Indien. Tre rundture

Indledning
I 2001 gjorde jeg tre rundture i Øst- og Vestindien. Vi rejste mest med tog og tilmed i eget tog, og det var en ideel rejseform. Selvfølgelig så vi på lokomotiver og baner, men der var dagligt en dosis templer, moskeer og paladser på programmet. Jeg kan ikke fremhæve noget frem for andet. Det hele var bare overvældende. Min berejste datter havde set programmet, inden jeg drog af, og hun havde sagt god for det. Hun havde selv forinden været en del af stederne, men mellem hendes og mit besøg, ramtes regionen af et jordskælv, hvis eftervirkninger man stadig kunne se. Min datter havde mødt en skoleklasse på udflugt og var blevet inviteret som gæstelærer på skolen. Jordskælvet lagde skolen i ruiner og kostede mange af eleverne og lærerne, hun havde mødt, livet.

Selv om min tur var en jernbanetur, puttede det indiske bureau, der var kontakt til De indiske Statsbaner, en af deres egne rundture ind. Desuden havde min gruppe også ønsket et besøg i Darjeeling, og det tog mere en en dag at rejse derhen, så der blev også andre ophold med besigtigelser undervejs.

Jernbanerundturen besøgte de indiske delstater Gujarat og Rajastan. Områderne ligger syd for hovedstaden New Delhi langs Pakistans grænse med Gujarat sydligst nord for Mumbai. Bureauet sendte os til Agra sydøst for New Delhi, og på turen til Himalaya og Darjeeling gjorde vi ophold i Varanasi. Hovedstaden besøgtes tre gange med besigtigelser, men indtrykkene bringes under ét.

Vil du se mere, er der ikke kun tog på jernbanesiderne. Jeg har også lagt “kultur” ind mellem togene og endog på togbillederne. Jeg har begået fire indlæg med Indien i kategorien baner: De bredsporede indiske Statsbaner, De metersporede indiske Statsbaner, Smalsporede indiske jernbaner og Darjeelingbanen. Klik i linkene her eller se i indholdsfortegnelsen under Indien efterfulgt af de fire nævnte overskrifter.

Mange stednavne har flere stavemåder, og jeg har måttet vælge uden forudsætninger for at vælge rigtigt. Enkelte steder har jeg angivet to forskellige navne/stavemåder.

Rutekort. Togture er fuldoptrukne og sorte. Bustransport er markeret med prikker. Fly er udeladt. Besøgssteder er markeret med stjerner. Turene sydvest for Dehi foregik på meterspor. Til Dajeeling kom vi på 5 ½ fod spor, 1676 mm. 2-fodssporet, 610 mm i Darjeeling er ikke afsat.

Neemrana
En rask krig i Afghanistan forsinkede ankomsten, så straks efter landingen kørte vi 100 kilometer ud syd for Delhi til Neemrana. Stedet sagde mig ikke noget, og hvad vi skulle der, fandt jeg aldrig ud af. Bureauet havde nok deres egne forretninger her at tilgodese. Stedet var en ubetydelig landsby med et gammelt fort fra 1464 bygget om til et palads i 9 etager og nu indrettet til hotel. Det var mit indtryk, at fortet ikke lå på toppen af bjerget, men op ad  Aravallikæden, en 1000 kilometer lang rest af en større foldekæde dannet på det indiske subkontinent i Prækambrium for 2 milliarder år siden. Den strækker sig fra Delhi mod sydvest gennem Rajasthan for at ende i Gujarat nord for Ahmedabad. Kæden er gennemgående lav, men når dog stedvis 1000 meter med højeste top på 1722 meter. Det er nok det ældste grundfjeld jeg har set, måske bortset fra Grønland?

Ikke alle fotos oplistet under Neemrana er fra denne landsby, men fra andre steder, hvor bussen standsende og lukkede os ud. Om beboerne var begejstrede ud for vores besøg, har jeg ondt ved at tro. Hvor meget, der faldt af til dem, ved jeg heller ikke.

Dele af Neemranapladset, hvor jeg havde fået et værelse på 9. sal øverst oppe. Jeg tror faktisk, jeg boede under vejrhanen. Foto fra 2001.

Dele af hotellet med en kanonbastion, men udlagt som have uden kanoner. Desværre havde vi ikke meget tid til at nyde haven endsige gå på opdagelse i paladset. Mens vi sad og nødt en indisk Kingfisher-øl kom der en Kingfisher og fiskede i et springvand. Den indiske isfugl er flere gange større en den danske udgave og mindst lige så farvestrålende.

Der var hver morgen økologisk morgenvækning. Papegøjen kunne engelsk, men den kendte ikke klokken særlig godt.

Byen Neemrana lå vist nok bag træerne og var ikke noget at skrive hjem om. Jeg havde været i Indien i nogle timer nu, så selv om der ikke var noget særligt at se her, var landsbyen en helt anden kultur for mig. Den hellige ko, stod pænt og ventede til boderne lukkede, og de ikke solgte, men kassable grøntsager blev hældt ud til den og rotterne.

Et hølæs med to ben.

Dromedarer som trækdyr. Beholderen indholdt vand. For nylig var grundvandstanden sunket fra 30 til 50 meter. På togturen så vi hele tankvognstog med vand. Nogle steder var der ekstremt tørt, mens der andre steder stod grundvand til op over brøndenes kant, så drikkevandet blev forurenet, idet toiletterne i landsbyen også stod under vand.

Da jeg så dette skilt, blev jeg glad for, at jeg ikke var på egen hånd her.

I en landsby ved vejen – hvor aner jeg ikke, og navnet kender jeg heller ikke – blev vi læsset af. Her var en skole, og elevernes fodtøj stod udenfor. Gad vide, om de virkelig kunne huske, hvor de havde stillet deres sanddaler?

Den britisk skoleuniformstvang eksisterede stadig, og Staten krævede, at børnene gik i skole. Til gengæld fik fattige forældre tilskud til uniformen. Regeringen satsede på den unge generation. De skulle i hvert fald have et tilbud. Til gengæld måtte den ældre generation klare sig uden hjælp. Der var ikke penge til at hjælpe alle, fortalte inderne.

Jeg undrede mig, da jeg tog billedet, men siden har jeg læst, at familien accepterede, at vildfuglene sked på vasketøjet og forsynede sig at det til tørring ophængte forråd. Begrundelsen fik jeg ikke, men befolkningen her tror på genfødelse. Fuglen kunne have været et tidlige, nu afdødt familiemedlem? For mig ligner det nu mere en gråspurv.

Mens Zebuokserne var hellige og kun måtte malkes, holdt man bøfler, som man spiste. Væggen på udhuset er lavet af soltørret bøffel- og kogødning sat op i smukke mønstre. Udhusene brugtes til opbevaring af briketter lavet af tørret gødning. Der var varmt nok, men briketterne anvendtes i komfuret. Til gengæld led markerne under den manglende gødskning.

