Rejser i Portugal

Indledning

Portugal omfatter moderlandet på den pyrenæiske halvø samt en række oversøiske områder som Madeira og Azorerne og flere andre områder, som vi dog ikke har været i.

Portugal er besøgt fire gange. En tur, som vi ikke selv valgte, gik til Sydportugal nærmere betegnet til Algarvekysten 2001, to andre til Madeira og en til Azorerne.

Algarvekysten på egen hånd

Vi vinder igen
Vi have vundet en rejse til Algarve i en temmelig svær konkurrence i et dagblad. Det var ikke os, der deltog, men min svoger, der som pensionist havde tid til dagligt at gå på biblioteket for at søge oplysninger om opgaverne. Det var nemlig før internet og pc. Vi hjalp dog også lidt, idet han ikke helt kunne holde opgaven for sig selv. Det var sikkert også vores avis.

Bureauet, der havde sat rejsen på højkant, havde nogle betingelser. Rejsen skulle afvikles uden for sæsonen, og vi skulle selv betale fra lufthavnen til hotellet og i øvrigt også maden. Vi tog derfor et hotel i den by, der lå tættest ved lufthavnen. Tilmed landede vi om natten efter den sidste bybus var kørt, så vi skulle finde en taxa. Vi var heldigst af de ret få passagerer, der steg af flyet her og ikke have egen bil eller blev hentet af familien. Vi fandt stedets eneste taxa før nogle af de andre søgende. Selv om det var nattakst, var turen ikke ekstrem dyr.

Tilmed var den vundne tur kun en forlænget weekend, men vi tilkøbte selv resten af ugen. For de ekstra dage betalte en pris til bureauet, der var dobbelt så høj som den pris, der stod på skabslågen. Bureauet fik derfor deres reklame stort set gratis, for de må jo have scoret merprisen for værelset.

Når jeg skriver igen i overskriften, er det fordi det ikke var den eneste tur, vi vandt i konkurrencer. Otte i alt er det blevet til.

Algarvekysten
Algarve er ikke et sted, jeg ville tage hen på sightseeing. Måske er denne del af Portugal velegnet til badeferie, men dels er badeferie ikke os, dels var vandet alt for koldt her om vinteren. Vi havde dog en dejlig uge, da vi formår at gøre selv små ting til en oplevelse. Vi havde fire længere udflugter, to med lokaltog og to med lokalbus. Desuden benyttede vi bybussen til en strandtur, der på grund af en iskold vind endte med at blive en travetur i de mangrovelignende områder i lagunerne bag stranden.

Kulinariske oplevelser
Vore største oplevelser var middagen, der absolut var lokal. De fleste kunder var lokale. Vi er altædende, så vi havde ikke problemer med hverken muslinger eller hele blæksprutter. Vi så dog nogle turister, der ikke havde opdaget, at de skulle fjerne rygskjoldet og næbbet fra den type blæksprutter. De endte med at give op og gå sultne fra bordet. En handlende i nabobutikken spiste sammen med sin medhjælpende hustru, og de skiftedes til at passe butikken, mens den anden forsøgte at spise. Ikke lige en spiseform jeg tror, at jeg havde nerver til.

En dag spiste vi på udflugten, og en dag købte vi selv mad for at spise på værelset. Det viste sig at blive dobbelt så dyrt som restaurationerne. Vi var blevet advaret hjemmefra, men vi troede det ikke rigtigt. Det var navnlig vinen, der kostede, og jeg kunne ikke smage forskel på supermarkedsvinen og spisestedets ad libitum, som var vort foretrukne mærke.

Faro
Det var mest mig, der strejfede blandt byens gamle historiske minder, mens Elisabeth nød det i en park. Også mangroven vovede jeg mig ud i, men det kneb her med stier og navnlig broer. Dengang var jeg yngre og balancerede over en lukket sluseport uden gelænder, men et stykke ude slog en tanke ned i mig. Hvis nu porten stod åben, når jeg skulle hjem? Så kunne det vare adskillige timer, inden den lukkede igen, og jeg kunne komme retur, så jeg vendte om. Der var heller ikke noget at ser herude, ud over en velvoksen sardin, der sprang, men måske var det en multe i virkeligheden? Jeg passerede redningsstationen og ud over biler og både, havde de også et luftpudefartøj, der var nyt for mig, og sandelig om det ikke lykkedes at lokke Elisabeth med ned for at se denne moderne teknik til redningsaktioner i mangroven, som jeg kalder vand- og landskabet der ud mod kysten.

Taviera
Vi tog toget med øst til en af de andre badebyer langs kysten. Vi stod af i Taviera, som vi beså grundigt. Også turen dertil langs kysten med saliner, mangrove og storke i lange baner nød vi.

Albufeira
Selv om Albufeira havde jernbanestation, var der alt for langt at gå, så vi tog bussen, der førte os gennem adskillige golde strandliggerkvarterer, hvor der boede mange udlændinge, navnlig briter. Bussen satte os dog også af uden for byen, så vi måtte ofre endnu en billet til en lille minibus, der kunne klemme sig ind i byens smalle gader. Vi så lidt på byen og stranden og returnerede så til Faro.

Loulé
Vi besøgte også en gammel by lidt inde i landet, og også her var vi henvist til bussen. Også her så vi på byen, spiste, men nu medbragt mad belært af erfaringerne, og returnerede så til Faro.

Det var så den ferie. Badeferie er stadig ikke os, og seværdigheder til en hel uge var der  ikke. Vi var dog i kontakt med enkelte indfødte og fik indfødt mad og nød det. Som sagt havde vi vundet turen, så alt i alt var turen udmærket. Vi har dog bare ikke været der siden.

Vores anden togtur er der åbenbart ingen billeder eller beskrivelser fra.

I jernbanedelen er der et par foto af naturen.

Madeira

Madeira er besøgt to gange. Den første gang i 1999, hvor Elisabeth fejrede sin 60-års fødselsdag på øen, hvor vi havde taget 14 dage kort før hendes overgang til efterløn for at se, om en langstidsferie var noget for os. Andet besøg var i 2016, hvor vi var faldet for noget, der hed all inclusive.

Hvorfor Madeira
Da Elisabeth blev 60, kunne hun gøre plads for unge arbejdsledige ved at gå på efterløn. Samfundet forventede ligefrem, at vi forlod arbejdsmarkedet på det tidspunkt, og de belønnede folk, der gjorde det. Efterlønnen var en succes, og visse politikere troede at den var for dyr og ville hellere have ungdomsarbejdsløshed, så efterlønnen sang på sidste vers. Man blev slet ikke mere belønnet med en bonus for at gå som 60-årig eller endog før. Jeg tabte dog kun 2½ % af pensionen, og det var til at leve med, men da Elisabeth få år senere stod for tur, skulle man nu have et efterlønsbesvis for at kunne gå. Det havde hun, men der var andre ting at tage hensyn til. Hun var bange for – og det sikkert med rette – at blive fast hjemmehjælp for ældre medlemmer af familien.

Der var endnu en grund til at hænge lidt ved på arbejdsmarkedet. Elisabeth manglede nemlig tre løntrin, da hun var 60, idet hun som ung havde haft orlov for at gå hjemme, da børnene var små. Senere, da de var lidt større, tog hun nedsat tid, som man kaldte det. En heldig overenskomst og valg af det rigtige tidspunkt at gå på gjorde, at hun på to år indhentede to af de manglende tre løntrin.

Vi havde talt om langtidsferier. Tre måneder om vinteren sydpå kunne lyde tillokkende, men nu ville vi lige prøve fjorten dage først, hvad der sikkert var klogt. Med fjorten dage på Madeira kunne vi finde ud af, om vi overhovedet kunne holde en uge ud sammen uden at lave dagens gerning.

Hvordan vi kunne få arbejdsfri i foråret, har jeg glemt. Formentlig var det i den periode, hvor man kunne afspadsere. At få pengene udbetalt var der ingen fidus ved. Skatten tog broderparten af den sidst tjente krone. Så følte vi, at vi fik mere ud af at afspadsere. Vore børn har formentlig også overtaget pasningen af vore gamle forældre i den periode. Da arrangementet lå i forbindelse med påsken, var det begrænset, hvor mange dage vi skulle afspadsere.

