Hvorfor uddøde dinosaurerne?

Indledning
Flere museer, tv-udsendelser, skriftlige fremstillinger (bøger, aviser) og plancher ved aktuelle geologiske lokaliteter har et bud på, hvorfor dinosaurerne uddøde. Det undrer mig, at jeg mange steder finder et nedslag af en asteroide angivet som årsag.

I en del år var denne forklaring også gængs, hvad dinosaurernes uddøen angår, men det er også en del år siden, at selv ophavsmanden til teorien har erkendt, at teorien nok ikke holder. Han prøvede nemlig med et nedslag af en meteorsværm, da hans asteroideteori kom i modvind, men også denne nye forbedrede teori er tvivlsom, selv om den stadig har sine tilhængere.

Lad os se på
∙ dinosaurernes og mange andre dyregruppes uddøen
∙ hvorfor asteroiden næppe kan være årsagen
∙ hvad der så tog så livet af dinosaurerne.

Masseuddøen
Jorden ældste historie er inddelt i en række tidsrum: Eoner, Æraer, Perioder, Epoker osv., der hver for sig er kendetegnet ved tidsrummets mest almindelige forstening, en ledeforstening. De gamle geologer havde dog ikke de problemer. Bibelen udtalte sig helt klart om, hvordan jorden, plante- og dyrelivet og vi selv var skabt og, hvornår det var sket. Forstenede rester af fortidige dyr forklaredes af pavens “geologer,” som naturens luner og kaldtes tordensten. At disse kunne ligne snegle og muslinger til forveksling forklarede man senere med Syndfloden, der havde overskyllet verden. I 1800-tallet kom Darwin med en anden forklaring, evolution og naturlig udvælgelse og nogen lunde samtidig kunne man begynde at inddele jorden historie i tidsrum efter de i et tidsrum hyppigst forekomne forsteninger. Kendte perioder som Kambrium bestemtes af karakteristiske fossiler som trilobitter. Ordovicium senere af en bestemt skalbærende blæksprutte og Jura og Kridt af de store dinosaurier.

Jordens og livets historie rummer beretninger om, at individer og hele arter gik til grunde, uddøde og afløstes af andre, nye arter, i øvrigt en kende mere udviklede. Den masseuddøen, der tog livet af dinosaurerne samt 75 % af alle arter på jorden, kaldes KT efter overgangen mellem Kridt og Tertiær, og den indtraf for 65 millioner år siden. I dag burde den hedde Kridt – Palæogen-grænsen, KPg, men den bliver nok svær at omdøbe. Den er den foreløbig sidste af i alt seks store masseuddøener.

Den største masseuddøen skete på grænsen mellem Perm og Trias for 350 millioner år siden. PT kaldes den, og samtidig der var samtidig tale om overgangen mellem jordens oldtid og jordens middelalder. 90 – 95 % af samtlige arter på jorden uddøde.

Den første kendte masseuddøen var den store iltkatastrofe GOE, der tog livet af alle væsener, der brugte andre forbindelser end ilt til at dække deres energibehov. I begyndelsen udvikledes encellede væsener uden kerne, men over et par milliarder af år fik de kerne og specialiserede sig, og nogle celler tiltog sig den ret at æde andre og et sandt “våbenkapløb” i form af skjolde og nedgravning startede. Nogle celler begyndte ved sollysets hjælp at spalte kultveilte i kulstof og ilt, hvor sidstnævnte blev frigivet til havet og luften. Siden har vi kaldt disse væsener for planter. Da mængderne af fri ilt var tilstrækkelig store, uddøde så godt som alt liv, idet ilt var et giftstof. På de midtoceaniske rygge finder man dog stadig væsener, der får deres energi fra vulkanske udfældninger af blandt andet svovlforbindelser.

Hvorfor var asteroiden ikke årsagen?
Et nedslag på jorden af et himmellegeme kan sagtens forvolde voldsomme skader på plante- og dyrelivet på jorden. Sådanne nedslag sker fra tid til anden. Flere kratre rundt om i Verden minder om sådanne nedslag, og månen er fuld af dem. Ikke bare det direkte ramte dyre- og planteliv går til grunde, men nedslaget rejser en støvsky, der forhindrer solens lys i at nå ned til jorden. Selv når støvet lægger sig, vil planterne være dækket at støv Når der ikke er planteliv, går planteæderne også til grunde, og når kødæderne har fortæret ådslerne, gik de også til grunde.

