Rejser i Frankrig

VORT FORHOLD TIL FRANKRIG
Siden 50’erne har jeg været i Frankrig flere gange trods det, at jeg ikke kan et ord fransk, og franskmændene har deres uvilje mod fremmedsprog siddende uden på tøjet – i hvert fald i sidste årtusinde. Jeg har dog altid på et eller andet tidspunkt fundet en alsace’er, der kunne og ville tale tysk. Der har aldrig været mas med at betale. Elisabeth, min hustru, der havde boet mere end et år i England, kom dengang i Frankrig ingen vegne med sit engelsk!

Første tur gik med toget til Paris i 1958. Anden tur var en biltur til Alsace og Lorraine i 1961. I 1962 tog vi en togtur til Rivieraen. Efter en lang pause var vi 1978 i bil i Cahors med en afstikker til Verdun og Auvergnes Højland. Næste tur i 1988 gik tre uger i bil til Provence, Middelhavskysten i sydvest ved den spanske grænse samt Andorra og igen Auvergnes Højland. Sidste tur førte fra Basel i Schweiz med tog til Muhlhouse og tilbage til Basel dagen efter. Det var i 2018. Opholdene har oversteget en måned sammenlagt.

Herefter tager vi Frankrig fra syd til nord sted for sted. Selv om vi har været i Auvergnes Højland to gange, har vi ikke besøgt samme sted to gange bortset fra Paris, Le Puy og Colmar.

PARIS
Første tur i Frankrig gik i 1958 til Paris med toget. Vi havde en lille uge i Paris, men jeg følte, at vi så hele Paris. Ud over de mangestjernede seværdigheder blev der også tid til at strejfe rundt i byen på mere ydmyge steder og sidde på fortovscafe.

Toget ankom til Gare du Nord,  og vi fik et hotel i nærheden, hvorfra metroen let bragt os til centrum. Vi spiste som regel nær Gare du Nord og fandt hurtig et stamværtshus, Den flanderske Taverne, men herom senere.

Metroen bragte os rundt. Busserne tog alt for lagt tid på grund af trafikpropper. Når man først var kommet ned i metroen kunne man rejse og skifte, og først når man forlod metroen, udløb billetten. Linjerne var indrette således, at de så godt som alle krydsede hinanden et eller andet sted. Skulle man fra A til B, så man på metrokortet. Vi startede på udturen altid på Gare du Nord, og så skulle bare finde vor seværdighed og den linje, den lå ved. Vores linje fra Gar du Nord krydsede som regel linjen, som vort mål lå ved. Vi skulle så bare skifte på den station, hvor de to linjer krydsede. Selv om vi kunne komme frem med mange skift i en næsten direkte rute, betalte det sig ikke med mange skift. Det tog tid at skifte. Så hellere køre lidt for lagt med den ene linje og så tilbage til målet med den anden linje.

Når vi startede på Gare du Nord, skulle vi bare finde endestationen på den linje, vi skulle med. Efter skiftet gik vi efter en ny endestation. Jeg fandt systemet let at finde ud af. Også lettere end i Hamburg, London, St. Petersborg, Rom og København. I Paris var der kun én linje i én retning fra en perron, så man skulle ikke se efter, om det nu også var den rigtige retning, når det kom et tog eller det rigtige tog. Det var det altid. I København, hvor der kører mange linjer gennem “røret,” kan man let stige på et forkert tog.

Fremme ved stationen nær målet, gik vi resten af vejen. En enkelt større gåtur blev det også til. Vi tog en enkelt gang til Église de Saint Germain des Prés på venstre, sydlige Seinebred for at se denne gamle kirke her. Det var faktisk den eneste gamle, romanske kirke i Paris, der var. Derfra gik vi gennem baggårde, hvor nogle af revolutionens ledere havde boet, indtil de mistede hovedet. Til sidst over Sorbonne, hvor der heldigvis den dag ikke var studenteroprør, fandt vi det romerske amfiteater, hvor turen sluttede.

Paris har lidt slemt under krige og arkitekter. Der er derfor kun få gamle bygninger tilbage og nu i stærkt ombygget stand. Mens Rom er barok, er Paris klassicistisk og nyklassicistisk. Byplanen med boulevarderne er udført 1853 – 70 og skyldes en fransmand med et tysk navn, Haussmann, 1809 – 1891, men udtalt på fransk som noget i retning af Osman, Også Eiffeltårnets skaber har et tyskklingende navn, Eiffel, 1832 – 1923, men også forfransket i udtalen, idet vi dog har udviklet en særlig dansk udtale lige ud ad landevejen. Tårnet byggedes til en verdensudstilling 1887 – 89 og skulle have været fjernet igen efter udstillingen, men som Atomium i Brüssel fik det lov at stå. Det har investorerne vist ikke fortrudt?

Vi fotograferede ikke meget dengang, og en del billeder er fra fortovscafeer og uden interesse for andre end mig, den eneste overlevende fra turen. Jeg husker dog et sted, hvor der klingede skøn musettemusik på cafeen. Også et sted ved Église de Saint Germain des Prés i latinerkvarteret, sad vi på cafe med atmosfære. De fleste billeder er derfor postkort, men ikke nogle, vi købte, men nogle ældre postkort fra min fars besøg i Paris i 1939. De lå i en skuffe hjemme, så de kunne jo nu passende bruges, thi de, der solgtes nu, var identiske. Derfor bruger jeg dem også, da ophavsretten med mindst 85 år for længst er udløbet.

Anden tur til Paris i 1962 var også med toget, men Paris var ikke målet. Det var Rivieraen. I Paris var der dog ophold både på ud- og på hjemturen. Paris har nemlig ingen hovedbanegård, men talrige mindre banegårde, hvor baner fra oplandet fører ind mod byen, men ender i en sækbanegård ved Paris’ gamle bygrænse. Strengt taget skulle vi nu forlade toget på Nordbanegården, Gare du Nord og med metroen tage igennem Paris til Sydbanegården for derfra at komme videre med tog mod Rivieraen. I de gode, gamle dage var det også forskellige selskaber, der kørte togene i de forskellige retninger, men i 1958 havde SNCF, Societé National des Chemin de fer Français, De franske Statsbaner dog siden 1938 erstattet de mindre selskaber, som det, vi ankom med, Compagnie du Chemin de Fer du Nord, 1845 – 1938, hvis udgangspunkt var Gare du Nord og det, vi skulle videre med videre var PLM, Compagnie des Chemins de fer de Paris à Lyon et à la Méditerranée eller kort, Compagnie Paris – Lyon – Méditerranée, 1857 – 1938. Selskabets udgangspunkt i Paris var Gare de Lyon. En banegård med navnet Sydbanegården, findes ikke,

Efter en busrundtur udelukkende for sightseeing blev vi igen afleveret på Gare du Nord, hvor vi steg om bord på et tog fra London med unge fra de britiske øer for sammen med andre europæiske unge at køre til en lejr ved Middelhavet. På hjemrejsen var der også det meste af en dag i Paris, men her var vi på egen hånd. På busturen passerede vi Eifeltårnet og gjorde ophold på Île de la Cité, hvor vi så Notre Dame og Sainte Chapelle. Denne sidste er rent gotisk og med kirke i to etager. Navnlig mosaikruderne er meget smukke. Île de la Cité er den ene af to øer i Seinen, hvor det ældste Paris lå.

På egen hånd var vi nogle stykker, der havde fundet sammen, og det var piger, Elisabeth havde truffet, men ingen ud over mig havde sat sig ind i seværdigheder og bykort, så alle fulgte mig blindt. Vi må gået til Sacre Couer efter anbefaling og derfra på egen hånd være gået til Mont Martre, hvor vi beså kvarteret der, hvor kunstmalerne allerede var i gang. Derpå sagde pigerne ja til at gå ned til Seinen, hvilket er adskillige kilometer. Vi gik blandt andet over Moulin Rouge, og så derfra adskillige pragtbygninger, inden vi endte på kajerne. Herefter tog vi metroen et eller andet sted hen for at se på varehuse! Først over middag skulle vi videre mod København fra Gare du Nord, men en deltager havde dog nu blandet sig og foreslog efter anbefaling af nogle fastboende pariserdanskere, at vi mødtes med dem på en frokostrestaurant ved Gare du Nord, hvorfra vi alligevel skulle rejse efter frokosten. Sjovt nok var mødestedet lige nøjagtig den restaurant, vi nogle år tidligere havde havde valgt som stamværtshus på vor første tur. Selv om indehaverne var flamlændere, må stedet have haft en vis dansk smag.

