Indledning
Vi har aldrig været på hvalsafari. Vi har mødt nogle på Island, der havde betalt mere end 1000 kr hver for en sådan tur og ikke så skyggen af en hval!
I Middelfart udbydes hvalsafari, men skipperen er forpligtet til at holde 50 meters afstand til dyrene. Fra stranden kan man være heldig at se marsvin på meget kortere afstand, men her er det marsvinene, der ikke overholder sikkerhedsafstanden og svømmer tættere på dig end de 50 meter. Det kan du jo ikke gøre for. Alligevel har jeg nok været på to hvalsafarier, med jeg vidste ikke, at der i mit krydstogt var indlagt sådanne indslag.
Marsvin
Allerede som barn så jeg jævnligt marsvin fra stranden ved Lillebælt i Fredericia, hvor jeg var født og tilbragte mine første 17 år. Den for længst lukkede Badeanstalt ved Østerstrand var et godt sted for hvalobservationen. Fra tremetervippen så man ofte marsvin komme forbi et halvt hundrede meter længere ude i bæltet, og en enkelt gang så jeg et dyr svømme under badebroerne lige, hvor jeg stod. Senere fik vi sommerhus på Vestkysten, og her så vi om aftenen om efteråret ofte marsvin trække op og ned langs yderste revle. Min søn havde en overgang båd, og på en sådan kortere sejltur så vi nogen gange intet og andre gange masser af marsvin. Rekorden var 2 delfiner, 16 sæler og 50 marsvin. Der var flere, men vi holdt op med at tælle ved 50. En dag, hvor landet igen var lukket op efter en covid-19-nedlukning, var vi taget på tur. Straks fra P-pladsen ved Strib Nordstrand så jeg dem, og vi gik ud på broen ved Stribfærgen ”Lillebrors” gamle færgeleje. Det viste sig, at Edit ikke havde set så mange marsvin fra ture med min søn, så hun var ret betaget af synet. Jeg kendte godt Nordstranden og strømforholdene der både fra badning og lystfiskeri. Her var en hvirvel forårsaget af Strib Odde, som de lokale vil kalde Sofieodde analogt med Frederiksodde, der var et gammelt navn for Fredericia. Frederik den Tredje og Sofie Amalie grundlagde 1650 Fredericia på odden, der blandt andet kaldtes Frederiksodde. Jeg har nu altid kaldt odden på Jyllandsiden for Skanseodde. Nok om det. I hvirvelen var der fisk, og det vidste lystfiskeren og marsvinene. Af sidstnævnte var der tre: en mor med unge og en snes meter bagefter formentlig tyren. Vi kunne sagtens også her tælle til 50, men jeg er ret sikker på, at det var den samme familie, der gentog manøvren igen og igen, så efter knap ti rundture, takkede vi og gik igen. Det var her, de startede rundturen en god snes meter fra os.
Selv om jeg ofte har set marsvin, har jeg af en eller anden grund aldrig fotograferet dem.
Det lykkedes mit barnebarn, Malte at filme delfinen på en senere tur, hvor jeg ikke var med. Fra filmen har jeg klippet dette foto. Med den rygfinne er det tydeligvis ikke et marsvin. De opsøgte nemlig heller ikke både, men stak som sælerne af, når man nærmede sig. 2016.
Strandinger
Med det stor antal marsvin i Lillebælt, er det ret ofte hændt, at der har ligget et dødt marsvin på stranden. Enkelte gange mindes jeg fra barndommen, at det var en brugde og ikke et marsvin, der lå på stranden. Brugden er meget større, og det er en haj. En koldtvandshaj, der lever af plankton og har ikke tænder i munden.
Også på vestkysten skyllede der om efteråret og vinteren jævnligt sæler og marsvin op på stranden, og det hændte, at der også var en større hval imellem. Var det på stranden nær sommerhuset, lagde vi vejen forbi, men det var ikke noget, vi kørte langt efter. Jeg mindes, at vi så den hval, der senere endte på museet i Nymindegab.
