Frankrig. Ferier i Frankrig

Vort forhold til Frankrig
Siden 50’erne har jeg været i Frankrig flere gange trods det, at jeg ikke kan et ord fransk, og franskmændene har deres uvilje mod fremmedsprog siddende uden på tøjet – i hvert fald i sidste årtusinde. Jeg har dog altid på et eller andet tidspunkt fundet en alsace’er, der kunne og ville tale tysk. Der har aldrig været mas med at betale. Lise min hustru, der havde boet mere end et år i England, kom ingen vegne med sit engelsk!

Jeg har set Paris, Verdun, Alsace og Lorraine, Rivieraen, Provence, Auvergnes Højland, Middelhavskysten i sydvest ved den spanske grænse samt egnen omkring Cahors. Opholdene har oversteget en måned sammenlagt.

På telttur
I 1988 havde min hustru efter langvarig sygdom mistet sit arbejde og var blevet invalidepensionist. Skønt andre med samme lidelse fik højeste invalidepension, fik Elisabeth, som jeg normalt kalder Lise, kun den laveste pension. Vi havde derfor ondt ved at opretholde vores levefod på pensionen og kun én lønning. Det drøjede på budgettet, at vi solgte sommerhuset. Også vore rejseaktiviteter lagde vi om. Da hun var ved at være ovenpå igen efter sygdommen, tog vi vore første og eneste campingferie. Ferieformen var såmænd udmærket, men den harmonerede bare ikke med vores måde at rejse på, så det blev kun til den ene tur. Vi havde kun investeret i et telt, men ikke i borde og stole, gasblus, gryder osv., men nødtørftigt lånt os frem.

Provence
Vi var en uge i Provence og derpå en uge i Sydvestfrankrig ved Middelhavet, hvor vi besøgte noget familie, der have ferielejlighed der. Vi boede på en campingplads i nærheden. Selv om faciliteterne var ringe, var opholdet dér turens dyreste. I Provence, hvor vi nok havde slået os ned lige i udkanten af området, var der trods pool ganske billigt. Vi faldt ikke over udenlandske turister i stor stil, men til gengæld var der på stedet heller ikke noget at se.

Lavede vi selv mad, var det som oftest af mere eller mindre halvfabrikata, eller vi købte simpelthen en færdig kylling på markedet, hvis vi da ikke gik ud og spiste. En dag, hvor vi var i en delikatesse, opdagede vi, at vi også kunne spise her. Stedet havde tre borde udenfor. Vi bestilte et af dem til om aftenen. Ejerne var et ungt par, der lige havde etableret sig. De rullede sig ud, så vi bestilte til næste aften også. Det var tilmed rørende billigt. De kunne begge undtagelsesvis engelsk. Selv om jeg stadig husker stedet, har jeg ikke noget billede af det.

Fransk tyrefægtning
En søndag var der tyrefægtning. Da vi fandt ud af, at det var fransk tyrefægtning, hvor tyren ikke kommer noget til, købte vi billetter. Som vi forstod det, blev tyrene sluppet løs i arenaen med nogle kokarder på hornene. Dem skulle tyrefægterne, der var ubevæbnede, erobre med de bare næver. Når en tyr var befriet for alle kokarder, var den ude. I hvert fald én tyr, havde adskillige kokarder i behold, da en gong gong lød, og denne halvleg var slut. Jeg klappede, men ret hurtigt kunne jeg på publikum fornemme, at man ikke klappede, når tyren vandt! En anden tyr havde en dårlig dag. Konstant gik den ned til lågen og stillede sig op for at komme ud. Den var ikke til at hidse op. Nå er tyrefægter var i knibe, sprang han over hegnet, men en enkelt af tyrene, må have gemt reglementet, for den sprang efter. Så blev der røre på de dyre tilskuerpladser nærmest arenaen.

Her springer en “tyrefægter” let og elegant op på hegnet. Måske nåede han at få taget et par kokarder fra hornene? Herefter prøver nogle af de andre 12 hvidklædte i arenaen at påkalde sig tyrens opmærksomhed. Man gik ikke hen til tyren, men fik den til at stange, sprang så til side og snuppede om muligt en kokarde i farten, Hvis man ikke som her forlod arenaen i sikkerhed. Beaucaire 1988.

 

Det ser ud til, at det er tyren, der har sendt "tyrefægteren" ud ad banen, men han sprang selv. Hverken tyr eller "tyrefægtere" kom normalt til skade. Arenaen havde skyggefulde træer, hvilket bekom os.

