Kun en fjerdedel af Schweiz ligger i Alperne, men alligevel er det Alperne, jeg forbinder Schweiz med. Selv om Europas højeste bjerg ligger i Kaukasus og Mont Blanc i Frankrig i daglig tale omtales som Europas højeste, ligger de mest imponerende i Schweiz. Efter min mening.
Min baggrund
Fra barnsben var jeg fortrolig med Alpernes store bjerge og bjergbestigning. Min mor havde en veninde, der en overgang var forlovet med en schweizer, og det ene år hørte vi, at nu havde både han og hans far været på Mont Blanc og næste år på Eiger. Derfor lagde jeg vel også mærke til, at man i radioen berettede om nedstyrtningsulykker på nogle af de bjerge jeg kendte, som nu for eksempel Eiger. Jeg erindrer specielt en, men det var senere, hvor redningsmandskabet tog med toget og startede redningsaktionen ud fra et af “vinduerne” i tunnelen, hvor passagerer til Jungfraujoch sættes af for at beundre udsigten. Fra “vinduet” var det lettere at undsætte de nødstedte bjergbestigere.
Udsigt fra “vinduet i Eigers nordvæg. Grindelwalds nordlige udkant ses. På sæteren under “vinduet” ses Wengernalpbahn, som vi kørte to dobbeltture på.
Også på Eigers pæne sydside var der et “vindue.” Her ses en gletscher lige udenfor. Så vidt jeg husker, var der glas i “vinduet,” så ingen togpassagerer stod af. Heller ikke her brød jeg mig i øvrigt om at gå tur.
Om disse begivenheder fik min forældre til som pensionister at tage på ferie til Eiger og senere fik mig til som pensionist også at tage til Eiger, ved jeg ikke. Trangen kunne jo have ligget dybt i underbevidstheden?
Da bjergene aldrig var helt fri for skyer, tog vi åbenbart ingen billeder af de store schweiziske bjerge. Heller ikke billeder af de enkelte af de kendte bjerge, har jeg åbenbart. Fra Kleine Scheidegg har jeg dog et foto af Eigers nordvæg. I forgrunden nogle af alle de japanere, der var overalt og altid sprang ind i et fotomotiv, når de kunne komme af sted med det. Fjernere ses et af byen to store hoteller. Bortset fra de to hoteller og banegården, er der ikke andet i Kleine Scheidegg. Stregerne i luften er kabler til Jungfraubahns overledning.
Vi tager til Schweiz
Vi tog i 2012 på en rundtur i Schweiz på et swisscard. I en lille uge var vi i Grindelwald ved foden af Eiger, Uhyret, 3970 meter, Mönch, Munken 4107 meter og Jungfrau, Jomfruen 4158 meter. Fra vor altan på et lille hyggeligt familiehotel havde vi udsigt til Eiger, men den dækkede til dels for de to andre markante bjerge. Til gengæld kunne vi se de små tog på Wengernalpbahn køre op og ned ved hjælp af deres tandhjul mange gange om dagen. Vi så på Eiger som ofte, vi kunne, og den ikke var dækket af skyer. Vejret var ikke det bedste, så vi så aldrig alle tre toppe uden skyer, men vi så dem hver for sig, og da vi var på Jungfrau, var det også skyfrit, men var det ikke det, var vi nok heller ikke taget af sted. Om natten kunne vi se “vinduet” på en af stationerne på Jungfraubahn, for der var lys i vinduerne oppe på bjerget.
Grindelwald og Eiger
Vi besøgte, som vi plejer på sådanne destinationer, byens museum, hvor en hel sal var brugt til udstillinger om bjergbestigning og bjergbestigere. På kirkegården lå ofrene, både de britiske eventyrere og de indfødte bjergførere. Der var dog ikke så mange ofre her som i Zermatt ved foden af Matterhorn.
På kirkegården lå mange ofre for bjergfeberen. Det er let at spørge, hvorfor ofrene dog ikke havde holdt sig til jorden, men det langt sværere at besvare spørgsmålet. De efterladte lagde sjældent skjul på dødsårsagen. Her er det en englænder og hans fører, der blev taget af en lavine i 1882 på Wetterhorn. I følge museet kom familien stadig fra England og lagde blomster på en grav for en engelsk præst, der 1869 faldt ned fra Schreckhorn. Halvandet hundrede år efter!
