INDLEDNING
Dette indlæg omfatter Statsbanerne, SJ, privatbaner og private udbydere, omfatter museumsbaner og veteranbaner og til sidst industribaner. Tidligere var indlægget delt i seks dele. Et af de tidligere selvstændige indlæg, det om de skånske kulminer, om Glasriget og om Malmbanen er indgået til sidst og ikke puttet ind, hvor de egentlig hørte hjemme.
Sverige er besøgt utallige gange. Både på rene turistrejser og på rene jernbaneture med det formål at se på jernbaner. Lige efter krigen var der tale om såkaldte indkøbsrejser. I nogle år efter krigen var der mere at hente i Sverige end i Tyskland. Med vor bopæl i Sydøstjylland blev Tyskland imidlertid hurtigt målet for indkøbsrejser.
Den første “rigtige” turistrejse var en endagstur til Kullen. Vi tog toget fra Helsingborg via Kattarp og Höganäs til Mölle ved foden af Kullen. Herfra gik vi ud til fyret og retur efter en kop kaffe på en kaffestuga. En tur til Lund med skolen foregik også med tog. Senere har vi kørt med tog både Oslo – Malmö og Göteborg – Rigsgränsen – Narvik samt flere mindre ture. En del ture er dog også foregået i bil.
Et par af turene havde et tema. En tysk ven fra Kiel ville gerne se nogle af hans hjembys lokomotivprodukter, der endnu var i behold i Sverige. Det gjaldt MaKs svenske T21 samt Nora Bergslags små MaK-lokomotiver, der efter NBJ lukning var spredt for alle vinde. Det lykkedes at opspore en hel del af dem. Jeg gjorde turen med som tolk, indtil det ikke mere var nødvendigt med en tolk.
Statsbaner
Mange privatbaner er forstatsliget selv “i min tid,” så afsnittet Statsbaner vil indeholde tidligere private lokomotiver. Til gengæld vil privatbane- og statsbanemateriel kunne findes i afsnittet om museumsbaner.
Sverige er næsten fuldt elektrificeret. Damptog har jeg aldrig set i Sverige bortset fra på museumsbaner. Kun ganske få af de svenske elloktyper har jeg set, så oplistningen bliver ikke komplet.
Processen for Statens overtagelse af TGOJ løb, men jeg kiggede på lokomotiverne, og selv om nogle af dem allerede var omnummererede med et SJ-nummer, vil jeg henføre dem til afsnittet om privatbaner.
Damplokomotiver
Elektriske lokomotiver
Den svenske bestand af elektriske lokomotiver består af en række af typen Rc, der dog ikke alle er helt ens, men ligner hinanden. Tidligere typer var under stærk afvikling, da jeg mødte frem med mit kamera. Vi begynder med de ældre modeller.
En del af fotoene er taget på SJs plads ved hovedværkstedet i Örebro. Ved første besøg i 1986, kom vi ikke ind. Da entusiaster kravlede over hegnet og skruede fabrikspladerne af de hensatte lokomotiver, lagde SJ strategien om og lukkede entusiaster ind under opsyn. Det nød vi godt af ved vort andet besøg i 1988. Pladerne blev skruet af og hensat på en hylde højt oppe under loftet på værkstedet. Alligevel forsvandt pladerne herfra! Skulle de bruges, fordi et hensat lokomotiv skulle i drift igen, eller for lokomotivet skulle til et museum eller en museumsbane, var pladen ofte væk.
Diesellokomotiver
Trods billig strøm fra vandkraft og en udbredt elektrificering er der diesellokomotiver i Sverige.
Togsæt
Motorvogne
Fra Sverige stammer forbilledet for de danske privatbanerns skinnebusser, og også svenskernes videreudvikling, daddelæsken kom til danske privatbaner.
Rangerlokomotiver
Disse kaldtes på svensk lokomotorer.
Smalspor
Da jeg for alvor begyndt at rejse i Sverige, var der kun få rester af det tidligere omfattende private smalspornet. Banerne blev i vid udstrækning drevet af SJ. Der var tre sporvidder på det svenske smalspornet, 1067 mm, 891 mm og 600 mm. Dette sidste net var det mindste, og alle banerne var nedlagte, inden jeg kom frem. Ikke desto mindre lykkedes det den svenske Jernbaneklub på deres 600 mm museumsbane i Mariefred at indsamle og istansætte repræsentanter for materiel fra samtlige baner. Siden er endnu en 600 mm bane genopstået som museumbane, men her har jeg endnu aldrig været.
Växjö var vidt berømt blandt englændere. Her var tre sporvidder på stationen, og et enkelt sted var der et skifte, der havde tunger for alle tre sporvidder, 1435 mm, 1067 mm og 891 mm. Sådanne kuriosa fandtes ellers kun i Grækenland (Volos) og i Australien (Port Pirie.)
Foruden Växjö besøgte jeg Kalmar, hvor der også dengang endnu var smalspor. I Karlshamn var det for sent. Så er Roslagsbanen besøgt, men denne er indsat under privatbaner. VGJ, havde en lille rest godsbane mellem Nossebo og Vara, og her lykkedes endog at få en tur med lokomotiv hele banen igennem og retur. Ellers henvises til museumbanen Anten – Gräfsnäs for denne bane.
Smalspor omkring Växjö
Smalspor omkring Kalmar
Smalspor omkring Vara
I 1984 besøgte jeg Vara og Skara for at se den sidste rest af Västergötland – Göteborgs Järnvägar, VGJ i drift som SJ nu drev. Sporvidden var 891 mm. Der kørte et godstog til en kunde i Nossebo. I 1986 vendte vi tilbage med en besøgsaftale, der indebar medkørsel til Nossebo og retur. Min ledsager var fra Kiel, samme by som MaK-lokomotivet på banen. Efter hjemkomsten så lokomotivets konstruktør, en nu pensioneret MaK-ingeniør billederne og imponeredes til tårer over, at hans konstruktion endnu var i drift.
Banverket
Dette svarer til DSBs Banetjeneste i Danmark.
Privatbaner
Her vises en række lokomotiver, der aldrig har tilhørt Statsbanen, men altid har kørt i privat regi. De såkaldte kørselsudbydere er næppe privatbaner, da de ikke har eget spor, men de har dog egne lokomotiver. I øvrigt er jeg kun løbet over en enkelt fra denne kategori. En udbyder som Hector behøver jeg ikke at tage til Sverige for at se, for det kan jeg gøre i min hjemby!
NÄSSJÖ – OSCARSHAMN JÄRNVÄG. Senere SÖLVESBORG – OLUFSTRÖM – ÄLMHULT JÄRNVÄG
BERGLAGERNES JÄRNVÄGAR
Selskabet forkertes BJ og anlagde i 1879 sin hovedlinje mellem Göteborg C og Falun C, 478 km, og selskabet var Sveriges største private bane. 1908 indgikkes et samarbejde Gävle – Dala Järnväg og Stockholm – Västerås – Bergslagens Järnvägar. Selv om sidstnævnte sprang fra allerede 1919, kørte selskabet videre til Statens overtagelse 1948. Under krigen elektrificeredes. Berglagerne var rige på malm, jern og kobber, som transporteredes til Göteborg til udskibning. Banen løb omkring Grängesberg parallelt med en anden privatbane, Trafikbolaget Grängesberg – Oxelösund Järnväg, TGOJ. Først i de senere år, hvor minerne er tomme, er de overflødige dele af de parallelle baner taget op. Materiel fra selskabet bevares af en museumsforening, der også forkortes BJ og noget af materiellet så jeg på Sävenäs i Göteborg.
TGOJ
Da minerne omkring Grängesberg var tomme, overtog Svenskt Stål AB, SSAB, minerne og SJ banerne. SJ overtog en del af de nyere TGOJ-lokomotiver, som nu kører i flæng med SJ.
I 1988 besøgte vi TGOJs hovedværksted og depot i Eskilstuma. Da var næsten alt ved det gamle, bortset fra, at mange tog, hvor TGOJ plejede at køre, nu fremførtes af SJ.
NORA BERGSLAGS JÄRNVÄG
Også denne bane var ved vort besøg forlængst forstatsliget og sikkert kun en skygge af sig selv. Materiellet var solgt blandt andet til danske Odsherres Jernbane, OHJ. Det lykkedes at finde en helt del af banens små, toakslede MaK-lokomotiver hos de nye ejere, og der må du søge dem, hvis du vil se dem. Noget af strækningen er i dag “kun” veteranjernbane, der til gengæld kører med en Høng – Tølløse Jernbane daddelæske.
TÅGKOMPANIET
Politikere tror generelt at privatisering er lykken. Da vi skulle til Lappland, var vi henvist til private udbydere, der fragtede os fra Göteborg til Björkliden med skift i Boliden. Mens nogle private udbydere kan være en katastrofe, var tågkompaniet, som de kalder sig, både effektive, billige og behagelige at rejse med. Togbilletten var langt billigere end flyet, og tiden; tja, det tog natten over. Flyet havde måske været hurtigere, men vi havde næppe fået mere ud af dagen med fly. Bedst som det hele kørte på skinner, kom en ny udbudsrunde, som tågkompaniet tabte, så farve- og lakfabrikkerne gned sig i hænderne igen. Måske ikke lige det samme materiel, men så noget andet skulle males om.
STOCKHOLMS LOKALTRAFIK, SL
Selskabet har samlet Storstockholms lokale trafik: Tunnelbaner, privatbaner, sporveje og busser naturligvis.
Til reparationer af nettet var det ofte nødvendigt at afbryde strømmen til overledning/tredjeskinne og køre med diesel eller akkumulator.
STOCKHOLM – SÖDRA LIDINGÖ JÄRNVÄG, SSLidJ
Noget af det sidste sporvej i Stockholm, der overlevede, fordi den forklædte sig som forstadsbane. Allerede i 1988 var den mærket SL, Stockholms Lokaltrafik. Siden har byen fået sporvogne igen.
SALTSJÖBANAN
En “badebane” langs Skærgårdens sydlige kant i Stockholm, der førte til et “havbad.” I dag er banen indgået i SL.
ROSLAGSBANAN
Stockholm – Roslagens Järnvägar var tidligere et omfattende net af 891 mm baner nordøst for Stockholm med baner helt til Upsala. I alt 324 kilometer. I dag er kun et par kortere strækninger tilbage, men de drives meget intensivt som forstadsbaner til Stockholm og har blandt andet dobbeltspor og eldrift. Selv om Roslagsbanegården lå i det nordlige Stockholm, kørte togene 1895 – 1960 videre ind i byen fra Stockholm Östra Station til Engelbrektsplan. I dag kører Arriva, og med tiden udbygges de tre resterende linjer til T-baner?
SYDTÅG
Her var tale om en privat udbyder, der omkring 1990 kørte godstog Kristianstad – Broby. Siden havnede lokomotivet på Jernbanemuseet I Kristianstad.
