Julehilsen 2021

http://bentsbane.dk/wp-content/uploads/2018/12/Vignet-jul.jpg

Nr. Bjert, julen 2021

Kære modtager

Du og din familie ønskes en rigtig

glædelig jul og et godt nytår.

Jul i en covid-19 tid
I 2020 valgte Edit og jeg ikke at tage til vore børn på grund af covid-19-situationen. Også Lise blev i København. Hverken regering eller sundhedsmyndigheder vovede at aflyse julen, men det, de sagde mellem linjerne fik os til at holde os for os selv.

Efter at vi i Danmark næsten hele 2020 havde klaret os smittemæssigt otte gange bedre end lande, vi normalt sammenligner os med, fik det en ende før jul sidste år, hvor vi sank i statistikken ned på niveau med andre europæere. Coronadebatten havde taget en kedelig drejning og handlede ikke mere om dit og mit helbred, men om genåbning, mink og penge og vel at mærke ikke dine og mine penge. Det værste er, at jeg ikke erindrer et eneste fornuftigt –  læs ikke økonomisk –  argument for genåbning, og så bliver resultatet smittespredning. Nu et år efter er smittesprederpartierne stadig ikke blevet klogere, så vi får se, hvordan vor jul i år kommer til at forme sig. Foreløbig holder vi fast ved traditionerne. Edit holder jul med Sidse og Casper, mens jeg holder med Lise og Lars i Brenderup hos Lotte, Lars og børnene.

I 2020 tog Edit og jeg derfor hjem til mig og holdt jul, og det forløb rigtig festligt uden juletræ, det store gaveræs eller familieopløb. Vi fik både and og risalamande. Nogle gaver var trods alt indløbet. Lillejuleaftensdag var Lotte og Lars kommet med familien for at udveksle gaver på terrassen, Men vi bød dem efter moden overvejelse ind til kaffe i køkkenet. De var nytestede.

Nytår holdt vi hos mig, Edit og jeg. Belært af erfaringerne fra året før var maden skåret ned til det halve og spiritussen til en fjerdedel. Jeg var lige ude på vejen, men ingen naboer var ude, så jeg gik ind igen. Edit var på terrassen et par gange for at se på fyrværkeri, men jeg så kun, hvad jeg kunne se fra vinduet. Vi havde en rigtig hyggelig nytårsaften, men først halv to faldt der så meget ro over Rugmarken, at vi kunne gå i seng.

Isoleret i Nr. Bjert
I 2021 fortsatte vi vor isolering hos mig i Nr. Bjert. Det var jo blevet en vane. Vi gik i Nr. Bjert og mødte to andre sæt naboer, og vi stod på hvert vort gadehjørne og råbte til hinanden. Ellers sad vi bag hver vore pc’er og fordrev tiden. For mig var det den tid, hvor lokalhistorikerne forberedte næste års lokalhistoriske årbøger, så de kunne udkomme til jul, og det var min travleste tid. Hele fem kunder var der i butikken dette forår.

Indlandsklitter ved Rækkebjerge
En gang om ugen skulle vi ud og luftes. Vinteren var til at køre i, så vi tog adskillige heldagsture med madpakke. Jeg fandt endnu steder i nabolaget, jeg aldrig havde været, steder, hvor jeg ikke havde været, siden jeg var ung og steder, som Edit bad om at gense. Et tema var der også til fire af udflugterne: Indlandsklitter også kaldet sander. Ved Grindsted gik vi på Rækkebjerge, en flere kilometer lang flere hundrede meter bred og en halv snes meter høj indlandsklit. Her var vi alene. Trods midvinter kunne Edit lægge sig i en gryde og tage en på øjet, efter vi i øvrigt også havde spist medbragt frokost ude. Ud over klitten så vi også afblæsningsfladen, der var stor og lav, så den var blevet våd, og der havde dannet sig tørv over store flader. Gennem området gik fra 1880’erne en tyve kilometer lang mergelbane i 755 mm sporvidde med to damplokomotiver. Med luft, afvanding og mergling fik man tørven formuldet og fladen opdyrket, men så kom krigen 1914 – 18, og nu læssede man de endnu resterende tørv i vognene og kørte dem til Grindsted eller til Vandelbanen og læssede dem på Løvlund Station. Tørvegravene var ganske tydelige stadig, idet lodsejerne kun havde gravet frem til deres skel fra hver sin side. Skellene stod stadig tilbage. Nord for Rækkebjerge lå den store Simmelmose også med tørveværker.

