til at være en Blåtoppet Kohvede. Den påkaldte sig vor opmærksomhed ved at havde noget, der lignede blå, hvide og gule blomster på en og samme plante. Det var naturligvis et synsbedrag. Blomsterne var gule og kun gule. Det andet var farvede blade.

Også Harz-turen var særdeles vellykket.

Bent Hansen 24. maj. 2013. Alle fotos fra 2013 undetagen de gamle postkort.
(15) Ny ændret og opdateret udgave.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.