Sariska
Øst for Neemrana lå også et palads, der nu var indrettet til hotel med tilhørende nationalpark. Min fluenet var helt, men nogen gik fra vinduerne uden at lukke fluenettene. En gang gjorde de det, så havde de lært, at parkens aber kunne åbne kufferter og toilettasker. Min svigerinde tog siden en grum hævn. Hun efterlod afføringspiller på bordet. Aberne nåede ud, inden pillerne virkede. Genialt. Afføringspiller var nok det sidste, de fleste ville tage med til de varme lande. Tværtimod: Stoppiller! Også reservatets fugle var yderst hjælpsomme. De spiste gerne med ved morgenbordet og ventede ikke, til der kun var krummer tilbage, men ryddede straks tallerkenerne.

Det var et tigerreservat, vi besøgte, men som med de fleste af den slags ture: Vi så ikke skyggen af en tiger!

På hotellet havde man ansat en fotomodel, der normalt stod ved døren.

Ude i tigerparken kom denne langgur hen og ville fotograferes. Da mit kamera havde sagt klik, gik den. Den var anderledes stolt og velopdragen end de aber, husmødrene jagtede ud fra deres boliger inde i byerne.

Mens tigrene ikke mødte op, var der masser af tigermad i parken. Her ude i en sø nogle Sambarhjorte. Fuglen i forgrunden kender jeg ikke.

Sambarhjorte i en bæk i reservatet. Den tykke hale strittede lige op her.

Også denne mor med unge skule været en Sambar. Den var stor. Større end en kronhjort!

Denne lidt grove hjort var en antilopeart kaldet Nilgai, eller på britisk Blue Bull. De ældre dyr var faktisk blålige. Ørerne gik ustandselig, så de ses ikke på billedet.

Et par unge Nilgaiantilopehunner, der endnu ikke er blev blå. Deres hoved ligner lidt et hestehoved.

I træerne sad der påfugle, men dem fotograferede jeg ikke. Heller ikke de dådyrlignende Chitalhjorte eller på britisk Spottet Deer blev fotograferet. Jeg var ikke imponeret af parkens indsats for at kunne fremvise tigre, men i en anden park var der mere valuta for pengene. Her kan du roligt nøjes med parkens hjemmeside, hvor forfatterne dog heller ikke ved, hvad dyrene hed. Internet, når det er mest ubrugeligt.

Fatehpur Sikri
Først briterne samlede hele Indien. Det lykkedes ikke engang for stormogulerne. Derfor er der talrige gamle hovedsteder i det store land. Hver lille småkonge havde en eller flere hovedstæder. Fatehpur Sikri  vest for Agra var oprindelig to landsbyer, Fatehpur, Sejrens by og Sikri, der påbegyndtes 1571, men allerede blev opgivet på grund af vandmangel i 1585, hvor hovedstaden flyttedes til først Lahore og siden til Agra. Den første store stormogul Akbar valgte stedet, som dog aldrig blev færdigbygget. Pur er by på hindi, mens byen i følge Akbars religion burde have heddet Fatehbad.

Stormogulerne er i dag glemt, men vi ældre kender dem fra børnesangen om den lille nisse, der rejste ud for at se verdens største mand. Den første stormogul var født i 1483 i Fergana, gravsænkningen i Pamirbjergene, hvor der i oaserne bor både tyrkiske folkeslag, indoeuropæiske og tyrkisk-mongolske folk. Selv om riget i dag ville ligge i Usbekistan med hovedstad i Samarkand, var kejseren nok af tyrkisk-mongolsk afstamning. Stormogulerne så op til både Djengis Khan og Timur Lenk.

I 1526 satte Barbur sig fast i Delhisultanatet. Rigets storhedstid varede fra 1556 til 1707, hvor tilsammen fire stormoguler sad på tronen. De fire store var Akbar, der regerede 1556 – 1603 og efterfulgtes af Jahangir, 1605 – 27. Efter ham kom ophavsmanden til Taj Mahal, Shah Jahan med regeringstid 1627 – 1658, hvor sønnen Aurangzeb afsatte ham, fordi Shah Jahan bebrejdede ham, at han havde myrdet alle sine brødre. Auranzeb regerede 1658 – 1707.  Da han havde dræbt enhver med intelligens i familien, forfaldt riget efter ham. Galt gik det 1739, da perserne erobrede både påfugletronen og diamanten Koh-i-Nor. Briterne afsatte den sidste stormogul 1862, og den britiske konge blev kejser over Indien og vel at mærke hele Indien.

Da briterne i 1947 overlod Indien til inderne, udbrød straks borgerkrig, og Indien deltes i en buddhistisk del i Sri Lanka og en muslimsk del i Øst- og Vest Pakistan foruden rest-Indien. Senere revnede Pakistan i Pakistan og Bangladesh. Borgerkrigen kostede hundredetusinder af liv, men trods omfattende etnisk udrensning er der stadig en femtedel muslimer i Indien, mens hinduer og sikher har forladt Pakistan. Siden den første borgerkrig har der været flere krige mellem Indien og Pakistan, og i Sri Lanka var der en langvarig borgerkrig mellem hinduer og buddhister. Stadig strittes der formentlig daglig granater over grænsen i Kashmir, som Indien fik tildelt trods en overvejende muslimsk befolkning. En lille del af Kashmir har pakistanerne erobret, men paradoksalt nok bor der her tibetanske folk og efterkommere efter Alexander den Stores græske soldater. Det siger de indfødte i hvert fald selv. Nogle af folkeslagene i det nordligste Kashmir er stadig anismister. Grænserne inden for det tidlige Indien er i dag stort set lukkede.

Fatehpur Sikris Moske, Jami Masjid Moskeen, Fredags Moskeen er bygget 1571 – 72 og måler 111 x 132 meter og har  fire porte. Her sydindgangen, Buland Darweza, der med 41 meter i højden er den højeste i Indien. Fra trappens fod er der 54 meter port!

I slottet ses her Astrologernes Sæde bygget sammen med Skatkammeret. Bygningen rummer er del hinduarkitektur skønt bygherren Akbar absolut ikke var hindu.

Diwan-i-Kash var audienshallen. Også den havde hinduarkitektur. Her yndede Akbar at sidde og diskutere religion med teologer af kristen observans og lærde fra jain- sikh- og hindutroen foruden buddhister.

Panch Mahal var kvindernes hjem. Haremmet. Fra toppen kunne de se den verden, de var afspærret fra. Også i haremmet var der repræsentanter fra andre religioner som f. eks. kristne prinsesser. Hallen skal være uden vægge og vinduer. Der er 84 forskellige søjler, der alle er forskellige. De repræsenterer de dengang syv kendte planeter multipliceret med dyrekredsens tolv stjernetegn.

