Da vi ikke taler fransk, rejser vi ikke meget i Frankrig. Det er dog blevet til seks besøg på tilsammen mere end en måneds ophold.
Selv om jeg allerede var der, mens der kørte damplokomotiver, og jeg endog har kørt med damptog blandt andet på Rivieraen, har jeg aldrig stillet mig op og taget foto af dem.
Jeg har heller aldrig opsøgt franske veteranbaner. Kun sporadisk har jeg taget lidt statsbane, og under de senere besøg noget industribane, som jeg tilfældigvis faldt over.
Mit første industribanesyn var syv kassedamplokomotiver hensat på en jernvirksomhed i det nordlige Frankrig. Efter at have ærgret mig gennem mange år over, at jeg ikke fotograferede, er jeg nu holdt op med at ærgre mig. Det hjalp nemlig ikke at ærgre sig.
Cite du Train. Det franske Jernbanemuseum.
I 2018 har jeg besøgt De franske Statsbaners flotte jernbanemuseum, Cité du Train i Mulhouse. Næsten alle 2018-billederne er fra dette museum. Ikke alle er lige gode, for museet havde den idé, at der skulle være mørkt bortset fra enkelt spotlys i den ene hal.
Et minitog på gummihjul kørte trætte besøgende rundt mellem lokomotiverne, så passagererne kunne tjekke, om de havde været overalt. Noget af en stor fotostat ses også. Foto på Cité du Train 2018.
SNCF 56 7305, et rangerlokomotiv uden data samt vogne og andet udstillet materiel set hen over graven til en skydebro. Foto på Cité du Train 2018.
Der var meget mere at se i museets store haller, men ikke alt nåede jeg at se, og endnu mindre at fotografere, og kun en brøkdel er gengivet her.
Før SNCF-lokomotiver
Jernbanerne startede i Franskrig som andre steder i verden som private baner. Mens de tyske kongeriger, hertugdømmer og fyrstedømmer hurtigt overtog jernbanerne, fortsattes det private initiativ i Frankrig til 1938, inden et statsligt selskab Société nationale des chemins de fer français, SNCF tog over. Derfor vil mange af de tidlige lokomotiver være bygget af de større private selskaber. Blandt de førende var:
EST, Chemins de fer de l’Est.
PLM, Compagnie des chemins de fer de Paris à Lyon et à la Méditerranée.
PO, Compagnie du chemin de fer de Paris à Orléans.
MIDI, Chemins de fer du Midi. PO og MIDI var allerede gået sammen 1934.
ÉTAT, Chemins de fer de l’État.
QUEST, Chemins de fer de l’Ouest. Var allerede 1908 gået op ÉTAT.
NORD, Compagnie des chemins de fer du Nord.
Med verdenskrigen 1939 indgik også AL, Administration des chemins de fer d’Alsace et de Lorraine.
Et større net omkring Paris.
Flere mindre selskaber vil blive nævnt i forbindelse med et foto af en af deres maskiner. Nogle af de større er til gengæld ikke repræsenteret på museet med bevarede lokomotiver.
Frankrigs første jernbane var en godsbane til kultransporter ganske som i England. Banen er fra 1827 og ligger ved St. Etienne, hvor der var en kulmine.
Blandt de andre tidlige jernbaner i Frankrig er St. Etienne – Lyon, der havde et lokomotiv fra 1829. Skorstenen var ikke høj nok til at skaffe den fornødne træk, så lokomotivet var forsynet med en vogn med en mekanisk blæser. Endvidere var lokomotivet det første bygget i Frankrig. Konstruktøren var Marc Seguin. Foto på Cité du Train 2018.
Denkmal, noget afpillet og vedligeholdelsestrængende opstillet foran Det franske Jernbanemuseum, Cité du Train. Maskinen var mærket oullims 7426/1902. Er denne aldrende sag virkelig fra 1902? Nettet oplyser: Locomotive à vapeur de type “Bourbonnais” de la PLM (Compagnie des chemins de fer de Paris à Lyon et à la Méditerranée) à la Cité du Train, Mulhouse, Alsace Foto på Cité du Train 2018.
Compagnie d’ Avignon 6, Stephenson ?/1846. Udrangeret 1865. navn: l’Aigle. Foto på Cité du Train 2018.
