BESØGENE I OMRÅDET
Tre besøg i den sydøsttyske delstat Sachsen, er det blevet til, mens jeg kun er kørt igennem Thüringen på mindre end én dag i 1977. Netop omvejen over Thüringen skyldtes et ønske og at se jernbaner. Jeg var ved det store jernværk, Maxhütte i Unterwellenborn og i Saalfeld, hvor der som i Unterwellenborn var masser af damplokomotiver.
Den første tur var i egen bil i 1977, altså før Tysklands genforening, hvor jeg kørte med mine forældre. Selv om de kun var omkring de 70, bad de mig om at køre dem en tur hvert år. Vi var i Dresden og omegn med togture til både Moritzburg og Kurort Kippsdorf. På vejen ud var vi i Magdeburg, og på vejen hjem i Saalfeld. Et besøg i Leipzig gik i vasken og det samme gjorde af en eller anden grund et besøg i Elbsandsteingebirge også kaldet Saksisk Schweiz.
Næste tur var lige efter Genforeningen. I 1993 havde min hustru, Elisabeth og jeg vundet et ophold på et hotel i Schwarzenberg i en uge. Vi beså grundigt de centrale dele af Erzgebirge, men afstikkere til Fichtelberg, Karlsbad i Tjekkiet og til Zwickau. Vi måtte selv lægge bil til, og maden var også på vor regning. Hvad værre var, at planlægning var umulig. Rigtig mange besøgsmål var afspærrede, og hvor vi kunne komme frem, var det med tidskrævende omkørsler. Med ægte tyske grundighed var der så også omkørsler på omkørslerne. Da løb jeg sur i omkørslernes numre.
Den sidste tur var med en højskole i en bus sammen med min veninde, Edit til Bautzen og Dresden i 2008. På denne tur lykkedes det højskolen at køre uden om samtlige jernbanespor. Kun engang, da bussen var kørt forkert, passerede vi et driftsdepot i Dresden med et denkmallokomotiv stående udenfor, men næste gang, vi kørte forkert, passerede vi ikke lige der.
Da vi kørte på vej til Unterwellenborn i Thüringen i 1977, passerede vi en lille station, og pludselig livede min far op og sagde: Min eksamensopgave på Jernbaneskolen i 1921 – En jernstang fra Pösneck til Odense. Vi havde netop lige før Unterwellenborn passeret en lille by, Pösneck. Han udtalte sig ikke yderligere i denne sag, og jeg forstod den ikke helt, med mindre at jernstangen skulle fra Odense til Pösneck. Ellers måtte det vel have været mellemkrigstysklands problem at få skrevet fragt- og toldformularer?
Ellers er det tanken at lade billederne tale for sig selv med den tekst, jeg nu forsyner dem med.
Trods alle omkørslerne, og de glippede besøgsmål, så vi så meget andet, så vanskelighederne er glemt, og kun de gode minder står tilbage. Kun højskoleturen havde jeg ikke selv arrangeret, og ved mine egne arrangementer kunne jeg jo bare før turen have indhentet udførlige oplysninger om omkørsler hos hver passerede kommune på vejen, hvis jeg var utilfreds med tingenes tilstand.
DRESDEN
Byen er besigtiget både før og efter murens fald, men ikke på turen til Schwarzenberg og omegn. Jeg har åbenbart ikke fotograferet på banegården og heller ikke fotograferet sporvogne andet en de vogntog, der tilfældigvis kom med på gadebillederne.
Dresden er en kulturby, og derfor blev den ikke bombet under krigen. Ikke før i krigens allersidste måneder, hvor centrum så til gengæld blev udslettet i et eneste angreb. Ved første besøg var kun lidt genopbygget, men ved sidste besøg var turen nu kommet til sanering af DDRs genopbygninger!
Den hvide Flåde i Dresden sejlede stadig med særdeles velplejede dampskibe og endog enkelte hjuldampere i 2008. Her ses lidt af Pilnitz samt Diesbar fra 1884, der er flåden næstældste kun fem år yngre end den ældste og på fototidspunktet 124 år gammel. Vi er på kajen neden for Den brühlske Terrasse. I baggrunden ses lidt af slottet, Domkirken og Semperoperaen. Ved mit første besøg i 1977 var hverken slottet eller operaen genopbygget efter krigen. 2008.
Den hvide Flådes Meissen på Elben i den sydlige del af Dresden. 1977.
