Rejser i Norge

De mange overskrifter uden tekst vidner om de mange mangler, men de afhjælpes? Jeg mangler endvidere en grundig rettelse, men det kommer også. Ofte vil jeg skrive, og så lukke ned og gå til spisning, og først senere vil jeg så rette teksten. Du vil derfor komme ud for afsnit, der trænger til rettelser! Beklager.

INDLEDNING
Norge er trods sin afsides beliggenhed og sit ry for at være et dyrt land besøgt mange gange. Tilmed har jeg været fra nord til syd, men mangler kun at besøge det sydvestligste Norge samt egnene op mod Sverige. En del af rejserne er foregået med Hurtigruten, så til lands mangler jeg også at sætte mine ben i egnene nord for Jotunheimen. Vi har været i egnen omkring Kirkenes  og i Narvik. Også Tronheim og Tromsø er besøgt, og desuden har vi været i egnen omkring og mellem  Nordkapp og Hammerfest samt i dele af Lofoten.

Først da jeg kiggede på en globus, opdagede jeg, at Norge ikke bare er meget langt. Fra Nordkapp til Lindesnes er der som fra Skagen til Rom, stod der i min barndoms geografibog. Fra Vestkapp til Jacobselv oppe mod nord øst for Kirkenes er der længdekredsmæssigt som fra Marsailles til St. Petersburg, et betydelig spand af længdegrader og dermed faktisk også tidszoner!

Flere af beskrivelserne har tidligere været bragt her som selvstændige indlæg.

Vi begynder beretningerne i nordøst, idet Svalbard og Jan Mayen har deres selvstændige indlæg:

KIRKENES
Byen er besøgt to gange. Første gang i 1997 kom vi med Hurtigruten til Kirkenes. Vi havde bilen med, og efter nogle dage i byen, kørte vi gennem Finland hjem. Det tog et par uger. Anden gang var i 2011, hvor vi ankom med fly og forlod byen et døgn senere med Hurtigruten.

Første besøg
Fra hurtigrutens ankomstplads kørte vi til Vandrerhjemmet, hvor vi indlogerede os. Herfra ringede jeg til en norsk bekendts bekendt, der kom med sin bil kort efter og hentede mig. Lise ville ikke med, men blev på vandrerhjemmet. Bilturen førte til jernminen i Bjørnevatn uden for Kirkenes, der netop var blevet lukket. Derfor kunne vi få lov et gå ind i minen og kigge på. Bagefter kørte vi til jernværket i Kirkenes, men da var lukket. Det var for sendt. De ansatte var gået hjem. Kun ét lokomotiv stod udenfor til fotografering. De andre skulle sælges og var låst inde.

Om natten var der midnatssol, men jeg sov, og Lise nænnede ikke at vække mig.

Vi havde flere planer: Besøg i Jacobselv, besøg i Murmansk eller besøg i Pasvikdalen. Da vi opdagede hvor langt der var, og hvor omstændeligt navnlig Murmask var og hvad et visum kostede, gav vi op. Vi kiggede på byen og kørte lidt ned i Pasvikdalen, der er en 100 kilometer lang, smal landstrimmel klemt inde mellem Rusland og Finland. Da russiske folkeslag indvandrede den vej, hentede den danske konge en hel del bønder fra Gudbrandsdalen herop og lod dem bosætte sig her for at dæmme op for indvandringen den vej. Vi ville gerne have været helt ned til bjørne i syd, men efter 20 kilometer opgav vi. Der resterede stadig 80 kilometer, så vi alts skulle køre endnu 160 kilomter, da vi jo også skulle tilbage. Bjørnene var sikkert på ferie, så ved bredden af grænsefloden til Rusland vendte vi. Vi kunne se Taigaen, som fortsatte de næste mange tusinde kilometer til Beringsstrædet. Vi kunne se skovdøden og de rygende skorstene i Nikkel, der var skyld i skovdøden. Området fra Nikkel op til Petsamo have oprindeligt været finsk, men russerne ragede det til sig under et af deres  mange overfald på Finland under Ander verdenskrig.

M/S Polarlys vej kajen mere end en øde kilometer fra Kirkenes. Vi er lige kørte fra borde og stoppede og så os tilbage. Det var i 1997. I 2013 var der bygget her og ukendeligt, men rallet lå der stadig. det var det, vi skulle gå på eller trække kufferterne, hvilket var umuligt.

Dengang havde man postgiro, hvis man var lidt smart. Så kunne vi ikke bare gebyrfrit, men også til en bedre kurs end i bankerne hente penge på posthuset. Flagstangen, der holdts på plads af en bjørn, stod foran posthuset.

I Kolding, hvor vi kom fra, var der ikke blomster. Det undte bystyret os ikke dengang. men her højt mod nord, hvor blomsterne sikker var 10 gange dyrere end i Kolding var der mange, så de imponerede os.

Det slog os, at flere butikker havde priser og tekster på russisk som her.

Også det var en gren af Varangerfjorden, der førte mindst ti kilometer mod syd ned i Pasvikdalen. Vejret var god, men vi var jo også i maj. Lises vindjakke ligger på bænken, men vi havde vintertøjet på, for her i vinden var der for koldt uden. Vi er i gang med frokosten, for den klarede vi selv.