Compagnie Paris à Rouen 33, Allcard-Buddicon ?/1844. Udrangeret 1912. Navn Saint-Pierre. Foto på Cité du Train 2018.
Compagnie de Paris à Strassbourg 80, Cail ?/1852. udrangeret 1892. Crampton-type. Navn: le Continent. Crampton hyldede princippet om, at et hurtigt lokomotiv skulle have store hjul, men på datidens konstruktioner var der kun plads til store hjul henne omkring fyrkassen, hvilket gav lokomotivet et karakteristisk udseende. Foto på Cité du Train 2018.
Compagnie du Midi 312, Esslingen ?/1856. Udrangeret 1937. Navn: l’Adour. Engerth-type. Engerth var kendt for sin støttetender. Foto på Cité du Train 2018.
P.L.M 1423. Ingen data, men en aldrende sag. Foto på Cité du Train 2018.
ETAT 2021. Ingen data. Foto på Cité du Train 2018.
Compagnie des chemins de fer du Nord 701, K 1, Société Alsacienne 3755/1895. Firecylindret de Glehn compound-maskine. Konstruktøren Alfred De Glehn’s første compound-maskine. Højtrykscylindrene sad inderst, hvilket ikke er normalt for andre end de Glehn. Høj- og lavtrykscylindrene drev også hver sin aksel! Foto på Cité du Train 2018.
PO 5452. 2’D’1 eller på fransk 241 i grå, som var typisk for dette selskab. Maskinen var kun to-cylindret, og den havde heller ikke overheder. Foto på Cité du Train 2018.
PLM uden nr., Batignolles-Châtillon ?/1927. Udrangeret 1968. AT6 Pocono. Foto på Cité du Train 2018.
SNCF 241. A.1. Oprindeligt Chemin de fer de l’EST. Ateliers d’Epernay 904/1925. Foto på Cité du Train 2018.
Michelin-motorvogn på køreflade af gummi naturligvis, men med flanche som jernbanehjul. Chemin de fer de l’EST ZZs Cetu 540005. Ingen data. Bemærk førerhuset og den lidt amatøragtige udstødning. Foto på Cité du Train 2018.
Franske damplokomotiver fra SNCF
Her et stort fransk damplokomotiv i Calais. Min far tog det i 1958 formentlig fra et kupevindue, hvorfor det ikke var muligt at komme på afstand og få hele lokomotivet med. Det originale foto måler 6 x 6. Ak, ja, det var dengang.
Fransk maskine på Gare du Nord, Paris 1954. Ingen data. Foto: Hans Kristian Hansen. Gad vide, om denne maskine ikke er samme type som nedenfor?
Nord 3.1192. Guldpilen for togene til Calais, hvorfra der var forbindelse med færge og tog til London. Konstruktør: Chapelon for Nord. Igen en firecylindret compound-maskine med hjulstillingen 2’C’1 og betegnelsen 3.1192 hos Nord og hos SNCF 231E22. Maskinen er sammen med Hudson museets stolthed. Foto på Cité du Train 2018.
SNCF 231. H8. Ingen data. Hvorfor den er pyntet med republikkens symboler, vides ikke. Til højre for neden depot for et sporkørende minitog. Foto på Cité du Train 2018.
SNCF uden nr. 241. Navn: Mistral, der er navnet på en vind i Rhonedalen samt hurtigtoget på ruten Paris – Rivieraen. Gad vide, om det ikke også var den, jeg kørte med langs Rivieraen mellem Marsaliles og Nice. Foto på Cité du Train 2018.
SNCF uden nr. 232 U.1. Corpet-Loucet ?/1949. Udrangeret 1961. Fører navnet Hudson, der samtidig dækker hjulstillingen 232 eller på dansk 2’C’2. Konstruktør: Marc de Caso fra selskabet Nord. Der blev kun bygget få eksemplarer, der blandt andet trak Nordexpressen fra Belgiens grænse til Gare du Nord i Paris. Det er en firecylindret compound-maskine i en kraftig og meget moderne udførelse. Foto på Cité du Train 2018.
SNCF 1187, Baldwin ?/1947. Udrangeret 1975. Mikado. Oliefyret. 1’D’1. Type 141R1187. Bygget af Baldwin in 1947 som genopbygningshjælp efter krigen. Chapelon har forbedret konstruktionen, så den præsterede 400 hk, mere end, da Baldwin afleverede den. Foto på Cité du Train 2018.