Frokost i naturen. At kalde det frokost i det grønne, ville nok være en overdrivelse, men det er midvinter, og vi sidder ude på en klit ude i nogle store moser midt inde i det sydlige Jylland. Måske var Rækkebjerg værd at google for at se stedet fra luften.

Indlandsklitter på Randbøl Hede
De nærliggende Syvårssøer på Randbøl Hede beså vi både i midten og i vest. Sådanne vandfyldte afblæsningsflader kendte vi fra sommerhuset, hvor vi havde Kirkeflod, som vi har set med 1½ meter vand og så tør, at vi kunne gå hen over den i sanddaler. På Randbøl Hede kunne vi ikke komme op på klitten, Stoltenbjerg, 87 meter, der var overrendt, men i stedet besteg vi en mindre klit ved den gamle hedevej mod mod Vorbasse, Vorbasse Studevej. En Københavnerplantage var der også på de kanter, Gyttegård, men her var nu golfbane, så den var ødelagt. Der var også et naturcentrum, men det var covid-19-lukket. Det morsomste her var også et skilt, der viste, hvor man kunne hensætte handikappede. Selvfølgelig forstod vi meningen, men vi var ikke de eneste, der først misforstod skiltet. Egentlig var det vist Grene Sande vi gik i. Ligegyldig, hvad det hedder. Der var smukt også om vinteren.

Da vi nu var vant til Syvårssøer fra sommerhuset, imponeredes vi nok mere af det vilde klitlandskab i området her fotograferet en tidlig hverdagsmorgen. I weekenderne var der overrendt, nu da ingen kunne komme til Thailand. Der er is på vandet!

Randbøl Hede med udbredte indlandsklitter. Vi havde besteget en af dem, der ikke just var overrendt og ser ud over blandt andet Vorbasse Studevej lige neden for klitten. Den går på tværs underst i billedet.

Grene Sande. Skiltet er klart nok, men både vi og de, vi viste billedet til misforstod det og læste det, som om man her kunne hensætte handikappede. Vi anede nok, at der ikke var p-pladser her til os, men vi var alene, så vi holdt der alligevel. Ikke på handikappladsen, men på en bondes markvej.

Havørne ved Brænde Mølle
Ved Brænde Mølle på Fyn – Edits ønske – lå der sne, og det var rigtig pænt, for det havde vi ikke i Jylland. Fisketrappen var delvist frosset til is, og det var smukt. På vejen tilbage ville jeg også gøre min indflydelse gældende, så jeg ville køre over Føns Vig og se havørnene. På vejen ville jeg lige vise Edit roebanen fra Salbrovad der skønt nedlagt i 1950’erne stadig havde en tydelig dæmning og en bro under Assensvejen. Mens jeg kørte ganske langsomt og kiggede, formørkedes himlen over os, og to mægtige ørne fløj lavt hen over os og lod os, om vi ville, tælle svingfjerne. I Føns Vig, som vi alligevel tog til, selv om vi allerede havde set ørnene, forstod vi, hvorfor de var flyttet. Vigen var dækket af is, så det nok var for svært for ørnene at få fat i fiskene. I øvrigt er der to ørnepar i Føns Vig foruden et par på Æbelø, et ved Rands Fjord, et ved Solkær Enge og på det seneste også et par på Fænø.

Solkjær Enge set fra vejen, der fører derud. En stor flok Bramgæs var på vej til vinterferie og havde mellemlandet her.

