Harzen. Ud i hjørnerne

Indledning

Mit forhold til Harzen
Hvordan Harzen afgrænses geografisk, geologisk eller turistøkonomisk, tør jeg ikke udtale mig om. Litteraturen beskæftiger sig også med stedsangivelsen Harzforlandet, men om dette ligger både langs Harzens nordrand og sydrand, ved jeg heller ikke. Indlægget her handler om lokaliteter beliggende op mod Harzen nord, øst og syd for bjergmassivet Harzen i et område, jeg kalder Harzforlandet.

I øvrigt kalder vi i Danmark bjergområdet for Harzen, hvilket er den bestemte form af ordet. Tyskerne kalder området for der Harz, hvilket også gramattisk er bestemt form og betyder harpiksen.

Jeg havde efterhånden besøgt Harzen i Nordtyskland mere en 10 gange og tilsammen i mere end tre måneder. Min seneste tur på 14 dage skulle være en opsamling af det, jeg gerne ville se, men endnu ikke havde nået. Det var navnlig Sydøstharzen, hvor der var ”hvide” pletter. Som man kan sige sig selv, efterlod opsamlingen naturligvis nye ”hængepartier.”

Da det kneb med seværdigheder med stjerner i Sydøstharzen, og da

nogle af de, der var, tog ikke imod besøg af den ene eller den anden grund, brugte vi derfor opholdet til at komme helt ud i hjørnerne. Vi kiggede på komponister, folkesagn og anden lokalhistorie og natur herunder geologi. Denne sidste var også problematisk. Jeg havde nogle brochurer at køre efter, og selv om der var gebyr på brochurerne, der kunne have løbet op i 50 kroner, hvis jeg ville købe hele serien, og ellers turistbureauerne havde insisteret på at tage imod betaling, men som en leder af et ung i arbejde-projekt fortalte mig langt ude naturen: ”Nej, den besigtigelse kan du godt opgive, indtil jeg og mit hold har fået ryddet stien og navnlig fået genetableret vandafledningen.”

Ikke desto mindre var det en pragtfuld tur, for ude i hjørnerne af Harzen var der skønne steder.

Harzen dannes
For til bunds at forstå nogle af de geologiske seværdigheder, vi så, er det nødvendigt at starte om ikke ved begyndelsen, så dog med Europas geologiske udvikling, idet denne hænger sammen med Harzens udvikling. I korte træk kan vi starte ved slutningen af Prækambrium for 542 millioner år siden. Da var Europa kun det lille fastland, Baltika, der omfattede Skandinavien herunder Danmark samt områderne over til Ural helt ned til Det kaspiske Hav. Dette fastland mistede senere områderne syd for Sorgenfrei-Tornquistzonen gennem Skåne, men voksede gennem sammenstød med andre kontinenter som Nordamerika, en stump af Sydamerika, der i øvrigt blev hængende samt Afrika, som det unge Europa stødte samme med flere gange. Hver gang rejste der sig bjergkæder i sammenstødszonerne, og Europa forstod at holde på tilvæksten og voksede sig større og større.

I jorden Oldtid stødte Baltika, sammen med Nordamerika i vest og sammen med Afrika i syd. Ved begge sammenstød dannedes høje bjergkæder. I vest Den kaledoniske Foldekæde og i syd Den hercyniske Foldekæde, der blandt andet omfattede Harzen.

Allerede under bjergkædernes opfoldning begyndte nedbrydningen, og Harzen med omgivne bjergkæder forsvandt i løbet af de næste 100 millioner år igen under havoverfladen.

Det nordtyske Bassin
Mens Baltika endnu havde grænse ved Syddanmark, var der hav syd for grænsen. Her aflejredes lag på lag af nedbrudsprodukter fra bjergkæderne samt i perioder, hvor havdybden og forholdene i øvrigt passede, kilometer tykke lag af kalk efter nedsunkne skaller af dyr fra havoverfladen. Egnen havde også en række særlige havaflejringer, der har spillet en stor rolle. I perioden Perm, 299 – 251 millioner år før nu, den sidste periode i jordens oldtid var området på vej nordpå og havde passeret ækvator og lå nu, hvor Sahara ligger i dag. Det betød et varmt og tørt klima, og havet, der var lavvandet, tørrede simpelthen ud. Der var dengang tale om to bassiner, Det danske Bassin, der lå hen over Danmark nord for Ringkøbing – Fyn Højderyggen og det noget større Nordtyske Bassin, der lå sydfor og strakte sig ned til positioner syd for Harzen. Ikke nok med at havet tørrede ud, men en halv snes gange trængte havet over barrieren, der lå ud for Norges vestkyst, men hver indtrængende dråbe havvand tørrede ud igen. Havets indhold af salte blev liggende på bassinets bund, og det blev efterhånden til kilometer tykke lag. Hovedparten af havets salte var kogesalt, men også kalisalt, gips, anhydrit og kobber- og jernholdige salte blandet med ler aflejredes.