Det ser ud til, at det er tyren, der har sendt “tyrefægteren” ud ad banen, men han sprang selv. Hverken tyr eller “tyrefægtere” kom normalt til skade. Arenaen havde skyggefulde træer, hvilket bekom os.

En sidegevinst
Efter kampen gik jeg en tur alene, men i nærheden af arenaen så jeg, at folk stod oppe på tagene af bilerne. Det var utroligt, så mange mennesker og hunde for øvrigt også, der kunne være på et biltag. Franske biler har gode tage. En yngre kvinde holdt en forskræmt skødehund højt over sit hoved. Længere fremme fandt jeg ud af, hvad der var på færde. Under læsningen var nogle af tyrene stukket af og var nu på sightseeing i byen. Jeg fandt noget bymur, jeg kunne kravle op på, men da tyrene var uden for synsvidde, listede jeg hjem. Inden Lise nåede frem, var de indfanget og kørte retur til Carmargue. Heller ikke her har foto, selv om jeg mindes, at jeg tog fotos af folk på taget af deres og andres biler.

Salinebesøg
Vi tog nogle ture i det sydvestlige Frankrig, men ellers badede vi hver dag og drak rødvin om aftenen og snakkede familiesnak. En af mine ture gik til en saline, hvor man i store bassiner lader solen fordampe Middelhavet, hvorefter man fejer saltet sammen, putter det i bøsser og sælger det. Produktionen var til en vis grad maskinel. Banedelen bringer flere foto fra salinen.

En lille skovlhjulsmaskine og en dynge sammenskovlet og -fejet salt lige parrat til at blive fyldt i bøsser og solgt. Værket nøjedes dog med at sælge det i hele læs eller eventuelt i sække.

Andorra
Fra Middelhavskysten havde vor familie anbefalet os Pyrenæerne og Andorra. Herunder kom vi gennem Spanien. Turen gennem Spanien tog fire timer, hvoraf vi brugte to timer til at se en mindre by på vejen.

Andorra kunne jeg ikke se, var det toldfri paradis, andre talte om. De gange, jeg prøvede at regne om fra spansk valuta, til dansk og videre til D-mark, for at kunne sammenligne med priserne lige syd for grænsen, kom androranerne til kort.

Jeg købte en vandrekort, men det var billigt, fordi det var på udsalg. Dagen efter fandt jeg ud af hvorfor. Jeg antog, at de røde streger var vandrestier og de blå bjergbække. Om androranerne havde byttes om på farverne, eller det var en bjergbæk, der havde taget forkert, ved jeg ikke, men efter nogen vandring forvandledes vores sti pludselig til en bjergbæk. Det var nu en god tur alligevel, bortset fra i vi stiftede bekendtskab med højfjeldssol. Vi blev simpelthen lettere solskoldede på turen. Lettere, fordi vi hurtigt smøgede ærmerne ned, da det begyndt at lugte branket.

I det nordlige Andorra var der en del uberørt natur. Her en gammel bro.

I det nordlige Andorra var der en del uberørt natur. Her en gammel bro. 1988.

 

Her en lille sognekirke - sikkert ikke noget at skrive hjem om, men den havde nogle kalkmalerier, så vidt jeg husker.

Her en lille sognekirke – sikkert ikke noget at skrive hjem om, men den havde nogle kalkmalerier, så vidt jeg husker.

Skattely
Andorra sagde mig ikke rigtig noget. To ting gjorde dog et vist indtryk på mig. En almindelig villa på 200 m² kunne have 100 postkasser udenfor. Enkelte af navnene var endog danske! Det var åbenbart firmaer med adresse i Andorra, sikkert af hensyn til skatten. Det andet indtryk er todelt. Først konstaterede jeg mere end snes små rappe kranbiler, der holdt hver morgen og aften i samme p-hus som os. Om dagen så jeg dem futte rundt i gader og fjerne ulovligt parkerede personbiler. Ikke desto mindre imponeredes jeg over bilister, der i et antal på indtil fem parkerede i et fodgængerfelt. Mindst en holdt i anden position, og enkelte præsterede at holde i tredje position. Der var jeg virkelig imponeret, navnlig fordi de små kranbiler gjorde, hvad de kunne for at fjerne dem!

