Rejser i Østrig

Indlægget er under opbygning. Denne kan godt tage sin tid. Imidlertid lægges der lejlighedsvis små bidder ud. Jernbanedelen er derimod færdig og viser også lidt og rejser.

INDLEDNING
Østrig er besøgt mange gange, og i mange år var Østrig foretrukket frem for det langt dyrere Schweiz.

Første tur i 1953 til Østrig var med tog. Vi kom ind ved Kufstein og havde ophold i Innsbruck, inden turen gik videre via Brenner til Italien. Hjemturen gik også via Brenner og Innsbruck, men vi forlod Østrig via Scharnitz på Karwendelbanen.

Anden tur var i 1955 og gik til Salzburg med en afstikker til St. Wolfgang, og fra Salzburg gik det videre til Zell am See og Gross Glockner. Videre til Krimml med Krimmlerbanen og videre derfra via Zillertalbanen til Jenbach og Innsbruck. Igen forlod vi Østrig med Karwendelbanen.

Tredje tur havde vi i 1976, og igen tog vi med tog. Målet var Italien, men vi tog tre dage i Innsbruck med en udflugt med Stubaitalbanen til Fulpmes.

Fjerde tur var i 1980 med bil via Inndalen med en besigtigelse af Achensee og en overnatning formentlig i Schwaz? Derfra videre over Igls og således udenom eller rettere ovenom Innsbruck og videre via Brenner til Sydtirol. Hjemturen gik traditionen tro via Karwendelbjergene, men uden ophold i Østrig.

Året efter gentog vi turen til Sydtirol, men uden ophold i Østrig.

Femte tur i 1996 gik igen med tog til Wien med en uge der.

Sjette og foreløbig sidste tur var i 2013 igen med tog. Endnu engang til Sydtirol, men nonstop. Hjemturen bød på et overnatning i Innsbruck med kun én aften i byen. Det meste af næste dag gik på Zillertalbanen og Achenseebanen.

FØRSTE TUR
Til Innsbruck
1953 var kun otte år efter krigen. Gad vide, om der ikke stadig var ruiner i Hamborg, og Østrig var som Tyskland besat af fire af sejrherrerne i Anden Verdenskrig, USSR, USA, UK og Frankrig. Innsbruck lå i den franske zone, og franske officerer havde lagt beslag på det halve af “vort” hotel. Det generede nu ikke os.

Måske på grund af krigen var der ikke mange gennemgående tog München – Innsbruck. I hvert fald ikke med korrespondance med nattogene fra blandt andet Hamborg. Dengang tog sådan en tur hele natten vel blandt andet, fordi der først kom eldrift et godt stykke nede i Tyskland. Vi tog derfor det første bumletog fra München i retning af Rosenheim. Vel uden for München kaldte min far mig hen til vinduet: Vi kunne se Alperne. De rejste sig høje og mægtige over det ellers flade land. Et uforglemmeligt syn, jeg stadig ser for mig. Jeg var dengang 15 år. Så gik der 23 år. Jeg vendte tilbage med mine børn, der nu var 14 og 11 år. Min søn husker også stadig oplevelsen, selv om vi ikke i 1976 ikke mere kørte med bumletog.

I Rosenheim havde vi et ophold, inden vi tog en ny bumler over grænsen ved Kiefersfelden til Kufstein. Toget var nok elektrisk, men vognene var toakslede personvogne med åbne endeperroner af den type, der før krigen i Danmark kaldtes Rystevogne. Også i Tyskland havde vognene øgenavn: Donnerbüschen. Ligegyldigt hvad de hed, så stod jeg ude på endeperronen, hvor man havde et rigtig godt udsyn til landskabet langs banen.

I Kufstein havde vi et længere ophold, hvor vi beså byen. Vor bagage har vi uden tvivl fået anbragt på stationskontoret hos kollegaerne der, hvis man præsenterede sig som dansk jernbanemand. Man kunne såmænd risikere, at de selv havde gjort tjeneste i Danmark under krigen.

Næste etape gik til Wörgl, der var et jernbaneknudepunkt. Her passerede banen Wien – Innsbruck. Den sidste etape foregik med et tog, der ikke standsede i Jenbach, hvilket jeg allerede dengang beklagede, for her havde der været noget at se på rent jernbanemæssigt. Hen under aften kom vi frem til Innsbruck, men vi havde ikke spildt dagen. Vi havde set en del undervejs.

Bumletogene eller med et pænere navn lokaltogene bragte os også fra Innsbruck til Brenner, hvor der også fra de åbne endeperroner var enestående udsigt til bjergene.

Innsbruck
Vi beså byen og den nærmeste omegn. Vi var således på Patscherkofel og på Hafelekar. Fortsættes.