Sporvogne i Dresden kom kun med på generelle gadebilleder. Her ses et ældre trevognstog og bagved et nyere, rødt togvognstog sikkert af CKD’ere fra Prag? Vi er i nærheden af Kulturhuset, men jeg fotograferede køen ved butikken til højre. Hvad der solgtes, har jeg glemt. 1977.
Ved en nyere ringgade stod en statue af en kvinde med en hammer. Hun repræsenterede alle de kvinder, der efter krigen ryddede op i ruinerne i alle tyske byer i øvrigt, men kun her i Dresden har jeg set hende hædret. Der kom så også et sporvognstog med på billedet. 1977.
Man kunne beundre den opfindsomhed, der lagdes for dagen, når det gjaldt om at bringe turister på sightseeing. Her var det en model af en hestesporvogn fra Berlin i Dresden 2008.
Pionerbanen
Den er udførligt behandlet i indlægget https://bentsbane.dk/verden-pionerbaner/
Herunder bringes dog et par foto fra banen, der ikke blev plads til i det linkede indlæg.
Pionerbanestationen ved den zoologiske have. Der var perrontag, men minitoget fyldte ikke meget i højden. Om aftenen kørte man lokomotiverne i remise, mens vognene blev anbragt her under tag. 1977.
Et bykort over Dresden fra de gode, gamle DDR-tider. Byparken lå centralt i byen og pionerbanen er afsat, hvilket ikke var normalt. 1977.
Trafikmuseet
Jeg husker ikke museet som særlig stort. Jeg havde ventet en større samling af damplokomotiver udendørs, men der var intet udendørs, og damplokomotiverne kørte jo faktisk rundt på banerne endnu og var slet ikke modne til museet endnu!
Indendørs på museet stod en saksisk IV K smalspormaskine. Det er den eneste IV K, jeg har fotograferet, så jeg har nok ikke set andre af denne firecylindrede, navnkundige type. DR 99 535 er Hartmann 2276/1898. 750 mm. B’B’-n4vt. Oprindelig Königlich Sächsische Staatseisenbahnen 128. 1926 omnummereret til DRG 99 535. Udrangeret 1968 og til museet 1971. DRG er det tyske Rigsbaneselskab. og typeforkortelsen viser, at den kørte på to trucker med hver to cylindre. N betegner, at der ikke var overheder, og v viser, at de fire cylindre sad to og to i række, hvor det ene sæt var højtrykscylindre, hvorefter det andet sæt trak den sidste ekspansionskraft ud af dampen. Cylindrene vender mod hinanden i modsætning til Mallet-maskiner, og denne konstruktion hedder et Meyer-lokomotiv. Det er ikke oplyst, på hvilke af de mange saksiske smalsporbaner, lokomotivet har kørt. 1977.
I byen Forst i Lausitz etableredes fra 1893 et normalspor- og et 1000 mm net på 34 kilometer spor i byens gader til betjening af efterhånden 98 virksomheder. Nettet blev drevet Lokalbahn AG i Münschen, der indsatte to normalsporlokomotiver og nogle 1000 mm Kastenloks, som det her viste. Det var LAG 35, Krauss 2796/1893, B n2t. Banen lukkedes 1965 og 1966 kom lokomotivet til Trafikmuseet i Dresden, hvorfra det 2012 gik tilbage til museal udstilling i Forst. Indpakningen skyldes, at det kørte med godsvogne på 1000 mm Rollwagen i byens gader, hvor heste og personer let kunne komme for nær den varme kedel eller hjulenes gangtøj og komme til skade. 1977.
Baldwin 43367/1916 på Trafikmuseet i Dresden i 1977. Man aner vandkassen og lidt af skorsten på den anden halvdel af lokomotivet. Også dette lokomotiv er i dag borte, da det jo ikke var videre tysk. Frankfurter Feldbahn Verein har i dag lånt det. På min side om smalsporede lokomotiver under Første verdenskrig kan læses mere om lokomotivets indviklede historie. Linket er: Smalsporede militære jernbaner og deres materiel under Første Verdenskrig
I dag er museet udvidet betragtelig i følge deres hjemmeside. Formentlig findes alt det nu, jeg savnede i 1977?