Vi vælger byen
Vor berejste datter rådede os til at tage et hotel inde i Funchal. Her skulle vi undgå larmende diskoteker og støjede gader med megen trafik. Fra et hotel “oppe på bjerget” risikerede vi, at vi ikke gad gå ned i byen for at spise og navnlig op igen bagefter, efter at vi havde spist om aftenen. Ude ved standen, hvor hotellerne lå skulder ved skulder, var der ingen lokale spisesteder, og gad vi tage en bus ind og retur igen for at spise? Vort hotel skulle derfor vælges i en rolig del af byen.

Det lykkedes at finde et roligt hotel inde i byen, hvor der overhovedet ikke var mad. Heller ikke morgenmad, men der var køkken, så vi ordnede selv morgenmad og frokost.

Det gik godt. Vi fandt os til rette, men tvivlede alligevel på, at vi ville kunne have fået tre måneder til at gå sådan et sted.

Hvordan komme rundt?
Med lokalbusser og bybusserne kom vi rundt og havde nogle glimrende udflugter. Det lokale turistbureau havde hjulpet mig med at tegne ruter og stoppesteder ind på mit bykort. EU havde ikke rigtig virket der. Hver rute havde nemlig sin ejer med sit takstsystem, sin type billetter og sin egen busstation og egne stoppesteder. Det største problem var dog, at der, hvor turistbureaudamen havde sat kryds på mit kort, var der ikke noget busstoppestedsskilt, og så kunne jeg jo ikke være sikker på, at jeg stod det rigtige sted. Først flere dage senere fandt jeg hullet i jorden samt en betonklods, hvor skiltet havde været støbt ned.

Den ene uge havde vi besøg hjemmefra. Pludselig en aften stod vore naboer og bankede på vor dør. De boede på nabohotellet, men hvordan de havde fundet os, husker jeg ikke. Vi tog nogle ture sammen, og her ville jeg gerne være sikker på busserne. Stod man på nede i byen, kæmpede man om pladserne i bussen med en masse andre, der også gerne ville med den bus, eller havde taget forkert og i virkeligheden skulle med en anden bus. Derfor gik jeg en morgen inden en planlagt tur hen for at finde firmaets busstation, der var afmærket med et kryds på mit kort. Hvor krydset stod, var der ingen busstation, men der var et p-hus. Jeg ledte lidt, men gik så ind i p-huset, der ikke have automater, men var betjent. Jeg spurgte efter busstationen, og pigen ved kassen pegede op. Jeg kiggede op i betonloftet. Pigen kiggede nu nærmest på en trappe og pegede stadig opad. Syv etager oppe lå så busstationen, hvor man i øvrigt i den anden ende kørte direkte ud i gaden, fordi Funchal ligger på en bjergside. Så vidt så godt. Bussen til vores destination var der ikke. Efter at have ledt lid, gik jeg hen til en chauffør og spurgte. Det var tilfældigvis ham, der kørte den pågældende rute. Jeg foreholdt ham, at der stod noget andet på hans destinationsskilt. Han gik ud og så efter og grinede. Det var tre måneder siden, at skiltet havde passet, men de indfødte var jo stedkendte og ligeglade med destinationsskiltet. Jeg havde derimod ikke andet at rette mig efter! For min skyld rullede han det rigtige destinationskilt frem. Jeg fortalte ham, at han kunne vente mig og nogle ledsagere senere på dagen. Vi var velkomne.

Vi kom i god tid. Bussen og chaufføren holdt stadig og ventede på os. Selv om der var lidt tid til afgang, kom vi ind og kunne vælge de næstbedste pladser, for der sad allerede nogen på de forreste pladser. Chaufføren stillede sin billet- og pengetaske i forruden og gik til kaffe, mens vi sad alene i bussen i ti minutter. Senere fandt jeg ud af, at der havde været penge i tasken. Nå, hvad skulle vi med hans penge. Vi havde jo vores egne i rigelige mængder, men tak for tilliden alligevel.

Det viste sig nede i byen, at det havde været en god ide at gå til busstationen og stå på. Nede i byen blev bussen overfyldt, idet en masse skolebørn også skulle med.

Vi havde 14 dejlige dage, og selv den sidste dag fandt vi nye gader med butikker, der var værd at kigge på. Også om aftenen havde vi undtagen en enkelt gang held med valget af spisesteder.

Er langtidsferie os?
Vi så mange glade efterlønnere fra mange af Nord- og Vesteuropas lande, men mange af dem gik rundt med alt for store, bare maver midt på hovedgaden i Funchal. Hvorfor netop det syn fratog os lysten til at tilbringe en vinter i Sydeuropa, ved jeg ikke, men vi var enige om, at nogle af efterlønnerne godt kunne have klædt sig lidt mere og måske også lidt pænere.

Lise valgte Madeira, fordi de ikke var jernbaner der! Allerede indenfor det første døgn havde jeg fundet to forhenværende jernbanestationer, en længere forhenværende banetrache, en tidligere bro og fem tandhjul fra et tandhjulslokomotiv foruden nogle kakler med lokomotiver på. Senere fandt jeg mere, blandt andet et postkort med et tog på. Selv om jeg fik det pruttet ned fra 50 kroner til 30 kroner, syntes jeg stadig, det var for dyrt. Jeg ville højst acceptere 10 kr, hvilket var det dobbelte af prisen i Danmark dengang. Jeg var godt klar over, at denne pris var urealistisk, og Lise overtalte mig til at købe det alligevel. Helt jernbanefjendsk var Lise således ikke! Det var før nettet. I dag ligger disse postkort frit tilgængeligt på nettet, men det er en anden historie.

Madeira er stadig en hyggelig og smuk  ø. De besøgendes gennemsnitsalder er stadig højere end på de nærliggende kanariske øer. Økologi så vi ikke overhovedet hverken på restauranter eller i butikker, og forureningen fra den tætte trafik i den indre by var enorm. Også de mange busser til turisttransporter på havnefronten kunne give hovedpine på grund af en uhæmmet udledning af skadestoffer, der sved i svælget.

All Inclusive
I 2016 sytten år efter første besøg var jeg igen på Madeira, men denne gang med Edit og denne gang på en ferie, der indbefattede et par udflugter, fuld kost og selv drikkevarer til maden. Om aftenen var der endog fri bar! Hotellet lå fjernt fra byen, men dette kompenseredes med gratis shuttlebus ind til et par kilometer fra centrum. Om aftenen var der sågar underholdning, og to aftener deltog vi, idet der var tale om folklore.

Vi besøgte nogle nye steder, og jeg genså en del, men meget af det var slet ikke genkendeligt.  Hele havnepromenaden var lavet om, og havnen var nedlagt og i stedet var der bygget et nyt krydstogtanlæg. Også vejanlæggene var udbygget til næsten økonomisk kollaps. De mange forskellige private buslinjer var harmoniseret til nu fire selskaber med ensartede takster og et fælles rejsekort og en ny overskuelig busbanegård i centrum. Også lufthavnen var udbygget siden første besøg.

Vi tog på et par af bureauet ture, men ikke alle. En levadatur mente vi, at vi kunne gøre bedre selv. Ellers tog vi om morgenen med første bus til Funchal og retur, så vi kunne nå frokosten, som vi jo have betalt for. Om eftermiddagen tog vi så kaffe, hvor vi ofte faldt i snak med nogen. Derpå tog vi i svømmebadet og boblebadet. Poolen havde vi som regel for os selv, så jeg kunne få mine 200 meter uden at støde ind i andre. Jeg er slem til at ynde rygcrawl, og jeg har desværre ikke øjne i nakken. Der kom nogen og spurgte, om det ikke var koldt, og det benægtede vi, men de var kun i få minutter. For dem var det åbenbart koldt. En på øjet blev der også tid til, og en lang gåtur langs kyststien undte vi os også. Vi kunne ofte lige nå et glas inden middagen. Tog vi af sted  til byen om eftermiddagen, hyggede vi os bare på hotellet om formiddagen. Et par ture var dog heldagsture, hvor vi selv skaffede os frokost i Montehaven og i Hortensiahaven på en af levadaerne.

