HVORFOR
Oplægget var givet på forhånd
Som nævnt i et andet indlæg, var der allerede en rejsekategori på min hjemmeside, da jeg fik den i 75-års fødselsdagsgave af min datter. Min datter, der har givet mig hjemmesiden, har åbenbart vurderet, at rejser spiller en rolle i min tilværelse.
Jeg har fra tid til anden lagt småepisoder fra rejser ud på siden, og på det seneste er jeg påbegyndt en samlet beretning om alle de rejser, jeg har foretaget i et land gennem tiderne.
Nu under covid-19-pandemien har jeg daglig i pressen hørt om, hvad mine medmennesker ville gøre, hvis de var regering eller sundhedsekspertise. Også menigmand har udtalt sig i min radio i den bedste sendetid. Mange ville gerne rejse igen, men når jeg hører nærmere om rejseønskerne, er det blevet mig klart, at den måde, jeg rejser på, og de mål, jeg besøger, slet ikke er de samme, som kommer til udtryk i pressen!
Jeg har derfor besluttet ikke at skrive flere rejseindlæg. Der er ingen, der interesserer sig for dem, så hvorfor spilde tiden? Jo, der er kommet nogle få reaktioner fra nogle med de samme interesser.
Det er dog muligt, at jeg engang ved lejlighed lægger noget af det halvfærdige ud, som ligger som kladde på siden her, men uden du kan se det. Også nogle rejseberetninger fra julebrevene kunne måske samles i indlæg, hvis jeg får tid lyst og lejlighed?
Min lyst til at rejse
At rejse har været populært sikkert siden tidernes morgen. Der er imidlertid mange måder at rejse på. Jeg har nu altid foretrukket selv at bestemme, og jeg har været heldig også at finde særdeles billige rejseformer. Måske kan du få et tip, men vid, at min rejseform i givet fald skal forberedes flere år i forvejen, men så går det hele også af sig selv.
Jeg kan godt om vinteren drømme om at glæde mig til sommeren til at sidde på en cafe under eksotiske træer med udsigt til fremmede, smukke steder og fremmede skikke og spise fremmed mad og drikke vin til.
I sammenligning med min industribaneforskning spiller rejseaktiviteten ikke den store rolle; det kan du selv overbevise dig om, ved at læse et par indlæg i industribanekategorien. Ofte er en industribanerejse ikke et mål, men et middel. Alligevel kommer man ud i hjørnerne af et land, for det er derude, industribanerne er. Ofte kommer man længere ud, end de fleste af landets egne borgere kommer. Det tiltaler mig, selv om der måske ikke er seværdigheder med stjerner.
HVOR
Min første rejse
Min rejseaktivitet begyndte tidligt. Jeg var knap to år, da jeg var i udlandet første gang. Min far var som ung jernbanemand sendt til det dengang nyligt tilbagekomne Nordslesvig. Landet mellem Kongeåen til nord for Flensborg kom 1920 tilbage til Danmark efter siden 1864 at have været under tysk administration. Ikke alle de tyske jernbanefolk for eksempel i Sønderborg var taget tilbage til Tyskland. Nogle af de tysksindede var født i Sønderborg, så hvorfor skulle de flytte fra deres by. Men de vedblev at tale tysk og skrive gotisk håndskrift på fragtbreve med videre! Som ganske ung kunne man ikke dengang tillade sig at gøre ældre kollegaer opmærksom den nye tilstand, der nu rådede i Sønderborg. I stedet måtte man rette ind og lære sig tysk og gotisk! Gotisk håndskrift er helt anderledes en gotisk trykskrift, som vi ældre formentlig endnu behersker! Gotisk håndskrift læser jeg kun meget mangelfuldt. Jeg havde min far til det, og senere, da han var død, en medarbejder, der mestrede kunsten. Og hvorfor var det nu lige, at jeg skulle læse gotisk? Jo, lokomotiver købt i Tyskland kom til Danmark med kedelpapirer med videre skrevet på gotisk!