De saksiske baner brugte litreringer bestående af romertal og store latinske bogstaver. Smalsporlokomotiverne fik bogstavet K og første konstruktion romersk I. Næste blev romersk II og så videre. Blandt de mere sejlivede var IV K, der var et Meyer-lokomotiv med fire cylindre, hvoraf der byggedes 96 eksemplarer mellem 1892 og 1921. Ved murens fald var der endnu 13 styk i behold. V K slog ikke rigtig an, men den ses herunder. Næste succesfulde var VI K, der 1918 – 27 byggedes i 96 eksemplarer. Dernæst fulgte Rigsbanernes enhedslokomotiver fra 1928 og til sidst DDRs enhedslokomotiver fra 50’erne, som jeg kalder Karl Marx’ere.
De kongelige saksiske Statsbaners V K, der byggedes 1901 – 08 i 9 eksemplarer, der alle leveredes til Müglitztalbahn. Da denne 1934 ombyggedes til normalspor, udrangeredes de. Her ses på et postkort lokomotiv 206, Hartmann 2917/1905 eller 06.
I Dresden findes en hængebane og kabelbane, og selv om jeg har set dem, har jeg ikke fotos. Vi skrider derfor til to af de nærliggende smalsporbaner.
LÖβNITZGRUNDBAHN
15 kilometer fra Dresdens centrum tog vi for 45 øre sporvognen til forstaden Radebeuls Østbanegård og så på driftsdepot og museumsudstilling for 750 mm banen til Radeburg. Vi løste billet til Moritzburg midtvejs og efter en slotsbesigtigelse med middag returnerede vi samme vej.
Vort lokomotiv, DR 991786-5, LKM 32026/1954, havde en defekt. Derfor stigen, men det blev klar til afgang, dog med minus 15 minutter. 1977.
Toget var ret velvoksent i sammenligning med togene i Dippoldiswalde, men på besøgsdagen var det også weekend. 1977.
I Radebeul Øst var der ud over remiser også på de tidligere læssespor indrettet et lille friluftsmuseum. Her stod DR 99 715, en VI K, Hartmann 4672/1927. Museumslokomotiv siden 1973. 1977.
Dette foto af Tom Lauritsen fra 1970 er taget i Friedewald og viser et lokomotiv uden synligt nummer, men det er muligvis museumsstykket, DR 99 715?
Person-, post- og pakvogne indgik i samlingerne. Smukt restaurerede og med kongekrone. Den har nok gjort ondt på østtyskerne? 1977.
Også åbne godsvogne bød samlingen på. Materiellet brugtes jævnligt til traditionsture, som veteranture kaldtes her. Trækkraft var en IV K, vi så i remisen eller VI K’eren fra udstillingen. Opsatserne med hjul er til bremsen, der var enten er Heberlein- eller en Görlitzser bremse. 1977.
WEIβERITZTALBAHN
Banen forløber mellem Freital-Hainsberg og Kurort Kipsdorf, men den var forbundet med et større smalspornet vest og nord for Dresden, idet der mellem Freital-Potsch og Freital-Hainsberg lå et 1000 mm forbindelsesspor i forbindelse med normalsporet mellem de to byer. Banen er fra 1893, og blev kendt i 2002, idet dele af banen skyllede væk under et skybrud på egnen. Først 2017 blev banen genåbnet. Den blev dog også før den tid forlagt flere gange på grund af oversvømmelsesrisiko. Vi landede i Dippoldiswalde midt på linjen og herfra tog jeg en tur til Kurort Kipsdorf og retur.
DR 99 1787-3, LKM 132028/1955, med tog i Dippoldiswalde 1977. Bemærk trinene på kulkassen til venstre. De sidder ikke helt logisk for en kun tobenet mand?
DR 99 1789-9, LKM 132030/1955, med tog i modsat retning. Også den er en Karl Marx fra efter krigen. Bemærk, at mens søsteren på første billede har trin på kulkassen, så har 1789 glat kulkasse uden trin. 1977.
DR 99 1734-5, Hartmann 4681/1928 var et førkrigs enhedslokomotiv, men moderniseret 1966. 1977.
Toget med enhedslokomotivet 1734 bestod af en pakvogn og en personvogn. Perronen er overdækket, og der var på besøgstidspunktet tre tog på stationen. 1977.
Her ankommer 1787 fra Hainsberg med pakvogn og to personvogne. 1977.
Tog ved perron, DR 99 1794-9, LKM 132035/1956 og tog i overhalingsspor, DR 99 1734-5, banens ældste og yngste lokomotiv side om side. 1977.
