Grafitbrydning i Grønland?
I anledning af EUs planer i 2026 om grafitbrydning på Grønland er dette lille orienterende og historiske tilbageblik begået. I dette indlæg drejer det sig om tidligere tider grafikbrydning, og jeg må til de aktuelle planer henvise dig til pressen.
INDLEDNING
Grafit er et blødt mineral opbygget af kulstof, der i naturen findes i Kina, Grønland og på Madagaskar, men også kan fremstilles syntetisk af kulstof ved høj temperatur og tyk, der uden tvivl også har været til stede ved den naturlige dannelse. Mineralets hårdhed og massefylde er ringe.
I det kemiske navn indgår betegnelser for skrivekunst, og på tysk betyder navnet sort bly, hvorfor et skriveredskab fra min barndom kaldtes en blyant, selv om der ikke var bly i. Mineralet kan eller har været brugt i elektronikken som halvleder og i smeltedigler på grund af grafittens modstandsdygtighed mod kemikalier og høje temperaturer. Grafit er et glimrende, tørt smørmiddel, og det finder også anvendelse i atomreaktorer og i isoleringsindustrien. I skolen lavede vi elementer af metaller og syre i glasbeholdere, mens syren i de købte elementer var gjort tør, idet der også var grafit i elementerne. Selv om Google ikke nævner denne brug, er det til bilbatterier, EU nu vil genoptage udvindingen af grafit i Grønland. Der er i en moderne elbil mindst 100 kg grafit i batteriet. I min skoletid skelnede man mellem elementer, batterier og akkumulatorer! Det gør ikke alle, der skriver nu om stunder.
En lille halv snes grafitminer er kendt fra Grønland, og for allerede nu at imødegå politisering som med omtalen af kryolitten, så har ingen af grafitminerne betalt sig!
Kort over Grønland med de mig kendte grafitminer afmærkede. Numrene svarer til numrene i indlægget, så du ikke behøver at bøvle med at læse grønlandsk. Desværre er f. eks Nuuk ikke afsat. Gletscherne er fri fantasi; de angiver vel ikke engang indlandsisens udbredelse? Kortet har jeg haft liggende i en menneskealder, men bortset fra, at det var undervisningsmateriale, var der ikke angivet kilde på kortet.
Hvor EU nu vil lade private bryde Grafit, vides ikke, og den store EU-bevilling i starten skal bruges til råstofeftersøgning, men den skal formentlig også bruges til at klarlægge, om der er økonomi i at genoptage brydningen i artiklens første omtalte mine på øen Amitsoq.
Her får du en oversigt og en kort omtale af de mig kendte grafitminer og -forekomster i Grønland.
1. AMITSOQ
Minen lå ca. 19 km nordnordøst for Nanortalik i Sydgrønland. Grønlands Minedrift A/S stod bag denne mine, der åbnedes 1914 med brug af spor fra den netop lukkede Josvas Kobbermine. Sporet kom dog først til Amitsoq 1915. Sporet skulle have beskrevet en halvcirkel. 1925 lukkedes minen, da grafitten var opbrugt. Minen lå midt på østsiden af en indtil 870 meter høj ø formentlig også kaldet Amitsoq.
I 1914 blev der her i et åbent brud taget 2000 t malm, og samtidig forberedte man sig til at bryde i minegange. 1916 var afsætningen på grund af krigen fin.
1925 stoppede Amitsoq, da det ikke var lykkedes at frembringe et salgbart grafitkoncentrat. I 1924 præsteredes kun 53 t grafit og 1925 kun 28 t grafit. Grafitmalmen oparbejdedes til 50 – 60 % grafitindhold, inden den sendtes til Danmark. Den samlede produktion havde været på 6000 t grafitmalm med en lødighed på ca. 20 %.
Primus motor her var den danske ingeniør Marius Ib Nyeboe, 1867 – 1946 kendt fra Bodal i Åmosen fra 1902, fra Grønlandsk Minedrift A/S fra 1907, fra A/S Grønlandsk Grafit Compagni fra 1916, fra Lundegårds Mose samt talrige andre aktiviteter med og uden spor. I Amitsoq havde han fundet forekomsten i 1911.
Minen gav underskud. En overgang var 20 – 30 danskere beskæftiget, og teoretisk kunne de udvinde 5000 t malm med en grafikprocent på omkring 20 % om året.