En dag sidst i januar 2022 strandede en hval i Kolding Fjord få kilometer fra min bopæl. Efter et par dage, og få timer før den døde, tog jeg derned for at se den.
Straks efter hjemkomsten skrev jeg et epistel: Hval i Kolding Fjord. Der senere slettet igen, da det indgår her.
Selv om der var rigeligt indlæg på nettet om begivenheden, ville jeg også deltage. Det meste er nemlig ubrugelige avisindslag. Desuden er det jo ikke hver dag, der er hval i Kolding Fjord.
Jeg var der omkring 09.15 den 26. januar, men allerede 11.30 samme dag meldtes den død.
Først lidt om dyret fra Wikipedia. Arten er Nordlig Døgling på latin Hyperoodon ampullatus. Den tilhører familien af næbhvaler på latin Ziphiidae. Døglinger kan opnå en længde fra 6 til 8 m, undtagelsesvis også op til 9 meter og veje op til 7,5 tons. Hannerne kan blive ca. 25 procent større end hunnerne. Døglingen har en høj pande og et delfinagtigt næb. Den træffes fra Davisstrædet og Nova Scotias kyst over Nordatlanten, Island og Færøerne til Svalbard og de Britiske Øer og helt ned til Azorerne. Arten lever i flokke med flere hanner og hunner, der parrer sig i flæng. Så bare det, at hvalen her var alene, er et sygdomstegn. Den har vel spist plastic? Den lever af blæksprutter, som den fanger på op til en kilometers dybde, idet den kan være nede i lang tid. Nettet angiver to timer. I Kolding Fjord er der ingen blæksprutter og altså ingen mad til den. Dyret er en ung han og derfor under 7, 5 meter lang. Arten er ret godt udforsket, og fra Færøerne vides, at de undertiden strander. De må åbenbart have mistet deres styresystem. Så vidt Wiki.
Ryggen. Desværre kiggede den ikke op, mens jeg var der, men lige da jeg tog billedet, så jeg åndehullet. Det kom så alligevel ikke med på billedet.
Halen synede enorm. Den havde da også væltet flere af bådebroernes pæle, der blot lå og flød rundt i vandet.
Lidt blås, men ikke lige op i luften, da hvalen lå på siden.
Rygfinnen ses også, men den måler sig ikke med Orkaens, bedre kendt som Spækhuggeren.
Hvalen svømmede rundt mellem pælene. Her ser det ud, som om det er på vej ud, men ak, den vendte hurtigt rundt igen. Den var i følge billederne fra den 25. væsentlig tættere på land den 26. Var jeg gået ud på en af broerne, kunne jeg komme ti meter fra den, men i forvejen kneb det med at have den i kamerahuset for den tele, jeg hjemmefra havde skruet på.
Valborg
Som barn så jeg også Valborg, som Kim Larsen har gjort kendt. Jeg så den både, da den kom til Fredericia på sin jernbanevogn og da den afgik igen. Mens den var udstillet var den hegnet ind med et hegn beklædt med sækkelærred. Det kostede nemlig penge at komme ind og se den! Da den gæstede Fredericia, holdt den jernbanevogn, den kørte på, på Vesthavnen på sporene lige ved Statsbanernes kulgård. Den var ved at være på det sidste, for den lugtede fælt ikke bare af formalin, men af forrådnelse. Jeg mindes den også som ret deformeret. Vognen kunne havde været en Tgc-vogn, for det har jeg altid kaldt den.
Fra diversekassen
Selv om vi også har gået eller kørt efter diverse, er intet medtaget her. Kun den ægte vare er medtaget.
På Rømø findes et hvalgærde af hvalribben, der dog er afkortede, då der blev flere stave af hver enkelt ribben.
I Harzen har vi blandt andet i Osterode set hvalribben hængt op på rådhusets facade. Hvorfor er det aldrig lykkedes mig at greje.
I Qeqersuaq, en af de byer grønlænderne aldrig var tilfredse med min udtale af, så lad mig undtagelsesvis skrive Godhavn på Disko, findes en bådebro med en portal af to kæmpe hvalkæber.
