Jernbaner i Slovenien

Dette Balkan-land kendes kun fra mellemlandinger og udsigter fra fly. Det var det af de tidligere jugoslaviske delstater, der først rev sig løs og med held efter kun få og spredte fægtninger. Efter første verdenskrig deles området mellem Italien og det, der senere blev til Jugoslavien. Hidtil havde Østrig-Ungarn langsomt bredt sig sydpå på Balkan, efterhånden som de fik smidt tyrkerne ud. Triest, der havde været Østrig-Ungarns havneby tilfaldt Italien, mens resten af halvøen Istrien i dag tilhører Kroatien, idet dog lidt af Triests omegn tilfaldt Slovenien.

I min ungdom byggede min viden på litteratur fra før Anden Verdenskrig, og da var Slovenien lig med Postojnagrotterne, hvor man kørte på besigtigelse i hulerne i et lille tog. Det gør man, så vidt jeg er orienteret, stadig. Jeg ville egentlig godt besøge grotterne, men det er aldrig blevet til noget. Selv om Europas andre grotter var mindre, rakte de til at tilfredsstille mit behov for grotter.

Jeg kunne håbe, at der med tiden kommer flere jernbanebilleder fra landet end de foreløbig to, min datter har sendt mig i 2024.

Jernbanerne har normalspor og hedder Slovenske Zeleznice, SZ. I dag er de i bedste Eu-stil opdelt er flere selskaber.

Foto taget fra perron 1 på Jesenice Station og beskåret af hjemmesideindehaveren. Foto: Lise Blom 2024.

Det viste lokomotiv er mærket SZ. På persontogsmateriellet ses helt andre farver og logoer. Det turde være en SZ 642 eller 643. 42’eren er bygget 1961 – 72 på licens af Duro Dakovice. Den er kun på godt 600 kW, 43’eren er lidt kraftigere. I Jesenice udgår sidebanen til Nova Gorica. Jesenice er grænsestation mellem Østrig og Slovenien. På østrigsk side hedder den Rosenbach og længere nordpå den mere kendte Villach. Fra Nova Gorica kan man komme ind i Italien til både Venezia og Triest. Banen i Slovenien ender dog her, så man må med bus over grænsen til den italienske station i Nova Gorica

Mellem Jesenice og Novar Gorica ligger Bled med søen af samme navn og naturområdet. Stationen dækker flere byer og hedder derfor Bled Jezero. Her ankommer et godstog fra Nova Gorica i spor tre. Lokomotivet er SZ 664 120. Foto: Lise Blom 2024.

SZ 664 med undertypebetegnelsen 1 blev bygget i mere end 100 eksemplarer af EMD på den canadiske afdeling. EMD er Electro-Motive Diesel, Inc., der tidligere hed Electro-Motive Division af General Motors Corporation. De havde betegnelsen G26 med underbetegnelsen HCW-2. Byggeåret angives på nettet både som 1984 og 1985. Maskinen er seksakslet, C’C’, og de er på 1640 kW. Maskinerne leveredes til Jugoslavien, men i 1991 gik numrene 100 – 120 til Slovenien, hvor de fleste eksisterer i 2024. Lokalt kaldtes de Reagan efter en tidlige US-præsident. De sidste 20 lokomotiver byggedes på licens i Jugoslavien af Duro Dukovic eller som de staver sig: Ðuro Ðukovic.

Ved stationen i Divaca i Slovenien nær grænsen til Italien ved Triest stod dette Denkmal. Det er et jugoslavisk godstogslokomotiv med fem koblede aksler, men kun en treakslet tender. Maskinen er eller var JZ 28-006, Wiener Neustadt 5740/1922. Den havde 700 kW at gøre godt med i bjergene, og den havde 14 atm. kedeltryk. Den var i drift i Slovenien lige til dampen forsvandt der i 1978. Foto: Lise Blom 2024.

383 437-7 fra Siemens af typen Vectron. Den tilhører HHLA, Hamburger Hafen und Logistik AG. Metrans Rail er et datterselskab af HHLA. Foto: Lise Blom 2024.

Lokomotivet er mærket: 91 54 7383 439-7 CZ-MT. Det vil sige, at HHLA har indregistreret lokomotivet Tjekkiet. Af denne type lokomotiv købte HHLA i følge nettet seks styk.

Bent Hansen 2024.

Dette indlæg blev udgivet i Jernbaner. Bogmærk permalinket.