Lidt om historisk geologi

INDLEDNING

Der er sikkert en bog om dette emne. Muligvis er den ikke på dansk, men havde jeg kendt den, havde jeg købt den og læst den. Det har jeg så ikke, men i stedet har jeg på talrige geologikurser på Folkeuniversitetet, siden jeg blev pensionist 1997, gjort notater om netop dette emne. Det har nemlig fascineret mig, hvor meget viden, der er kommet til veje, siden jeg var ung, og hvor meget af det, jeg lærte i min ungdom, jeg i dag kan skrotte.

Dengang – jeg gik i skole og blev uddannet – 1944 – 1959 – var det så let: Der var fire tider i Jordens historie og hele den første lange periode hed bare Prækambrium. Det gør den for så vidt stadig, Superæonen Prækambrium, men nu er den delt i flere æoner. Ellers begyndte Jordens historie med Kambrium. Der opstod dog så småt et begreb, der hed Eokambrium, hvor det begyndte at lysne. Eo skulle være morgenrøde på græsk.

Nu er der næppe fagfolk, der læser dette, men de ville sikkert have haft en anden opfattelse, hvis de var tættere på bjerget, end jeg var, der var henvist til pressen, der altid var langt bagefter, hvis de overhovedet skrev noget om det, der interesserede mig.

I min ungdom var det så let med geologien. Der havde været tre istider, men efterhånden, som jeg blev ældre, voksede antallet af istider, og det nævntes endog, at der i Nederland var fundet spor af otte istider. Hvad forklaringen var, ved jeg i dag godt, men det er ikke det, indlægget her skal handle om.

Siden min ungdom blev perioden, Silur delt i to perioder, Ordovicium og Silur. Epoken Danien blev flyttet fra sidst i perioden Kridt til først i perioden Tertiær, der så senere også blev skrottet og i stedet som æra kaldt Kenozoikum med perioderne Palæogen og Neogen, og epokerne Danien og Selandien blev endda indlemmet i epoken Palæocen, der er første del af Palæogens tre epoker.

Nogle steder på jorden kan man se for eksempel perioder og overgangen mellem dem ret tydeligt, og det behøver du ikke rejse til eksotiske steder for at se, for det kan også iagttages her i landet. Det vil indlæggets sidste afsnit handle om.

Diabas, som jeg som ung fandt på Bornholm, hedder i dag basalt. En horst hedder det heller ikke mere. Nu bør man sige en diapir. Vi stopper ved disse få eksempler ud af mange.

Også tidsansættelsen bliver med bedre og bedre målemetoder mere og mere nøjagtig. Mange perioder kan nu tidsfæstes ikke bare i hele millioner år, men der kan også komme en enkelt decimal på.

I indlægget her vil jeg nu se på fossiler, og derefter på menneskets udvikling. Måske jeg senere føjer andre emner til indlægget her eller begår et nyt indlæg.

FOSSILER – historisk set

Denne første beretning bygger på et kursus på Folkeuniversitetet og på nettet. Først vil vi se på fossiler i Oldtiden, og nu er det historiens Oldtid og ikke geologiens Oldtid.

OLDTIDEN
Om den ældste kultur i Mesopotamien haves ingen oplysninger, så vi begynder ved
Ægypterne
Ingen ved hvordan ægypterne så på fossiler, for de har ikke skrevet noget om det, og de første ægyptologer var interesseret i guld og skatte og ikke i Ægyptens historie. Ikke desto mindre var der i de udgravede templer masser af balsamerede fortidsdyr. De tidlige ægyptologer smed dem bare ud for at komme frem til de eventuelle værdier. Et enkelt tempel rummede alene 3 t fossiler, balsamerede knogler pakket ind i gaze. Det drejede sig om et par millioner år gamle flodheste, bøfler og antiloper mv. Det var navnlig i templer til guden Set, der fandtes fossiler.

Grækerne
Deres historie startede med guldalderen, og herpå fulgte sølvalderen, bronzealderen og så jernalderen. Med jernalderen kom menneskene, og det var i øvrigt syndfloden, der afsluttede bronzealderen. Hvad grækerne fandt af fossiler i deres jord, mente de, var rester af ofre efter gudernes kampe med giganter og titaner. De fossiler, grækerne mente var rester efter guder, genbegravede de i en høj ved landsbyen, hvor knoglerne var fundne. Et par af 500-tallets filosoffer gav dog en naturvidenskabelig forklaring på de fundne knogler, men for en sikkerheds skyld spurgtes Sokrates og andre filosoffer, men Sokrates henviste til mytologien og bedyrede, at han virkelig have andre og vigtigere ting at beskæftige sig med. Den ene 500-tals græske filosof og digter, der havde udtalt sig biologisk, var Xenophanes, der døde omkring 470 før vor tidsregning. Han var født i Kolophon i Lilleasien. Da han var 25, blev han forvist fra sin hjemby og vandrede de næste 67 år rundt i Grækenland og var endog i Ægypten. Ud fra nogle fossilfund på et bjerg, mente han, at vandet engang havde dækket hele jorden. Alt liv på jorden var så opstået af dette vand eller rettere det urslam, der var i vandet, og igen skulle jorden forgå og blive til urslam. Herefter kunne jorden opstå på ny af urslammet tillige med solen, månen og stjernerne. Vandet kom fra skyerne, og regnbuen var en helt speciel sky.

