Én gang om året ville Elisabeth, men afdøde hustru gerne i anemoneskoven, i den nyudsprungne bøgeskov og i efterårsskoven, når den var flottest. Ofte kunne de to første ture slås sammen, men i år var anemonerne på det sidste og bøgene lige begyndt at springe ud. I onsdags valgte Edit og jeg at følge traditionen. Vi valgte min barndoms skov, Fuglsang ved Fredericia, der er en lystskov. Her er der rimeligt ryddet for udgåede træer. Selv om den altså ikke er ren natur, finder jeg den smuk, og vi finder altid langt flere dyr og fugle i en sådan skov end i en ren naturskov, som vi finder dem i tyske nationalparker. (I det vi i Danmark kalder nationalparker, får bønderne lov at gøde og sprøjte.) Jeg ved godt, at der muligvis er mere liv i naturskoven, men man ser det bare ikke med mindre man roder i de rådnende træer, og det må man ikke. I Tyskland må man end ikke gå uden for stien i nationalparken.
I det lille skovløberhus i skoven var der under krigen traktørsted, men kun i pinsen. Under krigen var vi bilfrie, men vi kunne cykle eller gå derud!
Pingback: Rejser 2016 | Bents bane