I stedet for at vi på udturen tog metroen under Paris til Gare de Lyon, fortsatte vi i vort tog uden om Paris til en banegård i syd. Hvilken, ved jeg ikke, da jeg på et tidspunkt tabte følingen med, hvor jeg kørte, men Gare de Lyon var det ikke. Det var længere ude, for der lå en stor lufthavn her. Vort tog blev nu koblet sammen med et tog fra andre egne af Europa, eller måske var det briterne, vi hørte mødte her, og så fortsatte vi med med op til 180 km/t mod Rivieraen, som vi nåede næste morgen. Jeg stillede mig ved et vindue var afgangen fra Gare du Nord, og i starten kunne jeg godt følge forbindelsesbanen mellem de parisiske stationer, men på et tidspunkt var vi ude af Paris, idet der nu var kornmarker og småbyerne havde departementets navn, Marne, som efternavn. Efter små to timer, var vi igen i Paris, men nu i syd. Vi havde i Paris kørt mellem endeløse gods- og personbanegårde samt rangerbanegårde og opstillingsbanegårde for persontog. Foran os kørte et diesellokomotiv i signalafstand, men da der ikke var meget elektronik dengang, havde jeg indtryk af, vi nærmest kørte på sigt. Det hændte, at et af de tætstående signaler var rødt, men vi stoppede ikke, og så længe lokomotivet foran kørte, var der ingen fare for påkørsel. Inden min vogn passerede signalet, der havde været rødt, have lokomotivet foran også passeret det næste signal, og vort signal var blevet grønt. Gid jeg dog på den tur, havde haft et fotografiapparat, men så var turen nok blevet dobbelt så dyr i fotoarbejde, og der stod dengang møbler, husgeråd og børn på mine penge. Strengt taget findes på kortene en linje gennem tunneler gennem det østlige Paris inden for 1800-tals bygrænsen frem til Gare de Lyon, med vi benyttede en betydelig længere omkørsel og kom formentlig frem til en banegård nær Orly-lufthavnen, som vi kunne se. Måske var stationen Choisy-le-Rai?

Gennemgangen af Paris følger det gennemgående koncept på min hjemmeside. Vi begynder i nord og billederne er kun ledsaget af en kortere tekst. Vil du vide mere, må du ty til nettet.

Mont Martre og Sacre Coeur
I det nordlige Paris ligger et højdedrag 130 meter over Seinen, og det kan ses fra nord/sydgående pladser og gader i Paris. Mont Martre betyder Martyrbjerget og henviser til Paris’ første biskop, Denis, nu Sankt Denis der blev martyr i Paris 250, 258 eller 270. På toppen ligger i dag den store, hvide kirke, Sacre Ceur, Hellige Hjerte. Den var færdig 1914, men blev først indviet efter Første Verdenskrig i 1919. Siden bedes der her daglig for fred og for faldne i alle krige. En del kunstnere slog sig allerede i 1800-tallet ned her og gav bydelen en vis atmosfære. Selv denne tidligere formiddag hvor vi ved andet besøg gik rundt her, var der gang i penslerne. Der er ikke metro til Mont Martre, men man kan gå, som jeg har gjort to gange, både op og ned, eller man kan tage den lille dobbeltporede Standseilbahn, som det hedder på tysk. Vi bruger måske et italiensk ord  for en sådan bane eller kalder den en tovbane, selv om en svævebane også på dansk kaldes en tovbane.

Triumfbuen og Avenue des Champs-Élysées
På fransk Arc de triomphe de l’Étoile ligger på Place Charles de Gaulle, der tidligere hed Place de l’Étoile, Stjernepladsen, hvorfra en halv snes boulevarder stråler ud i alle retninger. En af dem er byens hovedstrøg, Avenue des Champs-Élysées, som bygningen vender facaden imod. Buen er et 50 meter højt bygningsværk, som kejser Napoleon lod påbegynde i 1806 efter sejren ved Austerlitz i Trekejserslaget. Triumfbuen er opført i empirestil og var først færdig i 1836. Efter Første Verdenskrig blev Den ukendte Soldat, en af de mange faldne under Første Verdenskrig, begravet her og graven markeret med en evig flamme. På samme akse liger også von Spreckelsens triumfbue, men meget længere ude i forstæderne. Den har jeg dog kun set fra luften, da den er bygget, efter jeg har vært i Paris. Jeg erindrer en halsbrækkende tur ud til buen tværs over adskillige vognbaner fyldt af splittergale motorfolk. Også toppen der var uden gelænder gjorde mig utryg, da det blæste en del ved begge besøg.

Formentlig er jeg gået fra Bastillepladsen, selv om den gamle fæstning, Bastillen allerede forsvandt efter revolutionen, men i brostene var beliggenheden markeret. Jeg kendte den jo fra skolernes historiebøger. Turen førte ad Rue de Rivoli, der er lige så meget hovedstrøg som Avenue des Champs-Élysées med Det danske Hus, som vi også lige beså.

Bastilledagen
Frankrigs Nationaldag, 14. juli fejredes hvert år med store militærparader på Avenue des Champs-Élysées. Vi vidste godt, at vi ville være i Paris den dag, og at det ville være en spilddag, men min fars ferie faldt sådan. Dagen var egentlig en af indledningerne til revolutionen i 1789, hvor en folkemasse stormede Paris’ gamle fæstning, der da brugtes som fængsel for revolutionære, hvor der dog ikke sad nogen den pågældende dag samt til  sindslidende og kriminelle. Sejren bestod vel mest i, at kongens hær sluttede sig til folket. Efter erobringen blev borgen, der var opført af Karl den Femte i 1300-tallet som værn med briterne, revet ned.

Pragtbygninger i Centrum
Selv om der er postkort i samlingen af Rådhuset, Louvre, Tuilerierne, hvor kun haven består i dag, Børsen, Operaen, Gran Palais, Elysée Palæet og mange andre pragtbygninger og pladser, har jeg begrænset mig til nogle få billeder.

Louvre

Eiffeltårnet
Dataene på tårnet står rundt om i teksten og som billedtekster.

Notre Dame
Notre-Dame de Paris blev påbegyndt 1163 og indviet 1345. Da indtrykket er gotik, må den romanske start være ombygget undervejs. Kirken brændte i 2019, men bliver genopført.

Invalidekirken
Kirken rummer Napoleons grav, men kirken er en del af et større kompleks øst for Eiffeltårnet kaldet Hôtel des Invalides, der med mange funktioner gennem tiderne i dag er krigsmuseum. Jeg mindes kun, vi så Napoleons sarkofag, og det tilmed kun oppe fra, idet der ikke var adgang til underetagen, hvor sarkofagen stod. Gad vide, og der ikke her var begravet nogle andre af Frankrigs store sønner?

Den romerske Arena
Paris blev erobret af romerne i 52 før vor tidsregning og de næste mere end tre hundrede år, hvor romerne sad i byen, hed den Lutétia og formentlig kort efter blev en arena påbegyndt. I dag hedder den Arènes de Lutéce. Arenaen var kun halvcirkelformet som det, jeg kalder et græsk teater. Der kunne være 15 000 tilskuere. 280 blev arenaen ødelagt af erobrere.

Versailles
I 1600- og 1700-tallet blev det mode blandt konger at flytte på landet. Mens den danske konge var flyttet til Frederiksberg, havde den franske konge allerede inden valgt Versailles 30 kilometer vest for Paris. Ludvig XIII opførte her et jagtslot, og Ludvig IV byggede det om til vel Europas største slot.

Nær centrum i Paris lå en lille banegård, Paris Invalides. Herfra var der flere gange i timen tog til Versailles. Banen lå stedvis langs Seinen og passerede nogle meget store bilfabrikker.

