Nr. Bjert, 8. marts 2025.
Kære Lise
I dag fejrer vi din 60 års fødselsdag, men det er ikke din fødselsdag i dag, og tilmed er det længe siden, at du blev 60, så for mere end et år siden ønskede jeg dig til lykke med de 60, så det gør jeg ikke i dag, men en tale skal du dog have. Som ved din 50 års-dag er grunden til forsinkelsen, at du ikke havde tid til at holde fødselsdag før nu, samt lige så væsentligt, at etablissementet her ikke havde plads til os før nu.
Som på 50-årsdagen har jeg skrevet min tale ned og lagt den på min hjemmeside, så den ikke generer køkkenpersonalet, og så du og dine gæster kan læse den på telefonen, hvis eller når du og I engang har tid og har lyst. Talen vil til dels være en forlængelse af talen på 50-årsdagen, der i øvrigt stadig ligger på hjemmesiden, og siden din 50-årsdag er der tilkommet de lovede billeder på 50-årsindlæggetindlægget. Det med billeder er svært denne gang, for efter du flyttede hjemmefra, har jeg faktisk ingen billeder af dig og din aktiviteter.
I skole
Da du kom i skole, boede vi endnu i Eltang, så det var naturligt, at du kom på Eltang Skole næsten lige ved siden af, hvor du boede. Da din lillebror tre år senere skulle i skole, var vi flyttet, og så var det lige så naturligt, at han som hans legekammerater kom på Lyshøjskolen i Strandhuse, som Nr. Bjert hørte under. Efter syv år i Eltang måtte du også til Lyshøj, for skolen i Eltang gik kun til syvende klasse.
De fleste af børnene fra Eltang og også fra de øvrige landboprægede omegnskommuner i Kolding kom på den private realskole i Kolding. Det var muligvis et levn fra den tid, der slet ikke var overbygning på skoler som Lyshøj. Så var der ikke andre muligheder end den private inde i Kolding. Senere, da Lyshøj fik overbygning, fortsatte børnene fra landet med at komme til privatskole, trods det, at det kostede skolepenge. Problemet var nok, at der var bus til Kolding, men ikke til Lyshøj. Bussen til Kolding blev først langt senere tvunget til at lægge visse ture over Lyshøj. Landbobørnene på den private realskole var også i flertal, mens de på Lyshøj var i absolut mindretal. I din klasse, men ikke i din lillebrors var der enkelte indfødte, der have aversioner mod køer, men det generede ikke dig. Du lugtede ikke af ko, men af hest, men det gjorde strandhusepigerne også. Hestene handlede talen for ti år siden om, men siden er der kommet billeder af Sofus og de andre søde heste.
Udlandsrejser
Mens du endnu boede hjemme, var du om sommeren på ferie med dine forældre og lillebror, indtil det stoppede i 1979, da du var 15. Vi begyndte først at rejse ud med jer, da I begge gik i skole. Familie og venner havde bedyret, at vi sagtens kunne rejse med jer i skolealderen. Grunden til, at vi ikke havde behov for at rejse, var, at vi hvert år, mens I var små, var tre uger i mormors sommerhus på Rømø. Det smagte lidt af ferie, idet vi som regel tog over Aventoft på vejen ud og hentede vin og øl, samt tog en tur til Sild senere under opholdet. Aventoft på den tyske side af grænsen, var godt nok svært, da vi ikke måtte have jeres dyr med over grænsen, men dem passede tolderne så for os, men vi handlede. De betød så, at vi dårligt kunne være bekendt at smugle. Dengang måtte man kun hjemføre meget begrænsede mængder af øl og vin og slet ikke spiritus.
Vi var på flere udlandsture ture med forskellige vennepar og familiemedlemmer. Turene gik ofte til destinationer, hvor der var hytter, men ikke rigtig noget at se. Vi brugte fire dage bare for at komme frem til et hytte i Sydfrankrig og tre dage til en hytte i Norditalien, for jeg, din far syntes, at du, din bror og din mor skulle se en Rhinborg og en slagmark fra Første Verdenskrig, der lå, hvor vi alligevel kom forbi. Det betød, at vi så kun kørte den halve dag. Familien, vi skulle mødes med, havde kørt i et stræk, men så faldt chaufføren også i søvn straks efter ankomsten.
