Julen 2022
For en gangs skyld forløb sidste års jul som forudset. En af juledage kørte hele familien til skovene ved Munkebjerg for at gå en tur.
Helbred
2023 har ikke budt på hverken rejser eller større kulturelle oplevelser. Det meste af året har Sundhedsvæsenet holdt mig i Nr. Bjert og Edit på Frederiksberg. Mødet med sådanne væsener har ikke været en ubetinget succes. Min Regions Rygcenter kom efter flere konsultationer til det resultat, at mine rygproblemer skyldes min dåbsattest. Regionens center for grå stær gav mig to nye linser samme dag. Den ene var en succes, mens ved den anden ridsede lægen i hornhinden. Skaden lægtes dog hurtigt, men medicinen kunne jeg ikke tåle, så jeg drypper stadig øje i skrivende stund, men ved en kontrol først i december var der 100 % syn på begge øjne, og jeg fik lov til at trappe drypperiet ned over et par uger, så jeg forhåbentlig er ok til jul.
Regionen foreslog, at jeg skulle have bevilget øjendryppedamer fire gange i døgnet. Det takkede jeg ja til. Da der skulle gå fem minutter mellem hvert dryp, havde damerne og jeg ti minutter til at tale sammen. Jeg tror, at nogle var ansat til også at se efter, om jeg klarede mig, altså om jeg fik mad, var ren, og om huset var rent. Andre måtte jeg vise billeder af mine kvinder og mine børn, og flere af dem var med på kontoret og se mit arkiv. En enkelt skulle endog se nogle af de artikler på udenlandsk, jeg havde skrevet.
Efter en måned overtog jeg selv drypperiet, da jeg var ret bundet af damerne, som kunne kommer med ± to timer, så jeg ikke kunne tage nogen steder.
Da jeg efter vaccinationen mod influenza måtte lægge mig 1½ døgn med 40 i feber, hjalp øjendryppedamerne med at servere et glas vand eller mælk, og en af dem var endog hos Rema og købe bananer til mig. Samtidig gjorde min ryg, eller var det min dåbsattest, knuder, så i et par dage måtte de også give mig strømper på. De udvirkede også, at der kom to damer en dag og skulle give mig bad. Andre hjemmesygeplejersker havde samtidig kontaktet en vagtlæge, og han havde givet mig nogle meget stærke smertestillende piller, så jeg kunne godt selv bade den dag, hjemmehjælperne var der.
Haven
I starten af året var Edit i Nr. Bjert, og vi, mest Edit, satte haven i stand og sående. Vi rejste så derefter til Frederiksberg, og samtidig blev det tørke, så alt visnede. Edit havde købt et lille drivhus, men heller ikke det overlevede tørken. I mange år har jeg i haven brugt at lade de fleste planter blomstre og kaste frø. Da regnen kom igen, spirede blandt andet grønkålen. Også bærrene overlevede tørken, med der var ikke så mange som normalt. Blandt andet havde fugle og dyr taget alle aroniabærrene. Vi var dog 14 dejlige dage om at plukke og ribbe ribs- og solbærklaser og nedfryse bær. Også hindbær, rabarber og persille kom i fryseren.
Så er Edit godt i gang med at grave. Grønkålen står fra sidste år, men vi kunne stadig tage af den til salat. De glemte porrer er undermålere fra sidste år, men de stod for at sætte blomster og frø. Blomsterne er smukke. I en vase står de i to måneder, hvis man husker at skifte vand. I den tid skifter blomsterne farve mellem grøn, hvid og violet.
Purløg og Timian blomstrer allerede, og meget er kommet op, men tørken og dyrene tog det meste, mens vi var i København. Nu er grønkålen, du så ovenfor, i blomst og får lov at kaste frø. Jeg sår således ikke kål, eller køber udplantningsplanter, men skuffer de grønkål om, som vi og dyrene ikke skal bruge. Det største problem har kålsommerfuglene dog. Hvilke planter er deres, og hvilke er vores?
