Frankrig. Ferier i Frankrig

VORT FORHOLD TIL FRANKRIG
Siden 50’erne har jeg været i Frankrig flere gange trods det, at jeg ikke kan et ord fransk, og franskmændene har deres uvilje mod fremmedsprog siddende uden på tøjet – i hvert fald i sidste årtusinde. Jeg har dog altid på et eller andet tidspunkt fundet en alsace’er, der kunne og ville tale tysk. Der har aldrig været mas med at betale. Lise min hustru, der havde boet mere end et år i England, kom ingen vegne med sit engelsk!

Første tur gik med toget til Paris i 50’erne. Anden tur gik til Rivieraen også med tog, Derpå var det en biltur til Alsace og Lorraine. Efter en lang pause var vi 1978 i bil i Cahors med en afstikker til Verdun og Auvergnes Højland. Næste tur i 1988 gik tre uger i bil til Provence,  Middelhavskysten i sydvest ved den spanske grænse samt Andorra og igen Auvergnes Højland. Sidste tur førte fra Basel i Schweiz med tog til Muhlhause og tilbage til Basel dagen efter. Opholdene har oversteget en måned sammenlagt.

PÅ TELTTUR
I 1988 havde min hustru efter langvarig sygdom mistet sit arbejde og var blevet invalidepensionist. Skønt andre med samme lidelse fik højeste invalidepension, fik Elisabeth, som jeg normalt kalder Lise, kun den laveste pension. Vi havde derfor ondt ved at opretholde vores levefod på pensionen og kun én lønning. Det drøjede på budgettet, at vi solgte sommerhuset. Også vore rejseaktiviteter lagde vi om. Da hun var ved at være ovenpå igen efter sygdommen, tog vi vore første og eneste campingferie. Ferieformen var såmænd udmærket, men den harmonerede bare ikke med vores måde at rejse på, så det blev kun til den ene tur. Vi havde kun investeret i et telt, men ikke i borde og stole, gasblus, gryder osv., men nødtørftigt lånt os frem.

Provence
Vi var en uge i Provence og derpå en uge i Sydvestfrankrig ved Middelhavet, hvor vi besøgte noget familie, der have ferielejlighed der. Vi boede på en campingplads i nærheden. Selv om faciliteterne var ringe, var opholdet dér turens dyreste. I Provence, hvor vi nok havde slået os ned lige i udkanten af området, var der trods pool ganske billigt. Vi faldt ikke over udenlandske turister i stor stil, men til gengæld var der på stedet heller ikke noget at se.

Lavede vi selv mad, var det som oftest af mere eller mindre halvfabrikata, eller vi købte simpelthen en færdig kylling på markedet, hvis vi da ikke gik ud og spiste. En dag, hvor vi var i en delikatesse, opdagede vi, at vi også kunne spise her. Stedet havde tre borde udenfor. Vi bestilte et af dem til om aftenen. Ejerne var et ungt par, der lige havde etableret sig. De rullede sig ud, så vi bestilte til næste aften også. Det var tilmed rørende billigt. De kunne begge undtagelsesvis engelsk. Selv om jeg stadig husker stedet, har jeg ikke noget billede af det.

Fransk tyrefægtning
En søndag var der tyrefægtning. Da vi fandt ud af, at det var fransk tyrefægtning, hvor tyren ikke kommer noget til, købte vi billetter. Som vi forstod det, blev tyrene sluppet løs i arenaen med nogle kokarder på hornene. Dem skulle tyrefægterne, der var ubevæbnede, erobre med de bare næver. Når en tyr var befriet for alle kokarder, var den ude. I hvert fald én tyr, havde adskillige kokarder i behold, da en gong gong lød, og denne halvleg var slut. Jeg klappede, men ret hurtigt kunne jeg på publikum fornemme, at man ikke klappede, når tyren vandt! En anden tyr havde en dårlig dag. Konstant gik den ned til lågen og stillede sig op for at komme ud. Den var ikke til at hidse op. Nå er tyrefægter var i knibe, sprang han over hegnet, men en enkelt af tyrene, må have gemt reglementet, for den sprang efter. Så blev der røre på de dyre tilskuerpladser nærmest arenaen.