Romerne
Mange dyrearter som for eksempel løver i Europa og Den nære Orient og giraffer i Afrika udryddede romerne i arenaerne, så de vidste med tiden godt, at dyr kunne uddø, og hvad man fandt af fossiler i jorden godt kunne være rester af uddøde dyr. Plinius den Ældre , flådekaptajnen, der omkom under Vesuvs udbrud i 79, havde givet rimelige fornuftige forklaringer på fossilerne.

De første kirkefædre som Augustin, 354 – 430 og Gregor, 540 – 604 skrev, at Bibelens beretninger om skabelsen og sydfloden ikke skulle tages bogstavelig, men det var glemt igen 1000 år senere.

Vesteuropæerne
I førmiddelalderen havde man som netop skrevet ganske glemt kirkefædrene, og nu tog overtro og bogstavelig udlægning af Bibelen over. Kun i Orienten førte arabiske videnskabsmænd grækernes tanker videre.

I renæssancen skulle man tro, at nu lysnede det, men nej, tvært imod. Nu blev det farligt at tale om fossiler, udviklingslære og uddøde dyr. Ja, selv tale om solen som verdens midtpunkt var det livsfarligt at tale om. Man havde ikke tidligere slået folk ihjel for videnskabelige påstande, som ikke harmonerede med Bibelen, men det gjorde man nu. Det gik blandt andet ud over astronomen Bruno, 1548 – 1600, der blev brændt på et torv i Rom i 1600.

Enkelte slap dog heldigere. Leonardo da Vinci, 1452 – 1519 gik i rette med pavens videnskabsmænd, der efterhånden havde accepteret, at der kunne være rester af havdyr selv oppe i bjergene og forklaret det med syndfloden. Leonardo kunne i en skrænt i Lombardiet se fire adskilte lag med skaller, så han konkluderede, at der havde været fire syndfloder. Gallilei, 1564 – 1642 afsværgede sine påstande, om at jorden drejede sig om solen, og også danske Niels Stensen, 1635 – 1686 slap godt fra geologiske studier.

I oplysningstiden kunne man stadig finde pavelig indflydelse, men flere og flere studier kastede et naturvidenskabelig lys om bibelens gamle historier. Adam Sedgwick, 1785 – 1873 betragtes som geologien fader, idet han fastsatte den geologiske periode Devon og senere også Kambrium. I samarbejde med Roderick Murchison, 1792 – 1871 navngav de i fællesskab perioden Silur. John Phillips, 1800 – 1874 fastlagde en troværdig tidsskala baseret på fossilernes relative alder. Årstal måtte man endnu vente lidt med, til bedre metoder var opdagede. Han navngav også æraen Mesozoikum.

De nævnte var også med til at inspirere Charles Darwin, 1809 – 82. Det var Darwin, der for alvor gav de gamle kirkefædre ret. Man skulle ikke tage skabelsesberetningen bogstaveligt. Pavens videnskabsmænd og deres indflydelse gjorde sig dog stadig gældende. Du kan jævnligt have folk uden for din dør, du absolut ikke skal tale om Darwin med. Også svenskeren Carl von Linné, 1707 – 78, der satte styr på planteverdenen, opdagede en dag i sin præstegårdshave en tilsyneladende ny art, han aldrig havde set før eller kunne finde beskrevet noget sted før, og da han havde offentliggjort sin opdagelse, bad biskoppen ham undlade at at lege Vorherre og lade være at gå og skabe nye arter; thi han vidste jo godt, at alle de arter, der skulle være i Verden, var skabt de første seks dage af jorden historie!

Schweizeren Johan Jacob Scheuchzer, 1672 – 1733 troede for meget på paven, da han fandt dele af et skelet af en uddød kæmpesalamander i 1726 og erklærede, at det var rester af et syndigt menneske, der var omkommet under syndfloden. Først 1829 blev fossilet bestemt som en kæmpesalamander og navngivet Salamandra scheuchzeri efter den første finder, der dog tolkede forkert. På andre områder af Alpernes tidlige biologiske og geologiske forskning var han heldigere, og derfor fortjente han hæderen.

