SEKS LANDE PÅ BALKAN
Navnet Balkan dækker dels en bjergkæde i Bulgarien dels en halvø i det sydøstlige Europa. Halvøen rummer adskillige stater, og nye kommer sikkert også til i fremtiden. Af Balkans lande har jeg besøgt syv, nemlig i 1987 Rumænien og i 2018, hvor den rejse, der refereres til her, gik til seks lande, nemlig Albanien og i det tidligere Jugoslavien: Nordmakedonien, Montenegro, Serbien, Bosnien Hercegovina og Kroatien.
Turen i 2018 var egentlig to ture; en med min datter i sin egenskab af rejseleder for bureauet Victors Farmor og en på egen hånd, efter at rejsegruppen var taget hjem. Edit, min veninde, stod til et ny knæ, så hun havde klogeligt sagt fra, for det var en intens tur. Lise havde fået lyst til veteranbane efter at have set en brite i fjernsynet, der rejste rundt og besøgte gamle og nye jernbaner de mærkværdigste steder i Verden. Således i Mokra Gora i Serbien. Da Lise for rejseudbyderen Victors Farmor netop rejste på Balkan, spurgte hun om, veteranbanen ikke var noget for mig, for så kunne vi tage derhen efter en af hendes officielle rejser. Det lød som noget for mig, så jeg tog med på en af turene.
Med rejsebureauet var jeg i Nordmakedonien, Albanien og Montenegro og på egen hånd med min datter i Serbien, Bosnien Hercegovina og Kroatien. Vi startede dog vores tur på egen hånd turen i Montenegro, og der sluttede den også, da vi havde deponeret vort snavstøj på hotellet i Budva i Montenegro.
REJSEBUREAUTUREN
Nordmakedonien
Da jeg besøgte landet i 2018, hed det Makedonien, men kort efter blev det døbt om, da Grækenland har en provins med det samme navn. Der kan være praktiske grunde til ikke at have både et land og en provins med det samme navn, men på mig virker den græske modstand mod staten Makedonien lidt barnlig. Også udseendet på landets flag ville grækerne blande sig i. Tilsyneladende har de haft held med at få ændret både landenavn og flag.
En dag sidst på vinteren 2018 gik jeg i frostvej en tidlig morgen til bus og metro for at kommer til lufthavnen i Kastrup, hvorfra jeg via Ljubljana skulle flyve til Skopje i Nordmakedonien. Her var det højsommer samme eftermiddag.
Vi havde en halv dag i Skopje, idet opholdet var beskåret, da flyet naturligvis var forsinket. Da det var aften, var jeg imidlertid træt nok, så besøget havde været langt nok for mig.
Alt på Balkan er for mig fremmed og anderledes, men egentlige seværdigheder var der ikke. Alligevel var turen yderst spændende for mig.
Næste dag kørte vi til Ohrid via Tetova og nationalparken Mavrovo i Sharabjergene. Højeste top her når 2764 meter.
I Ohrid havde vi et par dage til at se byen og omegnen, inden vi tog ind i Albanien.
Skopje
Byen er Nordmakedoniens hovedstad. Den blev kendt for en del år siden for et jordskælv, man stadig godt kunne se skaderne efter, og mange bygninger var nyopførte.
På en central plads i byen stod denne nyopførte Makedoniens Port omgivet af bronzestatuer i lange baner. Triumfbuer er jo en gammel romersk måde at minde kejsere og begivenheder på. Det nye unge land havde også behov for at vise sig frem.
En fast antigræsk demonstration på en central plads i Skopje nær Makedoniens Port viste til højre over teltet det flag, grækerne var sure på, og på flaget til venstre to symboler, et med en sol med mange stråler og ved siden af en sol med få stråler, som grækerne kunne godkende. Ude på landet så vi i øvrigt mange steder det albanske mindretal flage med det albanske flag, selv om det var forbudt.
Et genopbygget Moder Teresas fødehjem som nu er museum. Selv om hun er født her, var hun etnisk albaner, men alligevel hædrer begge lande hende. Uden for billedet stod en statue i bronze af hende.
Kirken her er også ny, og tårnet er tilmed stadig under opførelse. Kirken er viet til Konstantin og Helena, der 313 gjorde kristendommen til statsreligion i Romerriget, som området her allerede dengang var en del af.
En af Verdens allerstørste erobrere var også makedonner, Alexander den Store og fejredes her med en statue omgivet af løver. Ja, der var løver på Balkan år 300 før vor tidsregning, men de endte hurtigt i de romerske arenaer. En ny hovedstad i et nyt land skulle bruge mange pragtbygninger og statuer i en fart, så prisen på råstoffer til bronze, kobber og tin, steg voldsomt, så folk fra hele Østeuropa tog nordpå og hentede kobber, der lå og flød som returstrømledninger overalt langs jernbanerne. Og var disse allerede hentet, så ragede man da bare jernbanernes overledninger ned.
På den anden flodbred i byen lå den osmanniske bydel med sine badehuse og basarer. På moskeer og basarer var der små kupler, som folkeviddet så som en gengivelse af sultanens yndlingshustrus barm.
Osmannerne afløste byzantinerne, der afløste romerne, og de tyrkiske osmanner var på Balkan fra omkring 1500 og nogle hundrede år frem, til indbyggerne selv gjorde sig fri eller østrig-ungarerne erobrede områderne. Selv om den tyrkiske indvandring ikke var stor, satte tyrkerne dog deres præg på områderne i form af religion og byggeskik. Små snævre gader prægede de osmanniske bydele.
Tetovo
Byen ligger nordvest for Skopje, og den letteste vej gennem bjergene førte forbi byen med Den kulørte Moske. I byen var der usædvanligt mange flagstænger med albanske flag, skønt vi her var i Nordmakedonien.
Den kulørte Moske, Darena Szanij fra 1495.
Mens moskeen var usædvanlig udenpå, var den blot bemalet indvendig – også flot, men ikke exceptionelt. De mange små runde billeder viser hellige steder i den muslimske verden.
I moskeer afbilledes aldrig fauna, men til gengæld er muslimerne mestre i billeder af flora.
På den anden side af floden Varder lå en Hamam, et tyrkisk bad, opført i noget der for mig lignede byzantinsk stil.
Mavrovo Nationalpark
Turen videre mod Ohrid førte over bjergene, hvor nationalparken lå. Her var indlagt et kort ophold til kaffe.
I området, der blev til Nationalpark, var befolkningen flyttet, og de havde taget deres dyr med sig, men ikke hyrdehundene. De levede nu af parkens vilde dyr og tiggede ved ishuse og cafeer. Mange haltede slemt, for de var blevet påkørt af bilerne. Trods status som nationalpark var der vandkraftværker og skiturisme, og lur mig, og der ikke også solgtes jagttegn? Her ved en cafe i parken stod en gemse i bronze. Måske var kobberet til bronzen kommet fra banedanmark, de tyske eller svenske baner?
Bigorskiklostret
I bjergenes nedre dele lå et kloster, der havde overlevet den osmanniske besættelse. Bussen kunne ikke køre derop, og det regnede, men det var umagen værd at gå derop.
I de lavere bjerge var sneen gået over i regn, og til tider stod den ud over vejen, så jeg måtte stoppe bilerne for ikke at blive oversprøjtet, selv om jeg var våd nok i forvejen. Hensyn fra motorfolk var her en by i Rusland. På den anden side tog de det pænt. Her havde de nu stoppet hinanden – og mig.
Fra klostret var der udsigt over omegnen. Vejret var interessant, men ikke det, vi kalder strålende. Som oftest skinnede solen på moskeer, mens det regnede på kirker og klostre. De originale moskeer fra osmannerne havde én minaret, men mange nybyggede, som tyrkerne havde skænket, havde to minareter. Vi så også flere moskeer med fire minareter, som var doneret af saudierne.
Indgangen. Fæstningspræget var delvist udvisket. Klostret kaldtes i brochurerne St. John Bigorski og var fra 1020. På dansk vil vi nok sige Johannes, mens de indfødte har valgt formen Ivan.
Så er jeg inde. Bygningerne her er for de flestes vedkommende fra 1743.
Klostrets indre med en munk og en civil. Billedet er fra de dele, vi havde adgang til.