Vi så Spejlsalen og enkelte andre dele af det enorme slot, hvorefter vi begav os ud i parken, som vi beså grundigere. Her ude lå indtil flere lysthuse, der hver for sig vel kunne måle sig med danske slotte?

ALSACE OG LORRAINE
Mit andet besøg i Frankrig eller rettere Lorraine og Alsace var i 1961 på en biltur med mine forældre ned langs Mosel eller Moselle, som den hedder i Frankrig. Vi passerede Metz, som jeg erindrer som en tyskudseende by, hvis man kan sige sådan. Videre efter en overnatning til Nancy, hvorfra vi tog over Vogeserne til Colmar, hvor vi også overnattede, og hvor jeg var igen med Elisabeth 1988. Derfra til Strassbourg og så over Rhinen op hjem gennem Tyskland.

Jeg erindrer ikke meget fra den tur, og hvad værre er, der er næsten ingen billeder fra den franske del, mens der er masser fra Mosel og Trier i Tyskland. Hvor min far har gjort af dem, har jeg i øjeblikket ingen anelse om, men jeg håber, jeg finder dem.

METZ
I Metz mindes jeg på en aftentur en politipatrulje i et arbejderkvarter. Fem mand høj og svært bevæbnede og med trukne våben. Den forreste sås fremad. To mand på flankerne så til hver sin side, og manden i bag gik baglæns og skuede bagud. Det så urovækkende ud. Hvad der var galt, husker jeg ikke. Måske holdt patruljen øje med millitante, indvandrede nordafrikanere fra Algeriet, måske var det frankmænd, der var fordrevet fra Algeriet, der var utilfredse med de Gaulles aftaler om algerisk selvstændighed? Jeg tror, det var det sidste, men erindrer det ikke tydeligt.

NANCY

COLMAR

STRASSBOURG
Byen besøgtes i 1961 endnu før Europarlamentet fik sæde her. Vi så Domkirken med de 1½ tårn, men det var også alt.

EN SÆREGEN HÆNDELSE
Den har egentlig ikke så meget med turen at gøre, men viser alligevel, hvordan man tænker ens efter mange års ægteskab. Men den viser også, at der måske er mere mellem himmel og jord.

Da vi i 1988 kom til turens tredje hovedmål, Alsace, fik vi hurtigt problemer med indkvartering. Ikke bare campingpladserne var lukket; det var kroer og hoteller også. Det var som om, at hele Alsace var lukket. Der var simpelthen ferie. Sommersæsonen var overstået og efterårssæsonen eller rettere vinhøsten var endnu ikke begyndt, så hvorfor ikke benytte ventetiden til at holde ferie?

Vi fandt dog et glimrende hotel i en lille by med et rent tysk navn, Hartmannsweiler. Hotellet og indehaveren havde også et tysk navn, og vi kunne kommunikere på dette sprog.

Da der ikke var noget at komme efter i Alsace, slog vi ikke teltet op. Vi tog dog ind til Colmar, hvor vi mødte alle de turister, vi ikke havde savnet. Efter at vi havde sparket os gennem byen i et par timer, faldt vi ned på en fortovscafé med en danskvand hver. Det var egentlig meningen, vi skulle have spist frokost her, men efter at have siddet lidt og kigget på folke- eller snarere turistlivet, lukkede vi begge munden op samtidig for at sige noget. Jeg på min side ville have konstateret en vis træthed efter nu tre ugers rejse, mens Elisabeth var mere kontant: “Hvornår kan vi være hjemme, hvis vi kører nu?” Spørgsmålet kom ikke bag på mig. Jeg regnede lidt og mente, at vi ville kunne være hjemme omkring midnat, inklusive spisetid her og en times gang til bilen.

Beregningen holdt også stik; det vil sige, det gjorde den ikke, for vi holdt i kø en time omkring Frankfurt og en halv time omkring Kassel. Det var før, trafikradioen advarede. Mit overslag havde holdt, hvis man kun regnede ren køretid. Vi var hjemme 01.30.

På Lyneborg Hede, var jeg træt. Vi tankede og tog en bid brød i rasthusets restauration, selv om vi havde mad med i bilen. Jeg overtalte desuden Elisabeth til at tage en tørn, selv om hun ikke var meget for det. Jeg må have sovet, men jeg var vågen igen gennem Hamburg for at lodse hende gennem de mange spor på motorvejene der. Jyder klagede i hvert nummer af bladet Motor, over, at de var blevet ledt til Puttgarten og ikke til Frøslev. På første rasteplads nord for Hamburg skiftede vi igen.

Elisabeth havde været syg noget år og mistet sit arbejde, og efter en tid på dagpenge, fik hun tilkendt laveste invalidepension, trods det at en bekendt med den samme lidelse havde fået tilkendt højeste invalidepension. Den lave ydelse kunne vi ikke opretholde vor levefod på, så vi solgte sommerhuset og anskaffede et telt til udlandsrejser.

Før vi tog af sted på denne tur, havde hun fået det bedre og havde henvendt sig til fagforening og arbejdsløshedskasse for at genoptage sit arbejde. At få et job var ikke helt let. Hendes fagforening var nogen tid om at fatte, at hendes henvendelse gjaldt et ønske om at komme i arbejde igen. De troede, for det var de vant til, at hun ville pensioneres. De havde aldrig været ude for det modsatte, men behandlede ti ansøgninger om pensionering om ugen. Jeg tror ikke, at hun ville have taget det første og bedste ledige job?

Hjemme lå et brev fra hendes tidligere allerøverste chef, som hun skulle ringe op. Det viste sig, at han havde håndplukket hende til et job. Allerede næste aften var vi ude at se på det. På den måde fik hun et rimeligt job, som hun senere vekslede til et bedre. Hun kom således over invalidepensioneringen med kun et tab af ét løntrin, og det var jo ikke så dårligt.

Var vi nu ikke pludselig taget hjem fra Colmar i utide, havde hun sikkert ikke fået det job. Det var et job, der krævede en vis diplomati, men hun klarede det, og efter tre år forflyttedes hun til sin gamle arbejdsplads og uden ansøgning. Bureaukraterne kan, hvis de vil. Elisabeth egnede sig ikke til at være pensionist før tiden, og vor økonomi fik et løft, så vi kunne sælge teltet og oven i købet købe et nyt sommerhus, men det er en helt anden historie.

VERDUN
Denne by er kendt fra Først Verdenskrig, og den besøgtes 1978 på gennemrejse, men vi ofrede dog en aften og en halv dag her, inden vi ilede videre mod Cahors i Sydvestfrankrig, hvor en hytte ventede. Efter en nat ved Rhinen så vi næste formiddag en Rhinborg samt et par andre seværdigheder ved Rhinen. Over middag ilede vi videre mod Cahors. Hen under aften kørte vi i et smukt sletteagtigt fransk landskab med store gule kornmarker. Fra vejen så jeg et par skilte til byer på Woëvresletten, hvis navne jeg af en eller anden grund kendte, Étain og Conflans. Sidstnævnte by er en af mindst ti franske byer med det navn, så om det var den Conflans, der var kendt fra Første Verdenskrig, ved jeg ikke, men ligegyldigt: En tanke strejfede mig. Hvorfra jeg kendte navnene, husker jeg heller ikke. Måske var det fra historiebøgerne, måske var det Nuser fra Radiserne, der her på sit flyvende hundehus kæmpede mod Den røde Baron? Vi valgte at overnatte i Verdun. Om aftenen så vi byens krigsmindesmærke, og næste formiddag kørte vi ud til slagmarkerne. Det var svært at løsrive sig, men ved middagstid skulle vi videre og nåede næsten Auvergnes Højland om aftenen. Se Gannat senere indlægget.

Verdun i Første Verdenskrig
Verdun lå over for den stærke tysk fæstning Metz, der var erobret af tyskerne under Den fransk-tyske Krig 1870 – 71. Hurtigt besluttede franskmændene sig for at befæste Verdun med en række forter rundt om byen. I 1880 opførtes det mest kendte, Fort de Vaux af mursten og dækkedes med jord. I 1885 blev det revet ned og genopført i beton. I 1911 blev det endnu engang revet ned og genopført i jernbeton.