VÄSTERGÖTLAND – GÖTEBORGS JÄRNVÄGAR, VGJ
Denne privatbane har jeg kun ses de allersidste krampetrækninger af, men en omtale og et kort ses under Museunsbaner. Her er det Anten – Gräfsnäs og Skara – Lundsbrunn.
ØLANDS JÄRNVÄGAR
1906 påbegyndte anlæg af jernbanen på Øland. I alt 151 kilometers bane i 891 mm sporvidde kom man op på. Banen starkte si fra Böda i nord over Borgholm og Färgestaden til Ottenby i syd. 1947 tog SJ over og 1961 lukkede banen. Jeg nåede at se togene, men fik aldrig taget fotos.
Private udbydere
THREE T og PETERSON RAIL
Sporveje
GÖTEBORGS SPORVEJE
Af de svenske sporvejsbyer har jeg kun sporadisk fotograferet i Göteborg, og faktisk kun det materiel, der kørte til perron på Centralstationen. Ved mit sidste besøg var sporvej og jernbanen dog adskilt af et hegn.
Veteranbaner, Museumsbaner, Jernbanemuseer
NORA BERGSLAG VETERAN-JÄRNVÄG
En enkelt gang passerede jeg Nora og overnattede i sovevogn på vandrehjemmet på stationen. Det var i 1997. Der blev også lige tid til en tur med deres daddelæske, der tidligere havde kørt i Danmark, men nu er ophugget. Hans Hartmann besøgte banen i 1998, hvor der var opfyret adskillige damplokomotiver.
Hans Hartmann besøgte veteranbanen i 1998 og så og fotograferede adskillige damplokomotiver, som formentlig alle dengang tilhørte veteranbanen.
MUSEIBANAN ANTEN – GRÄFSNÄS JÄRNVÄG
Banen ligger ved Alingsås nordøst for Göteborg. Sporvidden er 891 mm, idet banen sammen med museumsbanen ved Skara er de sidste rester af det store 891 mm net Västergötland – Göteborgs Järnvägar, der førte til egnene mellem de store søer. Banen er besøgt to gange.
SKARA – LUNDSBRUNN JÄRNVÄGAR
er en museumsbane nordøst for Göteborg. Strækningen mellem Skara og Lundsbrunn var en del af Skara – Kinnekulle – Vänerns Järnväg, SKWJ, som åbnede 1887 og købtes af Västergötland – Göteborgs Järnvägar, VGJ i 1904. VGJ köbtes af Staten 1948. Museumsbanen er i dag 12 kilometer lang og har sporvidden 891 mm. I forbindelse med museumsbanen er der et jernbanemuseum. Se kort under Anten – Gräfsnäs.
FRÖVI MASKIN- & BRUKSBANEMUSEUM
Dette industribanemuseum kørte sin sidste sæson i Blixterboda 1988 på et tidligere tørveværks bane. I 1991 genåbnede man så i Frövi nord for Örebro. Jeg har kun været i Blixterboda, og her var ingen til stede.
JÄRNVÄGSMUSEET I KRISTIANSTAD
Museet hører under Regionalmuseet i Kristianstad, og da vi var der, var formentlig jernbaneeffekter midlertidigt taget bort til fordel for en aktuel udstilling om spejderbevægelsen. Lokomotiverne kunne man dog ikke erstatte med spejdere, og de var stillet til rådighed af Museiföreningen Östra Skånes Järnväger, der kører ved Brösarp. Udstillede lokomotiver er allerede vist under statsbaner og under privatbaner i andre af indlæggene om Sveriges Jernbaner. Her focuseres på de smalsporede effekter, idet museet drev en lille smalsporet rundstrækning (600 mm spor?) Her kunne børn og entusiaster få en rundtur. Banen var dog ikke i drift da jeg var der. Før stationen for Blekinge <kystbaner blev museem var jeg der også, men jeg har ingen billeder, så der har nok kun henstået vognmateriel.
MUSEIFÖRENINGEN RISTEN – LAKSVIKS JÄRNVÄG
Selv om det var sidst på dagen og vi endnu havde lagt endnu, kiggede vi lige ind, og her var folk til at vise rundt.
SKÅJ, STOCKHOLMS KULTURSÄLLSKAB FÖR ÅNGA OCH JÄRNVÄG
Denne forenings materiel er ikke medtaget her, idet lokomotiverne ses under Statsbaner og Industribaner. Kun én gang er foreningen besøgt, og det var i 1988, hvor materiellet var placeret flere sted rundt om i Stockholm. Noget er åbenbart senere solgt igen.
SVENSKA MOTORVAGNS KLUBBEN
Denne forening kender jeg ikke, og toget her må være foreningens udflugtstog taget på Malmbanen. Foreningen samler tilsyneladende på daddelæsker
SKÅNSKA JÄRNVÄGAR
Bag banen her står en normalsporet jernbaneklub i det østlige Skåne med en godt 13 kilometer strækning mellem St. Oluf og Brösarp. Banen er en del af den tidligere Östra Skånes Järnvägar mellem Ystad og Kristianstad. Banen er den ældste normalsporede svenske veteranbane. Museumstoget kaldes Ångtoget på Österlen. Jeg har kørt med banen en enkelt gang, men har ofte passerede den uden for togtid. Mange af fotoene fra banen er sat ind under statsbaner. Foreningen står også bag jernbanemuseet i Kristianstad.
BÖDA SKOGSJÄRNVÄG
Museumsbanen ligger på det nordlige Öland og er en rest af et tidligere omfattende net af 600 mm baner til brug for skovbruget. Jeg har besøgt Öland flere gange, første gang, da der endnu var færger. 2013 var dog første gang, jeg gjorde Öland for nord til syd med overnatning. Tre overnatninger giver to hele dage på Öland, hvor der ud over museumsbanen er meget historie, natur og geologi at se på. Nettet havde lovet, at mormor var i drift efter reparation, men den var stadig ikke færdig, så det blev diesel.
KOSTA – LESSEBO JÄRNVÄG
Denne 600 mm privatbane var den længste af det godt halve dusin 600 mm offentlig baner, som Sverige nåede at få bygget. De fleste i Småland. Der er bevaret materiel fra samtlige baner. En af dem er blevet museumbane, men selve småbanemuseumsbanen, som også beskrives her, er bygget på bar mark et sted, hvor der aldrig har været en 600 mm småbane. I Kosta på Ekeberga Hembygdförenings område er der påbegyndt et sporanlæg, der godt nok lå i nærheden af småbanen, men lokomotivet er ikke originalt og vognen er efterbygninger. Andre museumsbaner har dog materiel fra denne bane i Glasriget.
DELARY – STRÖMSNÄSBRUK JÄRNVÄG
I den lille bebyggelse Delary i det sydlige Småland, hvor man let kan køre forbi uden at opdage byen, lå store mose- og skovområder med blandt andet myremalm i mosen. Denne sømalm blev brudt og smeltet med trækul og tørv. Senere gik virksomheden over i træmasseindustrien. Da man var træt af oksekærrer, byggedes sporveje i 643 mm sporvidde, hvilket var en pænt rundt lokalt mål. Virksomheden byggede sine egne lokomotiver. To af dem er bevarede i henholdsvis Delary på fabrikken og Strömsnäsbruk på banegården.
HIGH CHAPARRAL
Her er tale om en ren tivolibane i et westernland i Småland nær Värnamo. Rundt på området kører en westernbane med tog fremført af polske lokomotiver, der så overfaldes af indianere og banditter. Sporvidden er 750 mm. Længden er ikke opgivet. Jeg har aldrig været der.
LUDVIKA GAMMELGÅRD
Ludvika ligger midt i Bergslagen mellem Falun og Grängesberg omgivet af miner. Et grube- og minemuseum var indrettet på Gammelgård, hvor vi tog ind. Der var ikke meget smalspor at komme efter, men noget var der, der imidlertid ikke var udstillet. Vi ventede tålmodigt til den sidste gik efter at have skullet fortælle guiden et og andet. Herefter spurgte vi om det bortgemte materiel. Et par andre deltagere havde lugtet lunten, så de luntede omkring os, og fulgte med og gik i vejen for fotografring.
MUSEIJÄRNVÄGEN OHSABAAN
Banen har 600 mm sporvidde og fører fra Ohs Bruk 15 kilometer til Bor Station mellem Värnamo og Växjö. Banen åbnede 1910 for at sætte bruket i forbindelse med det offentlig net. 1970 begyndte museumsforeningen at køre på banen. Jeg har besøgt banen flere gange, både på dage hvor banen kørte og uden for åbningstid. Mit foreløbig sidste besøg var på en sæsonafslutningsdag, hvor der kørtes med tre damplokomotiver og adskillige motorlokomotiver. Der var både forspandskørsler med damp og krydsninger.
LENNAKATTEN
På dansk ville vi vel sige “Lennagrisen” jævnfør Nærumgrisen. Museumsbanen løber mellem Upsala – Lenna og hedder også Upsala – Lenna Jernväg. Den drives af Museiföreningen Stockholm – Roslagens Järnvägar, og strækningen er fra 1876. Da SRJ (Stockholm – Roslagens Järnvägar) var fuldt udbygget, var strækningslængden 324 kilometer i sporvidden 891 mm. Lennakatten alene er 33 kilometer lang.
ÖSTRA SÖDERMANLANDS JÄRNVÄG
De svenske jernbaneklub var ude før Dansk Jernbaneklub på alle områder. Deres første museumsbane lå dog på et teglværk og havde sporvidde 600 mm. Ret hurtigt fik svenskerne mulighed for at bygge en helt ny 600 museumsbane ved Mariefred ved Mälarn og Gripsholm Slot. Der har aldrig ligget bane på strækningen før. Samlingen af materiel omfatter eksemplarer fra alle svenske 600 mm personførende baner til trods for, at mange nedlagdes før verdenskrigen.
Industribaner Normalspor
De svenske industribaner må jeg stort set begrænse til de, jeg har set. På grund af mængden deler jeg dem i normalspor og smalspor på trods af, at mange af banerne havde flere sporvidder således både normalspor og smalspor.
ARLA
Da jeg fotograferede Arlas lokomotiver, var Arla en stockholmsk forstad, hvad det i øvrigt stadig er, samt et lokalt mejeri i det sydlige Stockholm med egne lokomotiver til rangering på deres sidespor. Senere sluttedes Arla og Mejeriselskabet Danmark sammen under navnet Arla, men det er en helt anden historie.
BENGTER & BERGMANN, Hudiksvall
MASKINHANDLER ARNE KRING, Hudiksvall
Nora Bergslags Järnväg 5 tilhørte efter salget fra NBJ Bengter & Bergmann, men var ved vort besøg ejet af maskinhandler Arne Kring, men det stod stadig hos Bergmann Rør i Hudiksvall.