FOSSILER I OVERTROEN

En del af det efterfølgende er for egen regning, men jeg kan ikke lade være at tro, at ægypterne og grækerne som beskrevet var de eneste, der fandt fossiler i jorden. De har været fundet løbende op gennem tiden, og fundene fortsætter, og nu er der ligefrem lykkejægere, der finder fossiler som levevej, og fabrikanter, der fremstiller fossiller industrielt. Jeg har ladet mig fortælle, at på en europæisk messe for fossilsamlere var der 97 % falske fossiler! Hvis alle til-salg-værende eksemplarer i en museumsbutik er ens, så er de afstøbninger. Det er vel så også i orden, hvis bare sælgeren indrømmer det.

Kort fortalt har jeg undret mig over, at illustrationerne i Grims eventyr af drager grangiveligt lignede en Tyranusaurus Rex. Da jeg kom til Kina som ældre, undrede det mig, at også kineserne havde drager. Der er dog den forskel, at mange kinesiske drager er gode. Jeg tror helt sikkert, at man har fundet rester af dinosaurer både i Europa og i Østen, og disse ofte drabelige rester har inspireret til eventyrerne drager. Nogle enkelt af disse fund er blevet bevaret, så de i dag er mulige at bestemme.

Fandt man i Middelalderen skelettet eller bare nogle knogler måske endog hovedet med tænder, der siger spar to til nutidens dyrs gebis, er det klart, at fundet satte fantasien i sving. Når de fleste også dengang kunne se, at det ikke var knogler fra et nulevende, kendt dyr, måtte det være fra en drage. Sådan en som i eventyrerne senere kom til at sprutte ild og være farlig for prinser, der ville befri prinsesser, som dragen havde forelsket sig i. Model af Utahraptor fra Naturhistorisk Museum i København. Utah er en stat i USA. Kræet levede for 126 millioner år siden, vejede 1 t og målte 8 meter. Modellen er dog kun 6 meter. Dens slægtninge havde fjer, men der er ikke fundet huddele af denne, så vi ved ikke, og der også her var fjer. Da den som Tyranosaurus Rex holdt til i Amerika, kunne det ikke være dem, der havde inspireret brødrene Grimm, men også i Europa havde vi lignende bæster med andre navne. Det kniber bare med at finde hele skeletter. Meget af Europa var havdækket dengang. Bornholm og Sydengland var tørre, og i perioder var det dinosaurerne muligt at gå mellem Bornholm og Sydengland. 2022.

En brønd opstillet 1593 på Neuer Platz i den østrigske by Klagenfurt kaldes Lindormebrønden. Lindormen, der pryder brønden vejer 6 t og ligner til forveksling et fortidsuhyre. Den skik har vi naturligvis også i København, hvor dog Dragespringvandet er af nyere dato. Baggrunden for Lindormen i Klagenfurt er et fossil fundet 1335 i Zollfeld. Den blev siden opbevaret på Rådhuset, men allerede i 1287 ses Lindormen i Byen våben, så fundet i 1335 må ikke have været nyt! Først 1840 blev fossilet bestemt som værende kraniet af et Uldhårsnæsehorn, Coelogonta antiquitatis, der uddøde i slutningen af sidste istid og i øvrigt også kendes fra Danmark.

Ægypterne opererede med Sfinkser, grækerne med giganter, titaner og kentaurer. Griffen kendes både fra både Kina og Europa, og drager kendes fra stort set hele verden. Fælles for Sfinkser og kentaurer er dyrekrop og menneskehoved. De ægyptiske havde løvekrop. Griffen er lidt mere kompliceret, idet den har dyrekrop, fire ben med kløer, vinger samt et hoved med fuglenæb. Den kendes allerede i Grækenland fra kunsten i 600-tallet før vor tidsregning. Også den har træk fra både løve og ørn.

Griffen menes at stamme fra skyterne, et iransk, nomadisk steppefolk. Da de var på deres højeste, dominerede de områderne mellem Europa og Kina, og selv om Silkevejen ikke var officielt døbt endnu, da silken ikke var opfundet endnu, har der alligevel været gang i handelsruterne mellem Kina og verdenen længere vest på. Der er ædelstene i rigtig gamle ægyptiske grave fra Centralasien, som må være kommet over Silkevejen allerede 3000 år før vor tidsregning. Florerede handelen, vandede tanker og over vejen, hvad enten den hed Silkevejen eller ej. Således også tanker om skyternes grif, der vogtede deres guldminer. Både kineserne og europæerne har griffer.

På de ældste afbildninger af griffer, kan man i dag bestemme forbilledet til at være en Protoceratop, der levede for mellem 85 og 76 millioner år siden og var en dinosaurer af den type med bækken som fuglene. Den var knap en meter høj og op til to meter lang.

Indlægget burde være ledsaget billeder, men der er nok ophavsret til alle de eksemplarer der ses på nettet, men du kan jo selv finde billeder på nettet ved at søge på nogle af de i min tekst angive facts.