Vi kørte også til Boris Gleb ved grænsen til Rusland. Her ses den norske grænsestation. Rusland ligge i baggrunden, men et vagttårn i beton anes i baggrunden. Vi vendte her, da vi kendte prisen på et visum. Og jeg ville sandsynligvis ikke få lov at komme til Nikkel og slet ikke fotografere tog der?

Fra Norge til Finland
Da vi forlod Kirkenes for i vores egen bil at køre hjem til Nr. Bjert, startede vi med at køre mod vest til Neiden, hvor samerne havde både en gammel og en ny russisk ortodoks kirke. Det var her lidt uden for Kirkenes, vi så et skilt: Narvik 1000 km. Det lyder helt uoverkommeligt, og så fra Narvik er der stadig langt, langt til Nr. Bjert.

Vi havde kørt langt fra Kirkenes, da nordmændene mindede os om, at der virkelig var langt hjem endnu. Til Narvik er der mere end en dagsrejse på grund af vejene. Fra Narvik er der er der virkelig langt til Nr. Bjert! Vi skulle nu kun som første delmål til Tana Bro, hvor vil lige skulle se et par småting, inden vi tog ind i Finland. 1997.

Samernes nye kirke i Nejden 1997. Da det er efterår, kan billedet her være et postkort og ikke mit? Men hvorfor skulle jeg ikke også have taget et foto, nu jeg var der.

Tårnet

Samernes gamle St. Georgskapel i Nejden.

Detalje

Andet besøg i Kirkenes
Vi var faldet for Hurtigruten, da vi havde fået et tilbud. Det viste sig samtidig at være en fugletur, så skibet var fuldt af ornitologer, men de viste sig at være hyggelige mennesker, skønt vi kun deltog i en af fugleturene, men overværede alle foredragene.

Vi ankom sidst på dagen i regnvejr til flyvepladsen i Kirkenes. Vort tilbud gjaldt Hurtigruten Kirkenes – Bergen. Til til Kirkenes og hjem fra Bergen måtte vi selv klare. Det kan godt være, at hurtigruteturen var med rabat, men den åd andre. Bussen fra lufthavnen til hotellet kostede langt mere en lavserviceselskaber tog for en flybillet i Europa i deres reklamer.

Næste morgen stod vi tidligt op og nåede at se byen. Denne gange var vi ikke på hovedgaden, men vi opsøgte minderne fra krigen, der havde været voldsom – ikke mindst da russerne kom og befriede byen fra tyskerne. Vi nåede også kirken, der var ny, bygget efter krigen som resten af byen. Herefter to Edit et hvil, men jeg på gåben begav mig til jernværket, der netop var genåbnet og havde fået nyt lokomotiv. Denne gang var min norske ven fra sidst for længst flyttet til civiliserede egne. Vi valgte igen bussen til havnen. Selv om der kun var godt en kilometer at gå til havnen, var vejen balagt med ral og uden fortov. Kufferten skulle bæres her, da hjulene ikke kunne køre i rallet. Det opgav vi og betalte endnu engang en formue for en bustur til skibet. Imponerende, nå busser kunne køre gratis mellem Flensborg og Kolding, men her var ingen konkurrence.

Det var koldt i Kirkenes, men vi var forberedte. Der lå sne endnu mange steder. Men efter nogle dage på skibet blev det forår igen. Det var mit andet forår dette år. Senere ved nedkørslen fra Bergensbanen oplevede vi vort tredje forår det år. Det var omkring Geilo.

Da vi med lufthavnsbussen kørte ind til hotellet passerede vi flere søer og denne havbugt der var tilfrosset 19 maj. Længere ude var der så meget tidevand, at der ikke var is. Det strømmede nemlig heftigt ud og ind gennem en smal passage med en bro ved ebbe og flod og tog isen med sig. Billedet er taget oppe fra jernværket på højderne over byen. Et par sidefjorde til den Store Varanger Fjord, hvor Kirkenes ligger kaldes henholdsvis Førstevann og Andetvann. Efter mit kort er det Førstevann.

På havnen i Kirkenes lå mange russiske rustbunker fra Murmansk. Kajen var også stedvis fyldt op med krabbetajner stor som telefonbokse. Krabberne her var Kongekrabber, som russerne havde hentet ved Kamtjatka og sluppet løs ved Murmansk. Krabberne bredte sig hastigt langs norskekysten og har for længst nået Lofoten. De fiskes naturligvis, og som krabbekød er der dyre, men det er ikke idel lykke. De opæder også fiskeyngel og andre bunddyr på deres vej. Foto fra 2011.

Da krigen nærmede sig sin afslutning, brændte tyskerne alt ned foran russerne. Det var her ingen sag; thi alt var af træ. Kvinder og børn blev gemt i minen i Kirkenes, og der opholdt de sig så længe af indtil flere børn blev født her. Bagefter fik kvinder og børn et monument. Hvad der blev af mændene, ved jeg faktisk ikke.

Også russerne synes, at de som befriere fortjente en mindesmærke. Det rejste de så selv, men undtagelsesvis i en overkommelig størrelse.

Et tysk bunkersanlæg var bevaret. Tyske soldater, der syntes, at de var langt hjemmefra rejste dette skilt, der stadig står. Gad vide om vejen til Tripolis og Nordpolen er den samme, som pilene viser?