Imidlertid mener man i dag, at asteroiden, der i øvrigt faldt ned ved Yucatanhalvøen i Mexico, ikke var stor nok til at forårsage en sådan omfattende masseuddøen. Støvskyen ville havde lagt sig i løbet af et års tid? Og nok så væsentligt, er der ikke forbindelse mellem luftstrømmene i de forskellige vindbælter rundt om jorden. Uden at vide, om Yucatan for 65 millioner år siden placeret på jorden, skulle støvet meget højt op i atmosfæren, hvis det skulle ud over det vindbælte, hvor nedslaget skete. Altså skaderne var begænsede til et bælte rundt om jorden.

Et meteorsværm, ville naturligvis kunne rejse mere støv, men hvorfor er der kun fundet ét nedsalgskrater?

Grænsen mellem Kridt og Palæogen på Stevns er synlig. I perioden er der afsat fiskeler med et vist indhold af grundstoffet Iridium. Dette er taget som bevis for meteornedslaget, idet man ikke mente, at der dannedes Iridium på jorden. Det er nu konstateret, at de store vulkaner på Hawai danner Iridium. Og netop udbrud fra vulkaner kan krydse vindbælterne og havne på Stevns Klint.

Endnu et springende punkt er der. Det var i øvrigt de første indvendinger, der fremførtes mod meteorteorien. De 65 millioner år passer ikke med dinosaurernes uddøen, der skete over flere millioner år. Dinosaurernes uddøen begyndte allerede tre millioner år før meteornedslaget, og de fortsatte muligvis med at uddø flere millioner år efter nedslaget. Dinosaurerne uddøde i øvrigt sammen med Belemitter, kendte for deres vættelys, Ammoritter og kæmpemuslinger, mens beslægtede grupper som Søpindsvin, Søliljer og Søstjerner fortsatte.

Hvad er så forklaringen?
Vi har netop berørt forklaringen. Vulkansk aktivitet kunne forklare Iridium-nedfald i Danmark, så nu er spørgsmålet, var der vulkansk aktivitet et eller andet sted i Verden for omkring 65 millioner siden, der kunne være forklaringen for den helt åbenbare masseuddøen?

Kontinenter dannes ved sammenstød mellem mindre kontinenter og ved massive vulkanske udbrud. Island er et godt eksempel på det sidste, mens Europa er opstået ved det ene sammenstød mellem kontinenterne efter det andet.

For at danne massive landområder, må vulkanudbruddene have været voldsomme. Netop omkring dinosauriernes uddøen skete der massive vulkanudbrud i Indien i Deccans Højland kaldet Deccan Traps.

Udbruddene her har formørket jorden i en halv snes millioner år, hvorved de indvendinger, der er gjort ved meteornedslaget ikke kan gøres her. Selv udbruddet varighed angives fra ½ million år til ni millioner år.

Der er naturligvis forskere, der også eller i stedet peger på vulkanudbrud andre steder i verden.

Holder forklaringen?
Der er efterhånden fundet seks årsager til masseuddøen. Det er ikke umuligt, at man bør inddrage flere årsager til en masseuddøen, og endnu er der ikke forklaring på alle de kendte masseuddøener i verden, lige som de, der kan forklares, stadig er omstridte, hvad forklaringen angår. Vulkanudbrud er en af forklaringerne, og to af de største masseuddøener kædes sammen med massive vulkanudbrud. Nedisninger er en anden forklaring, der har helt givet har forårsaget masseuddøen, men denne forklaring kan ikke bruges her.

Jeg er amatør og ved selvfølgelig ikke noget, før jeg får argumenter, der holder vand, men meteorteorien som forklaring på dinosaurernes uddøen har jeg i øjeblikket svært ved at sluge.

Fremtiden?
Kunne det ske igen? Altså masseuddøen, meteornedslag, heftige vulkanudbrud, nye istider. Givet er det, at jorden med 4,6 milliarder år bag sig ikke holder evigt. Solen heller ikke. Universet har godt 13 milliarder år bag sig, men viser stadig tegn på livskraft. Desværre kan vi ikke på nuværende tidspunkt gøre noget ved naturlovene, men vi kan se til, at vi selv ved vores til tider uhæmmede fremfærd ikke bliver en trussel mod os selv. Mig bekendt har vi teknologien til en ny masseuddøen, men også evnen og viljen til ikke at lade det ske.

Vores foto. 1962. Foto: Hans Kristian Hansen.