I 1939 må min far endnu periodevis have været i Sønderjylland formentlig i Padborg, for min mor og jeg, der boede i Fredericia, må have været på besøg, og så var vi taget en tur til Flensborg. Det var midt på sommeren 1939 fjorten dage før verdenskrigen brød ud. Jeg kan selvfølgelig ikke huske det, men min far fortalte senere, at han havde talt med bagermesteren på hovedgaden i Flensborg, og han havde bekymret sagt: „Det ender galt det her!‟ Det gjorde det jo så også bare 14 dage senere. Ikke desto mindre fik jeg en småkage.
Jeg har tit tænkt på, hvordan det egentlig var gået bagermesteren, og en dag først i det nye årtusinde gik jeg ind i butikken for at spørge, men afstod, da der kun var skolepiger til at ekspedere. Kort efter var butikken lukket.
Rejseaktiviteten stiger langsomt igen
Selv om krigen sluttede i 1945, skulle vi helt hen i 50’erne, før vi kunne rejse igen.
Min hustru og jeg ventede også med at rejse, til vore børn blev store nok. Vi havde familiemedlemmer, der tog på chartertur med blebørn og mente, at vi overreagerede, når vi blev hjemme.
Allerede tidligt blev vi nødt til at tage hensyn til syge og gamle familiemedlemmer, så hvis vi skulle rejse, skulle vi skaffe nogen til overtage vore forpligtelser. Efterhånden fik vi den ordning, at vi rejste hver for sig. Vi kunne tage på højskole hver for sig, og jeg kunne rejse med mine venner, hvor emnet var industribaner, noget min kære hustru alligevel ikke ville have været med til. Hun rejste så med sine veninder eller højskoler.
HVORDAN
Rejseform
Netop min rejseform bragte mig vidt omkring. Tilmed havde jeg indfødt guide til rådighed og mere eller mindre gratis overnatning. Mangen engang har jeg i Tyskland overnattet på et Studentenwohnheim. Jeg havde selv sovepose og luftmadras i bilen, og når møblerne i værelset var flyttet ud fra kollegiets lille værelse, kunne der ligge to madrasser på gulvet! Også hos jernbanevenners venner, der boede hjemme, har jeg overnattet.
Jeg husker et sted, hvor tre generationer boede under samme tag. En del af børnene boede endnu hjemme, selv om de i mit land for længst ville være fløjet fra reden. Jeg blev indkaldt til familieråd efter aftensmaden. Her fik jeg tildelt badeværelset fra otte minutter i fem til tre minutter i fem. Vi skulle nemlig tidligt op, men det skulle faderen og sønnen, vi boede hos også; de skulle møde i minen klokken seks, og vi skulle rykke flere hundrede kilometer gennem tæt befolkede områder, og vi havde aftalt mødetid. Jeg var vågen, og præcis otte minutter i fem hørte jeg nøglen i badeværelsesdøren blive drejet. Det var altså alvor. Der var fyldt med nylonstrømper og bleer i badeværelset, så jeg måtte føle mig frem. Jeg må sige, at det klappede. Alle holdt deres del af aftalen.
Konceptet med at opsøge venner og venners venner havde også den fordel, at jeg kunne henvende mig til lokale entusiaster før en rejse, og når jeg så ankom, stod der en entusiast med en bil og hentede mig og kørte mig ud til den lokale jernmine, der tilmed i forvejen var truffet besøgsaftale med.
Selvfølgelig sker det, at jeg må gøre gengæld, hvilket bestemt kan være hyggeligt. Også selv om mobilen ringede i Nyborg, og jeg her fik meddelelse om, en bekendt var på vej og forventede overnatning og middag, men jeg nåede hjem og i Brugsen. Det var værre en dag, jeg lige var hjemkommet fra Asien og ikke havde mad i huset, men så tager man selvfølgelig gæsterne med ud at spise eller med på indkøb. Det kan godt være en oplevelse at handle med en udenlandsk husmor og udveksle principper og erfaringer.
Pensionistlivets glæder
Da vi så blev pensionister, havde vi rejseplaner: Tre måneders rundtur i en autocamper i Sydeuropa eller tre vintermåneder sydpå. Det blev bare ikke til noget. Vi var nødt til at blive hjemme ved vore gamle familiemedlemmer, og så gik min kære hustru kun kort tid efter pensioneringen hen og blev alvorligt syg og døde.