Et billede af en grif har jeg dog selv taget og ved andre grifbilleder i min samling, er tiden for længst løbet fra ophavsrettet. Omkring år 1900, hvor der byggedes de store karreer på Frederiksberg og i København var det på mode, at forsyne kældertrapperne med et jerngelænder, hvor øverste stolpe var formet som i grif. Også en kinesisk grif har jeg i min samling.

De kinesiske drager ses på så godt som alle kejserens bygninger i mange eksemplarer. En af den beskytter mod brand.

I en sidegade til Smallegade på Frederiksberg stod som mange andre steder i København griffer som indgik i gelænderet til kældernedgange. Her er griffen taget mod Smallegade i 2015.

Også på nedgangens nordside ses en grif, der her er taget mod Howitzvej. Ingen tvivl om, at et vinget fabeldyr med fuglehoved har stået model. Umiddelbart ses det ikke, at det har sin oprindelse i Kridt og er genskabt af skyterne og derfra vandret til både Europa og Kina via Silkevejen. I hvert fald kendte grækerne dyret i 500-tallet før vor tidsregning.

Denne grif fra Turfan i Østturkestan i dag Xinjiang-Uygur i Kina vogtede nogle kongegrave i Astana med mumier fra 600-tallet fra et af området mange tidlige folkeslag. Selv om den ikke har fuglehoved, er der ingen tvivl om inspirationen. Første gang i 1995, hvor jeg så den, stod, den formentlig stadig i Astana, men i 1999 var den flyttet til museet i Turfan. I følge nettet er det i dag stort og flot. I 1995 ville jeg blot sige, at der lugtede af kamfer, og de få engelske skilte, de havde, var uforståelige på grund af direkte oversat kinesisk.

Et gammelt billede af Tianmenporten, Den himmelske freds Port ud mod Den himmelske freds Plads i Beijing. Her står centralt foran porten en søjle med en grif øverst kaldet Det vingede dyr, Ho. På søjlen ses andre drager, og midt gennem søjlen går en sky. Søjlen var en af fire, der vogtede Den forbudte by. Desværre kan jeg ikke huske, hvorfra jeg har billedet, men det var sikkert en ældre geografibog, jeg ikke har mere.

I dag står to af søjlerne til højre og venstre for de fem porte ind til Den forbudte by. Billedet er taget fra Den himmelske freds Plads. 2007.

Åndevejen, Den hellige Vej til minggravene var flankeret af en række til dels fabeldyr, der stod parvis over for hindanden på hver side af vejen, men hvert dyr optrådte i en siddende og en stående udgave. Her et grifligende dyr i siddende udgave. 1999.

I Kina har de mange drager, og de er højt specialiserede. Nogle tager sig af for eksempel ildebrand som en af dem her, Vanddragen, der sidder i alle fire hjørner på alle kejserens bygninger. Hvilke funktionen de andre har, har jeg glemt, og også prinsen på hønen til venstre har en historie, jeg også har glemt. Ikke bare er de kinesiske drager som her højt specialiserede, men der er sorte, hvide og røde drager. Modsat i vor kultur er de sorte de gode, mens de hvide er de onde. De rødes funktion er mig også ukendt. 2007.

DE TIDLIGSTE MENNESKER

Det er ikke så forfærdelig mange år siden, at menneskets udvikling var ganske enkel. Der forløb en lige udviklingslinje fra halvaber over aber, menneskeaber, abemennesker og mennesker. Der var bare lige det pudsige, at alle grupperne i fundene var skarpt afgrænsede. Vi manglede kun lige at finde nogle overgangsformer mellem for eksempel abemennesket og mennesket. Det søgte hed på engelsk: The missing Link, Det manglende Led.

Det var først lang senere, udviklingen viste sig at være langt mere kompleks. I dag opererer vi i stedet for en udviklingslinje med et udviklingstræ, hvor der godt nok er en kringlet linje op til menneskene, men på stamtræet er der en masse vildskud, der bare ender på et eller andet tidspunkt i historien, idet arten uddøde. Mennesket som vi repræsenterer har selv hjulpet udviklingen godt på vej. Vi og vore forfædre har selv udryddet samtlige arter af abemennesker og tidlige mennesker, og var der ikke enkelte af os, der holdt igen, havde vi også allerede gjort kål på menneskeaberne. Muligvis også på aberne? Et sted i Afrika, min datter besøgte, tog de indfødte hende med ud for at opfylde hendes ønske om at se aber. Der var kun ét sted i nærheden, hvor der var aber. Hun må have spurgt til grundene, og svaret var, at dem, hun så, ikke var spiselige!

