Dette indlæg er et uddrag af året julehilsen til familie og venner.
St. St. Blicher skriver i en af sine salmer: Trange tider, langsomt skrider. Da Edits og min tid galoperer, er det næppe Blichers trange tider, der i øjeblikket bestemmer vore liv? Vi skal da heller ikke klage, selv om helbredet også i år er nedgraderet lidt. Vi er stadig tilfredse. Også vore børn og børnebørn trives.
I årets første halvdel var jeg meget i København, og vi passede ofte Signe. Her er vi til hendes tre års fødselsdag. Hun har (ikke af os) fået et prinsessekostume, og nu poserer hun. Gad vide, hvor hun har lært det henne?
Formentlig fejres jul og nytår som sædvanligt. Planerne er i skrivende stund ikke helt på plads.
Dagligdagen
I mit tilfælde er det min jernbanehobby eller snarere industribanehobby, der tager min tid. Jeg har i år om muligt leveret stof til endnu flere bøger end tidlige, besvaret henvendelser fra kollegaer i endnu højere grad i år, bestemt billeder for kollegaer, lokalhistoriske samlinger og slægtshistorikere i endnu større antal end tidligere. Et par enkelte gange har jeg endog haft tid til at besøge et lokalarkiv, og efter mit ærinde var overstået, så jeg deres samling af industribanebilleder. Jeg fik dem med hjem på en USB og konstaterede hurtigt, at mindst 10 % var fejlbestemte. Et foto for eksempel viste et baneanlæg, der af arkivet var bestemt til et sted nord for byen. Billedet viste et væltet lokomotiv i en mose og i baggrunden sås tre gravhøje. Hvor var det lige, der på denne egn var gravhøje? Arkivlederen kunne se det med det samme. Hjemme lykkedes mig yderligere at bestemme, hvilken anden lokalitet, billedet så var fra. Tilmed kan jeg som regel også oplyse årsagen til fejlbestemmelsen. Det hænder dog, at jeg støder på en arkivleder, der ikke tror mig. Det kan jeg nu strengt taget være lige glad med – bare jeg selv får lov at kopiere deres fotos og vel at mærke får tilladelse til at bruge dem. Copyright-begrebet kan på mit felt give sig de mærkværdigste udslag.
Det lykkedes mig over sommeren at oparbejde en manko på 100 ubesvarede mailer. Nu et halv år efter ligger de fleste stadig, og dertil er kommet nye. Mankoen er i øjeblikket på 130 ubesvarede mailer. Jeg tror dog stadig, at jeg når til bunds. Også selv om jeg en aften slukkede jeg for tv-avisen, som jeg ellers godt ville have set, og gik ind på kontoret for “at give den en skalle.” Da jeg lukkede computeren ned før midnat, var jeg skønsmæssigt yderligere to dages arbejde længere bagud. Problemet er det, at hver gang jeg besvarer en mail, kommer der fluks tre nye ind med nye spørgsmål. Jeg tror dog stadig, at jeg ad åre får besvaret alt.
Min lokomotivhandel har glødet i år. Ikke mindre end fire kunder har jeg formidlet kontakter for. Mit rejsebureau lykkedes ikke. Det var ikke til at finde en dag, hvor både deltagerne, jeg og modtagere kunne. Deltagerne, min forenings medlemmer har arbejdsweekender, og dem skal jeg helst undgå.
Kulturen
Vi har i år også prøvet at følge rimeligt med i det kulturelle liv. Det er dog ikke blevet til så mange udstillinger og koncerter, som vi plejer. Kun et par åbninger eller ferniseringer har vi deltaget i. Ved det ene arrangement kunne vi ikke på dagen, men heldigvis tilbød museet senere en separat rundvisning på udstillingen med kaffe og blødt brød bagefter. Det var rigtig hyggeligt. Vi gjorde det sammen med et besøg i Odense i Domkirken, Fynsk Forår i Rådhushallen og H. C. Andersens Barndomshjem. Frokost tog vi i Fruens Bøge, hvor et gammelt spisested, Carlslund, der allerede var gammelt i mine forældres tid i tyverne, serverede æggekage ad libitum. Vi klarede end ikke en hel pande, men det var en oplevelse. Sidst på dagen besøgte jeg en gammel ven fra min første Silkevejstur.