1787 er nu fortsat som godstog og kører på strækningen syd for byen. Vejen er sandsynligvis hovedvejen Berlin – Dresden – Prag. 1977.
Lokomotivet satte sine vogne på fri bane…..
…. og kørte over hovedvejen ind på en fabrik. To mand spærrer for den ene bil, der udgør trafikken på hovedvejen. 1977.
På fabrikken, et kornlager, stod flere vogne på Rollwagen. 1977.
Maskinen henter én vogn beregnet til Getreide, korn. 1977.
Rollwagen i nærbillede. Det ses også, at lokomotivet er nødt til at have hjælp af et spil for ikke at komme i klemme mellem togets vogne. Når spillet har trukket stammen til sig, kan lokomotivet bakke ud igen og blive spændt for i den rigtige ende. 1977.
DR 99 734, et enhedslokomotiv fra før digitalnummereringens tid fotograferet i Sprecktritz nord for Dippoldiswalde, hvor jeg ikke var. Samme lokomotiv, som jeg syv år senere så som 09 1734-5. Foto: Tom Lauritzen 1970.
SCHWARZENBERG – JOHANNGEORGENSTADT
DR 1207-8 med et kultog på vej mod Johanngeorgenstadt fotograferet ved Erlabrunn syd for Erla. I DDR var der stenkul blandt andet ved Zwickau. Banen er enkeltsporet, men det opgivne andetspor ses stadig. Postkort uden tidspunkt eller udgiver, men denne kan ikke være andre end DDR-Forlaget Bild und Heimat.
DR 58 1207-8 ved Breitenbrunn mellem Schwarzenberg og Johanngeorgenstadt i 1976. Banen har dobbeltspor. I 1993 var der kun enkeltspor og der kørte rumænere på den stærkt stigende strækning. Foto: Faust. Bild und Heimat A 1/B 375/85 IV-14-483 So 741/1.
CRANZAHL – OBERWIESENTHAL
En dag i efteråret 1995 med skiftende mængder af tåge tog Elisabeth og jeg til denne smalsporbane. Den var formentlig stadig statsbane, dog nu ikke mere DR, men DB, selv om der stadig var mærket DR. Banen skiftede dog hurtigt til kommunal museumsbane efter besøget. Allerede dengang var passagererne bedsteforældre med børnebørn. Kun to ældre indfødte gjorde turen med. Godstrafikken var nyligt opgivet, men der kørte trods alt stadig kul i normalsporvogne på transportører på banen til lokomotiverne forbrug. Efter lidt bytur returnerede vi, og først nogle dage senere så vi rigtigt skisportsbyen og de to nærliggende bjerge, Fichtelberg 1215 meter, der er DDR højeste og Erzgebirges næsthøjeste. Det andet på tjekkisk side er Klininovic med 1244 meter der er Erzgebirges højeste bjerg, som tyskerne kalder Keilberg. Vi havde også lejlighed til at kigge på den omfattende skovdød, som netop denne egn dengang var plaget af.
Vort tog var den dag fremført af DR 099 749-4, LKM 132 020/1954. Maskinen får nu vand og kul ved remisen i Oberwiesenthal. I 1954 som nyt var det DR 99 785. I 1970 DR 1775-7. I 1992 DB 099 749-4. I 2004 er det kommunalt 99 1785-9. Siden 2007 tilhører det en jernbaneklub. 1993.
DR 099 742-9 stod foran sit kultog også ved remisen. LKM 32017/1953. I 1953 var det DR 99 778. I 1970 DR 99 1778-2. I 1992 DB 099 742-9. I 2004 ejet af kommunen som 99 1778-2. Senest er det tilgået en jernbaneklub i Nossen. 1993.
Mere opmærksomhed for mig vakte DR 339 902-0. Den holdt med motoren i gang. Inde i remisen stod en LKM V 10 C, hvor den gule her er forløberen, en NS 4. Det er formentlig LKM 249 109/1954. Byggeåret er dog forskelligt i forskellige kilder. Den er hydrostatisk, yder 90 hk, vejer 14,4 t og kører 24 km/t. Lokomotivet leveredes som nyt til Kamgarnsspinneriet Venusberg på Det thumske Net i nabolaget. I 1973 kom det til DR. I 1994 er det gået videre til Döllnitztalbahn mellem Oschatz og Kemmlitz. Endnu en Karl Marx stod i remisen. Den var fra papirfabriken i Wilischthal også på Det thumske Net. 1993.