Eiger er et ganske almindeligt kegleformet bjerg, ikke så højt som Matterhorn og ikke med så stejle sider som Matterhorn, men der var rigtig nok en næsten lodret nordvæg på 1600 meter og vel at mærke de øverste 1600 meter af bjergets 3970 meter. Hældningen er 60 til 70 grader og altså ikke helt lodret. Bjerget består af lerskifer og mergel, der betsår af kalk og ler. Som nordvæg var den også islagt og yderligere var den mør, så man let kunne slå søm i, men de blev ikke altid siddende. Desuden forekommer laviner på nordvæggen. Netop denne nordvæg, på museet kaldet mordvæggen, tiltrak bjergbestigerne.
Udsigt fra vort hotelværelse i Grindelwald. Eiger er for stor til at kunne være på det antal pixels, jeg har til rådighed, men bjerget ligger til venstre. Op ad bjergsiden snor Wengernalpbahn i 800 mm sporvidde sig op til Kleine Scheidegg og derfra ned igen til på den anden side til Lauterbrunnen. Et arbejdstog eller måske et godstog til hotellerne i de bilfrie bjerge holder for en drift køer! Lidt højere oppe kommer et persontog. Banen kører på sigt og ikke i signalafstand skønt der var signaler.
Første bestigning af Eiger
Det første bestigning af nordvæggen blev foretaget i 1938 af en gruppe med deltagelse af Heinrich Harrer, 1912 – 2006, en østrigsk eventyrer, som det tredje rige tog til sig og til dels ødelagde hans renommé. Under et i øvrigt mislykket forsøg på at bestige Nanga Parbat, Dræberbjerget i Pakistan, 8125 meter, brød anden verdenskrig ud, og briterne stod neden for bjerget, da ekspeditionen kom ned. Harer kom derpå i krigsfangelejr i Indien, hvorfra han imidlertid flygtede og endte i det helt lukkede land, Tibet. Det lykkedes Harer at blive venner med den helt unge Dalai Lama, et venskab, der holdt til Harers død. Harer oplevede sammen med Dalai Lama kinesernes erobring af Tibet i 1949 og en del af den efterfølgende brutale undertrykkelse. Harer skrev efterfølgende om sine oplevelser i bogen Syv år i Tibet.
Ikke underligt, at Harer også faldt for dette bjerg i Pakistan, Nanga Parbat 8126 meter, jordens tiende højeste bjerg, men det hurtigst voksende og det bjerg med den største uafbrudte højde, 6½ kilometer fra Indusfloden til toppen og en lodret sydvæg på 4 kilometer. Jeg er her næsten 100 kilometer syd for det, og endnu 50 kilometer fra bjerget kunne det ses, man så kørte vi ind “under” det og kunne ikke de næste 100 kilometer se toppen. Harers bestigning i 1939 mislykkedes og verdenskrigen satte en stopper for yderligere forsøg de næste omkring 15 år.
Nutidens bestigninger af Eiger
Mens Harers gruppe brugte tre dage til turen, tager de hurtigste firemandsgrupper i dag godt fire timer. Enkeltklatrere kan gøre turen på 2 timer og 38 minutter, men i dag fører også over 30 ruter til toppen.
Siden 1930′erne, hvor bestigningsforsøgene begyndte, er 52 bjergbestigere faldet ned på vejen op, og yderligere 16 er døde på vejen ned igen. Af de 68 ofre ligger to endnu et eller andet sted på mordvæggen, fordi de aldrig er blevet fundet.
Området højeste tinde er en af de to, vi ser her. Formentlig den højeste til højre i skyerne, men jeg er ikke helt sikker. Billederne er taget fra kirkegården i Grindelwald. Navnet er Finsteraarhorn, 4277 meter. Finster lyder ikke, som om bjerget er et rart bjerg?
Bent Hansen 15. maj 2013. Alle fotos er fra 2012, hvor intet andet er opgivet.
(10) Ny opdateret udgave.
Pingback: Rejser i 2012 | Bents bane