Jeg var næsten 70, før jeg ikke havde forpligtelser mere og kunne rejse, som jeg ville. Og selv om jeg havde tilbud nok, havde jeg ikke mere den helt store lyst til at rejse og slet ikke alene.
Så var det, jeg mødte Edit, og da hun havde fornemmet mine problemer, tilbød hun at rejse med mig. Vi rejser nu en del sammen, men jeg mener stadig, at den ene tur skal fordøjes, før vi tager på den næste. Derfor når vi næppe meget mere end to ture om året.
Sidste tur i året 2012 gik til Harzen, og hvis du læser tre af indlæggene fra denne tur i rejsekategorien, Ackeren, På Karststien og På jagt efter oolither og rapporten i industribanekategorien om samme tur (2012 – mammuttens år eller bedre klik i linket til Smalspor Forum,) så skulle man ikke tro, at det var den samme tur, eller at Edit deltog og oven i købet syntes, at hun også oplevede noget.
Rejserformer
Det hænder, at vi benytter et charterbureau, hvis vi kan få en rejse med kun transport og hotel, men uden mad og udflugter. Det er også sket, at vi har taget en regulær charterrejse. Én gang fordi, jeg ikke selv kunne skaffe et hotel på den ønskede destination og én gang, fordi charterturen forekom billigere, end jeg selv kunne gøre det. Det troede jeg, men så opdagede jeg, hvorfor charterturen var billigere. Jeg kunne selv have opnået den samme rabat, hvis jeg havde undersøgt sagen ordentligt, men nu var det for sent.
Oversøiske ture har dog alle været bureauarrangerede, idet jeg har rejst en del på specialture med højskoler og med ligesindede, hvilket her vil sige jernbaneinteresserede.
Badeferie
En eneste gang har vi været på det, jeg kalder en badeferie. Med det begreb forstår jeg en destination, hvor der på flere kvadratkilometer kun er hoteller og ferielejligheder, og hvor der ikke bor indfødte. Her savner jeg atmosfære, butikker med de varer, de indførte spiser og restauranter, hvor de indfødte også kommer.
Noget andet er så, at vi befandt os godt. Vor altan, en god bog, et par daglige bade og et par daglige gåture på strandpromenaden uden for myldretiden bekom os godt. En lejet bil bragte os rundt til omegnens seværdigheder. Efter et enkelt mislykket spisested fandt vi en rimelig restaurant.
MAD
Spisesteder
I det, jeg kalder indfødte butikker, kan vi købe lokalt friskbagt brød og lokalt pålæg, som vi kunne have siddet og nydt på værelset sammen med en lokal øl. På badeferien måtte vi tage til takke med Heineken, importeret gummiost og importeret marmelade. Vi prøvede at finde en slagter eller et lokalt supermarked, men måtte opgive. Heineken kan sikkert være en udmærket øl, men jeg ville have foretrukket en lokal øl. Det er derfor, jeg tager til udlandet. Ikke for at drikke Heineken eller for den sags skyld Carlsberg.
På andre charterferier har vi trods alt kunnet finde lokale spisesteder. Et par steder nemlig på Madeira og på Açorerne, hvor min datter også har været, har hun givet os gode råd om valg af hotel og spisesteder. I Açorernes hovedstad kneb det lidt, og vi fandt en enkelt gang et ringe turiststed – vist nok fordi, det var søndag, og de lokale var lukket!
En aften søgte vi så et lille sted anbefalet af min datter. Vi gik med adressen i hånden, men havde svært ved at finde det, selv om vi vidste, at det slet ikke lignede et spisested. Efter lidt søgen mente vi at have lokaliseret det, selv om der ikke stod spisested udenfor på et sprog, jeg forstod, og der var heller ikke spisekort sat op nogen steder. Vi gik ind i en bar, men vi skulle om bag bardisken! Her var en åbning med en insektstopper foran. Da vi var kommet ind i baglokalet, var vi i restaurationen. Her sad den del indfødte. En kraftig herre med et helt batteri af drikkelse modtog gæster, som han talte med, udvekslede håndtryk og drak en dram sammen med. Selv tog han et glas rødvin. Da hans flaske var tom, lukkede han butikken og bestilte mad. Efter maden og nok en flaske rødvin faldt han ret diskret i søvn ved bordet. Det var åbenbart hans bord? Han fik lov at sidde, men han generede jo heller ingen. Gad vide, hvad han havde siddet og solgt? Formentlig var han lotterikollektør?
