Hvis du er af den gamle skole, vil du måske mindes overskriften fra din historiebog. Har du tilmed haft latin, vil du måske have fået den dramatiske historie på originalsproget fortalt af Tacitus. Måske kan du huske den romerske kejser Augustus, der ved efterretning om slagets for romerne uheldige udgang havde banket panden ind i en mur og råbt: “Varus, Varus, giv mig mine legioner igen!” Varus var den uheldige romerske general, som germanerne slog.
Først skal vi lige have sat udtrykket Teutoburgerskoven på plads. Der er ikke tale om en skov, om end det tyske Wald også betyder skov, men her er Teutoburgerwald en bjergkæde, der godt nok er skovbevokset. Schwarzwald er da også for langt de fleste en bjergkæde. Jeg har faktisk aldrig høre nogen bruge navnet Schwarzwald for en skov. Tyskland har adskillige bjergkæder, der alle hedder noget med Wald!
De historisk facts
Min beretning er ikke helt efter nettet, men forskellige beretninger på nettet er heller ikke enige. Min gengivelse bygger foruden på de nyeste forskningsresultater også på nogle af de gamle skrøner, der cirkulerede, da jeg var barn.
Romerriget nåede under Augustus sin største udstrækning. Under forgængeren, Cæsar kom England til, men til gengæld tabte Augustus dele af Germanien. Ved starten af Augustus’ regeringsperiode nåede Romerriget til Rhinen, Nordsø- og Kanalkysten. Grænsen fulgte Rhinen og derefter Donau. Langs grænsen lå med regelmæssige mellemrum legionsslejre, halvlegionslejre og mindre forlægninger. Næsten alle udviklede sig til byer, og graver man i byernes undergrund, støder man på romerske minder. Mainz, Bonn, Köln, Dormagen, Zons, Neuss og Xanten er byer, hvor jeg har kigget efter minder efter romerne. Kun i Domagen har jeg aldrig fundet noget.
I mange år i 70’erne besøgte jeg hvert år Köln, og siden sidste besøg året før var der åbnet et nyt museum eller en ny udgravning var gjort tilgængelig. I Xanten noget nord for Köln var der anlagt et regulært frilandsmuseeum med rekonstruktioner af templer, bymur, amfiteater, badeanlæg og regulære huse. Blandt andet har jeg spist romersk lørdagskylling på en sådan romersk taverne indrettet i gammel stil, hvor maden var tilberedt efter gamle opskrifter. Vi kunne dog sidde og spise og skulle ikke ligge. Lucullus, romeren der nok med urette fik skyld for at have ædt sig ihjel, ville nok ikke have spist her, men man følte historiens vingesus under måltidet.
Sjovt nok var det nuværende Xanten ikke anlagt oven på legionslejren, der i øvrigt var en dobbeltlegionslejr, idet togterne ind i Germanien udgik herfra. Lejren og dens amfiteater, der også stadig bruges, ligger lidt syd for Xanten, og man fornemmer, at Rhinen her har flyttet sig i de to tusinde år, der er gået siden. Graver man ved bredden kan den gamle havn sikkert stadig genfindes?
Grænsen Rhinen – Donau var lang og kostede flere legioner at forsvare. Folkene udenfor, de germanske stammer, bekrigede hinanden, men ind imellem sluttede de forbund og foretog fælles røvertogter ind i det romerske Germanien hinsides Rhinen. Augustus ville gerne pacificere germanerne og gøre grænsen kortere og billigere at forsvare ved at skyde den frem til linjen Elben – Donau.
Erobringen begynder
År 12 før vor tidsregning anlagde romerne en lille fæstning på et bjerg ved Haltern to dagsrejser oppe ad Lippefloden, der udmundede i Rhinen ud for Xanten. År 9 før vor tidsregning byggede romerne i to omgange en legionslejr i Haltern. Her står også en statue af Varus, den uheldige og nok ikke helt duelige feltherre, som led nederlag til germanerne. Lejren er i dag udgravet og indrettet til et spændende museum. Det er sket, efter jeg var der første gang. I følge en gammel bog fra 1906, var der også dengang et spændende museum i byen. Vi indfandt os på adressen, og der stod godt nok et skilt med åbningstider, så vi vendte tilbage senere i åbningstiden. Vi opdagede heller ikke i anden omgang, at skiltet gjaldt et skattekontor! Netop mens vi stod og undrede os, kom en mand og spurgte, om han kunne hjælpe os. Vi klagede vores nød, og så sagde manden, at han var chef for museet. Det havde stadig til huse i bygningen, men lå nu oppe i tagetagen. Museet fra 1906 overlevede godt nok krigen, men under sortbørsperioden forsvandt skattene. De blev stjålet både af tyskere og allierede soldater og spredt for alle vinde.
