Verdun og Første Verdenskrig

Hvorfor Verdun?
I 1978 havde nogle venner overtalt os til at tage med på en hytteferie i Sydvestfrankrig. Vi havde lejet en hytte i en ferieby kaldet Les Manoques på en bjergtop ved en lille by ved Lotfloden nær Cahors ikke langt fra slottet i Caix. Kongefamilien havde dengang allerede købt det, men restaureringen var først lige begyndt.

Vi havde afsat fire dage til turen ud. Det var lidt rigeligt, men vi kørte kun den halve dag.

Resten af tiden brugte vi til sightseeing. Det var normalt om formiddagen, vi kiggede, og vi kørte så om eftermiddagen. Hjemturen brugte vi også til sightseeing, men knap så meget, så vi nåede hjem på tre dage.

Der var godt nok motorvej det meste af vejen, men absolut ikke i en lige linje. Franske motorveje havde også det problem, at de var betalingsveje. Hjemmefra havde jeg til udturen lagt en lineal fra Hamburg til Cahors, og den vej fulgte vi stort set. Den første nat overnattede vi ved Rhinen og så næste formiddag en Rhinborg samt et par andre seværdigheder ved Rhinen. Hen under aften kørte vi i et smukt sletteagtigt fransk landskab med store gule kornmarker. Fra vejen så jeg et par skilte til byer på Woëvresletten, hvis navne jeg af en eller anden grund kendte, Étain og Conflans. Sidstnævnte by er en af mindst ti franske byer med det navn, så om det var den Conflans, der var kendt fra Første Verdenskrig, ved jeg ikke, men ligegyldigt: En tanke strejfede mig. Hvorfra jeg kendte navnene, husker jeg heller ikke. Måske var det fra historiebøgerne, måske var det Nuser fra Radiserne, der her på sit flyvende hundehus kæmpede mod Den røde Baron?

Vi valgte at overnatte i Verdun. Om aftenen så vi byens krigsmindesmærke, og næste formiddag kørte vi ud til slagmarkerne. Det var svært at løsrive sig, men ved middagstid skulle vi videre og nåede næsten Auvergnes Højland om aftenen.

Verdun i Første Verdenskrig
Verdun lå over for den stærke tysk fæstning Metz, der erobredes af tyskerne under Den fransk-tyske Krig 1870 – 71. Hurtigt besluttede franskmændene sig for at befæste Verdun med en række forter rundt om byen. I 1880 opførtes det mest kendte, Fort de Vaux af mursten og dækkedes med jord. I 1885 blev det revet ned og genopført i beton. I 1911 blev det endnu engang revet ned og genopført i jernbeton.

Verdun har gennem tiderne ofte mærket ufredeligheder. Byen er blevet ødelagt utallige gange op gennem tiden ved krigshandlinger, således i 450, igen i 485, 922, 984, 1047, 1246, 1336, 1562, 1792, 1870 og så i 1916. Formentlig slap den heller ikke helskindet fra Den anden Verdenskrig?

Fort de Vaux s historie
Krigen startede i august 1914, men ikke før 1. februar 1915 faldt de første tyske granater over Fort de Vaux.

Krigen rykkede langsomt nærmere, og først 20. februar 1916 faldt granaterne også nær domkirken i Verdun. Det var svære 42 centimeters granater. Allerede den 25. februar faldt fortet i Douamont, idet besætningen simpelthen blev overrumplet.

Den 9. marts meddelte tyskerne, at det havde taget Fort de Vaux, men dagen efter meddelte de, at franskmændene havde taget det tilbage. Sandheden er imidlertid nok den, at sejrsmeldingen, der var fabrikeret på forhånd, slap for tidligt ud. Der skulle gå 88 dage indtil 7. juni om morgenen, inden tyskerne havde Fort de Vaux. I de 88 dage faldt der dagligt mellem 8000 og 10 000 granater over fortet. Besætningen er angivet af forskellige kilder til 150 mand eller 250 mand, og med folkene i udenværkerne var der 600 mand, hvoraf mange var sårede, men fortet havde kun forsyninger til 250 mand i 14 dage.