Det svære valg
Spisekortet stod med kridt skrevet på en tavle oppe under loftet. Mens vi sad og prøvede på at tyde det, for det var kun på portugisisk, kom en tjener, og med en klud tørrede han en ret ud. Den var åbenbart udsolgt. Det skete flere gange, mens vi var der. Vi havde Politikens, Turen går til Madeira og Açorerne, og her var et lille afsnit om mad, og vi prøvede at finde noget, der stod både på spisekortet og i bogen. Tjenere forbarmede sig over os og kom med et håndskrevet spisekort i ét eksemplar, som var noget lettere læseligt, end den mange gange rettede tavle. Vi spiste gerne fisk, og her kunne vi få skælbrosme, som vi havde fået før, samt hestemakrel. Det lød bekendt, så det valgte vi.
Vi havde dog tidligere fået fileter, og jeg var ikke opmærksom på, at dette ord manglede på spisekortet. Ind kom to tallerkener med dels en hel skælbrosme, hvor hoved og hale ragede ud over tallerkenens kanter, dels en stak små grillstegte fisk i sardinstørrelse.
Skælbrosmen var trukket op fra dybt vand, så øjnene var presset ud og gav den et sørgmodigt indtryk. Hestemakrellerne fik andre gæster også. De tog dem i halen, lagde nakken tilbage og slap, hvorpå de så ud, som bekom det dem vel. Enkelte tog hovedet af og holdt i halen, mens de bed. Brosmen skulle bare vendes, så vi slap for dens bebrejdende blik. Vi byttede, for Edit kunne ikke vende sig til brosmen, da hun havde set den i øjnene. Den var udmærket og let at pille, og så i øvrigt stor nok til, at jeg ikke behøvede at gå tæt på ben, hoved og hale. Edit bekom “mine” hestemakreller også vel. Efterhånden tog hun også hoved og hale med. I sandhed en oplevelse og en udfordring. Det besøg husker vi.
For eftertiden huskede vi det lille ord filet. Men besøget fratog os ikke lysten til fremmed mad. Vi fik sværdfisk, vragfisk samt diverse dybhavsfisk. I Rumænien har jeg fået malle og på Cuba sejlfisk. I Nordnorge både hval og rødfisk og på Grønland både hval, sæl og ren. En enkelt af bureauets ture tog vi, og her diskede en restauration op med egnsretter på tag-selv-bord. De kendte og internationale retter forsvandt som dug for solen, og ret hurtigt stod egnsretterne tilbage. Da Edit var oppe anden gang for at hente hestemakreller, blev nogle af turens deltagere nysgerrige og spurgte, hvad det var, Edit spiste og om, det smagte godt. Vi kontrollerede dem ikke, men vi så, at 2½ af tre fade med hestemakreller gik ud igen, urørte. Det halve fad, var dem Edit havde taget sig af. De øvrige lokalretter gik også ud stort set urørte.
At der var et spisested her, var ikke til at gætte, hvis man ikke lige vidste det. Der var intet skilt med restaurant og intet spisekort ude. Man skulle ind bag bardisken! Vi er i Azorernes hovedstad Ponta Delgada på hovedgaden i 2006.
En af gæsterne er faldt i søvn efter to flasker rødvin. På væggen en af tavlerne med spisekort. Der var andre gæster i lokalet, men vi fotograferede uden om dem.
Hestemakrel. Grillede.
Skælbrosme. Den smagte væsentligt bedre, end den så ud.
REJSEØNSKER
Lige fra jeg var barn, så jeg billeder i geografibøger og tænkte: Det vil jeg gerne opleve engang. Det var ikke nødvendigvis billeder af Eifeltårnet eller Peterskirken, men også mere dagligdags billeder fra eksotiske lande.