Edits datter Sidse havde sendt malerier ind til en censureret udstilling i Nykøbing Falster. Her blev tre billeder antaget, og hun vandt førsteprisen for et af sine billeder. Desværre kunne jeg ikke deltage i prisoverrækkelsen. Her ses Sidse og hendes tre billeder i forbindelse med prisoverrækkelsen.
Året startede med et teaterstykke, hvor min svogers datter og mand havde leveret scenografi og instruktion. Det var et bemærkelsesværdigt stykke. Tilskuerne mødte i små hold over et par timer. Der var ingen scene og ingen stolerækker! Vi blev sendt til psykolog med mere. Edit og jeg blev skilt og så først hinanden, da vi skulle hjemad, da de medvirkende efterhånden gik i seng. Så er det ligesom tid at gå? Stykket hed Blumenbach Instituttet. Titlen kan googles. Jeg ville nu hellere kalde stykket: Når vandet kommer. Stykket var blandt andet et indlæg i klimadebatten. Heldigvis blev både Edit og jeg af psykologen udvalgt til at overleve, men egentlig ved jeg ikke rigtig, om jeg har lyst til at overleve på havets bund og ånde med gæller? Nå, det ser vi til den tid! Måske sker det slet ikke, for kineserne har jo netop besluttet at skære ned i udledningerne – fra 2050. Der er altså håb forude, hvis ikke de forinden har kvalt sig selv i egne trafikale udledninger? Der var under stykket kaffe i køkkenet, men hver gang jeg var på vej til kaffe, skete der et eller andet, så jeg aldrig fik den kaffe. Det gjorde Edit heller ikke.
Vil du vide mere om naturkatastrofer i fortiden, og har du en dag god tid, så kig på min hjemmeside. Tag dog ikke min hjemmeside for indlæg i klimadebatten, for det er den ikke. Klik i de anderledes farvede links. Virker det ikke, så skriv bentsbane.dk i din browser og find i indholdsfortegnelsen under Tyskland og Danmark indlæggene Vadehavet I. Indledning. Vadehavet II. Stormfloder. Vadehavet III. Stormflods- og sandflugtsramte områder i Vestslesvig. Vadehavet IV. Inddigning i Nord- og Sydslesvig. Når du er i gang, er der også et indlæg om Tysklands dybestliggende (ikke menneskeligt gravede) sted: Tyskland – “Ved De, hvorfor De er her?”
Jeg har deltaget i Folkeuniversitetets arrangementer i geologi på GEUS i København i vinter og i en forelæsningsrække om Silkevejen i den nye spændende universitetsbygning i Kolding. Desuden har jeg deltaget i jernbaneforfatterforeningens konference om, hvem man egentlig skriver jernbanebøger for. Sagen er jo den, at her som andre steder falder oplagene, så bøgerne ikke betaler sig mere. I kirken i Nr. Bjert nåede vi et spændende foredrag om Renaissancen og en lige så spændende film om Nelson Mandela.
En interessant billet ligger i mine gemmer. Vi har været til en kombineret koncert med musik af J. S. Bach og malerier af Haugen Sørensen. Jeg kan godt huske billederne, men hvor det var, har både Edit og jeg glemt. Derimod ved vi, at vi var til nytårskoncert i Store Magleby Kirke.
Sociale arrangementer
I år var det min tur til at have soldaterne. De kom til sommerhuset en weekend lige i sommerens hedeperiode, men netop den dag fik vi om ordentlig skylle lige under middagen, som vi indtog ude! Bibliotekskollegaerne mødtes jeg med i år efter en pause, men da chefen var pensioneret, var det nu i eget regi, idet hans afløser dog deltog og lagde lokaler til. Der blev naturligvis diskuteret skolereform, og selv om jeg ikke følger med på det felt mere, havde jeg fattet reformens problemer, hvilket er mere end de fleste politikere.