Mange steder på Svalbard og på Jan Mayen ligger der meget store hvalknogler til rest fra hvalfangstens tid, og hist og pist flød der i havstokken rester af hvalkadavere rundt, men, som sagt, billeder bliver i mapperne.
Zoologisk museum
Dette besøgte jeg som barn ret ofte, når vi var i København. Jeg taler her om det gamle museum, der lå i en bygning bag universitet lige overfor Dahls Varehus i Krystalgade. Også her erindrer jeg lugten af formalin. Museet var kendt for sin hvalsamling, der var ret stor og dengang omkring 1950 temmelig enestående. Alligevel var den ikke særlig kendt og slet ikke overrendt. Jeg mindes, at på en af gangene i udstillingshallen gik lige igennem en hvals brystkasse på langs, og jeg mindes også en anden hval, hvor der var udstillet en mindre hval inde i brystkassen. Det var ikke for at vække opmærksomhed, at museet, der i virkeligheden var universitetets samling til naturfagsuddannelserne, havde udstillet så opfindsomt. Det var af pladsmangel. Hallen var mere velegnet til udstilling af lopper og amøber. Endnu men jeg gik i skole, lukkede museet for senere at genopstå ude i nord mellem Jagtvej og Nørre Allé. Det er så også lukke nu, men hvalsamlingen blev aldrig sat op igen siden Krystalgade.
Hvalbesigtigelser
Som nævnt i indledningen, har vi aldrig meldt os til sådan en tur, men på nogle af de krydstogter, vi har været på, har der været indlagt hvalbesigtigelser, hvilket vi ikke vidste på forhånd. De var således ikke grunden til, at vi tilmeldte os.
Når jeg her skriver krydstogt, er det ikke en tur i troperne med en flydende by med op til 5000 passagerer og næsten lige så mange besætningsmedlemmer. Vi har været på Svalbard med et skib med 99 passagerer. Vi har sejlet fra Tromsø i Norge over Jan Mayen og Island til Ilullisat og tilbage til Kangerlussuaq med et skib til 199 passagerer. Det sære antal passagerer skyldes, at skibe med indtil 99 passagerer må gøre landgang et vist antal gange pr. døgn i Arktis, og skibe med indtil 199 personer et vist antal færre landinger. De store skibe må kun lægge til i havene, og de er sjældne i Arktis. De har heller ikke redningsbåde nok, så de på rimelig tid kan sætte 5000 mennesker i land og hente dem igen. Desuden har vi taget turen Hirtshals – Seydisfjord samt Den grønlandske Rutebil fra Nuuk til Uummannaq og retur til Ilulissat samt Hurtigruten ad to omgange. En gang Bergen – Kirkenes og en gang retur. Så har jeg sejlet i motorbåd fra Narsarsuaq til en fjord syd for Nanortalik, Tasermiut eller, som nordboerne i sin tid kaldte den, Ketils Fjord og retur dog i flere etaper. Alle ture har givet hvaler, men vi har også stået på dækket stort set alle vågne timer, undtagen når vi spiste eller var til foredrag.
Grønland
Med Den grønlandske Rutebil var der adskillige hvaler, men ofte på så lang afstand, at man bare kunne se, at det var en hval, sikkert en Vågehval på grund af halen. Afstanden var to til tre kilometer. Her havde jeg ikke udstyr til fotografring af hvaler.
Svalbard
Her så vi hvidhvaler to gange, hvilket var uarrangeret, men hvalbesigtigelsen ved en kløft i områdets kontinentalsokkel gav to Pukkelhvaler og to Vågehvaler på mindre en en kilometers afstand. Der var adgang for passagererne til broen, men det benyttede jeg mig kun af den ene gang. Jeg stod øverst på trappen sammen med skibet ekspeditionsteam på nogle marinbiologer, geologer, glaciologer og geografer med kikkerter. Da jeg uden kikkert havde et større synsfelt og vidste, hvad jeg skulle lede efter – blås, blev det mig, der så dem først! Men kun sekunder før, jeg hørte de uddannede råbte: ”Der!”