Verdun har gennem tiderne ofte mærket ufredeligheder. Byen er blevet ødelagt utallige gange op gennem tiden ved krigshandlinger, således i 450, igen i 485, 922, 984, 1047, 1246, 1336, 1562, 1792, 1870 og så i 1916. Formentlig slap den heller ikke helskindet fra Den anden Verdenskrig?

Fort de Vaux s historie
Krigen startede i august 1914, men ikke før 1. februar 1915 faldt de første tyske granater over Fort de Vaux.

Krigen rykkede langsomt nærmere, og først 20. februar 1916 faldt granaterne også nær domkirken i Verdun. Det var svære 42 centimeters granater. Allerede den 25. februar faldt fortet i Douamont, idet besætningen simpelthen blev overrumplet.

Den 9. marts meddelte tyskerne, at de havde taget Fort de Vaux, men dagen efter meddelte de, at franskmændene havde taget det tilbage. Sandheden er imidlertid nok den, at sejrsmeldingen, der var fabrikeret på forhånd, slap for tidligt ud. Der skulle gå 88 dage indtil 7. juni om morgenen, inden tyskerne havde Fort de Vaux. I de 88 dage faldt der dagligt mellem 8000 og 10 000 granater over fortet. Besætningen er angivet af forskellige kilder til 150 mand eller 250 mand, og med folkene i udenværkerne var der 600 mand, hvoraf mange var sårede, men fortet havde kun forsyninger til 250 mand i 14 dage.

Små tre måneder eller nøjagtigt 88 dage tog det tyskerne at kæmpe sig op ad fortet skråninger. 1. juni var fortet omringet, 2. juni var tyskerne oppe på fortet, og den 4. juni begyndte de at trænge ind i fortet. Det lykkedes dog adskillige franske at flygte fra fortet både den 4. og den 5. juni. Den 7. juni om morgenen udsendte fortet sin sidste melding, men den var ufuldstændig og derfor uforståelig, idet den sendtes som optiske signaler, da man var udgået for brevduer. Her slutter beretningen, så desværre ved jeg intet om mandskabets skæbne.

12. juli stod tyskerne uden for Fleury kun fire kilometer fra Verdun. Landsbyen erobredes 24. juli. Her deltog et slesvigsk regiment, enten det 84. regiment fra Haderslev eller det 86. regiment fra Slesvig.

Den 19. august måtte tyskerne atter slippe Fleury, og i løbet af efteråret 1916 gik det tilbage for tyskerne foran Verdun. 25. oktober 1916 tilbageerobrede franskmændene Fort Douamont, og den 2. oktober forlod tyskerne Fort de Vaux. Herefter kunne befolkningen i Verdun ånde lettede op.

Franskmændene opgiver tyskernes tab foran Verdun i de to år, kamphandlingerne varede, til 500 000 dræbte, sårede, savnede og tilfangetagne, mens tyskerne opgiver de franske tab til 350 000. Man kan finde kilder, der angiver dræbte franske til 350 000, hvortil kommer sårede, savnede og tilfangetagne, og man kan finde kilder, der samlet angiver 1 000 000 ofre, men her er formentlig også medregnet civile.

Da franskmændene til stadighed omgrupperede deres styrker, kom alle franske soldater til på et eller andet tidspunkt at opleve Verduns rædsler. Det gælder blandt andet en ung korporal ved navn de Gaulle. Havde tyskerne gjort det samme, havde Det tredje Rige måske ikke fået så megen vind i sejlene? Bagefter var deltagerne enige om, at ingen, der havde været med ved Verdun, kunne finde på at starte en ny krig!

Tyskerne indkaldte 36 000 dansksindede sønderjyder til Første Verdenskrig. Heraf kom 6000 aldrig hjem igen. De faldt for den sag, der ikke var deres. Tværtimod.

Slagmarkerne 1976
Vi kom ikke længere end til Fortet ved Douaumont, som vi gik lidt ovenpå. I stedet så vi L’ossuaire de Douaumont. På en kirkegård neden for L’ossuaire, “Benhallen” lå 12 000 identificerede franske soldater begravet. Selv om der findes langt større gravpladser, var denne rystende nok. I Benhallen lå uidentificerede rester af mindst 136 000 franske og sikkert også tyske soldater.

26 000 000 artillerigranater affyredes, så ikke underligt, at landskabet omkring Verdun stadig var ujævnt og uudnyttet. Andre steder i Europa dør bønder stadig efter at have pløjet en granat fra første verdenskrig op.

Det var første gang, Elisabeth ofrede et lys for verdensfreden. Det blev ikke sidste gang, og siden har det vist sig, at Edit også har det gen. Jeg tror nu nok, hun tænder et lys for sin familie.

Mens vi gik rundt i Benhallen og kæmpede med vore tanker, kunne Elisabeth pludselig høre granatnedslag i det fjerne. Jeg mindes ikke, at jeg hørte det. Måske har der stået en højttaler et eller andet sted i hallen, måske var det et fjernt tordenvejr eller et jetfly? Måske har et eller andet spillet hende et puds?

Vi så Maginots mindesmærke, der markerede hvor langt tyskerne nåede frem mod Verdun, inden felttoget forblødte. Det store museum i Fleury gik vi rundt om. Der var om morgenen ikke åbent, men vi beså udendørsudstillingen. Af landsbyen Fleury så vi derimod ikke et hus!

Kilder
Henry Bordeaux, De sidste dage ved Fort Vaux. Udgivet i København 1917.
R. Jenssen-Tusch m. fl. Verdenskrigen i samtidige skildringer. Bind III. Også udgivet i København, men 1918 – 19.
Familiejournalen nr. 22 for 1978.
Grimbergs Verdenshistorie.

Indlægget var oprindelig selvstændig og lagt ud 6. juni 2014 men 2022 flyttet til Rejser i Frankrig.

Syd og sydvest for Verdun krydsede vi området på to bilture. En til Cahors i 1978 og en til Provence i 1988.  Beskrivelser af ophold på vejen dertil ses herunder, sammen med et kort indlæg om Mulhouse besøgt med tog 2018. Først skal vi til Cahors.

GANNAT
Mellem Verdun  og Cahors troede vi, at der bare var en kringlet landevej hele vejen. Det var der også, men den gik alligevel temmelig direkte, og så var den fuld af nederlændere, der netop have fået ferie. Var der pludselig ingen nederlændere på vejen, var vi kørt forkert. Det viste sig en enkelt gang. Allerede efter få hundrede meter ud ad en forkert vej, kunne jeg vende og konstatere, at reglen holdt. Der skulle være nederlændere på vejen for, at vi var på ret spor. Jeg skulle fra A til B, og mit kort afslørede, at først skulle jeg til C og derfra videre til D og E og så fremdeles. Når vi kørte i A stod der på skiltene for eksempel: Til højre til K, ligeud alle andre retninger. Så kørte vi bare efter andre retninger, indtil vi så vort skilt viste fra til C! Egentlig ganske smart. Også smartere end de danske og tyske systemer?

Det eneste, jeg husker fra turen her, var, at vi passerede mange af Frankrigs store floder, samt at der var ret mange misteltener i træerne. Det var vi ikke vant til hjemmefra, hvor vi stort set kun kender misteltenen fra senere julekalendere og historien om Balder.

Det var aften, da vi passerede Gannat lige på grænsen af Auvergnes Højland 40 kilometer nord for Clermont-Ferrand. Da vi passerede et hotel efter at have været på farten hele dagen, tog vi ind. Stedet må have været godt, eller det eneste i byen, for restauranten var fuld. Værten fornemmede dels, at vi var udlændinge dels, at vi ikke havde megen forstand på det franske spisekort, så han ofrede tid på at forklare os systemet. Derfor blev middagen her en stor oplevelse. Til gengæld spiste værtens hund med. Den spottede omgående nye ansigter, og lagde sig under vort bord i håb om, at der faldt noget af. Den vidste godt, at stamgæster ikke gav noget.

PUY DE DÔME
Vi passerede næste dag det såkaldte centralmassiv, hvor der i østkanten er seks hundrede udslukte vulkaner. Vi så på afstand flere af dem, men kørte ikke hen til nogen af dem endsige op på toppen af dem. Der var jo endnu lagt til Cahors.