I byen lykkedes det os at finde seværdigheder, som ingen af os havde set ved vore tidligere besøg. En hel del tid tilbragte vi i byens parker med at se på træer og blomster. Vi besøgte nogle af kirkerne, hvor vi var heldige at komme uden for messetid. Dele af en messe overværede vi dog også, men vi orkede ikke at stå op mere end en halv time. Fra byen til hotelbussens stoppested var der nemlig to gange en halv times gåtur!

Selv om flere destinationer er besøgt flere gange, disponerer jeg her dog sted for sted og skriver årstal ved billederne.

Funchal
I øens hovedby var der kirker, klostre, museer og butikker, men de fleste restauranter var møntet på turister, men på enkelte så vi også indfødte, og der kom vi flere gange. Vi drak også lokal vin, selv selv om den var dyrere, og på to restauranter blev vi rost for initiativet. En stor del af tiden besøgte vi byens parker, og både Elisabeth og Edit elskede at kigge på blomster, og i parkerne kom Elisabeth også i kontakt med nogle skolepiger i uniform, der var sat til tegne. Nogle af de mest modige, viste hende deres tegninger. Hvordan de ellers kommunikerede, ved jeg ikke, for jeg efterlod undertiden Elisabeth i en park, mens jeg strejfede. Også under besøget af naboerne strejfede manden og jeg, mens damerne tog solbad på hotellets flade tag. Selv om jeg har tilbragt nu tre uger i Funchal, fandt vi nye steder, hvor vi aldrig havde været, selv den sidste dag.

 

Til messe i Domkirken
Da vi kiggede ud ad vort vindue Palmesøndag, så vi den ene skoleklasse efter den anden komme ned ad bjerget med kurs mod kirken. De var i skoleuniform, og de fleste klasser var anført af en nonne. Da vi op ad formiddagen var klar til at gå ud, passerede vi kirken nede på hjørnet. Her stod folk langt ud på gaden, mens noget foregik inde i kirken. Vi besluttede at se nærmede på det. Efterhånden rykkede vi nærmere og stod til sidst inde i kirken. Da vi ikke forstår portugisisk, ved vi ikke nøjagtigt, hvad der foregik, men uden tvivl var der gudstjeneste i anledning af Palmesøndag. Allerede dagen før så vi, at der solgtes palmeblade. De havde til en vis grad fået flettet småbladene i et mønster. På et tidspunkt skulle vi åbenbart hilse på vor næste. Folk vendte sig mod deres sidemand, og der uddeltes kram. Ved siden af mig stod en enlig, ældre kvinde, der på grund af nedslidning så noget ældre ud, end hun formentlig var. Hun havde åbenbart ingen at kramme, så efter et øjebliks betænkningstid udvekslede vi kram. Jeg havde tænkt hurtigt og forudset situationen, så jeg reagerede absolut positivt. Kort efter skulle vi vifte med palmegrenen. Lise og jeg havde jo af gode grunde ingen, men resolut brækkede morlille en stump af sin og rakte mig den, så jeg også kunne vifte. Lise var forsvundet i mængden, og hun havde ikke viftet.

Efter mere end en time forlod alle kirken i en kæmpe procession anført af byens spidser udklædt til lejligheden. Vi sivede ind sidst i processionen og fulgte med. Vi endte ved og i Domkirken, hvor der også blev plads til os. Her stod vi igen mere end en time, men der var ikke tegn på, at højtideligheden var ved at slutte. Et godt stykke efter frokost listede vi af, blandt andet fordi, at vi nu havde stået op i tre timer og ikke kunne mere.

Vi var trætte, da vi kom hjem, men bestemt en oplevelse rigere, selv om vi ikke forstod meget af det. En katolsk gudstjeneste her var helt anderledes og meget folkelig, slet ikke som jeg lærte i skolen, at den var, da vi i Danmark var katolikker før reformationen.

I øvrigt var Edit og jeg til højmesse i Domkirken i Ponta Delgada på São Miguel på Azorerne. Også det var en oplevelse. Her forstod vi lidt mere, idet præsten sagde en del på engelsk. Kor og organist var i en klasse for sig selv. Tilmed fik vi siddeplads, og på et tidspunkt blev alle fødselarer den dag kaldt op og velsignet, hvorpå kor og organist jazzede happy birthsday.

I St. Petersborg overværede vi en russisk ortodoks messe, og i Aachen har jeg overværet i katolsk højmesse, men her forstod jeg hvert et ord. Også en højmesse i Slesvigs Domkirke har jeg deltaget i foruden dele af en i Magdeburgs Domkirke samt overværet gregoriansk munkesang i Maria Larch Klosterkirke i Eifelbjergene. Dette sidste gjorde et så stort indtryk, at endnu et besøg er på mine planer.

Det ligner storm
Da vi kom, var det nærmest havblik, men efter nogle dage var dønningerne fra Atlanten blevet større og større, uden at det blæste nævneværdigt. Vi kiggede på kæmpedønningerne og så, at en mere nysgerrig end os blev våd, men så tog vi på tur. Ved hjemkomsten var dønningerne endnu større, og stranden var låst af. Om aftenen var dele af den bræddebelagte sti ind til byen skyllet væk. Mindst to meter manglede, og andet var undermineret. Sorte rullesten i bassalt var kastet op på stien og flere fliser var også skyllet væk. Trods lukkede vinduer og fortrukne gardiner kunne vi høre rullestenene både på deres optur og retur. Denne ensartede støj generede overhovedet ikke. Nogle mente endog at den var beroligende? Kun i hotellets dagligstue hørtes rullestenene ikke, men det var fordi, musikken her var højere. Det var ikke “vores” musik, så vi brugte stort set ikke den fri bar.

MONTE
Også selv om bureauet havde tur til Monte, kreerede jeg mine egen tur, hvor vi måtte lade frokosten hjemme stå, og selv købe frokost ude. Den ene tur var til Montehaven, idet både Edit og jeg er glad for haver og parker med blomster og træer, springvand og kunst. En del af haven var udlagt i japansk stil. Samtidig fik vi så prøvet den nye svævebane, der var taget i brug 60 år efter jernbanen til Montes lukning. Bybussen havde nok været billigere, men svævebanen var uden tvivl en større oplevelse og hurtigere.

LEVADATURE
Levadaer er kunstvandingskanaler, hvor turisterne kan gå på den smalle sti, som vedligeholdelsesmandskabet benytter. Ikke alle steder måtte man dog gå, men der er rigeligt med levadaer til vore tur. Madeira ligger i passatbæltet, og derfor falder regnen på øens nordside, men det er på sydsiden der er varmest, og hvor folk helst vil bo, men her regner det bare ikke så meget, så skal markerne dyrkes, må de kunstvandes. Man leder derfor vandet fra bjergene på nordkysten via gravede kanaler over øens højeste del og ned på sydsiden. Derfor ligger de fleste levadaer højt.

Levada dos Tornos
Vi lokaliserede den første, tog bussen op til den og gik så det meste af en dag langs levadaen. Ved aftenstide fandt vi en bus og tog ned til hotellet. Næste tur tog den samme bus op, som vi var kommet ned med og fortsatte turen langs levadaen. Efter tre tur var behovet dækket der.