Sheikh Salim Chishtis mausolæum i hvid marmor. Han lovede Akbar afkom og holdt sit løfte. Stadig kom barnløse her og håbede på sheikens hjælp. Bagved kvindernes grave, hvor der lå sten ved sten i gulvet. Egentlig lave sarkofager.

Mausolæet set indefra. Man kunne ikke se ind, kun ud. “Vinduerne” er et meget sart mønster udhugget i marmor. På væggen skriftssteder fra Koranen i indlagt sten i marmor. Et sted var der et citat af Jesus, der også er omtalt i Koranen.

Agra
På et par dage her nåede vi Det røde Fort og Taj Mahal. Her fik jeg første gang problemer med luftforureningen, også selv om der var restriktioner for motorfolket, og disse blev stort set overholdt.  I hvert fald af det firehjulede motorfolk. De to- og trehjulede var stort set ligeglade. Restriktionerne var dog ikke for mine luftveje, men for bygningerne, der heller ikke kunne tåle motorfolkets skadestofudledninger. En måler ved Taj Mahal viste, at svovlilter og kvælstofilter holdt sig under grænseværdien, men partikelforureningen oversteg faregrænsen med flere hundrede procent.

En gåtur i Agra blev der også tid til. Det var ikke på hovedgaden, men ude hvor folk boede. Det var her, jeg så husmødre jagte aber med koste. På banegården gyngede aberne i togenes overledninger. De, der var kravlet direkte fra overledningen over i masten, lå grillstegte på jorden neden for masten. De havde stået i vejen for 15 000 Volt enfaset vekselstrøm.

Taj Mahal i hvid marmor. De fire minereter hælder udad, så de ikke ved et jordskælv ville falde ind i bygningen. Bygningen var et mausoleum for den tredje af de store stormoguler, Shah Jahans hustru, der døde i barselsseng. Han nåede aldrig at se mausoleet færdigt. Da han bebrejdede sin søn, at havde dræbt sine brødre, fængslede sønnen sin far. Det planlagte sorte mausoleum for ham selv på den anden side af floden blev aldrig bygget.

Hustruens gravmæle også i marmorfiligran var svært at komme til, men gad vide om Shah Jahan ikke lå ved siden af? Hustruen døde 1631, og det tog en snes år at fuldføre, men så længe ville sønnen ikke vente på tronen. Hvor stormogulerne stammede fra, var det almindeligt, at sønnen overtog tronen efter at have strittet faderen ud fra paladsets tag. Metoden med at kongesønner dræbte deres brødre, er nu heller ikke ukendt i vor middelalder. Taj Mahal står i dag som et udtryk for evig kærlighed.

Som om mausoleet ikke var nok, bestod komplekset også af en moske og et gæsthus. Gæstehusets port vender ikke mod Mekka, så moske kunne bygningen ikke være.

Udsigt fra moskeen med Agra, hvor det røde fort anes i forureningen. Floden bærer præg af tørtiden. Den hedder Yamuna og er en biflod til Ganges.

Detaljer fra Taj Mahal Indlagte marmorarbejder.

Flere detaljer.

Detalje af detaljen.

Udendørs, men det holdt sig godt trods 400 år på bagen.

Så er vi kommet til Det røde Fort inde i Agra. Både i Fatehpur Sikri, Agra og Delhi lå der en Fredagsmoske, og i Agra og Delhi et rødt fort. Indgangen bestod af tre port forskudt for hinanden.

Udsigt fra nordsiden af Det røde Fort i Agra.

Endnu en udsigt fra fortet. Der er ikke meget vand i Yamunafloden, og heller ikke meget græs, men vandbøflerne havde søgt skygge under jernbanebroen i baggrunden.

Denne lille pavilion, Den gyldne Pavilion var inspireret af en bærestol.

Diwan-i-Am i Agra, audienssalen, hvor påfugletronen oprindeligt stod, indtil den flyttedes til Delhi. Foran en begravelse. Divan I i Tivoli er nok inspireret herfra? I hvert fald navnet?

Detalje af en søjle.

Marmorarbejder. En nyere detalje fra en håndværkers værksted. Det er en bordplade. Købte man, fik man ben med i købet.

En knægt, der bærer et tagudhæng, kaldes en konsol. Her en typisk, men særdeles detaljeret. De omvendte flasker med prop i er inspireret af elefantsnabler, typisk hindukunst og meget hellige. Det røde Fort lå der allerede, da Akbar satte sig på tronen og byggede fortet om efter intermezzoet i Fatehpur Sikri og Lahore. Hans efterfølgere har også bygget på fortet. Det stammer således fra 1550 – 1700.

Chitorgarh
Allerede da vi blev vækket i sovevognen klokken 6, holdt vi i Chitorgarh også stavet Chittaurgarh. Efter en kop tør kaffe kørte vi op i byen 6.30. Besigtigelsen var slut 9.45 og så var der morgenmad i toget, der straks kørte videre.

Byen grundlagdes 728 og blev hovedstad i Mewarriget under Jaitra Ratan Singh, 1213 – 53. Han lyder, som om han er sikh? Byen måler 1 x 3 kilometer og dækker altså tre kvadratkilometer med en bymur på 12 kilometer, skønt omkredsen af det opgivne mål kun er 8 kilometer. Klippeknolden med byen er 150 meter høj med lodrette sider, der kun enkelte steder er udbygget med menneskeskabt mur. Der er syv porte alle indrettet, så elefanter ikke kan komme til her. Dels er portene beslået med søm, hvis spidser vender mod elefanterne, dels er portene dobbelte og drejet 180 grader i forhold til makkeren. Vandforsyningen har aldrig været fæstningens problem. Fæstningen erobredes 1303 af Delhisultanatet, men taget tilbage 1313. 1535 erobredes byen igen, og i 1567 erobrede Akbar byen. Indbyggerne havde nok en uindtagelig by, men de havde aldrig mandskab nok til forsvaret. De kæmpede til sidste mand. I 1303 faldt 50 000 mand, i 1535 var det 32 000 mand, og da byen først var overvundet, begik kvinder og børn selvmord for ikke at falde i hænderne på fjenderne. De tændte op i badstuen, men badende ikke. I stedet kastede de sig i ilden. Stormogulen Akbar havde muligvis et lidt større hjerte end herskere normalt har. Han blev så ked af at se de mange faldne og de brændte knogler, som i øvrigt stadig kan findes, at han beordrede byen revet ned. 1615 lykkedes det de lokale at tage byen tilbage fra Shah Jahan, og fra tid til anden genopførtes bygninger i gammel stil.

Ruinerne af Rana Kumbhas Palads opført opført i hans regeringstid 1433 – 68. Akbar erobrede byen 1567 og påbød en nedrivning.  Enten har nedriverne snydt, eller paladset er senere genopført? Det var også her den smukke dronning Padmira 1567 lod sig indebrænde i kælderen sammen med byens kvinder og børn under foregivende af, at de ville tage bad og derfor tændte op for at varme vand. Kvinderne valgt denne løsning, som de fandt mindre ydmygende end at overgive sig til erobrenes voldtægt.