Franske højhastighedstog
SNCF TGV sæt 31 kører til perron i Geneve i Schweiz. Kun en del af toget ses. De er lange de tog. Foto fra 2009.
Et højhastighedstog Paris – Brüssel – Köln, Thalys 4306, Alstom fra 1997 i Köln 2002. Toget var hjemmehørende i Bruxelles Midi.
Franske ellokomotiver fra SNCF
Nord for Toulouse mødte jeg blandt andet dette tog. Her trængte jeg til pause, og da der netop var en rasteplads med baneudsigt, var det oplagt at benytte den til fotostandpunkt. 1978. Her er tale om et lokaltog. Jeg ville hellere have set et af de lange eksprestog, som også kørte her, men når jeg havde fotoapparat fremme, holdt de sig tilbage.
Materiellet ligner mest skinnebusvogne, men der er et lokomotiv i fjerneste ende af toget. Der kom flere tog, men også biler med en ikke sjælden evne til at køre ind i billedfeltet i fotoøjeblikket.
Vognen er mærket TCRL MC3, hvilket ikke umiddelbart siger en dansk entusiast med begrænset horizont ret meget, men det kære net oplyser godt skjult af støj, at der er tale om en vogn fra Lyons Metro bygget af SLM, Schweizerische Lokomotiv- und Maschinenfabrik. Linjen er linje C, der i 1891 åbnede som en standseilbahn, vi kalder det en kabelbane. Banen lukkede 1972, men genåbnede som metro linje C 1974. Foto på Cité du Train 2018.
Banen Toulouse – Barcelona fører gennem Pyrenæerne under Col de Puymorens, på fransk side ved l’Hospitalet, 1428 meter. Stationen er banegård for Andorra, idet der er bus dertil i forbindelse med toget. Her SNCF BB 8601 med nogle skinnebuslignende vogne. Foto fra 1988.
Et 15-vognstog Bordeaux – Marsailles passerer Beaucaire ved Rhone-floden i så høj fart, at jeg ikke fik nummeret. Foto fra 1988.
SNCF BB 7381 ned 6-vogntog til Strassbourg. Man ser et langt midliggende overhalingsspor samt et af to industrispor. Bemærk stangtrækket til skifterne og signalerne til industrisporene.
SNCF BB 7283 i Geneve 2009.
I Geneve sås også SNCF 525585 med lavgulvs-nærtrafikvogne. I baggrunden SBB 460 020-1 samt ovenstående SNCF.
I Geneve sneg dette elektriske franske togsæt på fire vogne sig også ind på den franske del af banegården, men jeg gik ikke gennem tolden. Schweiz er jo ikke i EU. Den grimme trolje er schweizisk.
SNCF 84519M af typen Coradia Polyvalent fra Alstom. Det er et hybridtogsæt, der kører på både diesel, 15 V jævnstrøm og 25 KV 50 Hz vekselstrøm. Der er bygget numrene 500 – 666, men de kører to og to sammen, men den ene halvdel har motorvogn og to personvogne og en styrevogn, mens det andet sæt har to motorvogne og to mellemvogne. Typen kører i Sydfrankrig ved Middelhavet og i Provence, samt lidt op af Rhonedalen. Foto: Carsten Ehlert 2022.
Alsace Regionalexpress Basel – Mulhouse – Colmar – Strassbourg. SNCF 27 888. Foto fra Basel 2018. Toget kunne køre 200 km/t, men mellem Basel og Mulhouse kom man næppe over de 150 km/t? Det gjorde man derimod længere nordpå på strækningen.
95 87 0073916-1 F-SNCF. Mulhouse hovedbanegård.
SNCF 26 150. Grand Est. På banen ud for museet.
Franske diesellokomotiver fra SNCF
I Ville de France havde der været persontrafik fra Cahors vestpå ud langs floden Lot. Da jeg var der, kørte der kun godstog fremført af en rangermaskine. Formentlig var der kun en enkelt kunde tilbage. SNCF Y 7829 ses her med et par godsvogne ved Pont de Castelfranc. En tidligere perron ses. Foto fra 1978.
Øst for Cahors var der mere gang i den. Her ses et stort olietog på 24 vogne langs floden Lot mellem Cahors og Monsempreon. 1978.