Levadaen ved hestestalden
På min anden Madeira-tur var der indlagt en levadavandring som ekstratilbud. Bureauets tur havde den ulempe, at når vi først var steget ud ad bussen, kørte denne, og så skulle turens gennemføres for at komme retur igen. Desuden tog bureauet sig godt betalt for turen. Jeg valgte derfor at arrangere min egen tur, hvor vi når som helst kunne vende om, når vi ikke orkede mere. Jeg gik på Turistbureauet og hentede brochurer. Også lokalbusstoppestedet havde jeg lokaliseret i forvejen. Kun køreplanen kendte vi ikke på forhånd, men tavlen ved stoppestedet lovede bus hver time, sådan da. Men vi stod og studerede planen kom nogle indfødte og stillede sig op bag os. Godt vi blev stående, for bussen blev mere end fuld. De sidste måtte stå op. Jeg havde valgt de forreste pladser med havudsigt, men det fortrød jeg. Jeg havde ikke nerver til i hårnålesvingene at svæve ud over klippekanten i fri luft højt over dalens bund. Jeg forlangte to billetter til Hipismo, og det fik jeg. De fleste medrejsende var indfødte, der havde været på markedet og nu skulle hjem med dages indkøb. Desuden var der en lille gruppe briter. Billetprisen var 1 % af bureauet levadatur! Jeg så godt, at vi forlod hovedvejen og drejede ind på en mindre vej og passerede levadaen, så nu skulle vi nok til at stå af. Kort efter stoppede bussen, og chaufføren rejste sig og gik ned til os og erklærede stolt Hipismo, mens døren gik op. Vi takkede og konstaterede, at han havde ret. Hipismo betyder på portugisisk Hestestalden, og der var både folde, springbaner og hestetrailere, hvor vi stod. Jeg havde valgt netop denne del af en af de mange levadaer, fordi her var en lille restauration. Da det var middag, gik vi straks ind og bestilte frokost. Efter en udmærket frokost med udsigt over Funchal, hovedbyen på Madeira, gik vi videre og vendte om, da vi ikke orkede mere, eller måske fordi levadaen begyndte at blive ensformig. På vejen tilbage tog vi kaffe på den lille café, hvor vi havde fået frokost, og samtidig fik vi bustider og stoppested for hjemturen. Caféen havde nemlig flere stoppesteder, som ikke alle betjentes af alle busser. Hestestalden var stoppestedets navn – ikke levadaens.

Rebeira Frio
Navnet betyder den kolde dal. Da et eller andet i navnet er hunkøn, hedder byen Ribeira og ikke Rebeiro som den senere beskrevne Rebeiro Brava. Vi gik straks fra stoppestedet ud langs levadaen, til et skilt forkyndte stop. At vi nu var på øens våde side, var vi ikke i tvivl om. Ikke bare var der koldt her, men træerne var svært behængt med lav, der han ned i guirlander som juletræspynt. Hvad værre var, da vi kom til et udsigtspunkt, var det så tåget, at vi intet kunne se, så jeg har tyet til min datters billeder; thi hun var der i meget bedre vejr. Selv om det var forår på Madeira sidst i marts, havde vi på denne tur lige lovlig lidt tøj med, så vi tyede ind på et af byens værtshuse for at få noget varmt, og sandelig, og de ikke havde buldrende ild i pejsen, som vi måtte holde en vis afstand fra for ikke af smelte.

Vi spurgte om bustid på hotellet, da jeg ikke helt stolede på den køreplan, jeg havde fået på turistbureauet eller den, jeg havde fået af buschaufføren eller for den sags skyld den tid der stor på tavlen ved stoppestedet. Den plan havde sikkert ikke været skiftet siden Columbus opdagede Amerika? Det var nemlig dagens sidste bus, så det var vigtigt, at vi nåede den. Vi gik til den første af de opgivne tider, og efter en halv times venten i kulden, hvor vi i øvrigt ikke var alene, kom bussen.

Flere levadature
Endnu en tur ved Romeidos blev det til samt en længere øst på ved Camacha, men enter er der ingen billeder herfra, eller også er nogle af de allerede viste billeder derfra. Hvem kan se forskel på en levada?

PONTA DO GARAJAU
På en pynt uden øst for Funchal stod denne Kristusstatue 180 meter over havet. Den ligner den i Rio, men er noget ældre, idet 1927 angives som årstal for opstilligen. Den skulle være 16 meter høj.

NONNERNES DAL
Her er tale om en ret sen spaltevulkan, hvor lavaen efter sidste udbrud trak sig tilbage i magmakammeret, så spalten i dag står tilbage. Da vulkanerne er unge, er erosionen ikke fremskreden, så spalten står stadig med lodrette sider. Kun en smal sti førte ned i den dybe, men frugtbare dal. Her søgte nonnerne fra Santa Claraklostret tilflugt i ufredstider. I dag er der anlagt en bilvej til dalen, og stort set alle rejsende besøger dette utilgængelige sted begyndende med et besøg på et udsigtspunkt højt over dalen, hvor der sandelig også er mulighed for at svinge købekortet.

CAMARA DE LOBOS
Navnet betyder søløvernes sovekammer. Lobos er godt nok ulv, men det må portugiserne jo så kalde den, lige tyskerne kalder en myreløve for en myrebjørn. De var dog for længst fortrængt ikke bare herfra, men fra hele øen. Den lille naturhavn var fyldt med både, nogle ret store, så de kunne udøve dybhavsfiskeri og lande øboernes yndlingsfisk, Aphanopus carbo på latin, Peixe espars preto eller blot Esparda på portugisisk, Black scabbardfish på engelsk og formentlig Espardas på dansk, som vi også smagte. Oversat fra engelsk: Sort skedefisk, men dette navn oversættes ofte til Sort sabelfisk. Den er op til 110 cm lang og hives op fra dybder på op til 1700 meter.

Churchill havde yndet at opholde sig her en overgang, hvor han malede.

RIBEIRO BRAVA
Vi tog selv bussen hertil, kiggede lidt på byen, havnen og stranden og efter en kop kaffe tog vi retur igen.

PORTO MONIZ
Byen ligger på øens nordvestlige hjørne, og vi tog hertil med en af bureauet ture, fordi jeg godt ville køre op over Madeiras golde indre. Det var da også en imponerende tur, der endte ved en lille havneby, sikkert en tidligere hvalfangerhavn. Her var et kaskelothotel, men vi fik kun middag der. Langs kysten var der adskillige rockpools, der ikke til daglig have afløb, men de var fyldt med sardiner, og højvander og bølgeskvulp forsynde dem med mad. Vi kunne også have badet der, og vi havde badetøj med, men sardinerne parrede sig jo vandet, så jeg havde ikke lyst. På hjemvejen passerede vi endnu et par mindre byer og var også ude, men tog ingen billeder.

Turen hen over højsletten på øens indre er der heller ingen billeder af.

Bent Hansen. Samlet af to indlæg til et 17. september 2021. Overført til Rejser i Portugal april 2023 og rettet 20. april 2023.

Azorerne

INDLEDNING
Hvad jeg gerne vil?
At stå på kanten af et krater på en vulkan i udbrud og se lavaen sprøjte ud og løbe ned ad vulkanens sider, havde altid været mit ønske. Jeg var faktisk gammel, inden jeg opdagede, at det slet ikke var muligt for almindelige mennesker, selv om der var ulande, hvor ingen blandede sig i gletscher- og vulkanføreres turtilbud, men dem skulle jeg ikke nyde noget af. Dermed forsvandt også min lyst til at tage til Vesuv, Etna, Stromboli og andre europæiske vulkaner. Imidlertid kom jeg ved et tilfælde til Azorerne, eller som de indfødte siger Açorerne. Indlægget her handler blandt andet om vulkanske eftervirkninger.

Vi beslutter os
Min datter havde været på øen São Miguel på Açorerne, og da vi havde set hendes foto, tog vi op på et bureau dagen efter og spurgte på en tur. Vi havde fået det råd at bo en uge på den vestlige del af hovedøen og en uge på den østlige del, så vi ikke skulle spilde så meget tid i bus med at køre frem og tilbage. Bureauet havde nu intet hotel på den østlige del, men de fandt et til os, mod at vi selv betalte turen til og fra. Det skulle vi jo alligevel, hvis vi ville se øens østlige del med bus fra den vestlige del, så vi slog til og tog en tur med fly og hotel, men uden service, mad og udflugter.

