Dinosaurer på museum

I 1953 kostede det 1 DM (Deutsche Mark) at komme i Hagenbeck for en voksen. Det var den gang godt to danske kr. Vi var på vej til Italien og skulle med nattog fra Hamborg, men hvorfor ikke tage af sted fra formiddagen og få en hel dag i Hamborg? Her ses betonmodellen.

Jeg vendte tilbage med mine børn, da de var i skolealderen og så  haven igen på mine gamle dage med Edit i 2010, hvor vi tilbragte en helt dag i haven uden at se det hele. Modellen stod der stadig, men nu var den, tror jeg, af plast! Men er det ikke en tro kopi støbt i samme form? Eller også er betonen malet med plastikmaling?

Iguanodon. 5 m høj. 10 m lang. Postkort fra før 1958.

De planteædende Iguanodon  og i forgrunden ses forfatteren som ung. Foto: Hans Kristian Hansen 1958.

Min næste dinosaur opsøgte jeg i London i 1981, hvor jeg endnu var om ikke ung så yngre. Vi er i den store hal lige ved hovedindgangen på det britiske naturhistoriske museum. Formentlig så jeg ikke andet for entreen, da resten af museet ville tage mindst resten af dagen, og jeg havde også valgt det nærliggende historiske museum, hvor jeg ville se den ægyptiske samling og så lige frisen fra Akropolis på vejen ud. Jeg skulle på to dage også nå det tekniske museums jernbaneafdeling samt et kunstmuseum efter fruens ønske. I øvrigt mener jeg, at der i hallen her på billedet nu er møbleret om, og nogle af skeletterne eller alle er taget ned?

Sort hvidt billede af Næsehornsøglen eller Trihorn eller Trihornosaurus, som den kaldtes dengang. Mellem benene ses en model af dyret i formindsket udgave. I dag bruges også navnet Triceratops. Eksemplaret her er fra Nordamerika fra sidste del af kridttiden for 70 til 66 millioner år siden, så denne art deltog, da dinosaurerne uddøde. Der var mange arter i familien, som var udbredte også i Asien. Længden er 9 meter, højden 3 meter og vægten 6 ton. Den var planteæder, men godt beskyttet mod de store rovøgler. Foto fra 1981.

Til venstre såmænd en kopi af en Iguanodon fra Belgien og ved siden af endnu en planteæder fra Nordamerika, en Tordenøgle eller en Brontosaurus. Den vejede over 40 ton og var op til 30 meter lang og kunne løfte hovedet 10 meter. I min ungdom mente man, at den slet ikke kunne bære sin egen vægt, men måtte holde til i vand, og derfor kaldtes den også sumpøgle. Den er fra Jura og for længst uddød, da Kridttiden oprandt. Kilde: Formentlig et postkort.

Udenfor stod Tyranosaurus Rex og tog imod.

Hidtil havde der stået i bøgerne, at dinosaurerne ikke interesserede sig for deres afkom, men så fandt kineserne dinosaurreder. Her ses så en mor af ukendt art, der bevogter sin rede.

Dele af en Trehorn, hvor små muselignende pattedyr løber rundt. I min første palæontologibog fik de nye, små pattedyr skyld for dinosaurernes uddøen. Pattedyrene åd simpelt deres æg, men det beviser ovenstående billede, at de ikke gjorde, for moderen passede på æggene. Nogenlunde dette tableau brugtes i bogen som forklaring på kæmpeøglernes uddøen, og pattedyrenes overtagelse af Jorden.

Dette tableau viser, at også Trihorn passede på sine unger. Store rovøgler ses i baggrunden. Sidste nye er, at skader på skeletter af Trihorn stammer fra arten selv tilføjet i kamp om hunnerne og ikke fra de store kødædere. Også denne art var fra Nordamerika og levede helt til dinosaurerne uddøde. De forklarende tavler nævner i følge mine notater godt nok meteornedslaget for 66 millioner år siden, men peger på en uddøen strækkende sig over flere millioner år. Nogen anden forklaring var der ikke, men i dag ved vi, at der netop på den tid var voldsom vulkans virksomhed i Indien.

Igen gik der en rum tid, inden jeg så den næste dinosaur. I mellemtiden gik dyregruppen sin sejrsgang i børnefaglitteraturen og i biografverdenen. Jeg var i 2008 havnet i Barentsburg på Svalbard og havde valget mellem et russisk folkloreshow og Pomormuseet, hvor der var et fodaftryk af en Iguanodon. Sporet var omkring 75 centimeter langt. Vi regnede med hurtigt at se vidunderet og komme tilbage til folkedansen, men her var der spiritus i salen, så russerne var etnisk udrensede og stod uden for døren og hamrede på den, så ingen lukkede op, da vi høfligt bankede på. I stedet så vi så nede ved skibet i havnen på ganske tæt hold en hvidhval.

