Kort over Grønland med de mig kendte kobberminer afmærkede. Desværre er f. eks Nuuk ikke afsat. Gletscherne er fri fantasi; de angiver vel ikke engang indlandsisens udbredelse? Kortet har jeg haft liggende i en menneskealder, men bortset fra, at det var undervisningsmateriale, var der ikke angivet kilde på kortet.
I 1800- og 1900-tallet var der kun fundet yderst ringe forekomster af kobbermalm på Grønland. På nettet tales om kobbermalm i store mængder, men der er ikke angivet nogen forekomster. Åbenbart blot formodninger/forventninger? De to kendte meget små forekomster er:
Kobbermineøen ligger lige i billedets midte vest for Qaqortoq. Der var ikke landgang på øen, men med de røde punkterede linjer markeres sejllads til den af omegnens seværdigheder, jeg har nået at se i ved mit besøg i 2005. Skitse: Bent Hansen. Ingen målestok.
FREDERIK DEN 7. MINE
der lå på øen Talerna i Julianehåbdistriktet i Sydgrønland ca. 4 km sydøst for Upernaviârssuk Forsøgsstation eller 8 km øst for Julianehåb. Den var i drift i tre, nogle kilder kun to omgange i en kortere årrække og lukkedes endeligt 1914. Nærmeste by på nutidsgrønlandsk er Qaqortoq
Talernas højeste fjeld er 212 meter. Øen og minen kaldtes imidlertid også for Qeqertarssuaq, hvilket blot betyder stor ø, og dette navn er anvendt som stednavn mange steder på Grønland. Blandt minefolket kaldtes øen Kobbermineøen.
Første gang, der var drift her, var fra 1851 til 1854, hvor minen allerede efter små fire års drift var tom. Den havde indeholdt 54 t malm. Malmen lå i en kort, smal malmgang 30 m oppe på fjeldet. Bemærk, at en malmgang er geologisk udtryk og ikke et mineteknisk. På dette tidlige tidspunkt ville benyttelsen af spor have været en sensation.
1905 forsøgte den senere omtalte Bernburg og hans folk at genåbne minen, men efter at 3 t malm med ringe lødighed var brudt, opgav man igen.
I 1912 prøvede man igen. Bag forsøget stod samme selskab, som stod bag Josvaminen, Grønlands Minedrift A/S. Denne gang hentedes der ikke over ½ t malm i minen, og så lukkedes den endegyldigt. Det var 1914. I følge en kilde blandt andet fordi maskinhuset brændte? Sporbenyttelse er ikke kendt. I alt skulle der være hentet 15 t kobbermalm.
Kobbermineøen set fra den 220 meter høje bakke i Qaqortoqs østlige udkant. På bakken ligger en varde kaldet Peters Varde, der er et yndet udflugtsmål. Foto: Bent Hansen 2025.
Kobbermineøen ses fra øst fra en motorbåd i 2005. Man ser, at der har været gravet. Temperaturen på de kanter gør, at ukrudtet vokser meget langsommere end i din have. Et fjeld, en gletscher lige har forladt, kan være flere hundrede år om at vokse til.
JOSVAS KOBBERMINE
I Sydgrønland lå i 1850’erne flere kobberminer, men de var kun i funktion kortvarigt.
En af dem, Josvas Kobbermine lå i Kobberminebugten, men dog ud mod det åbne hav, der her var Davis Strædet. Beliggenheden var omkring 35 km syd for Ivigtut. Navnet stammer fra den grønlandske opdager af kobberforekomsten. Josvaminen åbnedes i 1852 ved Innatsiaq og var i drift til 1855.
En anden kilde oplyser, at minen lå 40 km syd for Arsuk på et næs ved Alanngorsuit, hvilket betyder Skyggesiden.
1904 blev brydningen i Josvas Kobbermine genoptaget som en treårig forsøgsdrift med etablering af en lodret mineskakt. Bag forsøget stod grosserer J. I. L. Bernburg med hjælp af erfarne minefolk fra sølvminen i Kongsberg. Grosserer Bernburg havde fået koncessionen for 20 år, og han havde ansat ingeniør Ib M. Nyboe, kendt fra blandt andet Kås Briketfabrik, som konsulent ved prøvebrydningerne. Nyboe fik opført bygninger, anlagt udskibningsfaciliteter, i øvrigt på begge siden af halvøen, hvor minen lå, etableret en skakt til et niveau 15 meter under terræn og anlagt et omfattende net af tipvognsspor. Det første år gav dog kun 15 tons kobbermalm.
1905 dannede Bernburg Grønlandsk Minedrift Aktieselskab, GMA, hvor Nyeboe var direktør. Nyboe havde mange jern i ilden og var blandt andet også Statens repræsentant ved kulbrydningen på Færøerne. GMA overtog koncessionen, og driften varede til 1914, hvor brydningen blev indstillet. Man havde lokaliseret 5000 t malm med 2 % kobber i en 100 m lang og mindst 100 meter dyb, næsten lodret spalte på en lille halvø. Tykkelsen var 32 cm, men aftog med dybden og var i 100 meters dybde kun 10 cm. I en anden kilde var malmgangens længde dog kun 70 meter, og tykkelsen var en gennemsnitstykkelse. Der var drevet skakter indtil 80 meter ned. Herfra var der stoller ind i forekomsten. Indtil 1914 var 50 mand sat ind i brydningen.