Efter skrigen blev byen genopbygget. Seks standardhustyper blev tegnet og opført. Stadig af træ. Her se den største sikker til flere familier. Siden har ejerne sad deres præg på husenen, så de ikke mere var ens. Der er hegn om haverne, men det bag hegnet var nu ikke efter mine begreber en have.

Kirken samt anseelige rester af vinterens sne. Kirken og også rejst efter krigen.

Kirkens indre. Nyt og moderne, og alligevel i traditionel stil.

I et hjørne stod toppe af spiret på den gamle kirke. Ikke bare havde det overlevet branden, men det havde også overlevet nedstyrtningen.

Så kom skibet ind gennem Varanger Fjord. Det var MS Nordnorge. Vi er stadig på hotellet, men de mange krydstogtturister skulle jo have tid til busture, så skibet sejlede ikke igen før om eftermiddagen.

VARDØ
Hurtigruten anløber inden Kirkenes Vardø og Vardsø begge på Varangerhalvøen ikke langt fra Kirkenes ad søvejen, men langt ad landevejen, da man skal uden om Varangerfjorden.

Vardsø anløbes kun for nordgående. Men da vi var forsinkede i 1997, var der intet ophold der. Det var der heller ikke i Vardø, men i 2011 havde vi tid nok til et besøg.

Efter landgangen gik vi til den gamle fæstning. Hurtigruten havde deres dyre ture. Ornitologerne betalte en formue for en gåtur med guide ned på havnemolen, og der var også en tur til fæstningen. Jeg tror de på fæstningen misforstod os og troede, at vi hørte til selskabet, for jeg mindedes ikke at vi betalte.

På vejen tilbage var der ikke tid til også at kigge på byen.

Med klippegrund graver man ikke bare en havn ud som hos os. Pælebroer føres ud på dybt vand og ofte opføres maleriske pakhuse på broerne. Den del af havnen var nu opgivet. Foto 2011.

I nogle byer jamrer turisterne og der fastboende over skrigende måger, men kom til Norge, min far, som vi sagde i gamle dage. De, mågerne kom godt ud af det med hinanden, for de boede skulder ved skulder. Række huse er det ikke, men rækkereder måske? Måske er det slet ikke måger, men rider? Det kan jeg ikke se på den afstand på dette telebillede.

Indgangsporten med den danske konge Christian den 6.s og årstallet 1737. For at biler ikke skal køre porten ned, er der sat et par nyere granater i ret stor kaliber ned. Forhåbentlig er i ikke ladt?

Flere steder så vi denne form for økologisk træbeskyttelse, birkebark.

Fæstningen omfattede et museum og et stor udenomsareal med mere moderne ting. Denne tingest er vist til andejægere. En antiluftskytskanon? I den nærmeste baggrund var en kirke. Andet steds var der endnu en kirke. Bemærk også de to mere moderne radarer. Herfra kunne man måske bedre end i Kirkenes holde øje med russerne i Murmansk.

Flere kanoner på det store fæstningsområde. Flere master til antenner.

Det så ud som denne kirke lå inden for hegnet. Vi har nok ikke været derhenne?

Så forlader vi Vardø og sejler uden for skærene. På en ø uden for havnen lå til venstre et fuglefjeld og ud mod Ishavet et fyr.

VARANGERHALVØEN
Som hovedregel sejler Hurtigruten efter en plan, hvor man for nordgående har nat, hvor man for sydgående har dag og omvendt. Derfor var det helt andre kyster, jeg så, da jeg med Edit sejlede mod syd, men da jeg sejlede mod nord, levede Lise endnu, så Edit har kun set det halve af norskekysten. Jeg mindes dog aldrig at have set Båtsfjord på Varangerhalvøen. Vejret var dog dårligt på den nordgående tur i 1997, så jeg så heller ikke Berlevåg. Jeg var oppe endnu den nat, for jeg ville have været i land, men vejret var dårligt og vi var forsinkede, så vi gjorde kun så kort ophold, som det tog at udveksle godt og passagerer. Du kender måske Berlevåg fra en film og et sangkor. Det var nu senere, så jeg kendte stedet fra den ukuelige befolkning af fiskere. Deres både lå på kysten ubeskyttet ud mod Ishavet. Flere gange splintrede en storm bådede på land. men så fik de en havn med læmoler. Ishavet synes dog ikke om byggeriet, så også det smadredes. Det genopbyggedes til an anseelig højde på over ti meter. Øverst var et betonværn, men allerede ved indsejlingen så jeg, at det mange steder var betonen væltet af bølger har have været måske femten meter høje. Havn og læmoler var bygget ved hjælp af en normalsporet jernbane, hvoraf et damplokomotiv og nogle vogne endnu skulle være i behold på et lille museum på havnen. Besætningen mente ikke, at jeg kunne nå i land, så jeg fulgte rådet.

Mens egnen omkring Kirkenes ligger i det ældste grundfjeld, jeg til dato havde set, foldede hnejser og granitter med en alder på op til 3½ milliarder år. På Varangerhlvøen er der nedbrudsprodukter i form af senere foldede sandsten fra denne bjergkæde. Der var ret meget sne her.

Sandstenen var båndede og meget smukke. Alderen kender jeg ikke, men de er naturligvis yngre end grundfjeldet. og kan godt holde et par miliarder år. Folderne var stor og bløde. Et par svagheder har naturen udnyttet. Hulen viser, at havniveauet tidlige var højere.

