Gårdejer Martin Anchersen, Klosterlund havde værkerne 4, 5 og 7 alle beliggende ved Bøllingsøs nordbred. Værk 5 flyttede på et tidspunkt til en ny position og blev til værk 7. Både værk 5 og værk 7 hed således Klosterlund Tørvefabrik. Nummereringen af værkerne skyldes slægtsforskeren E. Boilesen. Se det vedføjede kort.
Kort over de af E. Boilesen, Silkeborg kendte værker i 1982 tegnet ind på et kort fra 50’erne.
Klosterlund Tørvefabrik. Værk 5
Værket var grundlagt og ejedes af gårdejer Martin Anchersen, Klosterlund, og det kaldtes også Skallerund, idet værket lå lige syd for Skallerundsøens vestlige ende ved vejen mellem Klosterlund og Klode Mølle. Værket menes anlagt 1901. Kilderne er lidt uenige. Drivkraften var et lokomobil, der har trukket ælteværket. Tipvognene blev trukket op fra tørvegraven af heste, og banen på læggepladsen var ligeledes hestedrevet. Sporvidden var 900 mm. Det er opgivet, at dampmaskinen i 1917 var på 18 hk, hvad enten det var en stationær dampmaskine eller et lokomobil. Fra Kedeltilsynet haves nogle underlige oplysninger om værkets trækkraft. Dampmaskinen eller lokomobilet købtes fra Blechinsberg på Moselundgård 1912. Denne havde købt maskinen på Herning Tørvefabrik 1908. Den opgives som værende Frichs 236/1887, oprindelig Kochums fra før 1881. I 1918 var der en fast kedel. Muligvis lokomobilets kedel? Hos Kedeltilsynet kaldes kedlen skiftevis et lokomotiv og et lokomobil. 1919 meddeles kedlen kasseret.
Der opgives et hold på 6 heste i 1917. Produktionen var samme år på 6 millioner tørv, og der var 16 arbejdere til denne produktion.
I 1904 forpagtede en lokal tørvearbejder, Emil Ernst værket for en tiårig periode for 75 000 kr. Ernst havde i sin tid arbejdet for ritmester Rahbek, Sparkær, opfinderen af vådæltemestoden, der var den dengang eneste metode til tørveproduktion, der kunne forrente sig. Ernst var dog lige ved at give op. Da han en dag sad på en sten i skoven, og alt så sort ud, kom Anchersen og opmuntrede ham og opfordrede ham til at holde ud. Hvis han holdt ud, ville Anchersen rejse den sten, Ernst sad på, som et minde. Ernst tog fat igen og holdt ud, og Anchersen rejste stenen, der stadig står der. Senere rejste omegnens beboere endnu en sten i nærheden, men denne gang for Martin Anchersen og hans hustru, Caroline. Både Martin Anchersen og Emil Ernst var som arbejdsgivere mere medmenneskelige, end det dengang var normen. Derfor mindestenen.
Tørvene skulle transporteres til Engesvang Station, hvortil der var en halv mil eller små 4 km. Martin Anchersen havde til denne transport i følge tidsskriftet Mosen fra 1922 anskaffet en Fordson Traktor, der trods høje oliepriser alligevel formåede af reducere omkostningerne til det halve i forhold til vognsmandstransport med hestevogn!
Værket havde som et særsyn dengang kantine. Da tørven var opgravet 1927 blev kantinen indrettet til beboelse og stod til midt i 30’erne.
Da Ernst først fik gang i tørveproduktionen, blev værket hurtigt for lille for ham, og Martin Anchersen overtog selv driften nogle år før forpagtningsaftalen udløb.
I 1917 omtaler Hedeselskabet produktion af små mængder af tørvekul på værket. Det drejede sig om 2000 hl eller 200 m³. Tørvekul havde højere brændværdi og var tiltænkt smedefaget. Hedeselskabet nævner dog kun eksperimentet i 1917. Kulsviere tog sig af processen.
Som nævnt var tørven opgravet 1927, og værket flyttede til en ny position som værk 7, men med samme navn.