Denne lille smukke bygning ude i en af byen vandreservoirer kaldes Dronning Padmiris badehus. Det er genopført i 1800-tallet. Også her angives det, at dronningen lod sig indebrænde, men samtidig vil sagnet vide, at Akbar fra paladset yndede at betragte dronningen, når hun badede. Paladset havde naturligvis ikke vinduer ud mod badehuset, men via et spejl på en stang kunne han kigge ud ad et ovenlysvindue. Nogenlunde samme beretning, som også fortælles om Shah Jahan, der fra sin celle via en stump spejl kunne betragte Taj Mahal.

Rana Kumbhas Shyma Tempel samt han lille Mira Bai tempel begge opført for Visnu i 1448. Mira Bay var Rana Kumbhas hustru. Rana Kumbhas var en lokal konge, der her havde held med at hævde et lille kongerige, inden næste hele Indien druknede i de muslimske stormugulers herredømme. Visnu en af hinduernes hovedguder.

Rana Kumbhas Shyma Tempel samt hans lille Mira Bai tempel begge opført for Visnu i 1448. Mira Bay var Rana Kumbhas hustru. Rana Kumbhas var en lokal konge, der her havde held med at hævde et lille kongerige, inden næsten hele Indien druknede i de muslimske stormogulers herredømme. Visnu er en af hinduernes hovedguder.

Vijay Staambha, Rana Kumbhas sejrsminde opført 1456 -68 og 37 meter højt. Vi er i Chittaurgarh. Tyskerne har altid bygget enorme sejrsmonumenter, men dette her kan også godt være med?

Vijay Staambha, Rana Kumbhas sejrsminde opført 1456 – 68 og 37 meter højt. Vi er stadig i Chittaurgarh. Tyskerne har altid bygget enorme sejrsmonumenter, men dette her kan også godt være med?

Udaipur
To gange besøgte vi denne by, også en tidligere hovedstad i et lille rige. I Udaipur har 007 været i filmen Octopus. Vi beså som 007 Søpaladset og Citypaladset. Førstnævnte er i dag et gennemrestaureret hotel beliggende på øen Jag Niwa ude i Picolasøen. Det er bygget som sommerpalads af maharaja Jagat Singh II i 1754. Familien bor stadig bag Citypaladset, men besøget i den ældre, tilgængelig del har ikke efterladt de store indtryk.

Da vi senere kunne gå på egen hånd, var alle enige om, at det nok ikke var klogt at gå alene i de små, skumle gyder. Jeg ville gerne have besøgt gudehandeler. Måske kunne jeg her blive klogere på den tusinder af guders egenskaber og udseende, men andre ville hellere have en lille en, hvad man formentlig ikke kunne finde i denne by? Til sidst var vi nogle der blot gik hjem.

Søpaladset.

Haveanlæg i den indre gård.

Udsigt fra Søpaladset mod Citypaladset, hvor vi ser en del af bygningsværket.

Jeg mindes fra besøget i Citypaladset kun to flotte detaljer. Her ses den ene af dem.

Patan
I nattens løb var vi kørt fra Udaipur over den store flermillionby Ahmedabad og holdt nu nord herfor og sydvest for Udaipur i Meshana, hvor mindst fem metersporbaner mødtes. Der var morgenmad allerede klokken 6.30 for vi skulle med bus, selv om der var bane ikke bare til Patan men også videre frem mod vort besøgsmål. Da banennettet stod for ombygning til bredspor, var banen herude i udkants-Indien måske ikke optimalt vedligeholdt? Måske ville en kørsel have været for ubehagelig på et dårlig justeret spor, måske var vort tog for tungt til spinkle spor herude og/eller måske var pladsforholdene herude ikke tilstrækkelige til vort store tog, der ville have haft ondt ved at løb rundt? Bussen skulle køre os 57 kilometer, og det tog den 1 time og 25 minutter om, så vejen har næppe heller været optimal. Jeg har ingen billeder fra denne tur.

Målet var et soltempel og en såkaldt trappebrønd i omegnen af Patan. Også denne by havde været hovedstad i et Hindukongedømme i 700-tallet. 1024 plyndrede muslimerne byen, og i 1306 erobrede en bror til Chittaurgarhs banemand byen. Der sås under gennemkørselen stadig bymure, jaintempler, hvor 100 stadig skulle være i behold, og gamle træhuse samt væverier for såkaldt folkekunst. Et væveribesøg måtte opgives, da den næstsidste væver lige var død.

Rani-Ki-Vav
En trappebrønd var et udslag af, at vi nu var kommet ud, hvor monsunen mente det alvorligt. Vandet måtte gemmes til tørtiden i store reservoirer, eller der måtte graves dybt ned til grundvandet. En brønd med en spand i en snor forslår ikke, når 100 dromedarer skulle vandes. Gennem århundreder kunne man grave en sti med til vandet, så dyrene selv kunne gå ned og drikke. Som regel var de så utaknemmelige, at de efter drikningen vendte sig og sked i vandet, inden de gik op igen. Dette gjorde landsbyens beboere syge. Jeg ser trappebrønden som en løsning på dette problem.

“Hullet” var rektangulært. Den ene kortside var helligeget vandtilførslen, mens de to langsider var helliget gude- og seksuallære, der åbenbart var næsten det samme. Guiden bruget udtrykket: “Hvorfor er vi på jorden?” Soltemplet havde samme koncept, men jeg tror, at vi i nogen grad blev “beskyttet” her.

Mine billeder fra Patan er ret uoverskuelige, ikke mindst på grund af afstivningen efter jordskælvet for nylig, men ved Soltemplet var en anden, mindre trappebrønd. Her er dog trapper hele vejen rundt. Trapperne var smalle og stejle. Faldt man, slap man næppe godt fra et styrt her. Jeg savnede et gelænder, og i dag, hvor jeg er over 80, ville jeg aldrig gå ned her. Brønden her er forlængst tør. Grundvandsstanden synker overalt i Indien.

Siderne i trappebrønden var i den grad dækket af skulpturer. Brønden havde åbenbart været overdækket.

Gudindestatue som en af utallige i trappebrønden Rani-Ki-Vav i Patan. Hendes identitet er mig ukendt trods hendes symboler, slager og påfugl. Hun virkede ret tiltalende. I tusinde år har billedhuggerne udhugget folkeoplysning på templer ud fra et overordnet emne: Hvorfor er vi her på jorden? Det har virket godt i Indien, selv om dog kineserne har været dygtigere i mangfoldiggørelse. Der var skulpturer i et nærliggende soltempel, jeg ikke vil gengive her, for Google vil bare slette billederne.

Soltemplet
Stednavnet angives som Modhera, selv om der var 25 kilometer mellem templet og byen. Templets alder angives til 1000 år, og det var det eneste tempel i Indien for solguden, Surya, der også ses afbilledet som et hunkønsvæsen. Surya er sanskrit for solen. Skupturerne var dog kun 700 år gamle og åbenbart ikke med fra starten?