Romerne anlagde foruden lejren ved Haltern også romerveje i tilslutning lejrene langs Lippefloden, selv om de også sejlede. De fleste lejre er fundet i dag, men nogle mangler stadig. 30 kilometer kunne en romersk soldat gå med fuld oppakning på en dag, og så oven i købet til natten indrette en befæstet lejr. Hertil medbragtes palisader i form af rafter lige til at grave ned. Lippefloden endte foran bjergkæden Teutoburgerwalds sydvestrand. Over kæden var et pas om end ikke særlig let tilgængeligt. Nær det højeste punkt i passet opførte tyskerne senere Hermanndenkmal.
Pacificeringen af Germanien gik ikke helt så let, som romerne havde tænkt sig. Man sluttede aftaler med de lokale stammeledere og som pant på aftalen tog man deres børn med til Rom, hvorfra de kunne vende tilbage som romere med kultur og uddannelse, hvis faderen ellers havde makket ret i mellemtiden.
Nederlaget
År 9 efter vor tidsregning, hvor romerne nu på 18. år prøvede at sætte sig fast i Germanien, påbegyndtes det sædvanlige sommerfelttog med tre legioner dette år anført af Varus. I felttoget deltog nogle af de germanske gidsler, således Hermann, som romerne kaldte Armenius. Som Armenius optrådte han som vejviser for romerne, men ledte dem bevidst på vildspor, og som Hermann havde han samlet et større stammeforbund af germanere, som fulgte romerne på afstand. Bagholdet fandtes i et længere område mellem bjergryggen Weihengebirge og et større moseområde bestående af mange mindre moser, men med fællesnavnet Grosses Moor, hvilket adskillige moser i Tyskland også hedder. Området lå noget nord for Teutoburgerwald. Her var der kun en smal farbar passage mellem bjergene og mosen, og her måtte legionerne ind på en meget lang række. Tre legioner med 30 000 mand inklusive hjælpetropper, handelsfolk og kvinder af verdens ældste erhverv fylder meget og er lette ofre for nålestiksoperationer. I dette terræn kunne romerne heller ikke opstille hæren i kampformation. Havde de fået dannet disse “skildpadder,” havde germanerne ikke vundet slaget, men netop slagmarken havde Hermann udvalgt med omhu! Germanerne havde desuden held af dårligt vejr, hvor regnen gjorde romernes læderrustninger tunge og uhåndterlige. Operationen varede i tre dage, men efter den første dag formåede romerne endnu at bygge en befæstet lejr for natten, så de i hvert fald overlevede natten. I løbet af de næste to døgn lykkedes det germanerne nu under ledelse af Hermann at tilintetgøre omkring 23 000 af de 30 000 mennesker, der deltog i felttoget. Germanernes tab kan ikke opgøres, men det er anslået 7000 mand. Forskellen med 30 000, der drog ud fra Xanten og 23 000 der faldt er 7000, men mange af disse var de germanske hjælpetropper, der under slaget skiftede side som i forvejen aftalt. Enkelte romere nåede dog også tilbage til legionslejrene ved Lippefloden.
Erobringen opgives
Augustus besluttede at opgive erobringen af Germanien, selv om romerske legioner under ledelse af Germanicus i årene efter gennemførte talrige hævntogter mod germanerne, hvor de blandt andet generobrede de tabte legionstegn. Der gik dog tre år, inden romerne tog mod til sig og vendte tilbage til slagmarken for at begrave deres døde. Grænsen blev trukket tilbage til Rhinen – Donau igen, og Haltern og de andre lejre langs Lippe blev lukket. Man beholdt dog et område fra Taunusbjergene hen over disse og skød således genvej til Donau. Denne grænse befæstedes med en vold, kaldet Limes. Den kan blandt andet neden for bjergtoppen Feldberg stadig begås, og ruinerne af Feldbergkastellet ses stadig. Længere sydligere er Saalburgkastellet for mange år siden genopført og er bestemt et besøg værd.
Historiens tåger lægger sig
Mens romerne ikke var i tvivl om, hvor de havde været, har det været svært at finde stedet, for romernes stedsangivelser var deres egne, som ikke i dag kan findes på tyske kort. I det hele taget var romerne ikke meget for at indrømme nederlaget direkte. Tacitus skrev sin beretning længe efter slaget. Den eneste kendte, samtidige indrømmelse ses på en gravsten på museet i Bonn. Den var rejst for en officer, der faldt i slaget. I følge teksten skulle han, hvis han nogen sinde blev fundet på slagmarken, begraves her. Det blev han, så vidt jeg har forstået, aldrig.
Da det op gennem tiderne kneb tyskerne at optræde som ét folk eller som én magt, der kunne henvise til en glorværdig fortid, tog man den gamle beretning om Slaget i Teutoburgerwald op og pudsede den af. Allerede i Hermanns tid stridedes de germanske stammer, og kort efter Hermanns sejr lykkedes det sydtyske stammer at dræbe ham. Omkring år 900 lykkedes det dog tyskerne at fostre nogle betydelige kejsere, men siden gik det galt. Tyskland splittedes op i talrige mindre kongeriger, hertugdømmer, grevskaber, bispedømmer og selvstændige byer. Først med kongerne af Preussen lykkedes det midt i 1800-tallet at samle Tyskland til noget, der lignede ét rige, selv om bayrerne kviede sig.