Ohrid
Jeg husker godt byen fra min ungdoms jernbanelitteratur. Nok mest fordi byen serviceredes af en 600 mm tidligere militær jernbane fra Første Verdenskrig med tysk materiel. Banen var kun delvis bevaret, men ombygget til normalspor, men i Ohrid var der intet at se af banen. Det lokale museums folk anede ikke, at der havde været bane her, og de havde ingen gamle postkort. Guiden fik mine medbragte fotokopier, for han ville studere emnet, som også var yderst overraskende for ham.
Ohrid ligger ved Ohridsøen, og lidt fra byen ligger Nordmakedoniens smukkeste kirke eller snarere kapel, viet til Johannes fra Kaneo. Altså hverken Johannes Døberen eller apostlen Johannes. Vi måtte sejle derud, for stien langs søen var oversvømmet, da det var højvande i søen. Kapellet tager sig faktisk endnu bedre ud fra landsiden.
Balkan er jævnligt ramt af jordskælv, men osmannerne havde opfundet en byggemetode, som kompenserede for skælvene. Murene holdt bare. Mellem stenen var indlagt træ, der åbenbart kunne give efter.
Gadelygterne var inspireret af egnens specielle byggestil, som også sås på klostret omstående, og som vi senere møder i Byen med de tusinde Vinduer.
Byen havde (haft) 365 kirker. Vi nåede nogle få af dem, og så et par stykker mere udefra. Her St. Sofia fra 1000-tallet.
En anden af de tidligere 365 kirker der lå inden for bymurene op ad bjerget. Det er Gudsmoderens Kirke fra 1395. Her ses én jordskælvssikring indbygget i tårnet.
En ny kirke i Ohrid, men bygget dels i byzantinsk stil, dels på gamle fundamenter. Det røde bånd er tegl indmuret mellem kalkstenen og ikke træværk. Kirken er viet til St. Kliment, der var en lokal biskop og ikke St. Clement, der var romersk-katolsk og i øvrigt den fjerde pave.
Mosaikgulvet her var sikkert ret gammelt og fundet langt under den nuværende jordoverflade. Det var gulvet i et tidligere dåbskapel fra den tid, hvor en trappe førte ned til et dåbsbassin og en anden trappe op igen derfra, men til modsat side. De, der skulle døbes, kom således helt under vand, og præsten stod også nede i bassinet og døbte på samlebånd. Måske gulvet stammer fra en endnu ældre græsk-romersk ville, som så er ombygget til dåbshandlinger? Bemærk svastikaet, hvor af hver andet vendte hagerne modsat vej. Svastikaerne er senere blevet brugt af nazisterne, så mange af os i dag stadig ikke bryder os om symbolet. Jeg har i øvrigt også set dem i Centralasien.
En tusindårig platan, der med alderen er blev lidt hul, så der var indrettet barbersalon inde i den. På et postkort fra 1922 så den betydelig bedre ud.
Ved søbredden syd for Ohrid ved Pestani lå denne genopbyggede bronzealderby på pæle. Sådanne pælebyer kender fra Mellemeuropa blandt andet fra Bodensøen i Tyskland. Vi var ikke derinde, da der bortset fra et lille museum med fund fra søbunden ikke er mere at se end her. På modsat søbred Albanien.
Ved sydenden af Ohridsøen lå i bjergene syd for søen en bjergsø, der var uden afløb. Vandet sivede ned i kalksten på bunden og kom op som kilder store som søer ved bredden af Ohridsøen. På grund af den lange gennemsivning er vandet renset og krystalklart, så man kan se mange meter ned og se vandt piple frem gennem søbundens sand. Kilderne her er udspringet for floden Sorte Drin, som vi møder igen i Albanien.
St. Naum Klostret ved Ohridsøens sydende ikke langt fra Albaniens grænse. St. Naum havde et godt tag på dyr, og da en bjørn åd en af hans heste, fik han bjørnen til at erkende sin synd og derefter indtage hestens plads foran ploven! Bemærk den osmanniske jordskælvssikring i klostres venstre nedre del.
Et skilt på indgangen advarede mod farlige dyr inde i klostret. Det viste sig at være påfugle. Man fik dem heller ikke til at flytte sig, men måtte gå uden om. Klappes ville de heller ikke. Hvorfor denne er sprunget ud, vides ikke. Der var ikke nogen hun i nærheden.
Nord om Ohridsøen kørte vi ind i Albanien.
Albanien
Først stop i Albanien var kort efter grænsen ved en lokalitet, der betegnes Qafë Thana, hvor vi så på albanernes lidt overdrevne fæstningsbyggerikultur. Derpå kørte vi til Elbassan for at ende i Berat, byen med De tusind Vinduer.
Næste dag beså vi Apollonia, oldtidsbyen og derpå havnebyen, Dürres, hvorefter vi kom til hovedstaden Tirana, hvor vi et par dage beså byen med og uden fører.
Sidste besøg i Albanien gjaldt Skhoder, hvor endnu en borg stod på programmet. Byen lå nordligst i Albanien ved Skhodersøen, der som os fortsatte ind i Montenegro.
Qafë Thana
Denne stedsbetegnelse gælder passet, hvor vi kom ind i Albanien. Som det ses, var der ret bart her.
Grænsen mellem Nordmakedonien og Albanien lå i et 900 meter højt pas, der efter mit kort hed Qafë Thana. Det havde været stærkt befæstet, og på marken under træerne ses mindst tre enkeltmands betonbunkers. Under passet skulle der i en tunnel ligge en jernbane, der førte ned langs Ohridsøens vestside, og skulle have ført til Ohrid i Nordmakedoninen. Imidlertid fik Nordmakedonerne aldrig omsporet 600 mm banen til Ohrid, så forbindelsen blev aldrig bygget.
Prrenjas
Neden for passet sås jernbanen. Den passerede blandt andet Prrenjas, en overraskende stor by, men med en lukket jernmine, og lukningen havde taget eksistensgrundlaget fra de rigtig mange, der endnu befandt sig i byen.
To elevatortårne over to skakter. Minen havde i sin tid været ret veludbygget, idet man ikke normalt indbygger elevatorer i så flotte tårne, men der må i tårnene være foretaget visse behandlinger af malmen, rensning, knusning? Også transportbåndene er indkapslede, så byen ikke plages af støv. Men ak, intet hjalp mod liberalismens hærgen, da planøkonomien brød sammen.
Elbassan
Her lå stålværket, og fra minen hertil må der have været livlig jernbanetrafik i sin tid. Ikke så forfærdelig gamle billeder viser masser af lokomotiver på banen. Nok hensatte lige efter lukningen? Stålværket havde stadig bane, men det var kun delvist i drift ejet af tyrkere.
Da Elbassan lå ved den gamle romervej, Via Egnatia, der førte fra Rom til Konstantinobel, skulle der naturligvis være en borg. Der var helt fladt her, så det var den eneste borg, vi så, der lå på flad mark. Alle andre lå på en bjergtop. Også Qafë Thana og Ohrid lå ved romervejen.
Berat. Byen med de tusind Vinduer
Da vi nåede Berat nærmere kysten var det aften, så vi sov her på en nedlagt textilfabrik. Her så vi naturligvis også en borg på et bjerg samt den gamle bydel, der lå heroppe.
Det er nok dette syn af bydelen på flodbredden modsat borgen, der har givet anledning til tilnavnet: Byen med de tusind Vinduer? Vinduerne i klostret St. John Bigorski i Nordmakedonien så ligesådan ud.
Højt over floden lå borgen og den gamle by med bymure. Ad denne gyde vovede vi os ind på privatbesøg hos museumschefen.
I byen på bjergtoppen så vi en gammel kirke. Den var nu indrettet som ikonmuseum.
Den gamle kirke med ikonmuseet hed Trinitatis og var fra 1200-tallet. Over døren var en freske, der dog synede yngre?
Fra borgen var klippen ned til floden næsten lodret, og udsigten var god. Her ses en osmannerbro. De plejer at være fra 1500 eller 1600-tallet.
Den nyere del af Berat set oppe fra borgen. Det var her, man kunne fotografere de tusinde vinduer. Floden anes også. den hedder Osum.