Før genoptagelsen af driften troede man, at kobberindholdet var 20%. Det viste sig imidlertid snarere at ligge på 4 %. Der blev brudt dog 2252 t malm med 90 t rent kobber som resultat, men blandt affaldet var der både guld og sølv, så salgsprisen var 20 % højere end den rene kobberpris.
1906 foretog Bernburgs folk en afsluttende brydning til første horisontale niveau 15 meter under terræn. En malmladning på 15 t malm blev derefter afskibet via Qaqortoq. Ingeniør M. I. Nyeboe var konsulent ved anlæg af kaj, veje og tipvognsspor.
Man havde dampmaskiner med elgenerator fra starten. I 1913 fik man dieselmotor, og det var 13 år før, man fik dieselmotor i Ivigtut, men allerede 1914 opgav man driften.
Der var 90 ansatte, 250 meter vej og 500 meter tipvognsspor ved minen.
Fra en 88 meter dyb skakt udgik fem vandrette gange på i alt 490 meters længde. Kilderne nævner ikke noget om, hvor sporene lå eller, hvad trækkraften var. Formentlig førte banen fra skakten og ud på udskibningsbroen. En ældre plan kunne tyde på et sådant forløb.
Nordisk Kabel og Tråd, NKT i Middelfart aftog i 1907 kobberet og forarbejdede det.
1908 anlagde Nyboe en ny skakt i Josva. Han anlagde endvidere en kanal kaldet Nyboes Kanal øst for minen, så transporten til Qaqortoq lettedes, idet der nu kunne sejles indenskærs med de små malmbåde til omlæsning på havnen i Qaqortoq. Gad vide om jeg ikke også har sejlet der? Der var meget smalt og kun ringe dybde, så sejladsen foregik med stoppet motor, idet passagererne stødte båden frem ved med armene at støde fra på klippesiderne. Netop denne genvej oplyste skipperen var for at undgå at komme ud i åbent hav, og så var genvejen også betydelig kortere.
1909 blev der observeret guldkorn i kobbermalmen. Der blev anlagt en ny minegang (ved Josva?) og en ny skakt ved Lillan minen 1 km sydvest for Josva. Der var endvidere planlagt en undersøisk minegang mellem de to miner.
I Lillan minen fandtes ikke den forventede malm, så den blev opgivet i 1910.
På et tidspunkt anlagdes ved Josva en ny elevator, så man nu havde to elevatorer. Der etableredes smelteværk på stedet.
I 1910 udsmeltedes det første kobber og sendtes til Nordisk Kabel- og Trådfabrikker i Middelfart, NKT i Middelart, idet der opførtes et mindre smelteværk ved minen, så man nu kunne sende rent kobber til i stedet for malm. Mens de erfarne minearbejdere var fra Kongsberg i Norge, var smelteværket købt brugt i Nordsverige.
1911 toppede aktiviteterne. Der var nu 75 mand beskæftiget mod 30 i starten. På grund af kulmangel fungerede smelteværket ikke mere.
1914 opgav man aktiviteterne. Der var nu brudt 2252 tons malm, der havde resulteret i ca. 90 tons rent kobber. Den samlede længde af minegangene var 490 meter.
En del af udstyret flyttedes til Amitsoq 20 kilometer nordøst for Nanortalik. Her produceredes grafit til 1926. Se denne.
Denne lokalitet har jeg aldrig besøgt.
Håndtegnet skitse af Josvahalvøen med Josvaminen. Der var to havne, så der altid var læ i den ene? Ikke alle bygninger af afsat, og ikke alle er navngivet. Centralt i anlægget ligger en vogndrejeskive, som dengang var in. Denne udelukkede andet en håndskubbede vogne. Heste er heller ikke nævnt. Der var mere end en halv snes højdekurver på forlægget, men der stod ikke noget om kurvernes afstand, men givet var der stigninger og fald på banerne. Forlæg Karsten Secher omkring 2000. Tegning Bent Hansen 2026.
Det ligger lidt vanskeligt med billeder, selv om mit arkiv har adskillige, men flere billedejere påberåber sig ophavsret til mere end 100 år gamle billeder. Omkring år 2000 havde jeg kontakt til en af personerne i litteraturlisten og fik billeder derfra til Tipvognen, Industribaneklubbens tidsskrift. I 2025, hvor det gælder hjemmesiden, er er det ikke lykkedes at få kontakt til billedindehavere.
Kilder og litteratur
Trap, Danmark. 5. udg.
Johannes Humlum, Danmarks Minedrift. 1943.
Karsten Secher, Det hvide guld og det ægte guld – minedrift og råstoffer i Grønlands 20. århundrede. GEUS 2004.
Gyldendals bog om Grønland. Redigeret af Bent Gynther og Aqigssiaq Møller. Gyldendal 1999.
Topografisk Atlas Grønland. Red. Bjarne Holm Jakobsen. Udg. af Det Kongelige Danske Geografiske Selskab og Kort og Matrikelstyrelsen 2000.
Ingeniøren 1907.
Tidsskriftet Grønland 2-3.2008.
Arktiskebilleder.dk
Karsten Secher.
Anja Fonseca.
Bent Hansen 2026.