Donssøerne mv.
En anden tur gik til Donssøerne. Som ung besøgte jeg Frøkær, som nogen husker fra Rugmarken. Han boede i Dons, og jeg tog Troldhedebanen fra Kolding til Dybvadbro Station, hvorfra små markveje gik gennem sølandskabet til en bro mellem de to Donssøer. Herfra var der ikke langt til Dons. Vejen passerede en del små husmandssteder, men ak, da jeg nu vendte tilbage med Edit, var husmandsstederne blevet til bylandmænds lystgårde med vognhjul på gavlene. Den lille vej langs søen var pløjet op, og i stedet havde de nye ejere etableret hver deres kilometer lange adgangsvej fra Kolding – Egtved landevej til deres ejendom. Vejene var nu spærrede med jernporte, kæder, bomme eller i bedste fald skilte med privat. Den tur måtte vi opgive og i stedet forsøge os ved Stallerup Sø. Her holdt jeg lige ind for at se på mit kort, om der var en bro over Vester Nebel Å på den vej, vi kørte på. En lokal kom forbi og tilbød topografisk hjælp. Han bekræftede, at der var en bro, men at vi godt kunne opgive at komme i nærheden af søen, der også her var spærret af lodsejerne. Og så afstod han fra at forklare mig den nærmeste vej, for han var godt klar over, at vi var ude for at køre den længste og mest besværlige vej. Det var ret godt set! Jeg var nemlig drejet af ved Elkærholm, hvor Edit aldrig have været, og jeg heller ikke i en menneskealder. I stedet for en søtur gik vi i den nye skov vest for Kolding, Harte Skov. Jeg var slet ikke klar over, at den var så stor, så afvekslende og så smuk. Heller ikke, at træerne allerede var blevet så store. Vi holdt i øvrigt ved det coronalukkede landbrugsmuseum, Landbomuseet på Brødsgård. Her lå der tilmed et tyndt lag sne over det hele, nok til at gøre alt hvidt og anderledes.

Sne i Nr. Bjert
Vi tog flere ture, og en dag valgte vi en tur i nærområdet, hvor det havde sneet, og vi havde hørt, at der havde været lukkede veje på egnen. Jeg fulgte myndighedernes råd: Sneskovl, varme tæpper, varm kaffe og wienerbrød samt mobiltelefon i bilen, og så kørte vi ud. Vi kom ikke længere end til Solbjerg på Sletteskovvej. Her lå en meter sne, som ikke var ryddet med plov med med gummiged. Længere nede efter Karensdal var driverne langs vejen 1½ meter høje. Der var dog langt til min ungdoms fire til fem meter snedriver, der holdt skolen lukket i tre dage. Fire gange i mit arbejdsliv var jeg ude for en tre dages lukning. Efter Edit havde fotograferet færdig, kørte jeg op på Lange Linje, der er et lokalt navn for Eltangvej, som ikke mere fører igennem til Lilballe. Her lå der knap så meget sne, men også til min overraskelse flere lag med mere end 10 centimeter jord. Det var noget af det, vognmanden, der kørte den lokale sneplov, frygtede, fordi den jordfyldte sne eller snefyldte jord var for tung for ploven. Mens han brugte sin tid her, føg bakkeskråningerne til for ham, og vejen lukkede, og skolen lukkede. Jeg ville egentlig have været rundt om kirken og ned ad Nr. Stenderupvejen, men jeg så ungdommens snedriver for mig, og vendte på Eltang Kirkens p-plads. Edit skulle ikke se mere sne, og hun var også tilfreds med det, hun havde set. Vi tog kaffen og wienerbrødet hjemme i det lune køkken.

1½ meter sne på Sletteskovvej mellem Karensdal og Birkemosevej.

På Lilballevej mellem Eltang Skole og Eltang Kirke, som kirkegængerne i gamle dage først kaldte Sibirien og senere Langelinje, lå der en stor procentdel markjord i sneen. Når man ser det fænomen, forstår man måske, at der er to til seks meter muld eller løsjord dannet lige efter istiden i et bælte fra Tyskland over Ukraine til de russiske stepper.