På hovedgaden i den nyere by mellem husene med vinduerne stod en halv partisanpige. Mens Tito i Jugoslavien ledte frihedskampen mod tyskerne under Anden Verdensskrig, klarede albanerne selv den sag med små uafhængige grupper. Her kæmpede mænd og kvinder på lige fod i befrielseskampen mod tyskere og italienere. Kvinderne var dog foretrukne som emner for statuer, om end de var anonyme. Stadig mente kvinderne, at de havde flere rettigheder end normalt i lande med kvindeundertrykkende religioner.
Vi tog nu videre ud mod kysten ad en bivej, hvor trafikken knap var så heftig som på hovedvejen. Landskabet langs bivejen var – sagde guiden – også mere spændende. Et enkelt stenbrud røbede, at man brød dolomit, men ellers kan jeg ikke læse albansk. Stedvis lugtede der også fælt af olie og svovl, og med bjergenes udviklingshistorie, som jeg så den, passede det også fint med, at der her engang havde været kontinentalsokkel, og så blev plankton på havbunden hurtigt begravet uden iltadgang af nedbrudsprodukter fra nyopfoldede bjerge. Da ilten manglede, var forrådnelsen af det døde dyre- og planteliv ufuldstændig og dannede olie. Nogle politikere havde raget olien til sig fra Staten, og selv om der var jernbane her engang, benyttede de dyr biltransport, fordi de tjente mere på den end på Statens tog.
Lige efter diktaturets fald blomstrede økonomien kortvarigt op, men medførte en lang række vildskud, som nu dette skib, der skulle have været et hotel. Hvem skulle dog tage ind her på denne bivej midt i ingenting? Et andet stod i en havestod et fly indrettet som restauration. Gode ideer smitter, men turisterne udeblev. Også vi hastede forbi.
Et olieanlæg. Egentlig så det velordnet ud, men hvor det dog lugtede fælt. Jeg var glad for, at ingen i bussen røg.
Efter passage af en større by, Fier, nærmede vi os Adriaterhavet. Her lå en bunkers fra Anden Verdenskrig. Den var noget større end Den kolde Krigs enkeltmandsbunkers.
Appollonia
Ude ved kysten havde allerede i græsk tid fra 588 f. Kr. ligget en større handelsby opkaldt efter guden Appollo. Da landet siden hævede sig, mistede byen sin havn og blev opgivet. Her var nu udgravninger og museum.
Et græsk tempel fra 480 f. Kr. I følge skiltene skulle det være i dorisk stil, men den ene bevarede søjle med intakt søjlehoved var nu i korintisk stil. Murstenene må være meget nyere?
Ruinbyen var kun nødtørftigt udgravet og istandsat. Her ses en demonstration af grækernes og romernes tøndehvælv.
Byen havde haft et græsk teater, der dog delvist var gravet ind i skråningerne.
I 800-tallet opførtes på stedet et kloster af sten fra ruinerne. Klostret var i dag museum for ruinbyen.
Denne sten fra klostret, i sin tid hentet i ruinbyen, havde et indhugget billede. Enten skulle billedsiden havde været vendt nedad eller opad, eller hvis det var meningen, at det skulle ses, så skulle stenen havde været retvendt?
I det tidligere klosters buegange stod en del græske statuer fundet i byen. De var mindst to tusind år gamle.
Dürres
Fra Apollonia gik turen videre til havnebyen Dürres, Albanien næststørste by og største havn. Her så vi igen på historiske levn, og selv om vi havde tid på egen hånd, var jeg ikke på hovedgaden. I stedet gik jeg på strandpromenaden og fik kaffe der sammen med et par andre, der også manglede købegen.
Fra vort spisested ved havnen gik vi forbi resterne af den venetianske bymur fra 1400-tallet. Træresterne må i sin tid have været oliventræer?
Midt i byen havde de under udgravning til nybyggeri fundet resterne af en romersk arena, som man ikke var færdige med at grave ud. Til gengæld blev der så ikke noget spekulationsbetonslum.
På byens Rådhusplads havde romerne også haft Rådehus, eller som de kaldte det Forum.
Tirana
Næste stop var hovedstaden, som i flæng kaldtes Tirana eller Tirano. Lidt generende, da der i Italien også er et Tirano. Også her så vi på historie, men når der var tid til butikker, valgte de fleste igen en cafe. Det var her guiden fortalte, at albanerne gerne ville i EU, men guiden frarådede os at lukke hans landsmænd ind, før de: 1) havde fået styr på korruptionen, 2) fået styr på økonomien og 3) lært at køre bil. I landet krævedes ikke kørekort, og det sås tydeligt Selv de største danske bisser med vogn kunne overhovedet ikke være med her.
Byen lå klemt inde mellem bjergene, så der var kun adgang fra vest. Over bjergene førte ingen veje. Der var således kun én adgangsvej til byen, og den virkede noget ovebelastet.
Indkørslen til byen skete ad en tresporet vej, med parkering langs siderne, men trods tydelig vejbaneafmærkninger kørte bilerne i syv parallelle rækker, og de skiftede ustandselig vognbane blot for at vinde én millimeter.
Der var mange helt moderne tiltag for at regulere trafikken. Der er ikke blot rød ståmand i kurven, men søjlen har også en rød lodret stribe og vinkelret på en grøn. Af en eller anden grund respekterer hele banden det røde lys i fotoøjeblikket.
På et lille grønt område midt i byen, som endnu ingen spekulant havde budt nok for, stod et stykke af Berlinmuren. Skulpturen til venstre har jeg glemt betydningen af, men helt ligegyldig var den ikke, så vidt jeg husker.
Om denne enmandsbunkers havde haft sin plads her, eller den var flyttet til stedet som mindemærke, husker jeg ikke.
Skiltene var ikke helt uforståelige. Selvfølgelig hed hospitalet Moder Tereza. Skiltet til banegården var dog en tilsnigelse. Banegården havde været lukket længe og var nu sigøjnerlejr. Jeg blev direkte forbudt at går der ud for at se på på rester.
Efter diktatoren Hoxas fald ville alle gerne være rige i en fart, og man spillede opfordret af Staten pyramidespil. Det skulle jo gå galt, og nogen – mange – skal betale for at de få kan blive rige. I vrede plyndrede befolkningen Statens våbendepoter, og i den følgeden meget slemme tid skød mange først og talte bagefter. En velmenende mand samlede dog våben og ammunition ind, og af metallet herfra støbte han den lille klokke til minde om ofrene. Det blev dog borgerkrigen i Jugoslavien, der løste problemet. Jugoslaverne købte albanernes våben.
Denne pyramide skulle have været diktatoren Hoxas sidste hvilested, men sådan gik det ikke. Den havde været udstillingsbygning, men brugtes uden mit besøg af utilpassede unge, der her kunne få afløb for deres aggressioner. Jeg har lige i tv set, at bygningen nu er sat i stand, men hvad den blev brugt til, har jeg glemt. Var det noget med musikuddannelse?
I gården bag bymuseet stod nogle overflødige statuer: To af Stalin og én af Lenin sammen med nogle små, jeg ikke kendte.
Som i Berat havde de også her en halv partisanpige fra Anden Verdenskrig. Hvorfor hun var forvist, vides ikke. Kunne grunden være kvindesag?
En af Hoxas få bedre ideer var, at husene skulle være i farver. Ideen var ikke helt forladt, og Albaniens huse forekom også mere tiltalende end Sovjets og DDRs trøstesløse betonslum. I DDR Plattenbau.
Gågade med højhus under opførelse. Vi så flere højhuse, hvor byggeriet var gået i stå.
Fra DDR kendte jeg udmærket disse facademalerier. I Tirana var de også på mode, og dette var anbragt på Nationalmuseet. Om man kan lide det eller ej: En skønne dag er også det historie.
Skanderbek eller Skanderbeg, 1405 – 68, Albaniens nationalhelt på byens centrale plads. Ved mit besøg var den omgravet, ganske som var det København, men senere billeder viser, at albanerne er blevet færdige modsat i København. På pladsen var der blandt andet granitsten fra alle egne af landet. Skanderbek var ansat af osmannerne, men han skaffede sine landsmænd en vis grad af selvstændighed.
I byens udkant i et bjerg lå et stort bunkersanlæg, hvor Hoxa og regeringen kunne trække sig tilbage, hvis Vesten eller naboerne angreb. Jeg har ikke billeder derindefra. Enten måtte jeg ikke, eller der var ikke lys nok?