Her springer en “tyrefægter” let og elegant op på hegnet. Måske nåede han at få taget et par kokarder fra hornene? Herefter prøver nogle af de andre 12 hvidklædte i arenaen at påkalde sig tyrens opmærksomhed. Man gik ikke hen til tyren, men fik den til at stange, sprang så til side og snuppede om muligt en kokarde i farten, Hvis man ikke som her forlod arenaen i sikkerhed. Beaucaire 1988.

Det ser ud til, at det er tyren, der har sendt "tyrefægteren" ud ad banen, men han sprang selv. Hverken tyr eller "tyrefægtere" kom normalt til skade. Arenaen havde skyggefulde træer, hvilket bekom os.

Det ser ud til, at det er tyren, der har sendt “tyrefægteren” ud ad banen, men han sprang selv. Hverken tyr eller “tyrefægtere” kom normalt til skade. Arenaen havde skyggefulde træer, hvilket bekom os.

En sidegevinst
Efter kampen gik jeg en tur alene, men i nærheden af arenaen så jeg, at folk stod oppe på tagene af bilerne. Det var utroligt, så mange mennesker og hunde for øvrigt også, der kunne være på et biltag. Franske biler har gode tage. En yngre kvinde holdt en forskræmt skødehund højt over sit hoved. Længere fremme fandt jeg ud af, hvad der var på færde. Under læsningen var nogle af tyrene stukket af og var nu på sightseeing i byen. Jeg fandt noget bymur, jeg kunne kravle op på, men da tyrene var uden for synsvidde, listede jeg hjem. Inden Lise nåede frem, var de indfanget og kørte retur til Carmargue. Heller ikke her har foto, selv om jeg mindes, at jeg tog fotos af folk på taget af deres og andres biler.

Salinebesøg
Vi tog nogle ture i det sydvestlige Frankrig, men ellers badede vi hver dag og drak rødvin om aftenen og snakkede familiesnak. En af mine ture gik til en saline, hvor man i store bassiner lader solen fordampe Middelhavet, hvorefter man fejer saltet sammen, putter det i bøsser og sælger det. Produktionen var til en vis grad maskinel. Banedelen bringer flere foto fra salinen.

En lille skovlhjulsmaskine og en dynge sammenskovlet og -fejet salt lige parrat til at blive fyldt i bøsser og solgt. Værket nøjedes dog med at sælge det i hele læs eller eventuelt i sække.

Andorra
Fra Middelhavskysten havde vor familie anbefalet os Pyrenæerne og Andorra. Herunder kom vi gennem Spanien. Turen gennem Spanien tog fire timer, hvoraf vi brugte to timer til at se en mindre by på vejen.

Andorra kunne jeg ikke se, var det toldfri paradis, andre talte om. De gange, jeg prøvede at regne om fra spansk valuta, til dansk og videre til D-mark, for at kunne sammenligne med priserne lige syd for grænsen, kom androranerne til kort.

Jeg købte en vandrekort, men det var billigt, fordi det var på udsalg. Dagen efter fandt jeg ud af hvorfor. Jeg antog, at de røde streger var vandrestier og de blå bjergbække. Om androranerne havde byttes om på farverne, eller det var en bjergbæk, der havde taget forkert, ved jeg ikke, men efter nogen vandring forvandledes vores sti pludselig til en bjergbæk. Det var nu en god tur alligevel, bortset fra i vi stiftede bekendtskab med højfjeldssol. Vi blev simpelthen lettere solskoldede på turen. Lettere, fordi vi hurtigt smøgede ærmerne ned, da det begyndt at lugte branket.

I det nordlige Andorra var der en del uberørt natur. Her en gammel bro.

I det nordlige Andorra var der en del uberørt natur. Her en gammel bro. 1988.

Her en lille sognekirke - sikkert ikke noget at skrive hjem om, men den havde nogle kalkmalerier, så vidt jeg husker.

Her en lille sognekirke – sikkert ikke noget at skrive hjem om, men den havde nogle kalkmalerier, så vidt jeg husker.