Når vi havde været flittige en uge, tog vi på en lille udflugt, men kun en halv dag. Vi kørte derfor om formiddagen til en eller anden seværdighed og beså den og fandt så i nabolaget et spisested. Så kunne vi komme hjem og nå at få en sen middagssøvn.
Børkop, Brejning og Hvidbjerg
Edit havde haft familie i Brejning, så vi kørte dertil en dag. Naturligvis den nærmeste omvej, og da vi passerede Børkop Vandmølle, tog vi ind og fik en god og fin frokost. Derpå så vi De kellerske Anstalters museum, og Edit fandt den villa, hvor hun var på besøg og endog det værelse, hvor hun sov. Derpå var det min tur til at være nostalgisk, så vi tog til Hvidbjerg, hvor vi fik kaffe på et ishus. Sådan en tur var næsten som at være i udlandet.
Børkop Vandmølle er ud over et såkaldt bedre spisested, der drives af folkene bag Munkebjerg, også et lille museum og en aktiv vandmølle. Mølledammen er tilmed bevaret, og på en ø i dammen havde en svane rede.
Brødsgård
Vi tog også en dag til landbomuseet på Brødsgård tæt på Kolding. Det lykkedes mig at køre derud ad veje, jeg aldrig havde kørt på før, skønt området jo var mit nærområde. Vi brugte flere timer til at bese samlingerne og snakke med to ældre kustoder, der nok var lidt overraskede over, at vi ikke var fra landet nogen af os, men det viste sig, at de også havde kendt alle de store bønder i Nr. Bjert og kunne de samme historier om deres meritter, som jeg også havde hørt. Desværre kunne vi ikke spise derude, men i stedet kørte vi ind til Kolding og gik på en filial af Skagen Fiskerestaurant, hvor vi nød en dejlig fisketallerken mellem lutter turister fra flere lande. Igen var det næsten som at være i udlandet. Faktisk var vi ikke vant til at se Kolding fra den vinkel.
Odense
Årets første tur gik til Odense til Jernbanemuseet, som vi beså grundigt i to timer. Vi tog blandt andet en tur med veterantoget. Herefter ville vi ud i byen og spise og se på Odense. Efter to timer på benene kunne vi dog ikke mere, så vi måtte spise på museets café, og derefter tog vi hjemad. Vi valgte dog hverken motorvejen eller hovedvejen, men Rugaards Landevej, hvor jeg ikke havde kørt i rigtig mange år. På vejen var vi inde ved en bager, så vi havde brød med hjem til kaffen hjemme.
Museet kørte den dag med to veterantog: En Mo-vogn og Odin, der ses her. I Mo-motorvognen var jeg pendler i tre år, så den er jeg stadig træt af, så vi valgte den nybyggede kopi af Danmarks første lokomotiv fra København – Roskilde Banen. Vi sad i den åbne skovvogn fra Klampenborgbanen. Den er godt nok lidt yngre end Odin.
Langs Rugaards Landevej var der skov, blomster og natur, som vi nød gensynet med. Jeg havde i hvert fald i min ungdom brugt den vej på cykel mellem Odense og Fredericia. Foto: Edit.
Moesgård
Årets udstilling var om hunnerne, som jeg husker fra skolens historiebøger, og som jeg igen stødte på under læsning af Kinas historie. Udstillingen gjorde sig til talsmand for en interessant teori, der går ud på, at hunnerkongen Attila, ca. 406 – 453, konge 434 – 453, er identisk med Odin. Fra Tv kendte jeg også historien i forvejen. Udstillingen var spændende og god, men jeg er stadig ikke overbevist om teorien. Vi fik ved dette besøg plads i museumscafeen og fik en dejlig frokost, inden vi gik i gang med en anden specialudstilling, der også var ret interaktiv. Den handlede om, hvordan andre kulturer så på deres afdøde og behandlede dem. Her kunne jeg få nogle skeletter til at danse, men det havde Edit kort efter lagt ud på et eller andet medie, som hun gør det i. Lige her trængte vi igen til en pause, så her sad vi og opdagede, at de fleste besøgende bare gik forbi uden at opdage, hvad udstillingen egentlig kunne. Da nogle gymnasiepiger gik forbi med næsen i deres mobiler, kunne jeg ikke dy mig, men fik skeletterne til at række ud efter dem. Det opdagede de trods alt, og et par af den skreg i vilden sky, men opdagede så hurtigt, hvordan man gjorde.