Uddrag af  ANDEN TUR
Salzbergwerk Hallein
Fortidens geologer undrede sig over, at der i alle bjerge fandtes rester af havdyr og andet fra havets bund. Til sidst opstod en teori om, at en havbund altid efter 100 millioner år af en eller anden ukendt grund rejste sig til en bjergkæde, som erosionen så igen nedbrød og flyttede ud på havets bund i løbet af andre hundrede millioner år, og så begyndte det hele forfra. I hvert fald var der salt fra et fortidigt hav i bjergene syd for Salzburg. Her havde man i flere tusinde år brudt saltet. De ældste spor efter mennesker, der interesserede sig for saltet, er 7000 år gamle.

Ved besøget i 1955 startede vi nede i dalen med at tage en lille kabinesvævebane op ad bjerget til indgangen. Det var min første tur under jorden, så det var en oplevelse at gå i gangen dybt under jorden i overtrækstøj og hjelm. På den anden side var der egentlig ikke så meget at byde på. En gammel minegang helt sammensunket, hvor man så, at klippen godt kan være plastisk, en grænsepæl idet vi på et tidspunkt var inde i Tyskland. På en tømmerflåde blev vi trukket over en underjordisk illumineret saltsø. Et Santa Barbara-kapel har der sikkert også været. Da vi jo var kommet højt op med svævebanen, skulle vi også ned igen. Det foregik ad skrånende gange og trapper. En del steder tog vi gelænderet ned. Føreren bremsede os med et tov, og vi sad i en lang række bag hinanden og kurede ned. Til sidst anbragtes vi på en lang vogn, hvorpå vi trillede ud og bremsedes af føreren.

Hvis du googler overskriften og vælger billeder, vil de blandt de første billeder se en hel del fotos, jeg også vil kendes ved. Siden mit besøg er minen dog bygget om til en besøgsmine med hvad dertil hører af sikkerhedsudstyr og ordnede forhold.

Nogen minetog så jeg ikke, skønt jeg kiggede efter materiel. Spor var der dog.

Sommer i Tyrol
Ved et besøg i 1955 kørte jeg med SKGLB, Salzkammergut Lokalbahn, den navnkundige smalsporbane, der førte til Salzkammergut og er kendt fra en operette, der i Danmark fejlagtigt kom til at hedde Sommer i Tyrol. Banen havde den østrig-ungarske standardsporvidde 760 mm. Mange af vognene var toakslede med kun fire vinduer og altså plads til fire gange otte eller 32 passager.

Banen faldt på motorismes alter, da den lå i vejen for en motorvej. Politikerne ville ikke betale for ekstra broer. Der var protester fra lokalbefolkningen og ikke mindst fra briterne, men tiden var endnu ikke moden til veteranbane. Heldigvis forsynede man sig i andre lande, så dele af materiellet er stadig i behold. Det er senere købt tilbage til et museum og en museumsbane ved Mondsee.

SKGLB betød Salzkammergut Lokalbahn, men onde tunger sagde: “Sehr klein, gut laufende Bahn.” Togføreren sprang af i farten, når han skulle fra vogn til vogn for at billettere. Ligegyldigt om han billetterede med eller mod køreretningen. Han kunne sagtens løbe næste vogn op.

Det minder mig om en brite, der i farten sagde til togføreren: “Jeg står lige af og plukker blomster.” Togføreren så ud og sagde: “Her er da ingen blomster.” Briten svarede: “Jeg har selv frø med.”

Trods farten eller måske manglen på fart, var det en oplevelse for livet. Ærgerlig, at vi kun tog ét foto. Vi fik kaffe på det navnkundige Gasthof inde i byen ned til St. Wolfgang See, Den hvide Hest, der også deltager i Sommer i Tyrol. Desuden tog vi med den ligeledes dampdrevne tandhjulsbane til Scharfberg. Der er mere om turen i jernbanedelen.

Indgangen til Den hvide Hest. Helt sådan ser den ikke på filmatiseringerne af operetten. Desværre var billedformatet kvadratisk og afstanden ikke stor nok, så hestens hoved mangler. Hest på tyske hedder både Pferd og Ross. Rössl er nok dels sydgermansk dels et diminutiv?

Krimml

Vandfaldene i Krimml skulle være Alpernes største. I Schweiz nær Jungfrau har man Alpernes højeste, men ingen af dem er særlig imponerende – ikke efter ture til Island og Norge. Jeg ville imidlertid som barn gerne se et vandfald, så vi tog turen over Krimml mellem Salzburg og Innsbruck. Det gav ture med både Krimmlerbanen og Zillertalbanen i tilgift. Her ses det underste af de tre fald i sommeren 1955.

Uddrag af TREDJE TUR
Innsbruck
Hungerburgbahn
Her er tale om en standseilbahn i Innsbrucks nordlige del. Vi kørte med banen i 1953 og igen i 1976, hvor vi dog kun kørte op. Efter en kop kaffe gik vi ned og passerede blandt andet et stenbrud, hvor områdets børn legede bjergbestigere. De var dog i reb, men hvis de faldt, hang de ud i den blå luft og blev hejst ned for at starte forfra. At svinge sig ind og få fat i klippen, var ikke muligt for alle. Jeg fik sved i hænderne bare af at se på dem.