Øernes geologi
Azorerne ligger på Den midtatlantiske Ryg, eller rettere lå, for i takt med at basalten fra undergrunden vælter op fra ryggen og ned ad siderne, glider øerne langsomt mod øst ned at ryggens skråning og ud på dybere og dybere vand. Gennem tiderne har lavaproduktionen på ryggen i perioder være voldsommere, så der ikke bare er et helt plateau omkring øerne, der ligger højere end Atlanterhavets bund, men lavamængden har hobet sig op i bjerge, der er nået op over havoverfladen. I takt med at øerne skrider ned ryggens skråninger og kommer ud på dybere og dybere vand, kommer de også væk fra åbningen i ryggen, og vulkanismen ophører. Det tager en million år at danne sådan en ø, og på højst 100 millioner år er den borteroderet igen. Dannelsesmåden er lidt anderledes end for Madeiras og Tenerifes vedkommende.

På mine geologiske kort ligger alle øerne på østsiden af ryggen, men der findes litteratur og guider, der kan berette, at øerne er fordelt med to på amerikanske kontinentalplade, der altså skrider mod vest, og to på den afrikanske plade og resten på en europæiske plade. Min udlægning er der dog flertal for.

Det er hundrede år siden, der har været udbrud på den ø, vi besøgte, og godt for det, for vi boede en uge i bunden af et vulkankrater, en caldera. På en af naboøerne befandt sig en høj vulkan. Fra tid til anden kogte havet mellem øerne, og en vulkan havde også været over havoverfladen i vor tid, men var taget tilbage af havet.

São Miguel havde tre stor vulkankratere foruden hundrede af små. Vi boede i et seks km² stort krater, hvor der dog kun var vandfyldt i den ene ende. Det lå i øst, og den del af kratere, der var vandfyldt, hed Furnassøen. Desuden lå et stort krater midt på øen, hvor kratersøen hedder Largoa do Fogo. Her kom vi dog aldrig. I vestenden af øen lå Sete Cidades, der rummede to større kratersøer samt nogle mindre, som vi besøgte.

Vi havde tillid til myndighederne, idet vi konstant så måleudstyr, hvor man ud over jordrystelser målte landhævning. Hvis et magmakammer fyldes nedefra, vil jorden over det hæve sig, inden den revner i et udbrud. Hævningen kan måles. Vi troede på, at vi kunne nå væk, inden der skete noget.

Øernes geografi
Øgruppen består af ni øer, der ligger i tre grupper med henholdsvis to, fem og to øer. Inden for hver gruppe kunne man se fra den ene ø til den anden, men man kunne ikke se fra gruppe til gruppe.

FURNAS
Vi havde kvarter i en uge i Furnas, en lille by på et par tusinde indbyggere beliggende i et seks kvadratkilometer stort vulkankrater, der senere af nyere udbrud var blevet opdelt i flere mindre kratere.

Hotellet var ganske udmærket, idet det lå i en botanisk have, hvortil vi havde gratis adgang. Der var for så vidt ikke noget at se i byen, men vi besøgte den botaniske have hver dag, ofte mere end én gang. Vi besøgte også de varme kilder og kogende mudderpøle mindst fire gange, foruden at vi gik et par længere traveture.

Vi benyttede desuden den lokale taxa til fire længere ture, der ikke kostede ret meget, og to gange var vi tilmed to familier om at betale turen, idet der boede nogle andre danskere på hotellet også, og de ville godt med på Edits og mine ture. Dels gav taxachaufføren gode råd, dels indhentede jeg gode råd på turistbureauet, blandt andet det, at når vi gik, og det havde regnet, måtte vi ikke vade over bækkene. Strømmen kunne simpelthen være for kraftig. Jeg ved fra en af Kanarieøerne, at netop et sådant regnskyl har kostet vandrere livet. De havde gået i bunden af en dal og var blevet taget af en flod efter et enormt regnskyl. Advarslen på sin plads. Vi fik regnbygen, men på et senere tidspunkt. Jeg tror, at det regnede, så en gulvspand ville kunne blive fyldt på et minut, hvis man stillede den ud i regnen.

Terra Nostra Haven
Omkring en privat villa lå en eksotisk og stor privat park, Terra Nostra Haven, der nu var overtaget af byen. Vort hotel hed Terra Nostra Park Hotel. Terra = jord og Nostra = vor. Vi kunne fra vor balkon nyde påfuglene i parken, men som regel sad vi inde og spiste. Vi blev glade for parken og var der hver dag. Blandt andet badede vi i parkens varme kilde, Ungdommens kilde, som får et par ord med på vejen senere. Som regel klædte vi om på værelset og gik i badekåber ned til søen.

Ungdommens Kilde
I Furnas lå flere badekilder dels med varmt vand dels med mineraler, der skulle være helsebringende. Om vores lokale badekilde hed det, at man blev yngre og yngre for hver gang man badede i den, så derfor hed den ungdommens kilde. Da vi mødte op i lufthavnen fjorten dage efter ankomsten, var vi nødt til igen at præsentere os for guiderne, der for længst havde glemt, at de havde haft os med ud. En af dem, der på et tidspunkt havde fortalt om Ungdommens kilde, der hvor vi skulle hen, spurgte jeg, om hun kunne kende os. Det kunne hun ikke, og det er der vel ikke noget at sige til, men jeg tillagde så Ungdommens Kilde skylden for, at hun ikke kunne kende os, og så dæmrede det alligevel. Tænk, så spurgte hun, og vi ikke havde kedet os i de fjorten dage, vi var alene. Da blev jeg svar skyldig, for jeg ville ikke sige, at jeg nok ville have kedet mig på bureauets busture rundt på øen.

Djævelens Køkken
I byens lavereliggende dele, der samtidig også var calderaens laveste del, lå magmakammeret så tæt på jordoverfladen, at kogende vand og mudder trængte op. Ud over større og mindre pytter med kogende vand eller mudder var der også i kanterne udfældninger af svovl og andre mineraler, som vandet havde haft med op fra dybet, og der var også bakteriekulturer, som trivedes i op til 130 grader hedt vand! Et sted var der et mange meter dybt hul i jordoverfladen, hvor man kunne høre den kogende undergrund dybt nede. Det dybe hul forstærkede lyden. Det var det, der lokalt kaldtes djævelens køkken.

En dag, vi var ved kilderne, og det var frokost, ville vi spise der. Vi have brød, ost og babybananer samt en lokal øl hver. I rygsækken havde vi oplukker, kniv med videre med, men byens herreløse og vilde hunde, mange af dem pensionerede hyrdehunde holdt til her, og de kom og ville spise med, så vi pakkede ikke ud, og heldigvis kom nogle briter, og de ville ikke finde sig i noget, men det ville hundene heller ikke, og de var mest sultne! Vi spiste hjemme på værelset. Briterne fik intet.

Kogende mudderpøl. Et skilt oplyste, at det var lykkedes en turist at falde derned, og at hun ikke overlevede.

Også andre steder i calderaen var der varme kilder. Ud over Ungdommens Kilde var der andre, men mindre badekilder. Dels havde vi ikke badetøj med, dels var her allerede fuldt af badede personer, så vi afstod. Også ude ved Furnassøen var der varme kilder, og her gik vi ud en anden dag.

PLANTAÇÕES DE CHÁ GORREANA
Ved byen Maia på nordkysten nord for Furnas lå en af de få tilbageværende teplantager, og den ville Edit gerne se og studere teproduktion. Receptionen bedyrede, at der ikke var bus, men tilbød at ringe efter en taxa til os. Vi slog til og fik den lokale taxa til at køre os hen til plantagen og hente os igen tre timer senere. Da turen var ret billig, benyttede vi herefter taxaen til udflugter.

FURNASSØEN
São Miguel havde som allerede nævnt tre store vulkankratere foruden hundrede af små. Vi boede i et seks km² sort krater, hvor der dog kun var vandfyldt i den ene ende. Søen her var Furnassøen.

Vi gik ad en nyanlagt vej derud. Det viste sig, at vejen var betalt af EU for at fremme landbruget, og at vejen blev indviet af guvernøren netop, da vi passerede.