Skattely
Andorra sagde mig ikke rigtig noget. To ting gjorde dog et vist indtryk på mig. En almindelig villa på 200 m² kunne have 100 postkasser udenfor. Enkelte af navnene var endog danske! Det var åbenbart firmaer med adresse i Andorra, sikkert af hensyn til skatten. Det andet indtryk er todelt. Først konstaterede jeg mere end snes små rappe kranbiler, der holdt hver morgen og aften i samme p-hus som os. Om dagen så jeg dem futte rundt i gader og fjerne ulovligt parkerede personbiler. Ikke desto mindre imponeredes jeg over bilister, der i et antal på indtil fem parkerede i et fodgængerfelt. Mindst en holdt i anden position, og enkelte præsterede at holde i tredje position. Der var jeg virkelig imponeret, navnlig fordi de små kranbiler gjorde, hvad de kunne for at fjerne dem!

Auvergne
På den videre tur ville jeg gerne vise Lise middelalderbyen Carcasonne, og senere havde vi et hængeparti i le Puy i Auvergnes Højland. Her var vi tidligere passeret på vej hjem fra en hytteferie ved Cahors. Vi havde siddet og hvilet på en rasteplads med udsigt til en by med nogle markante bjergtoppe, hvoraf en var nærmest sukkertopformet, og så var der en kirke på toppen! Vi passerede, fordi vi gerne ville se stedet, og vi besluttede senere at vende tilbage. Der skulle dog gå adskillige år, før det lykkedes.

På vej fra Andorra til Auvergnes Højland passerede vi Carcasonne med dobbelt bymur fra Middelalderen med byporte og en fæstning. På dette foto fra 1978 ser vi en af byportene.

På vej fra Andorra til Auvergnes Højland passerede vi Carcasonne med dobbelt bymur fra Middelalderen med byporte og en fæstning. På dette foto fra 1978 ser vi en af byportene.

Mount d’Aiguilhe med kapellet St. Michel d’Aiguilhe. Vi kom aldrig derop. Vi besteg kun bjerget lige ved domkirken. Det tog vores vejr. Der var kun 263 trin derop. Vi var ellers tæt på i 1988. Se den geologiske forklaring på fænomenet nedenfor,

1978 holdt vi rast på en p-plads ved Le Puy i Auvergnes Højland med denne udsigt. Vi ser dels domkirken Cathédrale de Notre-Dame på én vulkantop og på en anden statuen Notre-Dame de France, 16 meter høj, støbt af 213 russiske kanoner taget under Krim-krigen 1856. Mount d’Aiguilhe ses også.

Størknet granit eller bassalt i et kraterrør, der står tilbage efter at aske og andre løserer produkter, der eller opbyggede vulkanen er skyllet bort.

Størknet granit eller bassalt i et kraterrør, der står tilbage efter at aske og andre løsere produkter, der eller opbyggede vulkanen, er skyllet bort.

Da vi kom til turens næste hovedmål, Alsace, fik vi hurtigt problemer med indkvartering. Ikke bare campingpladserne var lukket; det var kroer og hoteller også. Det var som om, at hele Alsace var lukket. Der var simpelthen ferie. Sommersæsonen var overstået og efterårssæsonen eller rettere vinhøsten var endnu ikke begyndt, så hvorfor ikke benytte ventetiden til at holde ferie?

Vi fandt dog et glimrende hotel i en lille by med et rent tysk navn. Hotellet og indehaveren havde også et tysk navn, og vi kunne kommunikere på dette sprog.

Vi tager hjem
Da der ikke var noget at komme efter i Alsace, slog vi ikke teltet op. Vi tog dog ind til Colmar, hvor vi mødte alle de turister, vi ikke havde savnet. Efter at vi havde sparket os gennem byen i et par timer, faldt vi ned på en fortovscafé med en danskvand hver. Det var egentlig meningen, vi skulle have spist frokost her, men efter at have siddet lidt og kigget på folke- eller snarere turistlivet, lukkede vi begge munden op samtidig for at sige noget. Jeg på min side ville have konstateret en vis træthed efter nu tre ugers rejse, mens Lise var mere kontant: “Hvornår kan vi være hjemme, hvis vi kører nu?” Spørgsmålet kom ikke bag på mig. Jeg regnede lidt og mente, at vi ville kunne være hjemme omkring midnat, inklusive spisetid her og en times gang til bilen.

Beregningen holdt også stik; det vil sige, det gjorde den ikke, for vi holdt i kø en time omkring Frankfurt og en halv time omkring Kassel. Det var før, trafikradioen advarede. Mit overslag havde holdt, hvis man kun regnede ren køretid. Var var hjemme 01.30.