NORDKYNHALVØEN
Mellem Nordkynhalvøen og Varangerhalvøen lihher den store Tanafjord og vest for den endnu større Laksefjorden. På Nordkynhalvøen ligger Mehamn og Kjølleford. På Nordkyn markedsfører de sig med rette med, at det er Europas nordligste punkt. Forbjerget hedder Kinnaodden. Der ligger meget andet nordligere, men det ligger på øer. Mest kendt er Nordkapp, og så der jo Svalbard.

Finnekjerka er en fritstående klippeformation, en strandpille i Kjøllefjoden. Lige når man sejler forbi den, ser den ikke ud af noget særlig, men fra den rigtige vinkel lignede den en kirke. her var dog modlys, så fotografering mod en så lavt hængende sol var håbløst. Fra modsat side lignede strandpillerne dog noget, men ikke det, som sås i alle brochurerne. 1997.

Byen fiskeindustrier var gamle og maleriske, men tilsyneladende var de lukkede. 1997.

NORDKAPP
I 1997 sendte Hurtigruten syv busser af sted til Norkapp. I forvejen var der på stedet indholdet af en kæmpe campingplads samt adskillige andre besøgende alene eller i grupper. Det var svært at se noget eller kommer frem og tilbage overhovedet. I 2011 anløb vi Honningsvåg på Magerøya, før der var morgenmad på skibet, men en enkelt bus bragte en lille gruppe ud til Nordkapp, hvor der var morgenmad til os. Vi var alene på den skulptur, en globe af stangjern, der angav Nordkapp. Ved vort første besøg i 1997 var det diset, så der var ingen udsigt. I 2014 var det flot solskin, så vi kunne endog  tydeligt se Knivkjellodden, der lå noget nordligere, men var en ganske lav odde, der ikke rigtig synede af noget. Britiske opdagelsesrejsende med uorden i GPS’en udnævnte fejlagtigt en nærliggende 300 meter høj fremspringende klippe til Europas nordligste punkt. Der er naturligvis stadig Bjørneøen og Svalbard, så i virkeligheden er Nordkapp en turistfælde? Der er kun det positive at sige, at det meste af gøglet ligger under jorden, så det ikke skæmmer. En lokal indrømmede, at der kun var klart vejr på stedet få gange om året, så den morgen følte vi os ikke snydt, hvad vejret angår.

Turen til Nordkapp var naturligvis extrem dyr, idet morgenmaden jo var ekstra, og da vi så kom tilbage til Honningsvåg, var skibet sejlet, så vi også måtte betale en ekstra bustur helt til Hammerfest for at komme ombord igen. De vidste vi godt på forhånd. Ornitologerne kørte også samme vej.

Norkappgloben. Alene. uden kinesere. Det er lidt koldt, for Edit er pakket godt ind den morgen. Det havde været nødvendigt at støbe Nordkappe ind i cement, for ellers ville den være blevet trådt ned. 2014.

Barn av Jorden kalders denne skulptur opstillet på Nordkappplateauet. På tysk, dansk og svensk ville det ene p være sløjfet, men hvad nordmændene gør, ved jeg ikke. Vi var alene her 1997, sikkert fordi det var kultur. Bemærk de indfødtes hang til at rejse varder. Så tåget var de nu ikke, at det var nødvendigt, men andre dage kunne det måske være værre?

I forbindelse med skulpturen stod syv to meter stor runde billeder lavet efter udkast fra børn i alle verdensdele. Billederne symboliserer samarbejde, venskab, håb og glæde på tværs af grænserne. Gruppe er rejst 1989 efter initiativ af en norsk børnebogsforfatter, Simon Flem Devold, men kunstneren kender jeg ikke navnet på. Det er simpelthen ikke opgivet på adskillige hjemmesider.

I 2014 lå Knivkjellsodden tydeligt, og enhver kunne se, at den lå nordligere en Nordkapp. Nå, Grenen er jo heller ikke Danmarks nordligste punkt og Ejer Bavnehøj heller ikke det højeste, så vi siger ikke noget. Der var nok også bedre plads til forretning på Nordkapp end på Knivkjellsodden.

Under plateauet sprængt ind i klippen lå Johanneskapellet, der var tiltænkt alle religioner. 1997.

Richard Chancellor kom i 1553 for her og døbte forbjerget Nordkapp, skønt han få kilometer mod ved kunne komme endnu 1,5 kilometer nordligere, men dermed blev det. Tableauet i ret stor størrelse var også placeret under fjeldoverfladen. 1997.

I 1873 besøgte den svenske konge, Oscar II Nordkapp. Her er officererne blandt besætningen på kongeskibet ved at trække kongen samt damer i krinoliner de 300 meter op på plateauet, mens et par rener underende er på. 1997. Den ekstra sol er min blitz.

På en klippe på plateauet skrev kongen sit navn, og nu er besætningen ved at ridse autografen ind i klippen. Den ses stadig den dag i dag, men nu i en glasmontre i den underjordiske del af Nordkappudstillingen. 1997.