Skanderbeks mausolæum i Lenzë. Osmannerne brugte som romerne før dem at fjerne elitens børn og føre dem til hovedstaden for at give dem en god opdragelse. Hvis forældrene makkerede ret, kom barnet levende tilbage, men nu som en tro undersåt. Armeninus/Hermann i Germanien havde dog ikke glemt sit baggrund og sit folk, Men Skanderbek gik dog ikke helt så drastisk til værk som Hermann.
Skhodër
Efter et par dage i Tirana kørte vi direkte til Skhodër i det nordligste Albanien. Her beså vi en borg og spiste, inden vi tog til Budva i Montenegro.
Lige syd for Skhodër lå en klippeknold også med en borg, som vi besøgte sammen med en skoleklasse.
Om denne borg, Rozafi, fortæller et sagn, der sikkert er ældre end borgen, at tre brødre byggede en kirke, men om natten rev en trold dagens byggeri ned og krævede for at stoppe en af brødrenes hustruer muret inde i borgen. De to brødre snød den tredje bror, så det blev hans hustru, der måtte lade sig mure inde. Hun betingede sig dog, at hun kunne amme sin nyfødte. Det skete gennem dette hul i muren. Noget af mælken ses stadig som et hvidt udtræk! Det var nu ikke det eneste sted på borgen, der var bygget af kalksten, at der sås kalkudfældninger og drypsten.
Tøbruddet og megen regn havde forårsaget oversvømmelser i området. Fra gammel tid har oversvømmelse efter oversvømmelse lagt et lag slam på jordoverfladen, men da moskeen var bygget, havde man fejet rundt om den, så her var jordoverfladen ikke fulgt med omgivelserne, så resultatet var, at nu stod moskeen under vand. Udsigt fra vejen op til borgen.
Floden her er Bojana, der her løber sammen med Sorte Drin, som vi så i Ohrid. Jernbanebroen her forbandt Albaniens jernbanenet med Europas, og her havde der kørt Containertog. Nu kom de dog ikke længere end til Skhodër, idet skrottyve havde fjernet skinnerne. Det ses, at der hverken er spor eller brodække. Underligt, at tyvene ikke også tog broen, men at den stod endnu? Hvorfor også stjæle jernet det mest besværlige sted. Dat det var et strategisk sted, kunne man få visse mistanker?
Selv om jeg gik løs i hovedgaden, var der ikke meget at se her. Selv om det var en gågade, fræsede bilerne rundt, som var det en motorvej, og hurtigt måtte jeg opgive turen her. Vi spiste på et gammelt spisested med et stort åbent ildsted med en masse trækulsgløder under aske, men når en gryde skulle varmes, ragedes lidt gløder frem fra asken. Gryderne kom direkte på bordet, men de fleste lærte uden selv at gøre erfaringer, at disse gryder skulle man ikke holde i ørerne. Dametoilettet var markeret med en højhælet sko, men de fleste steder betød det dog, at stiletter var forbudt. Ak, fremmedsprog er svært.
Efter en times grænsekontrol kørte vi ind i Montenegro vest om Skhodrasøen, som vi skulle kigge på i Montenegro, men her havde søen et andet navn.
Montenegro
Vi kørte langs en bjergkæde og over et pas og var nu ved Skadersøen og Virpazar. Vi overnattede i Budva, hvor vi besøgte byen og borgen og kørte derefter til Cetinje oppe i bjergene og derfra til Kotor, hvor vi sejlede til Perast. Her var afskedsmiddag, selv om vi havde endnu en formiddag til at se det gamle Budva, inden jeg tog afsked med gruppen, og på egen hånd sammen med min datter tog endnu ni dage på Balkan.
Montenegrinerne er høje mennesker, og de er også meget stolte. En montenegriner oppe i bjergene sagde: “Vi montenegrinere kan klare hver ti tyrkere, men når tyrkerne så kommer 100 mand mod hver montenegriner, så måtte vi flygte op i bjergene, hvor tyrkerne ikke kunne stille deres hær op i formation, og nu var der igen kun ti tyrkere for hver montenegriner, og det kunne vi klare.” Det lykkedes faktisk montenegrinerne at danne et lille kongerige uafhængigt af Det osmanniske Rige her oppe i bjergene omkring Cetinje med denne by som hovedstad. På slottet hang der ikke bare billeder af Dronning Dagmar af Rusland, men også af hendes far, Christian den IX. På en bjergtop højt over Cetinje havde kong Nekolas indrettet sit mausoleum på bjerget Lovcen, 1759 meter. Vi var nu ikke deroppe, men så det nedefra.
Mindre heldige havde Montenegrinerne været med deres demokrati, hvor det altid havde været de forkerte, der var valgt, og som derefter havde troet, at de var enevældige, og hvad værre var, økonomien styredes ikke efter de regler, der gælder for Vesten.
Virpazar
Her kiggede vi på byen og sejlede på søen. Virpazar hed egentlig bare Vir, men så blev det i tyrkisk tid en handelsplads, en bazar!
Byen fik østrig-ungarsk smalspor, 760 mm, men det kom rigtignok ad den nærmeste omvej fra Beograd, nemlig via Sarajevo, Dubrovnik og Kotorfjorden og Titograd, som Podgorica hed dengang. I banens ungdom hed den dog Ribnica. Over Skadersøen måtte man sejle, men fra Virpazar til Bar var der igen jernbane, tilmed op over bjergene, men i 750 mm sporvidde. Først i min tid er der bygget direkte normalsporet jernbane fra Beograd til Bar.
Montenegro betyder Sorte Bjerge, og landet var virkelig bjerge bortset fra en slette omkring hovedstaden. Fra Albanien kørte vi langs kysten på kanten af en bjergkæde. Her var forskelige bjergarter med forskellige bevoksninger, men megen kalk, hvor regnen bare sivede ned, så planterne ikke havde noget at leve af.
Også Skadersøens montenegrinske side var ramt af oversvømmelse, så båden, vi skulle på sightseeing med, måtte måtte vi gå om bord i via udlagte gangbroer. Turen startede hen over en tennisbane. Du ser end ikke nettet, men måske opdager du dommerens sæde.
Vi så da borgen ude i søen, men vi kunne ikke komme i land.
Gamle kirker og udgravninger oppe i bjergene i den gamle hovedstad, Cetinje, der i følge nogle kilder stadig er hovedstad, men ikke regeringby.
Slottet med det montenegrinske flag og en del af selskabet lytter til museumsinspektøren uden for museet. Over døren står teksten med kyrilliske bogstaver på både nontenegrinsk og på engelsk. Helt umuligt at tyde er det ikke.
Bjergene var af kalk, men de var porøse som en ost. Alt vand sank hurtigt ned i kalken. Et karstlandskab! Stedvis havde der været skov, men naturbrande havde overalt taget skoven. Heroppe lever folk af får og geder, og deres oste er værd at køre efter.
Så er vi fremme ved Kotorfjorden, men højt over denne. Bjergkæderne gik parallelt med kysten, men netop her var havet brudt gennem kystkæden og havde oversvømmet dele af fire dale. Byerne ligger tæt her. Fjordene er dybe, så krydstogtskibe er man ikke forskånet for her. Du ser faktisk krydstogtkajen her.
Vejen fra Cetinje ned til Kotor snor sig ned ad bjergsiden. Fjordene ser du ikke, men du ser, at lagene står vandret på nærmeste bjergkæde, og det kan være medvirkende til dannelsen af det enestående fjordsystem.
Kotor
Hovebyen i fjorden havde samme navn som fjorden. Vi havde et par timer her til på egen hånd at se byen. Vi havde jo allerede spist oppe i bjergene på en ostefarm på vej herned.
Kotor set fra fjorden. Man ser bymuren langs det grønne område op til en borg midt i billedet. Man aner også en zigzagvej op til borgen. Det var muligt, vi kunne nå at gå derop, men der var så mange andre kirker at se på, så jeg nåede kun lige en kop kaffe på en cafe.
Som mange osmanniske byer havde også Kotor et urtårn. Det er fra 1602.
St. Triphons Kathedral fra 1166. Den var i følge inskription på det andet tårn restaureret 2016.