Op gennem Middelalderen og Den nyere Tid var det ikke nødvendigt at søge spor efter tidlige mennesker; der stod jo helt klart, at mennesket var skabt på den sjette dag. Først manden og så senere kvinden. Allerede inden da havde grækerne forsøgt sig med et system i dyreriget. Øverst rangerede de ikke underligt guder og derpå mænd og så kvinder og børn og derpå menneskeaber osv. nedad. Da Linné med held havde skabt orden med en systematisk oplistningen af planterne ordnet i familier, slægter og arter, prøvede han det samme med dyrene, men ak, han gik ud fra grækernes gamle system, men strøg dog guder som toppen. I stedet satte han manden. Derpå fulgte kvinder og børn. Aberne var de næste, men så fulgte af uransagelige grunde dovendyr!

Uden tvivl har der været fundet rester af tidlige mennesker op gennem historien, men man har bare ikke vist, hvad man skulle stille op med fundene. Undertiden udtalte man sig fra pavestolen. Sådanne uforklarlige fund, der lignede noget kendt, kaldtes tordensten og var sikkert dannet af lyn. Det gjaldt også de muslinger og snegle, der blev fundet oppe i bjergene.

Den første optegnelse stammer fra 1829, hvor Philippe-Charles Schmerling, 1790 – 1836 i Engishulen i Belgien, der dog dengang var Frankrig, fandt fragmenter af to individer: Bortset fra udgravningen kom der ingen konklusion på fundet, bortset fra at det fundne var meget gammelt.

I 1849 fandt man et kranie i stenbruddet Forbes ved Gibraltar. Også her afsluttedes udgravningerne uden konklusion. Det har senere vist sig, at kraniet var fra en neandertalkvinde. Det var i øvrigt også her man fandt de sidste spor af denne menneskerace, som vi nok må erkende, at vi om ikke udryddede så udkonkurrerede. Netop på Gibraltar i en hule fortaber de sidste spor af neandertalere sig.

I 1856 fandt nogle arbejdere i et kalkbrud i Neandertal i Tyskland nogle knoglerester i en hule. Politiet blev tilkaldt, men efter moden undersøgelse erklærede politiet, at det ikke var deres bord. Ligresterne var så gamle, at de måtte opgive at finde spor. I stedet tilkaldte man den lokale lærer, og han kunne se, at her var noget, så han sendte bud videre til de rigtig folk. Hermann Schaaffhausen, 1816 – 93 står som leder af udgravningerne, for i omliggende kalkbrud og huler gjorde man også fund. Det blev klart, at der var tale om et menneske, men dog ikke et nutidigt, så man opkaldte fundet efter findestedet i Neandertal. Området var en del af en større ret dybt nedskåret dal i de blødt svungne bakker øst for Düsseldorf. Gennem dalen strømmer floden Düssel, og dalen kaldes vel som oftest Düsseltal. Det lokale stednavn, Neandertal er imidlertid blevet hængende, så fundet blev døbt Neandertalmanden og hedder det den dag i dag. Der knytter sig yderligere et par mærkværdigheder til fundet. Man regnede naturligvis herefter neandertalfolkene udbredelsesområde som havende centrum i Neandertal, men det viste sig, at fundet var gjort i den yderste afkrog af neandertalfolkenes udbredelsesområde, noget nær så højt mod nord, som de på grund af Istiden kunne komme. Man havde endvidere glemt fundet syv år tidligere fra Gibreltar.

Uden for Neandertalmuseet i Neandertal stod i 1985 datidens og racistens bud på den halvvilde neandertaler. Det er mig til højre.

Inde på museet, der skildrede neandertalernes kultur, stod også nutidens opfattelse af neandertalmanden iført habit og barberet. Det er min far til venstre. Han var dengang 82.

Tre år efter i 1859 udkom Darwins, Arternes Oprindelse om den naturlige udvælgelse. Det er i øvrigt det eneste af Darwins mange arbejder, der stadig anerkendes i dag.

Ni år senere i 1868 i Abri de Cro-Magnon i Frankrig fandt man så de første rester af det moderne menneske, som herefter i mange år kaldtes Cro-Magnon-mennesker.

I 1908 fandtes dele af en ældre gigtplaget neandertaler næsten uden tænder. At han havde levet alligevel, kunne kun betyde, at hans familie havde taget sig af ham og sikkert også tygget hans mad for ham. Med denne konstatering ændredes synet på Neandertalerne, hvorefter man nu tillagde dem langt mere kultur end tidligere. I øvrigt var neandertalerne stærkere end os, og de havde større hjernevollumen end os, så egentlig er det lidt underligt, at det blev os, der tog over. Om vi udryddede dem, fratog dem deres levesteder og deres mad eller vi simpelthen opslugte dem ved indgiftning, diskuteres stadig. Et faktum er, at vi stadig bærer neandertalgener i os. Forklaringen på at det blev os, der overlevede, var måske, at vi kunne være mere kretive.