Op gennem jordens Middelalder var området stadig hav, eller måske snarere igen hav, men saltene i det nordtyske Bassin var dækket af aflejringer af sand, ler og kalk alt efter den aktuelle havdybde. Salt er imidlertid et dårligt underlag for de overligger aflejringer. Salt bliver plastisk under stort tryk, og hvor der var en revne i de overliggende lag havde saltet en tendens til at trænge op gennem sprækken som en salthorst. Rund eller aflang efter sprækken form. De allerfleste af sprækkerne havde deres rod i Afrikas bevægelse frem mod det stadig unge Europa, så horstene har alle samme længderetning som Harzens brudlinjer også har, og som Ringkøbing – Fyn Højderyggen, Bornholms brudlinjer og De skånske Åse også har!

Harzen hæves igen
Afrika nærmede sig igen sydfra og pressede på Europa. Bjergkæder rejste sig igen langs kollissionszonen, men også nord herfor medførte kollisionen at områder hævedes langs lodrette brudlinjer. Bjergkæden, der tidligere havde ligget omkring Harzen, havde tvunget området ned, men nu da bjergene var borte, var der ubalance i jordoverfladen, så det nuværende Harzen hævede sig. Et sådant hævet område afgrænset af lodrette brudlinjer kaldes en Horst.

Langs brudzonen på siden af Horsten blev de tilstødende lag trukket med og rejst op på højkant. Igen fjernede vind og vejr samt istider lagene, dog således at mere modstandsdygtige lag stod tilbage, mens blødere lag måtte vige.

Det var disse geologiske seværdigheder, som naturkræfter havde bragt frem i dagens lys, vi valfartede til. Det gælder Teufelsmauer i Nordøstharzen, Kobberskiferzonen i Sydøstharzen, og salthorstene, Kyfhaüser i sydøst og Salzgitter Højderyggen i nordvest samt lidt småting, der endnu ikke helt er faldet på plads for mig i den store geologiske oversigt.

Teufelsmauer

I min version, der er én af mange, fortæller sagnet, at da kristendommen og kirkeklokkerne kom for tæt på Harzen, hvor Djævlen residerede på Bloksbjerg, gjorde han en aftale med Vorherre, om at han måtte bygge en mur uden om Harzen. Han havde dog kun tid til morgengry eller rettere tid til, når hanen galede. Nu gik det hverken bedre eller værre, end at en bondekone med høns i en sæk på vej til marked mødte Djævelen under byggeriet. Hun blev så bange ved synet, at hun smed sækken og løb sin vej. Hønsene løb naturligvis ud af sækken. En af dem var en hane, og den galede naturligvis straks efter, at den var sluppet fri. Djævelen blev så rasende over at skulle afbryde byggeriet, at han ødelagde det, han havde fået bygget. Det er resterne af hans byggeri, du ser som Teufelsmauer i området nord for Harzen mellem Blankenburg og Ballenstedt over ikke mindre end 20 kilometer.

”Muren” er af sandsten med lidt kalk og ler iblandet, og gennemtrængt af kiselsyre, så sandstenen nærmest har karakter af kvarsit. Højden er op til 50 meter over det omliggende land. Istiden har været hård ved ”muren,” men helt at fjerne den var det ikke muligt for isen.