Da der på stederne ikke var meget at se, sad vi meget ved poolen og kom efterhånden også i snak med andre, der var i samme båd. Nogen havde et gammelt blad, Mad og Gæster, hvor den gamle Price, John Price, havde skrevet om mad på netop denne egn. I artiklen stod blandt andet, at jo mere utæt kroens tagrende var, jo mere regnvandet løb ned ad kroens vægge udvendigt, jo grønnere muren var af mos, jo bedre var maden. Vi fandt faktisk stedet: Madam la Coste i en landsby, hvortil vejen end ikke var asfalteret. Bebyggelsens navn har jeg glemt. Det var givet, at det kun var vi voksne, der skulle på madtur. Børnene kunne blive hjemme og lege ved poolen, men du ville gerne med ud at spise. Dit madgen var allerede udviklet dengang. Selvfølgelig tog vi dig med. Din lillebror var lun på en pige, så han ville hellere end gerne blive ved hytterne. Han var dog med på den første spisetur, men derefter valgte han bortennisbordet og poolen. Maden var en oplevelse, både her og de andre steder, vi besøgte efter Prices anbefaling. Det med børnene forstod jeg godt, da jeg så regningen. Maden var ikke dyr, og vinen var ad libitum, men din sodavand var regningens største post, som de andre ikke ville være med til at betale. Først mange år senere fandt vi ud af, at de indfødte børn også drak vin, som så blev fortyndet med vandet fra vandkaraflen.
Det var egentlig meget sigende, at I også oplevede noget. I fandt f. eks ud af, at franske børn blev opdraget med øretæver, noget kongehuset senere bekræftede i en festtale engang.
Rasteplads i Auvergnes Højland i Frankrig med fødselaren i vejsiden. Vejret er fint kørevejr, men lidt sol havde pyntet på baggrunden med Puy de Dome, 1465 meter, en udslukt vulkan i øvrigt mellem talrige andre vulkantoppe. 1978.
Du har altid været glad for at gå. Dengang også med os. Her er du i en gruppe med din mors kusine og hendes mand og børn. Vi var ti i gruppen. Vi var på en Cirkulation Prehistorique i højlandet bag hyttebyen les Manoques ved Cahors i Sydfrankrig. Der var masser af stenalder her, men da vi havde gået 17 kilometer, var turen slut, og vi var 17 kilometer hjemmefra. Jeg var blandt dem, der gik ud og fandt en taxa og blev kørt tilbage for at hente bilerne! Jeg har stadig ikke fattet, at en cirkulation ikke er en rundtur, eller at en rundtur går efter en lige linje. 1978.
I 1979 i Harzen i Tyskland på en bjergryg, der hed Ackeren. Det var længe før der blev nationalpark, så der stadig skovedes. Det gav vide udsigter. Normalt kan man ikke se Harzen for bare træer. Før nationalparken var der los og tjur her, og vi så en tjur, både en hun og en han, der var sprunget ud og på frierfødder. Det var efterår og ikke helt varmt, så vi har overtøj på. Vi endte på spisested på toppen af Hanskühenberg, 811 meter, hvor tjeneren servede uden at spørge, hvad vi ville have. Et vandfad med ærtesuppe, kartofter og en stor pølse, med øl snaps og sodavand til Jer. Vi havde efter små ti kilometer spist hvad som helst, og vi havde ti kilometer tilbage til bilen. Selvfølgelig skal vi have nationalparker, men efter dens etablering er er både lossen og tjuren uddøde her. Det største dyr er nu vilde katte.
Her sidder du på en bænk sammen med din mor og lillebror i Riva i nordenden af Gardasøen i Italien 1980. Her var vi nok af sted alene. Der var også bestilt hytte til din mors kusine, men de kom ikke.
Sprogskoler
Du havde allerede tidligt vist initiativer. I 1979 tilbragte du sommerferien på en sprogskole i England. Det var ikke noget, vi foreslog, men noget du selv insisterede på. Det var det år din lillebror var med os alene på ferie. Efter de sidste tre år i Folkeskolen tog du på udveksling i USA på en skole lidt uden for Boston.
Afgang fra Rugmarken til Det forenede Kongerige, formentlig England på en sommerferiesprogskole i 1979.
Her står du i Billund og skal flyve til USA til et års udveksling ved Boston i Massachusetts i 1980.
I starten af 1982 blev de 18. Der er flag og 18 lys i lagkagen og hele familien er samlet. Vi kunne være 12 ved bordet, når der sad to for hver bordende.
Kolding
Efter udvekslingen i USA tog du HF, og allerede da flyttede du hjemmefra. Din mor var ret bekymret for dig, når du ikke var kommet hjem til aftalt tid og prøvede flere gange at få mig til at køre rundt til Koldings værtshuse for at finde dig og hente dig hjem. Du kom nu altid hjem, inden jeg var vågen og kommet i tøjet. Da du først var flyttet hjemmefra, vidste din mor ikke, hvornår du var ude, og derfor sov hun roligt.