Små tre måneder eller nøjagtigt 88 dage tog det tyskerne at kæmpe sig op ad fortet skråninger. 1. juni var fortet omringet, 2. juni var tyskerne oppe på fortet, og den 4. juni begyndte de at trænge ind i fortet. Det lykkedes dog adskillige franske at flygte fra fortet både den 4. og den 5. juni. Den 7. juni om morgenen udsendte fortet sin sidste melding, men den var ufuldstændig og derfor uforståelig, idet den sendtes som optiske signaler, da man var udgået for brevduer. Her slutter beretningen, så desværre ved jeg intet om mandskabets skæbne.

12. juli stod tyskerne uden for Fleury kun fire kilometer fra Verdun. Landsbyen erobredes 24. juli. Her deltog et sydslesvigsk regiment, enten det 84. regiment fra Haderslev eller det 86. regiment fra Slesvig.

Den 19. august måtte tyskerne atter slippe Fleury, og i løbet af efteråret 1916 gik det tilbage for tyskerne foran Verdun. 25. oktober 1916 tilbageerobrede franskmændene Fort Douamont, og den 2. oktober forlod tyskerne Fort de Vaux. Herefter kunne befolkningen i Verdun ånde lettede op.

Franskmændene opgiver tyskernes tab foran Verdun i de to år, kamphandlingerne varede, til 500 000 dræbte, sårede, savnede og tilfangetagne, mens tyskerne opgiver de franske tab til 350 000. Man kan finde kilder, der angiver dræbte franske til 350 000, hvortil kommer sårede, savnede og tilfangetagne, og man kan finde kilder, der samlet angiver 1 000 000 ofre, men her er formentlig også medregnet civile.

Da franskmændene til stadighed omgrupperede deres styrker, kom alle franske soldater til på et eller andet tidspunkt at opleve Verduns rædsler. Det gælder blandt andet en ung korporal ved navn de Gaulle. Havde tyskerne gjort det samme, havde Det tredje Rige måske ikke fået så megen vind i sejlene? Bagefter var deltagerne enige om, at ingen, der havde været med ved Verdun, kunne finde på at starte en ny krig!

Tyskerne indkaldte 36 000 dansksindede sønderjyder til Første Verdenskrig. Heraf kom 6000 aldrig hjem igen. De faldt for den sag, der ikke var deres. Tværtimod.

Slagmarkerne 1976
Vi kom ikke længere end til Fortet ved Douaumont, som vi gik lidt ovenpå. I stedet så vi L’ossuaire de Douaumont. På en kirkegård neden for L’ossuaire, “Benhallen” lå 12 000 identificerede franske soldater begravet. Selv om der findes langt større gravpladser, var denne rystende nok. I Benhallen lå uidentificerede rester af mindst 136 000 franske og sikkert også tyske soldater.

26 000 000 artillerigranater affyredes, så ikke underligt, at landskabet omkring Verdun stadig var ujævnt og uudnyttet. Andre steder i Europa dør bønder stadig efter at have pløjet en granat fra første verdenskrig op.

Det var første gang, Lise ofrede et lys for verdensfreden. Det blev ikke sidste gang, og siden har det vist sig, at Edit også har det gen. Jeg tror nu nok, hun tænder et lys for sin familie.

Mens vi gik rundt i Benhallen og kæmpede med vore tanker, kunne Lise pludselig høre granatnedslag i det fjerne. Jeg mindes ikke, at jeg hørte det. Måske har der stået en højttaler et eller andet sted i hallen, måske var det et fjernt tordenvejr eller et jetfly? Måske har et eller andet spillet hende et puds?

Benhallen ved Fort Douaumont, hvor resterne af mindst 130 000 uidentificerede soldater sikkert fra begge parter var stedt til hvile. Køn var den ikke? Men den kunne ikke undgå at gøre indtryk. Bygningen var mere hvid, end den fremtræder på mit billede. Det er Kodak, der har gjort den brun.