I 2014 havde min gamle skole 50 års fødselsdag. Lise og jeg havde været med fra året før, idet vi kom til sognet allerede i 1963. Først 1964 var skolen færdig og kunne indvies. Jeg deltog på dagen fra 15 til 24, hvor vi helst skulle gå. Af ca. 800 elever i min tid var der vel 200 mødt frem. Jeg hilste på så mange, jeg kunne nå og talte også med en del af dem. De ældste elever, jeg har haft, var nu 65! Jeg var den ældste ansatte, der deltog. Desværre lykkedes det en deltager at aflevere en influenza eller lignende til mig. Efter jeg holdt op for 17 år siden, har jeg stort set ikke været syg, men straks jeg sætter mine ben på den gamle arbejdsplads, får jeg et eller andet!
Frederiksberg Kommune startede året med på Frederiksberg Rådhus at omsætte den million, de havde fået ekstra af Staten til de ældre, i lagkage fra en fin bager på Frederiksberg. Der var også kaffe og underholdning med Dario, Thomas Eje, Louise Fribo og Pernille Schrøder. Netop den dag var det snestorm, så en del plejehjem kom ikke. Frederiksbergbusserne er meget udskældte, men den eftermiddag havde de en god dag. Vi stod som sild i en tønde.
Ud i den store verden
Vor rejsaktivitet har i år været endnu større end sidste år. Langt hen i foråret havde vi ikke meldt os til noget, men så pludselig var kalenderen fuld. Der var endog fødselsdage, vi med beklagelse måtte sig nej til. Endnu sværere var det, at et arrangement i Jylland sluttede sent den ene dag, og det næste startede i Skåne tidligt den følgende morgen. Ikke mindre end tre delvise overlapninger var der. Jeg klarede de to. Vi var lige fra Island, Færøerne, Bornholm, Skåne, Slesvig og Holsten til Tyrkiet.
Skåne
Turen til Skåne var i Folkeuniversitetets regi. Mit foto viser et skånsk kridtbrud ved Bärsjölagård. Kalken er fra Silur i jordens Oldtid. Vi gik naturligvis ikke ud i søen og hakkede i væggen med vore geologhamre. Der lå nok af brokker på tørt land, vi kunne vende og flække og finde forsteninger. Tilmed var der smukt forårsgrønt.
På samme tur var vi ved Præstens Badekar ved Vik på Skånes østkyst. Her var Hardebergsandsten også fra jordens oldtid, men fra tidlig Kambrium og altså ældre end silurkalken. Den er på alder med vores Neksøsandsten. Her så vi bølgeribber og krydslejringer, der fortalte en hel masse om forholdene dengang en forlængst skånsk bjergkæde blev nedbrudt. Det tager 100 millioner år at rejse en bjergkæde og andre 100 millioner år bagefter at fjerne den igen. Skal du se Alperne, er det nok ikke nogen god idé at vente alt for længe. Billedet her viser et lille “forstenet meteornedslag.” Der var masser af koncentriske ringe og radiale spalter, men der var ingen rester af noget nedslag. På nettet kan man finde mindst to forskellige forklaringer, hvor indehaveren af siden med forklaringen skriver, som om hans forklaring er den eneste rigtige og fulde sandhed. I tidens løb er der givet mere end fyrre forskellige forklaringer på fænomenet, men ingen kan bevises, og tværtimod kan de alle modsiges.
Bornholm
På Bornholm var vi med min lokale geologiske forening, som betalte både færge benzin og ophold. Kun maden skulle vi selv betale. Jeg havde ikke været på Bornholm, siden jeg som ansat var der med horder af skolebørn. Denne gang så vi egne, skolebørnene normalt ikke besøger, Sydbornholm, hvor der ikke er klipper. Vi var dog lige ved to granitbrud, men besøgte ellers områderne fra Hasle til Sose Odde. Siden jeg var ung og læste om Læsås geologi, har jeg ønsket at komme der. Det lykkedes nu. I min barndom var der vildt, og geologerne vadede i bækken, men nu var der banede stier og skilte. Til gengæld måtte man ikke brug geologhammer eller fjerne noget fastsiddende. Læså er Borholms længste å. Den starter i grundfjeldet i Almindingen og løber blandt andet gennem Ekkodalen. På sin vej mod Østersøen gennemskærer den alle bevarede lag fra jordens historie fra Prækambriums grundfjeld til nu.