Dette skelet af en havlevende Svaneøgle, Plesiosaura, stammede fra De sydlige kalkalper. Det er to meter langt. Arten blev op til 3½ meter lang og vejede så ½ t. Mellem nu og tidspunktet, hvor den som død sank til bunds på Tetyshavets bund, har fossilet deltaget i bjergkædefoldninger. Der ses flere brudlinjer mellem haleknoglerne, der således ikke er splittet ad af bundlevende dyr.  Svaneøgler opstod i Trias, og arten holdt sig til for 66 millioner år siden, hvor dinosaurerne uddøde. Svanøglerne var krybdyr, men ikke dinosaurer. Denne her skulle være 200 millioner år gammel og stamme fra en sandgrav i det sydlige Tessin i det sydlige Schweiz omkring floden Ticino syd for Gotthard.

Museets billedtekst til dette Iguanodon-fodspor røbede ikke, hvor det var fundet, men da den levede, lå hele Schweiz på havets bund! Arten er omtalt flere gange tidligere i indlægget, men på museet her udstillede man blot fodsporet uden den større omtale.

Dromaeosaurides bornholmensis i model efter fodsporet. Det er det første bevis for, at der har levet Dinosaurer i Danmark. Ud fra navnet må det være det første eksemplar af netop denne art overhovedet, hvorfor den er opkaldt efter sit findested Bornholm. Man må have haft lidt mere af den, ellers er rekonstruktionen efter blot et fodspor lige lovlig fantasifuld? Resten af Danmark, var dengang havdækket, så her skal vi kun vente havøgler, og de også gør sig stærkt i både på Stevns og på Møn foruden i Limhamm. Ikke desto mindre er der på museet i Gram udstillet en tand af en landlevende dinosaur fundet på en strand syd for Kolding, men når istiden kan flytte vandreblokke, kan den vel også flytte fossiler!

Jeg havde i 2011 kreeret en tematur, hvor temaet var jura og jættehøns. Vi tog til Skåne. Jura er den midterste tidsperiode i jorden middelalder 200 – 146 millioner år før nu. Sådan ca. Tidsgrænserne flyttes jævnligt i takt med videnskabens landvindinger. Dinosaurerne var førende på jorden i dyreriget, og fuglene udviklede sig fra dem. Mange dinosaurer gik på bagbenene og havde tre tæer, så deres fodspor lignede fuglefodspor, for eksempel som dem, høns sætter. Da mange dinosaurer var store, blev sporene også store. Da man i Skåne fandt disse kæmpe ”fuglefodspor” i kulminerne, og man ikke kendte ophavet, døbte folkeviddet afsætterne jættehøns. Jætte er på svensk noget stort. Der er ingen detaljer, da “museet” i Valåkra syd øst for Helsingborg ikke er et geologisk museum, men en stentøjsvirksomhed!

I den skånske by Bjuv var der et lille lokalmuseum, der også havde en lille geologisk samling af ting fundet i minen med jurakul, der i sin tid var i drift i byen. Her ses en udskåret plade med en fodspor af en tretået dinosaur. Sporet var vel mellem tyve og tredive centimeter. Foran et stykke forkislet træ også fra minen og bagved en plade med aftryk af kogleskæl? Det var ikke lige den forstening, jeg hæftede mig ved. For oven til højre en hjørne af et kulstykke med aftryk af bregneblade. Foto fra 2011. Vi besøgte også Åstorp nord herfor, men der var museet ikke åbnet, så vi så ikke deres fodspor her, og for nylig var deres affaldssynge blevet indhegnet, da der er penge i den i form af forsteninger. Vi kunne således ikke komme til selv at lede efter fortiden.

Museet i Bjuv udstillede også en gammel tegning af, hvordan man mente, indehaveren af fodsporet havde set ud, men man kaldte blot kræene for tretåede dinosaurer. Et eller andet sted har jeg senere læst, at arten skulle være grallator.

På museet i Höganäs nord for Helsingborg var der i Gustav Adolfs Mine fundet flere fodspor. Her var sporene henved 30 centimeter, men stadig af grallator, der i mange år udelukkende kendtes fra fodspor, såkaldte sporfossiler. Dyrene var i sin tid løbet ud over en sø, der var helt fyldt op med træ- og plantematerialer, der blev til kul, men lige på det aktuelle tidspunkt dækket af et lerlag, som dyrene satte sporene i. Senere dækkedes kul og ler af yderligere lag, som hævedes og sænkedes efter jordens luner. Isen høvlede af foroven, så kullaget blev tilgængelig, og da man så gravede minegangene, opdagede vakse arbejdere sporene i minegangens loft.