FACIT, Åtviderberg
Regnemaskinefabrikker plejer ikke at at have smalspor, men fabrikken var indrettet i en tidligere træinsustri, Hasselwood, hvor der var spor til tørreovne. Smallere spor til vognene, der skulle i kamrene og et bredere spor på tværs, hvorpå der kørte en skydebro. Denne var ikke motoriseret, men blev trukket af en 900 mm Schöma.
FISKEBY BOARD AB
Virksomnheden ligger ved Norrköping og besidder i følge Bo Gyllenberg Sveriges smukkeste lokomotiv. Desværre var personalet gået hjem, da vi kom frem, så det forblev i remisen. SJ var dog ikke helt færdig med rangeringen, og skønt billederne burde været sat ind sammen med statsbaner, er de medtaget her.
NCB Hismofors
Firmaet havde ikke lokomotiv mere, men afhændet det til SKÅJ, Stockholms Kultursällskab för Ånge och Järnväg. Efter salget var der ikke flere normalsporede industribanelokomotiver i Jämtland.
INDUSTRIBANER OMRING SÖDERHAMN OG HUDIKSVALL
Geografisk er vi i Mellemsverige. Befolkningsmæssigt ville jeg nok kalde egnen mellem de store søer for Mellemsverige, men bjergværksmæssigt er vi stadig i den nordlige udkant af det sydlige malmfelt, jern- og kobberfeltet omkring Grängesberg og Falun. Det mellemste maltfelt ligger helt oppe i nord omkring Boliden og er et guldfelt. Det nordligste malmfelt er jernforekomsterne omkring Kiruna.
I retning nord-syd løber fire baner gennem området: Indlandsbanen længst mod vest. Dernæst Nordlandsbanen midt mellem kysten og fjeldene. Ude langs kysten havnebyer løber også en bane.
Området har hævet sig kraftigt siden sidste istids gletschere trak sig tilbage til Kebnekaise. Massen af de enorme ismængder har tynget landskabet ned, og nu mere end 5000 år senere udlignes der stadig på områdets ligevægt. Landhævningen, der også ses i Danmark, men i langt mindre målestok, får Den botniske Bugts vand til at løbe ud af de havne, der anlagdes for 100 år siden. Man ser langs elvenes nedre løb indtil tre havne anlagt længere og længere østpå. Derfor ligger en del af cellulosefabrikkerne ikke mere i den gamle havnebyer med ude ved kysten. Det har så været nødvendigt at rykke banerne med ud østpå, selv om man nogle steder har bygget lange stikbaner ud til kysten. Disse erstattes stadig af direkte forbindelser som Botniabanen længere nordpå.
NCB, Vallvik
Jeg har ikke helt rede på, hvad NCB står for, men formentlig noget med Nordland, Cellulose og AB. Ved Vallvik syd for Söderhamn lå et større fabriksanlæg med en stikbane ind til banen langs kysten. Stikbanen fortsatte helt til Hå ved den store sø, Marmen, hvor flådet tømmer fiskedes op. Den videre transport til Vallvik sket ad en 891 mm bane, Hå – Vallvik Järnväg. Denne påkaldte sig de tidlige jernbaneentusiasters opmærksomhed, idet den var dampdrevet! Banen krydsede Kystbanen, og fra krydsningen til Vallvik lagdes en tredje skinne ned, så normalsportog også kunne køre her. 891 mm damplokomotivet befordrede også normalsporvognene. Sådanne usædvanlige tiltage har altid tiltrukket os entusiaster. I dag er 891 mm sporet borte.
AB IGGESUND BRUK
Iggesund er en lille by med et tidligere jernværk, der nu er i træindustien. Byen ligger lige syd for Hudiksvall midt oppe i Sverige. Som træforædlingsindustri havde værket en smalsporet bane til transport af stammer, der ellers var flådet, men ikke kunne passere et mindre vandfald. Et lokomotiv herfra ses under Forssa Teglværk i dette indlæg. Som et minde om jernindustrien er der indrettet et værksmuseum, hvor der blandt andet er bevaret et damplokomotiv. Lokomotivet er mærket nr. 1, men nettet påstår, at lokomotivet var nr. 2? Nummereringen holder, da lokomotivet blev omnummereret!
LAXÅ – RÖFORS JÄRNVÄG
SWEDSPAN
Den tidligere privatbane LRJ var nu overtaget af Swedspan, en spånpladefabrik ved Laxsjön syd for Röfors. Banen var kun 7,5 kilometer lang og fulgte Laxån. Området havde flere virksomheder og flere sidespor, men kun sporet til Swedspan var der trafik på i 1986. Vi havde inviteret os til et besøg sammen med en svensk entusiast. Turen med toget tog det meste af en dag og omfattede også besøg i remisen foruden, at føreren også var med på diverse fotostop.
INDUSTRIBANER I GÖTEBORG
NYNÄS PETROLEUM
STENA METALL
TIBNOR VÄST
HALMSTADS JÄRNVÄRKS AB
Værket er et elektrostålværk, der arbejder med skrot. Vi havde inviteret os selv til et besøg i 1986. Vor guide så en hel del dansk tv, som han var mere begejstret for, end jeg var. Hm! Gad vide om besøget ikke sluttede med middag i kantinen.
KMV er Kochums Mekaniska Verkstads AB, Malmö. KVAB er Kalmar Verkstads AB, Kalmar.
HASSLARP SOCKERFABRIKS AB
Fabrikken ligger nord for Malmö.
OVAKO STEEL HOFORS AB
Værket ligger vest for Gävle som nabo til AB Sandvik Steel, men i modsætning til sidstnævnte tog de venligt imod og sendte endog bykort, så vi kunne finde den rigtige port. Desværre havde værket ferie, og det betød, at banens lokomotiver alle var til eftersyn og mere eller mindre adskilt. Også banen var under ombygning og renovering. Forbindelsessporet til SJ var udlagt med et ret kraftigt fald, så der til overleveringskørsel krævedes svære lokomotiver. For nylig var værket gået sammen med finske Ovako.
INDUSTRIBANER OMKRING KARLSKOGA
Byen var en af de større på Nora Berglags Järnväg. Banemæssigt var den efter minedriften ophør noget indskrænket. Bofors, kanonfabrikken var dog stadig i drift i bydelens af samme navn, men her var ikke adgang. Og slet ikke for tyskere og danskere. Mere held havde vi på
KARLSKOGA JÄRN- OCH METALLINDUSTRI
BJÖRNEBORG JÄRNVÄRKS AB
Byen er nabo til Karlskoga, og der var ikke lagt mellem jernværkerne i området. Vi kom også forbi DEGERFORS, men her var vi af en eller anden grund heller ikke velkomne. Vi havde dog heller ikke ansøgt hjemmefra.
KARLSKRONA
Byen i Blekinge blev efter tabet af Skåne, Halland og Blekinge en af Sveriges flådebaser, hvor man, da jeg startede min jernbaneentusiastkariere, skulle gå meget stille med dørene. En af mine bekendte blev anholdt for på banegården at fotografere et lokomotiv! Da jeg var der sidste gang i 2013, var fådeværft og det meste flådehavn borte, og der var ingen mere, der gøede, når man fotograferede tog på banegården, hvis man ellers kunne finde de to spor, der var tilbage, som de indfødte kaldte banegården.
Der lå dog endnu skinner hen over rutebilholdepladsen og tunnelen under byen mellem banegården i nord og den tidligere fådebase i syd lå der stadig under byen med spor til. Jeg var ikke omme på den anden side og se, om der stadig var spor. Her var tidligere to sporvidder, SJs normalspor og Blekinges Kystbaners 1061 mm spor.
AB SANDVIK STEEL, Sandviken
Værket ligger vest for Gävle, og jeg kender det mest for stål til savklinger. Dette værk svarede på vor besøgsanmodning, men afslog besog på det bestemteste. Vi tog forbi værket, da vi alligevel passerede det på vej til Hofors. Ved værket var en offentlig bro, men skilte forbød fotografering fra broen ud over fabriksområdet. Der holdt ellers værkslokomotiver nær broen lige til at fotografere, men uanset at vi ikke troede på, at et sådant forbud ville holde i Højesteret, valgte vi alligevel bare at køre igen. Skulle der komme en mand, der selv troede på sit job, kunne der gå meget god tid med endeløse diskussioner, og der var heldigvis nok andre og mere venlige lokomotivejere. Vi fik altså ingen foto her.
Vi boede i Högbo lidt nord for Sandviken, og her var der på Hembygdmuseet lokomotiver fra Sandvik Steel udstillet, men det fik vi først at vide senere.
SKOGSTORP SAVVÆRK
Vi fandt værkets lokomotiv på TGOJ-værkstedet i Eskilstuna, hvor det holdt, fordi det var tiltænkt et lokalt jernbanemuseum. Vi tog nu alligevel forbi Skogstorp, for sæt nu der var noget andet, men det var der ikke.
STORA KOBBERBERG AB
I Tyskland nåede guldminen i Goslar at fejre 1000 års jubilæum, inden minen var tømt og firmaet lukkedes. I Sverige har man i Falun STORA AB, der senere kaldte sig STORA Kobberberg AB siden sidst i 1200-tallet produceret kobber. Minen har vel været i gang siden bronzealderen, men firmaet har papirer fra 1288! Da kobberet var ved at være brudt op, slog man sig på træ-og papirproduktion fra fabrikker, der alle hed STORA til fornavn.
STORA CELL, Sandarne
Fabrikken ligger lige syd for Söderhamn og har sidespor til SJ. Dette var tidligere en del af en længere bane til Marma ved Marmen, der er en sø, hvortil også NCB Vallvik havde bane. Da de foregående besøg tog ret lang tid, var det aften, inden vi kunne komme til Sandarne. Dels lukker firmaerne, dels lukker både vandrerhjem og gadeløkkener, så vi måtte opgive besøget her.
STORA TIMBER, Ljusne
Savværket her hedder også Ala Sagvärk. Der er sidespor fra SJ, og værket er to kilometer langt og strækker sig langs sidesporet. En offentlig vej fører gennem området. Det ligger syd for Söderhamn ikke langt fra Stora Cell og NCB i Vallvik.
STORA KVARNSVEDENS PAPPERSBRUK, Borlänge
I Borlænge ligger også det store järnvärk Domnarvet, der nu var i hænderne på Staten gennem SSAB. Her var ferie, så der var intet at se, og vi kørte videre til papirfabrikken.
SUECIA, SVENSK TRÂIMPREGNERINGS AB, Ludvika
Firmaet svarede på vor besøgsanmodning, at de ikke mere anvendte lokomotiv. Da vi passerede værket, så vi imidlertid lokomotivet fra landevejen, så vi tog ind og bad om at få lov til at kigge. Kontordamen måtte til vinduet for at overbevise sig om, at der var et lokomotiv, og derefter undskyldte hun sig med, at hun blot havde skrevet efter chefens diktat. Chefen på sin side havde for så vidt ret: Det brugte ikke mere lokomotiv, men derfor kunne der jo stadig godt være et. Også han måtte til vinduet, og han var synligt overrasket over, at lokomotivet stod der endnu. Vi gik så ud og så det, men da der var ferie, så vi ikke smalsporet, som også fandtes på værket. Navnet Suecia er Sverige på latin.