LE PUY
På hjemvejen fra Cahors tog vi også over Auvergnes Højland, og formentlig med vilje passerede vi Le Puy, som jeg godt kendte, men det var endnu ikke aften, så vi kunne ikke sove der, men måtte videre og nåede ved aftenstide helt med i Rhonedalen syd for Lyon. Ti år senere vendt vi tilbage til byen. Nu ville vi se den.

CEVENNERNE
Flere gange har vi på egen hånd fundet uventede, spændende spisesteder som her for eksempel i Lanarce. Det var aften og overnatningstid. Fra hovedvejen så vi som så ofte før et skilt: Hotel 3 kilometer. Der kørte vi hen. Her løb vi over nogle skotter, der var kørt hele vejen fra Skotland for at spise lige her. Da Elisabeth talte engelsk som en indfødt, spiste vi sammen og konstaterede, at vi trods sprogforskelle havde de samme problemer med børn og så videre.

MULHOUSE
I 2018 stak vi fra Basel på en kort tur til byen for at se det franske jernbanemuseum. Dette er beskrevet i Jernbaner i Frankrig. Selv om vi havde en overnatning, var vi ikke inde i byen, men så kun museet. Jeg havde flere gange tidligere passeret, men der var lige som ikke rigtig tid til et besøg, for vi havde andre mål. Et besøg ville have kostet en ekstra overnatning, og så var der andre spændende fæstningsbyer, Belfort for eksempel her i porten mellem Jura og Vogeserne, hvor mange folkevandringer siden før vor tidsregning havde passeret. Andre besøg i Frankrig var også planlagt. Blandt andet Mont Blanc, men det satte er jernbanestrejke en stopper for. I stedet var vi et andet spændende sted, men i Schweiz.

MIRMANDE
På vej mod Provence i 1978 var det blevet aften. Vi havde nu kørt to dage i Frankrig for 200 kroner motorvejsgebyr mindst, men vi var nødt til at forlade motorvejen for at finde hotel. Disse lå langs hovevejen, der her langs Rhone-floden syd for Lyon var N 7. På grund af motorvejsgebyrerne, var denne hovedvej yderst støjende, fordi lastbiler og alle de nærige kørte her, så da vi så et skilt ved en sidevej: Hotel 3 km, vovede vi pelsen. Der var ledigt, men det var så dyrt, at vi ikke havde penge nok til at spise der. Det var dengang man brugte rejsechecks, som først skulle veksles på et posthus, for motorvejene havde taget alle vores kontanter. Af hensyn til lommetyve medførte vi begrænsede mængder af kontanter. Vi har nok haft besøg af lommetyve, men der var ikke hos os bid i de lommer, de prøvede at komme i, så vi har aldrig fået stjålet noget på den konto, men vi tog også vore forholdsregler.

Byen var en lille, yndig by på en bjergtop med en kirke øverst og et slot samt en bymur, der viste sig at være helt fra romerne.

Den gamle borg så vi ikke. I stedet besøgte vi en anden gammel borg i nabolaget. Det var i Mornas. Vi var nu ved at være fremme ved Provence – det der i turistverdenen sælges som Provence! Derfor var der ikke mere, der hastede. Der er ikke flere fotos fra de besøgte steder; vi købte postkort, da vi igen havde fået vekslet.

ORANGE
Her havde jeg planlagt at køre ind. Jeg ville gerne se en triumfbue og et teater, romerne havde bygget, og som lå der endnu.

PROVENCE
Hvorfor, vi nu  i 1988 var kommet på teltferie, kan ses i afsnittet efter Alsace. Da Elisabeth var ved at være ovenpå igen efter sygdommen, tog vi vore første og eneste campingferie. Ferieformen var såmænd udmærket, men den harmonerede bare ikke med vores måde at rejse på, så det blev kun til den ene tur. Vi havde kun investeret i et telt, men ikke i borde og stole, gasblus og gryder, men nødtørftigt lånt os frem.

BEAUCAIRE
Vi var en uge i Provence og derpå en uge i Sydvestfrankrig ved Middelhavet, hvor vi besøgte noget familie, der have ferielejlighed der. I Provence havde jeg valgt Beaucaire som base for opholdet her på en uge. Campingpladsen var rolig og billig trods det, at der var svømmebad. Vandet var koldt, og jeg havde det ofte for mig selv.

Lavede vi selv mad, var det som oftest af mere eller mindre halvfabrikata, eller vi købte simpelthen en færdig kylling på markedet, hvis vi da ikke gik ud og spiste. En dag, hvor vi var i en delikatesse, opdagede vi, at vi også kunne spise her. Stedet havde tre borde udenfor. Vi bestilte et af dem til om aftenen. Ejerne var et ungt par, der lige havde etableret sig. De rullede sig ud, så vi bestilte til næste aften også. Det var tilmed rørende billigt. De kunne begge undtagelsesvis engelsk. Selv om jeg stadig husker stedet, har jeg ikke noget billede af det.

I byen var der ikke noget at se, og der var ikke mange udlændinge, men byen lå centralt mellem Nïmes, Arles og Avignon. Vi nåede desuden til Rhonedeltaet og Carmargue og sågar en tur på en strand herfra. Stranden hed Saintes-Marie-de-la-Mer, og herfra slog vi også et smut inden om middelalderbyen med flotte bymure, Aigues-Morte. Derimod kom vi ikke til Aix en Provence, og det er måske mere Provence, end det jeg havde valgt, men jeg var i det brochurerne kaldte Provence.

Vi gik flere gange til nabobyen Tarescon, på den anden side af Rhone. Også her var en gammel borg og maleriske huse, men alle mine billeder er postkort. På borgen opførte man et meget moderne stykke om revolutionen, hvor dias med billeder fra denne konstant fejede hen over borgens mure. Da vi ikke forstår fransk, gik vi ret hurtigt igen, selv om det var imponerende. Jeg tror endda, at nogen talte om laser og andet nymodens.

Fransk tyrefægtning
En søndag var der tyrefægtning. Da vi fandt ud af, at det var fransk tyrefægtning, hvor tyren ikke kommer noget til, købte vi billetter. Som vi forstod det, blev tyrene sluppet løs i arenaen med nogle kokarder på hornene. Dem skulle tyrefægterne, der var ubevæbnede, erobre med de bare næver. Når en tyr var befriet for alle kokarder, var den ude. I hvert fald én tyr, havde adskillige kokarder i behold, da en gong gong lød, og denne halvleg var slut. Jeg klappede, men ret hurtigt kunne jeg på publikum fornemme, at man ikke klappede, når tyren vandt! En anden tyr havde en dårlig dag. Konstant gik den ned til lågen og stillede sig op for at komme ud. Den var ikke til at hidse op. Nå er tyrefægter var i knibe, sprang han over hegnet, men en enkelt af tyrene må have gemt reglementet, for den sprang efter. Så blev der røre på de dyre tilskuerpladser nærmest arenaen.

En sidegevinst
Efter kampen gik jeg en tur alene, men i nærheden af arenaen så jeg, at folk stod oppe på tagene af bilerne. Det var utroligt, så mange mennesker og hunde for øvrigt også, der kunne være på et biltag. Franske biler har gode tage. En yngre kvinde holdt en forskræmt skødehund højt over sit hoved. Længere fremme fandt jeg ud af, hvad der var på færde. Under læsningen var nogle af tyrene stukket af og var nu på sightseeing i byen. Jeg fandt noget bymur, jeg kunne kravle op på, men da tyrene var uden for synsvidde, listede jeg hjem. Inden Elisabeth nåede frem, var de indfanget og på vej retur til Carmargue. Heller ikke her har jeg fotos, selv om jeg mindes, at jeg tog fotos af folk på taget af deres og andres biler.

AVIGNON
Byen er kendt for pavens slot, idet franske konger, der var utilfredse med pavens politiske indblanding, udnævnte deres egen pave, som fik sæde her, så kongerne bedre kunne styre kirken.

Byen er også kendt for en bro over Rhonen. Mens broer også i nutiden meget hurtigt viser sig at være for smalle, udmærkede denne sig ved at være for kort. Den når kun halvt over floden. Jeg har den kun på postkort, men du kan google den, hvis de ikke kender den i forvejen. Måske rinder den tilhørende sang dig også i hu?