Taufelsmauer skylder Harzen sin eksistens. Bjergkæden Harzen dannedes for 320 til 300 millioner år siden under den del af den hercyniske foldning, der i Tyskland kaldes den variske foldning. Den foregik i Carbon i første del af Øvre Carbon. Derefter tog naturkræfterne fat og nedbrød Harzen igen. Fra Øvre Jura nærmede Afrika sig igen og pressede på området, hvor Harzen havde ligget, og området hævede sig nu igen langs lodrette brudlinjer. Hævningen strakte sig langt op i Kridttiden, hvor det efterhånden var Alperne, der foldedes. Formentlig hævedes Harzen fem kilometer lodret, men hævningen gik så langsomt, at nedbrydningen næsten holdt trit med hævningen. Harzen hæver sig i dag adskillige hundrede meter over den omliggende land. Brocken er godt nok over 1000 meter, men den er af vulkansk oprindelse. Under hævningen blev lagene på begge sider af brudlinjen revet med og rejst op til lodret. For Teufelsmauers vedkommende var det sandaflejringer fra Yngre Kridt, der strakte sig fra 100 millioner år til 66 millioner år før nu, der over en 2 millioner år lang periode rejste sig. Nærmere betegnet er vi på etagen Santonium der aflejredes omkring 84 millioner år før nu. Ikke alle dele af Teufelsmauer er dog af samme alder.

Ved landsbyen Timmenrode ligger denne Teufelmauerformation, der egentlig hedder Tre Tinder sikkert inspireret af et langt højere bjerg i Dolomitterne i Norditalien. I folkemunde kaldes det efterhånden for Hamborg Byvåben. Foto fra 2006.

Udsigt fra plateauet omkring Hamborgs Byvåben, hvis østligste tinde ses til venstre. Man fornemmer, at sandstenen ikke i hele bredden er lige hård. Den glatte overflade skyldes sikkert både is og talrige besøgendes fødder. Højden er 252 meter over havoverfladen. Den højeste tinde måler 40 meter over plateauet, og set nede fra Harzforlandet er formationen 90 meter høj. Derfor er udsigten her mod nord heller ikke dårlig.

Sydvest for Quidlingburg ved Weddersleben findes også et markant Teufelsmauerparti. Nærmest P-ladsen nær Bodeflodens krydsning af muren findes der større rester, mens der lægere vestpå dels er en lavning af ukendt oprindelse samt herefter et parti uden større murrester. Graver man muldjorden bort, vil man se lodretstillede lag både unde muren og også til venstre og højrefor muren. Lagene under muren har bare været mere modstandsdygtige over for istider og andre nedbrydende naturkræfter. Foto fra 2006.

Nærmere p-pladsen var der massive murrester. Det røde klæde skyldes nogle reklamefilmoptagelser. 2006.

På vejen tilbage til p-pladsen valgte vi at gå neden for muren på nordsiden, hvor sliddet havde været størst. Murens lodrette højde her var nok den dobbelte af højden langs stien på sydsiden. 2006.

Flere steder var der vinduer i muren. Desuden satte vi os på en bænk og nød naturen. Flere arter af rovfugle optrådte her for os. 2006.

De beskrevne geologiske processer betyder, at man teoretisk ved at gå få kilometer hen over de lodretstillede lag, hvis man ellers kunne fjerne istidslagene, kunne gå hen over jordens geologiske historie gennem fire hundrede millioner år!

Kobberskiferfeltet

De interessante mineraler, kobberskiferen aflejredes i Det nordtyske Bassin som beskrevet i afsnittet om Teufelsmauer. Kobberskifer findes både øst for Harzen i Mansfelder Land og langs Østharzens sydrand. Laget er ikke tykt. Mange steder kun omkring 30 centimeter. Tilmed er kobberindholdet ringe, ned til 3 %, men kobber var en betingelse for at fremstille bronze, og da det lå i jordoverfladen, tog man det lige fra Bronzealderens start. Det blev man ved med, også selv om der op gennem tiden skulle graves dybere og dybere.

Det var hævningen af Harzen, der bragt kobberskiferen op til jordoverfladen langs Harzens sydrand. Her lå der den ene mine ved siden af den anden. I Middelalderen var der allerede bjergværksfolk i sving i kilometer lange minegange. Blandt anden Martin Luthers far. Tysklands første vandhjul var i sving her, og senere Tysklands første dampmaskine. En lang vandafledningsstolle fra minegangene langs Harzen til floden Gonne, der løber gennem Sangerhausen, var også etableret. Af de længerelevende miner var Röringsskakt i Wetterrode nord for Sangerhausen og den endnu større Thomas Münzer Skakt også nord for Sangerhausen.