Benhallen ved Fort Douaumont, hvor resterne af mindst 136 000 uidentificerede soldater sikkert fra begge parter var stedt til hvile. Køn var den ikke? Men den kunne ikke undgå at gøre indtryk. Bygningen var mere hvid, end den fremtræder på mit billede. Det er Kodak, der har gjort den brun.

Foran Benhallen lå en kirkegård med 12 000 identificerede franske soldaters grave.

Foran Benhallen lå en kirkegård med 12 000 identificerede franske soldaters grave.

Vi så Maginots mindesmærke, der markerede hvor langt tyskerne nåede frem mod Verdun, inden felttoget forblødte. Det store museum i Fleury gik vi rundt om. Der var om morgenen ikke åbent, men vi beså udendørsudstillingen. Af landsbyen Fleury så vi derimod ikke et hus!

Vestfronten 1914 - 18. Kortet, der har Grimbergs Verdenshistorie som forlæg, viser øverst fronten i november 1918 ved våbenstilstanden. Den sydligste streg er fronten efter få måneders krig i september 1914. Den midterset streg en fronten i de 3½ år derimellem - i "Intet nyt fra vestfronten-tiden." Hele tiden har Verdun ligget i skudlinien.

Vestfronten 1914 – 18. Kortet, der har Grimbergs Verdenshistorie som forlæg, viser øverst fronten i november 1918 ved våbenstilstanden. Den sydligste streg er fronten efter få måneders krig i september 1914. Den midterste streg er fronten i de 3½ år derimellem – i “Intet nyt fra vestfronten-tiden.” Hele tiden har Verdun ligget i skudlinien.

De tre kirkelandsbyer, Fleury, Douaumont og Vaux er aldrig siden blevet genopbygget. De ligger på et højdedrag, der falder både mod Verdun og med øst. Ikke alle fransker forter er vist.

De tre kirkelandsbyer, Fleury, Douaumont og Vaux er aldrig siden blevet genopbygget. De lå på et højdedrag, der falder både mod Verdun og med øst. Ikke alle franske forter er vist.

Udvalg af mindesmærker 1 Verdun. Mindesmærk for byens faldne. 2. Kirkegård med monument og udstillede kanoner. 3. André Maginots mindesmærke. Her stoppedes tyskerne juli-august 1916. 4. Monument for sønderskudt kapel. 5. Museum, hvor Fleury lå. 7. Douaumont. 8. Fort de Vauxs ruin. 10. Verdun. Sejrsmonument.

Udvalg af mindesmærker
1. Verdun. Mindesmærk for byens faldne.
2. Kirkegård med monument og udstillede kanoner.
3. André Maginots mindesmærke. Her stoppedes tyskerne juli-august 1916.
4. Monument for sønderskudt kapel.
5. Museum, hvor Fleury lå.
7. Douaumont.
8. Fort de Vauxs ruin.
10. Verdun. Sejrsmonument.

Jernbaner i verdenskrigen
Blandt effekterne i en kælderhals var to jernbanevogne i 600 mm sporvidde. Dengang havde jeg allerede læst om de mange militære baneanlæg ved fronten i 600 mm sporvidde. For briterne dog til dels 610 mm, svarende til to engelske fod. Efterhånden som tyskerne rykkede frem, fandt de  jernbaner og veje ødelagte. De havde derfor egne jernbaneregimenter, der hurtig kunne lægge spor fra et depot bag fronten ved en intakt jernbane frem til fronten samt varetage driften af jernbanerne. Her transporteredes soldater, granater og fødevarer i retning af fronten og sårede retur. Nærmest depotet kørtes med damplokomotiver og nærmest fronten med motorlokomotiver. Tyskerne alene byggede flere tusinde af den såkaldte brigadelokomotiv-type i Anden Verdenskrig kaldet Heeresfeldbahn-type foruden mængder af mindre damplokomotiver og motorlokomotiver. Disse spredtes efter krigen over hele Europa. Adskillige dukkede op i Danmark på mergelbaner og i tørvemoser til tørvetransporter. Ingen er dog bevarede i Danmark. Mange var krigskram, og mange var slet vedligeholdte, men en del af dem solgtes og overlevede i Sverige, Jugoslavien og Frankrig også Anden Verdenskrig og er i dag bevarede på veteranbaner.