Sild
Vi var med Lars og Lotte på Sild, men vi fandt aldrig en P-plads. Lotte og Lars fandt ud af, at de skulle tage cyklen med færgen i stedet for bilen og så cykle rundt derovre. Tilbageturen var med biltog, og det var jo ikke noget, vi prøver hver dag. Vi fik middag hos bageren i Niebüll, inden jeg var nede på Lorenbahnhof i Dagebüll. Der mødte jeg indfødt friser, der tiltalte mig på tre sprog, frisisk, plattysk og dansk. Han havde bestemt ikke regnet med, at jeg svarede ham, og at jeg havde forstået de 2½ sprog. Kun frisisk er jeg ikke så god til.
Alle gode gange tre, så lykkede det at se Nationalpark- og Kystbeskyttelsesmyndighedernes nye elektriske og rustfrie lokomotiv. Jeg måtte dog finde mig i, at det holdt i remisen. Ved tidligere besøg havde det været ude at køre.
Også i år var der en ny privat trolje i Dagebüll. I hvert fald havde jeg ikke set den før. Den har nr. 69, men der er ikke 69 private køretøjer på banen, for en del af de ældre numre er ikke besat mere. Beboerne ude i Vadehavet har dog omkring 50 af den slags private køretøjer.
Endnu et par ture
I perioder i år har synet eller ryggen forhindret mig i at køre selv, men Edit havde Flextrafik, og takket være sin rollator kunne jeg komme med som handikaphjælper. Vi besøgte med Flextrafik Edits svigerinde og storebror i Guldborg, og vi var til soldaterfest i år i Langeskov. Nu er vi kun fire soldater tilbage. Vi så Signe optræde på Musikteatret i Albertslund, skønt det vist nok var med S-tog? Da Edits storebror blev 90 holdt han det i Nysted, men da kørte vi selv. Vi tog dog et hotel, da jeg næppe orkede at køre hjem samme aften efter en god middag med vin? På vejen ud beså jeg byggeriet af den nye Storstrømsbro og anlæg af banen til Femern-tunnelen. På vejen hjem, var vi på Kunstmuseet Fuglsang, og mens vi ventede på, at museet åbnede, tog vi til herregården Søholt for at se havørne. De er ikke så tidligt på vingerne, for de skal først sidde i solen og varme musklerne op. Ved man, hvor de sidder og varmer op, er det en fordel, men det gjorde vi ikke. I stedet for så vi som altid noget andet.
Sidse, Edit datter, har være på besøg, men Edit var ikke på toppen, så jeg måtte køre til Skamlingsbanken og til Lødverodde med Sidse til henholdsvis kaffe og is. Med Lotte og Lars var jeg på sejltur, men vi så hverken marsvin eller sæler. I følge pressen er havene døde, men det gælder ikke Lillebælt lige omkring Fredericia. En anden dag gik vi en tur i det nye Fredericia og fik kaffe på en café ved en af de nye kanaler. Senere gik vi op på volden og så den nye, men ikke særligt kønne Kongens Port. På den yderste bastion, Danmarks Bastion helt fra 1650, satte vi os og nød udsigten over Lillebælt. Selv om jeg kun dengang før operationen så 50 %, fik jeg øje på de aktive måger og det voldsomme røre i vandet inden for revlen en kilometer fra vor bænk. Det var to sæler, der fiskede her på et sted, hvor jeg som barn havde badet! Sælerne havde åbenbart jaget nogle mindre fisk ind på lavt vand, hvor de bedre kunne komme til dem. Selv jeg med mine øjne på den afstand se, at det ikke var marsvin, men sæler.
En flok fasaner syd for Maribo Sø ved herregården Søholt. Her kom jeg i mine unge dage for at jage roebanetog, og nu på min gamle dage for at jage havørne. Her måtte vi nøjes med deres mad. Foto: Edit.