Og så i haven
Efter adskilligt flere skønne ture var det forår, og haven kaldte. Den blev behandlet og sået til, men vi havde slet ikke samme held som sidste år. Vi blev i den grad hjemsøgt af dådyr, rådyr, mosegrise og dræbersnegle. De åd kimplanterne. Når vi alligevel fik grønkålssalat, var det, fordi de to år gamle stokke stod endnu, og de havde både gule blomster og masser af grønkål. Det har de i øvrigt nu tre år gamle stadig. Det var kun ganske få porrer og rødbeder, vi fik. Jordskokker, rabarber, purløg timian, rosmarin og persille har jeg så meget af, og det starter ikke som kimplanter, så der kan de vilde dyr ikke spise mig ud af huset. Også dilden havde kastet flere frø, end kræene kunne nå at gnave ned. Frugtbuskene og rabarber kunne vi heller ikke i år klage over. I øvrigt er vi indstillet på at dele med dyrene. De skal jo også være her. Så må vi købe i Brugsen.

Disse dådyr og sikahjorte er ikke dem fra min have, for denne stolte han huserer i Fuglsang Skov i Fredericia, hvor vi ynder at tage hen, selv om vi også har skove i Kolding, men Fuglsang er bedst til Edits rolator.

Et andet yndlingssted er Vandværkssøerne også ved Fredericia, og her sidder vi også i midvinteren med Lise op spiser Tapas fra Fiskehuset i Fredericia. Herfra kørte vi til et ishus ved Middelfart og mødtes med Lars og hans familie. Ved at mødes ude, kan vi ses og alligevel begrænse smitterisikoen. Lise var på gennemrejse, og vi hentede hende i Fredericia og Lars afleverede hende i Middelfart.

Vaccinationer
I mellemtiden blev det så vore tur til vaccination. Edit, der boede i København, fik efter en halv times ventekø tilbudt Kolding en måned senere. Hun slog til. Derefter lånte jeg hendes bærbare og ventede igen en halv time, men da var Kolding udsolgt. Jeg fik tilbudt Esbjerg eller Haderslev. Jeg lukkede uden at bestille. Næste morgen klokken seks prøvede jeg igen, og da kom jeg igennem lige med det samme og fik tilbudt Vejle og det kun to uger senere. Altså to uger før Edit. Jeg slog til. Der var ingen mén efter vaccinationen, og så i november blev vi indkaldt til tredje stik, som foregik i Kolding. Jeg var skidt et par dage, men det havde sprøjteføreren sagt og anbefalet mig cognac, og hvis vi ikke havde det panodil.

Ny hofte
Efter de to første vaccinationer og 14 dages venten, inden de virkede, var det blevet tur til får en ny hofte. Jeg havde jo sidste år udsat en operation, fordi jeg var i en god periode, men nu slog jeg til. Så gik der godt en måned med at vente på forundersøgelse og så igen en god måned med at vente på operationen. Da det var mere end politikernes garanti, fik jeg tilbud operation på fjerne steder med kortere ventetid. Jeg holdt dog ved Vejle, og en tirsdag morgen kom Lars og kørte mig til Vejle, så han kunne nå retur og på arbejde rettidigt. Jeg ventede kun kort tid. De var klar allerede 06.30, og jeg blev indlagt, og endnu før, jeg skulle have mødt, var de i gang.

Jeg havde læst alle vejledningerne og fulgt dem. Det var navnlig forbyggende gymnastik, jeg havde gjort noget ud af. Jeg var faktisk i så god form, da jeg mødte op, at jeg dagen før havde kunnet slå græsplane.

Jeg mærkede intet. Det eneste ubehagelige var da de ledte efter et sted i min rygsøjle, hvor de kunne få nålen ind til rygmarvsbedøvelse.

Jeg vågnede først ud på eftermiddagen, men så var de der også straks. Fyssen, der skulle lære mig at gå, startede mig og tog sig så af andre, og pludselig måtte hun råbe efter mig, at nu måtte jeg altså ikke gå længere. Ved hvert vagtskifte kom personalet ind og sagde goddag og læste på min brugsanvisning og sagde så: “Nå, det er dig, der kan klare dig selv!” Og så gik de uden at nusse omkring mig. På den anden side var jeg glad for, at jeg kunne selv, for nogle af dem, jeg lå sammen med, havde det slemt og krævede megen pleje. Jeg fik lov at blive til næste eftermiddag til Lars havde fri fra arbejde og kunne hente mig uden at skulle købe sig fri.