På Lyneborg Hede, var jeg træt. Vi tankede og tog en bid brød i rasthusets restauration, selv om vi havde mad med i bilen. Jeg overtalte desuden Lise til at tage en tørn, selv om hun ikke var meget for det. Jeg må have sovet en del, men jeg var vågen gennem Hamburg for at lodse hende gennem de mange spor på motorvejene der. På første rasteplads nord for Hamburg skiftede vi igen.

Vel hjemme igen
Det havde været en fin tur med mange oplevelser, og som det væsentligste, Lise havde klaret det, hvad hun før turen havde tvivlet på.

Hjemme lå et brev fra hendes tidligere allerøverste chef, som hun skulle ringe op. Det viste sig, at han havde håndplukket hende til et job. Allerede næste aften var vi ude at se på det. På den måde fik hun et job, som hun senere vekslede til et bedre. Hun kom således over invalidepensioneringen med kun et tab af ét løntrin, og det var jo ikke så dårligt. At få et job var ikke helt let. Hendes fagforening var nogen tid om at fatte, at hendes henvendelse gjaldt et ønske om at komme i arbejde igen. De troede, for det var de vant til, at hun ville pensioneres. De havde aldrig været ude for det modsatte, men behandlede ti ansøgninger om pensionering om ugen.

VERDUN
Hvorfor Verdun?
I 1978 havde nogle venner overtalt os til at tage med på en hytteferie i Sydvestfrankrig. Vi havde lejet en hytte i en ferieby kaldet Les Manoques på en bjergtop ved en lille by ved Lotfloden nær Cahors ikke langt fra slottet i Caix. Kongefamilien havde dengang allerede købt det, men restaureringen var først lige begyndt.

Vi havde afsat fire dage til turen ud. Det var lidt rigeligt, men vi kørte kun den halve dag.

Resten af tiden brugte vi til sightseeing. Det var normalt om formiddagen, vi kiggede, og vi kørte så om eftermiddagen. Hjemturen brugte vi også til sightseeing, men knap så meget, så vi nåede hjem på tre dage.

Der var godt nok motorvej det meste af vejen, men absolut ikke i en lige linje. Franske motorveje havde også det problem, at de var betalingsveje. Hjemmefra havde jeg til udturen lagt en lineal fra Hamburg til Cahors, og den vej fulgte vi stort set. Den første nat overnattede vi ved Rhinen og så næste formiddag en Rhinborg samt et par andre seværdigheder ved Rhinen. Hen under aften kørte vi i et smukt sletteagtigt fransk landskab med store gule kornmarker. Fra vejen så jeg et par skilte til byer på Woëvresletten, hvis navne jeg af en eller anden grund kendte, Étain og Conflans. Sidstnævnte by er en af mindst ti franske byer med det navn, så om det var den Conflans, der var kendt fra Første Verdenskrig, ved jeg ikke, men ligegyldigt: En tanke strejfede mig. Hvorfra jeg kendte navnene, husker jeg heller ikke. Måske var det fra historiebøgerne, måske var det Nuser fra Radiserne, der her på sit flyvende hundehus kæmpede mod Den røde Baron?

Vi valgte at overnatte i Verdun. Om aftenen så vi byens krigsmindesmærke, og næste formiddag kørte vi ud til slagmarkerne. Det var svært at løsrive sig, men ved middagstid skulle vi videre og nåede næsten Auvergnes Højland om aftenen.

Verdun i Første Verdenskrig
Verdun lå over for den stærke tysk fæstning Metz, der erobredes af tyskerne under Den fransk-tyske Krig 1870 – 71. Hurtigt besluttede franskmændene sig for at befæste Verdun med en række forter rundt om byen. I 1880 opførtes det mest kendte, Fort de Vaux af mursten og dækkedes med jord. I 1885 blev det revet ned og genopført i beton. I 1911 blev det endnu engang revet ned og genopført i jernbeton.

Verdun har gennem tiderne ofte mærket ufredeligheder. Byen er blevet ødelagt utallige gange op gennem tiden ved krigshandlinger, således i 450, igen i 485, 922, 984, 1047, 1246, 1336, 1562, 1792, 1870 og så i 1916. Formentlig slap den heller ikke helskindet fra Den anden Verdenskrig?