I 1906 kørte udviklingsforskningen af sporet med et falsum begået af Charles Dawson, 1864 – 1916 og beskyttet af Arthur Smith Woodward, 1864 – 1944, der ikke tillod skeptikere adgang til fundene af Piltdownmennesket. Dawsons morgenrødemenneske, som han kaldte sit Piltdownmenneske skubbede Neandertalerne og Javamenneskene ud på et sidespor som forfader til Cromagnonmenneskene. Først da Woodward var død 1944, kom der igen skred i forskningen. Forinden havde tjekken, Aleš Hrdlička, 1869 – 1943 , der arbejdede ved Smithsonian i Washington, dog konstateret, at der var noget galt med Piltdown-fundet. Så sent som 1953 afsløres Piltdownmennesket som et falsum. Herefter blev andre af Dawsons historiske fund afsløret som forfalskninger. Blandt andet romerske mursten og ditto hestesko. Der var også det mærkelige, at da Dawson døde, blev der ikke gjort flere fund af Piltdownmennesker. Da han kaldtes troldmanden på grund af hans fantastiske evner som udgraver og fossilfinder, hæftede mange sig ikke ved ophøret af nye fund. Det viste sig i 1953, at knogledelene, Dawson havde fundet havde forskelligt indhold af Flour, og altså var af vidt forskellig alder, men de var dygtigt sat sammen til en knogle!

Allerede forinden var der dog forskere, der sideløbende arbejdede på menneskets udvikling fra menneskeaber til abemennesker, Australotiticus på dansk Sydaber og videre til egentlige mennesker.

Da alle de nævnte tidlige forskere var racister, var det for dem utænkeligt, at mennesket kunne være opstået i Afrika eller for den sags skyld i Amerika. Man fortsatte med at lede efter det manglende led i udviklingen i Europa, men desuden vendte forskerne sig mod Asien for her at finde spor, der kunne belyse udviklingen.

Allerede i 1891 fandt hollænderen Dubois de første levn af Javamennesket, endnu et tidligt menneske. Også han var usamarbejdsvillig og viste ikke gerne sine fund frem, men først i tyverne udgravede tyskere og svenskere i Kina Javamennesker, som de her kaldte Pekingmennesker.

Kort efter, i 1929 udgravede Raymond Dart, 1893 – 1988 i Raung i Sydafrika fossile mennesker, så man slugte racismen og rykkede søgningerne til Afrika trods den første forsknings tvivl. Derefter fulgte fund på fund i Afrika lige fra Etiopien til Sydafrika. Adskillige menneskeformer er opstået i Afrika, og fra Afrika har der været adskillige udvandringer. Det blev herefter klart, at menneskets udvikling ikke følger en lige linje, men har form som en træstruktur men utallige arter. Også i Asien lykkedes det finde tidlige mennesker, der dog også viste sig at stamme fra Afrika. En overgang levede op til frem arter, hvor af Homo sapiens var en af dem, sideløbende på jorden.

Lidt sammenfatning
Menneskeaberne delte sig for omkring 10 millioner år siden i Vestaber og Østaber, der omfatter Orangutanger.

For 8 millioner år siden delte Vestaberne sig i Gorillaer og Chimpanser.

For 6 millioner år siden skilte chimpanserne en gren ud, der blev til mennesker.

5 millioner år før nu fandtes flere arter af menneskelignende Australopithecus, Sydaber.

2½ millioner år før nu udvikledes slægten Homo Habiles, Det habile Menneske. En af arterne her var Homo ergaster, der menes at have behersket ild. De udviklede sig videre til Homo erectus, Det opretstående Menneske. Vi er nu 1½ millioner år før nu. Denne gren delte sig i to som Homo floresiensis og Homo soloensis. Begge grene uddøde. De var opkaldt efter to øer i tropisk Asien, hvor de blev fundet første gang. Fra Homo ergaster udviklede også Homo heidelbergensis sig. Også denne gren delte sig i to, hvor den ene var arten Homo neanderthalensis og den anden arten Homo sapiens, Det tænkende Menneske. Det skete 1 million år før nu.

Denne opstilling viser, at mennesket først udviklede den opretstående gang (erectus) og derefter den større hjerne (sapiens.) Denne sag har længe været omdiskuteret, og så længe Piltdowmennesket var på banen, anså man udviklingen ske i modsat rækkefølge.

Homo ergaster var nok noget abelignende uden den helt store hjerne eller opret gang. Jeg håber ikke, at notatet om brug af ild skyldes den gamle fejltagelse, hvor der i en hule fandtes spor af ild og redskaber sammen med knogler af tidlige menneskeaber. Det viste sig senere, da man fandt spor af menneskene bag ilden og redskaberne, at aberne blot var rester af menneskes måltider. Forskerne burde vel også allerede i starten have forventet en begravelse og ikke blot en henkastning på hulens køkkenmødding af afdøde slægtninge.