Modernisering
Vi har oplevet, at noget af det, vi havde været glade for, nu er lukket. Vor fiskerestaurant i Fredericia drejede nøglen om. Det var der, vi spiste i en gammel jernbanevogn. Tantes Have, hvor de havde alt til haven lige fra antikke skulpturer til stuefugle, solgtes til en kædebutik, og så havde de kun billigblomster, der ikke var værd at gå rundt og se på. Vandværkssøernes bænke og borde forsvandt, og adgangsvejen blev lukket for biler. Selvfølgelig kunne vi gå, men vi plejede jo at have dug, tallerkener, noget at sidde på med foruden frokosten, og det krævede mere traven, end vi kunne præstere. Vi er dog ved at finde nye traditioner. Også vort yndlingssted på Rømø, Holms Fiskerestaurant har drejet nøglen om. Her spiste vi altid, når vi havde været i Dagebüll.
Vandværkssøerne i foråret 2023. En gang var Lotte og Lars kørt derud og havde parkeret og var så gået en rundtur på en halv snes kilometer, men kun meget lidt var på stier. Det meste var på offentlig vej, et en enkelt etape på et par kilometer var på en befærdet vej. De blev meget glade for, at vi ventede med et veldækket frokostbord, da de kom tilbage. En anden gang havde vi Bodil fra Ollekolle med herud til frokost. Hun havde for flere år siden solgt bilen og kom ikke meget ud mere. Anne skulle også have været med, men hun skulle til børnebørnsfødselsdag. På vejen tilbage kørte vi over Landerupgård, hvor Bodils bror havde boet i en menneskealder, men alt var siden bygget om på denne institution.
Nr. Bjert
Vores ollekolle er nok gået i sig selv. Vi er sikkert blevet for gamle til at have mange gæster.
I foråret en dag, tog vi til fjorden og gik en tur, og da Edit kom forbi badebroen i Strandhuse, fandt hun ud af, at nu ville hun være vinterbader. Allerede næste dag kørte jeg hende ned til badebroen om morgenen. I modsætning til mange af de øvrige, smed hun tøjet og tog badedragt på og hoppede i vandet uden at betænke sig. Efter tre minutter kom hun op igen. De fleste andre badede stod på øverste trin i flere minutter, inden de vovede at tage et trin mere. De kunne være fem minutter om at komme i. Edit gjorde det hver morgen i flere måneder, dog afbrudt af et rødt flag, når det havde regnet og rensningsanlægget var løbet over, og faktisk sluttede hun først, da badebroen i starten af sommeren brød sammen.
For enden af badebroen var der 1½ meter vand, og Edit svømmede sjældent, men blev på trappen under vand i tre til fem minutter. Som regel var der sjældent andre i.
Så har Edit været i, og vi er på vej hjem. Jeg var ikke i, men fulgte hende hver dag som livredder. Min uddannelse er godt nok 65 år gammel. Du skal lægge mærke til det lille skilt øverst på gavlen af bygningsværket her. Det ses lige til venstre for de hvide flag. Skiltet markerer vandstanden under stormfloden i 1872. Da ville fjorden have gået helt op til Lyshøj Allé og Fjordvej. Ved stormen i efteråret gik det kun op midt på strandengens græs. Det var dog nok til, at Koldings ånære dele stod under vand. I 1872 gik Østersøen tværs over Lolland og udløste et omfattende digebyggeri, som vi åbenbart ikke er færdig med endnu. Huset for enden af broen rummer sauna og omklædning, men kun for medlemmer af vinterbaderklubben. Vi undlader at tage Gammel dansk, og tager hjem til kaffe hjemme i køkkenet.