Der var to byer i Avignon: Kongens by på den ene flodbred og pavens by på den anden.

På vejen tilbage til Beaucaire passerede vi paves vinslot. Et af dem. Det niende. Men vi hoppede dog ikke på et køb her. Senere har jeg smagt den, lige som jeg har smagt vinen fra Caix, men jeg er ikke vinkender og holder mig til vine, jeg kan lide og ikke til vine, jeg måske burde kunne lide, fordi de er fine og derfor er dyrere.

SAINT-RÉMY-DE-PROVENSE, LES BAUX DE PROVENCE OG DAUDET
Saint-Rémy-de-Provence er beliggende 20 km øst for Tarescon og Beaucaire ved og i bjergene Alpilles. I den sydlige udkant af byen ligger ruinerne af den romerske by Glanum. Saint-Rémy-de-Provenceer er kendt, idet Nostradamus, 1503 – 1566 er født her, og fordi Vincent van Gogh, 1853 – 1890 var indlagt på et psykiatrisk center på klosteret Saint-Paul de Mausole 1889 -1890. Der var ret godt besøg på klostret af kunstinteresserede, der gik i van Goghs fodspor, så der var ikke plads til os. Ruinbyen kunne vi se udefra, og ruinerne var blot ruiner. Det, jeg ville se, havde jeg allerede set, så vi var ikke inde nogen steder.

Derefter kørte vi til det nærliggende Les Baux de Provence, hvor vi så en befæstet by og en borg øverst på bjerget.

Efter brochuren var vi kørt til en spændende, gammel og urørt middelalderruinby, hvor der ikke boede et menneske mere, men sjældent har jeg set et sådant leben af turister. I de fleste ruiner var der indrettet barer, butikker og souvenirboder! Jo, godmorgen.

Udflugten sluttede ved Daudets vindmølle ved Fontvieille 10 km øst for Tarescon. Møllen var dog kun forfatterens sommerhus, og her sad han og skrev om sin hjemegn, Provence og Carmargue. Alphonse Daudet, 1840 – 97 er mest kendt for sine: Breve fra min Vindmølle, der dog er skrevet nærmere Paris. Når nogen hjemme bagefter spurgte, hvor vi havde været henne, svarede vi: Ved Daudots vindmølle, og sandelig om der ikke var en, der havde læst denne franske forfatter!

I nabolaget ved Barbegal var der en akvædukt, eller rettere to. De nåede frem til en dal for via to stenbroer at føre  frem til Arles og til en anden by. Lige inden gennembryder kanalen et højdedrag, men herefter falder endnu en gren i seks trin ned ad bjergsiden. Her havde romerne indrettet seks vandmøller til kornmaling. Her gik Eisabeth ikke med, for naturen var overdøvet af en øresønderrivende larm af cikader.

ARLES
Byen er kendt for sin arena, som vi beså. I omegnen malede van Gogh også en klapbro, men her var vi ikke ude. Det var jo bare en kopi. Broen altså.

NÎMES
Byen var noget større, og forretningslivet trak. Byen er kendt for den vel nok flotteste akvædukt, romerne har efterladt sig, Pont du Gard, opkaldt efter departementet Gard, der sikkert er opkaldt efter floden Gard. Jeg fik dog lejlighed til alene at se flere romerminder i byen. Blandt andet den cisterne på bakkedragene over byen, hvor vandet fra Pont du Gard fordeltes gennem flere ledninger ud til springvand og kvarterernes brønde.

CAHORS
I 1978 havde min hustru, Elisabeths kusine og hendes mand overtalt os til at tage med på en hytteferie i Sydvestfrankrig. Vi havde lejet en hytte i 14 dage i en ferieby kaldet Les Manoques på en bjergtop ved en lille by ved Lotfloden nær Cahors ikke langt fra slottet i Caix. Kongefamilien havde dengang allerede købt det, men restaureringen var først lige begyndt. Der er ingen billeder fra Cahors.

LES MANOQUES
Hyttebyen lå på højlandet højt over Lot-floden, der havde skåret sig små hundrede meter ned i den midtfranske kalkstens højslette. Vi tilbragte megen tid i hyttebyen, der havde en smuk svømmepøl, med så koldt vand, at vore børn havde den for sig selv. Vi tilbragte en del tid i baren sammen med andre danskere og gav os god tid til indkøb i den nærmeste lille by. Vi var en enkelt tur i Cahors, men her så vi mere hovedgade end gammel bro, kirke og slot. Et par traveture blev det til, og en grotte med malerier efter fortidsmennesker havde de også i nærheden. Også her var vi. En gammel borgruin fik et besøg, og så tog jeg sammen med min søn en heldagstur til middelalderbyen Carcassonne, som jeg havde ønsket at se siden min skoletid. Se herom senere. En dag tog vi en tur til floden for at fiske med børnene, og senere tog sønnike og jeg en tur ned for at se dagens godstog på banen neden for bjerget, hvor hyttebyen lå. Nær stationen lå også en skrotplads, hvor der stod en del jernbanemateriel, og her opdagede jeg, hvorfra møblerne, der var sofaer, i baren stammede. De var fra gamle jernbanevogne. Værtinden kunne tysk, så hende kunne jeg tale lidt med, og ejeren talte jeg også en del med. På hvilket sprog har jeg glemt. Han var imponeret over, at jeg havde fundet ud af, hvor han havde hentet møblerne til baren. Han havde været jernbanemand på Elfenbenskystens Jernbaner, og efter pensionen havde han for sine sparepenge købt stedet her og indrettet hyttebyen!

Caix
En dag ville damerne se kongefamiliens slot i Caix ved Cahors. Vi var derinde, for det var under restaurering, og vi har endog stået i Riddersalen, thi der var hverken døre eller vinduer. Det var først da vi gik ud, at vi så skiltet med adgang forbudt. Det var blevet brugt til at binde vinstokke op til, og teksten vendte nedad og bort fra vejen. Vi havde ingen chance for at se det, og først senere var vi sikre på, at slottet, vi beså, var det rigtige.

Forhistorisk travetur
Dele af højlandet bag hyttebyen var åbenbart blevet forladt for et par menneskealdre siden på grund af en vinpest. Vi så blandt andet på hensygnende rester af bebyggelser og små ubeboede landsbyer. Mange steder havde efterkommere generationer senere sat adgang-forbudt-skilte op vi ruinerne. Måske var det et forsikringsspørgsmål, men der var også ejere, der brugte området som jagtmark, og ejere, der ventede på bedre tider.

Chateau de Bonaguil
Nogen anbefalede os denne borgruin fra 1400- og 1500-tallet, som værende noget for børnene. Det var det også. Historien var de ligeglade med, men de legede gemme i alle kringelkrogene.

Mad
Til sidst kneb det med at finde udflugtsmål. Jeg sad meget i baren og læse det franske jernbaneblad, La Vie du Rail, jeg havde lånt af værten, men børnene var såmænd glade for at spille bordtennis og bade og løbe rundt i hyttebyen. Så røbede andre danskere, der også boede på stedet, at de havde medbragt et gammelt eksemplar af et tidsskrift, der vist nok hed Mad og Gæster.” Her havde den gamle Price, John Price skrevet en artikel om mad på netop denne egn. Han konkluderede, at jo længere man kom ud, og jo mere vandet fossede ned ad muren på grund af utætte tagrender, og jo mere algegrøn muren var, jo bedre var maden. To af spisestederne kunne vi ikke finde, og vi fik turistbureauet til at hjælpe os, og de klarede det, men ikke sådan uden videre. Heller ikke de vidste, at der boede mennesker så ”langt” ude. Efter ”sidste” landsby, var der kun en piste, for der boede ikke sognerødder længere ude, men der var for enden af pisten en lille landsby med en kro. Maden var guddommelig, og vort barns sodavand var væsentligt dyrere end vor vin. Vi havde vor ældste datter med, da også hun allerede dengang havde en svaghed for fremmed og udsøgt mad.