Kotorfjorden og Perat
Vi sejlede på den smukke fjord og endte i Perast, hvor der var afskedsmiddag, for selskabet skulle hjem næste middag. Hjemturen fra Perast foregik i mørke, men på min private turs sidste dag kørte jeg her med en offentlig bus.
Langs Kotorfjorden lå bebyggelserne tæt, og der kunne i hvert fald ikke klemmes flere kirker ind. Mange ubetydelige byer ved fjorden havde både tre og fire kirker. Farvandet havde været farligt i sejlskibenes tid på grund af pludselige uvejr. Overlevende søfolk med midler rejste som tak en kirke.
Da køen af reddede søfolk var lang, og det kneb med pladsen til kirker, fyldte man skær i fjorden op med klipper, så der blev plads til endnu en takkekirke.
Vi var i land på en af øerne, der som byen inde bageved kaldes Perast. Her havde søfolk, hvis pengepung ikke lige rakte til en kirke, opsat en sølvplade, ofte med deres nu forliste skib som motiv. Sådanne votivkirker er der også billeder af fra Italien her på hjemmesiden.
Kirken var ikke en sognekirke, så koret var ikke spærret af som vanligt i græsk og russisk ortodokse kirker. Vi kunne frit gå rundt og tilmed komme bag alteret se det originale klippeskær, som øen var bygget omkring, stikke op af gulvet. Mariabilledet var kendt, fortaltes det mig. Det var navnlig den blå farve på Marias kappe, der var noget særligt.
Ved siden af lå endnu en kunstig ø med kirke. Her var vi ikke i land, for den kaldtes begravelsespladsen.
Under afskedsmiddagen røbede jeg, at jeg var far til guiden. Det havde ingen i selskabet gættet, men nogen havde dog opdaget, at vi til tider havde fælles pengesager, men ingen havde gættet sagens sammenhæng. Til daglig sad vi ikke sammen, da min datter, sad sammen med guide og chauffør og drak vin på huset.
Budva
Byen bestod af en gammel by med bymure og en ny by med hoteller langs stranden, som turistforeningen kaldte en badestrand. Vi beså byen den sidste formiddag, inden bureauets bus kørte os til lufthaven, hvor vi tog afsked med selskabet. Da de sidste var kommet gennem indtjekningen og havde vendt sig og vinket, gik jeg og rejselederen ud for at finde den privatbil, der skulle køre os til Podgorica og vort hotel der.
Uden for byporten i Budva stod en klokke i papmache, der havde været brugt i en film, men nogen havde syntes om den, så den blev stillet op ved porten. I gamle dage låstes byporten om aftenen. Måske gør man det endnu, og kommer man en sen aften til en låst port, kan man jo ringe på klokken?
I anledning af den forestående ortodokse påske var der hængt påskeæg op i gadelygterne.
Af påskeæg kommer der påskekyllinger. Her var en hel redefuld. Utroligt, at de fik lov at ligge. I min by ville de ikke have overlevet festaberne en hel weekend.
Venetianernes Markusløve. Venetianerne havde været her 1420 – 1797, hvor habsburgerne tog over uanset, at osmannerne troede, de regerede på Balkan.
Vi beså bymure, borg, kirker og museet, men hvem denne kirke lige var viet til, fandt jeg ikke ud af. Disse græsk ortodokse helgener var også fremmede for mig, og så tilhørte kirken stadig den serbiske kirke, selv om Monenegro havde gjort sig fri af Serbien. Jeg tog nu også mest billedet på grund af den anseelige revne efter jordskælv. Revnen var stedvis ti centimeter bred.
St. Stefan
På vejen til lufthavnen så vi lige Casino Royal kendt fra en 007-film. Sidste stop før lufthaven var en lille ø for rigmænd, hvor de slet ikke ville have os ud. Den ses her og hed St Stefan eller Sveti Stefan. Helgenen er sikkert en andet end romernes St. Stefan?
Her kunne kendte, der ikke havde råd til at købe en tropeø, leje et hus og være i fred for os og for paparazzier. En række beboere blev remset op, men jeg har glemt dem. For at være kendt for mig skal man betale skat på lige fod med pensionister, ellers kan man sejle sin egen sø. Kendt eller ej.
TUREN PÅ EGEN HÅND
De sidste ni dage på egen hånd foregik i privatbil via Lises forbindelser, venner og bekendte fem gange. Vi var med bus to gange og med tog ligeledes to gange. Lokalt benyttede vi sporvogn i Sarajevo og taxa i Mostar en gang og to gange i Dubrovnik. De lokale spurgte, hvordan vi kom rundt, og de måbede, da vi fortalte, at vi tog toget, hvor der endnu var skinner, og at vi oven i købet roste toget.
Det glædede mig, at vi ikke bare kunne finde ud af at komme med tog og busser, men også at jeg uden kort kunne finde rundt i Mokra Goras bjerge og Dubrovnik. Var der en sjælden gang et skilt, var det skrevet med kyrilliske bogstaver, som jeg kun nødtørftig læser.
Vi er fortsat i Montenegro, så derfor ingen overskrift!
Podgorica
På hotellet var der på grund af påsken kun én gæst foruden os, og alt var ellers lukket, men pigerne på hotellet oplyste, at på rutebilstationen kunne vi få noget at spise. Den lå lige i nærheden af hotellet og banegården. Efter et måltid der, ville min datter gerne have en pause, da hun nu havde været på i ni dage. Hun sov faktisk til klokken 17, Hvad jeg lavede, kan du se i jernbanedelen, Jernbaner i Montenegro.
Om aftenen gik vi gennem byen og så stort set alle seværdigheder her i denne Verdens kedeligste hovedstad, som min datter kaldte den. Først gik vi gennem den osmanniske bydel og derefter over en flod til den moderne by. En ting ville jeg dog godt have set, men der var for langt at gå. Det var en nyere kirke, hvor man på kalkmalerierne afbilledet mellem djævlene kunne genkende Karl Marx, Friedrich Engels, Lenin, Stalin og andre fra den skuffe. Marx og Engels har jeg ikke noget imod. De kunne jo ikke gøre for, at andre misbrugte deres teorier.
Det lykkedes os at få noget at spise ved borde med hvide duge, men der var kun ét sted, og vi var de eneste spisende. Også et supermarked var der i den indre by, hvor vi kunne proviantere til næste dag heldagstogrejse. Der var spisevogn i toget, men vi var blevet anbefalet selv at have mad med.
På rutebilstationens cafeteria, det eneste der i den bydel havde åbent, sad der ældre mænd, men der var også et tændt tv, og selv om udsendelsen ikke interesserede synderligt, fangedes mit blik af: Vendsyssel, Roskilde, Vejle og Brabrand. Jeg går ud fra, at det var sportsresultater, der var aktuelle for spillefirmaer?
Først opsøgte vi den osmanniske bydel og beså urtårnet. Det havde dog ikke haft godt af borgerkrigen, men det var netop sat i stand for tyrkiske penge. Da det var flere timer siden vi i Budva om morgenen sidst havde set en borg, gik vi videre til byen gamle borgruin, der dog ikke gav anledning til foto.
For at komme til den nye bydel, skulle vi passere Ribnica. Ved broen var der en anlæg, og der var da meget pænt, men blot hundrede meter oppe af floden flød der mere plastic, end der var på min lokale genbrugsplads. På turen så vi, hvordan floder fyldtes med plastic og colaflasker. Private vognmænd tippede simpelthen lastbiler med plastaffald direkte i floderne.
Næste morgen efter en hyggelig snak med pigerne på hotellet gik vi på banegården. Pigerne på hotellet ville gerne vide, hvorfor vi rejste sammen, og de var synligt lettede, da vi oplyste, at vi var far og datter, selv om vi ikke havde samme efternavn, og jeg dengang var over 80. Pigerne ville absolut klinke påskeæg med mig, men selv om jeg tabte, fik jeg alligevel æggene med. De indgik i frokosten i toget. At klinke æg betød, at man med hvert sit æg slog dem sammen, og den, hvis æg stadig var helt, havde vundet begge æg. Denne tradition er vel i familie med vores gækkebreve? Heldigvis var æggene hårdkogte.