Klosterlund Tørvefabrik i 1906 tilhørende Martin Anchersen forpagtet af Emil Ernst. Sporvidde 900 mm. Tørveværket med skorsten ses. Til højre elevatoren og dyndkassen oppe på bakken. Gad vide, om det ikke er et søndagsbillede? Derfor kan det jo godt vise de ansatte? Kvinder og børn stakkede tørvene. Foto: Arkiv Svend Guldvang 3859. Det vil sige, at billedet formentlig stammer fra Alfred Hansen via Hanne Christensen?
Model af værket på Klosterlund Museum. Værket er værk 5. Årstal ikke opgivet. Værket ligger på søbredden, og gravbanen går til højre. Oppe på fastlandet står dyndkassen med elevator op til. Læggepladsen med bane ses til venstre. Der er både skorsten på værket, hvilket tyder på lokomobil og en separat muret skorsten, hvilket indicerer en fast dampmaskine. Måske er kedelhuset hertil nedrevet?
Ny Værk. Værk 4
Værket var grundlagt og ejet af gårdejer Martin Anchersen, Klosterlund i 1936. Det lå ved Engesvang – Kragelund-vejen lidt øst for Skallerundsøens østende. Drivkraften var en Deutz-dieselmotor. Allerede 1941 standsede driften, idet tørven var opgravet. Fabrikant Boll, Herning forpagtede imidlertid værket, idet han havde skaffet sig tørv fra områder nord for værket, hvor Anchersen havde sin gård og sine arealer syd for værket. 1946 lukkedes værket. Krigen var forbi, og måske var tørvejorden også sluppet op. Søen har måske nok ligget der i forvejen, men den blev kraftigt uddybet ved tørvegravningen.
I 1940 averterede Martin Anchersen tørvemateriel til salg. Således en 4 t Triangel lastbil og 10 jerntipvogne sammen med spor til disse. Jerntipvognene plejede man at bruge på læggepladsen? Lastbilen kan have været brugt til transporter til stationen.
Værket var et fast værk, men der er ikke i dag rester af værket. Smedearbejdet ved etableringen blev i sin tid overdraget Engesvang Smede- og Maskinværksted. Prisen var 604, 75 kr i 1936. Til værket medgik blandt andet en snegl til transport af den aflæssede tørvemasse. Den kostede 39 kr. I ælteværket var der 18 sæt knive til en pris af 90 kr. Elevatoren til transport af tørven fra æltekassen til dyndkassen bestod af 70 led, der løb op i 192, 50 kr. Der er ingen oplysninger om spor i forbindelse med værket, men der har givetvis været spor både i graven og på læggepladsen?
Klosterlund Tørvefabrik. Værk 7
Værket ejedes og var grundlagt i 1927 af gårdejer Martin Anchersen, Klosterlund. Det var en fortsættelse af værk 5, og maskiner og spor er uden tvivl blevet flyttet til den nye position. Værket lå syd for det oprindelige værk ved vejen Engesvang – Kragelund lidt vest for gården Klosterlund, hvor Martin Anchersen boede. Værket var det første i området med eldrift. Værket blev det sidste værk i drift i Bøllingsø. Da Martin Anchersen døde i 1967, førtes værket dog videre og lukkedes først 1971. Forpagteren var Jens Hårup, der blandt andet havde kørt damplokomotiv på Phønix. Længe forinden havde Martin Anchersen skænket gården til det offentlige, der siden har indrettet et museum på gården. Hvor tørveværket var, findes også en lille udstilling af et par tørvevogne blandt andet. Værket havde et formentlig hjemmelavet motorlokomotiv, der havde afløst de seks heste, værket havde rådet over. Værket ophuggedes efter lukningen, så det er ikke det, der i dag ses på museet.
Sporvidden opgives af entusiasterne i 1960’erne, da de nåede frem til banerne, til 600 mm, og gravbanen var omkring 1 kilometer lang i 1966. På et tidspunkt blev banen til og på læggepladsen optaget og erstattet af en gammel ombygget lastbil. Gravbanen holdt til værkets nedlæggelse 1971. Sporvidden var i starten uden tvivl 900 mm. Hvornår den er ændret, vides ikke. Sporviddeomstillingen fandt åbenbart ikke sted ved overgangen fra værk 5 til værk 7, hvilket ville have været naturligt.
