Jernbaner i Australien

INDLEDNING
Landet er en forbundsstat, hvor de enkelte forbundslande af en eller anden grund valgte hver sin sporvidde til deres jernbanenet. Således:
Queensland. 3′ 6″. Læs  tre fod og 6 tommer og vel at mærke engelske fod.
New South Wales. 4′ 8½”.
Victoria. 5′ 3″.
Nord Territoriet. 3′ 6″.
Syd Australien. 5′ 3″ og 4′ 8½” og 3′ 6″. I Port Pirie fandtes alle tre sporvidder.
West Australien. 3′ 6″ og 4′ 8½”. Desuden en række private minebaner sikkert med normalspor.
Tasmanien har hovedsagelig 3′ 6″. Der er ikke mere persontrafik bortset fra luksustog.
Forbundsregeringen drev et net også uden for eget område med normalspor. Man var allerede i 60’erne begyndt at omspore. I dag, 2023, er der normalspor fra Perth til Sidney, hvilket er fra vest til øst tværs gennem landet, og fra Adelaide til Darwin, hvilket er fra syd til nord også tværs gennem landet. Desuden på den folkerige østkyst fra Cairns til Melbourne. Sidste skud på stammen fra 1995 er linjen Melbourne – Adelaide omsporet.

5′ 3″ er 1600 mm.
4′ 8½” er 1435 mm eller normalspor.
3′ 6″ er 1067 mm eller britisk meterspor eller kapspor.

De fleste af de illustrationer, jeg har fået fra Australien, er postkort og brochurer, der ikke kan bruges her. Jeg har dog et par fotos fra the Sulphide Street Railway & Historical Museum, Broken Hill. Her løb i sin tid the Silverton Tramway, der var en 58 kilometer lang forbindelse i 1067 mm spor mellem Cockburn på Syd Australiens grænse til minebyen Broken Hill i New South Wales. Banen eksisterede 1888 – 1970 og dannede forbindelse mellem normalsporet fra New South Wales Government Railways og smalsporene på Syd Australiens baner. Banen var en privatejet minebane, som det mere offentlige net var nødt til at medbenytte, indtil forbindelsen der indgik i øst – vest-forbindelsen mellem Sidney og Perth var udbygget til normalspor. I dag findes en veteranbane på stedet samt et større jernbanemuseum i en rundremise.

Foto: Per Simonsen 1985.

Her ses både W 24 til højre og Y 1 til venstre. Begge fra Broken Hill Museet. Y 1 er en 1’C maskine bygget af Beyer, Peacock & Co. mellem 1888 og 1907 i 1067 mm. Ikke færre end 4 ud af 21 i Silverton Tramways besiddelse er bevarede. Der var dog aldrig mere end 17 eksemplarer af Y-typen i Silverton på én gang. Nr. Y 1 er naturligvis bygget i 1888, men det er også alt, hvad fabrikspladen oplyser. Maskinen vejede godt 47 t, og den var i drift 1888 – 1960, og da nåede den at køre knap 915 500 kilometer.

Foto: Per Simonsen 1985.

På museet i Broken Hill ses en W 24, der er en stor 2’D’1-maskine i 1067 mm i sin tid bygget af Beyer, Peacock & Co. som nr. 7553/1951. Den har nr. 24. Der byggede i alt fire eksemplarer af typen, hvoraf endnu en, nr. 25, er bevaret.

Foto: Ukendt. Arkiv: O. W. Laursen.

Emu Gravel Co. på Emu Plains var dels et grusfirma dels en jernbaneejer og ditto operatør, der drev en privatbane i de nordlige Tasmanien. Den indgik dog en overgang i den offentlige trafik. Her ses banens lokomotiv nr. 1, der var en tokobler med saddeltank bygget af amerikanske Vulcan. I både UK, USA, Danmark og Tyskland fandtes lokomotivfabrikker med dette navn. På billedet her kører nr. 1 i grusgraven og ikke i den offentlige trafik. Bortset fra at billedet er taget 1961, vides intet. Nettet oplyser, at maskinen var Vulcan Iron Works 2289/1914. 2011 befandt maskinen sig på Tenterfield Railway Stations Museum i noget ombygget stand. Den havde blandt andet en dyrere skorsten med krave og en efter min mening skæmmende rød drivstang. Og så bar den navnet Tilly. Lige dette foto fandtes ikke i museets eller i entusiasternes samlinger. Hvordan OWL i sin tid har fået det, er det for sent at spørge om, men det er uden tvivl et aftryk af et originalt billede. Henvender man sig til mig, sender jeg gerne en skanning i højere opløsning end her.

Foto: Günther Barts 1976. Arkiv: Bent Hansen 32.18.82.

Lokomotiv til en åben brunkulsmine i Australien bygget af Siemens som 6392/1975. Med bygmesteren er lokomotivet uden tvivl elektrisk. Sporvidden og modtageren kendes ikke. Lokomotivet er fotograferet på en Bergbaumesse i Düsseldorf i 1976.

ANNIE
Til sidst lidt om et lokomotiv, der er svært at sætte i rubrikker. Det kunne registreres under Australien, Tyskland, UK og New Zealand. Lokomotivet er en kopi af et originalt lokomotiv, og kopien hedder Annie. Vi tager imidlertid i mit indlæg træk af hele historien.

Navnet Annie som lokomotivnavn
En søgning på nettet på lokomotivnavnet Annie giver megen støj, idet mange lokomotiver gennem tiderne har heddet Annie eller beslægtede navne som f. eks.: Anni, Anny, Ann, Mary Ann. Hvorfor en vis frk. Lennox også af Google forveksles med et lokomotiv, vil jeg ikke bryde min hjerne med. Ved industribanemuseet Moseley i dag Apedale finder du to motorlokomotiver med et annielignende navn. Det ene er Ruston 198297, og det andet, Lady Ann, er Clayton B0922B. På Festiniog-banen kører Marry Ann, der er en 40 hk Motor Rail.