Vi så godt stien op til kratersøen, men fandt den for stejl og gik tre kilometer ekstra udenom. På hjemturen valgte vi dog genvejen, men stien var meget stejl, så vi hagede os fast i slyngplanter, som dog ikke alle stod fast nok til at holde os. Ned kom vi. Vi havde jo tyngdekraften til hjælp. Vi spiste ved kratersøen, og så tog jeg mig en på øjet, men vågnede ved, at der kom en mand og så til vulkangryderne. Om morgenen havde omegnens restaurationer gravet store madspande ned i den varme undergrund for at koge kød og navnlig grøntsager. Efter fire timer var alt kogt og mørt, men stadig saftigt. Næppe var jeg vågen, før der kom tre busser med 90 finner, som sammen med os overværede, at gryderne blev gravet op. Vi noterede os navnet på en af restauranterne, der stod på bilen, og samme aften fik vi vulkangryde der!

PICO DO FERRO
Dette udsigtspunkt på kraterranden må jeg have læst om et eller andet sted. Jeg ville gerne derhen, og både Edit og to andre fra hotellet ville også gerne med. Hotellet bestilte Alfredo, og vi kørte derop, så og returnerede. Der havde været for langt at gå.

UD I NATUREN I
Øst for de varme kilder inde i Furnas havde jeg misforstået noget portugisisk og gik ud i naturen for at lede efter lavatunneler, men efter en rum tid offroad, hvor vi krydsede adskillige hegn og så megen smuk natur uden at blive uvenner med køerne, kom vi til en bæk, som vi fulgte retur. Stedet hed mig bekendt ikke noget, og der var ingen lavatunneler. Dem fandt jeg først senere.

UD I NATUREN II
En dag ville vi gå op på en af de større vulkantoppe inde i det store Furnaskrater for at nyde udsigten. Vejret var ikke alt for godt, men vi startede over middag og besøgte en lille kirke på vejen. Lidt senere uden for byen passerede vi et levende hegn, hvor der i grøftekanten var noget, der lignede vilde hvidløg. Bestemmelsen fik vi senere bekræftet. Herefter gik ville vi gå op ad bjerget, i praksis op ad kraterranden. Vi kom kun halvt op ad bjerget, så lagde skyerne sig. Det blev koldt og tilmed vådt, men det væsentligste var dog, at vi ikke havde den udsigt, vi var gået efter. Vi vendte og gik ned igen, og besluttede at finde noget andet at se, hvilket også lykkedes til fulde. Det var blandt anden en kirkegård, hvor begravelsesskikkene var noget anderledes end hos os, og vi så en varm badekilde i grotte.

På vej ned ad bjerget igen passerede vi en mark, hvor en enkelt ko stod tøjret. Den havde ædt alt græsset i en rundkreds med radius svarende til tøjrets længde. Koen værdigede os ikke et blik, så det var ikke vores skyld, at den så glad ud. Det viste sig, at den havde set sin ejer komme, og så blev jeg nostalgisk. Det, der nu skete, erindrer jeg fra min barndom. Koen blev flyttet ud i dobbelt radius, og med en stor trækølle slog bonden, en ældre mand, tøjrpælen ned i græsset. Derpå gik han. Koen kastede sig ikke over græsset, men formentlig kalde den på ejeren. Han stoppede op, gik tilbage og klappede koen. Det slikkede sin ejer i ansigtet og fik en større kæletur og så meget veltilfreds ud. Det varede flere minutter. Vi stod bare og så på og nød synet og mindedes barndommens oplevelser. Nu kunne bonden gå retur, og koen kastede sig over græsset.

FRA POVOAÇÃO TIL RIBEIRA QUENTE
Vor datter havde omtalt en gåtur langs kysten. Vi var på turistbureauet, hvor vi hentede kort og fik samtidig at vide, at hvis det regnede undervejs, måtte vi under ingen omstændigheder passere nogen af bækkene.

Turen gik fra A til B omkring en lille snes kilometer, og jeg havde planlagt at tage taxa til A og gå til B og tage bus tilbage derfra. Der var bus mellem Furnas og B, men ikke mellem Furnas og A. Alfredo var dog af en anden mening. Han ville køre os begge veje. Dels ville vi spare noget uinteressant gåtur på offentlig vej, dels skulle vi efter hans forslag kun præstere 200 højdemeter opad, mans vi efter min plan skulle præstere 400 højdemeter. Da Alfredo insisterede, fik han sin vilje.

Vi startede på en gruspiste, men ret hurtigt passerede vi det sidste hus og kunne gå ud på stien, hvor der havde været transporteret fisk i kurve på åg  pr. gåben fra by til by i gamle dage. Turen var meget afvekslende.

Da vi var næsten fremme, trak sorte skyer op i horisonten, og vi besluttede at finde regntøjet frem fra rygsækkene. Endnu inden vi havde fået knappet, var skybruddet over os, og da der ikke var læ, hvor vi stod, gik vi bare videre og nåede kort efter den lille fiskerby, Ribeira Quente. Første hus i byen for enden af stien var et værtshus. Her gik vi ind. En stor del af byens mænd sad derinde og så fodbold. Vi afførte os regntøjet i vindfanget og gik ind og bestilte kaffe og viste samtidig Alfredos kort og bad om hjælp til at ringe efter ham.

Værten ville hverken have penge for kaffen eller for telefonopringningen, og de indfødte spurgte flere gange om vi virkelig var gået fra Povoação. Flere af dem ville give øl, og det lykkedes også at klemme en enkelt ned. De spurgte også, hvor gamle, vi var. Vi var da kun 68 og 69, men det var en høj alder her. Fiskere og bønder her blev tidligt slidt ned. Da Edit ville ud for at se, om Alfredo snart kom, fortalte de indfødte, at de allerede havde posteret en mand uden for døren, som vil melde, når Alfredo kom.

Vi var rørt og takker igen mange gange for den venlige modtagelse på Azorerne.

På vejen tilbage var skybruddet endnu ikke hørt helt op, for Alfredo var flere gange ude og trille selv meget store sten fra vejen ud i floden. Det var således ikke bare bækkenes vandføring, der var farlig, det var også vejene. Ikke bare kunne man blive ramt af nedfaldne sten, men man kunne også påkøre dem, hvis man ikke var opmærksom.

SKIFT TIL PONTO DELGARDA
Der var nu gået en uge i Furnas, og vi skulle flytte til øens vestlige ende. Vi var gået ind på, selv at betale for at skifte fra hotellet i Furnas til hotellet i Ponto Delgarda. Der var en bus, men vi skulle gå langt med kufferterne i Furnas og endnu længere i Ponto Delgarda, og bussen kørte enten tidligt eller sent, så i en rum tid ville vi et af stederne være uden hotel, så vi valgte, at lade Alfredo køre for os.

Da han gerne ville have en rygepause, holdt vi ind et flot sted og nød udsigten. Ud over de på fotografierne viste ting, så vi også Azorernes mest kendte kirke, hvor det godt nok er trappen beklædt med kakler, der er flot. Den fotograferede vi dog ikke.

PONTO DELGARDA
Vort hotel lå i gåafstand fra centrum, og vi gik derfor rundt til de fleste af byens seværdigheder. Skulle vi lidt længere, var der et lille gadetog på gummihjul, hvor vi prøvede alle tre ruter rundt i byen.

Hotellet var såmænd godt nok. Da alt var sten og beton, var gæsterne meget støjende. Intet dæmpede lyden. Der var pool og have, men vi brugte kun undtagelsesvis haven. Vi fik morgenmad på hotellet. Frokost sørgede vi selv for som i Furnas, og aftensmad indtog vi ude i byen, hvor der også kom indfødte, undtagen en søndag, hvor de små listige steder holdt lukket.

Der er billeder af det meste af det, vi faldt for. Et folkloreshow kunne vi ikke få biletter til, og til markedet kom vi for sent. De spændende fisk, blomster og grøntsager var væk, inden vi nåede derud på gåben.