København
Efter HF tog du til København, men hvad du lavede, og hvor du boede, har jeg slet ikke styr på. Gad vide, om du ikke en overgang boede i besatte huse? Jeg husker, at du fortalte, at du med en gruppe købte madvarer blandt andet i Kvickley, på Grønttorvet eller på økolandbrug og forvandlede dem til retter, som så udleveredes til trængende eller solgtes billigt til bemidlede. Hvor køkkenet lå, ved jeg ikke, men det foresvæver mig at være på Jagtvej, mens dette sted endnu eksisterede. Jeg mindes også at have hørt om forskellige græsrodsbevægelser, som du deltog i.
Udlandet
Senere forsvandt du ud i Europa. Du var i lange perioder i Frankrig, Spanien og i Portugal, og ofte vidste end ikke din mor, hvor du var. I Spanien mener jeg, at du i Andalusien læste spansk på en sprogskole med henblik på at rejse til Sydamerika.
Måske har vi lidt forsigtig spurgt, om du ikke snart skulle til at have en uddannelse. Nogle af de unge svarede faktisk, at de skam også læste. En sagde lidt sigende: “Jeg læser til arbejdsløs jurist!” Det var der imidlertid ikke så lidt sandhed i udsagnet. Selv om man ikke kunne få arbejde som jurist, kunne de fleste da finde noget andet arbejde.
Hjemme igen
På et tidspunkt var der atomprotestdemonstration i Italien, og du var draget af sted med en gruppe. Vi fik det først at vide, da du var fremme. På vejen tilbage til Danmark ringede du midt om natten hjem fra Hamborg og ville hentes der. Det nægtede jeg nu halvt i søvne, men så, inden jeg var faldet rigtig i søvn igen, ringede du nok engang, og nu stod du i Bramdrupdam og ville hentes. Denne gang havde du heldet med dig. Jeg stod op og kørte til tanken i Bramdrupdam og hentede dig.
29. december 1987 havde din mor og far sølvbryllup, og du var hjemme og ses her med din lillebror, der nu er vokset dig over hovedet, samt din mor og far under æresporten foran huset i Nr. Bjert.
Ud i Verden
Pludselig en dag havde du sådan lidt firekantet sagt købt en enkeltbillet til Timbukto i Mali, der nok er mest kendt, fordi Onkel Joacim altid tog derhen. Du kom ikke dengang til Timbukto, men nok mest fordi der var allerede dengang, ingen vand var i floden Niger, så den offentlig trafik kunne ikke sejle. Senere kom du frem til Timbukto, men om det var før eller efter Islamisk Stat havde ødelagt byen og dens gamle kultur og brændt det gamle historiske bibliotek ned, husker jeg ikke. Nu var det også afrikansk musik, der var emnet i Timbukto.
Vi havde meget lidt kontakt med dig i den tid. Engang, hvor vi ikke havde hørte fra dig længe, kontaktede din mor udenrigsministeriet, men efter mange omstillinger kom hun til sidst til en embedsmand i ministeriet, hvis datter også rejste i den store Verden. Han mente, at din mor skulle slå koldt vand i blodet og vente og se tiden an. Hvis vi så stadig ikke havde hørt fra dig, kunne vi vende tilbage til ministeriet. Han havde ret. Vi hørte fra dig. Forklaringen var, at der var langt mellem telefonboksene i Sahara og Sahel, og var der endelig en, fungerede den sjældent optimalt. Det var også virkelig dyrt at ringe hjem fra Afrika. Selv da man så fik mobil, var der langt til masterne. Jeg mindes, at du har fortalt, at du en engang lånte en cykel og kørte fem kilometer ud til et termitbo. Heroppefra var der den eneste mobildækning i mange kvadratmiles omkreds.
Af gode grunde har jeg ingen billeder fra dine rejser. Jeg har dog dette fra Mopti i Mali fra 1992, hvor du står med Abdoulaye og Fanta. Måske har jeg billedet, fordi jeg også ydede tilskud til Fantas skolegang og uddannelse til sygeplejerske.
Kerteminde og Næstved
Efter en rum tid vendte du hjem fra Mali med Abdoulaye og begyndte på en uddannelse i Kerteminde og fik arbejde i Næstved og at andet sted i nærheden af Haslev. Men så skulle Staten spare, og de institutioner, du arbejdede i, blev lukket. Det var vist anden gang, du efter en uddannelse måtte se Staten lukke for ansættelsesmulighederne.