MONTAGNES NOIRE
I Les Manoques var jeg 225 kilometer fra middelalderbyen Carcassonne, og tog jeg ikke derhen nu, ville jeg ærgre mig resten af livet. Kun min søn ville med. 225 kilometer er i Tyskland 2¼ times kørsel, men jeg skulle snart sande, at det var det ikke i Frankrig. Det ville vare mindst fem timer. Bedre blev det ikke, at jeg gjorde et par svinkeærinder undervejs for at finde en veteranbane i Lavaur med smalsporet industribanemateriel. Jeg havde håbet på et skilt eller et smalspor til nøds nedlagt, som jeg kunne følge, men jeg fandt intet.

Herfra skulle jeg blot ud på den røde vej på kortet, der førte ligeud til Carcassonne, men ak, trods kortet var hovedvejen kringlet sådan, at jeg skulle være drejet til højre, for ligeud var ikke hovedvejen. Jeg så det ikke, før jeg tilfældigvis på en kirkemur så et skilt til Carcassonne til højre. Kortet viste, at det var lettest at dreje her. Jeg skulle ikke køre tilbage, men ak, den vej jeg nu kørte på, blev hurtigt en gruspiste, og den snoede sig 1000 meter op i en lille bjergkæde ved navn Montagnes Noire, Scwarzwald på tysk eller De sorte Bjerge på dansk. Der var meget flot, men det kostede en time at sno sig derop og en time igen at komme ned. Egentlig var omvejen over Lavaur også for at komme uden om Toulouse. Jeg tror stadig, at det betalte sig, og jeg fik da set noget på vejen.

CARCASSONNE
Vi nåede frem til Carcassonne og spiste vor medbragte mad og gik derpå en tur rundt om bymuren og derefter ind for at se borgen, men her var afspærret på grund af et topmøde. Min søn købte en spiselig souvenir i en flot dåse, som jeg har endnu, med hjem til sin mor, og så spenderede jeg limonade og is på en fortovscafe mellem alle turisterne.

Ti år senere vendte jeg tilbage til Carcassonne med Elisabeth, men det var ikke noget for hende.

Hjemturen lagde jeg klog af skade over Toulouse, men der var ingen ringvej, så vi måtte tværs gennem byen. På et tidspunkt skulle vi til højre mod Cahors eller måske Paris. På en tankstation spurgte jeg lige, mens jeg tankede, om vejen til Cahors. Og så sagde tankpasseren: Droit eller måske droite og tilføjede på sit bedste engelske: Left, you now. Nu er der bare lige det, at droit betyder ligeud og droite betyder til højre. Left på engelsk er venstre. Jeg valgte hans franske, og vi kom hjem ud på aftenen.

Bymuren er påbegyndt af romerne i 100-tallet før vor tidsregning. Derpå har vestgoterne bygget videre i 500-tallet som et værn mod de indtrængende maurere. I 1100- og 1200-tallet har frankerne udbygget. Borgen er fra 1100-tallet. I 1247 var byen udvokset, og kongen grundlagde en ny by neden for bakken, der også skulle været et besøg værd, men det var tid til hjemkørsel.

18.30 drak jeg min sidste kaffe, der endnu var varm, mens jeg fotograferede eksprestog på linjen Paris – Toulouse, og 20.00 faldt der en sten fra Elisabeth hjerte over, at sønnen var hjemme i god behold. Hun havde sikkert båret på den siden klokken 12. Jeg på min side overvejede alvorligt hjemme at starte en eksport af linealer til det franske vejvæsen.

COUDALERE
Vi boede på den sydvestfranske Middelhavskyst på en campingplads i nærheden af Elisabeths kusines feriebolig. Det er selvfølgelig lige meget, men kusinen var en anden kusine, end hende vi var i Cahors med. Det to kusiner var dog søstre. Stedet hed Presque’Ile og lå ved Port-Barcarès i sydenden af strandsøen Etang de Leucate, mens ferieboligen lå på tangen foran strandsøen lidt nordligere, men også med udsigt over strandsøen. Den kaldtes Coudalere. Selv om faciliteterne var ringe på campingpladsen, var opholdet dér 1988-turens dyreste. Nærmeste by var Perpignan. En enkelt tur til Perpignan fik vi, og en anden tur til nogle vinslotte i nærheden blev det også til. Med Lars og kusinens mand og søn kørte jeg ud til to af de saliner, hvis saltbjerge, vi kunne se på lang afstand. Her var ikke et øje eller låste døre, så vi gik bare ind. Det gav som forventet lidt tipvognsspor og på den nærliggende havn, Port-la-Nouvelle fandt jeg flere private lokomotiver. Disse ses i indlægget: Jernbaner i Frankrig.

Bortset fra turene badede vi hver dag og drak rødvin om aftenen og snakkede familiesnak. Da badebilleder og campingpladsbilleder næppe har den store interesse, bringes der ingen foto fra stedet her ud over nedenstående.

Jeg skal da lige nævne, at jeg her så de pelikaner, jeg ikke så i Carmague. Der var også jævnligt brandslukningsfly, der fløj lavt hen over strandsøen og skrabede vand op i bugen til slukning af ildebrande i den tørre maki inde i baglandet. Det var åbenbart også et problem dengang, men det er med vor nuværende kunnen ikke blevet mindre. Det var vist egentlig ikke manglende kunnen, men måske vilje, jeg mente?

PERPIGNAN
En dag i siestaen besøgte vi denne smukke by, der alligevel rummede en helt del slum.

CATALONIEN
Regionen omkring Barcelona i Spanien op til Andorra samt dele af Sydvestfrankrig er beboet af catalonier, der taler catalansk og for en dels vedkommende, flest på den spanske side af grænsen, kræver selvstændighed. Også omkring Perpignan så vi biler med et rød- og gulstribet nationalitetskendingsskilt på bilen mærket med et stort C.

CÉRET
Efter en uge tog vi videre. Fra Middelhavskysten havde Elisabeths familie anbefalet os Pyrenæerne og Andorra. Det gjorde vi så. Grunden til at det kun blev til den ene telttur, var måske, at begge morgener, hvor vi skulle af sted fra henholdsvis Beaucaire og nu her fra Presqu’Ile, regnede det, så vi måtte pakke et vådt telt sammen. Denne gang gik der mange dage, inden vi var hjemme og fik det tørt igen.

Første stop var ved foden af Pyrenæerne i en lille by, Céret, hvor Picasso havde boet. Hans hus var nu indrettet som museum og fyldt med picassoer, chagall’er og matisser. Gad vide, om der ikke også var miro’er, idet han også have boet der. I byen var der en slagter, der solgte Rivesaltes, en dessertvin, vi var kommet til at synes godt om på stedet.

Tror du, byen var interesseret i turister? Ikke et skilt viste til noget som helst. Man skulle tro, at der var mange skilte med ud? men heller ikke det ofrede de på os. Ensretning tvang os til at anden vej ud end ind. Endnu flere år efter var jeg glad for, at jeg kom hjem.

CASTELNOU
Céret lå i 171 meter. Efter et pas i 380 meter nåede vi Den lille by, Castelnou, 350 meter oppe, efter at vi igen havde været nede i omkring 100 meter over havet.

PYRENÆERNE
Turen gik nu uden stop over Pyrenæerne. I Frankrig kørte vi langs Pyrenæermetroen, men gjorde ikke holdt på nogen stationer for at se toget. Metro kaldes den, fordi den som metroen i Paris kører på tredjeskinne. Den var allerede dengang kun en turistbane. Den er smalsporet, 1000 mm sporvidde og kørte på 750 V jævnstrøm, og man kører fortrinsvis med materiel at ældre dato. Under en spisepause så vi tilfældigvis toget.

Forinden havde vi også set et af kædens markante bjerge, Canigou. Når vejret var godt, så vi det fra Coudalaire. Engang kunne man som fodgænger bestige det, men i dag er det livsfarligt, idet horder af mountainbikene raser ned ad bjerget på cykler, de ikke kan styre.