Mit foto viser Læså ved Vasegård. Væggen består af Komstadkalk, tidligere kaldet Orthoceratitkalk der hviler på sorte skifte tidligere kaldet Alunskifre, nu Dicellograptus skifre. De sorte skifre er afsat på en meget iltfattig havbund og er lersten med rester efter døde og nedsunkne overfladevæsener, der er omsat ufuldstændigt. Kulstoffet er i behold, fordi det ikke er iltet, idet iltindholdet i luften på dette tidlige tidspunkt af jordens historie var begrænset. Hvor de sorte skifre stadig ligger dybt, er de organiske rester efterhånden blevet til olie og gas, hvor i hvert fald skifergassen med nye teknikker kan hentes op. Når Dicellograptus skifre har fået nyt navn, er det fordi, der efterhånden i Øvre Ordovicium var mere ilt til stede. Det ser man af, at Dicellograptus har gravet gange i de øverste lag. Ingen ved dog, hvordan disse væsener så ud. Kun deres gange kendes.
Tyrkiet
Vor næste tur gik til Tyrkiet. Vi var faldet for en rigtig billig rejse vel vidende, at der over i prisen skulle betales ekstra for stort set alt. Alligevel var det en billig rejse. Den var velorganiseret, og vi så en masse ruiner efter den klassiske oldtid, blandt andet Myra, kendt som Julemandens by, Efesos, hvor Paulus var, og Afrodisias, hvor Afrodite var hovedgudinde. Indlagt i turen var nogle overflødige besøg på tæppe- smykke- og læderfabrikker, men det vidste vi godt. Efter planen skulle det tage ét døgn tilsammen. Det var acceptabelt. Det viste sig dog, at der var lidt flere af den slags støtteforanstaltninger for det lokale erhvervsliv, end bureauet ville være ved. Der var i øvrigt deltagere, der gerne ville på sådanne indkøbsrejer. Lad så det være, men jeg var ked at, at de havde lovet mig at se Pamukkale. Det løfte holdt de også, men vi fik kun en halv time og kom slet ikke derhen, hvor brochurens fotos var taget. Det havde krævet et tre times besøg. Jo, du har ret: Det var en af de ture, der havde været hængt ud i tv. Det vidste vi også godt på forhånd. Da vi ikke skulle se på tæpper, var risikoen for at blive snydt begrænset. Alt i alt var vi tilfredse. Når jeg har frabedt mig flere reklamer fra firmaet, er det, fordi deres flyselskab var under al kritik. Jeg kunne ganske enkelt ikke være i mit sæde. Mine lårben var for lange, eller sædeafstanden var for lille.
Pamukkale, Bommuldsslottet er kalkudfældninger (kildekalk) i meget store mængder. Her spillede en gammel vulkanisme en rolle. Efterhånden som kildevældene fordampede, udfældedes kalken i besynderligere formationer. Vi måtte nøjes med små ti minutter til en besigtigelse nedefra, hvor brochuren lovede en besigtigelse ovenfra, der er langt flottere.
Vi fik set alle de græske ruiner, vi kunne ønske og flere til. Her er det Celsuisbiblioteket i Efesos knap to tusinde år gammelt.
Vi blev kørt til Dalyan og sejlet et sted hen, hvor der fodredes Suppeskildpadder (Karetteskildpadder.) De var store. 75 centimeter lange og 50 kilo tunge. Her ses en af dem, som jeg kalder en turistskildpadde, men dagen før på en anden sejltur i åbent hav så jeg en vild padde, så jeg er tilfreds. Den vilde var selvfølgelig væk, inden jeg kunne fotografere. Her var i øvrigt mindst tre sultne skildpadder.
Sommerhuset
Vi havde et dejlig ophold i sommerhuset. Jeg fik renset alger og udbedret maling. Desuden blev der beskåret. Stormfaldet måtte jeg dog betale mig fra. Edit var hver formiddag på biblioteket for at tjekke sin mail mv. Hver eftermiddag var vi på stranden for at bade. Vi prøvede både Lønne Strand og Houstrup Strand, men endte efterhånden med at vælge Børsmose Strand. Her kunne vi køre ned på stranden og have stole og kaffe med. Vi er blevet magelige, eller rettere vi orkede ikke en kilometers travetur i løst sand i middagsheden!