Skitse over banerne ved Cahors. Bemærk at nord er til højre.
Banetjenesten holdt i l’Hospitalet i Pyrenæerne i 1988 med SNCF BB 66 036 fra Alstrom 1959.
SNCF Y 7494 fra Moyse 1969 var rangermaskine i Beaucaire 1988.
Lokomotiv i militær bemaling. Locotracteur ALVF Crochat, 1916. Ingen data. Foto på Cité du Train 2018.
PO E1. Ingen data. Foto på Cité du Train 2018.
SNCF CC 14018. Lokomotiv til torpedovognen med tilnavne som blandt andet strygejernet. Foto på Cité du Train 2018.
Torpedovogn beregnet til transport af flydende jern mellem højovn og stålværk, der ikke nødvendigvis lå i samme by som højovnen. Vognen her er sat i drift 1957 og laster 100 t flydende jern ved 1300 grader. 10 styk fandtes af denne type, men andre vogne var større, helt op til 150 t. I alt kørte 54 vogne på banerne i Alsace-Lorainne. Foto på Cité du Train 2018.
SNCF 4-DMD-2. Marine-Jeumont/Sulzer. Foto på Cité du Train 2018.
PLM 161.BE.3. Ingen data, men et tidligt dobbelt-ellokomotiv. Foto på Cité du Train 2018.
SNCF BB 9004, Schneider-Jeumont ?/1952. Udrangeret 1973. 1,5 kV. Det ene af to verdensrekordlokomotiver med 331 km/t sat 28. marts 1955. Foto på Cité du Train 2018.
Det andet rekordlokomotiv med data. SNCF CC 7107, Alsthom ?/1953. Foto på Cité du Train 2018.
Cite du Train 7199. Sikkert køreklar. Ingen data. Foto på Cité du Train 2018.
SNCF 7108. I museets spraglede farver. Sikkert køreklart. Ingen data. Foto på Cité du Train 2018.
SNCF 03 413. Også i spraglet. Ingen data. Foto på Cité du Train 2018.
SNCF 26 172. Ingen data. Foto på Cité du Train 2018.
SNCF 82 5609. Ingen data. Foto på Cité du Train 2018.
Privatbaner og museumsbaner
Selv om jeg har påstået, at jeg ikke er kørt specielt efter jernbaner i Frankrig, opsøgte jeg dog Det lille gule Tog, som jeg kalder det, eller Le petit train Jaune eller Pyrenæermetroen, som nogle kalder det sikkert med henvisning til tredjeskinnen, der drøjer på tunneldiameteren. Ingen af de besøgte stationer rummede dog tog, og køreplanen var ikke gunstig. Med vort dagsprogram var der ikke tid til at vente.
Nogle hollændere i to biler, der flere gange overhalede os, også hvor det var farligt, spottede jeg efterhånden til at være fotoaber, og da de kørte ind foran os på en lille vejside p-plads og sprang ud med fotoapparater, holdt jeg også ind. Ganske rigtigt: Nede i dalen kom toget, et turisttog med en åben panoramavogn. Jeg fik adskillige fotos på togets vej gennem tunneler, på broer og forbi imponerende støttemure. Meget hurtigt var hollænderne væk igen, men vi fortsatte vor pause med spisning. Vi er et sted kort vest for Mont Louis. Stedet hedder Gorges de Carande.
Toget ser på mine fotos bleggult ud med kun lidt rødt. Jeg tror ikke, at det er en fejl i filmen, men på postkort og i artikler fremtræder toget mere gult og med langt større røde flader. Jeg kan ikke lade være at tænke på, at den røde og gule farve var den catalanske, og catalanerne bor både på den franske side af grænsen og i Catalonien helt ned forbi Barcelona. I Sydvestfrankrig var der mange små hentydninger til, at befolkningen var catalanere eller i hvert fald ikke frankmænd. Det var ikke bare rød-og-gul-stribede nationalitetsplader til deres biler med et C på, men der var mange andre små stik til det franske. Catalanerne i Spanien har endog for år tilbage få gange smidt med bomber mod turister. Nu læser jeg jævnligt i min avis om catalanske selvstændighedsønsker. Jeg kan kun få den idé, at SNCF efter ordre fra oven har bedt Pyrenæermetroen om af dæmpe sig fra gul/rød til bleggul med kun lidt rødt. Det var lige, mens jeg var der, for postkortene, der var ældre end mit besøg, var rent catalanske, og på senere fotos er den bleggule farve igen forsvundet.