Smalspor
Smalsporbanerne er sorteret lidt, idet der først omtales svenske tørvebaner og derefter entreprenørbaner specielt til tunnelanlæg og til sidst samles de øvrige smalsporbaner op, som jeg har været forbi. En række baner er udeladt. Enten var der ikke mere at se, eller der manglede lokomotiver. Med andre ord, indlægget er så langt, at at en tipvogn på fem meter spor godt kan udelades.
SVENSKE TØRVEBANER
EMMALJUNGA TORFVÄRK
En søgning på stednavnet viser nettet fra sin værste side: mange sider med barnevognsreklamer, men byen ligger i Skåne ikke langt fra grænsen til Småland nær Hässleholm. Byen er i Danmark bortset fra barnevogne kendt for sit tørveværk, der havde lokomotiv af dansk oprindelse. I modsætning til lokomotiverne leveret i Danmark, har jeg aldrig hørt et ondt ord om lokomotivet i Emmaljunga.
HASSELFORS GARDEN
I 1986 var firmaet stort og havde tørvemose med tørvebaner mange steder i Sverige. Hoveværket lå i Hasselfors sydvest for Örebro. Det havde været et jernværk, og var du en savværk. Tørv produceredes dog i nærheden.
SANDHAGSMOSSEN
Mosen ejedes af Hasselfors Garden. Her var mose og bane, men ikke værk. I Hasselfors var der værk men ikke mere smalspor.
STOCKÅS TORVSTRÖFABRIK
Her var så et tørveværk, meget moderne, men uden bane. Lidt rester af en tidligere bane forefandtes. Værket var ejet af Hasselfor Garden.
STRÖMSNÄSBRUK
Der var en omfattende industrivirksomhed både her og i det nærliggende Delary, hvorimellem der førte er smalsporet jernbane, der er beskrevet i afsnittet om veteranbaner. Virksomheden bestod i produktion af tørv, træmasse og sømalm. Fra tørveproduktionen findes et par fotos taget af besøgende fra den dansk Kås Briketfabrik, der var på stedet i 1938. Et par fotos er efterladt, men uden detaljer.
PERSTORP
Firmaet havde mose og fabrik i Perstorp. I sine velmagtsdage havde firmaet lokomotiver fra Rørdal i Danmark. Virksomheden er besøgt flere gange.
HÄLLARYD
På banen ved “hovedfabrikken” i Hällaryd var der lukket og slukket. Mosen lå nordøst for Värnamo i det sydlige Småland. Naboværket var Stockaryd, der også lå i Stockaryd mellem Nässjö og Alvesta og Hässleholm.
KARBO TORVSTRÖFABRIK
Fabrikken ligger i Kinnarp syd for Falköping.
KARL-ERIK TRANSPORT
Virksomheden driver blandt andet tørveproduktion i Kilhult i det nordlige Skåne. Banen har 600 mm sporvidde og er besøgt et par gange, dog kun den ene gang blev der taget fotos.
KRONMULL AB, Sjöholmen
Firmaet havde flere moser og værker. Sjöholmen ligger i Rönneholms Mosse på nordsiden af Vestre Ringsjö i det nordlige Skåne. Også dette firma er besøgt flere gange. Firmaet er kendt for sine russiskbyggede lokomotiver, der dog har amerikanske motorer.
KRONMULL AB, Svensköp
Kronmulls andet værk ligger lige syd for Linderödåsen i Skåne.
RYTTEREN TORVSTRÖ AB
Værket tilhørte Hasselfors Garden og lå i nærheden af Falköping.
SCANPEAT AB SVERIGE, Strömsnäsbruk
Heller ikke dette firma brugte på besøgstidpunktet deres tørvebane.
SLÄSTORP TORVSTRÖFARIK
Dette lille værk var lukket og ret svært at finde. Materiel og værk var dog endnu i behold.
StOCKARYD
Værket tilhørte ved vort besøg Svenska Torv AB, der også ejede mosen vest for banen Alvesta – Nässjö. Mosen øst for banen tilhørte Hasselfors Garden AB. Imidlertid lejede Svenska Torv AB og Hällaryds Torvindustri både mose og lokomotiver af Hasselfors Garden AB. Banen til sidstnævnte mose må således krydse SJ, hvilket foregår på en bro, men faldet navnlig vest for broen er så voldsomt, at de tungt læssede vogne ikke kan holdes af lokomotivet med almindelige klodsbremser. Der er derfor monteret en slæbebremse bag på lokomotivet. Vi kørte med ud i mosen og valgte at tage turen over broen til fods. Det gav også bedre fotos. Ved mosekanten skiftedes til et lettere lokomotiv og det sidste stykke ude i mosen anvendtes et endnu lettere lokomotiv. Ville vi se alle lokomotiver, måtte vi tage turen med ud i mosen. Det foregik siddende på motorhjælmen. Det var en meget smuk tur, da lyngen blomstrede, men sig det ikke til Arbejdstilsynet.
SVENARUM TORVSTRÖFABRIK
Værket lå i Kvighultmossen ved R 30 mellem Vrigstad og Svenarum ikke langt fra Hällaryd og Stockaryd nordøst for Värnamo. I Kolhultmossen i nærheden havde værket også et gravefelt med bane. I 1989 anlagdes endnu en bane i nabolaget
Svensk Torv AB, Bredaryd
Ved Bredaryd vest for Värnamo i Småland lå et for længst lukket tørveværk. Her stod i 1988, da vi kiggede ind, endnu et lokomotiv, Schöma 3404/1972 også fra Rørdal Cementfabrik i Ålborg, hvor det havde 510-334. Det var nymalet, så det skulle nok flyttes et eller andet sted hen. Hvor vides ikke, Det var svært at fotografere, da porten var låst.
ENTREPRENØRBANER TIL TUNNELANLÆG
Nogle ville nok kalde denne kategori baner til bygge- og anlæg eller noget helt tredje. Afsnittet omfatter to anlæg, som jeg begge har besøgt og set “indefra” tilmed mere end én gang.
Citytuneln
Malmö Centralstation var en sækbanegård, hvor det krævede tid og ekstra lokomotiver, hvis togene skulle videre for eksempel til Kontinetnet via Danmark. Med to godt 4,6 kilometer lange enkeltsporede tunneler foruden en nedgravet en kilometer lang rampe mellem Malmö Centralstation og Hyllie løstes disse problemer. Med forbindelsesbaner blev i alt anlagt 17 kilometer nye baner. Tunneldiameteren var 7,9 meter og dybden 10 – 30 meter. Anlægget udførtes af et tysk-dansk konsortium kaldet MGC, Malmö City Tunnel Group. Boringen, samtidige aviser taler om sprængninger, påbegyndtes 2007, efter at blandt andet en elementfabrik var opført i Hyllige. Forberedelserne startede 2005 og indvielsen skete 2010.
Fra anlægget kendes mindst otte lokomotiver i 900 mm sporvidde alle fra Schöma. To var nye, mens resten var købt brugt. Et par havde tidligere slået deres folder under Storebælt, mens andre var fra blandt andet Schweiz, Köln og Kanaltunnelen. Ikke alle havde nummer, og hvor der var et nummer, kunne det være forgængerens. Tilmed var der ikke enighed internt, hvor nummeret skulle sidde eller, hvor store tallene skulle være. Det førstankomne lokomotiv fik naturligvis ikke nummeret 1! Når man så prøver at identificere lokomotiverne fra en position uden for hegnet, kan det let gå galt.
Som ejer er opgivet MGCHB, hvilket står for Malmö Citytunnel Group og HB er svensk for JV, Joint Venture eller I/S, Interessentselskab. HB skulle betyde Handels Bolag?
HALLANDSÅSEN
Banen mellem Göteborg og Malmö havde et svagt punkt, passagen af den mere end 200 meter høje Hallandsås, hvor banen var meget snoet, enkeltsporet og med store stigninger. Alerede for mange år siden besluttedes at bygge en tunnel her. Som vanligt ved sådanne arbejder var forarbejdet ikke godt nok. Det kom bag på entreprenørerne, at åsen bestod af så store afsnit med porøst materiale, som var stærkt vandledende, og da det så endelig blev tætnet, var det med et kemikalie, der var stærkt giftigt og bredte sig til store områder på åsen. I forvejen havde boringen drænet de overliggende områder, så bøndernes brønde tørrede ud. Byggeriet stod stille i lang tid, mens entreprenørerne udtænkte nye metoder og skrev rapporter i en sådan mængde, at de alene havde kunnet fore tunnelen. Tilmed valgte man at bore to tunneler, en til hvert jernbanespor, men kun at anvende én boremaskine, som så ved nordmundingen skulle adskilles og transporteres tilbage til byggepladsen i sydenden og starte forfra på det det andet rør. Tunnelen kunne indvies efter 23 års problemer og arbejde 2015.
Banen over åsen indviedes 1885. Tunnelprojektet er fra 1975. 1993 starter boringen og sprængningen af de første entreprenører, der imidlertid trækker sig ud 1995. 1996 træder en ny entreprenør til. Det er Skanska, der imidlertid trækker sig i 2000. 2004 træder Skanska-Vinci ind som ny entreprenør og genoptager boringen.
Tunnelen har følgende dimensioner: Længde er 2 gang 8,6 kilometer og diameter 10,6 meter. En foringsring består af otte dele med en vægt på 12 t, 2 meters længde (bredde) og 54 centimeters tykkelse. Ydre diameter er 10,12 meter og indre 9,04 meter. Hulrummet ud til borehullet på 10,6 meter fyldes ud med mørtel. Sporvidden er 1000 mm, en ikke helt sædvanlig sporvidde, og derfor var de to første lokomotiver på banen også nye.
Tre gange er tunnelen besøgt. Kun de to gange var jeg inde på byggepladsen.
ANDRE SVENSKE INDUSTRIBANER
Trods flere besøg og mange besigtigelser og endnu flere tilbyttede billeder tillader pladsen kun et lille udvalg af baner.
GÖTA CELLULOSE AB
Fabrikken lå mellem Göteborg og Trolhättan. Den er nu lukket, men havde i sine velmagtsdage seks damplokomotiver og fem motorlokomotiver i smalspor og dertil et normalsporet motorlokomotiv.
GIA, Grängesberg
I Grängesberg ligger en lokomotivfabrik kaldet GIA, Grängesberg Industri AB. Foruden produktion af egne lokomotiver var GIA agent for Jerbacher Werke i Jenbach i Østrig. Også en lokomotivfarik i Gävle opkøbtes, AGEVE eller blot AGV, AB Gävle Vagnverkstäder. Enkelte lokomotiver fra firmaet har kørt i Danmark, og flere har kørte på Island og på Færøerne. Firmaet opgav omkring 2013 og lukkede.