Fort de Vaux s historie
Krigen startede i august 1914, men ikke før 1. februar 1915 faldt de første tyske granater over Fort de Vaux.

Krigen rykkede langsomt nærmere, og først 20. februar 1916 faldt granaterne også nær domkirken i Verdun. Det var svære 42 centimeters granater. Allerede den 25. februar faldt fortet i Douamont, idet besætningen simpelthen blev overrumplet.

Den 9. marts meddelte tyskerne, at det havde taget Fort de Vaux, men dagen efter meddelte de, at franskmændene havde taget det tilbage. Sandheden er imidlertid nok den, at sejrsmeldingen, der var fabrikeret på forhånd, slap for tidligt ud. Der skulle gå 88 dage indtil 7. juni om morgenen, inden tyskerne havde Fort de Vaux. I de 88 dage faldt der dagligt mellem 8000 og 10 000 granater over fortet. Besætningen er angivet af forskellige kilder til 150 mand eller 250 mand, og med folkene i udenværkerne var der 600 mand, hvoraf mange var sårede, men fortet havde kun forsyninger til 250 mand i 14 dage.

Små tre måneder eller nøjagtigt 88 dage tog det tyskerne at kæmpe sig op ad fortet skråninger. 1. juni var fortet omringet, 2. juni var tyskerne oppe på fortet, og den 4. juni begyndte de at trænge ind i fortet. Det lykkedes dog adskillige franske at flygte fra fortet både den 4. og den 5. juni. Den 7. juni om morgenen udsendte fortet sin sidste melding, men den var ufuldstændig og derfor uforståelig, idet den sendtes som optiske signaler, da man var udgået for brevduer. Her slutter beretningen, så desværre ved jeg intet om mandskabets skæbne.

12. juli stod tyskerne uden for Fleury kun fire kilometer fra Verdun. Landsbyen erobredes 24. juli. Her deltog et sydslesvigsk regiment, enten det 84. regiment fra Haderslev eller det 86. regiment fra Slesvig.

Den 19. august måtte tyskerne atter slippe Fleury, og i løbet af efteråret 1916 gik det tilbage for tyskerne foran Verdun. 25. oktober 1916 tilbageerobrede franskmændene Fort Douamont, og den 2. oktober forlod tyskerne Fort de Vaux. Herefter kunne befolkningen i Verdun ånde lettede op.

Franskmændene opgiver tyskernes tab foran Verdun i de to år, kamphandlingerne varede, til 500 000 dræbte, sårede, savnede og tilfangetagne, mens tyskerne opgiver de franske tab til 350 000. Man kan finde kilder, der angiver dræbte franske til 350 000, hvortil kommer sårede, savnede og tilfangetagne, og man kan finde kilder, der samlet angiver 1 000 000 ofre, men her er formentlig også medregnet civile.

Da franskmændene til stadighed omgrupperede deres styrker, kom alle franske soldater til på et eller andet tidspunkt at opleve Verduns rædsler. Det gælder blandt andet en ung korporal ved navn de Gaulle. Havde tyskerne gjort det samme, havde Det tredje Rige måske ikke fået så megen vind i sejlene? Bagefter var deltagerne enige om, at ingen, der havde været med ved Verdun, kunne finde på at starte en ny krig!

Tyskerne indkaldte 36 000 dansksindede sønderjyder til Første Verdenskrig. Heraf kom 6000 aldrig hjem igen. De faldt for den sag, der ikke var deres. Tværtimod.

Slagmarkerne 1976
Vi kom ikke længere end til Fortet ved Douaumont, som vi gik lidt ovenpå. I stedet så vi L’ossuaire de Douaumont. På en kirkegård neden for L’ossuaire, “Benhallen” lå 12 000 identificerede franske soldater begravet. Selv om der findes langt større gravpladser, var denne rystende nok. I Benhallen lå uidentificerede rester af mindst 136 000 franske og sikkert også tyske soldater.

26 000 000 artillerigranater affyredes, så ikke underligt, at landskabet omkring Verdun stadig var ujævnt og uudnyttet. Andre steder i Europa dør bønder stadig efter at have pløjet en granat fra første verdenskrig op.