Hjemme gik tiden med gymnastik, træning og så at sidde på terrassen. Der var stadig ingen mén efter operationen. Jeg mærkede det faktisk ikke. Det strammede måske lidt i såret, og jeg begyndte igen at bruge nogle muskler, jeg nok ikke havde brugt i flere år, og der skal man gå langsomt frem. Ellers hævner det sig. Jeg var ikke i tvivl om, når jeg har været for flittig.

Den årlige tur til Dagebüll
Endnu inden jeg igen måtte køre bil, tilbød Lars mig min årlige sommertur til Niebüll og Dagebüll. Lotte og Edit ville ikke med. Ad omveje kørte vi derefter til Havneby på Rømø, hvor jeg for første gang skulle bruge coronapas for at komme ind at spise på en fiskerestaurant. Lars var lidt imponeret af turen og gentog den nogle uger senere med Lotte.

I 2021 aflagdes igen et besøg Dagebüll, hvor Lars kørte mig, mens jeg endnu benyttede krykker, og igen sås et køretøj, jeg aldrig havde se før og tilmed med det indtil dato højeste sete nummer: 62. Selv om konstruktionen er traditionel med træramme, ser materialerne nye ud.  Det vil sige, at der nu er 62 motortroljer på banen til Oland og Langeness ud over Nationalparken lokomotiver. I øvrigt først i december modtog det et helt nyt elektrisk lokomotiv! Pinden i snoren er bremsen. Den stikkes ind med hjulenes eger. Lavpraktisk og ikke spor elektronisk. Og så virker den hver gang, bare men husker at bruge den. Foto: 2021.

God bedring
Efterhånden kunne jeg igen slå plæne, og efter et års tid, hvor jeg ikke kunne følge med min selvkørende plæneklipper, og havde været på værksted for at få den gearet om, hvilket plæneklipperservicen hævde ikke kunne lade sig gøre, var det mig, der blev repareret, så hastighederne igen passede. Jeg var efterhånden kommet op på to hele dage for at slå plænen, men nu går det igen som en leg.

Den nye hoftes første tur
Vor første tur efter at jeg igen havde fået vurderet benkræfterne som store nok til bilens bremse, tog vi ud på en tur til Røglehalvøen. Det lykkedes mig at køre ad veje, hvor Edit ikke havde været før. Vi endte på Strib Nordstrand, hvor jeg som barn de sjældne gange, jeg var der, elskede at bade. Lillebælts udadgående strøm ramte vinkelret på kysten her, så der var dybt helt ind under land. To meter bare et par meter ude, og strømmen var så stærk, at man ikke kunne stå på bunden, men det var jo lige meget, når man heller ikke kunne bunde. Strømmen pressedes videre ud i Kattegat, men der hvor jeg badede, var i en hvirvel, hvor strømmen løb tilbage med mod Strib Odde. Siden har jeg uden for badesæsonen undertiden fisket her. Jeg vidste, hvor fiskene stod, nemlig i strømskellet i hvirvlen. Det vidste marsvinene også, og de svigtede os ikke. De vi havde talt 16 marsvin, holdt vi op at tælle, men helt ærlig tror jeg, at det var de samme tre, der kom igen og igen følgende hvirvlerne. Der var en mor med unge og bagved endnu en, hannen eller tyren som de hedder i fagsprog. Egentlig troede jeg, at Edit havde set marsvin og sæler nok på sejlture med Lars, men disse her var tættere på, og så kom de ganske regelmæssigt. Også tættere på end ved de betalte marsvinebesigtigelsesture, der sejles fra Middelfart. Her er sikkerhedsafstanden 50 meter, men hos os ved Sofieodde, som de indfødte gerne vil omdøbe Strib Odde til, overholdt dyrene ikke de 50 meter, men det kunne vi jo ikke gøre for. Jeg har set både sæler og marsvin nok, men Edit var begejstret.