Hvordan jeg fik min rejseinteresse
Allerede som barn sugede jeg beretninger om fremmede lande til mig. Jeg er født lige før krigen, og gennem hele min barndom kunne man ikke rejse. Mine forældre havde rejst et par enkelte ture før krigen. Mine lærere i skolen havde rejst og berettede om deres oplevelser. Jeg elskede geografibøger, og billederne blev jeg hurtigt dus med. De stammede alle fra de samme billedbureauer ikke bare i geografibøgerne, men i alle geografiske værker, aviser og ugeblade. Jeg havde efterhånden oparbejdet et hukommelsesarkiv over, hvad jeg gerne ville se, hvis lejlighed nogensinde bød sig. Mine forældre var fortrøstningsfulde, for de havde jo allerede oplevet én krig, Første verdenskrig, og tiderne blev bedre efter den krig. Ikke lige straks, sagde min mor, men efterhånden.
Ønskerejsemål
Mit besøgsmålsønskearkiv voksede med tiden, og tiderne blev bedre, og jeg kunne begynde at strege i ønskearkivet, efterhånden som jeg fik set Eifeltårnet, Venezia med videre, men samtidig voksede arkivet i den anden ende med nye ønskemål.
Jeg streger stadig, men tiden arbejder også for mig. Flere besøgsmål eksisterer ikke mere, og det er en lidt ærgerlig begrundelse for en udstregning. Desuden er jeg ved at afskrive lange flyrejser på ubekvemme tidspunkter, hvilket også har gjort et godt indhug i ønskerne. Jeg har endvidere fundet ud af, at der til de vulkanudbrud, jeg gerne ville se, slet ikke er adgang. I hvert fald ikke i civiliserede lande. Hvad man eventuelt tilbyder af vulkanbesigtigelser i ulande, har jeg ikke mere lyst til. Flere udstregninger!
Specielle rejsemål
Gletschere fascinerer mange mennesker, og man ser i tv de fantastiske billeder af gletscheris, der falder i havet, men hver gang, jeg opsøger en gletscher, er der sikkerhedregler, så man ikke kan gå hen og røre dem. Kælvende gletschere kunne jeg se på to sømils afstand. I ulande er jeg tilbudt gletscherbesøg, men jeg har takket nej. Efter to hændelser, der godt kunne have udviklet sig alvorligt, en førstehåndsberetning om en gletscherulykke og en virkelig alvorlig hændelse med en gletscher og en bekendt, der omkom som følge af en gletscherulykke, forstår jeg godt sikkerhedsreglerne.
En gletscher i Pakistans del af Himalaya. Den er helt dækket af nedfald, så det er svært at se, hvornår man går på den faste klippe og, hvornår man er ude på gletscheren. Nær gletscherens nedre ende revner den ofte, men formentlig undgik de trådte stier over gletscheren gletscherspalterne, men man ved jo aldrig. Udsynet over gletscheren var også bedre højere oppe igen, så jeg vendte her. Hvis du under dig over alt det, der ligger oven på gletschere, så betænkt, at det meste af Danmark er kommet fra Skandinavien på denne måde! Lokalt kaldte de indfødte den for Hopargletscheren. I virkeligheden løb mindst to gletschere sammen højere oppe.
Her kører en bus gennem en sprængt passage i en gletscher i Pakistan. Jeg afstod fra at køre med, steg ud ad bussen og gik uden om uden at træde på isen. Bussen kørte på ren is, ikke på den vej, der havde været der, for den var for længst fjernet af isen. Klimadebatten kom omgående frem. Gletscherne breder sig i Himalaya, de smelter ikke, som påstået, vil klimaskeptikere omgående hævde med dette billede som bevis. Enhver kan jo se, at gletscheren er blevet større. Imidlertid er mit billede et bevis for netop de vigende gletschere! Forøget afsmeltning som følge af varmere klima har fået gletschere til at galoppere på de forøgede smeltevandmasser, de hviler på. Det er altså gletscherens sidste krampetrækninger, man her ser. Gletscheren er formentlig Baturagletscheren eller en nabogletscher.
Set på afstand ser en gletscher både overskuelig og fredelig ud. Vi er ved Ghulkingletscheren i det nordøstligste Pakistan 1999.