Min første dinosaur så jeg som ung på Naturhistorisk Museum i Brüssel i 1962. Her har man 30 skeletter af tolv meter høje (lange) planteædende dinosaurer, Iguanodon fundet i en kulmine først i 1880érne. Dinosaurerne er 130 millioner år gamle. Æraen er Mesozoikum, der er jordens Middelalder. Perioden er Kridt, endda Ældre Kridt, og Epoken er Wealdien.

Min næste dinosaurier opsøgte jeg i London i 1981, hvor jeg endnu var ung. Vi er i den store hal lige ved hovedindgangen på det britiske naturhistoriske museum. Formentlig så jeg ikke andet for entreen, da resten af museet ville tage mindst resten af dagen, og jeg havde også valgt det nærliggende historiske museum, hvor jeg ville se den ægyptiske samling og så lige frisen fra Akropolis på vejen ud. Jeg skulle på to dage også nå det tekniske museums jernbaneafdeling samt et kunstmuseum efter fruens ønske. I øvrigt mener jeg, at der i hallen her på billedet nu er møbleret om, og nogle af skeletterne eller alle er taget ned?

Sort hvidt billede af Næsehornsøglen eller Trihorn eller Trihornosaurus, som den kaldtes dengang. Mellem benene ses en model af dyret i formindsket udgave. I dag bruges navnet Triceratops. Eksemplaret her er fra Nordamerika fra sidste del af kridttiden for 70 til 65 millioner år siden, så denne art deltog, da dinosaurerne uddøde. Der var mange arter i familien, som var udbredte også i Asien. Længden er 9 meter, højden 3 meter og vægten 6 ton. Den var planteæder, men godt beskyttet mod de store rovøgler. Foto fra 1981.

Til venstre såmænd en kopi af en Iguanodon fra Belgien og ved siden af endnu en planteæder fra Nordamerika, en Tordenøgle eller en Brontosaurus. Den vejede over 40 ton og var op til 30 meter lang og kunne løfte hovedet 10 meter. I min ungdom mente man, at den slet ikke kunne bære sin egen vægt, men måtte holde til i vand, og derfor kaldtes den også sumpøgle. Den er fra Jura og for længst uddød, da Kridttiden oprandt. Kilde: Formentlig et postkort.

På et tidspunkt så jeg en udstilling i udlandet om dinosaurer. Nogle af dyrene havde antydning af fjer, så udstillingen var ret moderne, men der lå også et afpillet kranie af en Triceratops på udstillingen, hvor små muselignende pattedyr legede gemme i øjenhulerne mv. Det antydedes både her og i datidens bøger, at det var pattedyrene, de små mus, der tog livet af dinosaurerne, idet de simpelt hen åd deres æg. Dinosaurerne havde nemlig ingen ynglepleje. Det varede dog ikke ret længe, før forskerne fandt dinosaurusreder, hvor det fremgik, at moderen passede på reden! Så faldt den teori. En anden teori fra min ungdom var, at dinosaurerne simpelthen var vokset ind i himlen. Deres udvikling havde specialiseret dem i en sådan grad, at selv små ændringer i livsvilkårene tog livet af dem. Så manglede man bare at finde de små ændringer!

Fodaftrykket af Iguanodon på Pomormuseet i Barentburg. Indirekte var det skyld i at vi kom tæt på hvidhvalen. Det var vel omkring 75 centimeter langt.

Igen gik der en rum tid, inden jeg så den næste dinosaurer. I mellemtiden gik dyregruppen sin sejrsgang i børnefaglitteraturen og i biografverdenen. Jeg var i 2008 havnet i Barentsburg på Svalbard og havde valget mellem et russisk folkloreshow og Pomormuseet, hvor der var et fodaftryk af en Iguanodon. Sporet var omkring 75 centimeter langt. Vi regnede med hurtigt at se vidunderet og komme tilbage til folkedansen, men her var der spiritus i salen, så russerne var etnisk udrensede og stod uden for døren og hamrede på den, så ingen lukkede op, de vi høfligt bankede på. I stedet så vi så i havnen på ganske tæt hold en hvidhval.