Hvidhvalen, der i en halv times tid svømmede rundt om skibet, inden den forsvandt. Vi er i Grønfjorden ud for Barentsburg, den ene af de russiske kulminebyer på Svalbard. Grønfjorden er som Adventsfjorden en sidefjord til Isfjorden. Alle fotos fra Svalbard er fra 2008
Et af medlemmerne af Hvidhvals-familigruppen i Samarinfjorden er oppe og få luft. Den er kun få meter fra land. Vi er her i Hornsund helt mod syd, hvor Samarinfjorden er i sidefjod. Så længe Hornbræen eksisterer, er sundet en fjord, men smelter bræen, er det muligt, at fjorden viser sig at være et sund?
Hvidhvaldele ved en hvalfangstplads i Bellsund. Lidt nøjagtigere er vi i en bugt kaldet Ingebrigtsenbukta nær Kapp Toscana. Her fangedes hvidhvaler, hvis skind skulle bruges til drivremme til remtræk mellem dampmaskiner og værkstedsmaskiner. Resten af hvalen fik bare lov at ligge. Der var vel mindst ti sådanne bunker. Antallet af kranier giver antallet af nedlagte dyr, men jeg talte ikke. Fangsten ophørte, da hvidhvalerne var udryddede?
Her har en turist prøvet at lægge knoglerne fra dyngerne som et skelet. Ingebrigtsenbugten er opkaldt efter manden, der stod bag myrderierne her. Vi er nær Bellsund, den fælles udmunding af van Keulen- og van Mijenfjordene på det sydlige Spitzbergen.
En aften i halvdårligt vejr tog vi ud på kontinentalsoklen mellem Hornsund- og Bellsundbankerne vest for det sydlige Spitzbergen, hvor næringsrigt vand fra Golfstrømmen steg op og blandede sig med polarvand. Lige noget for kril og dermed hvaler. Det første, man får øje på, er blåset. Det kan være flere meter højt. Her ses to hvaler, der udånder! Vi er vel her på tre kilometers afstand, med sejlede tættere på. 2008.
Man skulle være hurtig, for det hele tog kun et sekund. Så var dyret væk den næste halve time. Det er første gang, jeg sejlede efter hvaler, men på Grønland har jeg set store hvaler tættere på rent tilfældigt. Jeg bilder mig ind, at vi er henved to kilometers fra en Finhval. Blandt billederne af de fire hvaler, vi så på dette fiskested på kontinentalsoklen, var der både tand- og bardehvaler. Det er sikkert en af dem, som inuitterne kalder en Sildepisker, og vi kalder Vågehval.
Mens der ovenover er noteret Finhval og sikkert en Vågehval, er denne en Pukkelhval, hvor rygfinnen sidder nær halen, og begge dele ses her. Jeg har noteret: Finhval: 35 m og 60 t. Pukkelhval 15 m og 35 t.
Turen med Fram
Fram er et af Hurtigrutes krydstogtskibe. Vi havde valgt en tur fra Norge til Grønland, og fra Svolvær i Lofoten skulle vi ud vest for Andenes og se pukkelhvaler, men de snød os. På vej tilbage til Myre i Lofoten eller Ofoten eller Vesterålen så vi så rent tilfældigt en gruppe spækhuggere! Mellem Grimsøy på Island og Vestfjordene så vi så vores pukkelhval. Diskobugten passerede vi to gange foruden en gang med rutebilen, og hver gang var der hvaler. Den ene gang så tæt på, at jeg ikke kunne fotografere. Jeg kunne simpelthen ikke zoome nok ud! Hvalen – en Finhvad gled lige hen langs skibssiden på Den grønlandske Rutebil.
Spækhuggere vest for Lofoten. Første skud ramte en mor og formentlig faderen, tyren med den stor rygfinne med en unge imellem sig. 2017.
Her ses seks spækhuggere på en gang lege i overfladen. 2017.