Dette bjerg, Muztagh Ata, Isbjergenes fader, 7546 meter, Kinas tredje højeste bjerg beliggende i Pamir, rummer adskillige gletschere, men nu er vi nede i 3300 meter, så der er højt op til gletscherne. Søen er Kara Kul, Den sorte Sø. På et andet foto af bjerget set fra en anden vinkel, ses 7 gletschere.
Den smule gletscher kunne da ikke være farlig? Den har ikke noget mig kendt navn, men den ligger ved Bredefjord, Ikerssuaq nær Narsaq i Sydgrønland. 2005.
Lidt tættere på syner den af mere. i baggrunden indlandsisen.
Selv om gletschertungen ser lille ud, mente bådføreren, at den pludselig kunne bevæge sig og store isblokke kunne falde ned og ramme os, så vi trak os tilbage. Han havde sikkert ret.
Norge 1993. Nigardgletscher en del af Jostdalsbræen. Isens konsistens og lyset gjorde bræen blå. Den var spærret af, så man ikke kunne komme hen og røre ved den.
Eqibræen i Grønland 2014. Vi er i Atasund eller Ikerasak nord for Ilulissat. Gletscheren er 50 meter høj fra vandlinje til top. Den kælver ikke før den slipper bunden 350 – 400 meter under havoverfladen. Skipperen her holdt 2 sømils sikkerhedsafstand. Hver gang den kælvede, vippede vi voldsomt. Reklamefotoene fra turen var taget meget tættere på, men sådan er det jo med reklamer.
Gletschertur i Schweiz ved Zermatt i 2009. Vi er på Gornergrat og ser Gornergletscheren og Schwarzegletscheren fjernest.
Længere nede stødte flere gletschere til. Bemærk smeltevandsløbene på overfladen. Greenpeace havde slået lejr på gletscherens sten- og grusdækkede del i forgrunden.
Der er stadig politikere, der ikke tror på klimaforandringer, så jeg tegnede, sikkert til ingen verdens nytte dette kort efter et billedet fra før første verdenskrig, hvor jeg med rødt skraverede de dele af gletscheren, der i 2009 var afsmeltet.
Her ville vi ikke med. Folkene er på vej langs stranden hen under 14. Juligletscheren i fjorden af samme navn. Vi er på Svalbard 2008. Det en sådan tur året før, der kostede en bekendt livet. Pludselig brød vand inde i gletscheren igennem og skyllede selskabet ud i fjordens isvand. Lederen af dette selskab her var endog glaciolog! I stedet fik vi en fugletur langs kysten. Skipperen var selv ornitolog, men han sejlede med kamera for øjet, og selv om vi råbte op, ramte han et skær. Vi overlevede dog, idet vi ikke faldt i vandet ved kollisionen.
Udgåede besøgsmål
Noget af det, der er for sent, er et besøg i Ruhrområdet. Både min far og mine lærere i skolen havde rejst gennem Ruhr om natten og set og fortalt om ilden, der stod op fra højovnene og farvede Ruhrs nattehimmel rød. Det var dengang, man tænkte: Jo flere skorstene, jo større velstand. Jeg nåede dog at se nogle af Ruhrs store stålværker og endog at være inde på nogle af dem, men efterkrigstiden har tæret stærkt på højovnenes antal.
Fra en benzintank på B 9 i det sydlige Duisburg havde man med tele denne udsigt til et af Duisburgs mange stålværker, August-Thyssen-Hütte. Jeg parkerede min bil i et arbejderkvarter i nabolaget for at gå op på en vejbro, hvor der var udsigt over værket. Tilbage opdagede jeg at min bil havde fået små pletter af syre i lakken. Senere erfarede jeg, at Günther Wallraff boede i kvarteret, mens jeg parkerede der. Han blev senere kendt for sin bog om livet som tyrkisk arbejder på stålværket. Filmen fandt også vej til dansk tv. Jeg kendte ham allerede fra hans kampagner mod brunkulsgravningen i Kölnområdet. Senere måtte han udvandre til Nederland til storindustriens udelte tilfredshed, da livet efterhånden blev for broget for ham i Köln. Foto fra 1983.
Også Dortmund havde en imponerende højsovnskulise. Her Hoesch i 1909, et af byens tre værker.
