Indledning
For længe siden opdagede jeg, at alle det nordlige Tysklands mange, små højdedrag havde samme retning. De strakte sig alle fra nordvest mod sydøst. Først længere nede i Tyskland ligger højdedragene orienteret efter andre verdenshjørner. Det var først senere, at jeg konstaterede, at både Bornholm, De skånske Åse og Ringkøbing-Fyn højderyggen også have samme orientering som for eksempel Harzen. I starten slog jeg sammenfaldet hen med , at der vel var tale om rester af for længst nederoderede, gamle bjergkæder. Først for nyligt kunne jeg konstatere, at sagen var meget mere kompleks.
Det skandinaviske Grundfjeldsskjold
Det meste af Danmark er en del af et gammelt kontinent, Baltica allerede etableret i Prækambrium. Den sydlige del af Baltica revnede langs en bred sprækkezone fra Skagerak gennem Skåne ned gennem Østersøen gennem det daværende Baltica. Zonen kaldes Sorgenfrei-Tornquist-zonen, og den har også samme retning som Skånes åse og de nordtyske højdedrag. Baltica syd for zonen sank flere steder mange kilometer ned. Bornholm ligger stedvis i godt 150 meters højde, mens Rønnegraven i Østersøen lige uden for Rønne når tre kilometers dybde. De højeste punkter af Ringkøbing-Fyn højderyggen når op til omkring 800 meter under Fyns overflade. I gennemsnit er Danmark sunket omkring frem kilometer.
De skånske Åse
De skånske Åse var ikke, som jeg umiddelbart troede, foldebjerge. Indsynkningen langs Sorgenfrei-Tornquist-zonen skete i spring langs mange parallelle brudlinjer. De enkelte blokke væltede og kom til at stå skævt, så det højeste del af blokken ragede op som noget, der lignede en bjergkæde. Således Kullen, Söderåsen og Romeleåsen for nu at nævne de nærmeste.
Harzen
Harzen er en horst. Da et syd for liggende stort fastland, det senere Afrika i flere omgange nærmede sig Baltica, blev der godt nok opfoldet bjerge, men andre steder blev blokke presset i dybet, mens andre blokke pressedes i vejret som for eksempel Harzen. De omliggende lag rejstes med oppresningen også op på højkant, og særlig modstandsdygtige lag står i dag tilbage som noget, der ligner bjergkæder som Teufelsmauer i Nordøstharzen. 
Weserbergland
Ved sammenpresningen som følge af det fremmede fastlands tryk kom nogle lag i Mellemtyskland til at ligge skrå. Erosionen kunne fjerne nogle mindre modstandsdygtige lag let, men mere hårde lag stadig rager op som nu Wesergebirge og Wiehengebirge, hvor jeg tilbragte en uge i 1995.
Det var således tre forskellige dannelsesmåder for noget, der for mig umiddelbart havde lignet gamle foldebjerge.
Salzgitterhøjdedraget
En bjergkæde nord for Harzen, Salzgitter højdedraget, har også længe undret mig, men man kan jo bare google bjergene en for en for at få en forklaring. Salzgitterhøjdedraget undrer ved at have retningen nord-syd, men dette højdedrag skyldes en langstrakt salthorst.
Helmstedtområdet
Endnu en langstrakt salthorst ligger syd for Helmstedt lige omkring den gamle tysk-tyske grænse. Her har revnen den rigtige retning, nordvest-sydøst. Noget markant højdedragt blev det dog ikke til, et par indsynkningen på begge sider af spalten vandfyldtes og heri aflejredes organisk materiale, der blev til to langstrakte brunkulsforekomster, der udnyttes af Brauschweigische Kohlen Bergewerke, BKB. En morgen i 1949 opdagede ledelsen, at der tværs gennem en af graven var rejst et hegn. Maskinchefen måtte nu tælle materiel op, og ved adskillige lokomotiver og gravemskiner strege og skrive “Ostzone!” Østdelen var den største men kraftværket i Harbke og briketfabrik med videre i Völpke. Begge dele af BKB lukkedes kort efter DDRs fald. Den vestlige del var allerede under afvikling.
Ackeren
Ackeren i Harzen undrede mig også på grund af dens afvigende retning, men også her er der en forklaring. Se Ackeren.
Råstoffer
Mange af disse små højdedrag også dem i Skåne rummer mineraler. Skåne således jurakul. I Harzen var der næste alt lige fra guld, sølv og værdimæssigt nedefter. Ellers kul, jernmalm og ildfast juraler. Her var Bornholm med, mens Salzgitterhøjdedraget rummede temmelig store jernforekomster, godt nok svovlholdige, så det først kunne udnyttes under Det tredje Rige. Hvor Antracitkullene i Ibbenbüren stammer fra, har jeg endnu til gode at finde ud af.
Minedrift i Weserbergland
Wesergebirge rummer både kul, jernmalm og fint ler ganske som i Höganäs i Sverige eller på Bornholm, bortset fra, at der her også er flere forekomster af jermnalm. De brydningsværdige mineraler er fra Kridttidens første underperiode Wealden og fra hele Juratidens tre underperioder, Malm, Dogger og Lias, som tyskerne ofte meget malerisk kalder Den hvide, Den brune og Den sorte Jura. Ikke alle lag er dog så tykke, at brydning har kunnet betale sig.
Det var en jernmalmsforekosmst fra Underste Malm, Den hvide Juras yngste perioder, jeg besøgte. Stedet var Besucherbergwerk Kleinenbremen. Desuden har jeg besøgt nogle af forekomsterne for ildfast ler, dog uden at kende deres plads i det geologiske tidsskema. Da jeg her ikke var alene, måtte jeg nøjes med at koncentrere mig om fabrikken og den industribaner.
Bent Hansen 24. januar 2014.