I Höganäs havde man fremstillet et diorama med en model af dyret. Grallatorgruppen var rovdiosaurer, der var udbredte over hele verden og levede fra sen Trias til tidlig Jura. I Höganäs er de helt givet fra tidlig Jura. Vægten skulle have været 450 kg og højden 4 meter. Hvorfra man ved, at dens udseende lignede giraffens, foreligger der ingen forklaring på. De svenske væsener var nogle af de tidligste eksemplarer af dinosaurerne, og de døde en naturlig død længe inden vulkanudbrud eller himmellegemenedslag. Der var dengang landfast over i hvert fald Bornholm mellem Skåne og Sydengland, men hav over Danmark helt til Neogen, så i hvert fald på Bornholm skulle væsenerne have færdedes? Det er bare et gå ud at lede; der kunne være fodspor, tænder, knogler der også? Hvem ved? Jurakul fandtes også på Bornholm, men lidt tidligere, så måske er minarbejderne i de bornholmske kulminer lovlig undskyldte, for at de ikke har fundet noget.

Billedet i baggrunden viser uhyret, som man mener, det så ud. Havet rummede flere former for havrovkrybdyr gennem Trias, Jura og Kridt. Ud over denne også den allerede viste Svaneøgle samt den kæmpe store delfinlignede art Ichtyosaur, der nåede 23 meter længde, mere end halvdelens af blåhvalens størrelse.

Forstenede bølgeribber i sandsten. Desværre lå sneen for højt til, at jeg kunne komme derhen. På billedet ses også en indikation af det, der havde sat fodaftryk i andre sandesten og lersten i området. Man har nok udstillet, hvad man har kunnet købe i nærmeste legetøjsforretning, en Langhals, men en sådan var det absolut ikke, der havde sat fodsporene. Langhalsen var slet ikke født, da fodaftrykkene blev afsat.

Fodspor af en tidlig dinosaur fra Trias, noget før dinosaurernes storhedstid i Jura og Kridt. Sporet er omkring 10 centimeter bredt eller langt.

En russisk tegning at dyret, som man mener, det havde set ud. På tegningen ses også sporene. Navnet skulle være Arkosaur, og alderen 240 millioner år før nu.

Misty: En Langhals på 17 meter 150 millioner år gammel og kaldet Misty. På latin Diploducus Longus. Det foresvæver mig, at der også stod Brachiosaurus, Tordenøgle, der fuldt udvokset når 13 meter i højden, 21 meter i længden og en vægt på 58 t. Den var en planteæder fra Nordamerika. 2022.

Model af Utahraptor fra Naturhistorisk Museum i København. Utah er en stat i USA. Kræet levede for 126 millioner år siden, vejede 1 t og målte 8 meter. Modellen er dog kun 6 meter. Dens slægtninge havde fjer, men der er ikke fundet huddele af denne, så vi ved ikke, og der også her var fjer. 2022.

Øglefuglen, Archaeopeyx fra Jura fundet i Tyskland i efterhånden mere end en halv snes eksemplarer. En øgle med fjer og noget, der lignede vinger. Der var faktisk museet udstillet væsener, hvor det var meget svært at se, om det var en fugl eller et krybdyr. Øglefuglen levede 150 millioner år før nu. Flyveevnen diskuteres stadig. 2022.

På den store ses nogle gevaldige kløer, der både var ubehagelige, hvad enten dyret sparkede fremad eller bagud. Den lille fyr i forgrunden så meget sød ud, og bortset fra halen lignede den en fugl. Den har dog sikkert været farlig for væsener i musestørrelse. Navnet var Sinosauroteryx, og den levede 123 millioner før nu. Sino er Kina, og dyret havde fjer, men kunne ikke flyve. 2022.

I geologisk museums restauration hang der oppe under loftet en model af af en flyveøgle med et vingefang så stort, at den fyldte hele salen på tværs. Med kammen på hovedet er denne model nok en Pteranodon eller måske den mere kendte Pterodactulus. Flyveøgler, Pterodactyloidea kendes fra sen Trias over Jura til Kridt og havde vingefang på mellem 1½ meter og op til 16 meter, men vejede på grund af hule knogler ikke noget videre. 2022.

Brachiosaurus, der vist er Tordenøglen, hvor flere arter bare kaldes Langhalse, her opgives 13 meter høj, 21 meter lang, 58 t. og levetid i slut Jura for 155 – 154 millioner år før nu. Den var således for længst uddød, da Tyranosaurus Rex huserede, selv om man ofte tidlige fandt billeder af de to sammen. 2021.

Også den tog sig i følge opstillingen her af ungerne. De ser i hvert fald op til deres mor.