Stormen og oversvømmelsen i efteråret genere ikke mig. Dryppedamerne fortalte om, at de ikke kunne komme igennem Kolding for vand. Skulle de fra nord til syd, måtte de ud på motorvejen for at komme rundt om Kolding. I mit kvarter var både Lyshøjalle og Fjordvejen spærret, mens det var allerværst, måtte nogle af hjemmesygeplejerskernes kunder evakueres, da plejepersonalet ellers ikke kunne ikke komme frem til dem. Jeg var ved øjenlægen efter at vandet var væk fra centrum i Kolding, men vejen over havnen var stadig spærret: et pakhus med præpiller truede med at bryde samme, og vælte ud over vejen, da pillerne havde suget vand og nu fyldte tre gange så meget og vejede det dobbelte. Da vejen over havnen var spærret, skulle trafikken gennem byen. Det ville have taget højst et kvarter at komme til øjenlægen, men jeg brugte 50 minutter hver vej. Blot for nogle få kilometer.
Min bil klarede ikke synet i år. Jeg måtte have lavet rust, men det ekstra syn tog Toyota på sig, da det jo var dem, der ikke havde set rusten. Bilen er nu omkring 20 år.
Hedeland
Jeg fik holdt Hedelandstur i år, men med kort varsel. Vi var derfor ikke så mange. Vi tager til Lotte og Lars til første søndag i Advent. Men derefter tager jeg nok med Edit tilbage til København for at tage på juletur i Hedeland også med veteranbanen, hvilket Signe meget gerne vil deltage i.
Hedelands Veteranbane i sommeren 2023 set med Edits telefon. Til venstre skibakken dog med liften på bakkens fjerneste side. Til højre anes det øverste af operaen i Hedeland. I forgrunden perronen på Flintebjerg Station og vejen ned i Lergraven, hvor vi plejede at spise, så længe hærværksfolkene kunne lade borde og bænke være i fred.
Disse trolde lavet af genbrugstræ er nu også i to eksemplarer dukket op i Hedeland. De er ikke helt lette at finde, og selv om man er på rette spor, er adgangen absolut ikke for folk med stok og rollator. Her ses Glade Anders. Foto: Lise Blom.
De er begge placeret i bevoksningen ved Flintebjerg Station, hvor Lise stod af og gik tilbage til Hedehusgården. Denne her hed Månemor. Manden bag hedder Thomas Dambo, og han er vel efterhånden oppe på hundrede trolde fordelt over hele landet, faktisk hele Verden. Foto: Lise Blom.
Du skal lige have lidt bonusviden. Thomas Dambo er et kunstnernavn. Han hedder egentlig Thomas Winther Pedersen og er født i Odense i 1979. Han påbegyndte fabrikation og opstilling af trolde i 2006, og en af de to trolde i Hedeland er hans byggenummer 100. Ikke alle står dog i Danmark, da han har opstillet lige fra Kina til USA.
Vi gennemførte en forårstur til Fuglsangskoven i Fredericia, og bøgen var lysegrøn, men anemonerne havde lidt under vinteren. Noget havde trykket dem ned, så de kun var en skygge af sig selv. Også skoven her havde en opstilling i genbrugstræ. Selv om den sidder lige ved det mest besøgte sted i dyrehaven, sidder den højt, så ikke alle opdager den. Det er en fire meter høj og 300 kg tung ugle i genbrugstræ indrettet som uglekasse. I en anden af Fredericias skove, Trelde Skov sidder en sortspætte på kun 150 kg. De har intet med troldene at gøre, idet en lokal kunstner, Marianne Ladegaard Jensen, står bag.
Malmø
Med Signe tog vi en dag toget til Malmø og derpå en bybus til Malmøhus. På vejen kom vi forbi Teknisk Museum, og da der stod maskiner udenfor, udbrød Signe begejstret: “Det vil jeg gerne se!” Teknisk Museum var også på programmet, hvis tiden og kræfterne rakte. Vi løste billet på Malmøhus til alle fem museer der. Vi gik derpå i gang i Akvariet og derpå på det lille Naturhistorisk Museum. Vi spiste på Malmøhus’ cafe, og mens jeg sad her, fik jeg en sms fra min bank, hvor de meddelte, at de havde trukket 54,45 danske kroner for adgangen til fem museer for tre personer. Togbilletten for tre, der også gjaldt til bybusserne var billigere end passagen af broen i bil! Hertil komme så benzin og p-afgift, hvis vi var kørt. Vi havde købt togbilletten hos svenskerne, for hvor danske politikere er medbestemmende, er prisen en helt anden. Vi nåede det Tekniske Museum, og på det fjerde Museum, Søfartsmuseet, kom vi ikke længere end til legepladsen, inden Signe også var træt.