Den dag så vi også årets første krydstogtskib anløbe Fredericia, hvor passagererne ikke måtte gå i land til så stor fortrydelse for handelsstandsforeningen i Fredericia, at det tog en halv time i Tv-syd, inden Handelsstandsforeningen var færdig med at brokke sig over lovene i andre lande. Derpå kørte vi videre til Røjle Klint for at nyde udsigten og til Røjle Mose Kirke, også for at nyde udsigten. Det var den kirke, jeg fra vore stuevinduer i lejligheden i Fredericia gennem hele min barndom kunne se på toppen af Røjle Klint. Vi kørte videre til Katrinebjerg, 71 meter over havet. Også fra denne høj var der udsigt, og så lå der på toppen af højen en sø. Det er altså ikke normalt, men forklaringen er, at lillebæltsleret her når 71 meter over havet. Fire kilometer borte under Strib fyr er der boret. Her ligger overfladen af lillebæltsleret 90 meter nede. Selv om igen ved, hvor meget istiden har høvlet af Katrinebjerg, er højdeforskellen på leroverfladen inden for fire kilometer mindst 160 meter.  Hvordan det er gået til, ses tydeligt på Røjle Klint, hvor man også kan gå godt 60 millioner års historie tilbage i tiden på en strækning langs kysten på  en kilometer.

Strib fyr set fra Lars’ båd. Revet ligger til venstre, men strømhvivlerne omkring revet var ikke værd at fotografere den dag. Jeg har som roer i min ungdom set dem meget værre. De tog magten fra både styrmand og roere.

Det var nu blevet så sent, at Edit ikke orkede at tage hjem og lave mad, så vi kørte ned på havnen i Middelfart for at købe lækker fisk med hjem til frokostbordet, men da vi så et spisehus, gjorde vi kort proces og gik derind og på vore coronapas, fik et bord inde og nød en dejlig laksesalat og jeg en lille Grimbergen og Edit en stor. Det var vor første restaurationsbesøg sammen siden sommeren 2020.

I København
De næste uger var vi ude at spise fast en gang hver uge i forbindelse med en tur, og efter over et halvt år i Nr. Bjert, ville Edit godt hjem og se til sin lejlighed, så vi kørte til København, hvor vi var i flere omgange. Der var snart arrangementer i København og snart i Nr. Bjert, der kaldte.

Mens vi var i København, lukkede landet mere og mere op. Vi gik i Zoo, hvor vi var mindst fem gange, og de fire gange spiste vi hos Pandaen. Sidst på min fødselsdag. Vi tog også en tur til Helsingør og kiggede på domkirken igen og tog en frokost på en hyggelig cafe, vi havde fået anbefalet af indfødte. Den nye metro til Nordhaven prøvede vi også. Det gamle Geologiske Museum besøgte jeg tre gange, idet det jo skal lukkes og erstattes af et helt nyt. På den ene tur gjorde Edit og jeg studier, så vi vidste, hvad vi skulle viser Signe, barnebarnet på næsten ti, som jeg havde lovet at vise Tristan-Otto, en stor privatejet t-rex, som havde været udstillet der fra før coronaen lukkede sig om landet. Der er intet foto, for der var fotoforbud på Tristan-Otto, men den kan googles.

I mit yndlingssted i Zoo, sommerfuglehuset kunne man få sommerfuglene til at sidde på sig, Her i år var der kommer småfugle ind i huset også. De kom godt ud af det med både sommerfugle og med Edit, og en af dem valgte at køre med på hendes rollator.

På Dantes Plads med Glyptoteket i baggrunden ville et udenlandsk p-selskab banke et p-hus ned, mens beboerne ville bevare pladsens idyl. I kampen mod politikere og finansfolk havde beboerne fået hjælp af kunstneren Galschiøt, der fra sit depot havde lånt dem skulpturen, Den indre Svinehund. Du kender ham måske fra sidste års indlæg og hans nutidige problemer med kineserne i Hong Kong? Der mangler i København p-pladser og boliger, men der er nok af p-huse og lejligheder, som almindelige mennesker ikke har råd til at betale.