Øst for Hornfjorden, en af Vestfjordene i det nordlige Island så vi en enkelt pukkelhval, der dog blev træt af os og dykkede. Herved stikker denne hvalart halen op af vandet. Den havde dog holdt os ud i over en time. Foto med tele og derefter yderligere forstørret. Fotoet tålte ikke mere forstørrelse og er derfor mindre, end jeg plejer at indsætte dem. Alle fotos fra turen med Fram er fra 2017.
Efter endnu en passage af Isfjorden, da vi forlod Ilulliset, var vi i kahytten, men så meldtes der hval. Det viste sig igen at være to Pukkelhvaler. En mor og en unge. De lå tilsyneladende og sov i overfladen. Vi kom ret tæt på, idet vi med slukket motor langsomt gled hen mod dem, og da vi alligevel havde vækket dem, tog de natmad, så det stod vi og så på i tre kvarter. Så gik vi kahytten, men skibet lå ved hvalerne endnu en time. Vi kiggede jævnlig ud af vinduet, men burde nok været gået på dækket igen. Som noget af det sidste vinkede en af dem med halen til os. Vi så det ganske tydeligt gennem kahyttens ikke særligt rene vinduer, men fotografere kunne vi desværre ikke. Herefter sejlede vi. Vi skulle jo nå langt i løbet af natten.
Pukkelhvaler viser hale, når de dykker, men ellers ligner mange hvaler hinanden. Man skal tæt på Pukkelhavler for at se puklerne, men deres forben er karakteristiske og meget store. Her viser en af dem finnen. Om det også er dens ryg, eller den tilhører den anden hval, vides ikke. Foto med for mig optimal tele.
Afsluttende bemærkninger
Så har jeg også fra fly før landing i Reykjavik Lufthavn – den inde i byen og ikke den store internationale Keflavik langt uden for byen – set hvaler.
Sæler er også havpattedyr, og de var i min barndom stærkt jagede. Jeg var godt oppe i alderen før jeg på Skallingen så sæler tæt på kysten. Senere har jeg set dem på flere færgeoverfarter. Således fra færgen til Pellworm i Vadehavet, fra færgen over Limfjorden mellem Tyborøn og Agger, fra færgen over Elben mellem Glückstadt og Wischhafen og fra færgen til Langeoog, en af De østfrisiske Øer. På Helgoland har jeg decideret opsøgt dem, men det var de tre gange så store Gråsæler, jeg gik efter. De var imidlertid stukket til havs kort før jeg kom, men til gengæld var der masser af spættede sæler. Også i Thyborøn Kanal var der været masser og i havnen i Thorsminde optrådte én ganske upåvirket af mange tilskuere.
Fra færgen til Pellworm, sås disse sæler på kanten af sejlranden, men alligevel så langt borte, at telen måtte skrues på. Billedet er beskåret og tåler næppe mere forstørrelse.
Helgoland består af to øer adskilt for nogle hundrede år siden af en stormflod. Mod vest ligger Helgoland med sine røde kalkstensklipper, og mod øst ligger Düneninsel af sand. Her raster både Den lille Spættede Sæl og den meget større op til 600 kg Gråsæl, som vi var gået i land for at se. Gråsælen var lige stået til havs, sagde de indfødte, men den snes spættede, der ses her, var også rigelig til at imponere. Og så var de kun en brøkdel af bestanden her. 2009.
Vi skulle holde 30 meters afstand, men tele gjorde underværker. Her er der en, der klør sig.
Hvalrosser kommer hjem fra fødesøgning og skal op og sove. Helst i midten af dyngen. Det kunne være underholdende at se på. I baggrunden ses øen Spitsbergen. Vi er på øen Prins Karls Forland. Længere fremme er der kun få meters dybde i sundet mellem øerne. 2008.
Jo, selv om de fleste besigtigelser har været tilfældige, og kun en planlagt gav pote, føler jeg mig ikke snydt, hvad store havpattedyr og store fisk angår.
Billederne og enkelte beretninger her er kopieret fra andre dele af min hjemmeside!
Bent Hansen 28. maj 2026.