Toget i kløften, Gorges de la Carande. Materiellet er mærket SNCF og i hvert fald en af motorvognene er bygget af SACM/Carde/Thompson i 1909. De kører 60 km/t på 850 V og en vogn præsterer eller forbruger op til 220 kW. Foto 1988.
I Nice findes en metersporbane, der fører op i Alperne. Selv om jeg har været i Nice, har jeg aldrig set banen. En af min hustrus veninder har også været der, og hun tog et foto til mig af et damplokomotiv. Lokomotivet var mærket CP, og det betyder både Caminhos de ferro Portuguesses og Chemins de fer de la Provence, og da lokomotivet blev hentet det ene sted og anbragt det andet sted, behøvede de fine messingbogstaver CP ikke ændres, selv om den nuværende ejers navn og logo siden er ændret. En søgning på nettet er for meget forlangt både for Google og Microsoft, og en britisk serie om jernbaner, der i øjeblikket ( 2021, 2022 og 2023) kører i mit tv gav forkerte oplysninger om lokomotivet. Jeg er også bange for, at jeg har fået en forkert stedsbetegnelse på fotoet. Så vidt noget tysk litteratur oplyser, og som jeg stoler på, er der tale om Museumsbanen Puget-Théniers – Annot på den øvre del af metersporbanen Nice – Digne-les-bains, Chemins de fer de Provence. Bag veteranbanedriften står GECP, Groupe d’etudes pour le chemins de fer de Provence. Metersporbanen kaldes også helt officielt for Train des Pignes Kogleekspressen. Onde tunger eller vittige hunde kalder også banen for Alpernes TGV, Train à Grandes Vibrations. Veteranbanen købte i 1986 Henschel 19874/1923, 1B’C n4vT fra MP Minho e Douro, hvor den havde været 461 til 1947 og derefter CP E211, hvilket den stadig hedder i Frankrig. Ved en schweizisk veteranbane, Blonay – Chamby kører en søstermaskine, der dog kun er B’B. Typebetegnelsen 1 står for et løbehjul, B for to drivhjul, ‘ for af de tre næste drivhjul, C er ophængt uafhænigt af det to første. n står for våddamp, 4 for fire cylindre, v for compound eller Verbund, om du vil og T for, at maskinen er en tendermaskine.
Museumslokomotivet, en mallet-maskine fra Henschel i la Mure 1992 fotograferet af Gurli Hansen. Enten er maskinen fotograferet på en anden bane, eller også er la Mure forkert?
Mont-Blanc Banen
Den metersporbane løber fra Saint-Gervais over Charmonix ved foden af Mont Blanc over grænsen til Schweiz til Martigny i Rhonesalen i Schweiz. Banen er elektrisk, men netop her er der tredjeskinne, mens resten af strækningen har overledning. I Frankrig har de lidt divergerende oplysninger om banens historie i forhold til schweizerne: Åbning 1901 – 08. 850 V jævnstrøm. Tandstangssystem: Strub. 9 % stigning. Største højde i Frankrig 1365 m.
Mit besøg på banen førte kun til grænsen til Frankrig, da de franske jernbanefolk strejkede, men vi vidste det godt, så alternativ besøg var planlagt. Alligevel jar jeg et par billeder fra den franske del.
Toget her er er taget i Les Houches i Frankrig, og det er samme type som på billedet ovenover. Er der data på toget, kan de ikke tydes. Typen hedder Z 800 og er den nyeste. Sættet er bygget af Adtrans og SML. På billedet her er der tredjeskinne og skilte advarer mod at gå over sporet. Foto: Lau B. Grøndal 2024.
En af de ældre motortog nu brugt af banetjenesten. Nummer kan ikke læses, så jeg har ingen data. Foto i Les Houches 2024 Lau B. Grøndal.
Sporveje
Den eneste franske sporvejsby, jeg har besøgt, er Mulhouse.
To sporvogne på pladsen foran banegården, hvor der var vendesløjfe. Der er linje 1 og linje 3. Foto 2018.