Togturen
Godt vi havde reserveret til toget, for det var fuldt. Der var ét dagtog og ét nattog mellem Beograd og Var hver vej. Det var internationale tog med serbisk materiel bortset fra lokomotivet. Også passagererne forekom os at være serbere, og der sad naturligvis nogen på vore pladser, men de respekterede vore reserveringer. Desværre kunne vi ikke tale med passagererne i kupeen, der var en bedstemor med et barnebarn, der sad med hovedet i sin debil og spillede bipspil med lyd på. To unge piger bad dog ret hurtig bedstemoderen om at få ungen til at slå lyden fra og tak for det. Pigerne så ud til at være med på noderne, men alligevel, hver gang vi passerede en kirke, slog det kors for sig. Diskret. De mumlede vist også noget, inden de genoptog deres samtale.
Den første del af turen var en ret spektakulær bjergbane. Også her jeg jeg genset turen, enten på en tysk jernbanefilm eller på en britisk tv-fim med en af alle de, de rejser rundt med tog og interviewer vinterbadede og biavlere langs banen, men hver gang, der er noget interessant jernbane, skal vi ikke se det.
Allerede læge før grænsen kom serberne og samlede vore pas sammen, og der gik flere timer, inden vi fik dem tilbage igen. Vi holdt også en time ved grænsen dog over flere omgange.
Jeg havde styr på stationerne, selv om de var skrevet på kyrillisk, som jeg ikke kunne læse. Vi kom af det rigtige sted, og da sidegangene var stoppede med stående, måtte vi begive os mod udgangen i god tid.
Vel ankommet til Uzice, fandt den privatbilist, der skulle hente os, os hurtigt. Vi skilte os nok ud fra serberne på vor påklædning? Jeg fik lige et billede af lokomotivet, inden vi over sporet og hegnet kom ud til bilen, der holdt på bagsiden af banegård og spor. Bilen kørte os 40 kilometer til vor lejede hytte i Mokra Gora.
Serberne var som de andre folkeslag i regionen flinke mennesker, men vi mødte dog nogle, vi ikke var helt trygge ved. De havde ikke glemt, at de engang var de førende i Jugoslavien, og de havde svært med, at de andre etniske grupper og religiøse grupper havde revet sig løs fra Serbien.
Mala Rijeka viadukten er 498 meter lang og hæver sig 200 meter over dalbunden. Den er bygget 1969 – 73 i forbindelse med anlæg af normalsporbane Beograd – Bar. Jeg var ikke helt tryg, før vi var vel ovre. Foto: Lise Blom. Der er flere billeder fra turen i jernbanedelen.
Serbien
Besøget i Serbien var kun kort og omfattede kun en by:
Mokra Gora
Byen var overraskende stor, men vi boede så langt uden for byen i en lejet hytte, at vi aldrig nåede længere ned i byen end banegården og en købmand. Mokra Gora betyder Våde Bjerge, og vi var taget dertil for at se på den derværende veteranbane, som de rejsende briter også havde besøgt og derefter vist deres film derfra i vort tv. Den allerede omtalte smalsporbane fra Beograd over Sarajevo og Dubrovnik til Podgorica, havde en sidebane, Bosniske Østbane fra Sarajovo over Visegrad og Mokra Gora til et sted i Sebien, jeg har glemt navnet på. Dele af banen ved Mokra Gora havde været millitærbane, men efter Første Verdenskrig indgik sporet i Bosniske Østbane. Sporvidden var som vanligt her 760 mm. Med moderniseringen, der betød anlæg af normalsporbaner, blev de smalsporede strækninger overflødige og lukkedes. I nyere tid er der dog mellem Sargan Vitasi i Serbien og Visegrad i Bosnien Hercegovina genopbygget en del af banen som veteranbane.
Desuden ville min datter gå i bjergene, og desuden var der i området den såkaldte Filmby at bese. Sidst på dagen kunne vi sidde udenfor og nyde det, men ud på natten blev det hundekoldt, så vi måtte om morgenen tænde op i brændeovnen.
Hytten. En ud af en seks til syv stykker. Vi kunne sidde på terrassen til solen gik ned, men så gik vi til banegårdsrestaurationen og spiste, skønt vi havde køkken. Når vi igen var hjemme var det såmænd sengetid. Der var andre gæster, blandt andet nogle kinesere, som jeg måtte hjælpe, skønt jeg hverken kan kinesisk eller serbisk og dårligt nok engelsk. De kom med en flaske og spurgte om det var stegeolie eller opvaskemiddel. Det klarede jeg. Det var vist toiletrens, så vidt jeg husker.
Der var en speciel byggestil på egnen, selv om ikke alle huse var opført i denne stil. Dette lå lige i nærheden af hytten.
Veteranbanen i Mokra Goras bjerge
Den kan du læse om i banedelen: Jernbaner i Serbien. Blot det, at vi tog turen ud med første morgentog og hjem straks efter igen. Vi havde vist noget spiseligt med hjem fra købmanden, og så gik vi sammen ud i dalen til et valfartskapel, og derfra ville min datter på bjergtur, og jeg ville over i en anden dal og se et andet lokomotiv til en afveksling. Jeg ville givetvis komme først hjem, så jeg fik nøglen, men vi kom lige tidligt, for min datter måtte opgive, da der ingen stier var, og i underskoven kunne der vel endnu være minefare, så hvorfor risikere noget? Der var ingen skilte, der advarede mod miner her, men sådanne skilte løb vi eller jævnlig over.
Veteranbanen havde to rumænske Faur-lokomotiver til veterantogene. I de gode gamle dage hed fabrikken 23. august. Vort lokomotiv, JZ 740-101 ses til venstre. Til højre er det JZ 740-098. I østblokken lavede man virkelig fællesmarked. Østtyskerne måtte således lukke hele deres lokomotivproduktion til fordel for disse ret uanvendelige misfostre fra Rumænien. Nå de kører i dag, er det fordi, de har fået nye vestlige motorer. Østtyskerne overholdt dog ikke helt aftalen og Karl Marx vedblev i bygge lokomotiver, men nu som køleskabsfabrik! Sporvidden var 760 mm.
Aftenen før vi skulle rejse, ankom et damplokomotiv til et særtog. Det var JZ 83-052, bygget af den tyske fabrik Jung som 3554 i 1926. Konstruktionen skriver sig helt tilbage til østrig-ungarerne, og de byggede over hundrede af typen. Bemærk i baggrunden banegårdshotellets hytter i den lokale stil.
På veteranbanens endestation, Sagan Vitasi oppe i bjergene sås JZ 83-173, Drakovic 129 fra 1949. Jeg står og taler med en schweizisk jernbaneentusiast om mulighederne for at få åbnet remisen, som personalet ville have flere tusinde kroner for at åbne. Enten trives korruptionen eller også var det fordi, vi var fra Vesten. Jeg så lokomotivet aftenen efter, og schweizeren havde efterladt sin mail, så han fik også et billede – gratis. Foto Lise Blom.
Jernbaner i tre etager over hinanden. Måske kan du kun se spor i to etager, men billedet er taget fra toget, der kører en etage højere. Yderligere én etage over var der endnu et spor, men ses ikke på bjergsiden nedefra, for det lå inde i en tunnel. Foto: Lise Blom.
Bela Voda hedder dette lille kapel ved en hellig kilde. Det var bygget af egnens hvide og røde kalksten i gammel byzantinsk stil. Vi fyldte i øvrigt vore vandflasker her. Herpå fortsatte min datter videre op i bjergene til stien slap op, mens jeg gik over bjergene til en anden dal.
Filmbyen
Næste dag gik vi op på endnu en bjergtop for at besøge en kæmpe filmkulisse kaldet Filmbyen. Stien op på toppen var stort set en lang trappe bygget af jernbanesveller fra banen i sin tid. Selv om der ikke var særlig langt, tog turen et par timer. Vi kom ind ad en bagindgang, hvor der ikke var billetsalg. Det var således kun billister og buspassagerer, der betalte. Vi måtte sætte os et par gange undervejs for at massere benene. Overalt på turen havde jeg sparket til kalksten for at vende dem eller samlet dem op for at se på dem. Det gjorde jeg også her, og her var bid. Der var masser af fossiler, men alle for store til at have i lommen og ikke til at slå i stykker, så jeg kunne have dem med hjem.