I 1915 besluttede man sig for at bygge en skakt med tilhørende minegange. Udstyr hertil sejlede man fra kobberminen Josva. Der anlagdes på fjeldsiden på en smal afsats en mineby til 20 mand. Samtidig dannede Grønlandsk Minedrifts Aktieselskab et datterselskab til dels med udenlandsk kapital til at forestå brydning og afsætning. Dette selskab hed Grønlands Grafit Compagni A/S. Aftagerne var blyantsindustrien og batterifabrikkerne, men også Den kongelige Mønt aftog grafit til deres smeltedigler til møntfremstillingen. Afsætningen var for så vidt god, men på grund af Første Verdenskrig kneb det med transportsikkerheden.
Der var minegange på Amitsoq 1914 – 24.
GMA, Grønlandsk Minedrifts Aktieselskab likvideres 1932 efter 25 års virke, men minen undersøgtes i 1936 af et nyt privat konsortium, uden at minen genåbnedes.
Det skønnedes ved lukningen, at der endnu var 240 000 t malm i området. Nye prøveboringer fra dette årtusinde har afsløret 23 millioner t malm, dog stadig med kun en snes procent ren grafit. Grafitten ligger i to lag hældende mod syd, hvor de når havoverfladen ved øens sydspids. Det er da også på øens sydende, en del af pressen vil lægge den nye EU-grafitmine. Lagenes tykkelse varierer fra 1 til 20 meter.
Amitsoq skitse. Skitsen er et “søkort” fra min dagbog fra ture i 2004 og 2005, efter jeg var blevet enkemand. Nanortalik ligger i syd og Amitsoq en snes kilometer nord herfor midt i billedet. Den nye mine skal ligge på øens østkyst, men længere mod syd, end jeg har markeret den på min skitse. Desuden er en guldmine afsat. Ved både savtakkerne og skeerne på naboøen er der også fundet mineraler. Den varme kilde skyldes helium, der dog ikke optræder i mængder, der er brydningsværdige. De røde punkterede streger i havet viser, hvor jeg har sejlet. Skitse: Bent Hansen.
Amitsoqs sydspids ses fra motorbåden. Netop her går grafitlagene i havet, og skal man nå alle 23 mil. t, skal der også brydes under haveniveau. Til højre i bunden af en dal ses det karakteristiske fjeld, Kirkespiret, hvor en guldåre viste sig at ligge på højkant. Foto: Bent Hansen 2005.
2. LANGØ
Ved den nordligste bebyggelse i Vestgrønland bortset fra Qarnaq på dansk Thule ligger Upernavik, hvor der ved øen Langø blev brudt grafit i 1845. Minen var anlagt af engelske hvalfangere, der hurtigt tømte den lille mine på nær ca. 9 t, som gravedes i 1905 i spredte gravninger af den københavnske grosserer Julius Isaac Liepmann Bernburg, 1840 – 1911, der ledede Bernburg-Ekspeditionen 1903 – 05, der var en geologisk ekspedition i Vestgrønland. Måske er du også stødt på ham ved Lammefjords-udtørringen og frihavnsanlægget? Tilbage til sagen: Igen i 1914 og 15 blev der på Langø brudt 2 t grafik af Grønlands Minedrifts Aktieselskab. Kommerciel brydning blev dog opgivet. Herfra er der ingen billeder.
3. UTOQQAAT eller SISIMIUT
Sisimiut hed på mit skoleatlas Holsteinsborg. Her var planlagt en større mine. Der blev i 1914 brudt 80 til 90 t af Grønlands Minedrifts Aktieselskabs folk. Kommerciel brydning blev dog opgivet.
Allerede i 1740 meldte Hans Egede om forekomster af grafit (blyantsmalm.) Denne udskibedes lejlighedsvis op gennem tiden.
Ved grafitminen i Utoqqaat fra 1914 lå der i 2001 stadig sporrester. Foto: Karsten Secher 2001.
4. EQALUSSUIT
Stedet ved Nassuttooq på dansk Nordre Strømfjord ligger ved Gammel Egedesminde nord for Sisimiut, Holsteinsborg, men lidt syd for Diskobugten. Forekomsten var opdaget 1903, og Grønlandsk Minedrifts Aktieselskab foretog 1912 en prøvebrydning i grafit. Prøvebrydningen var på 50 t malm, men skønt store forventninger var kvaliteten ikke god nok. Projektet blev opgivet. Selv om jeg har været i omegnen af lokaliteterne, 3 og 4, er der ingen billeder.