Det var første gang, Lise ofrede et lys for verdensfreden. Det blev ikke sidste gang, og siden har det vist sig, at Edit også har det gen. Jeg tror nu nok, hun tænder et lys for sin familie.

Mens vi gik rundt i Benhallen og kæmpede med vore tanker, kunne Lise pludselig høre granatnedslag i det fjerne. Jeg mindes ikke, at jeg hørte det. Måske har der stået en højttaler et eller andet sted i hallen, måske var det et fjernt tordenvejr eller et jetfly? Måske har et eller andet spillet hende et puds?

Benhallen ved Fort Douaumont, hvor resterne af mindst 130 000 uidentificerede soldater sikkert fra begge parter var stedt til hvile. Køn var den ikke? Men den kunne ikke undgå at gøre indtryk. Bygningen var mere hvid, end den fremtræder på mit billede. Det er Kodak, der har gjort den brun.

Benhallen ved Fort Douaumont, hvor resterne af mindst 136 000 uidentificerede soldater sikkert fra begge parter var stedt til hvile. Køn var den ikke? Men den kunne ikke undgå at gøre indtryk. Bygningen var mere hvid, end den fremtræder på mit billede. Det er Kodak, der har gjort den brun.

Foran Benhallen lå en kirkegård med 12 000 identificerede franske soldaters grave.

Foran Benhallen lå en kirkegård med 12 000 identificerede franske soldaters grave.

Vi så Maginots mindesmærke, der markerede hvor langt tyskerne nåede frem mod Verdun, inden felttoget forblødte. Det store museum i Fleury gik vi rundt om. Der var om morgenen ikke åbent, men vi beså udendørsudstillingen. Af landsbyen Fleury så vi derimod ikke et hus!

Vestfronten 1914 - 18. Kortet, der har Grimbergs Verdenshistorie som forlæg, viser øverst fronten i november 1918 ved våbenstilstanden. Den sydligste streg er fronten efter få måneders krig i september 1914. Den midterset streg en fronten i de 3½ år derimellem - i "Intet nyt fra vestfronten-tiden." Hele tiden har Verdun ligget i skudlinien.

Vestfronten 1914 – 18. Kortet, der har Grimbergs Verdenshistorie som forlæg, viser øverst fronten i november 1918 ved våbenstilstanden. Den sydligste streg er fronten efter få måneders krig i september 1914. Den midterste streg er fronten i de 3½ år derimellem – i “Intet nyt fra vestfronten-tiden.” Hele tiden har Verdun ligget i skudlinien.

De tre kirkelandsbyer, Fleury, Douaumont og Vaux er aldrig siden blevet genopbygget. De ligger på et højdedrag, der falder både mod Verdun og med øst. Ikke alle fransker forter er vist.

De tre kirkelandsbyer, Fleury, Douaumont og Vaux er aldrig siden blevet genopbygget. De lå på et højdedrag, der falder både mod Verdun og med øst. Ikke alle franske forter er vist.

Udvalg af mindesmærker 1 Verdun. Mindesmærk for byens faldne. 2. Kirkegård med monument og udstillede kanoner. 3. André Maginots mindesmærke. Her stoppedes tyskerne juli-august 1916. 4. Monument for sønderskudt kapel. 5. Museum, hvor Fleury lå. 7. Douaumont. 8. Fort de Vauxs ruin. 10. Verdun. Sejrsmonument.

Udvalg af mindesmærker
1. Verdun. Mindesmærk for byens faldne.
2. Kirkegård med monument og udstillede kanoner.
3. André Maginots mindesmærke. Her stoppedes tyskerne juli-august 1916.
4. Monument for sønderskudt kapel.
5. Museum, hvor Fleury lå.
7. Douaumont.
8. Fort de Vauxs ruin.
10. Verdun. Sejrsmonument.