Ny pc
Min pc gik ned, men det lykkedes mig dog at få den på benene igen, så intet gik tabt. Edits ældste søn, Kim kom med et forslag til en ny, som vi købte på Frederiksberg. Kim flyttede alle mine programmer og skabte forbindelse til net og sky. I løbet af et par dage var jeg i gang igen. Den ny er anderledes, men det skyldes nok også, at Windows 11 er anderledes end 10, og det skal man i min alder vende sig til. Den nye er langt hurtigere end den gamle, og det anderledes har jeg efterhånden vænnet mig til. Nogle af de finesser, jeg havde opbygget på den gamle, har jeg efterhånden genfundet på den nye også. Selvfølgelig var de på den nye, bare ikke der, hvor jeg ledte.

I Hedeland
Hedeland har vi besøgt nogle gange. Jeg var alene til grillaften, men Edit var med til to hundrede års fødselsdage, idet begge vore damplokomotiver var bygget 1921, og begge kunne fejre 100 års dag. Klubben havde indbudt repræsentanter fra en række museer, andre veteranbaner og nogle af vore leverandører. Selv om der også var politikere til stede, og jeg sporede lidt valgflæsk, var det rigtig hyggeligt. Når jeg kommer i Hedeland, ruller de ikke mere den røde løber ud, for nu mødes jeg af medlemmer, jeg ikke kender, og som ikke kender mig, og så tilmed spørger om min billet, men det er jo nok fordi, vi er oppe i alderen, og navnlig fordi vi får nye medlemmer, og det er ikke alle klubber forundt. På vor næstsidste tur var vi ude at se vort nye lokomotiv, som jeg vist også har penge i klemme i. Det er fra 1910, og der er ikke meget tilbage af det, men som vore folk siger: “Vi ville jo alligevel havde lavet nyt førerhus til det, så det gør ikke noget, at det mangler.” Ny beklædning og ny isolering til kedlen tager tid, men så længe vi har folk, der kan og vil klare sådanne opgaver, skal det nok lykkes. Måske ikke i min tid, men jeg så jo de lokomotiver, mens de stadig var i drift.

Her ses de to fødselarer på deres 100-års dag i Hedeland. I front står vores nr. 3 fra fabrikken Orenstein & Koppel med byggenummeret 7459/1921, hvor 1921 er byggeåret. Den er fra mergelbanerne og Vildmosetilsynet. Bagved vores DA 7, Henschel 18449/1921 fra sukkerfabrikkerne. Foto: Leif Ulrich Johannsen.

Også dette foto er fra Leif. Når jeg ikke benytter mine egne fotos, er det fordi, vi kun var der om formiddagen, og da kørte begge lokomotiver i modlys. Sidst på dagen havde de solen på siden.

Et par uger senere ankom en nyanskaffelse: Nakskov Sukkerfabrik nr. 2, Henschel 10842/1912, der havde kørt for Nakskov Sukkerfabrik og for Ålholm Automobilmuseum som Odin, og efter museets konkurs har flere private ejet det, inden vi købte det blandt andet for mine penge. Det store hjul i bag skal fjernes, og kedlen skal fornyes, foruden der skal bygges førerhus, men selv om det havde været i behold, skulle det alligevel have været fornyet. Vi har også fornyet førerhuse på de to ovenstående maskiner. Det bliver nu ikke i dag, vi begynder på genopbygningen, så den kommer til at ligne DA 7, bar med tre drivaksler i stedet for fire. Fotoet er Steffens Lyngesen, da mit foto også er taget i modlys.

Kong Øre
Lise ringede og spurgte om vi ikke kunne tænke os at køre over Odsherred hjem fra København. Hun var netop i Carstens sommerhus. Vi samlede hende op i brugs i Odsherred og kørte hende til Kongsøre, hvor vi gik og i den grad så på oltidsminder opført af og for sagnkongen Kong Øre. Efter middag og kaffe i sommerhuset nord for Kongsøre, kørte jeg over Odsherredsbuerne, Vejrhøj, Dragsholm og Fåreveje Kirke, hvor vi kom et kvarter for sent til et besøg hos jarlen af Bothswell. Vi du se ham, må du som os google. Sidste besigtigelse var Tissø og Åmosen. Alle sammen steder, hvor jeg aldrig havde været. Det var min første rigtige tur uden stop med min nye hofte, og vi klarede den uden problemer.