Vi besøgte dig og Abdoulaye i Næstved, og derfra tog vi på ture som her til hovedgården Hesede under Gisselfeld, hvor der var en større, smuk skov at gå i, og ved gården lå Paradishaven. Her var blandt andet rejst dette bjerg af marksten. Så vidt jeg husker, var der også en hule i stenbjerget. 1996.
I 2001 var du på en tur til Nepal i en gammel lastbil. Turen startede fra Padborg fra en p-plads lige på den tyske side af grænsen, idet lastbilen ikke var godkendt til at køre i Danmark. Du kom frem til Nepal, men du fortalte, at I var nogen, der fra tid til andet stod af og tog toget til næste by og der sluttede Jer til gruppen igen. I Indien mødte du en skole på udflugt, som du senere besøgte. Også her må du midlertidigt have forladt gruppen?
Så etablerer du dig
De næste uddannelser var til journalist og webdesigner. Og nu langt om længe har du også fået dit eget sted at bo. Tilmed kun to busstoppesteder fra Edit. Et fast arbejde fra ni til seksten har aldrig været dig, så ansættelsesforholdet betegnes som freelance. Det supplerer du med job for forskellige rejsebureauer. Det lyder spændende, men lønnen som rejseleder er faktisk ringe, og skal man så hen og læse om Togo til den ene rejse og om Bemin til den næste, kan lønnen dårlig betale indkøbet af bøgerne og slet ikke en acceptabel timeløn, hvis man også skal læse bøgerne.
Så er din mor død, og efter 1½ år var Edit inde i billedet. Da I skulle præsenteres, bad jeg dig om at lave noget mad, og så tog vi til Hedeland og spiste i naturen der. Kort efter blev det regnvejr, og da alle madpakkehusene var optagne, måtte vi iklæde os sorte affaldssække med hul til hoved og arme. Det var egentlig rigtig festligt. Vi fik champagne, og jeg husker, at mit glas faktisk aldrig blev tomt, men champagnen blev tyndere og tyndere. 2005.
Jeg burde have flere billeder af dig, hvor du står med gruppe, og det har jeg også, men gruppen dækker dig. I stedet har jeg et par billeder af en anden del af virksomheden: Reklame for rejserne. Her gælder det, som det anes, Kosovo. Foto. Carsten Elert 2024.
Sin far med på arbejde
En dag for nogle få år siden, spurgte du, om jeg ville med dig på en tur på Balkan. Du ville gerne besøge en derværende serbisk museumsbane, og det ville være noget for mig. Edit måtte vist også gerne komme med, men hun stod til et nyt knæ og afstod. Vi kunne så mødes i den lufthavn, hvorfra du sendte dit selskab hjem, men jeg besluttede mig for at tage med på hele turen. Nogle af deltagerne havde dog opdaget, at der var visse relationer mellem deres rejseleder og den ældre mand, der deltog, men hvilke indrømmede de bagefter, at de ikke havde gættet. Jeg hed jo Hansen og deres rejseleder Blom. Den sidste dag til afskedsmiddagen slog jeg på mit glas og takkede rejselederen for en fremragende tur og fortalte derefter de undrende medrejsende, at deres rejseleder var min datter, og når vi havde sagt farvel til dem i lufthavnen i Podgorica, ville min datter og jeg tage på en ni dages tur på egen hånd.
Lise på café i Ohrid ved Ohridsøen i Nordmakedonien. Hun sidder med en appesinjuice i et pæreformet glas. Jeg havde set så mange kirker, som jeg orkede, men var ikke gået på bymuren, hvor der ikke var gelænder. Et par andre trætte var også her. 2018.
Foruden museumsbanen var der i Mokra Gora i Serbien den såkaldte filmby eller træbyen, fordi kulisserne formet som en hel landsby med mere end en snes huse nu indrettet til hoteller og restaurationer og butikker. Vi tog kaffe efter ankomsten for at hvile os efter bestigningen af bjerget, hvor byen lå. Efter kaffen fik vi middag på en anden restauration med udsigt, inden vi gik ned. 2018.
