Portugal. Rejser på egen hånd

Dette land er besøgt tre gange. En tur, som vi ikke selv valgte, gik til Sydportugal nærmere betegnet til Algarvekysten 2001, en anden til Madeira og den seneste til Azorerne.

Vi vinder igen
Vi have vundet en rejse til Algarve i en temmelig svær konkurrence i et dagblad. Det var ikke os, der deltog, men min svoger, der som pensionist havde tid til dagligt at gå på biblioteket for at søge oplysninger om opgaverne. Det var nemlig før internet og pc. Vi hjalp dog også lidt, idet han ikke helt kunne holde opgaven for sig selv. Det var sikkert også vores avis.

Bureauet, der havde sat rejsen på højkant, havde nogle betingelser. Rejsen skulle afvikles uden for sæsonen, og vi skulle selv betale fra lufthavnen til hotellet og i øvrigt også maden. Vi tog derfor et hotel i den by, der lå tættest ved lufthavnen. Tilmed landede vi om natten efter den sidste bybus var kørt, så vi skulle finde en taxa. Vi var heldigst af de ret få passagerer, der steg af flyet her og ikke have egen bil eller blev hentet af familien. Vi fandt stedets eneste taxa før nogle af de andre søgende. Selv om det var nattakst, var turen ikke ekstrem dyr.

Tilmed var den vundne tur kun en forlænget weekend, men vi tilkøbte selv resten af ugen. For de ekstra dage betalte en pris til bureauet, der var dobbelt så høj som den pris, der stod på skabslågen. Bureauet fik derfor deres reklame stort set gratis, for de må jo have scoret merprisen for værelset.

Algarvekysten
Algarve er ikke et sted, jeg ville tage hen på sightseeing. Måske er denne del af Portugal velegnet til badeferie, men dels er badeferie ikke os, dels var vandet alt for koldt her om vinteren. Vi havde dog en dejlig uge, da vi formår at gøre selv små ting til en oplevelse. Vi havde fire længere udflugter, to med lokaltog og to med lokalbus. Desuden benyttede vi bybussen til en strandtur, der på grund af en iskold vind endte med at blive en travetur i de mangrovelignende områder i lagunerne bag stranden.

Kulinariske oplevelser
Vore største oplevelser var middagen, der absolut var lokal. De fleste kunder var lokale. Vi er altædende, så vi havde ikke problemer med hverken muslinger eller hele blæksprutter. Vi så dog nogle turister, der ikke havde opdaget, at de skulle fjerne rygskjoldet og næbbet fra den type blæksprutter. De endte med at give op og gå sultne fra bordet. En handlende i nabobutikken spiste sammen med sin medhjælpende hustru, og de skiftedes til at passe butikken, mens den anden forsøgte at spise. Ikke lige en spiseform jeg tror, at jeg havde nerver til.

En dag spiste vi på udflugten, og en dag købte vi selv mad for at spise på værelset. Det viste sig at blive dobbelt så dyrt som restaurationerne. Vi var blevet advaret hjemmefra, men vi troede det ikke rigtigt. Det var navnlig vinen, der kostede, og jeg kunne ikke smage forskel på supermarkedsvinen og spisestedets ad libitum, som var vort foretrukne mærke.

Faros kirker havde masser af storkereder. Her på dette tårn ses kun to reder, der ligger så tæt på hinanden, at storkene må være omgængelige og måske endog gode venner. Vi er i 2001.

 

Algarvekysten markedsførtes som badested. Her er vi på stranden ved Faro, Praia de Faro i 2001. Der var ikke en sjæl på stranden, og det var hundekoldt, så vi måtte have tøj på, og Atlanten var hundekold. Jeg havde dog bare fødder i sandalerne og blev forbrændt mellem sandalremmene.

 

Kalkklipperne på Algarvekysten ved Albufeira havde flere huler og porte. Badegæsternes antal her fremgår af billederne.

Kalkklipperne på Algarvekysten ved Albufeira havde flere huler og porte. Badegæsternes antal her fremgår af billederne.

Også i jernbanedelen er der et par foto af naturen.

Bent Hansen.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.