DR 99 749-4 klar til at returnere fra Oberwiesenthal. Også den er uden trin på kulkassen. 1993.
I Kretscham-Rotensehma var der krydsning med DR 099 738-7. LKM 32012/1952. Som ny til DR 99 773. 1970 DR 99 1773-3. 1992 DB 099 738-7. 2004 ved kommunen som 99 1773-3. Siden 2007 tilhører den en jernbaneklub. Foto: Elisabeth Blom. 1993.
DR 099 749-4 på 1000 mm tager vand i Cranzahl, mens DR 201 095-7 med et normalsportog mod Annaberg – Schwarzenberg kører til perron. 1993.
Vand- og kultagning på smalsporbanen i Cranzahl. 1993.
I Cranzahl stod banens sneplov. I et skiområde måtte man nok regne med sne. 1993.
DR 201 828-1 kører også til perron sikkert med et tog på banen til Crottendorf. 1993.
Elisabeth Blom tog begge tog ved perron, mens jeg studerede vandtagning. Hun var begyndt på sine gamle dage at fotografere tog. Jeg har også et par billeder af krydsningen, som hun tog. Det ligner hende ellers ikke at stå af et tog, hun ellers kører med. 1993.
GRÜNSTÄDEL – OBERRITTERSGRÜN
Smalsporbanen Grünstädtel–Oberrittersgrün kaldtes også Pöhlwassertalbahn, og den åbnede 1889 og lukkedes 1971, altså en snes år før mit besøg. På det tidligere banegårdsareal i Oberrittersgün ligger i dag Sächsische Schmalspurbahn-Museum Rittersgrün. Allerede, da jeg slog et sving ind her forbi i 1993, var der indrettet et kommunalt smalspormuseum ved den tidligere banegård. Museet var dog lukket så tidligt om morgenen, men der stod vogne fra den tidligere smalsporbane, og formentlig var der også lokomotiver i remiserne. Det regnede, så jeg har kun billeder af det udenfor stående alternative jernbanemateriel. I baggrunden ses dog vogne fra persontrafikken, og lokomotiverne, mener jeg, var IV K’ere. I dag er museet endnu mere et besøg værd i følge deres hjemmeside.
Uden for den smukke remise i bindingsværk med den noget blandede opmuring stod Siroko 1, Jung 6604/1935. Type ZL233. Den var hentet i kaolinminen i Kemmlitz længere nordpå, men ikke køreklart. Bagved ses en smukt restaureret kalkvogn fra banen på stedet. 1993.
I Schweiz havde man allerede hentet en HF 130 C. Den var Gmeinder 13808/1943. HF står for Heeresfeldbahn, og lokomotivet var bygget til Værnemagten under Anden Verskrig, hvor det fik nr. HF 4005. Efter krigen købte schweizerne tre af typen, som de brugte til deres Rhinregulering, IRR i Lustenau. IRR solgte til et entreprenørmaskinehandelsfirma også i Schweiz. I 1991 havde tyskerne tilbagekøbt tre HF’ere fra Schweiz. To var her, men et tredje var gået til veteranbaneplanerne i det nærliggende Jöhstadt. 1993.
På en restaureret godsvogn fra banen stod en Ns1, der viste sig at være LKM 247168/1954. 600 mmm. Lokomotivet var i 1989 ved VEB Südhumus, hvor det muligvis har været fra ny. På et tidspunkt efter I 1989 kom det til Südhumus’ værk i Muldenberg. I 1991 kom det så til Sächsisches Schmalspurbahn-Museum Rittersgrün, Oberrittersgrün, hvor jeg så det. I 2000 sendtes det til Förderverein Rügensche Kleinbahn, Putbus, hvor jeg også så det. I 2006 solgtes den til en privatmand, og sidst, der var efterretninger om det var i 2010 fra Buchhorster Waldbahn, hvor det var hensat. Da Südhumus havde henved en halv snes Ns1’nere, har lokomotivet her haft flere forskellige andre bestemmelser i mit arkiv, idet adskillige af Südhumus’ lokomotiver overlevede udrangeringen på museer og samlinger. Netop dette eksemplar var let kendeligt på sporene efter påkørsel af en lastbil. 1993.