NORDKAPP – HAMMERFEST
Magerøya imponerede i 2014 med de mange rener og den megen sne. Tunnelen under sundet til fastlandet prøvede vi også. Her var vi 250 meter under havoverfladen, men bortset fra ørerne, er det jo ikke noget man ser. I lang tid var de 250 meter det dybeste, jeg havde været. I Harzen og i Salzburgerland, har været i miner med mange hundrede meter bjerg over hovedet på os, men fremdeles er vi stadig flere hundrede meter over over Normal Nul, idet vi var jo blot kørt eller gået vandret ind i bjerget. Først for nylig er det lykkedes mig at kommer mere en tusinde meter under havoverfladen.

Jeg har noteret, at vi så en turistsamme og hans turistrener på vejen.

Turen gik videre sydpå langs den brede og meget lange Porsangerfjord opkaldt efter porseplanten, som også vokser hos os, og kan findes i snap. Fra bussen så vi adskillige havørne, og vi der sad forrest i bussen, så dem på klipperne lige op og ned ad vejen. Vi var faktisk tættere på dem end ornitologerne. Midtvejs var der kaffepause i Russenes opkaldt efter russerne, der kom her og handlede.

Kort efter kun halvvejs nede i Porsangerfjorden drejede vi fra mod Hammerfest.

En bro førte over til Kvaløya, hvor Hammerfest lå. Her i Kvalsund er der så meget tidevand, at der var lagt turbiner ned i sundet. Broen var 741 meter lang og bygget 1977. På vejen havde vi kig til Seiland med Seilandsjøkuken på 981 meter og Nordmannsfjordjøkulen på 1079 meter. Der var nu så meget sne på øen, at det var umuligt at se jøkelen for bare sne.

Sværholtklubben lå på halvøen mellem Laksefjorden og Porsangerfjorden synlig straks efter Honningsvåg. Det var et fuglefjeld også med havørne. Den lignede lidt håndtaget på et sværd. 1997.

Sne i store mængder på vejen til og fra Nordkapp. 2014.

Nær Nordkapp lå fiskerbygden Skarsvåg. Her ses byens posthus og i baggrunden skolen i 1997. På de kanter gik man meget op i Europas nordligste. Her var det så Europas nordligste posthus og skole. Men fantasien havde ingen grænser. Der var Europas nordligste hotel og ditto hotelværelse. Den påstand kan jeg i imødegå, for der var jo ikke hotel på Knivkjellsodden – endnu. Nå, ja, så er der jo stadig Svalbard.

Sine steder langs Porsangerfjorden var der imponerende. 2014. Klipperne her var skifer, til tider meget lagdelt og meget let spaltende.

Den imponerende Kvalsundbro. Turbinderne lå længere til højre, altså mod nord. En stor og dyr bro til meget lidt trafik. 2014.

På Kvalsøya var renerne lige så letsindige som på Magerøya. De yndede at opholde sig på vejene. 2014.

HAMMERFEST
Byen er besøgt to gange. Det rakte til en gåtur i byen samt et besøg på isbjørnemuseet.

Billederne mangler.

.

TROMSØ
Tre gange har jeg været i Tromsø. Første gang med Hurtigruten for nordgående var der rigelig tid. Vi valgte en gåtur på egen hånd over broen for at bese Ishavskatedralen. Vel retur var der kun lige lidt tid til at bese byen.

Anden gang var med den sydgående Hurtigrute, og her skete anløbet om natten. Vi var nødt til at tage selskabets bus til Ishvaskatedralen, hvor de så til gengæld underholdt med et times koncert i kirken, inden vi kørte tilbage til skibet og gik i seng. Her var ingen ti til sightseeing.

Tredje besøg var på turen til Lofoten, Jan Mayen, Island og Grønland. Turen startede i Tromsø, hvor vi denne gang nåede byens gamle træhuse på programmet. Man kunne frygte, at spekulanter stod i kø for at erstatte de smukke gamle træhuse med beton.

Et par af de gamle smukke træhuse i Tromsø. Den udstoppede isbjørn er et blikfang, men den skal også erindre om, at byen tidligere sammen med Hammerfest var centrum for handelen med udbyttet fra jagt og fangst på Svalbard.

Selv om man bor i gamle historiske træhuse, kan man jo godt indrette sig helt moderne. Denne kreation er nok anderledes, men ikke lige min smag. Det er en lampe, selv om skærmen kun kan anes på grund af reflekser i butiksruden.

Der er mere om Tromsø, og det kommer senere, når billederne er skannet.

HARSTAD
Kun for nordgående er der lidt tid i denne nordliste by i Norge hvor der dyrkedes jordbær. Jeg imponeredes imidlertid over et færdselsfyr i byen, inden jeg vendte tilbage til morgenmaden.

Syd for Harstad passeres Bjørkøy, hvor der står rester af et til dels dansk lokomotiv. Jeg har kigget ind på øen flere gange, men det er ikke lige sådan at stå af i farten. det må blive en anden tur.

Billede skal først skannes.

RISØYRENNA
I Ofotens nordlige del passeres Risøy Kanalen, der er en kunstig gravet rende 4,8 kilometer lang, syv meter dyb og hundrede meter bred på bunden. Kun for sydgående passeres den om dagen, og det betaler sig at stå på fordækket med udsigt til kostene på begge sider af renden. Ved lavvande er der stedvis tørt, men det er der også til dels ved højvande, for talrige fugle yngle på de lave øer på vestsiden af renden.