Jeg havde i 2011 kreeret en tematur, hvor temaet var jura og jættehøns. Vi tog til Skåne. Jura er den midterste tidsperiode i jorden middelalder 200 – 146 millioner år før nu. Sådan ca. Tidsgrænserne flyttes jævnligt i takt med videnskabens landvindinger. Dinosaurerne var førende på jorden i dyreriget, og fuglene udviklede sig fra dem. Mange dinosaurer gik på bagbenene og havde tre tæer, så deres fodspor lignede fuglefodspor, for eksempel som dem, høns sætter. Da mange dinosaurer var store, blev sporene også store. Da man i Skåne fandt disse kæmpe ”fuglefodspor” i kulminerne, og man ikke kendte ophavet, døbte folkeviddet afsætterne jættehøns. Jætte er på svensk noget stort. Der er ingen detaljer, da “museet” i Valåkra syd øst for Helsingborg ikke er et geologisk museum, men en stentøjsvirksomhed!

I den skånske by Bjuv var der et lille lokalmuseum, der også havde en lille geologisk samling af ting fundet i minen med jurakul, der i sin tid var i drift i byen. Her ses en udskåret plade med en fodspor af en tretået dinosaurer. Sporet var vel mellem tyve og tredive centimeter. Foran et stykke forkilset træ også fra minen og bagved en plade med aftryk af kogle skæl? Det var ikke lige den forstening, jeg hæftede mig ved. For oven til højre en hjørne af et kulstykke med aftryk af bregneblade. Foto fra 2011. Vi besøgte også Åstorp nord herfor, men da var museet ikke åbnet, så vi så ikke deres fodspor her, og for nylig var deres affaldssynge blevet indhegnet, da der er penge i den i form af forsteninger. Vi kunne således ikke komme til selv at lede efter fortiden.

Museet i Bjuv udstillede også en gammel tegning af, hvordan man mente, indehaveren af fodsporet havde set ud, men man kaldte blot kræene for tretåede dinusaurer. Et eller andet sted har jeg senere læst, at arten skulle være grallator.

På museet i Höganäs nord for Helsingborg var der i Gustav Adolfs Mine fundet flere fodspor. Her var sporene henved 30 centimeter, men stadig af grallator, der i mange år udelukkende kendtes fra fodspor, såkaldte sporfossiler. Dyrene var i sin tid løbet ud over en sø, der var helt fyldt op med træ- og plantematerialer, der blev til kul, men lige på det aktuelle tidspunkt dækket af et lerlag, som dyrene satte sporene i. Senere dækkedes kul og ler af yderligere lag, som hævedes og sænkedes efter jordens luner. Isen høvlede af foroven, så kullaget blev tilgængelig, og da man så gravede minegangene, opdagede vakse arbejdere sporene i minens tag.

I Höganäs havde man fremstillet i diorama med en model af dyret. Grallatorgruppen var rovdiosaurer, der var udbredte over hele verden og levede fra sen Trias til tidlig Jura. I Höganäs er de helt givet fra tidlig Jura. Vægten skulle have været 450 kg og højden 4 meter. Hvorfra man ved, at dens udseende lignede giraffens, foreligger der ingen forklaring på. De svenske væsener var nogle af de tidligste eksemplarer af dinosaurerne, og de døde en naturlig død længe inden vulkanudbrud eller himmellegemenedslag. Der var dengang landfast over i hvert fald Bornholm mellem Skåne og Sydengland, men hav over Danmark helt til Neogen, så i hvert fald på Bornholm skulle væsenerne have færdedes? Det er bare et gå ud at lede; der kunne være fodspor, tænder, knogler der også? Hvem ved? Jurakul fandtes også på Bornholm, men lidt tidligere, så måske er minarbejderne i de bornholmske kulminer lovlig undskyldte, for at de ikke har fundet noget.

Et foto af den på Møn udstillede mossosaurer fik jeg ikke noget foto af, da jeg ikke orkede at vente på, at børnehaver blev færdig med at diskutere farligheden. Du kan google den selv. Et foto af fiskeleret på Stevns på overgangen mellem Kridt og Palæogen har jeg et eller andet sted, og hvis jeg finder det og husker det, sættes det ind her.

En privat, politisk radiostation, den der med vold og magt skulle overtage P2, har en serie i sommeren 2018 – jeg hører aldrig den station, men der er vist tale em en podcast, der hedder Den sjette Masseuddøen. Den forklaring min avis giver på titlen, som sikkert stammer fra udsendelsen selv, ligner ikke forklaringerne her, Men det skal jeg ikke blande mig i. Det er op til dig, hvem du vil tro.

Bent Hansen. 26 juli 2018.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Geologi. Bogmærk permalinket.