I det sydlige Ruhr lå „De tolv Apostle‟ i Opladen. For et par generationer siden kunne antallet af skorstene imponere folk. Siden har jeg set fabrikker med tolv skorstene og egne elektriske jernbaner eller som her med damp, men nu var tiden en anden. Nu tolkes synet ikke mere som toppen af velstand, men som toppen af forurening.
Et af mine sære ønsker var en julekoncert i Kölns Domkirke. Dette ønske er strøget for nyligt, da jeg ikke er sikker på, at der er julekoncerter, som jeg vil have dem i Köln. Hvorfor det lige skulle være en julekoncert, ved jeg faktisk ikke, og hvorfor det lige skulle være i Köln, ved jeg heller ikke. Formentlig skulle de bare være en stor kirke med højt til loftet, og så vil det uvægerligt blive en gotisk kirke.
En af den mange gange, jeg er gået rundt i Kölns Domkirke, var et område i kirken spærret af, og efterhånden samlede et tørre kammerorkester sig og øvede nogle numre i barokstil. Det satte jeg mig og nød det, for det kom meget nær mit ønske, så nu føler jeg mit behov for dækket, selv om jeg dog gerne vil opleve det igen.
En aften kiggede jeg tilfældigvis ind i kirken Maria Lach i Eifelbjergene lige ved Lachersee, en gammel vulkansø. Her gik en prosession af munke svingende med røgelseskar rundt gennem hoved- og sideskibe mens de sang gregoriansk. Selv om det også var en uforglemmelig oplevelse for flere sanser, udkonkurrerede denne oplevelse ikke mit ønske om en koncert i en gotisk kirke. Maria Lach er nemlig en romansk kirke. Noget andet er så, at jeg godt vil besøge Maria Lach igen og høre munkene.
Den romanske klosterkirke Maria Lach ved bredden af søen i vulkankrateret af sammen navn i Eifelbjergene i Tyskland.
Samtidig kan jeg så kan jeg så se på vulkanen. De var udslukt, da jeg var der. Det var ti tusinde år siden, den havde sit sidste udbrud, men Helgafjeld på Heimaey brød for år tilbage ud efter at have været udslukt i lige så lang tid, som Maria Lach. Aviserne har da også fra tid til anden skrevet forskelligt om vulkanen lige fra, at den var lige så farlig som vulkanen under Yellowstone til at den for længst er udslukt. Geologerne har konstateret, der stadig er liv i Maria Lach, men det tager 10 – 20 000 år at fylde magmakammet til et ny udbrud, og et sådant er ikke lige på trapperne inden for de næste par tusinde år.
Sø i bunden af et seks gange seks kilometer stort vulkankrater i Furnas på Azorerne 2006. Der har ikke været udbrud i tre hundrede år, men det boblede i søen. Ænderne svømmede dog hen over boblerne, så det har nok være kultveilte. Et andet sted, hvor det boblede, brændte jeg hånden fælt, så jeg skal nok ikke tættere på vulkaner?
Blomster
De ønsker jeg har tilbage, er mere ydmyge. Jeg vil for eksempel stadig gerne gå på en sæter fuld af blomster. Jeg har prøvet det, men jeg vil gerne prøve det igen.
På en sæter kan der være blomster. Dette foto er fra en sæter i 1500 meters højde nær Karerpasset i Dolomitterne i Italien Alper. 1980.
I Centralasien har gået på græsstepper med vilde tulipaner og andre løgvækster. Lige der, hvor jeg gik, holdt nomaderne også til, og deres dyr havde i vid udstrækning ødelagt (ædt) blomsterne. Det var i øvrigt også sidst på blomstersæsonen, da jeg var der. Den tur vil jeg gerne gøre om.
Jeg så de vilde løgvækster, men fotograferede dem ikke. Jeg kan se af mine notater, at både mit dias- og mit farvefotoapparat var løbet tør for film.
I stedet for blomster havde jeg her ladet mig fascinere af de mennesker, der boede her, både de fastboende og nomaderne. De boede i det, jeg kaldte marginalområder. Det kan du imidlertid læse om i et andet indlæg om Rejser på Silkevejen.
Bent Hansen 6. marts 2013. Opdateret 24. januar 2014, 7. marts 2014 og 5. maj 2021. Samlet af fire indlæg 16. januar 2025.