Der var ikke tid til andet end et lig på Risøy på Andøya. At natobasen, Andenes også lå her nordligts på Andøya var man ikke i tvivl om. I dag rummer stedet ud over fly og en base for skækhuggerbesigtigelser, men herom senere.

Skanning afventes

HVALSAFARI
Vi danskere har det nemt med geografien. Vi kalder normalt alle øerne syd for Tromsø for Lofotoen. Nord for Lofoten ligger dog Vesterålen, der betyder Vesterhavet. Øst herfor ligger Ofoten.

Fra Tromsø sejlede vi sydpå forbi stedet hvor Tirpitz for anden og sidste gang sænkedes. Desuden forbi Rystrømmen, hvor meget tidevand skulle gennem et snævert område mellem Kvaløya og Norge for at udfylde bredningen længere inde. Det gav en vis strøm, der godt kunne ses på havoverfladen. Inden sengetid rundede vi Kvaløya og sejlede nord om Senja ud i Norskehavet for i løbet af natten at sejle ud til fastlandssoklen ud for Andenes på Andøya kendt for natobase og hvalsafarier.

Vi var på dækket før seks, men hvalerne havde ikke efterkommet invitationen. Efter nogen søgen opgav kaptajnen og sejlede mod Myre i Vesterålen på Langøya. Det var de store hvaler, pukkelhvalerne, der svigtede.

På vejen sejlede vi så ind i en familiegruppe på mindst syv spækhuggere, som engelskkyndige kalder dræberhvaler, mens de på latin hedder Orcinusas orca navngivet af Linné. I Norge hører man også Orca, mens briterne siger killer whale og tyskerne Schwertwal.

Efter annonceringen af hvalerne var vi ekspres på dækket. Der var et blås, og da telen allerede var monteret, rettede jeg kameraet mod blåset, men selvfølgelig for sent. Til gengæld var der en linselus på linsen. Hvilken mågeart, det var her, ved jeg ikke, men bemærkelsesværdig var det, at selv midt ude på havet var der både fem og ti havfugle omkring skibet konstant.

Første skud lidt senere ramte en mor og formentlig faderen, tyren med den stor rygfinne med en unge imellem sig.

Her ses seks spækhuggere på en gang lege i overfladen.

TROLDFJORDEN
Herpå lagde vi ind i Myre i Vesterålen. Her var imidlertid ikke det store at se. Videre gik det ind i sundet mellem Andøya og Langøya. Ved Sortland var vi dels tilbage på Hurtigrutens normale rute, dels mellem Hinnøya og Langøya. Ud på aftenen gik vi gennem det smalle Stamsund for at nå ind i den endnu snævre Troldfjord, hvor vi nu var for tredje gang. Sidste gang var det dog ikke med Hurtigruten, men med en mindre båd, hvorfra der fodredes havørne. Vi var ventet. Allerede to kilometer før lettede de fra deres reder og fløj hen og hentede deres fisk. Også denne gang så jeg en havørn, men de andre fastboende ørne her holdt sig væk, da de kendte forskel på Hurtigruten og motorbåde! Der var vel en snes havørne i området, der snød os.

To gange tidligere har vi været i Troldfjorden, hvor man imponeres, når store skibe som Hurtigrutens både sejlede ind i den snævre fjord og vendte i bunden for at sejle ud igen.

Den en gang havde vi ofret en mindre båd, så vi sejlede foran Hurtigruten og kunne se den i den trange fjord. Det egentlig formål med denne tur var imidlertid at fodre havørne, så vi kunne fotografere dem, hvis vi eller havde udstyr til det. En halv snes havørne gav det. De vidste, vi kom, så de sad klar på reden længe inden vi dukkede op. Flere gange så jeg reden allerede inden de lettede for komme os i møde og hente deres døde laks.

Selv om vi begge i henholdsvis Norge og Grønland tidlige har set vilde ørne hente laks op og flyve til reden med dem, var turen her nok pengene værd. Vi var i hvert fald tæt nok på til at få billeder.

SVOLVÆR OG HENNINNGVÆR
I Lofotens to hovedtyristbyen har vi kun været en gang, hvor der har været tid til besigtigelser. Det var på turen med Fram, der startede i Tromsø og i øvrigt sluttede på Grønland. Efter Troldfjorden var der en times sejlads højst til Svolvær, hvor vi først skulle være næste morgen. Vi lå et par timer i bunden af Troldfjorden og drev så løbet af natten frem mod målet.

Også Svolvær var et gammelt bekendtskab, men denne gang havde vi bedre tid. Kirken var lukket, men efter kirken var der lidt natur, der bragte os til en lille park og tilbage til byen og havnen.

Bag kirken mødte jeg en del sjaggere, der enten skældte ud eller hilste på. Måske huskede de mig fra mit foderbræt sidste vinter? Vi fotograferede imidlertid Gedehornene. Klippen ligner faktisk oppefra en ged. Vi så dog ingen vovehalse springe fra horn til horn.

Fra Svolvær var der bus til Henningsvær, hvor Hurtigruten ikke lægger ind, og der derfor er mere idyl og knap så mange turister.

Billeder fra Troldfjorden og Svolvær og Henningsvær kommer senere.

