Hyrder

Baggrund
Et af jernbaneindlæggene viste et foto af en hyrde, der lader sin hjord afgræsse områderne i Hamborg omkring Hansaport og navnlig den nedlagte landsby Altenwerder. At redegøre for hvad er hyrde egentlig kan være for en størrelse, vil kræve et særligt indlæg, og dette indlæg tager sig af den sag.

En hyrde lader sin hjord afgræsse områderne omkring Hansaport og navnlig den nedlagte landsby Altenwerder, hvor de rømmede arealer blot lå og ventede på anlæg af en containerhavn. Foto fra 1987. Han ville ikke fotograferes, men senere så jeg på en fotoudstilling på et kunstmuseum i Duisburg, at han eller en kollega var blevet det. At forklare baggrunden vil føre for vidt. Et særligt indlæg tager sig af den sag.

Hyrdertyper
Hyrder er et vidt begreb. I vores kultur (klimabælte) var hyrden i gamle dage før udskiftningen byhyrden, som tog sig af bøndernes kvæg, mens det græssede frit i skoven og på overdrevet. Ofte er disse hyrder børn om dagen og mænd om natten, hvor faren for vilde dyr er større. En sådan hyrdedreng fra en anden verdensdel fortalte, at han var bange for de vilde hunde, og for hvert et stykke afkom, de tog, betød det en uges sult inden næste regntid og efterfølgende høst.

Middelhavsregionens hyrde
Hyrden her er middelhavsegnenes hyrde, der er noget helt andet. Han ejer selv sin hjord. I Bibelen er hyrden upopulær og enkelte steder sidestillet med toldere og syndere. En præst, jeg engang hørte til en juleafslutning for skolebørn i landsbykirken, havde fået hyrdens funktion galt i halsen, og hans forklaring på, hvorfor hyrden var upopulær, holdt ikke, men den var selvfølgelig ligegyldigt for budskabet. Man kan vel heller ikke forvente, at Luther og andre bibeloversættere skal være inde i både Bibelen, i græsk sprog og i lokal agrarkultur.

Middelhavslandenes hyrde befordres af middelhavsklimaet med vinterregn og sommertørke.

Når en bondes jord her har været arvet tilstrækkeligt mange gange, er lodderne så små, at ingen kan leve af dem. Derfor arvede kun den ældste søn. Var der flere sønner, fik de øvrige fra nr to hver et par dyr og kunne drive dem op i bjergene og sommeren. Her kunne dyrene græsse på ubenyttede arealer. Disse hyrder kunne støttet til deres stav og stå op og sove. De hvilede et ben af gangen ved at stå på det andet. Ved den mindste lyd vågnede de og kunne med staven og hundene fordrive både ulve og bjørne. En hyrde på Balkan sagde: “Det er den eneste investering, der kaster mere en 100 % af sig.” Og han boede endog i en socialistisk økonomi. “Jo,” forklarede han, “100 får giver mere end 100 lam!”

Når vinteren stunder til, driver han hjorden ned i dalen igen. Her er det, han kommer i karambolage med de fastboende. Egentlig er det gammel ret, at ikke bare fuglen og den fattige skulle være mætte, men også hyrden (og hans hjord) måtte afgræsse det sidste på en stubmark. Fårene og gederne kunne ikke læse, og hundene tog det ikke så nøje, så der røg i ny og næ en uhøstet mark, en køkkenhave mv. Deraf hyrdens dårlige ry. Vel nede i dalen solgte han overskuddet og lejede sig ind hos en fastboende med moderfår og ditto geder. Det hændte, at han solgte alt, men gemte penge, så kun kunne købe nye dyr næste forår.

Det er uden tvivl sådan en hyrde, vi ser på billedet ovenfor. Han er klædt på til alt slags vejr og er langt fra nogen stikkontakt og barbermaskine.

Hvor i Verden?
Jeg har set hyrder foruden i Altenwerder ved Hamburg i brunkulsgravene vest for Köln på De rhinske Brunkulsværkers arealer, hvor hyrdernes hjorde afgræssede områder, der enten var gennemgravede og i færd med at vokse til igen eller områder, der blot ventede på gravemaskinerne. Rheinbraun, som værkerne kaldtes, opkøbte enorme områder, småbyer med mere en 2000 indbyggere, og flyttede alle beboere, der fik deres kirkegårde med sig, for de døde lå på op til 100 meter brunkul.

Her er jeg og en fremmed bil fanget i en fåreflok på vandrig i et område mellem rhinske brunkulsgrave vest for Köln. Det lykkedes billisten at komme igennem ved at skubbe til fårene, men han var sur bagefter, for der var kommet uld på han bil. Foto 1970.

Her er hyrden på vej. Straks han ser fotografiapparatet, vender han rundt. Her er der endnu styr på optoget. Foto et eller andet sted vest for Köln 1970.

I Thyringerwald i salig Ulbrichts dage mødte jeg også en hyrde.

At møde en hyrde
Man skulle passe på, for var man først inde i en drift får på tusinde stykker, så varede det en rum tid, inden man kunne komme videre. Førstegangskiggere forlader deres bil for at fotografere, men de kan være uden snørebånd, når de kommer til sig selv igen. De mest lærenemme billister bliver i bilen næste gang. Ejeren af en villa på vejen havde ikke lukket sin havelåge, men det husker han næste gang, dyrene kommer forbi. Stauderne ville formentlig igen skyde fra roden, men med etårige planter var det nok mere tvivlsomt, om de kom igen.

På Lyneborg Hede og de tilgrænsende militære øvelsespladser burde der også være hyrder, men jeg har aldrig set nogen. Naturparkmyndighederne kan formentlig bruge hyrder og deres dyr til at vedligeholde naturen, så lyngen ikke springer i skov eller udkonkurreres af græs.

Nomader
I Himalayas bjerge i Kina, Tibet og Pakistan har jeg også mødt hyrder, men de er igen nogle andre. Det er nomader, omend kineserne, der ikke kan lide nomader, har forlangt, at de er fastboende, så myndighederne kan holde styr på dem. Måske har de moderne tider også gjort mange nomader mere eller mindre stationære med i hvert fald kun to vandringer om året: Op i bjergene om sommeren og ned igen om vinteren. I indlægget fra Tibet er der et indlæg om de stedlige nomaders vandring. Se: Tibet. Prærien ved Labrang. Også i indlægget Verden. Mennesker i marginalområder er nomader og hyrder omtalt og vist på fotos.

Bent Hansen