I Kongsøre Skov syd for Holbæk ved Isefjorden havde Kong Øre huseret og efterladt masser af gravhøje, fortidsminder og sagn. Vi gik med rollator på skovveje med Lise to kilometer gennem vanskeligt terræn, og på vejen fik dette træ øje på Edit. Heldigvis stod de med begge ben solidt plantet i den sjællandske muld.

Øhop
Sidste større tur var et besøg hos Edits bror og svigerinde på Lolland. Svigerinden var blevet syg og lam i underkroppen. Jeg tilbød Edit at køre derned, hvis hun kunne skaffe mig en overnatning hos Sidse på vejen hjem. Turen ud gik gennem smukke sydfynske herregårdslandskaber, Erholm, Brahesborg og Brobygård til Tåsinge og Langeland. Da vi forlod færgen på Lolland, regnede det, og det gjorde det resten af dagen helt til vi nåede Sidse. Vi var ikke ude nogen steder på vejen, selv om der havde været rigeligt at se på, men vi skulle nå færgen og frem til Sidse i rimelig tid. Det var dog blevet mørkt, da vi kørte fra Lolland, og det regnede stadig, og jeg er ikke godt kendt på disse kanter. Øhop kunne være overskriften for denne udflugt for vi var på Fyn, Tåsinge, Siø, Langeland, Lolland, Falster, Farø og Sjælland.

Juletur
Trods rekordhøje smittetal i december vovede vi at tage med juletoget i Hedeland ud til spejderne for at nyde cacao og æbleskiver.

Der lå sne i Hedeland, og det var glat og diset. Til gengæld var der ikke en vind, der rørte sig, så det føltes ikke koldt. Vi har kørt juletog siden 2002, men Edit og jeg var først med , efter vi havde mødt hinanden nogle år senere. I år var alle tog fulde, så for min forening var arrangementet en succes.

Vi tog damptoget ud og motortoget hjem. Der var så mange med, at hver gang, jeg skulle fotografere, gik nogen ind i billedfeltet. Her er det en ung mor, hvis barn lige skal se lokomotivet. Passagererne er ved at hente de sidste juletræer i godsvognen. Togføreren er ved at koble vognene af, så maskinen kan løbe rundt. Du kan ikke lige se det, men togføreren er af hunkøn, og hun er ikke den eneste, selv om de fleste står i kiosk og billetsalg og tager sig af mig, når jeg er til grillfest derude. Tak for det.

Hedeland som naturområde er arkitekttegnet, og det betyder, at der i valg af vækster i området er tænkt på mad til dyr og fugle. Der er meget mad på disse sandtorn, og nogen uddøende race er de ikke. Vi bruger meget tid på at forvise dem fra vort spor. Det er Edits foto.

Edit ser noget andet på turen, end jeg gør. Her er det de glinsende vanddråber på birketræet, der betog hende. I baggrunden vor hal til alt det materiel, vi har samlet, men som vi ikke i øjeblikket har kræfter til at restaurere. På vognen er der sveller af tropisk træ, der ikke så let råder og ikke skal imprægneres med giftstoffer. Hedeland er jo et naturområde, så det nytter ikke noget, at vort træ råber på Gori. Foto: Edit.

Som skrevet i indledningen er planerne for julen klar, men om vi kommer til at følge dem, ved vi ikke. Det vil tiden vise. I øjeblikket, ved redaktionsslut 15. december, sætter smittetrykket nye rekorder og er stadig stigende, og de smittespredende partier sidder stadig med hænderne i skødet. Planerne for min jul er allerede begyndt at skride.

Med venlig hilsen

Edit og Bent.

Dette indlæg blev udgivet i Jul. Bogmærk permalinket.