NARVIK
Hurtigruten anløber ikke Narvik i bunden af Vestfjorden, hvor der fra fjorden inderste vi kun er få kilometer til Sverige. Jeg har imidlertid været der med toget fra Sverige på en endagstur, hvor vi havde base i Björkliden. Målet var nu ikke byen, men Malmhavnen og malmbanens endestation. Vi måtte dog igennem et butidscenter for at komme fra banegården til havnen, og her spiste vi for en gangs skyld, idet vi ellers var på egen medbragt kost.

Mon ikke der også her skulle være et enkelt billede?

#

BODØ

TRONDHEIM

KYSTEN MELLEM TRONDHEIM OG BERGEN

ÅLESUND

MOLDE

HØVRINGEN

JOTUNHEIMEN

INDRE SOGNEFJORD

Tre køer og to mand i to dage
Overskriften er ikke indledningen til et regnestykke af den slags, der var hele afsnit af i min barndoms regnebøger. De kunne for eksempel begynde således: Når ni mand kan grave 250 meter grøft på fem timer….. Spørgsmålet var nu, hvor stor præstationen var, hvis man ændrede på antallet, meterne eller timerne. Nej, det her er en sandfærdig beretning, som nogle økonomer muligvis ville ryste på hovedet af. Heldigvis er der nogle steder i verden andet, der også tæller.

Værelse med udsigt
Vi var efter en tur i Jotunheimen kommet til en lille by Skjolden ved den nordøstlige Sognefjord. Værten på vandrehjemmet gav os husets bedste værelser med havudsigt eller rettere elv- og fjordudsigt. Der var også en brusende fos lige uden for vinduerne, og han kunne se, at vi var betænkelige, og hurtigt fortalte han os, at vi kun ville høre fossen den første halve time. Det passede nu ikke. Jeg tror, vi vænnede os til fossen på mindre end et kvarter. Herefter hørte vi den simpelthen ikke.

Sydpå koster værelse med havudsigt ekstra, men ikke her. Vi trak ikke gardinerne for om natten, men lå, før vi sov, og lige når vi vågnede, og nød udsigten til blå fjord, sneklædte fjelde og lyden af fossen.

Fjeldtur med overraskelser
Vi benyttede opholdet her til at gå op i fjeldene. Vi gik en god halv dag med madpakke uden at nå op gennem dalen. Ved middagstid satte vi os på stien på naturlige trappetrin og spiste. Vi var lige blevet færdige og havde pakket ned igen, da to mænd kom drivende med tre køer. Der var ikke tid til at snakke, for køerne skulle styres for ikke at komme på afveje. De var væk igen, inden vort grej var reddet og fotografiapparatet fundet frem.

Derfor ved jeg heller ikke om min antagelse holder, men jeg tror, at køerne skulle til sæters. Den ene mand med meget bagage på ryggen skulle blive på sæteren og passe dem, mens den anden med kun en sovepose blot skulle med op. Det ville tage hele dagen i følge det kort, jeg havde. Først næste dag kunne han begive sig hjemad, hvilket igen ville tage det meste af dagen. Det ville være en logisk forklaring på optoget. Vi vendte dog som antydet på halvvejen hjem til vort værelse med udsigt.

Driver på Sognefjellvegen sidst i juli 1993. Sneen har nu kun få måneder til at smelte, inden den nye sne falder. Hvis sneen ikke smelter inden, får vi en ny bræ her. Vi var trods alt kun 1400 meter oppe.

Vejret var til tider lidt skyet, selv om solen også skinnede. Vi så ikke tydeligt Norges to højeste fjelde, Gjalhøpiggen 2469 meter og Glittertind 2470 meter. Gjaldhøpiggen er den højeste, for på Glittertind er de ti øverste meter sne, og den måles ikke med, når selve bjergets højde skal opgives. 1993.

Så kom vi ned til sommeren ved Sognefjord. Vandrehjemmet her med havudsigt ligger i Skjolden. 1993.

Fra vor travetur i Mørkriddalen. 1993.

Det var til tider svært at se naturen for bare træer. Stien ses ikke, men i forgrunden en fos og højere oppe en ny fos. Når vi var forbi en fos, troede vi, at vi var “oppe,” men der var stadig fjelde og nye fosser højere oppe. 1993.

Bebyggelsen Mørkrid, hvortil vi kunne køre. Elven syner her 10 meter bred og en meter dyb, men andre steder i klippespalter var den en meter bred, men så må den vel have været ti meter dyb? Bilen står nede ved huset, men en privatvej førte endnu nogle hundrede meter op i dalen. 1993.

1. udgave 2013
2. udgave 2019

HEMSEDAL

FLÅM

Tiden er gået i stå
På en tidligere norgestur til Flåm var vi havnet i sydenden af den centrale Sognefjord. Næsten fjorten dejlige dage med megen regn. Når solen skinnede, var vi omgående på vandretur. En af dem gik til en lille bygd på fjeldsiden over Sognefjorden, hvor tiden havde stået stort set stille, siden gården her blev bygget for tre til fire hundrede år siden. Det var ikke et museum, så vi gik ikke tættere på. Beboerne skulle have lov til at være i fred, selv om den lokale turistforening havde foreslået besøget.

Vor base var i øvrigt en campingplads først i telt, men så, da det blev ved at regne i en hytte.