Byens sporveje var gule, men en nærbane benyttede sporvejsskinnerne inde i byen, men kørte så ud på eget trache et stykke ude. 2018.
Sporvej og jernbane løber parallelt ud forbi Cité du Train, jernbanemuseet. Et sidespor til museet fra jernbanen krydsede sporvejene. 2018.
Industribaner normalspor
Også her er det spartansk, hvad jeg har fotograferet. Jeg har set en del mere, end jeg kunne fotografere. Kun i 1988 i Beaucaire og Port-la-Nouvelle i Sydfrankrig har jeg decideret haft et par korte ture blot for at se på tog. Hvad jeg så, var rent held. Jeg havde slet ikke sat mig ind i sagen på forhånd. Hvor skulle jeg også uden internet have gjort det?
Ved en supermarkedskædes spiseolielager i Beaucaire holdt dette rangerkøretøj. Foto fra 1988.
Mellem tankene fik jeg øje på noget, der senere bekræftedes at være på jernbanehjul. Et eller andet rangerkøretøj?
Skitsen viser både ovenstående hovedbane og industrierne, hvorfra private lokomotiver er vist i senere afsnit.
Antragaz uden nr., men fra Moyse i Port-la-Nouvelle 1988.
Societé des Carburants du Sud Oust også uden nr. eller data.
Vognenes ejer er næppe også korfirmaets ejer? men til gengæld var lokomotivet en ACN Railtruck, dog uden nr. Vi er stadig på den sydvestlige franske middelhavskyst.
MaK i Moers. Lokomotiver til havnebanen i Dunquerke hos MaK i Moers 1991. Her lærte jeg, at flamsk, der ligner hollandsk, tales i et strøg gennem det nordlige Belgien og helt ind i en hjørne af Frankrig. Den franske by Dunquerke kendt fra Anden Verdenskrig har sit navn forvansket fra flamsk, Dunkirchen. Dun = Düne = klit. Querk = Kirchen = kirke, Kirken i klitterne. Lokomotiverne, der var købt fra DB, var under renovering inden salget til Franskrig.
Industribaner smalspor
Saline de Lapalme i nærheden af Port-la-Nouvelle. Smalsporbane var der ikke, men nogle maskiner kørte stadig på spor, og endog på hver sin sporvidde. Foto fra 1988. En anden saline havde en 600 millimeter rest af et dobbeltspor fra salinen uden for hegnet måske til en bane eller havn? En meget stor saline havde endog normalspor med egen færge ud til salinen, men her var jeg ikke.
Sporet ser jeg som en rest af et større baneanlæg. I rejseindlæget ses et foto af en gravemaskine til salt! I Frankrigs næststærste sø og største strandsø findes en østersfarm, hvor østerserne kørtes (køres?) på smalspor.
Kulforsyningen i Lyon-Mouche i 1947. Foto på Cité du Train 2018.
Neden for slottet Beaucaire stod denne tipvogn som et inde om den sidste kulvogn fra en kulmine i området, der var i drift 1806 – 84. Hvor vides ikke, men i Cevennerne, navnlig omkring Saint Étienne var der en betydelig kulproduktion. 1988.
Fra overdrevet
Carmage var der en tivolibane hos aperitifproducenten Ricard. Man får noget stærkt farveløst alkoholisk sprøjt og hælder vand i, hvorefter væsken bliver grøn, rød eller får en anden farve. Man krymper i mund og spiserør, mens man siger ah. Tivolilandet gik vist på carmagetyreopdræt og en arena var der også, men vi var ude efter mere vilde tyre, carmargueheste, flamingoer og pelikaner i Rhonedeltaget, så vil forlod hurtigst muligt denne turistfælde. 1988.
Skrotpladsen
I Lot-dalen neden for Castel France på fri bane lå en skrotplads med lidt materiel. Jeg fandt den, fordi jeg hurtigt opdagede, at vi i fælleshuset i den hytteby, vi havde lejet os ind i, sad i sofaer, der stammede fra jernbanevogne. Det bekræftede ejeren senere, da jeg kom i snak med ham. Han havde hele sit liv været jernbanemand på Elfenbenskysten eller som han kaldte det Côtes d’Ivoire.
Bent Hansen. Sidst opdateret 1. juli 2018.
Pingback: Balkan. Jernbaner i Bulgarien | Bents bane