Templet var ikke stort. Der var fri adgang til det indre. Dyr og fugle blev jaget ud, selv om det holdt hårdt med duerne, som tempeltjeneren ikke kunne nå, og som ikke reagerede på marchordrer. Billedfriserne kunne man studere i timevis, hvis der ellers havde været tid til det. Templet ses her hen over trappebrønden.

Indgangen var meget stilfuld. “Hesteskoen” i døren er meget hellig for hinduer, og som stenhuggerarbejde er den imponerende hugget i én blok, som den er.

Søjle i Surya- Soltemplet i Modhera. Både hindu- og jainkulturen havde tegninger til 150 forskellige typer søjler, og de var forskellige. Kineserne har brugt de samme byggetegninger i flere tusinde år til stort set alle deres bygninger. Her i Indien var ikke to søjler ens. Ser du et lille jordegern, er du på rette spor. Der var også kirkeugler, her kaldet tempelugler. Duerne blev derimod jaget ud, skønt også de kunne være reinkarnationer af tempeltjeneres bedstefar?

Søjle i Surya-Soltemplet ved Modhera. Både hindu- og jainkulturen havde tegninger til 150 forskellige typer søjler, og de var forskellige. Kineserne har brugt de samme byggetegninger i flere tusinde år til stort set alle deres bygninger. Her i Indien var ikke to søjler ens. Ser du et lille jordegern, er du på rette spor. Der var også to kirkeugler, her kaldet tempelugler. Duerne blev derimod jaget ud, skønt også de kunne være reinkarnationer af tempeltjeneres bedstefar?

Nærbillede af det samme sted omtalte firestribede jordegern.

Nærbillede af det samme sted omtalte firestribede jordegern.

Ahmedbad
Også her passerede vi mindst tre gange og var nok to gange på besigtigelse. Som følge af ufred i Mellemøsten, var mange turister udeblevet blandt andet amerikanerne. Vi var de første dette år. En dansk gruppe, et par indere og en argentiner. Vi kom derfor i avisen. Vejret var kun 35 grader, men jeg har noteret ubehageligt varmt og fugtigt. Vi så Gandis hus, hvor han havde boet fra 1915 og stadig boede, da han 1930 begyndte at vandre for Indiens selvstændighed. Moskeen besås udefra, men vi var inde i et tekstilmuseum.

Byen havde 2001 ikke mindre end 4,25 millioner indbyggere og var Indiens sjette største. Jeg har åbenbart ikke taget et eneste billede i byen.

Sasan Gir
Der var bane direkte til Sasan Gir fra nord, men vi kørte en stor omvej og kom ind fra syd. Grunden blev angivet til dårligt spor fra nord.

Byen var kendt for sit løvereservat. I Bibelen jagtede David løver i Israel, og perserkongerne ses også i stridvogne på løvejagt. De sidste løver i Forasien var nok endt i de romerske arenaer i selskab med de sidste berberløver. Enkelte løver i Indien overlevede til i dag. Reservatet bestod af en stor naturpark samt otte kvadratkilometer indhegnet område med én løvefamilie på fem medlemmer samt en selvstændig ung løve uden familie. For nylig var løver udefra brudt ind i indhegningen!

Tja, jeg så en løve, men jeg er nok utaknemmelig- den var ikke anderledes end løverne i Givskud. Foruden hjorte så jeg et desmerdyr og masser af væverfugle. I reservatet boede indfødte, men mange af den var bange for at arbejde efter mørkets frembrud og endog at gå hjem eller cykle i skumringstiden. Det var nu ikke tigrene, de frygtede, men leoparder særdeles den helt sorte udgave af dem, panteren, som man aldrig vidste, hvor man havde, før den sad på nakken af en. Det sagde de indfødte i hvert fald.

Hannen og alfahunnen, der slanger sig under et træ. De havde spist dagen før og slog endnu mave. Vi var ikke ude, men døren i bussen stod åben, og på skift kunne vi gå frem i døren og tage et foto.

Diu
Vi er nu nede ved kysten ved Det arabiske Hav for enden af en halvø syd for Ahmedabad og nordvest for Mumbai. Her var i mange år en portugisisk koloni. Inderne prøvede også at sælge en badeferie til os, men sandet var for varmt til både at ligge i og gå i.

Denne tidligere portugisiske koloni havde flere kirker. Her ses St Paul fra St. Franciscos trappe.

Altret i St. Paul. Kirkebøsseskiltet er tosproget, mens dugen foran hovedaltret har indisk tekst.

Foruden forsvarsværker rundt om byen var der en mindre ø i havnen med Diu Fort. I havet uden for havnen lå dette lille Panikot Fortresa. Det var så undermineret af havet, at der ikke mere var adgang.

Palitana
Nord for Diu, men via en 270 graders omkørsel kom vi i løbet af natten til Palitana, der også kortvarigt havde været hovedstad i et lille kongerige. Her skulle vi besøge 863 templer for jainguderne beliggende på bjerget Shatrunjaya. Oprindelig stammede komplekset fra kort efter år 0, men under muslimernes første felttog i 700- og 800-årene ødelagdes hele komplekset. Omkring år 1000 var muslimerne smidt på porten og komplekset genopbyggedes her som andre steder efter de gamle tegninger. Templerne lå 600 meter over byen, og der var en 3,5 kilometer lang sti derop indeholdende 3950 trin. De indiske jernbaner havde bestilt bærere til alle og påbudt os at benytte dem. Hvis vil ville have lidt motion, kunne vi gå lidt på vejen op, men ikke på vejen ned. Jeg gik lidt over halvdelen af turen op, men fulgte rådet på nedturen. Selv om jernbanen havde betalt, prøvede bærene alligevel at bilde os ind, at vi skulle betale dem. Det blev dog kun til drikkepenge og en fototilladelse, men det var såmænd også rigelig dyrt.

Udsigt fra opstigningen på bjerget Shatrunjaya over en del af den lille by Palitana. Bjerget var 600 meter og havde 3950 trin op til 863 templer. I Palitana så vi også mindst en snes templer. Tilmed byggedes stadig nye som det i forgrunden.

Tempelbyen højt oppe på sin klippeknold.

Udsigt fra turen op. Den store sø har jeg ikke navn på. På skråningen ses to mindre søer. Den lille er fuld af vandbøfler, der anes som sorte prikker i vandet.

Når man kan tælle 863 templer, skyldes det, at hver kuppel med et gudebillede regnes for ét tempel uanset at mange er bygget sammen.