Det blev en fin tur og meget billigere end bureau-turen. Du udnyttede dine kontakter lokalt og skaffede os privatbiler med chauffør til nogle flytninger, mens andre skete med tog og med bus. Bortset fra museumsbanen i Serbien måtte jeg vælge, og jeg valgte: Sarajevo, Mostar i Bosnien Hercegovina og Dubrovnik i Kroatien. Jeg havde fablet om en bosnisk kulmine med damplokomotiver, og der ville du også gerne tage mig med hen, og tak for det, men jeg vidste, at man ikke kom nogen steder der, uden at skulle bestikke snart hvermand, vi mødte på vores vej. Det opgav jeg igen, for jeg ville jo også gerne besøge Sarajevo, der som Mostar blev slemt medtaget under borgerkrigen. Det med bestikkelsen mødte jeg også på museumsbanen sammen med nogle schweizere, jeg havde mødt. De ansatte ville have 1000 € for at åbne museet for os.
Det var museumsbanens damplokomotiver, schweizerne gerne ville se, men det lykkedes ikke. Vi var ikke nok til hver at bidrage med 100 €, 655 kroner, idet vi knap var ti interesserede. Ved at undlade at betale bestikkelse, gå uskikken måske i sig selv igen.
På turen med den serbiske museumsbane Sarganska Osmica, direkte oversat Ottetalsbanen i Sargan. Måske ved du, at en ottetalsbane i Tyskland og sikkert også i Det forenede Kongerige er en rutchebane! Så slemt var det nu ikke. Vi havde valgt denne flot restaurerede vogn med træsæder og store vinduer og åben endeperron, der på hjemturen kørte bagerst. Kort efter fotoet havde vi ikke mere vognen for os selv. 2018.
Vi var enige om, hvad vi skulle se, men midt på eftermiddagen var jeg træt, så jeg gik som regel hjem og tog en på øjet inden middagen. Du ville gerne have lavet mad, for de steder, vi havde lejet, havde køkken, men jeg insisterede nu på, at vi spiste ude to gange i døgnet, undtagen på tog- og busturene. Du skal også have lidt fri. En eftermiddag var vi som sædvanligt efter at have set et smukt kapel, gået hver til sit. Du gik op i bjergene på vandretur og jeg over i en anden dal for at se et lokomotiv til en afveksling. Men vi kom lige tidligt hjem. Der havde ikke været vandrestier i bjergene, så du returnerede klogeligt. Vi sad så og hyggede os foran vor hytte i den sidste lune sol. Hvad der så skete, eller rettere, hvad du skrev på et opslag om din gamle far på et eller andet socialt medie, kan I læse andet steds på min hjemmeside. Hvordan man gør på en telefon, ved jeg ikke, for en sådan bruger jeg ikke til hjemmesider, så mine vejledninger gælder en bærbar pc. På telefonen skal du rimeligvis tilbage til forsiden? Du er allerede, når du læser dette, på bentsbane.dk, så find det lille søgefelt på forsiden og skriv: “Rejser på Balkan” . Når du står på denne side, trykkes Ctrl + f og i søgefeltet skrives f. eks. “Serberfløjt” .
Efter togturen ville du op i bjergene, mens jeg ville besøge et lille kapel, jeg havde set fra bjergbanen. Det var en hellig kilde med helbredende vand. Kapellet hed Bela Voda. Du gik med her. Vi tømte vore vandflasker i floden og fyldte flaskerne med helligt vand. Kapellet er næppe gammelt men bygget i byzantinsk stil af egenes smukke røde og hvide kalksten. Du fortsatte vide ud gennem dalen, men gik så videre op i bjergene til stien slap op, og jeg gik over i en anden dal for at se et lokomotiv. 2018.
Et af de lokomotiver serberne ville have 1000 € for at vise frem, så jeg gratis den sidste aften. Lokomotivet har kun den halve sporvidde af vores baner i Danmark. Det er konstrueret af en tysk fabrik, men bygget på deres østrig-ungarske afdeling og leveret til banerne de østrig-ungarske erobringer fra tyrkerne. Bestanden havde været på over hundrede eksemplarer bygget af mange fabrikker. Denne er bygget så sent som i 1926 af en tysk fabrik. 2018.
Hele turen rundt på Balkan ses på dette link: https://bentsbane.dk/rejser-paa-balkan/
Veteranbanen, hvor mange billeder er dine, ses på dette link: https://bentsbane.dk/balkan-jernbaner-i-serbien/
Her er der dog lidt rigelig støj, men søg på siden med ctrl + f på Sargan .
Jeg vil nu slutte og glæde mig til du bliver 70. Jeg har gemt lidt tale det den fejring også. Når du er 70, nærmer jeg mig de 100, men måske er jeg med. Det vil tiden vise.
Kærlig hilsen
din far.