Auvergne
På den videre tur ville jeg gerne vise Lise middelalderbyen Carcasonne, og senere havde vi et hængeparti i le Puy i Auvergnes Højland. Her var vi tidligere passeret på vej hjem fra en hytteferie ved Cahors. Vi havde siddet og hvilet på en rasteplads med udsigt til en by med nogle markante bjergtoppe, hvoraf en var nærmest sukkertopformet, og så var der en kirke på toppen! Vi passerede, fordi vi gerne ville se stedet, og vi besluttede senere at vende tilbage. Der skulle dog gå adskillige år, før det lykkedes.

På vej fra Andorra til Auvergnes Højland passerede vi Carcasonne med dobbelt bymur fra Middelalderen med byporte og en fæstning. På dette foto fra 1978 ser vi en af byportene.

På vej fra Andorra til Auvergnes Højland passerede vi Carcasonne med dobbelt bymur fra Middelalderen med byporte og en fæstning. På dette foto fra 1978 ser vi en af byportene.

 

Mount d’Aiguilhe med kapellet St. Michel d’Aiguilhe. Vi kom aldrig derop. Vi besteg kun bjerget lige ved domkirken. Det tog vores vejr. Der var kun 263 trin derop. Vi var ellers tæt på i 1988. Se den geologiske forklaring på fænomenet nedenfor,

 

1978 holdt vi rast på en p-plads ved Le Puy i Auvergnes Højland med denne udsigt. Vi ser dels domkirken Cathédrale de Notre-Dame på én vulkantop og på en anden statuen Notre-Dame de France, 16 meter høj, støbt af 213 russiske kanoner taget under Krim-krigen 1856. Mount d’Aiguilhe ses også.

 

Størknet granit eller bassalt i et kraterrør, der står tilbage efter at aske og andre løserer produkter, der eller opbyggede vulkanen er skyllet bort.

Størknet granit eller bassalt i et kraterrør, der står tilbage efter at aske og andre løsere produkter, der eller opbyggede vulkanen, er skyllet bort.

Da vi kom til turens næste hovedmål, Alsace, fik vi hurtigt problemer med indkvartering. Ikke bare campingpladserne var lukket; det var kroer og hoteller også. Det var som om, at hele Alsace var lukket. Der var simpelthen ferie. Sommersæsonen var overstået og efterårssæsonen eller rettere vinhøsten var endnu ikke begyndt, så hvorfor ikke benytte ventetiden til at holde ferie?

Vi fandt dog et glimrende hotel i en lille by med et rent tysk navn. Hotellet og indehaveren havde også et tysk navn, og vi kunne kommunikere på dette sprog.

Vi tager hjem
Da der ikke var noget at komme efter i Alsace, slog vi ikke teltet op. Vi tog dog ind til Colmar, hvor vi mødte alle de turister, vi ikke havde savnet. Efter at vi havde sparket os gennem byen i et par timer, faldt vi ned på en fortovscafé med en danskvand hver. Det var egentlig meningen, vi skulle have spist frokost her, men efter at have siddet lidt og kigget på folke- eller snarere turistlivet, lukkede vi begge munden op samtidig for at sige noget. Jeg på min side ville have konstateret en vis træthed efter nu tre ugers rejse, mens Lise var mere kontant: “Hvornår kan vi være hjemme, hvis vi kører nu?” Spørgsmålet kom ikke bag på mig. Jeg regnede lidt og mente, at vi ville kunne være hjemme omkring midnat, inklusive spisetid her og en times gang til bilen.

Beregningen holdt også stik, det vil sige; det gjorde den ikke, for vi holdt i kø en time omkring Frankfurt og en halv time omkring Kassel. Det var før, trafikradioen advarede. Mit overslag havde holdt, hvis man kun regnede ren køretid. Var var hjemme 01.30.

På Lyneborg Hede, var jeg træt. Vi tankede og tog en bid brød i rasthusets restauration, selv om vi havde mad med i bilen. Jeg overtalte desuden Lise til at tage en tørn, selv om hun ikke var meget for det. Jeg må have sovet en del, men jeg var vågen gennem Hamburg for at lodse hende gennem de mange spor på motorvejene der. På første rasteplads nord for Hamburg skiftede vi igen.


Vel hjemme igen
Det havde været en fin tur med mange oplevelser, og som det væsentligste, Lise havde klaret det, hvad hun før turen havde tvivlet på.

Hjemme lå et brev fra hendes tidligere allerøverste chef, som hun skulle ringe op. Det viste sig, at han havde håndplukket hende til et job. Allerede næste aften var vi ude at se på det. På den måde fik hun et job, som hun senere vekslede til et bedre. Hun kom således over invalidepensioneringen med kun et tab af ét løntrin, og det var jo ikke så dårligt. At få et job var ikke helt let. Hendes fagforening var nogen tid om at fatte, at hendes henvendelse gjaldt et ønske om at komme i arbejde igen. De troede, for det var de vant til, at hun ville pensioneres. De havde aldrig været ude for det modsatte, men behandlede ti ansøgninger om pensionering om ugen.