Vi mødte nogle danske fastboende på et af de små listige steder og fik en lille sludder. På havnen så vi et svensk skoleskib lægge til, og vi hilste på nogle af gasterne, og de inviterede os om bord. Både på museet og i en kirke fandt vi nogen at snakke med.

Vi gik til velkomstmøde, da vi var ankommet, med mine spørgsmål til nogle kirkelige optog kunne de ikke besvare, så det måtte vi selv finde ud af. Mødet gik ud på at sælge ture, og da vi ikke kunne gennemføre en af turene selv, fordi vi ikke kunne stå af bussen ved en seværdighed og kigge og så tage næste bus videre, fordi næste bus først kom om aftenen, og vi på grund af afstandene ikke kunne gå hele eller dele af turen, så købte vi en enkelt udflugt, men det havde rigtig nok været noget billigere at få Alfredo til at køre bagefter bussen!

Flere seværdigheder omtales under de respektive billeder.

Byparken
Byen havde en park, Jardim António Borges, som vi gik en del i. Også her var spændende blomster og træer, men også mange legende børn. Her fandt jeg de lavatunneler, jeg længe havde søgt.

Storcentret
Byen havde et centralt indkøbscenter ved navn Atlantis, som vi gik hen og blev glad for. En enkelt gang spiste vi der, og vi fik flere gange kaffe eller passionsfrugtis der. På et tidspunkt fik vi fotoforbud i centret. Hvorfor ved jeg ikke.

Museet
En dag det var heldagsregn, trak vi alligevel i regntøjet og gik til museet, hvorfra jeg hussker den geologiske samling, en samling af fugle og ditto folkekunst. Mens jeg fordybede mig i lavaen, tændte Edit et tv og så en film om blandt andet øens jernbane, hvor man så begge lokomotiver, men hængende i en kran på vej væk fra museet. Da havde jeg allerede søgt dem i et pakhus på haven, men beså i stedet et svensk skoleskib. Personalet på museet oplyste adspurgt, at begge lokomotiver var sendt til Lissabon. Er du interesseret, så se jernbanedelen.

Et kort øjeblik undrede jeg mig over, at der ikke var nogen stenalder-, bronzealder- og jernaldersamling, men øerne var jo ikke beboede før portugiserne opdagede dem i 1400-tallet. Måske ægypterne, fønikierne, grækerne og vikingerne havde været der, men ingen fund var udstillet. Helt givet har karthagerne, der vel oprindeligt var fønikier, været der og smidt med mønter. Også catalanerne og araberne havde været der før portugiseren Diogo de Silves 1427 kom til Azorerne og begyndte koloniseringen.

Guvenørens Palads
Da vi kunne besøge guvernøren park, Jardim José do Canto, men ikke paladset, Palácio Santana mod at deponere vore pas, slog vi til.

Søndagsmesse
Vi var anbefalet søndagsmessen, og det gjorde vi så. Vi fik siddepladser. Meget forstod jeg ikke, men en del kunne jeg genkende fra messen i Funchal. Blandt andet at dagens tekst oplæstes af en fra menigheden. Den nuværende musikdirektør stod selv for musikken. Hans kor var lidt af et gospelkor, og så oversatte han det, han annoncerede, til engelsk. Som noget af det sidste, kaldtes alle dagens fødselarer, også fødselarer blandt de udenlandske gæster op, og så sang vi happy birthsday for dem. Koret kunne nok få det til at risle saligt ned ad ryggen, når de sang gospel.

Klostret
I byen var der et bemærkelsesværdigt kloster, men der var kun adgang for os en time om dagen omkring klokken 18. Klostret hed Convento de Nossa Senhora da Esperança. Nonnerne var klarissersøstre, og de var 13 i alt. I 1658 havde søster Teresa da Annunsiada i Rom hentet en kristusstatue, der hed Senhor Santo Christo dos Milagres. Gennem tiderne havde fromme kvinder i byen syet tøj til statuen, og fra dens garderobeskab var de kunstfærdigste dragter udstillet.

En geologisk seværdighed
I Ponta Delgardas udkant lå São Pedro-Kirken, og overfor her Hotel São Pedro, hvor der i vestibulen var udstillet et stykke forkislet træ fra tunnelen til Sete Cidartes, der boredes 1937. Det lignede en skive af en stor cedertræstamme på et par centimeters tykkelse med en diameter på mere en en meter. Det hele var poleret, og som bordplade ville den have gjort sig hjemme hos mig.

En vulkan kan godt have udbrud i flere år, og derefter hvile i så mange år, at skovene når at rykke ind. I starten af en nyt udbrud sker der ofte jordrystelser, idet jordoverfladen hæver sig, når magmakammeret fyldes nedefra. Træet må være væltet og skredet ned og begravet, så det nye udbrud ikke har brændt det væk, men kun varmebehandlet det med en omkrystallisering til følge.

Der er desværre ikke billede af skiven i min samling. Den har nok ikke været til at fotografere? Nettet omtaler den heller ikke.

En lille strejftur
I en forstad ude i vest gik vi ud og så deres kirke, Santa Clara og tog kaffe på en cafe, hvor de ikke var vant til turister.

Fredsfyrreskoven
Nordøst for Ponta Deldardo lå 49 ha naturpark med 15 km vandrerstier og endemiske planter. Det er vækster der kun findes på Azorerne. Her tog vi ud, men fik kun kort tid i parken, så stod det ned i stænger. Vi var forberedte, men dette var alligevel for meget af det gode. Vi havde bestilt taxaen til tre timer senere, men efter 1½ time i parken gav vi op.

Vestturen
Yderst i vest var der også en spændende vulkan, men min datter oplyste, at hun nok kunne komme med offentlig bus derud tidligt på dagen og hjem igen sidst på dagen, men området var for stort til gåben, og der var ingen bus mellem seværdighederne. Vi overvejede derfor bureauets tur, der også omfattede en besigtigelse af en ananasplantage med returkommission. Jeg mener ikke, vi hoppede på ananasbutikken og købte noget der. Foruden vulkanen kaldet Sete Cidades, Syv Byer, var der besøg ved et sted med hvalobservation, men hvalerne havde naturligvis fri den dag. Der var middag med i programmet, men den er omtalt i afsnittet om mad. Vi besøgte en klippeformation, der dog ikke eksisterede mere, fordi havet for længst havde taget den, men målet er åbenbart svært at tage af programmet igen? Til sidst så vi en hvalfangerby, men hvis vi var inde i hvalfangermuseet, har jeg glemt det.

Det var en ekstrem dyr tur, og det havde været billigere at få Alfredo eller en anden til at køre sin taxa med os bagefter bussen.

Guiderne fortalte undervejs, og specielt om Sete Cidades var der adskillige sagn, og alle i flere versioner. Hver guide havde sin version, og guidebøgerne nogle andre. Jeg gengiver ingen af dem, og heller ikke vulkanhistorien får du, da jeg ikke er sikker på, at den holder vand. Blomsterguiden kunne vi ikke kontrollere, men hvor vi kunne, var vi enige. Hun kaldte sine indlæg for sin planteskole, og jeg kan forstå, at hun på alle ture havde haft ordet. Hun har sikkert været biologistuderende eller nyuddannet biolog. En bekendt i rejseburesubranchen udtalte: “Nåh, var guiderne selv på ferie. Den type kender vi også godt i vort bureau.”

Ananasplantagen
Den hed  Cooperativa de Produtores de Frutas og lå nord for Ponta Delgaro, og mere at sige om det, er der ikke.

En lille vulkan
Denne fortalte uopfordret sin historie om sin oprindelse. Den lå på øens nordkyst nord for Ponta Delgardo. Historien er min og ikke fra bureauets guiders vulkanskole.

Vi fik ikke forevist den her viste vulkan, som jeg selv fandt, men i stedet en råstofgrav i en vulkan, men ud over, at det var en vulkans indre, gjorde den ikke synderligt indtryk. I graven var der forskellige former for pudelava, som jeg ikke kan forklare på den til rådighed værende plads.