Når man ikke kan spille fodbold her, kan man lege bjergbestiger. Der hænger en dreng i et reb på væggen i stenbruddet. Det var mit indtryk, at alle landsbyen børn, piger og drenge legede her. Foto: BH 1976.

Når man ikke kan spille fodbold her, kan man lege bjergbestiger. Der hænger en dreng i et reb på væggen i stenbruddet. Det var mit indtryk, at alle landsbyens børn, piger og drenge legede her. Foto: BH 1976.

Fulpmes
I efteråret 1976 tog vi en tur til Fulpmes med en metersporet elektrisk bane, hvor materiellet var fra 1904. Der var en del turister med toget samt to lokale bønder, der blandt andet havde kasser med høns med. De stod og underholdt sig med føreren. Det bad jeg også om, da banens forløb var spektakulær på bjergsider, gennem tunneler og over brokonstruktioner og bedst lod sig se gennem motorvognens forrude. På et tidspunkt opdagede jeg, at hønsene havde hovederne ude af kasserne, og de havde ikke bare trukket mine snørebånd op, men de var også ved at trække dem ud af skoene!

Indtil 1983 kørte materiellet fra 1904 på vekselstrøm, men  så moderniseredes banen efter beboernes ønske, og Innsbrucks jævnstrømssporvogne kørte nu helt til Fulpmes. Ligeledes banen til Igls overgik formentlig til sporvejene i Innsbruck. Tidligere var der også en sporvognslignende bane til Solbad Hall, men den blev tidligt lukket. Til gengæld er Standseil-banen til Hungerburg blevet moderniseret og udbygget. Også her findes flere beretninger i jernbanedelen. Se link til sidst.

Det var her, jeg var hoppet af for at fotografere den dengang næsten 75 år gamle personvogn, da jeg pludselig opdagede, at motivet i søgeren blev mindre og mindre. Toget kørte. Også dette tog kunne løbes op. Foto: BH 1976.

Banens højeste punkt i omkring 1000 meter lå lige før endestationen. Ned til denne, Fulpmes lå banen i tre kurver. Da jeg står på toget, ligger banen her i tre etager over hinanden.

Banens højeste punkt i omkring 1000 meter lå lige før endestationen. Ned til denne, Fulpmes lå banen i tre kurver. Da jeg står på toget, ligger banen her i tre etager over hinanden.

Uddrag af FJERDE TUR
Jenbach
Et par gange har jeg ”tilfældigt” gjort pause i Jenbach for at se på Zillerthalbahn 760 mm med jævnlige damptog og sommerbanen Achenseebahn, 1000 mm med udelukkende dampdrift. Turen her var i 1980.

Mens jeg stod og så et damptog ankomme, kom en busfuld amerikanske turister, der hurtig entrede det netop ankomne damptog og så meget lange ud i ansigterne, de motortoget på nabosporet afgik. De skulle naturligvis have med med det. Jeg var lige ved at blande mig, men gjorde det ikke. Amerikanere og bustursguider skal selv have lov at gøre deres erfaringer, og jeg kunne jo strengt taget ikke vide, hvad amerikanerne ville, selv om motortoget var dagens sidste.

Uddrag af FEMTE TUR
Wien
En tur til Wien bragte os frem med nattog, før vi kunne komme ind på hotellet. Mens de fleste deltagere var trætte og satte sig til at vente på værelserne i hotellets forhal, købte jeg et ugekort og begav mig i ventetiden ude til et af Wiens alderdomhjem, hvor middagsmaden kørtes ud til de tre tusinde beboere med smalsporbane. Tidligere havde Wien haft tre hospitaler med smalsporbaner til madtransporter og transport af vasketøj mv.

Kun én tur mere blev det til. Wien havde et par tivolibaner, hvoraf banen i Prater, der kører med damplok, er mest kendt. Det var dog efterår, så banen var pakket ned for vinteren. En tilsvarende parkbane dog diseldrevet kørte dog også om vinteren. Ellers var der talrige seværdigheder i Wien. Se indlægget om Hundertwasser.

I Wien mødte vi Mozart. Han sagde, at han var Mozart, men jeg er nu ikke helt sikker. Han reklamerede for en koncert. Foto på pladsen ved Pestsøjlen 1996.

Som allerede flere gange nævnt er der flere beretninger i jernbanedelen også beretninger, der indeholder andet end ren jernbanehistorie. Se Østrig. Jernbaner

Bent Hansen.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.

1 Response to Rejser i Østrig

  1. Pingback: Østrig. Jernbaner | Bents bane

Der er lukket for kommentarer.