Jernbaner i verdenskrigen
Blandt effekterne i en kælderhals var to jernbanevogne i 600 mm sporvidde. Dengang havde jeg allerede læst om de mange militære baneanlæg ved fronten i 600 mm sporvidde. For briterne dog til dels 610 mm, svarende til to engelske fod. Efterhånden som tyskerne rykkede frem, fandt de  jernbaner og veje ødelagte. De havde derfor egne jernbaneregimenter, der hurtig kunne lægge spor fra et depot bag fronten ved en intakt jernbane frem til fronten samt varetage driften af jernbanerne. Her transporteredes soldater, granater og fødevarer i retning af fronten og sårede retur. Nærmest depotet kørtes med damplokomotiver og nærmest fronten med motorlokomotiver. Tyskerne alene byggede flere tusinde af den såkaldte brigadelokomotiv-type i Anden Verdenskrig kaldet Heeresfeldbahn-type foruden mængder af mindre damplokomotiver og motorlokomotiver. Disse spredtes efter krigen over hele Europa. Adskillige dukkede op i Danmark på mergelbaner og i tørvemoser til tørvetransporter. Ingen er dog bevarede i Danmark. Mange var krigskram, og mange var slet vedligeholdte, men en del af dem solgtes og overlevede i Sverige, Jugoslavien og Frankrig også Anden Verdenskrig og er i dag bevarede på veteranbaner.

Også normalsporede jernbaner og metersporede privatbaner var ødelagte, og i alle tilfælde manglede trækkraften. Tyskerne beordrede mange af deres privatbaner til at afgive trækkraft. Det gjaldt således de sønderjyske metersporbaner, Amtsbanerne i Haderslev, i Åbenrå og på Als. De fleste kom dog til baneanlæg på Sild og ved Sikringsstilling Nord, men et par forsvandt sporløst i Frankrig eller Belgien eller måske på østfronten. Til gengæld købte Amtsbanerne på Als så ind fra demobiliseringslagrene efter krigen, men uden selv at kunne bruge materiellet og eller sælge det videre. Det indkøbte var for tungt. Se: http://bentsbane.dk/sikringsstilling-nordsicherungsstellung-nord/

Hele Vejen – Brørup Mergelselskabs bane blev udelukkende drevet med brigadelokomotiver.

Entreprenøren for Holstebroegnens Mergelselskab havde er forhenværende tysk brigadelokomotiv i sin stald. det ses her så sendt som i 30’erne.

I UK måtte måtte man hjælpe franskmændene med at bygge lokomotiver til militærbanerne. Dette lokomotiv er således britiskbygget, men i sporvidden 600 mm og ikke 2 fod og leveret til Frankrig og senere hentet hjem og sat i stand på Apedale banen.

I UK måtte man hjælpe franskmændene med at bygge lokomotiver til militærbanerne. Dette lokomotiv er således britiskbygget, men i sporvidden 600 mm og ikke 2 fod og leveret til Frankrig og senere hentet hjem og sat i stand på Apedale banen.

Her ses også hos Apedale nyrestaureret materiel til udstillingen om verdenskrigen. Både vognen og motolokomotivet, det sidste endog i hærens normalfarve har deltaget i krigen.

Her ses også hos Apedale nyrestaureret materiel til udstillingen om verdenskrigen. Både vognen og motorlokomotivet, det sidste endog i hærens normalfarve har deltaget i krigen.

Siden 1960 har jeg set adskillige militærbanelokomotiver og ditto vogne rundt om i Europa på industribanemuseerne.

Hundredeåret for krigsudbruddet
I år, 2014 er det 100 år siden, at Første Verdenskrig brød ud. Blandt andet det engelske industribanemuseum i Apedale ved Manchester markerer 100-året ved en udstilling af restaureret og i øvrigt køreklart materiel fra britiske og franske militærbaner. En nyanlagt sidebane til veteranbanen fører ud til en skyttegrav anlagt på museumsområdet. Se foreningens hjemmeside: http://www.apedale.co.uk/ . Arrangementet ses på: http://www.apedale.co.uk/event/avlr-tracks-to-trenches-wwi-event/ . Følger du linkene, ser du prøver på jernbanemateriellet – også på tyske brigadelokomotiver bevaret i UK.

Kilder
Henry Bordeaux, De sidste dage ved Fort Vaux. Udgivet i København 1917.
R. Jenssen-Tusch m. fl. Verdenskrigen i samtidige skildringer. Bind III. Også udgivet i København, men 1918 – 19.
Familiejournalen nr. 22 for 1978.
Grimbergs Verdenshistorie.