Jainreligionen udsprang af hinduismen nogenlunde samtidig med buddhismen. Tilhængerne kunne være militant pacifistiske. Åben ild var skærmet af mod insekter, der kunne være en reinkarnation af et familiemedlem. De spiste ikke kød, men undgik også løg og kartofler. Æbler kunne spises, blot man undgik kernerne. Skoene skulle af, og livremmen, hvad enten den var af plast eller læder, ligeledes. Også min plasturrem tog de for en sikkerheds skyld. Her ses på elefanten muligvis en af deres guder.

Jeg havde købt fototilladelse, men måtte ikke fotografere guderne og ikke fotografere inde i templerne. Her er jeg udenfor, og om skulpturerne her er guder, har jeg ingen anelse om. Jainreligionen har reduceret hinduismes tusinder af guder til 24, som tilmed vises ens, men et symbol på soklen viser, hvem der er hvem.

Ranakpur
Nord for Udaipur var der ret tørt og øde. Der lå herude i Aravallibjergene et stort jaintempel, som kun kunne nås med bus. Turen gik gennem et tigerreservat, men vi så ikke skyggen af vilde dyr, skønt vor frokostpause blev holdt ude på bænke og ved borde lige i junglekanten.

Der var dog vilde dyr her. Tidligt om morgenen havde toget gjort ophold i et pas i Aravalli-foldekæden, som vi allerede stiftede bekendtskab med i Neemrana. Banen over passet var enkeltsporet, men stationen i passet havde signaler og krydsningsmulighed. Der var bare ikke strøm her, så man måtte sætte olielamper i signalerne om natten. Da man efterhånden var oppe på et for stort forbrug af engangslygtetændere, som tigrene forvekslede med mad, lukkedes banen i mørketiden, hvor signalerne uden lamper ikke kunne se. Stationsforstanderen viste os ved stationens vandtank friske spor af en tiger, der var kommet forbi samme nat måske blot få timer tidligere for at drikke.

Jaintemplet i Ranakpur var fra 1400-tallet og lå øde i en bjergdal. Det havde 1444 søjler, og ikke to var ens. Et nærmere studie ville tage år, og belysningsforholdene var dårlige inde, så det blev kun til få billeder udefra.

Går man tæt på ydervæggen ses et utal af skulpturer. De samme frodige kvinder, som også sås på trappebrønden og på soltemplet.

På vejen passerede vi en hestegang her dog med okser. Tilmed zebuokser, der eller skulle være hellige, men disse måtte arbejde for føden.

Hestegangen drev et såkaldt persisk vandhjul, men straks efter, vi var kørt, gik “vandmanden” hjem med “sine” okser. Vandhjulet var ren nostalgi, men tak for det. Nogen må have fortalt ham, at vi kom.

Jaipur
Byen ligger syd for Delhi og sydvest for Agra. Som Udaipur har byen en sø med et Søpalads samt et Citypalads. Desuden ligger der så i byens udkant endnu et palads, der består af mindst fem mere eller mindre sammenbyggede forter fra 1200-tallet. Hertil kan man vælge elefanttransport, men da min datter var der, var driften indstillet. En elefant for opadgående havde mødt en uven for nedadgående. Resolut havde den ene elefant skubbet den anden med læs af turister på ryggen ud over bjergsiden! Vi fik trods alt tilbud om elefanttransport og tog imod opad. På vejen ned valgte vi jeeps, idet vi kørte en omvej og beså ruiner af omgivende, opgivne byer, idet Jaipur er flyttet flere gange.

Byen havde i 1853 besøg af den britiske kejser eller rettere kejserindens gemal, prins Albert. I den anledning beordrede maharajaen byen kalket pink, der var velkomstfarve i Indien. Det er de officielle bygninger stadig, for påbuddet er aldrig ophævet.

Jaipur er sejrens by. Jai = sejr og pur = by på hindi. Byen er gammel, men det lykkedes omkring 1700 de lokal marajaer at vriste byen fra Aurangzeb. Maharaja Jai (sejr) Singh (løve) II, 1699 – 1749 interesserede sig for Ptolemæus og Euklid, Han indrettede desuden et observatorium både her og i Delhi, Agra og Varanasi med Ulug Beks observatorium i Samarkand som forbillede. Ulug Bek, 1394 – 1449 var efterkommer efter Timur  Lenk (Tamarlan) i Samarkand, vel verdens største morder i Usbekistan.

Noget af det første af Den pink By efter banegården var en af byportene. Meget smukt vedligeholdt. Der er ikke angivet alder, men vi er nok fremme i 1700-tallet?

Vindenes Palads i Jaipur i Rajastan i persiske stil fra 1799 i pink. Det er kun en facade uden meget bagved! men flot var det. Stort set hele den indre by var kalket pink, og mange sarier var også holdt i pink.

Vindenes Palads i Jaipur i Rajastan i persiske stil fra 1799 i pink. Det er kun en facade uden meget bagved! Men flot var det. Mange sarier var også holdt i pink.

Indiske kvinder i sarier kan vær smukke, navnlig sarierne. Her ses en fem stykker i rene og klare pastelfarver på gaden lige neden for Vindenes Palads. Jeg så også det vand, de vaskede sarierne i, og stadig begriber jeg ikke, at de kan få farverne så rene og klare i det vand.

Et par slangetæmmere. Der var fotoforbud på mændene eller på kobraerne, men det kunne omgås mod betaling, hvis man turde gå så tæt på slangerne, at man kunne ramme pengekassen.

Dele af paladset i Det gamle Jaipur. Ikke en klippeknold i området er her uden befæstning.

Transporten derop kunne foregå med elefanter.

Udsnit af paladsgårdens indre. Manden med tropehjælmen til venstre er en kendt opdagelsesrejsende, der dengang var over 80 og var taget med på turen, men nu med guide. Han var nu lidt svær at holde styr på. Ved siden af med front imod os står de indiske nygifte, der brugte vores tur til bryllupsrejse.

Ravsale og glassale rummede paladset. Både rav og glas var dengang sjældent. Glassene har nok gjort sig ved aftenbelysning fra olielamper?

Flere detaljer i glas.

Nedturen gik ad afveje gennem det opgivne Jaipur. Der ses murrester på bjergkammen i baggrunden.

Jaipur havde også et Søpalads, ikke så smukt som det i Udaipur, men måske så meget mere originalt. Vi stoppede kun på søbredden og kiggede ud og kørte igen, inden gadehandlernes horder kom ilende. Paladset hedder Jal Mahal og er fra 1735.

I Citypladset, hvor Vindenes Palads dannede facaden mod offentlig gade, var der en Diwan-i-Kas til audienser. Her ses både rød sandsten og pink kalk. Når flaget er på halv på maharajaens private bolig, skyldes det, at parlamentsformanden var død og blev kremeret den dag.

Paladset bestod også af et Pitam Niwas Chowk, hvor der var fire påfugledøre. Her en af dem. De var ret ens, men i hver sin nuance.

Centralt på sydsiden nær Vindenes Plads lå maharajaens observatorium Jantar Mantar. Hver planet observeredes fra hver sin sigteanordning bastant opmuret i sten. Helt ærligt forstod jeg ikke alt, og skiltene kunne jeg ikke læse, men imponerende så de ud både oppefra og nedefra.