Filmbyen skyldtes Emir Kusturica, og han var født i Sarajevo 1954, men var serber. Kulissebyen her kaldes Træbyen, for i det nærliggende Visegrad i Bosnien Hercegovina havde han også en kulisseby, men bygget af sten og derfor kaldet Stenbyen. Der solgtes bøger i boderne her om Milosevics og andre grimme fyre, men teksterne kunne jo godt tage afstand fra ham. Først længe efter hjemkomsten fandt jeg ud af, at det gjorde de ikke.
Vi så og fik både kaffe og middag deroppe, og der var rigtig hyggeligt. På vejen ned skiltes vore veje. Jeg gik ned til veteranbanes boghandel og der fra hjem til hytten. Min datter tog en længere vej hjem.
Filmbyen var en stor malerisk kulisse med mindst et halvt hundrede træbygninger i gammel stil indrettet til hoteller, butikker, restaurationer mv.
Her havde jeg held med geologien. Her en snegl i kalkstenen. Den synlig del er ca. tre centimeter.
Fossil musling. Art eller alder er det ikke lykkedes at fastslå, men jeg har nok heller ikke været grundig nok i min søgning. Når jeg ikke kunne få den med hjem alligevel, kunne det jo være ligegyldigt. De er dog givetvis ældre en opfoldningen af Balkan.
Den sidste eftermiddag, inden vi skulle på banegårdsrestaurationen sad jeg og var egentlig ret træt. Jeg kunne se bjergskråningen bag hytten med banen, der snoede sig op det ene spor over det andet. Jeg kunne også se togene, men må være faldet hen, for pludselig vågnede jeg ved en ny lyd: Et anderledes lokomotivfløjt. I et indlæg på det sociale medie, min datter brugte, skulle jeg have udbrudt: “Det er ikke et rumæner fløjt, men et serberfløjt,” og selv om jeg ligge havde fortalt, hvor træt jeg var, var jeg sprunget op og have grebet min fototaske og var løbet til banegården og råbt i farten til min datter: “Vi mødes i banegårdsrestaurationen til spisetid.” Min papdatter, Edits datter, Sidse, var der omgående: “Hvordan lyder et serberfløjt?” Det svarede jeg på. Et serberfløjt var et fløjt fra et damplokomotiv fra en dampfløjte med op til 12 atmosfæres tryk fra et serbisk lokomotiv. Et rumænerfløjt var et fløjt fra et horn på et rumænsk diesellokomotiv fra Faun, og det kommer med trykluft på op til 30 atmosfærer. Meningen er, at jeg på en kilometers afstand kunne høre forskel på fløjtet og høre, at nu kom der helt uventet et damplokomotiv!
Næste morgen kom en ny privatbil og kørte os til Sarajevo.
Bosnien Hercegovina
Vi havde to dage i Sarajevo, hvorpå vi tog toget til Mostar, hvor vi også havde to dage, inden vi tog en bus videre til Dubrovnik i Kroatien.
Måske er dette land det, vi bedst kender fra borgerkrigen, idet der i en periode på flere år var daglige rapporter om belejringen af Sarajovo.
I Bosnien Hercegovina bryder folkene i Hercegovina sig ikke om at bliver kaldt bosniere. Bosniere er i øvrigt dels kroater, dels serbere og dels bosniakker. På tværs af disse etniske skel var nogle græsk katolske, dog under Den russisk ortodokse Kirke, nogle var romersk katolske og nogle muslimer. Ikke underligt, at de i borgerkrigen ikke altid kunne finde ud af, hver der var ven, og hvem der var fjende. Nogle grupper skiftede side under krigen. Under Tito havde de levet fredeligt side om side, men efter socialismens fald var det slut med fordrageligheden. Som hovedregel var serberne som regel den ene part og muslimerne den anden, og i øvrigt dem, det gik ud over, ligegyldigt hvem den anden part var. En by som Visegrad i øst havde før borgerkrigen en befolkning på 50 % muslimer, og nu efter borgerkrigen var der 0 % muslimer.
I dag er landet todelt: En kroatisk og muslimsk del i midt og vest, og en serbisk del i øst – altså en art forbundsstat. Efter mit besøg havde serberne i 2021 meldt, at de nu ville trække sig ud af det samarbejde.
Så er det politik nok, for jeg fatter det alligevel ikke.
Visegrad
Turen til Sarajevo fulgte den genopbyggede veteranbane helt til Visegrad. Navnlig ved grænsen var banen yderst spændende, idet den førte gennem en slugt, gennem tunneler, og kløfter med lodrette vægge og over broer. Stedvis hang banen hugget ud i lodret klippeside. Vi passerede sikkert en bjergkæde, men ikke over et pas, idet vi fulgte en flod i en gennembrudsdal. Bjergene hed formentlig Tara Bjergene og floden, vi fulgte, var før grænsen Kamisna og senere i Bosnien blev det Rzav, der i Visegrad løb ud i den langt større Drina, der er en biflod til Donau. I bjergene var der vilde heste. Det var heste, der under borgerkrigen var blevet herreløse og nu strejfede om i flokke. I skoven var der også jævnligt skilte, der advarede mod miner. Nogle steder var der totalt adgangsforbud, andre steder måtte man gå, men skulle holde sig strengt til stierne.
I Visegrad fik vi en kort pause for at se broen over Drina, der var en gammel osmannerbro kendt fra nobelpristageren Ivo Andrics roman af samme navn. Her lå også Kusturicas filmkulisse, Stenbyen, som vi dog kun kørte forbi.
Drina med broen over Drina. Der var en lille slette til en by til venstre, men ellers tæt pakket med bjerge. Sorte Drina havde den ene opstemning efter den anden. Særlig sort ser den heller ikke ud – mere.
En del af sletten med Visegrad med Stenbyen, Kusturicas filmkulisse.
Sarajevo
Ved middagstid nåede vi Sarajevo og med noget besvær, hvorunder vi beså det meste af byen, lykkedes det at køre op foran vort hotel. Fantasifulde ensretninger gjorde det svært at navigere her. Vort hotel lå lige ved siden af endnu en gammel osmannerbro over floden Miljacka og ikke lang fra det sted, hvor serberen Princep , 1894 – 1918 fik ram på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand, 1863 – 1914. Det udløste som bekendt Den første Verdenskrig.
Byen var en blomstrende by under vinterolympiaden, men så kom borgerkrigen, hvor serberne gennem flere år belejrede byen og fra højderne over byen skød på alt, hvad der rørte sig i byen. Vi havde et par dage i byen og så på historiske minder, nye som gamle.
Byen lå i en floddal og var derfor lang og smal. I den nordlige ende boede muslimerne, og i den midterste og sydlige ende boede de ikke muslimske bosniakker sammen med serbere og kroater. Som du ser, er der en skarp grænse mellem det osmanniske bazarkvarter og den vestligt prægede bydel, hvoraf meget var i jugendstil. Måske aner du også i fortovet, farvende fliser, der angiver, at her møder øst vest.
Her lå en flise fra før borgerkrigen, men med blod på. Her havde en serbisk snigskytte fra højderne over byen fået ram på en borger i Sarajevo, der lige så godt kunne havde været en serber som en fra de andre etniske grupper? Der havde tidligere været mange flere af disse mindesmærker, der i øvrigt var anonyme.
Mange steder var der endnu ureparerede granathuller i de huse, der havde overlevet beskydningen med serbernes artilleri. Tomme byggegrunde skulle man dog lede længe efter. Vi opsøgte ikke nogle af de store gravpladser, men faldt over et par mindre.
Vi besøgte byens førende moske, der også var museum og informationscenter om borgerkrigen. Her moskeens og byens urtårn, der dels har arabiske tal og dels viser månetid. Klokken var nemlig 10.30 i fotoøjeblikket.
Byen Rådhus og bibliotek var genopbygget efter borgerkrigen i osmannisk stil. Men bøgerne var brændt; det skete i øvrigt allerede i starten af borgerkrigen, hvor anderledes tænkende futtede biblioteket af.
Foruden at se byen, tog vi på banegården for at sikre os togbilletter til næste dags tog til Mostar, og det var klogt, for næste morgen var køen til billetlugen lang. Min datter fortsatte sin byvandring, mens jeg faldt ned på denne gamle musikpavilion. Jeg så dog også på sporvogne og på et bryggeri, der holdt en vis byggestil. Vi drak i øvrigt også deres øl.