Også normalsporede jernbaner og metersporede privatbaner var ødelagte, og i alle tilfælde manglede trækkraften. Tyskerne beordrede mange af deres privatbaner til at afgive trækkraft. Det gjaldt således de sønderjyske metersporbaner, Amtsbanerne i Haderslev, i Åbenrå og på Als. De fleste kom dog til baneanlæg på Sild og ved Sikringsstilling Nord, men et par forsvandt sporløst i Frankrig eller Belgien eller måske på østfronten. Til gengæld købte Amtsbanerne på Als så ind fra demobiliseringslagrene efter krigen, men uden selv at kunne bruge materiellet og eller sælge det videre. Det indkøbte var for tungt. Se: http://bentsbane.dk/sikringsstilling-nordsicherungsstellung-nord/

Hele Vejen – Brørup Mergelselskabs bane blev udelukkende drevet med brigadelokomotiver.

Entreprenøren for Holstebroegnens Mergelselskab havde er forhenværende tysk brigadelokomotiv i sin stald. det ses her så sendt som i 30'erne.

Entreprenøren for Holstebroegnens Mergelselskab havde er forhenværende tysk brigadelokomotiv i sin stald. det ses her så sendt som i 30’erne.

I UK måtte måtte man hjælpe franskmændene med at bygge lokomotiver til militærbanerne. Dette lokomotiv er således britiskbygget, men i sporvidden 600 mm og ikke 2 fod og leveret til Frankrig og senere hentet hjem og sat i stand på Apedale banen.

I UK måtte man hjælpe franskmændene med at bygge lokomotiver til militærbanerne. Dette lokomotiv er således britiskbygget, men i sporvidden 600 mm og ikke 2 fod og leveret til Frankrig og senere hentet hjem og sat i stand på Apedale banen.

Her ses også hos Apedale nyrestaureret materiel til udstillingen om verdenskrigen. Både vognen og motolokomotivet, det sidste endog i hærens normalfarve har deltaget i krigen.

Her ses også hos Apedale nyrestaureret materiel til udstillingen om verdenskrigen. Både vognen og motorlokomotivet, det sidste endog i hærens normalfarve har deltaget i krigen.

Siden 1960 har jeg set adskillige militærbanelokomotiver og ditto vogne rundt om i Europa på industribanemuseerne.

Hundredeåret for krigsudbruddet
I år, 2014 er det 100 år siden, at Første Verdenskrig brød ud. Blandt andet det engelske industribanemuseum i Apedale ved Manchester markerer 100-året ved en udstilling af restaureret og i øvrigt køreklart materiel fra britiske og franske militærbaner. En nyanlagt sidebane til veteranbanen fører ud til en skyttegrav anlagt på museumsområdet. Se foreningens hjemmeside: http://www.apedale.co.uk/ . Arrangementet ses på: http://www.apedale.co.uk/event/avlr-tracks-to-trenches-wwi-event/ . Følger du linkene, ser du prøver på jernbanemateriellet – også på tyske brigadelokomotiver bevaret i UK.

Kilder
Henry Bordeaux, De sidste dage ved Fort Vaux. Udgivet i København 1917.
R. Jenssen-Tusch m. fl. Verdenskrigen i samtidige skildringer. Bind III. Også udgivet i København, men 1918 – 19.
Familiejournalen nr. 22 for 1978.
Grimbergs Verdenshistorie.

Bent Hansen 6. juni 2014.

Dette indlæg blev udgivet i Historie, Industribaner, Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.