Det er kun i en smalt område kobberskiferen står lodret, og sine steder er det lodrette lag eroderet væk, så kobberskiferen hælder omkring 30 grader. Sydligere træffes i en boring i jordoverfladen Bundsandstein fra Nedre Trias. I omkring 100 meters dybde træffes Gips og Anhydrit. Derpå følger Stinkskifer, der i virkeligheden er kalk med organiske materialer, der ved kontakt med luft genoptager forrådnelsen. I 163 meters dybde følger så Kobberskiferen fra Perms Mellem Zechstein. Underneden følger Rotliegendes stadig fra Perm.

Øst for Harzen i Det Thyringske Bækken er der en stor fold, en saddel og et trug. Her er kobberskiferen også kommet frem til jordoverfladen, så der her ikke bare ligger skakter, men også smelteværker med videre.

Minerne var i drift både under Det tredje Rige og mens området var en del af DDR. Forekomsterne her var de nævnte staters eneste måde af skaffe sig kobber på, når man nu ikke kunne købe det på Verdensmarkedet. Først med murens fald blev det muligt at købe kobber, og så lukkedes de yderst urentable kobberminer med den tilhørende urentable kobberproduktion.

På Mansfelder Museum i Hettstedt får du et lille indtryk af minedriften samt meget andet. Röringsskakten skulle kunne besøges, men den var lukket for renovering i et helt år, uden at hjemmeside nævnede det med et pip. Nordvest herfor ligger de gamle middelalderminer, hvortil der er gratis adgang, og disse miner blev besøgt og studeret.

Middelaldermine – et hul i jorden. De findes overalt i skoven og er ikke til at kende fra jordfaldshuller, bortset fra at sidstnævnte ikke efterlader sig affaldsbjerge. Man er næppe færdige med at registrere alle brudsteder lige fra Bronzealderen. Foto fra 2012.

En lidt mere avanceret fortidig mine. Her er der bygget op med stensætning omkring nedgangen til skakter og stoller. Det hele er hegnet ind, men andre steder var nedgangene til at gå ned i – de første par meter. Desuden havde man rekonstrueret et vandhjul og en vejrovn, en middelalderlig indretning til frisklufttilførsel til en mine. Et bål antændt over en skakt sugede ilt til forbrændingen nede fra gangsystemet, der så nødvendigvis må have haft andre indgange også. 2012.

Det midlertidigt på grund af istandsættelse lukkede Röringsskakt. Den var endnu i drift i DDR-tiden. Man kan kommer derned, og der findes en stor udendørsudstilling af minetog og andet mineudstyr. 2012.

Hovedgaden i Sangerhausen. For enden af gaden Halde Hohe Linde. En halde er et affaldsbjerg. Hohe Linde dækker 13 hektar, er næsten 150 meter højt og vejer 20 millioner tons. Affaldet var bjerg og slagger fra en af Mansfelder Lands mange kobberminer. Bjerg er den værdiløse klippe, der omgiver malmen, man graver efter. Halden er kastet op i sidste halvdel af 1900-tallet. Brydningen sluttede først 1990 kort efter Tysklands genforening. Halden er en ud af fem i den størrelse, men der ligger et par tusinde mindre halder rundt om i området. Mange er fra Middelalderen. De aller fleste er registreret, men det samme gælder ikke kobbermineskakterne, hvor man stadig kan finde nye, hidtil ukendte fra Middelalderen. 2012.

Tysklands første dampmaskine fra 1785. Her ses kedlen på Mansfelder Museum i Hettstedt. Det var naturligvis kun en kopi, men den kunne køre elektrisk, hvis man betalte for det. Det var museumsinspektøren selv, der viste den frem. Han trængte åbenbart til en pause, så han viste og fortalte, og den entre, vi havde betalt for at se maskinen, stod slet ikke i forhold til hans timeløn. Cylinderen har vi åbenbart ikke fotograferet, men jeg husker den som beklædt med træ holdt på plads af bånd. 2012.

Kyffhäuser

Dette bjergmassiv 12,5 kilomter langt og 5,5 kilometer bredt med en højde på op til 473,6 meter over havoverfladen er en del af den variske foldekæde og derfor nedbrudt igen. Når en lille del af den er hævet igen, skyldes det saltet i undergrunden kombineret med spækker i undergrunden og pres for Afrika. Horsten ligger da også parallelt med Harzen, Bornholm og De skånske Åse.