I 1928 averterer Martin Anchersen efter 6 styk 3/4 m³ 500 mm tipvogne til tørvebrug. Vognene skulle være af lav konstruktion. For det første behøver Martin Anchersen slet ikke at have fået tilbudt sådanne tipvogne overhovedet, og for det andet kunne han have fået tilbudt og købt tipvogne i en hvilken som helst sporvidde, og for det tredje kunne vognene være til banen på læggepladsen, hvor entusiaster aldrig har været med et målebånd. At der allerede skulle være skiftet sporvidde på gravbanen 1928 modbevises af fotos. Sporvidden på banen til læggepladsen kendes strengt taget ikke. Et ældre foto viser uden tvivl bane til tørvegraven med sporvidden 600 mm, men det er udateret. Efter påklædningen at dømme er vi dog nok henne omkring Anden Verdenskrig.
1946 overtog Hedeselskabet værket, idet Martin Anchersen stadig stod for produktionen. Da Martin Anchersen døde 1959 overtog Jens Hårup forpagtningen af værket. Hedeselskabet arvede nu også Martin Anchersens gård, Klosterlund. I følge anden kilde var det Nationalmuseet? Jens Hårup producerede tørv til 1971 og døde 1972 som 67-årig, hvorefter Hedeselskabet ryddede op. Jens Hårup blev som 21-årig 1926 lokomotivfører på værket Phønix. Det var han til 1928, hvor det begyndte at knibe med tørv til dette store værk. Hans datter Hanne Christensen har leveret en hel del materialer og oplysninger, der er formidlet via Alfred Hansen.
Nogle år efter, i 1979 gik jeg på banetracheen, og der lå endnu hist og pist både sveller og vognrester dybt nedsunket i mosen. Det lykkedes at bjerge en del beslag til vogne og andre dele som for eksempel lasker til Industribaneklubbens museum. Forinden i 1968 havde Svend Guldvang og Alfred Hansen været på besøg, men den dag kørte banen ikke, så lokomotivet blev ikke fotograferet. Helt ude i enden af mosebanen konstateredes et såkaldt klatresporskifte.
På et tidspunkt efter Anden Verdenskrig har man anskaffet et motorlokomotiv på gravbanen. E. Boilesen mente, at lokomotivet var hjemmelavet, og det ligner godt nok heller ingen metervare. Enkelte dele er dog købt fra fabrikker, men en lokal smed har nok samlet dele fra gamle biler til et lokomotiv? Motoren var sandsynligvis i motor fra en Chevrolet? Områdets smede havde en vis færdighed i lokomotivbygning. Klosterlundmuseets gris siges at stamme fra Klosterlund Tørvefabrik, men denne påstand har ikke noget på sig . Et billede af Martin Anchersens og Hårups lokomotiv viser en konstruktion, der er helt anderledes end lokomotivet på museet. Museet angav da også kun, at lokomotivet var fra tørveproduktionen. Det kom til museet fra et tørveværk i Munklinde formentlig i 1994.
Gården Klosterlund er i dag indrettet som egnsmuseum med blandt andet udstillinger om tørveproduktionen på egnen.
Det har været opgivet, at spor og materiel var gået til eventyrhaven i Velling Koller, men det passer ikke. Materiellet hertil kom fra det nærliggende Ellingværk, værk D.
Klosterlund Tørvefabrik efter 1927. Sporvidden stadig 900 mm, men der er nu master til eldrift. Foruden mandskab ses øverst tipvognene, der kørte tørvemassen til læggepladsen. Negativ 3a.02.85. Billedet er lånt af Peter Brøndum Nielsen.
Værket set fra vejen mellem Klosterlund og Engesvang. Foto: Svend Guldvang 1966. Skiftet er tilsyneladende et stubsporskifte.
Samme situation formentlig 1972 taget hinsides Kragelundvejen af E. Boilesen umiddelbart før den endelige oprydning. Kun sporet over vejen er afbrudt, men materiellet har været borte, så EB har noteret, at lokomotivet er ophugget. Juletræet til venstre er blevet stort på de seks år?