De fire mennesker, der har levet samtidig er Homo soloensis, Homo floresiensis, der begge levede i Asien og Homo sapiens og Homo neanderthalensis fra Europa og Asien.

Ikke omtalt er den femte samtidigt levende Homo denisova. Arten kendes først fra 2010 fra Sibirien, men er siden fundet helt til Laos. Ofte sammen med neandertalere. Man er vel næppe færdig med at bearbejde fundene og gøre sig klart, hvad man egentlig skal mene. Selv stavemåden på denisova har jeg set tre forskellige bud på på nettet og i pressen.

Kilder og litteratur
Bent Erik Kramer Lindow
Peter K. A. Jensen, Odysséen og mennesket. København 2017.
Samme forfatter har skrevet adskillige andre bøger om samme emne.
Talrige opslag på nettet.

SYNLIGE OVERGANGE MELLEM ÆRAER ELLER EPOKER ELLER PERIODER

Afsnittet er endnu på tegnebrættet, men på vej.

For nogle hundrede år siden havde nogen opdaget, at man på en lokalitet så for eksempel sandsten med trilobiter som den dominerende forstening, men kravlede man lidt op i aflejringen, var der måske nu skifer i stedet for sandsten og graptolitter i stedet for trilobiter. Højere oppe kunne der været kalksten, men nu med ortoceratitter som den dominerende forstening. Disse fakta fik datidens videnskabsmænd til at opstille en udviklingshistorie, dog relativ uden årstal. Med tiden opstillede man et geologisk system af blandt andet æraer, perioder og epoker karakteriseret ved deres dominerende forstening, der nu kaldtes en ledeforstening, som kun fandtes i denne bestemte aflejring, og ikke i tidligere eller senere aflejringer. Først langt senere er det lykkedes at datere perioderne, og det bliver man stadig dygtigere og dygtigere til.

Det viste sig med tiden, at hver æra, periode og ikke sjældent epoke afsluttedes af en såkaldt masseuddøen, der inden for ganske kort tid gjorde en brat ende på en art og samtidige banede vejen for en anden. Den geologiske historie er således fyldt med uddøde dyr og planter. Der var dog arter, der overlevede den ene masseuddøen efter den anden som for eksempel sølvkræ. Også mange af de såkaldte laverestående arter, vi stadig har i vor flora og fauna, har overlevet den ene masseuddøen efter den anden.

Floraen og faunaen deltes også op i for eksempel domæner, riger, rækker, klasser, ordener, familier, slægter og arter. Efter en masseuddøen udviklede en ny slægt sig måske. Den blev til masser af arter med hvert sit særpræg alt efter den niche, arten nu var blevet placeret i. Efter en snes millioner år indtraf en katastrofe på jorden, så hovedparten af arterne igen uddøde. Enkelte arter overlevede måske og udviklede sig videre indtil den næste uddøen. Således udviklede dinosaurerne sig op gennem jordens middelalder, Trias, Jura og Kridt. Det to første perioder havde hver tre underperioder, hvor vi dog skal hen i mellemste Trias før de første dinosaurier, der helt givet ikke var krybdyr, sås. Kridt havde kun to og i øvrigt noget længere underperioder. Hver af de mange underperioder havde sin art af dinosaurer, så der således var mange forskellige dinosaurerarter. Det har dog sjældent generet børnebogsforfattere og selv ikke en del videnskabelige tegnere, der godt kunne præstere billeder med arter af flora og fauna på samme billede, der aldrig havde levet samtidig.

På mit billede fra Stevns Klint lige ved Højerup Kirke ses den i afsnittets start beskrevne udvikling tydeligt. Du ser, at der underst i klinten er en hvid aflejring, som havet har ret let ved at nedbryde. Midt oppe på klinten findes en stribet aflejring, der åbenbart er noget hårdere og derfor formår at hænge ud over den bløde aflejring. I hvert fald til en vis grænse, hvorefter det overliggende lag så styrter ned.

Det underste lag er skrivekridt afsat i Kridttiden allersidste del. Kridtet består af rester af cocolitter, så skrivekridtet også kaldes cocolitkalk. Cocolitter er små skalbærende dyr, der levede i store mængder i kridthavet. I de allerøverste lag af cocolitkalken anes voksende mængder af vulkansk aske fra enorme vulkanudbrud i Sibirien, der gjorde jordens klima varmere og havet surt, så en masse arter fik sværere og sværere i at opretholde livet og stille og roligt uddøde. De blev godt hjulpet af et ret store meteornedslag i Mexico, der omend kortvarigt hvirvlede støv op i atmosfæren og spærrede for sollyste. Dinosaurerne forsvandt i perioden, og det gjorde cocolitterne også. I stedet for cocolitkalk aflejredes der kortvarigt ler, der af en eller anden uforklarlig grund kaldtes fiskeler, men hurtigt udviklede livet sit igen. Nu var det imidlertid en ny faunagruppe, der kom bedst og hurtigst fra start og blev dominerende i havet. Det var bryozoerne, der var kolonidyr med kalkskelet og som også kaldes mosdyr. De indtog cocolitternes plads, og deres kalkrester fyldte havbunden efterhånden som de døde og dannede nye lag af kalk, men nu bryozokalk oven på cocolitkalken.