Grängesberg
Omkring Falun og Grängesberg i Mellemsverige lå et større malmfelt med både kobber og jern. Ved Gängesberg blev der brudt jernmalm, der eksporteredes over Oxelösund på selskabets egen jernbane, Trafik Bolaget Grängesberg – Oxelösund, TGOJ. Omkring den tid, hvor jeg nåede frem, var selskabet under afvikling, idet minerne var så tomme, at driften ikke mere var rentabel.
I Grängesberg var vi ude i hjørnerne ved besøget først i august 1988. Der var ferie, så der var ikke noget at se, men jeg husker, at det var hundekoldt. I billetsalget på Grængesbergmuseet havde man en elovn i gang. Herfra er der ingen foto. Jeg har klaret mig en en købt postkortserie, som viser blandt andet TGOJs turbinelokomotiv. Her fandt vi også en reklame for besøgsminen Stråssa Turistgruva. Da den havde været TGOJ-ejet, så 1988 måtte det vel være Svenskt Stål AB, SSAB der nu ejede minen? Svenskerne har gramatisk korrekt t i svenskt, hvad vi ikke har.
STRÅSSA TURISTGRUVA
Med mineelvatoren kørte vi 200 meter ned og beså besøgsdelen, men brydningen endnu foregik længere nede. Der var flere minelokomotiver, men da der er ret mørkt under jorden, lykkedes de kun at få et acceptabelt billede.
Skånska Cement
De skånske cementfabrikker havde et stort kalkbrud i Limhamn. Man ser bruddet fra motorvej og bane, men jeg har aldrig været der. Det var altid Kullen, der trak geologisk. Bruddet havde i sine velmagtsdage et betydeligt smalspornet, og der var privatbane til Malmö.
FORSSA TEGLVÆRK
De viste materiel har haft mange ejere, og da ejeren på fototidspunktet siden er død, er materiellet gået videre til nye mig ukendt ejere. Vi så materiellet på en havebane hos Axel Lernbo i Söderhamn i Mellemsverige, altså noget nord for Stockholm.
NORDKALK
Kalklinbanan her gik fra Forsby Kalkbrott til en cementfabrik i Köping og var 41,2 km lang. Den passerede blandt andet over et hjørne af søen Hjälmeren. Det var Europas længste linbana, eller som vi siger på dansk, hængebane. Selv om cementfabrikken lukkede før vort besøg, var banen lejlighedsvis i drift, idet andre kalkvirksomheder også benyttede den. Da vi havde talt 600 spande, gav vi op kørte videre. 2013 er banen lukket og nedrevet.
Banerne ved de tidligere skånske kulminer
Indledning
Mine første jernbanebøger var engelske. På daværende tidspunkt fandtes der ikke dansk
jernbanelitteratur og slet ikke – i hvert fald ikke i Danmark – industribanelitteratur. Den engelske litteratur handlede om statsbaner i alverdens lande, og når det skulle være vildt, var det smalsporbaner i alverdens lande. Mange lande som for eksempel Japan og Sydafrika havde smalsporede statsbaner. I en af mine bøger var der meget kort nævnt, at den første bane i Sverige var en minebane ved Höganäs fra 1798! Jeg husker, at jeg dengang ikke var helt sikker på, om den engelske forfatter ikke havde misforstået noget. Nu ved jeg, at påstanden har sin rigtighed.
Geologiske forudsætninger
I sommeren 2011 mere end halvtreds år efter læsningen af bogen fik jeg lejlighed til ved et tilfælde at kigge nærmere på bogens påstand. Jeg var egentlig taget på en jagt i Skåne efter jættehøns og vulkaner, men minebanerne blev en uventet sidegevinst.
Jættehøns
Jættehøns er et svensk slangudtryk for et ukendt væsen, der har afsat fodspor i ler og kul fra Jordens Middelalder. Det drejer sig aktuelt om tretåede rovdinosaurer på op til en halv tons og op til seks meter i længden.
Ildfast ler og kul
Leret er i øvrigt stedvis ildfast og ligger sammen med to eller flere kullag i området syd for Kullen og Söderåsen i nord og øst og Øresund i vest og ned til omkring Landskrona i syd. Selv om lagene kan genfindes også sydligere blandt andet på Bornholm, har de kun været udnyttet i nævnte område og på Bornholm. Nogle steder ligger lagene i 75 til 90 meters dybde, mens forekomsterne andre steder er blottet af dybt nederoderede åløb eller i kystklinterne i Nordskåne.
De bornholmske forekomster, der ligger mellem Hasle og Rønne, er dog lidt yngre. I Skåne er vi omkring 200 millioner år før nu. Bornholm havde som Skåne kulbrydning i minegange og i åbne brud, hvor man også tog ildfast ler. I Skåne var aktiviteten bare mange gange større. Det er overraskende, hvor mange miner, der havde været, og hvor mange skakter, hver mine har haft.
Vulkaner
Selv om disse sikkert også har efterladt baner, har jeg ikke besøgt stenbrud i vulkansk materiale, så nok om den sag. Dog, der findes i Skåne mere end 200 vulkanruiner med en alder på omkring 100 millioner år før nu.
Minedriftens historie i Skåne
Den første kulbrydning i Skåne skete ved Höganäs fra sidst i 1500-tallet med Frederik den Andens velsignelse. Man tog dels kul på havbunden, dels gravede man dem i kystklinterne, hvor de var blottede, og senere brød man minegange ind i klinterne langs kullagene. Blandt andet kystklinten ved Helsingborg for eksempel neden for Kärnan indeholdt kullag. Aftagere var blandt andet vippefyret på Kullen og Kronborg slot. Økonomien i kulproduktionen var dog dårlig, og mellem 1670 og 1726 produceredes slet ingen kul.
1786 overtog grev Eric Ruuth brydningen med et nydannet selskab, som han kaldte Höganäs Stenkolsverk, der er begyndelsen til Höganäs AB. Han havde allieret sig med engelsk ekspertise, idet Thomas Stawford var ansat som mineingeniør. Det er uden tvivl ham, der står bag den meget tidlige industribane i Höganäs. Allerede 1796 havde man fundet et nyt, lovende kullag, og denne gang var det ikke som tidlige på havbunden eller langs kystklinterne, men lidt inde i landet. Han måtte etablere en skakt, der imidlertid kostede grevens sidste penge.
Allerede 1801 må nye ejere have taget over, idet selskabet nu hed Gustav IV Adolfs Stenkolsgrufva, formentlig efter den svensk konge, der stadig stod bag eneretsbevillingen. 1812 skiftede selskabet navn til Skånska Stenkolsbolaget, og igen i 1825 skiftedes navn; nu til Höganäs Stenkolsverk Nye Aktiebolag. Igen i 1846 skiftedes navn, og denne gang til Höganäs Stenkolsbolag.
Brydningen lønnede sig dog ikke hvert driftsår, så efterhånden optoges produktion af ildfaste sten og andre produkter af brændt ildfast ler. Desuden optog man nogle år senere produktion af almindelig keramik og stentøj. Sidstnævnte brændes ved en meget højere temperatur. Kastes der salt i ovnen på tredjedagen under brændingen fås saltglaseret stentøj, som du givetvis har set omend måske ubevidst. Endnu, da jeg for halvtreds år siden skulle giftes og blandt andet vælge stel til tolv personer, som man gjorde dengang, var Höganäs-keramik en spiller på banen.
Mens den tidlige bornholmske kulbrydning ikke er historisk velbelyst, førte Thomas Stawford omhyggelige dagbøger, som er bevarede i dag. Derfor er den skånske kulbrydningshistorie yderst velbeskrevet. Om de bornholmske kul se Tipvognen 4.84 – 2.85. Hasleværket var omtalt i Tipvognen 4.84. Bemærk, at Tipvognen 5.84 aldrig er udkommet.
Den kongelige “velsignelse” betragtede Höganäs som en eneretsbevilling, hvormed man kunne holde konkurrenter ude, men 1855 mistede Höganäs sit monopol, og nye selskaber dannes derefter med større eller navnlig mindre succes. Endnu i 1860 blev der kun brudt kul i Höganäs, men fra 1870’erne tog brydningen fart og udstraktes til flere steder i Skåne, således i Boserup og Ulfsunda.
Som Höganäs Stenkolsbolag havde de øvrige mineselskaber ind i mellem også problemer med lønsomheden, så de fusionerede parvis, og efter nogen tid endte de fleste miner i Billesholm-Bjufs AB. 1903 sammensluttedes Billesholm-Bjufs AB med Höganäs Stenkolsbolag til Höganäs-Billesholms AB. Dette nye selskab havde gruber i Höganäs, Bjuv, Skromberga, Gunnarstorp, Nyvång og Billesholm, samt fabriker i Höganäs, Bjuv, Skromberga, Hyllinge, Trollhättan og Nyvång. 1966 faldt Billesholm-navnet ud, og selskabet hed nu blot Höganäs AB. Man prøvede traditionen tro at skifte navn også senere, men vendte igen tilbage til Höganäs AB.
Det bemærkes, at svenskerne som også tyskerne, spanierne og russerne har problemer med v som de to førstnævnte forveksler med f, mens spanierne og russerne forveksler det med b. Ikke alle mine kilder staver dog altid Bjuv med f som Bjuf.
1956 solgte man keramikfremstillingen fra til et nyt foretagende, der hed Höganäs Keramik AB.
Kulbrydningen fortsatte til engang i 1960’erne. Höganäs AB eksisterer endnu, og nettet omtaler det som en af Sveriges ældste virksomheder. Det overgås dog af Stora Kopparberg, der har mindst 800 år på bagen! Tipvognen 1.91.
I dag er Höganäs AB gået sammen med det tidlige Halmstad Järnvärk til Höganäs Halmstadverken. Halmstads Järnvärk var omtalt i Tipvognen 2.88 i en artikelserie fra Sverige, der løb fra Tipvognen 3.87 til 4.88.
Selv om jeg kun har besøgt to af de tidlige gruber og kun sporadisk har gennemrejst området, har jeg valgt omend nødtørftigt også at omtale de gruber og selskaber, jeg er stødt på under researchen. Höganäs’ historie skal søges i afsnittet her, mens de øvrige selskabers firmastart indtil sammenlægningen med Höganäs AB findes i de respektive afsnit.
Inden jeg tager fat på de enkelte selskaber og deres gruber, vil jeg lige ridse jernbanens historie op. Når jeg nævner, at der i Höganäs var jernbane allerede omkring 1800, er det en sandhed med modifikationer; thi måske ville du slet ikke kalde transportsystemet en jernbane?
Industribanens historie
Industribanen eller jernbanen er ingen entydig opfindelse. Der er snarere tale om en række opfindelser gjort over en lang årrække.
Allerede for 3000 år siden havde man gjort den opdagelse, at vognhjul sled sig ned i ikke bare granit, men navnlig i kalk- og sandsten. Disse sporriller kunne være op til ti centimeter dybe. Man opdagede, at heste kun trække flere vogne, idet de efterfølgende vogne forblev i sporet!