E. Boilesens sporskitse af værket. Tegnet 1973, rettet 1980.
Lokomotivet i graven. Toget læsses med en gravemaskine monteret på en traktor. Foto: Thomsen, Bording mellem 1968 og 70. Hvem, jeg har fået fotoet af, ved jeg ikke. Det eneste, jeg ved om lokomotivet, er, at det sandsynligvis var hjemmebygget hos en af områdets smede, sandsynligvis havde en chevrolet-motor og oghuggedes ved driftens ophør 1871 eller 72.
Vogn fra gravbanen. Den stod formentlig endnu 1972 på værket umiddelbart før oprydningen. Foto: E. Boilesen. I baggrunden ses toppen af værkets vandtank.
Tørveælteren. Foto: E. Boilesen formentlig 1972.
Elevatoren og dyndkassen. Fru Boilesen er kommet med på fotoet. Der ses desuden en vogn, en trappe, vandbeholderen og sneglen, der transporterede tørven hen til elevatoren. Billedet er taget kort før værkets lukning. Damen på billedet er fra Boilesen. Foto: E. Boilensen 1970.
Tørveform. Den kunne forme 102 tørv på en påfyldning. Den var tung og flyttedes som regel af to små sporkørende kraner. Den gik af mode endnu før første verdenskrig, men alligevel har Martin Anchersen taget den med fra det gamle tørveværk til det nye i 1927, idet den stadig lå på værkets skrotplads i værkets sidste år. Den virker noget deformeret sikkert på grund af påkørsler. Samme kilde og data som ovenstående.
Afløseren for tørveformene kaldet skæremaskinen eller formemaskinen. Denne er en nyere og lettere udgave af en sådan slæde, der trækkes hen over den udhældte tørvemasse. En omdrejning former 192 tørv. Tromlen er nittet med utallige nitter i hvert rum. E. Boilesen har i faderens smedje nittet en sådan tromle. Samme fotodata.
Efter formemaskinen er kørt hen over den på læggepladsen udhældte tørvemasse, så situationen sådan ud. Efter fotodataene et dømme er billedet taget af E. Boilesen i 1972.
Efter en vis tørretid skulle tørvene rejses ……
… og stakkes. Normalt stakkedes de i et sindrigt mønster, en skrue, hvortil der kunne komme luft til tørringen af de enkelte tørv.
Da sporet både på læggeplads og i graven skulle flyttes efter arbejdsstedet, der stadig rykkede sig, var et såkaldt klatresporskifte en praktisk foranstaltning. Klatreskiftet kan lægges ned hvor som helst på et ret stamspor, og derefter rykkes efterbehov. Foto: Svend Guldvang 1966.
Min sporskitse tegnet efter, at sporene strengt taget var fjernet, men det var endnu muligt at følge banen 1979. Desuden havde jeg en skitse fra Svend Guldvang at holde mig til. Sporvidden var 600 mm og banen var omkring en kilometer land. Pilen til højre mærket foto angiver beliggenheden af klatreskiftet. Venstre pil angiver fotosted for Svend Guldvang og til dels E. Boilesens foto. Hedeselskabets gård er jo Martin Anchersens tidligere gård kaldet Klosterlund. Nu museum. Gad vide om tørveværkets bygninger ikke stadig ligger der?
Kilder og litteratur
Klosterlund Museum og Naturcenter.
Peter Brøndum Nielsen.
E. Boilesen. Oplysningerne er blandt andet en afskrift af overslag på smedearbejde 1936, idet E. Boilesens far var smed i Engesvang.
Kopi af Forpagtningskontrakt mellem Martin Anchersen og Emil Ernst.
Alfred Hansen.
Holger Jørgensen.
Svend Guldvang.
Peter Andersen.
Asger Christiansen.
Ole Winther Lauersen.
Engesvang Lokalhistoriske Arkiv.
Frede Bjerg Mogensen, Engesvang og tørveindustrien: Med portræt af Emil Ernst 1854 – 1933.
Hedeselskabets Tidsskrift 2.1918.
Mosen 9.1920.
Mosen ?.1922.
Ikast Avis 22.08.1994.
Jyllands-Posten 07. og 08.02.1928.
Jyllands-Posten 29.02 og 01.03.1940.
Silkeborg Avis 31.05.1928.
Bent Hansen 2017. Supplement november 2023.