Indledning
Også her er overskriften lige lovlig vidtløftig. Jeg har godt nok været i Det forenede Kongerige, men kun på kajen og perronen i Harwich samt i London og et par gange i lufthavnen i Manchester, tror jeg det var. Det var i hvert fald et eller andet afsides sted, og for mig en kæmpe omvej, men sådant noget bestemmer luftfartsselskaberne enerådigt.
Korrekt navngivning?
Mens de fleste danske bare siger England om både England, Wales, Skotland og Nordirland, så foretrækker jeg nu det danske navn, Det forenede Kongerige eller på engelsk United Kingdom, UK. Hvad skotter og walisere kalder UK, har jeg ingen anelse om. En indfødt gav mig det råd kun at skrive England, hvis jeg virkelig mente England. TVs journalister er slemme til at sige Storbritannien, men den betegnelse dækker jo kun den største af de britiske øer, så også den betegnelse for UK er misvisende. Slemt er det også, at det andet land på De britiske Øer kaldes Irland, for den næststørste af De britiske Øer hedder Irland. Det største land på øen Irland hedder Eire.
Mit forhold til området
Mens min hustru Elisabeth før min tid har arbejdet i London i mere end et år, har jeg kun besøgt London på to korte besøg. Hvorfor Elisabeth ikke rejste til London med mig noget mere, ved jeg ikke, men åbenbart havde hun fået nok London. Vi snakkede sjældent om rejser til London. Hun havde åbenbart hurtigt mistet forbindelsen til de mange venner, hun fik i London. I vort ægteskabs første år, fik vi dog besøg en britiske venner, og det var da meget hyggeligt.
Begge ture var arrangeret af DFDS som tilbudsrejser. Den en kun med overnatning på skibet ud og hjem, den anden med tre nætter i London foruden de to på skibet. På den en tur havde vi ud over hotel i London også bus fra toget til hotellet og retur, men ellers ikke mad eller transport i London.
DFDS’ koncept, med påstigning på toget i Kolding, skift til skib på havnen i Esbjerg og skift til tog igen i Harwich fandt jeg godt. Specielt en hyggelig middag på skibet inden en god nats søvn bekom mig vel. Det var for mig en langt mere behagelig rejseform end en flyrejse fra en fra Kolding fjern flyveplads til en fra London lige så fjern flyveplads. Da DFDS købte nye skibe med nogle containerlignende sovepladser, forsvandt hyggen. Jeg kender faktisk flere, der fravalgte DFDS og i stedet tog toget via Holland eller Belgien, hvilket hverken var dyrere eller langsommere. I dag har DFDS så også lukket ruten.
På den ene tur fik vi en brandstorm og måtte søge læ under Nederlands kyst og kom derfor et halvt døgn for sent til London, hvilket var en betragtelig procentdel af det samlede ophold. Nu generede søsyge os ikke dengang, og vi sov udmærket, da vi først kom i læ under Nederland, men vi undrede os over, at der ikke var flere i natklubben om aftenen.
LONDON
På endagsturen havde vi en rundtur med bus til de seværdigheder, man skal se, og så var der naturligvis og indlagt et varehus i besøget. Jeg mindes ikke, vi var ude nogen steder på busturen.
På vores egen tur tog vi rundt med busserne, og altid på øverste etage. Også selv om vi fra bussen kunne se fodgængerne overhale os. Kun en enkelt gang lykkedes det at få Elisabeth ned i undergrundsbanen. Vi har nok gået fra morgen til aften. Jeg mindes, vi var rundt overalt: Et kunstmuseum, Naturhistorisk Museum, British Museum, Teknisk Museum, Tower, London Bridge, Parlamentet, Westminster Abbey og St. Pauls. Vi var også forbi Downing Street, Buckingham Palace og i Hyde Park. Vi var i flere varehuse og i Penny Lane, som da allerede var ødelagt af nytilkomne butikker med rent bras. Oxford Cirkus mindes jeg også, og til sidst en tur langs Themsen, hvor jeg faldt over en tidlig britisk dronning, der bød romerne trods, men som jeg ikke kendte dengang. Ved kajen lå også nogle kendte skibe fra opdagelsesrejser. Måske var det lidt forjaget, men på museerne havde jeg i forvejen udvalgt de ting, jeg ville se og så sprang jeg resten over. Elisabeth var på ofte ude for sig selv og se gamle minder, mens jeg var på museum.
Efter den forsinkede ankomst var jeg i dag nok gået i seng, men vi gik straks ud i byen. Jeg har noteret, at vi gik fra hotellet, inden de sidste fra selskabet havde fået nøglen udleveret. Et teater, vi passerede, Prince Edward Theatre, spillede Evita. Selv om briterne har et tåbeligt system med billetbureauer, lykkedes det Elisabeth at købe et par billetter til forestillingen næste aften.
Jeg har absolut de bedste minder, selv om jeg ikke er vendt tilbage senere. Maden var britisk og ofte temmelig dyr i forhold til kvaliteten, så vi tog hurtigt vore forholdsregler og levede af sandwich o. lign.
Besøgene foregik i 1981 og i 1988 for endagsbesøget.
SHETLANDSØERNE
Bent Hansen 25. juni 2023. Tilføjelse 14. november 2023.