Indlægget var oprindelig selvstændig og lagt ud 6. juni 2014. Turen fortsatte til

CAHORS
Dordogne eller deromkring
På en af vore ture var vi i 1978 havnet 14 dage et sted, hvor der end ikke var en-stjernede seværdigheder til så lang tid. Alligevel fandt vi de små ting og glædedes os over dette. Dele af højlandet var åbenbart blevet forladt for et par menneskealdre siden på grund af en vinpest. Vi så blandt andet på hensygnende rester af bebyggelser og små ubeboende landsbyer.

Andre danskere, der også boede på stedet havde medbragt et gammelt eksemplar af et tidsskrift, der vist nok hed ”Mad og gæster.” Her havde den gamle Price skrevet en artikel om mad på netop denne egn. Han konkluderede, at jo længere man kom ud, og jo mere vandet fossede ned ad muren på grund af utætte tagrender, og jo mere algegrøn muren var, jo bedre var maden. Et eller to af spisestederne kunne vi ikke finde, og vi fik turistbureauet til at hjælpe os, og de klarede det, men ikke sådan uden videre. Heller ikke de vidste, at der boede mennesker så ”langt” ude. Efter ”sidste” landsby, var der kun en piste, for der boede ikke sognerødder længere ude, men der var en lille landsby med en kro. Maden var guddommelig, og vort barns sodavand var væsentligt dyrere end vor vin. Vi havde vor ældste datter med, da også hun har en svaghed for fremmed og udsøgt mad.

På mine billeder af de omtalte kroer er de dækket af deltgere. Her har vi 1988 passeret Cevennerne 2000 meter via Ardeche-dalen og har nu nået et lille hotel i Lanarce i 1140 meter i Auvergne. Også her var maden udsøgt, selv om stedet ikke ser ud af noget. Vi besøgte leverandøren, den lokale slagter, hvilket også var en oplevelse. Vi havde ost og pølse med hjem.

På mine billeder af de omtalte kroer er de dækket af deltgere. Her har vi 1988 passeret Cevennerne 2000 meter via Ardeche-dalen og har nu nået et lille hotel i Lanarce i 1140 meter i Auvergne. Også her var maden udsøgt, selv om stedet ikke ser ud af noget. Vi besøgte leverandøren, den lokale slagter, hvilket også var en oplevelse. Vi havde ost og pølse med hjem.

Så slutter vi
Flere gange har vi på egen hånd fundet uventede, spændende spisesteder i Frankrig. Et sted i Auvernes Højland løb vi over nogle skotter, der var kørt hele vejen fra Skotland for at spise lige her. Da Lise talte engelsk som en indfødt, spiste vi sammen og konstaterede, at vi trods sprogforskelle havde de samme problemer med børn osv.

Selv om vi som nævnt i indledningen har været mange andre gange i Frankrig, får du ikke flere beretninger. Heller ikke selv om vi også har været inde på kongefamiliens slot ved Cahors. Vi har endog stået i ”Riddersalen,” thi der var hverken døre eller vinduer. Det var først da vi gik ud, at vi så skiltet med adgang forbudt. Det var blevet brugt til at binde vinstokke op til, og teksten vendte nedad og bort fra vejen. Vi havde ingen chance for at se det, og først senere var vi sikre på, at slottet, vi beså, var det rigtige.

Monogram over indgangen i tårnet. De fleste døre og vinduer manglede endnu. 1978. Vi er ved en lille by, Castel Franc vest for Cahor ved Lot-floden i 1978.

Helt uden seværdigheder var egnen dog ikke, men vi skulle gå langt. Egnen bag floden var forladt efter vinpesten 1877 og stadig ubeboet, men husene lå der endnu sammen med forhistoriske minder. Her er gariot bygget af flade, stablede kalksten sikkert uden bindemidel. 1978.

Helt uden seværdigheder var egnen dog ikke, men vi skulle gå langt. Egnen bag floden var forladt efter vinpesten 1877 og stadig ubeboet, men husene lå der endnu sammen med forhistoriske minder. Her ses en gariote bygget af flade, stablede kalksten uden bindemidel. Disse var bygget af hyrder efter vinpesten havde lagt områderne øde, men der var masser af fortidminder, og af den type, hvor byggestenene var hentet 50 kilometer borte, skønt egnen ikke manglede sten, men har man kalksten i lange baner er vulkanske sten naturligvis finere og omvendt. 1978.

Bent Hansen. 2015. Rettet 2021.

Dette indlæg blev udgivet i Geologi, Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.