Britisk lokomotivkopiering
Anledningen til denne del af indlægget var en diskussion med en brite om, hvornår et lokomotiv var en nybygning og, hvornår det var en restaurering. Min britiske kilde kunne godt høre min undren, så han fortalte, at der i UK var penge, vilje og evner til, blot man fandt en skrue, der mentes at have siddet på et damplokomotiv, at restaurere lokomotivet ud fra skruen, som naturligvis fik en central plads i bygningsværket. En tolder med speciale i brugte biler kunne i hvert fald i min barndom tale med om denne specielle form for husflid. Spøg til side, men et faktum er, at Festiniog-museumsbanen byggede lokomotivet Taliesin op fra en bevaret håndbremse!

Da Annie er bygget af fabrikken Bagnal, kommer der også lige et afsnit om bagnalkopier.

Britiske Bagnall lokomotivkopier
Der eksisterer følgende kopier af Bagnall-Damplokomotiver:

  • Sea Lion, der er W. G. Bagnall 1484/1896. Maskinen er i drift.
  • Polar Bear, der er W. G. Bagnall 1787/1905. I dag ved Amberley Chalk Pits Museum.
  • Jack, der er Andrew Barclay & Sons Co. ?/1925. Bygget 1994 og solgt privat 1997.
  • Annie, der er bygget af Richard Booth inspireret af W. G. Bagnall 1922/1911. Driftsklart.

Foruden den her oplistede Annie eksisterer endnu en kopi af næsten mage til, og for at gøre komikken fuldkommen, eksisterer originalen også stadig. Efterfølgende kaldes originalen blot for Annie eller den originale Annie, men kopierne kaldes Annie 1 og Annie 2. Først:

Den originale Annie
Om den originale Annie vides det, at hun var i New Zealand allerede året efter, hun var bygget, og der var hun i drift til 1976, hvorefter hun har turneret til forskellige samlinger og museer. Sporvidden angives til 2′ 6″, svarede til 762 mm. Da der ikke mere var arbejde til hende, blev hun hensat på bunden af en grav og efterhånden dækket med affald og andet fyld. Senere blev den gravet op igen af en entusiast, men er i 2009 endnu ikke restaureret.

Annie 1
Her er tale om den britiske kopi, der allerede er omtalt i afsnittet: Britiske Bagnall lokomotivkopier. Da briterne troede, at den originale Annie var begravet i New Zealand, byggede de en kopi af hende, og den har siden 1998 kørt på Groudle Glen banen. Bygherre eller bygmester eller måske begge dele er Richard Booth. Denne kopi er mørkerød med sort og hvid staffering.

Annie 2
Selv om Annie hidtil have været en rent New Zealandsk/britisk affære, gik man af uransagelige grunde også i Australien hen og bygge en kopi af Annie, selv der allerede eksisterede én kopi foruden originalen. Lokomotivet har en plade, hvoraf det fremgår, at den er bygget 1990 af Keith Watson i Western Australia. WA på skiltet refererer formentlig til delstaten. Den australske Annie er ingen tro kopi. For eksempel er kedlen langt fra original. Derimod er pladen bortset fra replica-bemærkningen en tro kopi af den originale plade. Det fremgår, at Annie forestiller W. G. Bagnall Ltd. nr. 1922 bygget 1911 og så i øvrigt, at Bagnall ligger i Stafford, England. Annie 2 har sort kedel, grøn vandkasse og førerhus. Det har røde og gule stafferinger. Bufferplanken er rød, og den seneste ejer har malet sit navn på førerhuset med store gule bogstaver. Sporvidden er nu senest 600 mm. I sin tid i den engelsksprogede verden har sporvidden nok været 2 fod, hvilket er 610 mm.

I Western Australien byggedes kopien til en industriveteranbane. Her var lokomotivet til diskussion på en hjemmeside i 1998.

En søgning på Annie 2s australske fortid viser, at en forhenværende ejer kan være The Bennett Brook Railway, der holder til under The Western Australian Light Railway Preservation Association i Whiteman Park omkring 16 km fra Perth i Western Australia.

En anden af Watsons kopiversioner findes i dag i besiddelse af et Moseleymedlem, men den er ikke i fuld skala og kan end ikke trække 2,25 t på flad bane.

Den australske Annie-kopi blev imidlertid ret hurtigt solgt, og køberen var tyske Tolk-Schau ved Slesvig. Her fik man nu ikke megen glæde af hende, idet man havde man glemt at smøre lejerne, så de var løbet varme, som det hedder. Om hun er repareret og kommer ud at køre igen, vides ikke.

  • Annie hensat i Tolk i 2009. Vi er her på museet og ikke i værksted/remise, hvor hun forrige gang, jeg var der, befandt sig.

Annies plader, der ikke lægger skjul på, at hun ikke er ægte. 2009.

Kilder og supplerende informationer
David Levy.
Tipvognen 2.2006 side 22 ff.
http://en.wikipedia.org/wiki/Groudle_Glen_Railway
http://en.wikipedia.org/wiki/Annie_(locomotive)
http://www.maciulaitis.com/nzrolling/narrow.html
http://de.wikipedia.org/wiki/Tolk-Schau
bentsbane.dk Tyskland/Jernbaner/Slesvig

Flere bekendte har besøgt plantager for både oliepalmer og ananasdyrkning, men det er aldrig lykkedes at få billeder.

Bent Hansen 23. september 2023. Rettet 25. september 2023.

Dette indlæg blev udgivet i Industribaner, Jernbaner. Bogmærk permalinket.