New Delhi (og Old Delhi)
Som nævnt passerede vi Delhi fire gange, og de tre gange var vi på besigtigelse, og to gange overnattede vi i byen mellem to arrangementer. De andre gange overnattede vi i toget.

Som navnet antyder, var der både et Ny Delhi og et Gammelt Delhi. På stedet har der nemlig været bebyggelser i flere tusinde år, og der kunne remses en halv snes tidligere Delhi’er op. Vi så lidt af Old Delhi 1, 7 og 8. Vi var også i Det røde Fort og i Fredagsmoskeen, men da vi havde været i Agra, og pendanterne i Agra var flottere, fandt jeg ikke grund til at løse fotobillet i Delhi. Da pengemagerne så ville deponere min fototaske, slog jeg hælene i. Den hopper jeg ikke på. Måske var de ærlige, men jeg ville ikke løbe risikoen. Hvad det endte med, husker jeg ikke. Jeg mener, jeg beholdt min fototaske og var inde, men fornøjelse var ødelagt. Det hedder hos os: “Skik følge eller land fly!” Det burde gælde begge veje, og jeg var parrat til at fly for min mistillid. Hvem var det, der ikke stolede på hvem? Var min lukkede fototaske ikke garanti nok for, at jeg ikke ville fotografere her?

En af dagene var på egen hånd. Min datter havde givet mig en opgave i en smykkeforretning, og jeg havde et hængeparti fra gammel tid fra Pakistan i en gudeforretning samt nogle besigtigelser i Old Delhi. Jeg bestilte derfor en taxa og tilbød medkørsel uden beregning, dog til mine besøgsmål. Ingen tog imod. Mange deltagere slappede af på hotellet ved poolen. Vi kørte klokken 10, og vi var i byen 10.30. Var vi kørt klokken 8, sagde taxachaufføren, havde vi også været i byen 10.30!  Min chauffør var ret kvik til at finde p-pladser, og hvor der ingen var, satte han mig af og oplyste, at når jeg havde set, hvad jeg var kommet efter, skulle jeg springe på taxaen igen, når han kom forbi. Han kørte nemlig rundt om karreen, imens jeg så. Da vi var fremme ved gudeforretningerne, holdt han ved et værtshus i nabolaget, hvor jeg så kunne hente ham, når jeg var færdig.

En sidste ting gjorde indtryk. Jeg bad på vejen hjem og et stop et sted, hvor jeg kunne købe bananer og vand. Det var rigeligt for mig at leve af. Om aftenen fik vi et overdådigt måltid, så jeg fandt ingen grund til at sætte mig ind og spise for mere end 100 kroner eller hjemsøge nogle af de amerikanske underlødige affodringssteder. Jeg tror min chauffør kørte en lille omvej, og i en rendesten sad en gammel, tandløs morlille og solgte vand og bananer. Jeg bad om tre bananer og en flaske vand. Det ville være blevet 2,50 kr. Jeg havde imidlertid kun, hvad der svarede til 5 kr. Chaufføren spurgte, om det var i orden, så jeg betale dobbelt pris. De ekstra 2,50 kr kunne være for det smil, jeg fik. Man kan godt smile op til begge ører uden tænder. Jeg tror også chaufføren følte, at han havde gjort dagens gode gerning? Vandet var ok. Flere deltagere købte vand for billigt og opdagede, at de havde fået kloakvand på genbrugsflasker! Mange skar derefter hul i de tomme flasker, så flaskesamlerne ikke kun hente og genbruge dem.

Hvad jeg lavede resten af dagen, husker jeg ikke, men jeg har nok spist, sovet og gået lidt i haven inden middagen. Jeg mener, jeg indbefattet rigelige drikkepenge betalte ca. 60 kroner for turen.

En af besigtigelserne var krigsmindesmærket i New Delhi, India Gate, hvor mere end 70 000 indiske soldater, der faldt i Flandern, Øst- og Vestafrika under Første Verdenskrig, mindes. Siden er mindesmærket udbygget med minde om de indiske soldater, der er faldet i de efterhånden tre krige med Pakistan. Markeret var krigen i 1971. Buen er 43 meter høj.

I Sikhtemplet læses der konstant op af sikhernes hellige bog.

Frivillige fra menigheden var ved at gøre klar til aftenens fællesspisning.

Raj Ghat, hvor Gandhi og senere andre statsmænd var blevet kremeret. Guiden mente, at der var pyntet med tagetes og andre blomster, for vi var tæt på årsdagen for Ghandis kremering? Parlamentsformanden var dog også blevet kremeret dagen før. Måske her?

I Delhi havde Bahá’i religionen et smukt tempel bygget som en lotusblomst. Religionen er opstået 1844 i Iran, hvor det i dag er livsfarligt at være tilhænger. Religionen går kort sagt ud på ligeret, også mellem kønnene, foruden til jordens værdier, altså afskaffelse af fattigdom, afskaffelse af fordomme, indførelse af almindelig skolegang og så fred på jorden. Lutter gode intentioner, men den om freden kan våbenindustrien selvfølgelig ikke købe: Det er også let at finde modstandere af ligeret for kvinder, men programmet lød godt, og bygningen var usædvanlig smuk.

Varanasi
Et nattog bragte os frem til den hellige by, der tidlige i Vesten kaldtes Benares. Her løb den hellige flod, Ganges nord/syd, så morgensolen kunne skinne på vestbredden, hvor byen lå. Døde man her og blev kremeret her på bredden af Ganges, skulle man kunne undgå genfødsel, et mål for alle hinduer og buddhister i øvrigt også.

Jeg har hørt om bekendtes bekendte, der havde fået et sådant kulturchok i Varanasi, så de simpelthen havde forladt byen og var rejst hjem. Den historie har jeg for resten også hørt fra besøgende på badeferie i Goa. Hvad der her kan chokkere, ved jeg ikke, men jeg var selv berørt i Varanasi. Da vi her også havde en dag på egen hånd, tog jeg ikke ind til centrum. Jeg skulle ikke mere ind og gå i menneskemylderet og samtidig passe på ikke at falde i en åben kloak eller glide i en rotte og ikke blive bestjålet. Rotterne løb gladeligt mellem benene på mig i visse kvarterer. Kriminaliteten sagdes at være større her end i Delhi for eksempel.

Jeg har ikke mange billeder fra byen. Det var ikke til at komme på fotoafstand af templer og de kremerede ønskede ikke at blive fotograferede.

På min egen tur fandt jeg ud af, at hvert eneste sted en Gangesbiflod løb syd/nord kunne man indrette et Ghat, en kremeringsplads, og man gjorde det. Floden, jeg så, hed Varuna.

Først kørte vi med bussen så langt, den kunne kom ind mod centrum, eller vel at mærke komme derfra igen. Derefter skiftede vi til cyeltaxier.