Der gik formentlig århundreder, inden man fandt på at lave kunstige riller ved at supplere sand- eller kalkstenens naturlige kant med et bræt og til, at man på blød jord lagde vandrette brædder til at køre på med lodretstillede kanter til styring af hjulene.
Næste trin fulgte hurtigere efter. Man beslog brædder, kanter og hjul med jern og senere, da dette også viste sig at være for lidt slidstærkt med stål.
Den egentlige jernbane var først opfundet, da en i øvrigt ukendt person af uvisse grunde fandt på at sætte flangen på hjulet i stedet for på skinnen. Nu var vej og jernbane endegyldigt to forskellige størrelser. Flangen på skinnen er naturligvis det lodretstillede styrebræt.
Disse tidlige jernbaner udviklede sig ved britiske kulminer op gennem 1700-tallet og nåede lige omkring 1800 til Höganäs.
I Storbritannien forsøgte man sig allerede 1804 med et lokomotiv, og det kørte egentlig stabilt. Det var bare for tungt til sporet. Så gjorde man som mange andre steder: Man ombyggede det til stationær dampmaskine. Tipvognen 3.11.
I 1812 kørte et anvendeligt lokomotiv ved en engelsk kulmine. 1825 medtog en engelsk kulminebane passagerer og gods, og 1830 bandt investorer an med den første offentlige jernbane i verden.
Kulminefolkene var nødt til at konstruere brugbare lokomotiver, skønt hestene var gode nok. De gik bare alle sammen til Napoleonskrigene. Da så først lokomotivet havde fået fodfæste, konkurrerede det hurtigt hestene ud på større baner, så da hestene blev hjemsendt i 1815 efter Wienerfreden, havde minefolkene fået smag for lokomotiver.
De enkelte selskaber
HÖGANÄS AB
Beliggenhed
Höganäs var et lille fiskerleje beliggende på Øresundskysten mellem Helsingborg og Kullen. Efter kulfundene udviklede byen sig til mine- og industriby, men i dag er den igen hensunket til en trods alt mondæn sove-, bade- og ferieby med et vist præg af lystsejlere.
Historie
For denne er der allerede redegjort i indledningen.
Banen
Efter kulfundet 1796 opstod der efterhånden et stort antal skakter, dels nord for fiskerlejet dels nordøst for. Meget tidligt måtte man skaffe effektiv transport til fiskerlejets havneplads. Man blev simpelthen nødt til at anlægge en sporvej! Ved havnen etableredes en udskibningsbro. Banens første del var klar allerede 1798, og dermed er banen således mere en halvtreds år ældre end de første danske industribaner og halvtreds år ældre end Altona – Kiel og København – Roskilde.
Det første baneanlæg var på 1,7 kilometer og forbandt skakten i Tjörröd med havnen. Banen var bygget af englænderen John Stawford i tre svenske fod, der er 891 mm. En anden kilde angiver 1332 mm ud fra et andet gammelt svensk mål. De første baner havde skinner af træ, og trækkraften var heste. Først 1803 var der bane til alle daværende skakter, teglværker og stentøjsfabrikker.
Ved de følgende skakter og deres baner byggedes der også med træspor, men nu med jernbeslag. Sporet bestod af to brædder sat i vinkel. Flangen sad således stadig på sporet og ikke på hjulet. Sporvidden på denne udbygning er ikke kendt, men det menes, at disse baners levetid kun var kort. Blandt andet var der ingen sveller. Vinkeltræet var blot gravet ned i vejen, men takket være jernbeslaget var der tale om en jernvej eller jernbane, om man vil! 1827 gik man over til spor af stangjern, og fra 1873 var alt nyanlæg “rigtig” jernbane med sporvidden 2 fod og 6 tommer eller 760 mm. I 1874 byggedes en helt ny bane med et noget andet forløb end den oprindelige træbane. Også her anvendtes 760 mm. Formentlig var fødderne nu engelske, idet 2’6″ svarer til 760 mm eller egentlig 762 mm. Allerede fra 1873 skete nyanlæg med 760 mm spor og rigtige skinner. Dampdrift indførtes fra 1874.
Ikke mindre end 46 skakter kom man op på i området. De fleste havde kun en levetid på få år i hvert fald frem til 1830. Det vil føre for vidt her at nævne dem alle sammen. Den sidste skakt, prins Gustaf Adolf fra 1893 lukkedes 1961. Lige fra starten i 1798 var der sandsynligvis også baner i gruberne.
I 1910 var der 9 kilometer 760 mm spor på jordoverfladen. I 1920 var der 26 kilometer. I 1958 kort før lukningen var der endnu 15 kilometer spor smalspor over jorden.
Under jorden nævnes der 1818 grubebaner med 400 mm sporvidde. I 1897 var sporvidden øget til 600 mm. Da banerne under jorden lukkedes 1961 var sporvidden 625 mm.
Opstilling på museet i Höganäs, men taget af Edit Laursen 2011. De visne blade er malede fodspor efter en dinosaurier, og sporet fører hen til de rigtige spor, som man har fundet i minen. Ikke i bunden af minegangene, men i loftet. Efter tørveaflejringen aflejredes ler over tørven, som dyrene så satte deres spor i, når de strejfede om i kanten af strandsøen med tørv, der senere blev til kul.
Lokomotiver
Som nævnt er det første 760 mm damplokomotiv fra 1874. Løbende tilkom yderligere tolv damplokomotiver alle anskaffet fra nye, det sidste købt 1930. Da den første udrangering skete 1934, var der således 13 damplokomotiver i behold 1930 – 34. Et af dem, nr. 3, Krauss 1320/1883 udrangeret 1957 skulle være tilgået Höganäs Museum, men herfra er det sendt videre til 600 mm jernbaneklubben i Frövi. Jeg spurgte efter lokomotivet ved mit besøg på museet, men man vidste, at det ikke var der mere, men ikke hvad der var blevet af det. Et Ljunggren-lokomotiv skulle i dag befinde i Kristanstad, hvor det var bygget.
Mellem 1929 og 1943 er anskaffet syv motorlokomotiver og et akkumulatorlokomotiv. De holdt alle til lige før 1960, hvor også det sidste damplokomotiv udrangeredes.
Der foreligger intet om lokomotiver i minegangene, idet der var wiretræk, som ved de øvrige selskaber. Et foto på museet viser under jorden et køretøj med håndgreb. Det kan være et lokomotiv til personbefordring, eller det kan være et avanceret wiretrækskøretøj til personbefordring?
Normalspor
1885 kom jernbanen til Höganäs i form af Åstorp – Kattarp – Höganäs Järnväg anlagt af SHJ, Skåne – Hallands Järnväg. SJ overtog banen 1896, og den elektrificeredes 1937. Fabrikkerne i Höganäs fik fra starten sidespor. En del af disse sidespor blev udlagt med tredjeskinne, og smalsporlokomotiver rangerede med normalsporvogne. Kort øst for stationen krydsede smalsporbanerne normalsporet. Også Møllebanen havde en krydsning med smalsporet til havnen. På normalsporbanen kørte to diesellokomotiver, en Z 3 og en Z 43. Den trestrengede rangering ophørte 1961, og normalsportrafikken ophørte 1992. De to normalsporlokomotiver solgtes som skrot 1993. Persontrafikken mellem Höganäs og Kattarp indstilledes allerede 1972. Sporet blev dog først optaget 1997. Stationen ligger der stadig og ser pompøs ud. Tracheen gennem byen kan også følges, og på nogle af bykortene er banen stadig tegnet ind. Linjen til Mölle åbnedes 1910 og kom til SJ i 1920 med eldrift fra 1937. Den blev nedlagt i 1963 og optaget samme år. Også på denne bane er trache og station i Mölle bevaret.
Andre aktiviteter
Foruden kulproduktion prøvede man med glasfremstilling, med fremstilling af klinker og andre former for ildfaste sten, glaserede kloakrør samt chamottetegl. Endvidere med keramik og med stentøjsfremstilling. Af kullene udvandt man gas og endog olie. I lange perioder fremstilledes jernsvamp i Höganäs.
Jeg må have været der i min barndom. I 1948 havde min far arrangeret en familietur med tog fra København via Helsingør – Helsingborg og videre med tog via Kattarp og Höganäs til Mölle. Herfra gik vi til Kullen, men nåede dog kun kaffestugan midt på halvøen, hvor der nu er golfplads. Herfra gik vi retur ad landevejen til Mölle til toget. Gad vide, om vi ikke skiftede i Kattarp, men i Höganäs må jeg være kørt over krydsningen emed smalsporene. Det husker jeg dog ikke. Det var søndag, så der har nok ikke været noget at se. De bevarede indtryk går på klipperne, idet det var første gang, jeg så bjerge! Og så husker jeg den svenske personvogn, der i den grad var af træ. I sidegangen var der et skab med en karaffel med drikkevand samt nogle glas! SJ service.
Höganäs Museum
Höganäs Museum er absolut et besøg værd. Min kvindelige ledsager kastede sig begejstret over samlingen af keramik fra Höganäs-værket, hvorfra hun hjembragte adskillige postkort, som hun dagligt ser på hjemme. Jeg kastede mig over museets afdeling med Höganäs-værkets historie. Sammen gik vi så i kælderen og beså 1 : 1 modellerne af de gamle gruber sammen med fodsporene af fortidsdyrene kaldet jættehøns. Der var imidlertid tale om dinosaurier, der dog næppe kan artsbestemmes ud fra fodsporene, men der var nok tale om familie til de velociraptorer, der løb rundt laboratoriet i filmen Jurassic Park I. Jeg kan på det varmeste anbefale både museet i Höganäs og det i Bjuv.
BJUV
Beliggenhed
Bjuv er en lille stationsby, som giver indtryk af, at tiden er løbet fra den. Nord for ligger Åstorp og Nyvång. Stationen ligger på banen mellem Helsingborg og Åstorp, men togene fortsatte til Kristianstad.
Historie
1871 dannedes Kropp AB med adskillige skakter, men kun skakterne omkring Bjuv var lønsomme. Et kort viser fire skakter i Bjuv. Skakt I var til kuloptagning, men skakt II oprindeligt var en luftskakt, men efterhånden anvendtes den også til kuloptagning. Skakt III, Grev Strömfelts Skakt er fra 1890. Det er den der i dag er museum. Nordvest for Bjuv lå yderligere tre skakter. Syd for lå elleve skakter og tre lergrave. Endnu en tand sydligere lå to skakter og seks lergrave.
Med tiden gik Kropp AB op i Billesholm AB og senere i Höganäs-Billesholms AB. Sidste grube i Bjuv lukkedes 1979.