Slesvig og Holsten
Det var oprindelig “min” tur, altså en industribanetur, men Edit ville gerne med, så jeg lagde lidt kultur ind også. Vi beså den gamle ditmarskerby, Wesselburen og besøgte Himmelmoor i Quickborn, hvor jeg så på tørvetog, mens Edit så på natur. Det halve af mosen udnyttedes, den anden halvdel var under naturgenopretning. Det var lidt sjovt, at dyrene i naturen flygtede for os på mindst 200 meters afstand, undtagen en enkelt parkand, der kom op til os og tiggede mad.
Her ses formentlig en kærhøg eller en rørhøg. Den sad på et udsigtspunkt, men på mine fotos af den kan jeg se, at den havde det ene øje fæstet på os konstant. Også selv om den flyttede sig. Da vi overskred sikkerhedsafstanden, fløj den. Den har stadig et øje rettet i mod os. Hele formiddagen gik vi herude og kikkede på natur. Blomsterne var ikke så bange for os. De blev og lod sig fotografere.
I Lübeck besøgte vi Marzipanmuseet og drak kaffe og spiste store kager hos Niederegger. Om aftenen spiste vi hos Skipperlauget. Deres gamle middelalderborde var imidlertid blevet fjernet, sikkert af sundhedsmyndighederne, da de næppe var til at gøre rene. Der var overalt skåret ned i den, da tallerkener først er en nyere foreteelse. I revnerne sad der sikkert meget godt og gemte sig. Alligevel var stedet en oplevelse. Maden var da også god. Vi var med bussen fra vort hotel, så vi kunne også nyde ½ liter øl hver.
På vej til Kiel besøgte vi et istidsmuseum i Lütjenburg og Kiels badeby, Schönberger Strand, hvor mit mål var det lokale jernbane- og sporvejsmusem.
I Kiel boede vi i Holtenau med udsigt til sluserne for Kielerkananlen. Det bekom Edit godt, for der var hele tiden noget at se på. Mens jeg beså den lokale lokomotivfabrik, snakkede Edit med en mand, der elskede Jussi Adler Olsen. Hans favoritskuespillerinde var Sofie Gråbøl! Vi så nu hverken sjældne dyr, fugle eller vandvæsener, som kanalen er så rig på, fordi skibene også her tømmer deres ballasttanke. Kanalen bugner af kinesiske uldhåndskrabber, der holder hele den orientalske koloni i Nordtyskland forsynede med denne delikatesse. Der er opskrifter på nettet! Hver anden hjemmeside kalder dem uldhårskrabber! Vi fik kaffe på hjørnet af kanalen og Kielerfjorden og middag med udsigt til sluserne i Holtenau.
Næste dag tog vi til Hartmannsdorf for at se en bevaret sluse for den gamle Ejderkanal fra sidst i 1700-tallet. I Kappeln var der også en veteranbane, der oven i købet havde deres damplokomotiv opfyret. Sidste besøg var Arnis, Tysklands mindste købstad med mindre end 600 indbyggere. Vi måtte ikke køre der, og der var heller ikke mange andre besøgende.
Island og Færøerne
Årets sidste tur var også et af Edits projekter. Vi var i skolernes efterårsferie med Smyril-Line til Færøerne og Island. Færøerne kræver godt vejr, og det regner altid der. Det ville jeg ikke vove. Nordatlanten kan gøre en noget så søsyg. Det kunne også afholde mig. Edit ville gerne, og det var et favorabelt tilbud, da de stadig havde mere end 1000 tomme pladser på skibet. Vi startede dagen før og besøgte Lille Vildmose og Rold Skov med Rebild Bakker. Edit fejrede sin fødselsdag på Rold Gamle Kro.
Jeg er stadig i tvivl om dette er vildsvin, eller det er turistgrise, der holdes her for vores skyld. Der er vildsvin i Lille Vildmose eller rettere i Tofte Skov, så måske var vildthegnet om Tofte Skov ført helt op til Vildmosemuseet? Det var fodringstid. Bemærk de stribende unger.
