Tre tørveværker i Pårup Mose

Indledning
Ved Engesvang ligger to moser. Den ene, Pårup Mose ligger mellem banen Skanderborg – Skjern og hovedvejen Vejle – Viborg. Mosen strakte sig fra Engesvang i nord til Pårup i syd. En endnu større mose lå nordøst for Engesvang omkring Bølling Sø, der i 1800-tallet afvandedes. Efter tørven er afgravet, er søen delvist genoprettet. Foruden i Engesvang var der station i Moselund et par kilometer øst for Engesvang. Moselund lå bedre for moserne, så i mange år var Moselund den største station.

I moserne kendes et halvt hundrede tørveværker. En af de første forskere på egnen tegnede værkerne ind på et kort og gav dem numre, først med alfabetets bogstaver og, da disse var opbrugte, med tallene op til 20. Dertil kommer nogle ukendt værker eller værker, hvor oplysningerne kan vise sig at dække allerede kendte værker.

I dette indlæg beskæftiger jeg mig med tre af værkerne. Alle beliggende i Pårup Mose. De to hed eller snarere kaldtes Speghøjværket, mens det tredje blot kaldtes Strøelsesfabrikken. Forskergruppen, jeg har deltaget i, kalder dem værk S, T og Y. Desværre tyder en del rettelser på, at forskerne har rodet slemt rundt i dataene for de to Speghøjværker. De har måske spurgt om det ene Speghøjværk, og den adspurgte gamle arbejder eller fabrikant har måske svaret med oplysninger om det andet?

Jeg kan ikke mere skille det ene værk fra det andet. Enten har værkerne til dels haft samme ejere, hvilket er sandsynligt eller også er ejerforholdene blevet blandet sammen, hvilket også er sandsynligt. Jeg vil derfor for visse tekstafsnit tage forbehold over for ejerskaberne. Kun hvor jeg selv har set værket, er jeg sikker på, hvilket Speghøjværk, mine oplysninger dækker. Jeg husker nemlig kun at have set det ene Speghøjværk. Da jeg vandrede i moserne, var der sandsynligvis kun svage spor for eksempel efter en brød af det andet værk.

I følge mine notater har jeg fået oplyst, at det ene Speghøjværk lå 300 meter sydøst for Gammelskovgård. Et nutidigt kort afslører imidlertid, at det ene værk (T) lå 700 meter nordøst for Gammelskovgård, mens det andet (S,) som jeg har besøgt, lå 350 meter nord for værk T.

Speghøjværket. Værk T
I folkemunde kaldtes værket Speghøj, selv om ejeren gerne så det kaldt Gammelskovgårds Værk. Værket lå i Pårup Mose 700 meter nordøst for Gammelskovgård. Det var startet 1940 formentlig af ejeren af Gammelskovgård. En vognmand Petersen i Pårup er også nævnt som første ejer. Også Johannes Poulsen, Engesvang er nævnt, men streget igen. Værket lå i kanten af Pårup Mose for enden af en markvej udgående fra Hovedvej 13, Vejle – Viborg overfor Egedalgård et par hundrede meter nord for 56 kilometerstenen.

1940 – 45 producerede værket tørv, men herefter kun strøelse. Værket var et fast værk, både så længe værket producerede tørv og senere som strøelsesfabrik. Drivkraften var motor og senere elektricitet. Ejerforholdene fra 1944 er identiske for begge Speghøjværker, og jeg kan ikke afgøre til fordel for den ene eller den anden opfattelse. Måske er de også rigtige begge to? I 1944 købtes værket af Vilhelm Løhde. Muligvis i 1947, muligvis først i 1956 blev det overtaget af Henning Jespersen & Åge Christensen.

Der er ikke oplysninger om bane. Værket kunne i 80’erne svagt spores. Hvis jeg har været på stedet, erindrer jeg det ikke.