Ved besøget i Oberrittersgrün regnede det, og skulle jeg læse byggepladen, skulle jeg op på vognen. Det ville museet næppe synes om, og jeg ville blive våd og snavset, så jeg kørte uden byggenummer. Af uransagelige grunde genså jeg lokomotivet i 2001 på Rügen, men nu var der ingen plade på mere. Selv om den her ses fra modsatte siden, var bulerne de samme. Helt givet det samme lokomotiv. Nedenunder ses også Südhumus’ ejermærke.
Her er bulerne fra Oberrittersgrün let genkendelige. Det var dog først i forbindelse med dette indlæg, at det er lykkedes at bestemme lokomotivet efter nettet, for der er flere modstridende oplysninger på nettet foruden mangelfulde oplysninger. Nummeret I ses også. 2001.
EISENWERK ERLA GmbH
I Erla lige syd for Schwarzenberg på vej mod Johanngeorgenstadt lå et tidligere jernstøberi kaldet VEB Eisenwerk Erla. En vej førte lige gennem værket, så en besigtigelse krævede kun så dårligt syn, at skiltene med forbud mod dit og dat ikke sprang i øjnene. Jeg spurgte dog og blev venlig modtaget og fik at vide, at firmaet ikke have råd til at købe kul i Vesttyskland, men hentede dem fra Tjekkiet, og at blandt andet VW fik lavet dele her.
DR kobbelstangslokomotiv V 60 346 478-1 var under besøget inde og hente en vogn. Der et holdt ikke stille længe nok til, at jeg fik data, men den levede ikke længe efter mit besøg. Den fra LEW. Hvis DB overtog den, ville den komme til at hedde 362. 1993.
VEB Eisenwerk Erla 100 307-8 revideret i Aue i 1990, men nu hensat. Det var en Kö 2 fra BMAG 10206/1934. Den ophuggedes kort efter mit besøg. 1993.
Eisenwek Erla GmbH 1, LKM 252 293/1962. Lokomotivet var tilladt på DR og revideret i Aue et par måder før, jeg fotograferede det. Det var en V 10 B, og i dag er den udrangeret. 1993.
Endnu et foto af Karl Marx’en. Her ser man en underlig vogn bagefter. 1993.
En stamme af private vogne fra værket. I front, gætter jeg på en aske/slaggevogn. Den har skorsten og klaplåger mod støv. De andre kaldtes kulvogne. 1993.
ANTONSTHAL
Byen er en stationsby mellem Johanngeorgenstadt og Schwarzenberg i Erzgebirge. Her lå en virksomhed i papirbranchen, men hvad den hed, stod ikke nogen steder. Uden for fabriksporten stod et lokomotiv i nymalet stand og til salg. Derfor var pladen taget af, og derfor jeg har ingen data. Lokomotivet var dog mærket med en ejer, men i en anden by og med en anden fabrik. Denne fabrik kunne have købt fabrikken i Antonsthal, der givetvis også nu var en GmbH?
Lokomotivet her uden for en ukendt papirfabrik i Antonsthal var mærket (havde været mærket) VEB Papier- und Karton Fabrik Niederschlema, Werk Schlema uden nr. LKM 252 062/1959. Typen er sikket en V 22 B, men det afhænger af motorstørrelsen. Det var revideret i Aue i 1993. Året efter, jeg så det, skulle det være solgt til Rhein – Sieg Eisenbahn, der vil bruge det i Bonn-Beuel. 1993.
ZWICKAU
Vi havde et kort besøg i denne by på anbefaling. Vi havde ellers valgt den noget større Karl Marx Stadt, i dag Chemnitz. De, der valgte for os, mente, at der var flere gamle bygninger og mere atmosfære i Zwickau. Det kan jeg ikke afgøre, da vi kun var i sidstnævnte, og rent butiksmæssigt mente fruen ikke, at der var noget at komme efter. Det blev for mit vedkommende til lidt sporvogne. Havde jeg været alene, havde jeg nok været på banegården eller ude ved kulminerne. ZV står for Zwicauer Verkehrsbetriebe.
Nettet så ud til at være metersporet og materiellet up to date. Foruden i Zwickau så vi sporvogne i Magdeburg og i Halle, men kun her var der lejlighed til at se nærmere på dem. Her ses ZV 933 på et torv i byens nordlige del. Den kørte sammen med en makker. 1993.
Vognparken omfattede også ZV 937 af en lidt anden type, men også et toledssæt. 1993.
Et ældre udseende vogntog bestående af motorvogn, ZV 958, og to bivogne taltes i vognparken. 1993.