I dag er byen flyttet nordpå til Diskobugten og hedder Aasiaat eller i min skoletid Egedesminde.
5. QASSUT
I den store fjord, der fører ind til Uummannaq, ligger Storøen, og her blev der i 1830 brudt grafit. Der er dog ingen oplysninger om minen.
I Qaassut brød man 1850 – 60 grafit. Denne lokalitet ligger ganske nær Qaarsuarsuk og begge ligger, så vidt jeg kan tyde kortene, inden for lufthavnsområdet på sydsiden af fjorden. Qaarsuarsuk er formentlig – hvis jeg har forstået den grønlandske grammatik rigtigt – en bøjningsform af Qaaesut. Et diminutiv måske? Heller ikke her har man formentlig brugt tipvogne. Uummannap, der ses i litteraturfortegnelsen, er genitiv af Uummannaq. Vi er her på vestkysten så langt nordpå, jeg har været på Grønland. Kun Upernavik og Qarnaq ligger nordligere.
I Uummannaqfjorden og i Vaigat sejlede jeg med Hjemmestyrets selskab, Arctic Lines ene skib, der hed Sarpik Ittuk. Ruten ses med rød punkteret linje. På denne årstid sejledes ikke længere nordpå end til Uummannaq, hvorpå turen gik samme vej tilbage. Uummannaq ligger på en ø midt i fjorden. Storøen uden mine afsat ses øst for Uummannaq. På Nûgssuaqhalvøen ses på nordkysten sydvest for Uummannaq Qaarsiut, Heller ikke her er grafitminen afsat, idet der står kul. Der var også en kulmine her. En anden kulmine ses på sydsiden af Vaigat på øen Disko. I bunden af fjorden i nordenden ses marmorbruddet Maarmoriliik og bly- og zinkminen Den sorte Engel. Saqqaq kendt fra kulturen af samme navn er også afsat på Vaigats nordside. Her ligger en dyndvulkan, som AI dog ikke rigtig har nogen forklaring på, men Nûgssuaq kaldte nordboerne Det brændende Næs, idet der lå tunge basalter oven på lette olieholdige skifre. Når basalterne skrider, går olieskifrene i brand. Når de skred i Vaigat, var skvulpet op til 30 meter høje bølger. Vulkanen må være gasudslip, der har trukket overfladen op som et anseeligt muldvarpeskud? Næste en lille vulkan.
Havnen i Uummannaq. Dele af Storøen ses bagved. Minen ses ikke, men billedet viser, hvor utilgængelig mange steder i Grønland er. Hvor vil du som grafitefterforsker gå i land? På den lille ø, der lær for havnen, lå tidligere byens olietanke, men et af isbjergene ude fjorden var kommet i ubalance på grund af afsmeltning over vandet, og da det kæntrede, rejste det en flodbølge, der ryddede den lille ø for olietanke og forvandlede bådede i havnen til pindebrænde og mikroplastic. Indbyggerne var advaret på forhånd. Foto: Bent Hansen 2004.
I bunden af fjorden ligger Maarmorilik eller Marmorilliq med et marmorbrud og bly- og zinkminen Den sorte Engel, men det er helt andre historier.
Kilder og litteratur
Louis Bobé, Grønlandsbogen bind 2. København 1921.
Gyldendals bog om Grønland. Redigeret af Bent Gynther og Aqigssiaq Møller. Gyldendal 1999.
Johannes Humlum, Danmarks Minedrift. 1943.
Karsten Secher, Det hvide guld og det ægte guld – minedrift og råstoffer i Grønlands 20. århundrede. GEUS 2004.
Karsten Secher, Ole V. Petersen, Ole Johnsen, En verden af mineraler i Grønland. GEUS ca. 2006. Udgivelsesår ikke angivet.
Tidsskriftet Grønland 2-3.2008. Artikel af Karsten Secher, Grønlands Råstofindustri i det 20. århundrede.
Topografisk Atlas Grønland. Red. Bjarne Holm Jakobsen. Udg. af Det Kongelige Danske Geografiske Selskab og Kort og Matrikelstyrelsen 2000.
Uummannap Katersugaasivia. Nyt fra Museet 51.1993.
Karsten Secher.
Anja Forseca.
Bent Hansen.
Hertil kan findes yderligere et eller to fotos?