Mostar
Jeg havde ønsket at se både Sarajevo og Mostar på turen. Som nævnt benyttede vi tog. Det var et helt moderne Talgotog, vi gjorde turen med i 2018! Først i 2024 har vore Statsbaner fået det første prøvesæt af et Talgotog. Vognen var mærket 200 km/t, men ak sporet var stadig mærket efter borgerkrigen, og vi kørte ikke over 60 km/t, og kun 30 km/t gennem hvert sporskifte. Det var dog en flot bjergtur også her, så de fire timer gik hurtigt. Toget kørte 07.07, men da stod de rejsende endnu i lange køer, så vi kom ikke afsted før 07.30. Selv om der var tre luger åbne, var der en hel del bureaukrati ved billetkøbet, der styredes med papir og blyant!
Vort hotel i Mostar var både hotel og museum. Det var indrettet i en tidligere osmannisk rigmandsvilla. Vi havde fået et af museumsværelserne. Også her var personalet yngre kvinder, og også de undrede sig over os, men blev synligt lettede, da vi røbede os som far og datter. De viste os museet, og når jeg sad under de skyggefulde træer efter dagens sightseeing, kom de uopfordret med kaffe og/eller dansk vand til mig uden beregning og satte sig tilmed for at snakke lidt.
Vi havde et par ture i byen kendt for sin gamle bro, der havde været sprængt, men nu var genopbygget. Vi fandt hyggelige spisesteder og cafeer og så også lidt efter spor fra borgerkrigen. Broen hed Stari Most, og floden Meretva. Broen er fra 1566 og ødelagdes 1993 og var genopbygget 2004. Meretva løb undtagelsesvis til Adriaterhavet. Det fleste andre floder, vi så, løb til Donau.
Den kendte bro i Mostar, som borgerkrigens parter skød til måls efter og ødelagde. Efter genopbygningen sprang byens drenge igen ud fra broen og ned i floden for penge. Midt på dagen kunne man dårligt sparke sig gennem byen for turister, men både formiddag og eftermiddag og aften var der yderst rimeligt. Dalen levnede ikke meget plads til en by.
Hotellet i Mostar. En osmannisk rigmandsville, der både var hotel og museum.
Sofaer hele vejen rundt, og sengen redt op på gulvet. Borde og stole var ofte lave. Der var naturligvis kun adgang her på afstand, og det tilmed uden sko.
Mit badeværelse. Det mønstrede var bruseforhænget, der var blevet lidt stift, men yderst stilfuldt. Det var nu nok kakler?
Kroatien
Landet er ret uformeligt. Ud over et regulært område omkring hovedstaden var der ned langs kysten en lang tarm under kroatisk regering. Området var dog afbrudt af et 25 kilometer langt bosnisk-hercegovisnk område, som vi skulle igennem. I dag har kroaterne bygget bro ude i Adriaterhavet fra hovedlandet til den kroatiske enklave med Dubrovnik syd for hovedlandet. Da toget var i 760 mm, er det blevet nedlagt allerede omkring borgerkrigstiden. Vi var derfor henvist til bus, en udrangeret tysk turistbus. Vi skulle således passere tre grænser med seks paskontroller. Trods det vi var i transit og havde papirer i lange baner, tog grænserne tre timer, og ét sted blev vi jaget ud og skulle gå over grænsen. Buschaufføren havde også sin egen forretning. Han ville have 1 € af hver, vist nok for kufferten? En kineser, der ikke kunne fremmedsprog, ville eller kunne ikke betale, og til sidst blev han korporligt smidt ud af bussen, selv om han havde billet. Han landede på maven foran udgangen så jeg, og lidt efter kom hans bagage flyvende. Hvorfor han alligevel kom med ved jeg ikke, men chaufføren hævnede sig senere. Kineseren blev sat af et eller andet sted på bar mark med besked om, at byen, han havde billet til lå op ad bjergvejen!
Dubrovnik
Vi havde et par dage her efter mit ønske. Vi blev sat af uden for byporten, men der var ret langt at gå, så vi måtte tage en taxa, hvilket der var standardtakst på. Vi skulle dog om til en af de fjerneste byporte for ikke at skulle slæbe vore kufferter op ad trapper.
Dels så vi på middelalderbyen, dels efter spor af borgerkrigen, hvor serberne også stod oppe i bjergene og skød til måls efter historiske minder.
Byen og det nærmeste opland var en republik. Mange af de store erobrere have været her. Det lykkedes ikke Djengis Khan at erobre byen. Venetianerne måtte dog opgive byen. Det lykkedes østrig-ungarerne i 1815 at erobre byen, men de måtte opgive den igen i 1919. I dag bor der 90 % kroater i byen. Igen skulle vi hen og veksle penge, og hver gang blev vi snydt, navnlig med de valuter, vi nu ikke mere havde brug for.
Vi boede hyggeligt oppe i nord ved bymuren. Vi havde et helt hus i flere etager for os selv. Vi fandt også gode spisesteder, men om formiddagen kom busselskaberne, og så væltede det ind med turister, der blev til sidst på dagen, men da vi gik ud for at spise, var de væk, og så var der meget hyggeligt.
Mange tværgader i byen var trappegader. Mange gik helt op til bymuren, men ikke denne.
Bymuren var er sandt lærestykke i krigskunst. Her en byport i syd, der har flere porte, men forskud, så kanoner ikke kan skyde gennem porten. Min datter tog en murvandring, men jeg frygtede for mange trapper og nøjedes med muren nedefra.
En lille kirke, en blandt mange, som almindelige vejvisere ikke havde styr på, men det var også tympanonfeltet, der tiltrak min opmærksomhed. I buen burde der have hængt en klokke?
En anden lille kirke med to klokker. Det lykkedes mig at komme så meget ud i krogene, at der kun boede indfødte og der tilmed var butikker, så vi kunne købe frokost. Her sås slet ingen turister.
SÅ SLUTTER TUREN
Efter et par dage i Dubrovnik tog vi igen en taxa til busstationen. Billetten havde vi som vanligt købt et par dage forinden, da vi ankom til byen. Det var nu ikke nødvendigt, for med de to busser var der mindre end ti med på den ene tur og mindre end tyve på den anden.
Vi krydsede en sidste grænse og havde her en time til at glæde os over EU og Schengen og tænke på, at i min barndom skulle vi også have ikke bare pas, men også visum for at komme til Tyskland. Navnlig turen rundt om alle Kotorfjordens krinkelkroge var flot. Vi kunne have skudt genvej med en færge, men vi fulgte landevejen. I Budva stod vi af i byens fjerneste afkrog og måtte igen have en taxa til hotellet. Her genkendte pigerne os straks og kom med nøgler og det efterladte snavstøj.
Vi fandt et hyggeligt spisested ved strandpromenaden til den sidste aften. Næste formiddag gik min datter til den gamle by, mens jeg kiggede på den nye by, inden vi i privatbil blev bragt til lufthavnen i Podgoroca.
Flyene var forsinkede, og da vi skulle skifte i Ljubljana, troede vi først, at flyet var fløjet, da vi kom for sent, men flyet var slet ikke ankommet. På grund af dårlig information i hvert fald for udlændinge, blev jeg siddende ved afgangsstedet, mens min datter til tider kom og fodrede mig. Hun var der heldigvis, da vi langt om længe skulle af sted, og noget forsinkede kom vi hjem, hvor Edit ventede med mad. Vi havde ikke fået mad hele dagen bortset fra, hvad lufthavnene kunne byde på, men det har jeg ikke skrevet hjem om.
Jeg har allerede meddelt, at det var en fin tur. Selvfølgelig var jeg mest glad for den sidste del, hvor jeg selv havde ønsket besøgsmål. Den sidste del var også den billigste, men det kan vel ikke undre, selv om jeg også betalte for min datter. Det er mange år siden, der var rabat på charter. Udbyderne kan nemlig heller ikke selv få rabat på flybiletter.
Det var formentlig min sidste tur. Så kom covid-19, og nu trykker alderen, så nu er jeg tilfreds med en tur til Fredericia med spisning – eller såmænd selv til Kolding.
Bent Hansen.
1. udgave sammensat af rejsepostkort, sommerpostkort og julehilsener 17. december 2018.
2. udgave 29. september 2019.
3. udgave 14. januar 2022.
4. udgave 28. marts 2024.