Dordogne eller deromkring
På en af vore ture var vi havnet 14 dage et sted, hvor der end ikke var en-stjernede seværdigheder til så lang tid. Alligevel fandt vi de små ting og glædedes os over dette. Dele af højlandet var åbenbart blevet forladt for et par menneskealdre siden på grund af en vinpest. Vi så blandt andet på hensygnende rester af bebyggelser og små ubeboende landsbyer.

Andre danskere, der også boede på stedet havde medbragt et gammelt eksemplar af et tidsskrift, der vist nok hed ”Mad og gæster.” Her havde den gamle Price skrevet en artikel om mad på netop denne egn. Han konkluderede, at jo længere man kom ud, og jo mere vandet fossede ned ad muren på grund af utætte tagrender, og jo mere algegrøn muren var, jo bedre var maden. Et eller to af spisestederne kunne vi ikke finde, og vi fik turistbureauet til at hjælpe os, og de klarede det, men ikke sådan uden videre. Heller ikke de vidste, at der boede mennesker så ”langt” ude. Efter ”sidste” landsby, var der kun en piste, for der boede ikke sognerødder længere ude, men der var en lille landsby med en kro. Maden var guddommelig, og vort barns sodavand var væsentligt dyrere end vor vin. Vi havde vor ældste datter med, da også hun har en svaghed for fremmed og udsøgt mad.

På mine billeder af de omtalte kroer er de dækket af deltgere. Her har vi 1988 passeret Cevennerne 2000 meter via Ardeche-dalen og har nu nået et lille hotel i Lanarce i 1140 meter i Auvergne. Også her var maden udsøgt, selv om stedet ikke ser ud af noget. Vi besøgte leverandøren, den lokale slagter, hvilket også var en oplevelse. Vi havde ost og pølse med hjem.

På mine billeder af de omtalte kroer er de dækket af deltgere. Her har vi 1988 passeret Cevennerne 2000 meter via Ardeche-dalen og har nu nået et lille hotel i Lanarce i 1140 meter i Auvergne. Også her var maden udsøgt, selv om stedet ikke ser ud af noget. Vi besøgte leverandøren, den lokale slagter, hvilket også var en oplevelse. Vi havde ost og pølse med hjem.

Så slutter vi
Flere gange har vi på egen hånd fundet uventede, spændende spisesteder i Frankrig. Et sted i Auvernes Højland løb vi over nogle skotter, der var kørt hele vejen fra Skotland for at spise lige her. Da Lise talte engelsk som en indfødt, spiste vi sammen og konstaterede, at vi trods sprogforskelle havde de samme problemer med børn osv.

Selv om vi som nævnt i indledningen har været mange andre gange i Frankrig, får du ikke flere beretninger. Heller ikke selv om vi også har været inde på kongefamiliens slot ved Cahors. Vi har endog stået i ”Riddersalen,” thi der var hverken døre eller vinduer. Det var først da vi gik ud, at vi så skiltet med adgang forbudt. Det var blevet brugt til at binde vinstokke op til, og teksten vendte nedad og bort fra vejen. Vi havde ingen chance for at se det, og først senere var vi sikre på, at slottet, vi beså, var det rigtige.

Monogram over indgangen i tårnet. De fleste døre og vinduer manglede endnu. 1978. Vi er ved en lille by, Castel Franc vest for Cahor ved Lot-floden i 1978.

 

Helt uden seværdigheder var egnen dog ikke, men vi skulle gå langt. Egnen bag floden var forladt efter vinpesten 1877 og stadig ubeboet, men husene lå der endnu sammen med forhistoriske minder. Her er gariot bygget af flade, stablede kalksten sikkert uden bindemidel. 1978.

Helt uden seværdigheder var egnen dog ikke, men vi skulle gå langt. Egnen bag floden var forladt efter vinpesten 1877 og stadig ubeboet, men husene lå der endnu sammen med forhistoriske minder. Her er gariot bygget af flade, stablede kalksten sikkert uden bindemidel. 1978.

Der er dog endnu et indlæg om Frankrig, Se: Verdun og Første Verdenskrig.
Bent Hansen. 2015.

Dette indlæg blev udgivet i Geologi, Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.