SEO D’URGEL
Hvor vi passerede ind i Spanien, ved jeg ikke, og vi kunne være kørt til Andorra i Frankrig på langs af Pyrenæerne, men vejen gennem Spanien var hurtige, fordi den var flad. Vi skulle nå at finde et hotel i Andorra inden lukketid. Altså senest ved 1800-tiden. Det var mit første og eneste besøg i Spanien. Fire timer. Senere har jeg dog været på Tenerife. Da vi passerede en by, strakte vi benene ved at gå ned til domkirken og retur. Byen lå i 691 meters højde, og det angivne navn er spansk. På områdets sprog, catalansk hedder den La Seu d’Urgell, hvor seu betyder sæde, med hvem denne Urgell, der havde sæde her, var fortaber sig. Det var dog en af, om man kan sige, ejerne af Andorra.

ANDORRA
Midt i Pyrenæerne ligger det lille fyrstendømme Andorra, som vi var blevet anbefalet at besøge. Hvorfor ved jeg ikke, men det har nok været toldfriheden. Da vi imidlertid ikke drak, røg eller brugte parfume, var der imidlertid ikke noget at hente. Angående drikkelse, havde vi allerede fyldt bilen op med Corbière-vin fra et fransk vinslot. Vi måtte dengang ikke indføre mere. Jeg så i hovedbyen la Vella i en butik noget modelbane, som jeg regnede om fra fransk eller spansk til tysk mønt. Det var jo i Flensborg, jeg ville handle modelbane i og ikke Danmark. Jeg var ikke imponeret, og da jeg så opdagede, at tallet, jeg havde regnet om, var katalognummeret og ikke prisen, gik vi. Tingene var absolut dyrere her. Mange forretninger forsøgte at få mig til at fremkalde mine film her, men heller ikke det betalte sig. I Andorra var varerne ofte trods toldfrihed dyrere end i Flensborg. Nej, Andorra kunne jeg ikke se, var det toldfri paradis, andre talte om. Hoteller og mad var dog rimelige.

Vi boede i hovedbyen Andorra la Vella, men besluttede at tage på landet allerede om formiddagen, da vi var blevet trætte af de mange butikker med de alt for dyre toldfrie tilbud.

Jeg købte en vandrekort, men det var billigt, fordi det var på udsalg. Dagen efter fandt jeg ud af hvorfor. Jeg antog, at de røde streger var vandrestier og de blå bjergbække. Om androranerne havde byttes om på farverne, eller det var en bjergbæk, der havde taget forkert, ved jeg ikke, men efter nogen vandring forvandledes vores sti pludselig til en bjergbæk. Det var nu en god tur alligevel, bortset fra i vi stiftede bekendtskab med højfjeldssol. Vi blev simpelthen lettere solskoldede på turen. Lettere, fordi vi hurtigt smøgede ærmerne ned, da det begyndt at lugte branket.

Skattely og trafikkultur
To ting gjorde dog et vist indtryk på mig. En almindelig villa på 200 m² kunne have 100 postkasser udenfor. Enkelte af navnene var endog danske! Det var åbenbart firmaer med adresse i Andorra, sikkert af hensyn til skatten, for alle 100 kunne jo ikke bo i det lille hus.

Det andet indtryk er todelt. Først konstaterede jeg mere end en snes små rappe kranbiler, der holdt hver morgen og aften i samme p-hus som os. Om dagen så jeg dem futte rundt i gaderne og fjerne ulovligt parkerede personbiler. Ikke desto mindre imponeredes jeg over bilister, der i et antal på indtil fem parkerede i et fodgængerfelt. Mindst en holdt i anden position, og enkelte præsterede at holde i tredje position. Der var jeg virkelig imponeret, navnlig fordi de små kranbiler gjorde, hvad de kunne for at fjerne dem! men åbenbart kun for at skaffe plads til nye syndere. De tog jo udsigten fra os fodgængere og bragte os i fare. Måske var det billisterne, der betalte byens skatter via p-afgifter?

RIVIERAEN
Turen foregik i 1962 og var bestilt i god tid, idet jeg Elisabeth var færdig med sin uddannelse, og jeg med millitæret, så vi skulle giftes, og turen var tænkt som en bryllupsrejse, men sådan blev det ikke. Vi kunne ikke få lejlighed, så vi giftede os ikke. Hvorfor, ved jeg ikke. Faktisk var chancerne bedre for en lejlighed, når vi var gifte, så da vi fandt ud af det et halvt år senere, giftede vi os. Bryllupsrejsen var dog bestilt og betalt! Vi skulle til en lejr i Sydfrankrig sammen med unge fra Europas lande. Hvorfor, ved jeg ikke, men turen har nok været billig? Der var ingen politik indblandet, og vi mødte en del unge. Da Elisabeth havde boet i England i mere end et år, var det briter, vi fandt sammen med foruden andre danskere, uden det dog blev til varige bekendtskaber.

Jeg har noteret, at vi tog Nordekspressen fra Fredericia om eftermiddagen, og jeg husker, at vi ankom til og drak kaffe på Alsterpavillonen. Ved midnat bordede vi Fransk Middelhavsekspres, men om det var et særtog for os, eller vi blot havde egen vogn, husker jeg heller ikke.

Opholdet i Paris er allerede beskrevet under Paris som det første indslag på siden.

Om aftenen gik det så sydpå. Allerede dengang kørte Mistralen ned gennem Rhonedalen med 180 km/t. Vort tog var i hvert fald nu et særtog, idet vi havde fået briter med fra Paris, Men om vi kørte 180, ved jeg ikke. Vore vogne var nok næppe godkendt til den hastighed, men at vi kørte stærkt, konstaterede jeg om natten, da nogen trak i nødbremsen. Mens vogne standsede, virkede Newtons love, så jeg fortsatte ud i de remme, der holdt køjen. Det viste sig at en skotte, der havde drukket tæt hele aftenen og dagen før skulle på toilettet, men havde åbnet døren ved siden af – døren ud til det fri. Vindens kræfter rev døren op og skotten med, men han blev dog hængende på trinbrættet og reddede livet. Da politiet havde hentet han til nærmeste detention, fortsatte vi. I Marseilles fik vi et damplokomotiv foran og kørte til Saint Raphaël, hvor busser kørte os via Fréjus til lejren i Saint Aygulf. Vi besøgte en enkelt gang på egen hånd med lokalbussen Fréjus.

Lejren og opholdet var der ikke noget at sige på eller sige om. Vi deltog i udflugterne og gik ellers til stranden og badede. Ikke ved lejrens strand, der var klippe, men ved byens strand, der var en flodmunding med grus. Også her var der klippe i vandet, men dem skulle man holde sig fra, for de var tæt besat med muslinger der havde skarpe kanter, når de var åbne. Jeg var også bange for de undervandsfiskere, der jagtede blæksprutter under mig, og som jeg kunne se, når jeg svømmede. Det var ikke blæksprutterne, selv om de var mindst en meter, jeg frygtede, men fiskernes harpuner. Havde de nu det fornødne styr på dem?

Der er nok billeder fra stranden og fra lejren, men de er kun interessante for os, så de bringes ikke.

Organisationen bag hed formentlig Les Auberges au Soleil, og der lå blandt andet et sådant kompleks i Saint Aygulf i departementet Var.

Fréjus var kendt dengang for et dæmningsbrud på Malpassetdæmningen, der brød  i 1959, og 50 millioner m³ vand fossede ned gennem dalen og kostede 432 mennesker livet. På en af vore tre udflugter passerede vi stedet og så ruinerne af dæmningen.

Udflugterne var med busser, og der var tre heldags ture, en til Nice og Cannes, en til Monaco og en ind i landet til blandt andet parfumebyen Grasse samt til en af den mange slugter i bjergene bag Rivieraen. Vi så Gorges de Loup, Ulveslugten. Der er ingen foto fra den første udflugt, idet overklasse aldrig har interesseret mig.

Vi blev også slæbt med ind på en parfumefabrik i Grasse, hvor fremstillingsprocessen åbenbaredes for os. Turen gik også igennem slugten Gorges du Loup, Ulveslugten. Her tog jeg et par fotos, men ikke fra Grasse eller fra en anden by, Gourdon, vi besøgte og for at se på noget fabrikation.

Herefter vendte vi hjemad. Igen med damptog til Marseilles og nattog til Paris, hvor turen allerede er beskrevet.

Bent Hansen. 2015. Rettet 2021.
2. stærkt udvidede udgave 8. august 2022. En halv snes stavefejl rettet 2023.