Speghøjværket. Værk S
Værket kaldtes også Ernst’ Speghøjværk. Det var et fast værk i modsætning til de transportable værker, der er lidt sværere at afsætte på et kort. På Hovedvej 13 omkring 100 meter syd for 51 kilometerstenen fører en sidevej mod øst ud i mosen, hvor der ligger en bebyggelse på mosekanten. Den næste vej omkring 200 meter syd for 51 kilometerstenen førte ud til værket. Værket var grundlagt af 1914 af Chr. Ernst, der ejede det til 1944. Han forpagtede det ud i tre sæsoner, en til Jens Ernst, en til Carl Ernst og en til Hans Løhde. 1944 blev Vilhelm Løhde ejer. 1955 blev værket overtaget af Åge Christensen og Henning Jespersen, der producerede strøelse. Fra 1962 var Åge Christensen alene om værket. Driften sluttede i 1966. Dog kørte værket formentlig i en periode omkring 1983 stadig med Henning Jespersen som ejer. Ejerkredsen var involveret i mindst fire andre værker på egnen.

Drivkraften var en stationær dampmaskine indtil 1919. Derefter anvendtes lokomobil. I 1918 købte værket Marshall 13102/1885. Den solgtes dog samme år. Vilhelm Løhde, der kom til i 1944, benyttede en sporkørende gravemaskine, men da værket skiftede ejere i 1955 udrangeredes den straks. Hans Henriksen, Moselund Tørveværker var imidlertid interesseret i den og byttede sig til den med en Kramper & Jørgensen Gideom råolimotor 8686 på 36 hk. Denne type motorer byggedes fra 1906, men så gammel var Moselundgårds maskine næppe. Den stammede i øvrigt fra firmaets såkaldte Store Værk, der også kaldtes Søværket. Motoren stod stadig på værket, da jeg var der i 1979. Den var egentlig beregnet til kystfiskerbåde og var encylindret med stort svinghjul.

Ved ejerskiftet i 1955 var værket i stærkt forfald. De nye ejere næsten nybyggede værket fra grunden. 1960 blev banen opgivet til fordel for gummihjul. Der var i 1960 omkring 500 meter bane mellem mose over værk til læggeplads. Sporvidden var 600 mm.

 

 

 

Moderniseringen i 1956 omfattede også motorlokomotivet, der allerede var i behold. Lokomotivet var fra nyt formentlig bygget af forhåndenværende dele af smed Hesel i Moselund. Undervogn og det nye vendegear var enten fra Nagbøl, eller det var dele fra en Nagbøl eller bygget med skelen til en Nagbøl konstruktion. Motoren var en Ford A, men det var den fjerde motor i Henning Jespersen tid. Gearkassen var den ottende, idet folkene i mosen var hårde ved tingene. Smed Hesel i Moselund reparerede ikke bare lokalt tørveværkernes materiel herunder lokomotiver, men han mere eller mindre nybyggede eller ombyggede også adskillige lokomotiver. På egen var der tradition for lokomotivbygning. Også Moselundgåds smede havde bygget mere end et damplokomotiv ud fra forhåndenværende dampkedler.

Grisen, som sådanne små motorlokomotiver lokalt kaldtes, købtes 1983 af Bjarne Steen Jensen, Funder – Nørhede Banen fra Jespersen (Henning Jespersen eller sønnen, Asger Jespersen,) hvor det stadig stod i mosen, efter ikke at have været i drift siden 1960. Ælteværk, spor med mere stod der stadig. Bjarne Jensen har efter anvisninger fra Jespersen og de spor, der var synlige, restaureret lokomotivet så tæt på originaludseendet som muligt. Ved købet havde det ikke førerhus, men det har det nu.

Vognene var toakslede kassevogne af egetræ. Der ses tre på fotoene, men der kan have været flere. Vognene var tørvevogne. Dyndvogne ses ikke. Allerede omkring 1960 ses en til dyndvogn ombygget lastbil på læggepladsen.

Tilsyneladende havde man på et tidspunkt købt vandbeholderen fra Tollundværket til at forsyne ælteværket med vand. Vandbeholderen, sagde man, stammede fra Moselund Stations vandtårn.

Et foto viser i 1918 spor med seks tipvogne læsset med tørvedynd. Trækkraften var to heste. Et foto fra omkring 1930 viser en tørvevogn trukket af en hest.

 

 

 

 

 

 

 

 

Strøelsesfabrikken. Værk Y
Fabrikken lå ud til Vejle – Viborgvejen lidt nord for Pårup, men lige syd for 56 kilometerstenen.

Denne virksomhed, som i dens senere år blot kaldtes strøelsesfabrikken, startede i 1917 som Paarup Mosebrug etableret af Fyns Kulindkøbsforening, Odense.

Tørvene i Pårup Mose havde ikke Hedeselskabets bedste analyse, så der fremstilledes i de mange første år kun strøelse.

