I sommeren 2013 var jeg på mit femte højskolekursus om Vadehavet. Dertil kommer alle de vadehavsture, jeg selv har kreeret. Ingen af kurserne eller turene har været ens, men lidt overlapning kan næppe udgås. Dette kursus føjede en ny ø til mit cv, Pellworm og en ny hallig, Südfall til. En overnatning på Helgoland tiltalte mig også, men den løb ud i sandet.
Jeg har derfor endnu noget at komme efter på de steder. Solnedgangen set fra Helgoland har jeg stadig til gode sammen med de store 600 punds sæler, gråsælerne. Med et ophold kun mellem to skibe, kunne vi ikke nå disse oplevelser, men jeg har en begrundet formodning om, at gråsælerne også på denne tur var stukket til havs lige som sidst, jeg forsøgte at se dem. En tidlig morgen havde de nu nok været hjemme, men det må blive en anden gang.
Fra Pellworm ville jeg gerne have gået ud i Vadehavet til de landsbyer, der er gået under i stormfloderne helt fra 1300-tallet, men som stadig fra tid til anden spules fri af bølgerne, så man ser rester stikke frem. Også det har jeg til gode, idet men ikke kan nå en sådan tur mellem to færger.
Turen bød på så mange andre oplevelser, der kan tage vejret fra en og samtidig gøre en blød i knæene, hvis ikke det sidste var træthed. Man er jo ikke ung mere.
I det følgende vil jeg lade mine fotos tale.
Kortet over Vestslesvig viser de nævnte lokaliteter med Helgoland i sydøst, Pellworm i midten og Südfall, Süderoog og Norderoog syd og vest for. Udgangspunktet var havnen på Nordstrand og Büsum for Helgolandsturen.
En række pæle markerer vejen til Hallig Südfall. Om nogle timer står der 1½ meter vand over pælen. Sikke himmel!
- Turen til Südfall foregik i hestevogn. Man kan også gå, og man kan lige nå turen ud og hjem mellem to højvander.
Manølyng kaldes denne denne smukke plante blandt andet.
På en hallig, der jævnligt oversvømmes, kan man ikke bygge en brønd til ferskvand eller en sivebrønd til spildevandet. Ferskvand til mennesker og dyr får man fra regnvand. Vandet til dyrene samledes i denne denne sø. Menneskenes drikkevand i en lukket beholder direkte fra taget. I dag har man fået vandledning fra fastlandet.
Fra færgen til Pellworm, der er inddiget og derfor ikke en Hallig, sås disse sæler.
På Pellworm er der to kirker tilbage, som stormfloderne endnu ikke har taget. Tårnet her, der tidligere var dobbelt så højt, styrtede sammen “af sig selv” og ikke på grund af en stormflod. En tårnfalk havde rede her mellem duerne.
Fra Pellworm kan man skimte den lille Hallig Norderoog, der i dag kun har en pælebygning til skibbrudne og vildfarne vadehavsvandrere. Tilflugtstårnet kan kun lige anes i den opløsning billeder har.
Også Hallig Süderoog kan ses fra Pellworm. Her er som på Hallig Südfall ét hus, der om sommeren er beboet af ornitologer. På de fleste halliger er der mad og drikke at købe. Oog er frisisk for ø. En badestrand ses i forgrunden. Ved højvande kan man blive våd, hvis man lægger sig. “Stranden” er hegnet ind på grund af fårene. Klatter fra gæs og måger beskytter hegnet dog ikke imod.
Sølvmåger spiser af hånden, og de kan åbenbart tage lidt af en finger med. De mest avancerede snupper is fra folk, men kan åbenbart få lidt af fingeren med. Tyveriet foregår fra luften med høj hastighed. Dette eksemplar ser nu meget uskyldig ud. Den har ruget på fuglefjeldet på Helgoland.
På Helgoland benytter en sulekoloni også fuglefjeldet. Deres nabokoloni ligger oppe i Midtnorge. Suler har gult hoved og sorte vingespidser og store fødder.
Nordvestligst på Helgoland står en fritstående klippe kaldet Lange Anna. Også her ruger sulerne tæt. Klippen er af rød sandsten, der her er løftet op af en salthorst.
Sulerne havde endnu unger på de ganske smalle hylder på fuglefjeldet.
Efter nogle år på Flensborg gamle kirkegård og et langt ophold i Berlin og senere i København er Istedløven kommet tilbage til sin oprindelige plads på Flensborg gamle kirkegåd, hvor de faldne fra slagene ved blandt andet Isted og Sankelmark ligger begravet.
Bent Hansen 18. august 2013.