Når så de trehjulede ikke kunne komme frem længere, måtte vi gå. Også det var svært, og man skulle jo ikke sakke bagud og blive væk. Længere fremme var der så smalt, at der ikke kunne fotograferes.

Tidligt om morgen, længe før gryet, sad vi i en båd på Ganges og sejlede forbi de mange kremeringssteder. Bådføreren oplyste, hvor og hvornår, der kunne fotograferes. Et Ghat kan være en lille plads til et ligbål samt en trappe ned til vandet. Brændet kunne være sandeltræ, der var det fineste og dyreste. Det dufter af røgelse. Et lille lager ses her på bredden.

Ligbål har jeg ikke billeder af. Det har vi nok ikke måttet. Billedet her er ret neutralt. Gad vide, om reklamerne gælder “bedemænd?” Et lille tempel er skredet i vandet.

Her var ikke fotoforbud. Ganges er fuld af syndere, der renser sig ved at dyppe sig i floden. Vi blev advaret mod overhovedet at røre vandet. Vi kunne blive ekstremt syge af den del af Ganges, hellig eller ej. Det indfødte må have stærke maver og tarme samt et formidabelt immunforsvar. Her er solen endnu ikke stået op.

Få år forinden kunne man også se Gangesdelfiner her, men de havde åbenbart ikke så stærkt et immunforsvar, som de badende. Skummet er organiske stoffer, som flodens vande har pisket op. I det fjerne ses skibsfart, men den lille sorte ø er en død ko eller muligvis en bøffel, for senere så vi nogle, der fiskede den op. Bådføreren oplyste, at alternativt troende fiskede de druknede hellige køer op og spiste dem, selv om det var strengt, strengt forbudt. Også de må have stærke maver, for særlig frisk kan den selvdøde ko næppe have været?

Buddha havde slået sine folder på egnen, og her ser ses lidt nord for Varanasi i Sarnath en stupa. Den var fra Guptariget i 500-tallet. En stupa er massiv bygget over et relikvie. En af Buddhas tænder eller noget fra en anden hellig.

I Sarnat stod også ruiner af et buddhistkloster sammen med flere stupaer og en kopi af Asokas løver fra 272 før vor tidsregning. De ses på pengesedlerne.

En to Rupees-seddel repræsenterende 40 øre dengang. Pilen peger på kong Asokas løver. Han kan googles, hvis du vil vide mere. Selv uden min mærkning med kopi var sedlen ugyldig, da der er hakker i kanten. At der er en hæfteklemme i og ofte masser af huller efter samme, gør intet, men skrankepaven tåler ikke manglende hjørner. Sådanne sedler fik vi gerne retur, men de var ikke til at komme af med igen.

Udsnit, hvor løverne ses. Som skulptur står de også i Delhi.

Et meget nyt buddhatempel opført 1929 – 31. Her var japanske fresker fra Buddhas liv, men vel at mærke også fra hans mange genfødsler. Det havde jeg ikke ses før, hvor freskerne sluttede ved hans død. Ingen kunne dog udlægge billederne for mig.

Darjeeling
Et nyt nattog skulle bringe os frem til Daljeeling nord for Kolkata mellem Himalaya og Bangladesh. Indien er her ned til 10 kilometer bred. Om natten kørte vi stærkt, men op ad formiddagen langsommere og langsommere. Til sidst holdt vi, og efter nogen tid kom der boder på perronen, men rejselederen sagde, at så længe de indfødte tøjrede boderne til træerne, var der ingen problemer. De kom først, hvis boderne blev tøjret til skinnerne og til toget.

Efter en stund listede vi af sted igen. Sporet var undermineret af Ganges. Vi mistede en hel dag her, men fik så andre oplevelser i stedet. Underligt at vandet er så ulige fordelt. Nogle steder er der 60 meter til grundvandet og vand tilførtes i tankvogne i bloktog, mens der andre steder var oversvømmelser.

Vi måtte havde fat i en bus for at komme til Darjeeling, for det sidste tog til Darjeeling var forlængst kørt. Det var mørkt, da vi beså en remise midt på banen.

I Darjeeling skulle vi blot bese den lille tofods bane, der i dag er Verdenskulturarv. Der faldt dog lidt andet af også. Jernbanefotoene findes i jernbanedelen, mens der her stort set kun ses andre kulturfotos.

Fra Darjeeling fløj vi tilbage til Delhi På vej til lufthaven blev vi udsat for et landevejsrøveri ved højlys dag. Bussen måtte støtte en hindufest, men fik så også udstedt kvittering, Gad vide hvad der var sket, hvis vi havde nægtet. Folkene ved landevejsspærringen så ret militante ud, og vi havde uden tvivl misset flyet, hvis vi havde været vanskelige.

Det var vel næppe en billig tur, men heller ikke ekstrem dyr, og jeg følte, at der var fuld valuta for pengene. Desværre kan togturen ikke lade sig gøre mere. Man kan ikke køre med metersportog mellem Delhi og Det arabiske hav. Måske der nu kører et tilsvarende tog på bredsporbanen?

Den raske krig i Afghanistan forsinkede hjemturen med det meste af en dag. Min togbillet hjem havde dato, og jeg nåede faktisk kun til Fredericia, så det sidste stykke til Kolding var på en udløbet billet. Lise havde også opgivet at vente og var kørt hjem igen, så det sidste stykke kostede også en taxa til nattakst. Det var før luftfarten hæftede for forsinkelser, men de ville vel også have henvist til krigssituationen og holdt på erstatningen.

Om den nedenfor omtalte fredsstele kan der læses mere her.

Solopgang i Himalaya. Over skyerne anes jordens tredje højeste bjerg, Kangchenjunga 8598 meter. Mt. Everest skulle også kunne ses her fra Tigerhill, men den holdt sig bag skyerne. En sådan tur ville jeg aldrig have taget selv, og i forvejen havde jeg set verdens nr. 1 – 3.

Lamaklostret i Ghoom. Til venstre anes toppen af fredsstelen, der kan læses om i andre indlæg.

Et andet klosterkompleks i Ghoom. Folkene her i Darjeeling var dels buddhister, dels af mongolsk afstamning som tibetanerne i modsætning til inderne, der er indoeuropæere.

Klostrets indgang med smalsportog.

Munkene var ved at dekorere indgangen.

Det lille tog i Darjeeling. Lokomotiverne har over hundrede år på bagen.

Også i Ghoom kørte toget gennem hovedgaden. Lokomotivet havde op til seks mands betjening. Forrest står to mand og hælder sand på sporene, så hjulene ikke spiller. En mand står i kulkassen og skover kul frem til fyrbøderen. Også er der selvfølgelig lokomotivføreren samt en togfører.

Bent Hansen 12. september 2013. Alle fotos fra 2001. Stærkt udvidet 8. marts 2018.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.