I foråret 1941 besluttes det at starte produktion af æltetørv under ledelse af formand V. Hansen. I marts indkøbes der til værket følgende ting:
1 Nagbøl ælteværk
8 nye dyndvogne på 2 m³.
1 lokomotiv med Ford motor
250 meter 10 kg/m skinner.
Sporvidden var 600 mm.

Allerede i november 1941 besluttes det at stoppe produktion af æltetørv og afhænde værket. Værket bliver annonceret til salg i Jyllands-Posten 21. november 1941. I forbindelse med årsskiftet 1941/42 overtager Moselund Tørvefabrikker Paarup Mosebrug med tilhørende maskinpark. I november forsøger Fyns Kulindkøbsforening at sælge de sidste æltetørv. De reklameres som fuldstændig tørre og stående i stak. Adressen blev opgivet til Engesvang Station. Fabrikken havde telefonnummer 66.

Et par måneder senere averteres fabrikken til salg. Her pointeres det, at alt er nyt, idet fabrikken har gået mindre end et år. Beholdningen er 8 gravvogne og 250 meter 10 kg/m spor. Ganske som der er købt. Henvendelse kan ske til formanden eller på en adresse i Engesvang eller snarere på Pårup Hede. I forbindelse med overtagelsen søger formanden nyt arbejde.

I sommerperioden mellem maj og august kunne der være op til 100 personer beskæftiget i mosen med at grave og skære tørveklyner.

I 1946 købes 2 store træbarakker fra Karup Flyveplads, som var opført af tyskerne under krigen. Disse bygges til fabrikken i hver ende. Den nordlige brugtes til oplagring af strøelsesballer i grovkvalitet og den sydlige brugtes til oplagring af baller i fin- og mellemkvalitet.

I 1953 produceres de sidste æltetørv. Svend Jensen som er startet på værket i 1943 bliver ny formand og afløser Carl Christensen. Der er nu kun produktion af tørvestrøelse. Man har 6 mand beskæftiget foruden formanden. Grisen kører ca. 8 ture mellem mosen og værket hver dag. I sommer perioden arbejder der ca. 25 personer i mosen. Moselund Tørvefabrikker opfører 1961 et nyt stuehus med eget tankanlæg på grunden tæt på den gamle forvalterbolig.

I 1967 køber et gartnerkonsortium bestående af 4 gartnerier, et fra Esbjerg, to fra Fyn, samt et fra Midtjylland produktionen af strøelse. Der fremstilles nu pottemuld og spagnum. Dette år er der stadig 7 mand fastansat på værket, men det er svært at holde på dem og økonomien. Der overvejes større mekanisering i mosen, men i 1971 ophører produktionen helt på værket.

I 1978 kom jeg forbi og fandt rester af banen sammen med et lokomotiv inde i fabrikshallen samt undervognen til yderligere et lokomotiv hensat udenfor. Der fandtes rester af mindst seks trævogne til tørv.

I 1988 blev fabrikkens tre træhaller og de to murede bygninger nedrevet. I 1991 slettedes de sidste spor af fabrikken, idet den oprindelige forvalterbolig i træ blev revet ned.
I 1992 overgives en bevaret balle presset på fabrikken til det lokale museum, og i 2008 bliver grisen og 2 af de oprindelige dyndvogne solgt til Blæsbjergbanen. De havde siden nedrivning stående i containere.

Lokomotiver
I 1941 i forbindelse med ejerskiftet averterer Fyns Kulindkøbsforening, Odense et lokomotiv med en 30 hk Fordmotor og valgfri sporvidde 600 eller 700 mm til salg.

I 1978 stod inde i hallen på et spor et lokomotiv og to vogne. Udenfor stod undervognen til endnu et lokomotiv. Banen var nu målt på landkort omkring 1 kilometer lang. På gårdspladsen var der et omløbsspor med to skifter.

 

Lokomotivet i hallen noterede jeg dengang som indholdende dele af et formentlig Willemoes-lokomotiv.

 

Bent Hansen 31. oktober 2013.

Kilder
E. Boilesen
Peter Brøndum Nielsen
Peter Andersen
Bjarne Steen Jensen
Tommy Madsen
Midtjyllands Avis 28.08.1969.
Jyllands-Posten 14.10.1941.
Jyllands-Posten 06.12.1941.
Jyllands-Posten 14. og 17.01.1942.