Østrig var medlem af det tyske forbund, men et selvstændigt kejserrige med besiddelser langt ud over Tysklands grænser. Også den danske konge deltog i tyske rigsdag, idet han som hertug af Holsten og andre hertugdømmer var medlem af det tyske forbund foruden, at han havde sit eget kongerige til anden side.
Hermann træder i propagandaens tjeneste
Da kejser Wilhelm skulle samle Tyskland havde han brug for Hermann til at læne sig op ad. Man rejste derfor et Hermanndenkmal midt i Teutoburgerbjergkæden. Som de tyske mindesmærker ufattelig stort. Alene Hermanns sværd er seks meter højt. Der er bare det, at Hermann havde kejser Wilhelms træk! Nå, man vidste jo heller ikke, hvordan Hermann havde set ud.
Teoretikerne tager over
Da romerne ikke havde efterladt sig en forståelig angivelse af slagmarkens beliggenhed, havde historikere og fantaster frit spil. Op gennem tiden fremkom mere end 150 teorier om slagmarkens beliggenhed. I tysk tv har jeg set mindst to udsender, der forsvarede en af de 150 teorier om slagmarkens beliggenhed. Det var stadig efter krigen noget, en del tyskere gik op i. Begivenheden var da også betydelig. Havde romerne vundet, var Tyskland indtil Hamburg blevet romerrige. Hvem ved om, romerne var stoppet her. Måske var Danmark også blevet indlemmet. Hvad konsekvenserne for os var blevet, er ikke godt at vide, men givet var det, at vi ville have været blevet kristnet noget før, vi ville havde bygget i sten før, og vi ville havde nedskrevet historie noget før, vi ellers gjorde det. Der var sikkert mange positive ting, men selvfølgelig også negative. Da det ikke gik sådan, kan gisningerne også være ligegyldige.
Slagmarken måske fundet?
På en tur i Tyskland først i 80’erne mødte jeg en student, der fortalte mig, at nu var slagmarken fundet, men han var ikke historiker, så han vidste ikke noget nærmere. Senere læste jeg et dansk historisk tidsskrift om ikke bare fundet af slagmarken, men også at der i øjeblikket rejste en udstilling rundt i Tyskland og viste effekter fra udgravningerne på slagmarken. Da jeg gerne ville have set den udstilling, skrev jeg til en række nærliggende, betydelige tyske museer og spurgte, om udstillingen kom forbi dem. I så fald ville jeg have kørt derhen for at se den. Til og med Hamburg var der åbenbart ingen interesse for udstillingen. Manglen havde, forstod jeg, en økonomisk årsag.
Jeg får mine første input
Så kom jeg til Weserbergland som beskrevet i indlægget Weserbergland. Under besøget ved Hermanndenkmal havde jeg også lejlighed til at besøge udstillingen om slaget i Teutoburgerwald, som netop gæstede en lokal lille udstillingsbygning på “bjerget.”
Jeg besøger slagmarken
Senere kom jeg til Kalkrise ved Osnabrück, hvor slaget havde fundet sted. Her var målet selvfølgelig det nye, imponerende museum rejst på slagmarken. Selvfølgelig er der folk, der mener noget andet. Folk, der i en menneskealder har kæmpet for en teori, opgiver den selvfølgelig ikke uden kamp og slet ikke på grund af facts. Strengt taget er der heller ikke mange beviser. At det er romere, der har været her, er der nok ingen tvivl om, og de yngste mønter, der er fundet på slagmarken, er netop præget i år 9, men er det et bevis for, at slaget netop stod år 9? Hvem siger med andre ord, at nogle af soldaterne havde nyslåede mønter på sig? Sikkert er det, at der er sket en begivenhed her, hvor romere har været involveret. En slagmark er måske så meget sagt, for romerne var spredt ud i en lang kolonne, som germanerne kunne kaste sige over del for del og nedslagte. Gravhøjen, hvis der er en sådan, hvor romerne tre år efter begravede de døde, er ikke fundet. Våbnene blev solgt og endte i hele Nordeuropa. Det bedste findested for romerske våben er jyske offermoser. Romerne selv havde ikke den skik at medgive døde våben i graven. Af frygt for folkelige oprør, havde romerne virkelig styr på deres våben – undtagen når de tabte.
Kalkrise var i øvrigt en af de mere end 150 lokaliteter, der var nævnt siden 1800-tallet blandt mulige lokaliteter, men pudsigt nok kom beviset fra en engelsk amatørskattesamler med en metaldetektor!
Se også indlægget om Weserbergland. Desuden er der skrevet indlæg om jernbaner i Weserbergland.
Bent Hansen 26. april 2013.
Pingback: Tyskland. Jernbaner i Weserbergland. Udvalg | Bents bane
Pingback: Rejser i Frankrig | Bents bane