Bane
Ved gruben, der ligger ud til jernbanen nord for Bjuv omkring en kilometer syd for Gunnarstorp, hvor der også var en grube, står i dag stadig de fleste grundmurede bygninger. En af dem bruges til museum, og i en anden havde den lokale idrætsforening et permanent loppemarked. En del bygninger er givetvis revet ned, men stadig foregik der rundt om på området endnu aktiviteter. Også elevatortårnet over skakten er delvist bevaret.
Elevatortårnet befordrede vognene 75 meter ned, hvor man brød kul og ler. Man brugte cykler under jorden til intern transport. Der var ingen metangas i minerne, men der var radongas, der er radioaktiv. Ulykker var sjældne. Området var ikke fri for jordskorpebevægelser, men arbejderne mente, at de altid skete om natten!
Sporvidden angives til 625 mm, der var Höganäs-Billesholm ABs standardsporvidde. Vognene havde et rumindhold på 0,75 m³. De tog 1 ton ler eller 0,7 ton kul. En arbejder håndterede 25 vogne på en arbejdsdag, hvilket han fik løn for, men mindre for kul end for ler, idet kullene var lettere. Han havde én times kortere arbejdstid i minen daglig end en industriarbejder over jorden.
Vognene transporteredes med kabeltræk. Man hægtede en wire med en krog i vognen og kastede den anden ende forsynet med en gaffel over linen, og så kørte vognen. En dampmaskine, der må have stået over jorden, trak wiren. Vi skal derfor ikke forvente lokomotiver i minegangene. Hvor wiren ikke nåede ud, skubbede man vognene.
Både til Grev Strömfelts Skakt og til teglværket førte normalsporede sidespor fra Bjuv station. Et længere sidespor førte også fra Bjuv til felterne nordvest for Bjuv.
Om jurakul
Kullene var beskrevet på museet, og et uddrag gengives her. De er fra Sen Trias og Tidlig Jura og således fra Jordens Middelalder omkring 200 millioner år gamle. De er væsentlig yngre end Ruhrområdets stenkul, der er fra jordens Oldtid fra en periode kaldet Kultiden eller Carbon. Brændværdien af jurakullene er ikke så høj som for stenkullenes vedkommende. Stenkullene har været i gennem en bjergkædefoldning med følgende varmepåvirkning, mens jurakullene ligger vandret i uforstyrrede lag dog udsat for kraftige tektoniske bevægelser op og ned. Blandt sporbare planterester findes bregneblade og rester af et tidligt Ginkgotræ. En tidligere art end den nuværende Ginkgo Biloba, der egentlig også burde være uddød og vel næppe mere noget steds i verden danner naturlige skove. Ginkgoer overlevede, fordi de stod ved japanske og kinesiske templer.
Man regner med et landskab med strandsøer, hvor floder fra det skandinaviske grundfjeldsområde afleverede organiske materiale. Man regner med, at 30 meter tørv siden er blevet til to meter kul.
Når der ikke ses noget affaldsbjerg her, skyldes det, at de lukkede gruber efterhånden fyldes op med udgravet materiale fra den i drift værende skakt. Med den ringe dybde, gangene lå i, var det nok ingen dårlig idé af hensyn til bygningerne på jordoverfladen.
NYVÅNG GRUVA
Beliggenhed
Den lille bebyggelse Nyvång ligger i udkanten af den noget større bebyggelse Åstorp på banen mellem Lund og Ängelholm. Nyvång er dog en station i dag holdeplads på banen mellem Åstorp og Kattarp. Lige op ad sidstnævnte bane ligger museet Nyvång Gruva.
Historie
1898 dannedes Skånska Kolbrytningsaktiebolaget. I Nyvång byggede 1907 – 10 en skakt, der senere fik navnet Carl Cervin. Firmaet besad også en skakt syd herfor i Gunnarstorp kaldet Gustaf Tornérhjelm. 1917 opførtes et kulkraftværk i Nyvång. Skånska Kolbrytningsaktiebolaget opkøbtes 1916 af Höganäs-Billesholms AB.
Skakten Carl Cervin er opkaldt efter en af ejerne, Carl Cervin den Yngre, der var en af datidens store finansmænd med interesser i blandt andet jernbaner. Da han var involveret i Billesholm, må navnet på skakten stamme fra tiden efter sammenslutningen, idet skakten oprindeligt kaldtes Ormastorpgruvan.
Grubedriften ophørte helt 1966 efter en etapevis nedlægning siden 1962. Blandt andet blev kullene fra Gustaf Tornérhjelm ikke mere ført til Carl Cervin, men til Bjuv. Kullene under Nyvång var ved at være opbrugte, Og det kneb også med at skaffe arbejdskraft. Elektricitetsværket fortsatte dog til 1972.
I dag er de fleste bygninger revet ned. En af de få bevarede bruges nu som minemuseum kaldet Nyvång Gruva. Museet havde imidlertid kun åbent et par timer om søndagen, og min vej ikke faldt forbi en søndag.
Bane
Nyvångs Gruva var gennem tiderne Sveriges største kulmine. Den omfattede et areal under jorden på 1380 ha, og havde 50 mil gange i 90 meters dybde. En geologisk kilde nævner en samlet ganglængde på 500 km kilometer. I så fald er en svensk mil 10 kilometer? 500 mand fandt deres udkommer her.
Banerne på jordoverfladen stammede fra 1910 og befordrede blandt andet aske til affaldsbjerget. Denne trafik ophørte 1948, da man gik over til gummihjul. Kultransporter på spor over jorden stoppede 1950. Til driften havde man mellem 1929 og 1950 fire motorlokomotiver, dog ikke alle på en gang.
Under jorden skubbedes kulvognene i sidegangene, mens der var wiretræk i hovedgangene. Også arbejdernes tog under jorden blev trukket af wire, omend der her var tale om en hurtigtløbende wire. Denne sidstnævnte kørte mellem 1932 og 46. Herefter måtte arbejderne transportere sig selv på cykler, men stadig under jorden. Fra 1957 var der ikke mere bane under jorden mellem Nyvång og Gunnarstorp. Kullene fra sidstnævnte felt kørte i stedet til Bjuv, men først fra 1959. 1956 gjorde man et kortvarigt forsøg på lokomotivdrift med akkumulatorlokomotiv under jorden. Sporvidden både over og under jorden var 625 mm.
Såvel skakt som kraftværk havde normalsporforbindelse, men som trækkraft klarede man sig med heste indtil 1950. Først så sent indsattes en traktor på gummihjul!
Kulfelterne langs Söderåsen strakte sig, da de var i fuld drift, i et sammenhængende net fra Billesholm over (under) Bjuv og Gunnarstorp til Nyvång! Formentlig var hele området vest for Söderåsen undermineret.
Foruden af det markante skakttårn domineres landskabet af et to millioner ton tungt og 76 meter højt affaldsbjerg, der i dag ikke bare er fredet, men også indhegnet, så man ikke mere kan komme ind søge efter aftryk af ormbunker (bregner) og jættehøns! Både grubens enorme affaldsbjerg og skakttårnet rager højt op over de ellers flade skånske kornagre. I jernbanelitteraturen kaldes bjerget et askebjerg efter kulkraftværket, men der må også være andre rare sager i. Ellers ville fossiljægerne ikke være vilde med det.
Et par miserable vogne og en vogndrejeskive står til oprustning uden for museet. Jeg målte sporvidden på det korte bevarede stykke til resultater mellem 610 mm og 624 mm, men formentlig har den været den ved Höganäs-Billesholm AB almindelige standardsporvidde på 625 mm.
Også dette museum skulle rumme spor af jættehøns.
VALLÅKRA
Beliggenhed
I Råådalen sydøst for Helsingborg ligger den lille stationby Vallåkra, der var hjemsted for to smalsporbaner. Banen, hvor Vallåkra er station, fører fra Helsingborg til Esløv.
Historie
De to smalsporbaner i Vallåkra tilhørte et teglværk og en stentøjsfabrik. Teglværket havde bane både til lergrav og til station, men værk og baner er forlængst nedlagt. Teglværket således allerede i 1928. Også dette værk kom i Höganäs-Billesholms ABs besiddelse, og graven genåbnedes da, men leret kørtes til Höganäs. I lergraven var indtil 1955 en halv kilometer 600 mm bane med to motorlokomotiver.
I Wallåkra åbnedes 1866 Wallåkra Stenkolsaktiobolag, men om dette er der ikke efterretninger. Det gik senere først sammen med Kropp AB under navnet Billesholm AB, der senere igen blev til Billesholm-Höganäs AB.
Her skal imidlertid fokuseres på den anden bane, omend den kun var 100 meter lang. Den tilhørte Vallåkra Stenkärlsfabrik, der etableredes 1864. Efter at have tilhørt Höganäs-Billesholms AB lukkedes den efter krigen efter dog til sidst igen at have været i privat eje. Efter mange år så en keramiker fabriksruinen og øjnede nogle muligheder. Det lykkedes hende at opkøbe fabrikken og rejse en million svenske kroner til at sætte den i stand for. Den ovn, der står i dag i de gamle bygninger fra 1864, er en tro kopi rejst i dette årtusinde. Til gengæld for tilskuddet har det offentlige betinget sig, at der er offentlig adgang til området, og at området med lerreserverne er udlagt som naturpark.
Jeg havde ud fra geologisk litteratur troet og forstået, at man faktisk selv kunne finde og se fodspor efter jættehøns on location, men de var for længst bjerget og fordelt mellem museer i Stockholm og i området. Også kongen havde fået et spor. Selv en vinder i millionærkonkurrence (kvit eller dobbelt) om emnet havde modtaget et spor! Fabrikken havde et spor i et hjørne af salgslokalet, og det nyåbnede kulminemuseum i Höganäs havde et. I alt havde man fundet ti spor her.
Ikke bare brugtes de gamle metoder og den gamle ovn, men også de gamle grave bruges endnu nogle år, og slemmeriet var ligeledes stadig anvendeligt. Det var remtrukket med nogle gevaldige remskiver. Når det ser nedlagt ud på mit foto, skyldes det, at der går tre måneder mellem to brændinger. Dels tager brændingen og navnlig afkølingen tid, dels tager det tid at producere og fylde den store ovn.
Bane
Det var i forbindelse med slemmeriet, jeg fandt den korte sporrest og vognen. Sporvidden er 600 mm. Sporet var endnu i behold 1994, men i 2011 lå kun enkelte sveller tilbage ud over den resterende sporrest på billedet. Jeg har en klar fornemmelse af, at sporresten blot var lagt ind her for et syns skyld. Skulle den have været i drift, skulle den have været forbundet med hovedsporet via en vogndrejeskive, men heraf var der ingen spor, og der var slet ikke hul i muren om slemmeanlægget. Foto: BH 2011.
Vallåkra Stenkärlsfabrik er absolut et besøg værd, også selv om man ikke er jernbaneentusiast. I fabrikkens vandmølle fik jeg to gourmetfrokoster bestående af lettöl og seranoskinke for 203 svenske kroner.