Et af akvariets bassiner var helliget koraller og ditto fisk. Ved sidste besøg var der Dolkhaler, men damerne i billetkontoret, var ikke klar over, at de var væk, og de vidste ikke, hvor de var blevet af. Dolkhaler er jo fortidsdyr, der egentlig burde være uddøde. Foto: Edit.
Museets for mig hovedattraktion, Krauss 6051/1908. Type XLV. Bn2t. 891 mm. Ny til Skånska Cement-AB, Malmö – AB Cementa, Limhamn 13. Udrangering 1950. 1960 til Malmö Tekniska Museum. Udstillet og tilgængeligt. 13 er lokomotivets driftsnummer. I baggrunden en trappe op til en ubåd, man kunne komme ind i, hvis man var rimelig bøjelig og ikke alt for bred agter. Foto 2016.
Diverse
En aften kom et antal sådanne transportmidler forbi Edits hus. Jeg var lige ved at være bage for, at ikke alle formåede at komme over huset.
Edit er glad for blomster og god til dem. Denne orkide er ret gammel, men den overlevede tørken, og efter kærlig pleje belønnede den Edit ved at komme med blomster igen.
Orkideen i min vindueskarm først i november 2023.
I år går jeg igen på Folkeuniversitetet til Geologi. I år er det den geologiske Middelalders dyreliv. Første kursusdag var mange deltagere i egen bil og holdt parkeret ulovligt overalt. Under kurset så vi en slides, der viste dyre- og plantelivet i starten af Trias i Mesozoikum for omkring 250 millioner år siden. Vi bemærkede, at absolut intet spor af liv var omkring Ækvator. Vi skulle midt hen i Trias, før der igen opstod kulforekomster og andre spor af liv på jorden. Gennemsnitstemperaturen var dengang som følge af vulkaner og deraf følgende højt CO2-indhold mindst fem grader varmere end nu. Vi har siden min skoletid allerede indhentet to af de fem grader og er stærkt på vej til yderligere en grad. Vi har ikke mange graders menneskeskabt temperaturstigning tilbage, før planternes fotosyntese ophører. Gad vide, hvordan det spænder af? Næste kursusaften var de fleste deltagere i øvrigt med tog og bus! Det skyldtes nu nok ikke klimahensyn, men de mange små sedler i vinduesviskerne gangen før?
Nu bor vi jo ikke ved Ækvator, så vore politikere behøver ikke at forlange noget specielt klimamæssigt af os, selv om vi på det seneste har haft rigeligt med storme, regn og højvande, men hvem sætter helt alvorligt disse tildragelser i relief? Jeg har dog et håb: Bare mine børnebørn få valgt nogle ansvarlige politikere.
Min julegave fra Edit var et besøg i Det kongelige Teater på Gamle Scene, hvor vi så Amadeus. Jeg har været i Stærekassen og i Operaen og mangler nu kun skuespilhuset, men Gamle scene var mit første besøg.
Her før jul var Edit og jeg på Ordrupgård og så Skagensmalere og fik en dejlig frokost. I tilgift fik vi en demonstration, der spærrede vor bybus inde i mindst 40 minutter.
Sidst i november var vi i Albertslund musikteater, hvor Signe optrådte i et julestykke.
Fra juleforestillingen i Albertslund Musikteater 2023. Signe står som højeste nisse i tredje række. Den mindste var 2½ år, men hun var vist faldet i søvn her? Foto: Edit.
Julen i år
Lise skulle have været til Sydkorea i julen, men det blev aflyst, så hun kommer nok hjem til jul i år. Måske venter jeg med at køre hjem fra Edit, så jeg kan få hende med. Vi skal til Lotte og Lars juleaften, som vi plejer. Jeg regner med at holde Nytår i København.
Skrevet i november 2023, men opdateret på årets korteste dag.
Kærlig hilsen
Edit & Bent.