Næste dag kørte vi via Store Vildmose med trækgæs, traner og viber til Mårup Kirke, som endnu ikke er faldet i havet. Den havde dog miste sin gavl og sit tag, men det var af sikkerhedshensyn revet ned. Regnen afholdt os fra at gå ud Rubjerg Knude Fyr.
Fra Mårup Kirke ses fyret på Rubjerg Knude. Fyrmesterboligen og det halve fyr nåede at blive begravet af flyvesandet, men som billedet viser, er fyret gravet fri. Boligen er revet ned, men klitterne ligger nu bagved fyret og ikke mere foran fyret regnet fra havet.
Sejlturen var pragtfuld. Vejret var godt med højst to meter bølger, hvilket ikke generede. Det regnede ikke, men på Island sneede det. Snetykningen tog udsigten til de mange vulkaner, men næste dag i Vatna Jøkel Nationalpark så vi heller ikke vulkaner, da Bárðarbunga stadig var i udbrud og udsynet derfor sløret af røg og dis, så vi ikke kunne se langt. Der var også svovl i luften, der sved i øjnene. Nationalparken var i øvrigt lukket, da der når som helst ventedes et udbrud under sneen, og hvilken vej smeltevandet ville tage, kunne de ikke forudsige. Myndighederne ville ikke risikere, at vi blev skyllet væk.
Tórshavns centrum Tinganes med tingstedet lige så gammelt et demokrati som på Island og byen statelige gamle huse yderst på næsset. Billedet er taget fra skibets øverste agterdæk.
Edit bader i en varm kilde ved Mývatn kaldet Mývatn Naturebath. Hun er et eller andet sted i vandet mellem de andre badende.
Jeg går imens i naturen ved Mývatn. Jeg vil hen til dampudstrømningen i baggrunden, men en dyb spalte i jorden hindrede mig i at kommer derover. Guiden havde tidligere oplyst, at vi befinder os i Den midtatlantiske Rift. Det gjorde vi for så vidt også. Vi havde allerede fra bussen set flere af disse smårifter. De lå imidlertid på både kryds og tværs, så der var nok her snarere tale om domestrukturer. Under Island lå jordens glødende indre tæt på jordoverfladen. Ved Mývatn var et mindre område særlig tæt på lavaen. Denne løftede jordoverfladen som en kuppel, og derfor revnede jorden på kryds og tværs. Det var sådanne revner, jeg så. På Tenerife så vi dem som dykes og sills. Dykes er lodrette sprækker placeret frontalt eller vertikalt og senere opfyldt af opstigende lava. Herefter eroderes de omgivne ofte blødere områder, og den hårde lava står til bage som “mure.” Island er ung i forhold til Tenerife, så spalterne her er endnu ikke udfyldte og omgivelserne endnu ikke borteroderede. Det var nu, hvis jeg har ret, ikke den eneste gang jeg fik en skrøne, og det var ikke den eneste gang en guide havde divergerende opfattelser af geologien. Den midtatlantiske rift ses også nær Mývatn, men vi så den bare ikke.
Uspecificerede ture
Det lykkedes i år i andet forsøg at komme til Sct. Bendts Kirke i Ringsted i åbningstiden og se denne, der længe har stået på ønskesedlen.
Ved vejs ende
Havskildpadderne fra Middelhavet er nu skrevet på cv’et. Muligvis skriver jeg også vildsvin på, når jeg finder ud af, om de var vilde eller tamme, men vi så begge en fiskeørn ved Holme Å vest for Hovborg. Den ville dog ikke fotograferes. Ved Fil Sø så vi nye sjældne fugle samt i Vrøgum Kær et par for os nye orkidéarter. Hverken havørnen eller kongeørnen så vi i Vildmosen. I Fil Sø er der nu både traner og havørne, og gedderne er efterhånden blevet meget store i søen, der kun har eksisteret i kort tid. Vi glæder os til at følge udviklingen, men nu slutter vi, inden jeg sprænger nettet, skyen, din eller min pc.