BILLESHOLM
Beliggenhed
Billesholm ligger øst for Bjuv og er til dels vokset sammen med denne. Den ligger som en stationsby på banen mellem Åstorp og Lund/Malmö over Teckomatorp. Der var tidligere normalsporbane fra Billesholm til Bjuv, og denne bane betjente de fleste af gruberne og teglværkerne.
Historie
Her var jeg ikke, og formentlig er der heller ikke noget at se mere, men stednavnet indgår i Höganäsbolagets navn, så jeg ser litterært også lidt på dette selskab.
Også Billesholm-selskabet dannedes hurtigt, efter at Höganäs havde mistet sit monopol i 1865. Muligvis kaldtes det Billesholms Tegelbruk och Kolgruva. 1888 oprettede Vallåkra Stenkols AB Billesholms Tegelverks AB. 1895 dannedes Billesholms-Bjufs AB, og 1903 indgik Billesholmselskabet i Höganäs-Billesholms AB.
Kulfeltet kaldes geologisk både Billesholmfeltet og Vramfeltet efter en lille landsby og en herregård beliggende lige op af Söderåsen. Den første skakt hed Mattis efter en af selskabets stiftere. Den var kun i drift 1865 – 66. Den sidste af de efterfølgende tretten skakter lukkedes 1953. Kullene i Billeholm var dog allerede opgivet i 1932. Höganäs-Billesholm AB prøvede i 1932 på det i 1913 lukkedes teglværks grund med statshjælp at danne Billesholms Glasulls AB senere Gullfiber AB. Det kørte, da det gik bedst med fire fabrikker med egne normalsporlokomotiver, men det er en helt anden historie.
Samtlige tretten gruber og teglværkerne havde normalsporet sidespor. Disse spor eksisterede mellem 1875 og 1957. Også i minegangne var spor. Sporvidden var formentlig 600 mm.
BOSERUP
Heller ikke her var jeg. Lokaliteten ligger sydøst for Bjuv og sydvest for Billesholm. Her var et grubefelt fra 1746 til 1965.
SKROMBERGA
Kulfeltet hedder Skrombergafeltet, og det havde flere skakter, alle formentlig under samme firma. Firmanavnet kender jeg ikke før 1881, hvor et nyt selskab var dannet, AB Skromberga Stenkolgrufva. Igen i 1886 fik firmaet nyt navn. Skromberga Stenkols- och Lerindustri AB. 1904 gik selskabet ind i Höganäs-Billesholms AB.
To af skakterne hed Carl. den ene kaldtes Carl I med driftstid 1875 – 1881 og lidt nordvest herfor Carl II 1881 – 1882. Syd for Carl-skakterne lå en luftskakt med senere kuloptagning og navnet Kristina 1882 – 1903. Syd herfor lå Maria fra 1882. Lidt øst for lå Konsul 1902 – 65. Nordligst lå Sjöcrona 1896 – 1931. Kuloptagningen sluttede 1953. Leroptagningen fra skakt sluttede som nævnt 1965. Sjöcrona er et konstrueret adelsnavn for en borgerlig, der er adlet. Formentlig hører manden hjemme i Höganäs, idet der her fandtes en disponent med dette navn. I hvert fald findes også en skakt med navnet Sjöcrona i Höganäs. Også Carl var et såre almindeligt navn i Sverige både blandt konger og skakter. Såvel i Skromberga, i Nyvång som i Höganäs fandtes navnet på skakter.
Firmaet havde omfattende aktiviteter. Ikke mindre end ni fabrikker arbejdede med ildfast ler og producerede ildfast tegl, klinker og kloakrør.
En 2,2 kilometer lang normalsporet sidebane førte til Skronbergafeltet formentlig til Konsul fra Ekeby. Den eksisterede 1882 – 1986. Lige efter første verdenskrig havde den kortvarigt persontrafik.
Teglværkerne havde via to tovbaner med spande forbindelse til skakterne. Den ene tovbane var 1440 meter lang, den anden var 570 meter lang.
GUNNARSTORP
Stationsbyen ligger umiddelbart nord for Bjuv. Jeg kørte igennem, men der var ikke mere at se. Feltet her ligger lige nord for Bjuv og øst for Vram, og det var i drift 1913 – 56. Hovedskakten hed Gustaf Tornérhjelm, og den havde 0,5 kilometer normalsporforbindelse fra Gunnarstorp station. I gruben og sikkert også på overjorden var der 600 mm spor. Minen startedes 1898 af Skånska Kolbrytnings AB. I 1916 tog Höganäs-Billesholm AB over. Selskabet havde også den allerede omtalte Nyvång Gruva.
Kilder og litteratur
Peter Allen & P. B. Whitehouse, Narrow Gauge Railways of Europe. Jan Allan, London 2. oplag 1961.
Lars Olov Karlsson, Ånglok vid Sveriges industrier. Stenvalls 2015.
Janis Priedits, Industrilok i Skåne – Malmöhus Län. SJK Småbaneafdeling 1995.
Samme – Kristianstad Län.
Nettet. Diverse hjemmesider blandt andet http://ww2.hoganas.se/fotoarkiv/
Folkeuniversitetets jurakursus 2012 i København, Odense, Århus.
Plancher på de nævnte minemuseer.
Ivö
Ivö er en ø, der ligger i en sø, Ivösjöen i Skåne nær grænsen til Blekinge. På øens nordlige del ligger et 135 meter højt “bjerg,” der består af kalk og kaolin. Begge dele har været udnyttet. Kalken i en cementfabrik og kaolinen i en fabrik for såkaldt teknisk porcelæn, idet forekomsten ikke var ren nok til fremstiling af “mingporcelæn.” Fabrikkerne lå i Bromölla på Ivösjöens østside. Kaolinen slap først op, allerede under anden verdenskrig, mens kalken holdt en snes år længere. Endnu resterer navnet Ivö, eller som de kalder det, Ifö som navn på håndvaske og wckummer. Som tidligere nævnt har svenskerne det lidt svært med v og f. Kalk og kaolin læssedes på smalsporvogne og kørtes til søen og sejledes derfra til Bromölla. Ethvert spor af bane er for længst borte, men skinner faldt den opmærksomme besøgende over alle vegne.
Glasriget
I Småland mellem Kalmar og Växjö ligger en række glasværker, hvoraf nogle er meget kendte. Turister valfarter til området, og talrige andre firmaer nasser på successen, så nogen steder kan man ikke sparke sig frem for uvedkommende outlet. Vil man se gamle glasværker, gamle arbejderbyer for glasværksarbejdere, vel at mærke bebyggelser med en vis form for miljø eller glaskunst, er glasriget nok næppe stedet!
Vi fandt glaskunst i Växjö navnlig i Domkirken samt lidt af det, vi søgte, på Hembygmuseet i Kosta.
Meget bane har glasfremstillingen ikke kastet af sig, men mon ikke 600 mm banen Kosta – Lessebo er et barn af den tid? Et museum var der også et eller andet sted, men da vi mødte op klokken 10, fik vi at vide, at de først åbnede klokken 14.
En bornholms svensk relation
Bornholm havde sine smalsporede jernbaner, indtil det engang i 1960’erne blev moderne og “fremsynet” at erstatte miljøvenlig med stærkt forurenende trafik.
Først længe efter at ethvert spor af af banerne var fjernet begyndte kredse på Bornholm at tænke på minder og museumsbaner. Et par postvogne fra banerne var bevarede, så de hentedes hjem, men med lokomotiver var det for sent. Et brugt svensk industribanelokomotiv kunne købes, og det blev omsporet og ombygget. og udstillet i Neksø. Jeg har aldrig set det, for Bornholm er ikke et sted, man kommer hver dag. Min sidste tur omfattede udelukkende geologiske seværdigheder.
Om den bornholmske museumsbane ses her:
http://evp.dk/index.php?page=de-bornholmske-jernbaner—dbj
Dette er Erik V. Petersens hjemmeside, der omfatter adskillige afsnit, som man sidst på hver side kan klikke sig videre til. Om museumsforeninges ses her:
Lokomotivet er:
O&K 2525/1908. 900 mm. 140 HK.
1908 E. Bomke, Senftenberg. 1)
1912 – 1914 Arthur Koppel. Udlejet til NJAB som nr. 12. 2)
1914 – 1917 NJAB. 2)
1917 – 1917 AB Järnvägsmateriel, Stockholm. 3)
1917 – 1965 Skånska Cement AB, Malmö. 4)
1965 – 1994 Köper Allt AB, Ängelholm. 5)
1994 – De bornholmske Jernbaner. 6)
1) Køber og anvendelse ukendt.
2) Udlejet til NJAB. (Nordiska Järnvägsbygnadaktiebolaget, Stockholm
ejet af Bröchner-Larsen & Krogh A/S, København.) I 1917 købt af
NJAB. Indsat ved omlægning af SJ-strækningen Stockholm – Göteborg
mellem Rönninge og Ström.
3) Havde forinden været tilbudt Gottländska Cement AB, Rute. Stod
på det tidspunkt i Södertälje
4) Indsat i Limhamn som nummer 15.
5) I 1987 stod lokomotivet i fabriksgården.
6) Foreningen hedder De bornholmske Jernbaner og forkortes DBJ.
Akkurat som privatbanerne i sin tid.
Bemærkninger
Svenskerne var ikke helt klar over sporvidden. I SJK’s smabaneafdeling troede man, at den var 750 mm, mens Østra Skånes Jernbaneklub angav i tillid til Limhamn-banen sporvidde 891 mm. Den viste sig imidlertid ved ankomsten til Bornholm stadig at være 900 mm. Bornholmerne havde flikket et 891 mm spor sammen, men da kranen landede lokomotivet på sporet, var det så tungt, at det selv tilpassede sporviden til 900 mm ved at vride sporene fra hinanden.
Helt ved siden af er købet således ikke. Maskinen har været i dansk eje tidligere (1912 – 17.)
I dag skulle det være omsporet til 1000 mm og det har fået tilføjet en for- og en efterløber, så det nu har en vis lighed med DBJ 5. De skulle være køreklart, når det får en ny kedel.
Malmbanen
Vi er i Nordsverige i 2002, og det er den eneste gang, jeg har set Malmbanen. Jeg kørte også forbi i 1997, men kun i Luleå, og der stod Malmbanen absolut ikke på programmet. Jeg så ikke engang, at vi passerede den under en meget lang tur fra Kirkenes i Norge til Nr. Bjert.
Malmbanen er beskrevet grundigt på oceaner af hjemmesider, men jeg lægger også mine fotos ind, idet banen siden i den grad er blevet opgraderet, så mine fotos efterhånden er blevet historiske.
Jeg var i Boden C og mellem Abisko og Narvik. Jeg har således kun kørt forbi Kiruna og Gällivare (Malmbjerget.)
Bent Hansen
Adskillige indlæg om Sverige er 25. marts 2022 slået sammen til indlæg. De enkelte dele er skrevet siden 2013 og løbende opdateret, udvidet og rettet.
Gennemgribende opdateret og rettet 10. december 2022.