Hvordan kommer et vulkankrater til at lige nøjagtig sådan ud som på billedet herunder? På en gang lidt skævt og alligevel ganske regelmæssigt. Krateret har ikke et mig bekendt navn. Det var bare et af mange. Kratere var spredt over hele øen, men fortrinsvis koncentreret i midten og i enderne af øen. Her er vi i vestenden af Açorernes hovedø, São Miguel. Denne ø rummer ikke øgruppens højeste vulkan.

Jeg undrede mig lidt over, hvem der havde bidt en del af kraterets side væk. Jeg antog fejlagtigt, at krateret efter dannelsen, da vulkanismen var gået i sig selv, var løbet fuld af vand, og vandet så, når det nåede kanten, var løbet over og havde skyllet en del af kraterkanten væk.

Jeg var godt klar over, at forklaringen haltede. Så regelmæssig ville en kant på et afløb gennem en forekomst af lava eller aske aldrig kunne formes af vand. Det ville have været en canyon, der slet ikke ville have været så retlinet, men have haft meget stejlere sider.

Nej, forklaringen er en anden. Krateret består af aske og ikke af lava, og det er vinden og ikke vandet, der har formet krateret ud over vulkanen selvfølgelig. Det er ikke svært at se, hvorfra vinden er kommet. Den er kommet fra vest, der er den side, hvor kraterranden mangler. Vinden har blæst hovedparten af asken væk herfra og lagt den på østsiden af krateret lige så regelmæssigt, som det ses her. Andre småvulkaner i området viste samme mønster og er formentlig dannet samtidig eller i hvert fald af samme vindretning.

Man kan naturligvis godt nyde et landskab eller endog naturens smukke geometriske former uden at kende forklaringen, men jeg nyder, når sten taler, og jeg er til tider så heldig at forstå, hvad de siger.

DET VESTLIGSTE KRATER
Dette navn har jeg tidligere brugt, idet Furnas så er det østlige krater og Ildsøen det midterste, men der var tusinde kratere, små og store. Herefter vil jeg kalde det vestlige krater for Sete Cidades, Syv Byer, uanset det også er navnet på byen i kraterbunden og regionen.

Først kørte vi til et udsigtspunkt på kraterranden, Vista do Rei, Det kongelige Udsigtspunkt. Herfra kunne vi se calderaen, der var fem kilometer i diameter og rummede to store kratersøer i bunden kaldet Den grønne Sø og Den blå Sø. I kraterranden lå der fire mindre, men iøjnefaldende kratere, hvoraf et hed Lagoa de Santiago.

På p-pladsen stod en fredsstele, som ingen dog opdagede. Om dette fænomen kan du læse mere på: https://bentsbane.dk/the-peace-pool-projekt/

Havudsigt
Ude ved Atlanterhavet var der en hvalobservations- og hvaltællestation, men ingen hvaler.

Hvalfangerbyen
Denne by hed Capelas, og her beså vi brændingen, men kun hvalfangermuseet udefra.

Mad
Til sidst et afsnit om mad. På andre charterferier har vi trods alt kunnet finde lokale spisesteder. Et par steder nemlig på Madeira og på Açorerne, hvor min datter også har været, har hun givet os gode råd om valg af hotel og spisesteder. I Açorernes hovedstad kneb det lidt, og vi fandt en enkelt gang et ringe turiststed – vist nok fordi, det var søndag, og de lokale var lukket!

En aften søgte vi så et lille sted anbefalet af min datter. Vi gik med adressen i hånden, men havde svært ved at finde det, selv om vi vidste, at det slet ikke lignede et spisested. Efter lidt søgen mente vi at have lokaliseret det, selv om der ikke stod spisested udenfor på et sprog, jeg forstod, og der var heller ikke spisekort sat op nogen steder. Vi gik ind i en bar, men vi skulle om bag bardisken! Her var en åbning med en insektstopper foran. Da vi var kommet ind i baglokalet, var vi i restaurationen. Her sad den del indfødte. En kraftig herre med et helt batteri af drikkelse modtog gæster, som han talte med, udvekslede håndtryk og drak en dram sammen med. Selv tog han et glas rødvin. Da hans flaske var tom, lukkede han butikken og bestilte mad. Efter maden og nok en flaske rødvin faldt han ret diskret i søvn ved bordet. Det var åbenbart hans bord? Han fik lov at sidde, men han generede jo heller ingen. Gad vide, hvad han havde siddet og solgt? Formentlig var han lotterikollektør?

Spisekortet stod med kridt skrevet på en tavle oppe under loftet. Mens vi sad og prøvede på at tyde det, for det var kun på portugisisk, kom en tjener, og med en klud tørrede han en ret ud. Den var åbenbart udsolgt. Det skete flere gange, mens vi var der. Vi havde Politikens, Turen går til Madeira og Açorerne, og her var et lille afsnit om mad, og vi prøvede at finde noget, der stod både på spisekortet og i bogen. Tjenere forbarmede sig over os og kom med et håndskevet spisekort i ét eksemplar, som var noget lettere læseligt, end den mange gange rettede tavle. Vi spiste gerne fisk, og her kunne vi få skælbrosme, som vi havde fået før, samt hestemakrel. Det lød bekendt, så det valgte vi.

Vi havde dog tidligere fået fileter, og jeg var ikke opmærksom på, at dette ord manglede på spisekortet. Ind kom to tallerkener med dels en hel skælbrosme, hvor hoved og hale ragede ud over tallerkenens kanter, dels en stak små grillstegte fisk i sardinstørrelse.

Skælbrosmen var trukket op fra dybt vand, så øjnene var presset ud og gav den et sørgmodigt indtryk. Hestemakrellerne fik andre gæster også. De tog dem i halen, lagde nakken tilbage og slap, hvorpå de så ud, som bekom det dem vel. Enkelte tog hovedet af og holdt i halen, mens de bed. Brosmen skulle bare vendes, så vi slap for dens bebrejdende blik. Vi byttede, for Edit kunne ikke vende sig til brosmen, da hun havde set den i øjnene. Den var udmærket og let at pille, og så i øvrigt stor nok til, at jeg ikke behøvede at gå tæt på ben, hoved og hale. Edit bekom “mine” hestemakreller også vel. Efterhånden tog hun også hoved og hale med. I sandhed en oplevelse og en udfordring. Det besøg husker vi.

For eftertiden huskede vi det lille ord filet. Men besøget fratog os ikke lysten til fremmed mad. Vi fik sværdfisk, vragfisk samt diverse dybhavsfisk. I Rumænien har jeg fået malle og på Cuba sejlfisk. I Nordnorge både hval og rødfisk og på Grønland både hval, sæl og ren.

På vores eneste bureautur – den til Sete Cidades var middagen egnsretter på tag-selv-bord. De kendte og internationale retter forsvandt som dug for solen, og ret hurtigt stod egnsretterne tilbage. Da Edit var oppe anden gang for at hente hestemakreller, blev nogle af turens deltagere nysgerrige og spurgte, hvad det var, Edit spiste og om, det smagte godt. Vi kontrollerede dem ikke, men vi så, at 2½ af tre fade med hestemakreller gik ud igen, urørte. Det halve fad, var dem Edit havde taget sig af. De øvrige lokalretter gik også ud stort set urørte. Nøjagtig, hvor vi spiste, ved jeg ikke.

En forsinket hjemkomst
Det franske flyveledere strejkede igen, og derfor kom vi ikke af sted til tiden, og så faldt personalet for 11-timers reglen. Vi blev derfor igen taget ud af flyet og puttet i busser og kørt til et hotel, der havde kapacitet. Her blev vi indlogeret. Middagen var klipfisk for begyndere, og den tog vi. Der var rødvin til for en gangs skyld på huset, eller nok rettere op bureauet. Næste morgen kom vi så af sted.

Det var en god tur, ikke mindst fordi masseturismen ikke alle steder havde sat sine spor.

Bent Hansen. Indlæg fra 17. september 2021 og 15. oktober 2013. Samlet til ét indlæg 17. september 2021. Alle fotos er fra 2006. Udvidet 28. marts 2023 og samtidig indgået et et samlet indlæg om Portugal.