Første mål her var en hule, Barbarossahulen der ligger i aflejringer fra Zechstein i Perm (250 millioner år før nu.) Hævningen er som Harzen sket i Kridt. Hulen opdagedes 1865 under søgning efter kobberskifer. Den dækker 13000 m² og er 1100 meter lang, hvoraf de 600 meter er tilgængelige. Hulen ligger i Gips, og der ses også linser af Alabast samt gips optrædende som klart og gennemsigtigt Marieglas. Gad vide, om der ikke også var Anhydrit, der er gips, der har afgivet sit vandindhold. Foruden denne gipshule, var der i området tilgængelige huler i kalk, i salt, anhydrit og i Gips. Det var tilfældigt, at vi valgte gipsen, for historien om Det tyske Kejserrige kunne vi godt undvære. Dette rige og efterfølgeren (Det tredje Rige) har vi i Danmark aldrig haft glæde af.

Et større besøg i Kyffhäuser var planlagt, men vi nåede kun Barbarossahulen og det store mindesmærke for kejser Frederik Barbarossa. Det var imidlertid til reparation, så vi gik ikke derhen. Frederik Rødskæg (Barbarossa) spiller her nogenlunde den samme rolle for Tyskland som Holger Danske hos os. Frederik den Første med tilnavnet Barbarossa levede 1122 – 1190 og var konge i Tyskland fra 1152 og kejser fra 1155.

De første tyske kejsere holdt til i egnen omkrig Harzen, hvor de havde deres borge. De boede ikke fast noget sted, men vandrede mellem borgene og administrerede derfra. Vi kiggede på borgen i Goslar, samt på Henrik Löwes borg i Braunschweig, som aldrig har været i kejserens besiddelse.  Øst for Kyffhäuser lå borgen Tilleda, der dog nu kun var en ruin, men heller ikke her nåede vi hen. Disse borge kaldtes mig bekendt for Pfalz. Rundt om Harzen lå en halv snes Kejserpfalzer.

Kæmpemaleriet fra bondeopstanden efter Reformationen, som navnlig DDR dyrkede, (Thomas Münzer,) nåede vi heller ikke. Vi skulle nok have sat en hel dag af til området.

Kyffhäusers højeste punkt med en borgruin og Barbarossas kæmpe mindesmærke. Når dette syner stor herfra, var det fordi det var pakket ind i stilladser med plast om.Vi er på ned fra Harzen og ser hen over byen Roβla, som vi også besøgte og beså kirke og slot. 2012.

Med en lidt anden fotoretning  ses ikke den højeste del af Kyffhäusergebirge, men den lille bys slotstårn og kirketårn. På slottet tog den tyske enkekejserinde, Hermine, enken efter kejser Wilhelm II ophold uden flugt fra de fremrykkende russere i 1945. Byen her var befriet af amerikanerne, men de måtte afgive den igen til russerne, der så internerede enkekejserinden, der døde et par år senere. 2012.

Det faldt mig lidt svært at fotografere i hulen, og navnlig er det svært både på billederne og i virkeligheden at lokaliserer vandoverfladerne. Hvorfor gipsen her er lagdelt og hvorfor den er bølget har geologerne ingen forklaring på. 2012.

I samme strøg sås lidt længere nede en linse af Alabast. Det er den hvide plet. Alabast mødte vi også i klippevægge i fri luft. Alabast er også Gips omend det må været omdannet. Der er to forskellige udgaver, nemlig metallet Kalcium med syrerest efter Kulsyre eller efter Svovlsyre. Hvilken alabast, der findes her, aner jeg ikke, og jeg ved heller ikke, hvilken ægypterne var så glade for og brugte til kunstgenstande. 2012.

Neckendorfer Sandsten

Da jeg virkelig måtte oppe mig, for at finde seværdigheder til en hel uge i Østharzen, besluttede vi at starte hver dag med en skovtur ofte til et geologisk mål. Vi startede ofte dagen tidligt – længe før seværdighederne åbnede. Disse mere eller mindre uplanlagte ture uden kort eller anden forberedelse, blev ofte uforglemmelige, men det var naturen – sjældne planter, vilde dyr og fugle, der gjorde udslaget. Morgenen her skulle gå til nogle sandstenformationer, der som skulpturer stak op gennem en skovbund. Det var her, vi aldrig kom frem på grund af urskov og manglende vandafledning.

