Balkan. Jernbaner i Makedonien

Makedoniens Statsbaner hedder i 2018 Makedonski Zeleznici, MZ, og selskabet skriver sig fra 1991.

Enkelte af de stater, der opstod på ruinerne af Jugoslavien har problemer med en anerkendelse fra allerede eksisterende stater. Kosovo nyder som stat således ikke megen anerkendelse, og Makedonien har problemer med blandt andet Grækenland, der vil blande sig i Makedoniens navn og flagets udseende. Måske Makedonien i fremtiden skal skifte navn, og dermed også navn på sit lands jernbaner? Grækenland har 2018 godkendt navnet Nordmakedonien. Lad os se, om det slår igennem.

Jeg har kun været få dage i landet. Jeg landede med et fly i hovedstaden Skopje og forlod landet nogle dage senere ved grænsen til Albanien nord for Ohridsøen.

Der sås fra flyet ganske lidt bane omkring Skopje, blandt andet et oliedepot med tankvogne, men intet lokomotiv. Nord ud af Skopje sås et dobbeltspor med elektrisk drift og en enkeltspor uden eldrift. Dette sidste sås igen fra bussen hele vejen fra Skopje til Gostivar, hvor vi forlod banen og kørte op i bjergene til en nationalpark og videre til Ohrid.

I Skopje så jeg den gamle banegård, men det var ødelagt ved jordskælvet 1963. For enden af hovedgaden sås facaden, men kom man tættere på sås, at det var en ruin. Resterne havde dog været benyttet til udstillinger. I stedet var der bygget en ny banegård uden for byen.

Gågaden i Skopje ude for Moder Teresas mindehus med resterne af byen gamle hovedbanegård i baggrunden. Moder Teresa kaldes normalt albaner, men hun var født her.

Min interesse var nu den gamle 600 mm bane til Ohrid, som var en af de første eksotiske baner, jeg læste om i min allerførste internationale jernbanebog. Den var imidlertid nedlagt 1966, og strækningen var kun omsporet til Kičevo åbnet 1969. Skopje – Gostivar omsporedes allerede 1932, (engelsk kilde) eller 1952 (tysk kilde.) Da jeg havde et par dage i Ohrid, håbede jeg på at kunne finder minder om banen. Det lykkedes også at finde noget trache fra den sidste del af banen nærmest Ohrid. Men ingen i byen anede noget om banen. Museet havde gamle billeder, men de var fra før Første Verdenskrig, og banen opstod først som militærbane under krigen, idet bulgarerne på aksemagternes vegne besatte området og anlagde banen med deres sporvidde 600 mm og ikke de gængse østrig-ungarsk-bosniske 760 mm. Til sidst tog jeg mine medbragte fotokopier frem, og den adspurgte erkendte, at det havde han overhovedet aldrig hørt noget om. 600 mm banen fra Skopje til Ohrid var 167 kilometer lang, I de gode gamle dage tog turen fra Skopje til Gostivar 6 timer, og den resterende del til Ohrid 16 timer. Man fik virkelig sjælen med på sådan en tur. Måske sad den endog og ventede på en ved endestationen? Se: https://de.wikipedia.org/wiki/Bahnstrecke_Skopje%E2%80%93Ohrid

I Ohrid var der intet, der mindede om banen i sin tid. Man skulle uden for byen for at finde en trache. Heller ikke engang gamle postkort var til at opdrive i denne by.

Udsigt over det nordlig Ohrid fra byen gamle borg højt over staden. Langs søbredden anes en banetrache?

I Beograd på jernbanemuseet står der et af banen lokomotiver, Bane benyttede en større samling brigadelokomotiver  af tysk oprindelse.. Se Balkan. Jernbaner i Serbien. Også i Kičevo står et brigadelokomotiv og tre personvogne opstillet. Det er JZ 99.4-053, Henschel 15079/1917. Bevaret i Skopje er JZ 99.4-025, Vulkan 3129/1917. Det er uvist, hvor det er bevaret og, hvad man havde tænkt sig at bruge det til.

JZ 99.4-084, et tidligere tysk brigadelokomotiv fra Første Verdenskrig på Jernbanemuseet i Beograd. Sporvidden er 600 mm, og lokomotivet er Schwarzkopff 6316/1917 med nummeret HF 1415. Pladen kan læses, selv om indfødte hævder noget andet på nettet. Lokomotivet kørte sidst på banen til Ohrid i Makedonien. Se denne. Foto: G. Barths 2001.

En ung stat skal have noget at være stolte af som nation. Derfor var der med få meters mellemrum i de senere år rest en række statuer af kendte og mig ukendte personer. Alle var af bronze, og onde tunger vil beretter, at dette billede således er et jernbanebillede, fordi kobberet i bronzen måske er leveret af et nordeuropæisk jernbaneselskab? Det kan naturligvis ikke bevises, men antallet af statuer i Skopje er så stort, at priserne på metaller som kobber og tin, der legeres til bronze, steg så meget, at det fristede rumænere, polakker og andre til at blive leverandører af råmateriale. Hvem statuen forestillede, kunne jeg ikke læse, for også makedonerne skriver kyrillisk. Jeg satsede på en guidebog, men ingen guidebøger var store nok til at gabe over alle byen statuer. Det er givetvis en rytter oven i købet til hest, og han har sikkert været folkehelt og senere måske kostet dig forsinkelser på grund af manglende strømforsyning til dit tog?

Bent Hansen. Sidst opdateret 14. juni 2018.

Dette indlæg blev udgivet i Jernbaner. Bogmærk permalinket.