Et isoleret samfund
Vi var kommet frem til vor base via en vej, der endnu ikke var åbnet, men dog som arbejdsvej var bekørbar mod gebyr. Ikke mange år før havde Flåm kun en kort vej uden forbindelse med Norges øvrige vejnet. Skulle man i bil til eller fra, måtte man benytte færgerne på Sognefjorden. Ikke desto mindre var den korte isolerede vej en Rigsvej med nummer trods det, at den var ensporet med mødepladser.

De lokale bønders mælk skulle i mælkejunger til mejeriet i Voss langt væk. Transporten kunne være, hvor den var mest avanceret via en sejlbane til Sognefjorden. Derfra med båd til nærmeste jernbanestation og så med toget til Voss i en speciel isoleret mælkevogn. En anden gård havde en sejlbane direkte til Flåm-banen.

Den nye tid står for døren
Har regeringen et par milliarder, kan tiden sættes i gang igen. I dag har Flåm fået alle motorvejens velsignelser med både 11 kilometer og 25 kilometer tunneler! End ikke anløb af krydstogtskibe mangler, for af den udtagne tunnelmasse er bygget en krydstogtkaj i fjorden. Antallet af souvenirkiosker var steget med fem til seks hundrede procent, men gad vide, om man stadig kunne få friskbagt morgenbrød på campingpladsen og i kiosken ved det gamle færgeleje?

Det er naturligvis i orden, at idyllen ikke kun er forbeholdt mig, men hvor meget idyl bliver der tilbage, når tre – fire tusinde krydstogtturister pludselig myldrer ud i et lille samfund på få hundrede sjæle?

De pragtfulde ture vi gik mellem bygerne, kan man heller ikke gå mere. Cykelturisterne har erobret bjergvejene nedad. Det er dem selv der siger, at de ikke altid har styr på cyklen på nedkørslen på grund af for høj fart. Jeg tør ikke mere gå på rallerstien, som bjergvejen hedder, men det var en skøn oplevelse, så længe man kunne. Foråret kommer tidligt til Sognefjorden, mens sneen ligger længe på Hardangervidderne, så der er et slip, inden cykelsæsonen for alvor sætter ind.

Vi har besøgt Flåm i 1983, hvor vi benyttede en arbejdsvej tilhørende Oslo Lysverker, igen i 1997, hvor Flåm nu lå på den færgefri forbindelse Oslo – Bergen samt sidste gang i 2011, hvor vi tog toget til Flåm fra Bergen og videre til Oslo. Vi overnattede i Flåm på den tur.

Vi tog i 1983 toget til Myrdal for at opleve en bjergbane. Der var krydstogtturister med, så vi holdt undervejs og beundrede udsigten. Her holder vi på banen i Vatnahalsen og ser over på fjeldsiden, hvor Flåmbanen forløber inde i fjeldet, men med udsigt fra to gallerier over hinanden, Da Flåmbanen også har en sløjfe oppe over horisonten på fjeldplateauet, og Bergensbanen løber endnu højere oppe, er der her med lidt god vilje bane i fem etager over hinanden! Vi købte billet på stationen, 24 kr. Krydstogturisterne havde købt på skibet. 300 kroner. Nå, de blev så også (dengang) sejlet i land i mindre både og guidet til stationen. Det koster alt sammen. I Vatnahalsen stopper toget også ved den imponerende Kjofos, hvor der er station.

Nogle af fotoene til indlægget ses på et indlæg om Flåmbanen. Hvis du er interesseret, se Norge. Flåmbanen.

Denne vej forbi Strandevattnet er senere blevet til hovedvejen mellem Oslo og Bergen, hvis man vælger den færgefri, og den ikke er lukket på grund af sne. Desværre virkede min kofanger ikke på geder, og de ville ikke flytte sig. 1983.

 

En forladt gård i 975 meter højde stadig ved Strandevattnet. Lige til et frilandsmuseum. Jeg kom til at tænke på Johannes V. Jensens folkevandringssang, “Det gamle vinterøg/i stalden indeføg/ nu har hun føl……” Jeg kunne godt tænke mig, at sneen lå så højt, at bonden ikke fik set til kreaturerne hver dag? Nordmændene fortalte også, at bjørne kunne løfte taget af stalden og tage for sig af besætningen. Foto fra 1983.

Oven for kirkelandsbyen Flåm var Flåmbanen til Myrdal allerede begyndt at kravle op. Her kommer to lokomotiver med fire vogne og en styrevogn “ned” fra Myrdal. Fjeldsiden vidner om et fjeldskred. Hele dalens østside var af skiferlignende dannelser og stod som regel i 45 grader. De kunne opdyrkes. Vestsiden stod i gnejs som ofte stod næsten lodret flere hundede meter op over dalen. 1983.

I den nedre Flåmdal kort før bebyggelsen Flåm, hvor kirken ligger, er der endnu kørevej. Vi er omkring en kilometer fra færgehavnen. 1983.

En brusende elv, stien, vi gik på og en lille bebyggelse i dalbunden formentlig Dalsbotn. 1983.

Højere oppe i dalen havde en gård en tovbane ned til stationen i Dalsbotn til transport af mælkejunger. 1983.

Fra en anden fjeldvej op til en gammel landsby Ottenes højt over Sognefjorden. 1983.

Nogle af gårdene i Ottenes stod som, da de blev bygget i 1600-tallet. 1983.

1. udgave 2013
2. udgave 2019

BERGEN

LILLEHAMMER

HØNEFOS

OSLO

SARPSBORG

HALDEN

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.