Vi var på vej til Lutherstadt Eisleben, men da det var tvivlsomt, om Luther stod så tidlige op, gjorde vi et stop i en skov syd for Neckendorf, hvor vi gik ind i en skov langs en lille flod. Her så vi et par egern lege i et træ. Efter en lang tur på en rimelig sti kom vi til et sandstensbrud i Neckendorfer Quarzsandsten, hvor man havde taget bygningssten indtil i 30’erne, men så kunne vi heller ikke komme videre for natur.

Vi skal 265 millioner år tilbage i tiden til Perioden Perm, der består af to Epoker, Zechstein og Rotliegendes. Vi var her i Øvre Rotliegendes.

Her har Edit fotograferet mig, mens jeg kigger efter eventuelle forsteninger i væggen af Neckeldorfer Sandsten, der tydeligt bærer præg af brydning til bygningssten. Den ser også ud til nærmest at være født til denne brug. Hvorfor tyskerne kaldte Epoken for Rotliegendes, er der vel ikke den store tvivl om. Nogen forklaring på at sandstenen er kommer frem i dagen, er der ikke, men det er her som andre steder saltets plastiske struktur, der her har skubbet sandstenen op i dagen. Det kan også være enden af en isafhøvlet saddel/trug, vi ser. De omhuggede træers størrelse vider om, at det er længe siden, der havde været naturpleje her sidst.

Vi besøgte flere geologiske lokaliteter, og de er beskrevne i en række indlæg her. Se:
Tyskland. Ackeren
Tyskland. På Karststien
Tyskland. På jagt efter oolither
Tyskland. Sne i Harzen
Tyskland. 2012 – mammuttens år
Da geologien slap op, tyede vi til andre former for seværdigheder:

Bach og hans søn

Kirken i Sangerhausen ligger på Torvet og er viet til Sankt Jacob. Kirken er første gang nævnt 1271. Endnu ved vort besøg 2012 var ikke alle skader forårsaget af kommunismens forsømmelser helt udbedrede.

Kirkens stolthed var et barokorgel bygget af Zacharias Hildebrandt 1726 – 28. Johan Sebastian Bach var forbi og spillede på orgelet. Da kirken derfor i 1737 søgte en ny organist, havde en af de mange, men mere ukendte Bachsønner, Johann Gottfried Bernhard Bach held med at blive ansat. Allerede næste forår havde han oparbejdet en stor gæld, og en dag var han sporløst forsvundet. Ikke en gang far Bach erkendte adspurgt, at han vidste, hvor sønnen var blevet af.

Rosenhaven

Sangerhausen har en rosenhave, der nok er et besøg værd. Den er startet 1903 og omfatter i dag 13 ha med 8600 forskellige rosensorter lige fra vildrosen til de mest forædlede arter.

Vi blev så imponerede, at vi brugte en hel eftermiddag derude, selv om vi ikke har forstand på roser eller rosenforædling. Jeg ved derfor heller ikke, hvad de viste roser hedder, men flotte var de. Helt fejlfrie.

Den ene var flottere end den anden.

Pludselig opdagede vi, at der også var danskere mellem rosenopdrætterne.

Bed ved bed, men ikke alle roser blomstrer på samme tid. Heldigvis for de besøgende. I baggrunden ses Halde Hohe Linde.

Flere besøgsminer er beset, men i mørke minegange ser man ikke meget geologi. Ofte er gangene også forede. Vi har været nede i jernminer i Salzgitter (Skakt Konrad II og Schröderstollen,) svovlkisminen i Drei Kronen & Ert, kalkminen i Rübeland, kulminen Rabensteinerstollen i Ilfeld og guld-, sølv- kobber-, zink- og jernminen i Rammelsberg ved Goslar. I Konrad II var vi mere en 1000 meter under jorden. Det er her, der i den tomme jernmine skal lagres atomaffald.

For en menneskealder siden besøgtes Harzen også, og der så på miner og huler, men da var minerne bare i drift og umulige at besøge, mens hulerne siden er udbyggede til ukendelighed. Der er derfor ikke omtale af disse tidlige besøg.

Bent Hansen 17. august 2018.

Dette indlæg blev udgivet i Geologi, Rejser. Bogmærk permalinket.