Vort første besøg på denne tur, der gik til Bremen, gjaldt Tysklands mest fotograferede fyrtårn, Westerhever Fyr yderst på halvøen Ejdersted. Bønderne bag diget ville ikke sælge til Fyrvæsenet, der åbenbart ikke kunne ekspropriere, så de måtte bygge et værft på havbunden til deres fyr. Der var tidligere tre huse, men en stormflod tog det midterste. Vejen derud er ofte oversvømmet ved højvande. I dag er husene beboet af militærnægtere med biologisk baggrund og biologistuderende, der tæller fugle
Mens tyskerne helt præcist kan udpege på et landkort det sted på den tyske jordoverflade, hvor man er nærmest jordens centrum, altså “det dybeste sted,” tvivler jeg på, at man kan gøre det i Danmark. Jeg kender det i hvert fald ikke. Selv det højeste punkt i Danmark kender vi først for nyligt, og der er formentlig næppe offentlig adgang!
I Wilstermarsken
Vi sad på en bænk og ved et bord på en rasteplads og drak kaffe et sted i Vestholsten, da en bilist med nummerplader fra Bayern pludselig stillede os spørgsmålet som antydet i overskriften, idet han forventede, at vi forstod og talte tysk. Han oplyste selv, at han kom lige fra Zugspitze, Tysklands højeste bjerg. Lige nu befandt vi os alle på Tysklands naturligste dybeste sted 3,54 meter under havoverfladen. Naturligste, fordi kulminerne i Ruhr efterhånden har passeret 1500 meters dybde, og de tidligere uranminer i det tidligere DDR nåede ned til 2000 meter under jordoverfladen.
Tysklands dybeste sted. Ved sammenligning med hegnet og min bil står NN, Normal Nul ikke 3,54 meter oppe, for p-pladsen var hævet betydeligt. Den mælk og de bøffer, der kommer fra køerne i baggrunden, koster temmelig meget Co2 at fremstille, idet regnvandet skal hæves med pumpe mindst 3,54 meter. De har dog et atomkraftværk lige i nabolaget, nemlig i Brockdorf.
Det femte indlæg om Vadehavet
Vi var på en tur i det nordlige Tyskland hovedsagelig for at se på Vadehav. Indlægget er det femte indlæg i en serie om Vadehavet. Vort første mål var Ditmarsken, hvor vi ville se den gamle by Burg i Ditmarskens bakkeland. Byen var ganske lille, så det tog et øjeblik at gå alle gaderne igennem. Vi beså kirken og fandt et konditori. En gamle fæstningsvold bød byen også på. Så skulle vi over Nord-Ostsee-Kanalen med en af de gratis færger og kort efter var vi ved det dybeste sted i Tyskland. Hvis ikke der stod en stormflodssøjlelignende pæl, kunne vi ikke se, at vi befandt os så dybt. Pælen var godt 13 meter høj! Normal Nul-mærket befandt sig 3,54 meter oppe. Dog ikke 3,54 meter over mit hoved, for på p-pladsen var der en del opfyld og et tykt lag stabilgrus. Der var endvidere markeret en række stormfloder, de sidste nær toppen, og aller øverst omkring 10 meter oppe var et mærke for det højeste dige i Tyskland.
Man kunne godt føle sig lidt lille, når man stod her og lagde nakken tilbage og tænkte at vandstanden foran digerne en snes kilometer herfra under seneste stormflod ville have stået omkring 9,5 meter eller kun en halv meter fra digekronen, som bølgerne lystigt skvulpede over. Vandstanden ville havde været 13 meter over vore hoveder, hvis vi altså havde stået her dengang, og ikke digerne ikke havde holdt.
Forklaringen på dette sted er lang, men ganske naturlig. Området her var næppe dækket af is under sidste istid, men isen var ikke langt væk, så landet havde været trykket ned af isens vægt. Det hævede sig nu, men samtidig steg havet, fordi det vand, der havde været bundet i de mindst tre kilometer tykke iskapper i Skandinavien, smeltede. Havet steg mere, end landet, så det i praksis så ud til at landet sænkede sig. Jeg bruger derfor dette udtryk, og formentlig sænker området syd for Skallingen sig også. Samtidig skyllede tidevand to gange i døgnet ind over det flade land langs de nordtyske vestkyster. Hver gang efterlod havet sig et lille lag lerpartikler kaldet slik. På den måde holdt landet trods sænkningen trit med havstigningen. Når en landområde var oppe over normalt højvande, slikkede det ikke mere til, og så kunne de nærliggende beboere ikke dy sig, men de inddigede området, idet sliklandskabet kaldet marsken var frugtbar. Var området forblevet uinddiget, var havet før eller siden skyllet ind over det igen og havde lagt nye sliklag på, men nu efter inddigningen ophørte tilførslen af slik. Nu sank landet kun. Da området her omkring år 1139 blev inddiget, var koten naturligvis 0, men siden er landet sunket og havet er steget 3,54 meter. Nu er koten minus 3,54 meter. Jo tidligere en marsk er inddiget, jo lavere ligger den i dag. De ældste diger er fra 809.
Jeg tror bayreren blev lidt skuffet over, at vi godt vidste, hvad vi så, og hvor vi var, så han gav os historien alligevel for en sikkerheds skyld.
Dagen sluttede i Wilster, der også var en lille by, som tiden var løbet fra. Vi fandt et hotel og et spisested, og vi beså kirken, der var overraskende stor for en så lille købstad, efter at vi først havde hentet nøglen på et italiensk spisested overfor.
Idyl i Wilster. Under krigen blev kirken dog ramt af mere end én bombe, så helt afsides kan byen ikke have været. Huset var Rådhus, men bygget sammen med en vandmølle.
Bent Hansen 13. september 2013.
Alle fotos er fra 2009.
Pingback: Niebüll og Sydvestslesvig | Bents bane