Man kan ligefrem se den skarpe grænse mellem æraen mesozoikum og æraen kænozoikum eller, om du vil, epoken kridt og epoken palæogen.

Stevns Klint i 2024 fra fra Højerup Kirkes kor.

I bryozokalken ses en række regelmæssige flintestensaflejringer, der længe var en gåde. Der er også striber i cocolitkalken, men knap så markant. Flinteaflejringerne ligger tydeligt aflejret i cykler. Så vidt jeg har fået oplyst er der godt 20 000 år mellem hvert flintelag, der dog ikke ligger som en homogent lag, men som udfyldning af gravegange efter en væsen, hvis navn jeg ikke kender. Dette væsen levede åbenbart kun i en kortere periode med knap 20 000 års mellemrum. Med 20 000 års mellemrum blev klimaet åbenbart koldere eller varmere og genrerede opblomstring af et væsen, der levede på havbunden og gravede gange, der så efter dyrets død blev fyldt med kiselaflejringer i form af flint.

Karlstrup Kridtgrav indeholder regelmæssige lag af såkaldt danskekalk og flint. Hvis du ser en bule i længde profilet, ved du hvorfor jeg fotograferede netop der. Jeg skal tættere på for at afgøre, om det er en banke på kridttidens havbund forårsaget af strømninger i kridthavet eller isens tryk, der har har “ødelagt” regelmæssigheden Siden jeg tog billedet for to år siden, har jeg spekuleret på, hvorfor flintlagene optræder så regelmæssigt. En regelmæssig tilbagevendende klimaændring fik gravekrebs til i stort tal at rykke ind og grave i havbunden, og så kiselsvampe til at blomstre op, dø og kiselen fra deres “skeletter” til at samles i gangene. Når klimaskeptikere påstår, at klimaet altid har ændret sig, har de ret, men der er regler, så ændringerne som her bliver ganske regelmæssige. Vi er omkring 60 millioner år før nu, og da var der ingen hverken politikere eller mennesker, der blandede sig i ændringerne, som der er nu. Nu prøver vi at ødelægge systemets regelmæssighed. Billede fra julehilsenen 2017.

Det er så spørgsmålet, hvad der med regelmæssige mellemrum ændrede på klimaet? Her er forklaringen sandsynligvis, at jorden som følge af sin rotation slynger materiale fra polerne ud mod ækvator, så jordens radius ved Ækvator er 22 kilometer større end ved polerne. Da jorden således ikke er helt rund, slingrer den i sin bane rundt om solen. Jordaksen vipper således nogle grader, men nok til at den lodrette solindstråling flytter sig i takt med jordaksens hældning. Jordens Ækvator eller her egnen, der har lodret solindstråling, flytter sig således nogle grader og varmen flytter med. Det er netop 21 700 år mellem, at det et givet sted på jorden bliver varmere, men nok til at fintfølende væsen som vor gravende ukendte kan blomstre op og uddø igen med 21 700 års mellemrum.

Måske ser du også steder, hvor flintelagene ligger med større eller mindre mellemrum. Her kan være tale om banker på havbunden, hvor nogle områder, der vendte mod havstrømmen fik mere føde end de dele af revet, der vendte bort fra havstrømmen og altså dannede mere eller mindre kalk. En stærkere havstrøm på revets ene side kunne også have flytte aflejringer om på læsiden?

Hvorfor er der cocolitkalk på Møns Klint, mens der er både cocolitkalk og bryozokalk på Stens Klint? Og hvorfor står kalken på Møns klint som i øvrigt også på Rügens Klint  mere eller mindre lodret, men den på Stens ligger pænt, uforstyrret vandret, idet den dog i syd kommer op af havet og forsvinder i havet igen i nord. Svaret er, at de to klinter  er dannet på hver sin måde. Under Stevns Klint ligger en knap 300 millioner år gammel bjergkæde, Ringkøbing-Fyn Højderyggen, der endnu ikke helt var faldet til ro. Den havde hævet sig og taget de overliggende lag med op med den nuværende jordoverflade. Istiden har så fjernet det meste af de overliggende lag og kun efterladt en beskeden moræne. På Møns Klint og på Rügens Klint har istidens gletschere været nede og haft fat i skrivekridtet og skubbet det op mere end hundrede meter over havoverfladen og samtidig fjernet alt overliggende.

Bent Hansen 2023 og 24.

Dette indlæg blev udgivet i Geologi. Bogmærk permalinket.