Selv om jeg har mange flere fotos fra saksiske industribaner, holder jeg her med kun at vise det, jeg selv har set. Ud over Pionerbanen i Dresden, hvortil link allerede er bragt, er der endnu en bane, jeg har kigget på, men også den er der et link til. Det er den ene af Wismutbanerne, jeg nåede at se, selv om jeg dog kom et par år for sent, men var jeg kommet tidligere, havde der heller ikke været noget af se. Er du interesseret, så se: SDAG Wismut. #### Linket kommer først, når siden er lagt ud.
THÜRINGEN
Fra Dresden forlod vi i 1977 DDR via en grænseovergang ved Eisenach kaldet Wartha/Herleshausen. Den tur havde vi kun en dag til, men jeg ville gerne nå at se Saalfeld i Thüringerwald. Turen gik over Karl Marx Stadt, Saalfeld, Weimar, Erfurt og Eisenach, hvor vi forbavsende let på kun en time kom over grænsen til Watha for at ende i Kassel for overnatning.
Foruden den store dampby, Saalfeld besøgte vi også Unterwellenborn med den store Maxhütte, hvor stålværket var oprettet som en filial af Maximilianshütten i Sulzbach-Rosenberg i Oberpfalz. Værket eksisterer sikkert stadig, men har skiftet ejere mange gange siden DDR-tiden, og i mange år har det været på oversøiske hænder. Her var i 1977 en tæt trafik, og da det var op ad bakke før værket, brugte man store damplokomotiver til togene.
UNTERWELLENBORN
DR 44 016-4 med et langt godstog kom som det første i Unterwellenborn op ad bakken fra Saalfeld. Havde vi været heldige eller haft mere tid, havde vi set både forspand og skydelokomotiv her. 1977.
DR 44 689-8 holdt også på stationen. Jeg erindrer, at vi blev inviteret op i den. Min far var jo også jernbanemand. Der var også udsigt til stålværket, der stod for 20 % af DDRs forbrug, ½ million t pr. år. Her tog vi ingen billeder, for der rangeredes med motorlokomotiver. 1977.
DR 44 0689-8 set fra modsat side. Vi skulle åbenbart om på modsat siden for at komme op i maskinen, da trafikken var for stærk lige hvor vi først stod. 1977.
DR 95 0041-4. Det var første gang jeg så en 95’er, den gamle preussiske T 20, men jeg havde egentlig så småt håbet på forgængeren, mammutten, men det var vist for sent. Næsten 50 år senere lykkedes det dog at se en Mammut. Se eventuelt dette link.
SAALFELD
I Saalfeld var der et stort dampdepot med i driftværende og hensatte lokomotiver i lange baner. Med den trafik, der var der, vadede man ikke bare over sporene, og begynde at spøge om tilladelse til besigtigelse, var der næppe tid til. Der ville hurtigt gå bureaukrati i den sag, selv om vi dog havde de bedste erfaringer fra Unterwellenborn. Her beså vi også kommandoposten, og min far fik en kollegial sludder med fungerende. Denne havde sin søn og datter med, og datteren slog mig for en samling små lagkageflag, jeg af en eller anden grund havde i min fototaske. Der var også mærkværdigvis slik i fototasken. Før besøget. 1977.
Flere lokomotiver fra driftsdepotet. Det regnede, så jeg kan ikke læse nogen numre. 1977.
Her er jeg vist lidt tættere på. Jeg har blandt andet noteret, at der var BR 41, som jeg heller ikke havde set, siden jeg var ung. 1977.
Ret tæt på kom DR 44 0567-6 for vandtagning. Herligt med de mange 44 i stedet for de mange 50- og 52’ere, der andre steder var mere almindelige. 1977.
Jeg flottede mig og ofrede et foto på en Taigatromme, DR 120 041-2. 1977.
Her er det da vist BR 41, der kom på skudhold. 1977.
Gad vide, om det ikke er en BR 44, der kører ind foran og tager udsigten en kort overgang? 1977.
Også ved perronerne holdt der tog. Her var man dog for tæt på med et standardkamera, så skulle man have hele lokomotivet, skulle man over på næste perron. Her holdt DR 65 1049-4, der er en DDR-nykonstruktion. 1977.
Også DRs flagskib, den ombyggede 01 sås i Saalfeld, men kun i et eksemplar. Det var DR 01 0519-7. 1977.
Bent Hansen 2022.