Tørveværker og tørvebaner omkring Bøllingsø. II

Del II. Afsnittene fra Brødrene Frank til Henry Märcher

BRØDRENE FRANK
Stenholt

Brødrene havde to værker, der havde driftstid 1935 – 60. Det ene hed Det nordlige Værk, og det andet hed Det sydlige Værk. Begge gav Boilesen betegnelsen Værk 1 på sit oversigtskort.

Det nordlige var lokomobildrevet. Flere lokomobiler afløste hinanden, og det sidste er senere havnet på Hjerl Hede, hvor jeg så det i drift 1979. Der var data på det under Grøndalsgaardværket, værk 3, tilhørende Rasmus Andersen. Det sydlige værk havde motor. Værkerne havde bane med sporvidden 600 mm med hestedrift. Vognene havde akselkasser mærket Spøer, Middelfart. I 1982 var bygningerne delvist styrtet sammen, men der lå stadig adskillige rester af værkets maskineri.

Det sydlige værk havde de samme data som det nordlige. Det var dog periodevis bortforpagtet til Axel Rasmussen, Kragelund. Værket var fjernet inden 1982.

Svend Guldvang besøgte stedet allerede i 1974. Her er uddrag af hans rapport om besøget. Banerne ved de to værker var identiske med ca. 600 m bane i 600 mm sporvidde. Ved værket var der et omløb. Skifterne havde her fjedrende tunger. Det ene skifte var således retstillet, men det andet var stillet til den krumme gren. Det var således muligt for to tog at krydse hinanden, uden at skifterne skulle røres. Sporet ved tørveælteren rummede to vogne. I graven var der to spor i vifteform, og de flyttedes efter behov. Ved besøget 11 år efter lukningen resterede kun under ti meter spor ved værket. Resten var fjernet, men tracheen var stadig tydelig for det nordlige værks vedkommende, mens sporet ved det sydlige værk endnu lå i fuld udstrækning. Trækkraften var som nævnt heste. Der var tre stammer á to vogne til rådighed. Det ene tog læssedes på et givet tidspunkt i graven, mens det andet tog var undervejs, og det tredje tog aflæssedes ved værket. Krydsning var mulig på omløbet ved værket og i graven, hvor togene kørte ind på henholdsvis det ene og det andet gravspor.

I 1979 udtalte Frank, at han muligvis ville i gang igen med tørveproduktionen. Det skete dog næppe, og 1982 var der kun forfaldne rester af Det sydlige Værk tilbage.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Peter Brøndum Nielsen.
Svend Guldvang.

FYNS KULINDKØBSFORRETNING
Odense

Fabrikken kaldtes også i daglig tale for Strøelsesfabrikken. Fabrikken ses på Boilesens kort med betegnelsen Værk Y. Fabrikken lå ud til Vejle – Viborgvejen lidt nord for Paarup, men lige syd for 56 kilometerstenen. Fabrikken startede som Paarup Mosebrug, og under skiftende navne var driftstiden 1917 – 1971. I dens senere år kaldtes den blot Strøelsesfabrikken. Tørvene i Pårup Mose havde ikke Hedeselskabets bedste analyse, så der fremstilledes i de mange første år kun strøelse.

I foråret 1941 besluttes det at starte produktion af æltetørv under ledelse af formand V. Hansen. I marts indkøbes der til værket følgende ting:
1 Nagbøl ælteværk.
8 nye dyndvogne på 2 m³.
1 lokomotiv med Ford motor.
250 meter 10 kg/m skinner.
Sporvidden var 600 mm.

Allerede i november 1941 besluttes det at stoppe produktion af æltetørv og afhænde værket. Værket bliver annonceret til salg i Jyllands-Posten 21. november 1941. I forbindelse med årsskiftet 1941/42 overtager Moselund Tørvefabrikker Paarup Mosebrug med tilhørende maskinpark. I november forsøger Fyns Kulindkøbsforening at sælge de sidste æltetørv. De reklameres som fuldstændig tørre og stående i stak. Adressen blev opgivet til Engesvang Station. Fabrikken havde telefonnummer 66.

Et par måneder senere averteres fabrikken til salg. Her pointeres det, at alt er nyt, idet fabrikken har gået mindre end et år. Beholdningen er 8 gravvogne og 250 meter 10 kg/m spor. Ganske som der er købt. Henvendelse kan ske til formanden eller på en adresse i Engesvang eller snarere på Pårup Hede. I forbindelse med overtagelsen søger formanden nyt arbejde. Blandt effekterne, der var til salg i 1941, var et motorlokomotiv med en Ford-motor på 30 hk. Sporvidden blev opgivet til både 600 og 700 mm. Det pointeres, at en eventuel køber skal flytte værket.

Næsten enslydende annoncer ses også i pressen, men underskrevet af Herluf Ammitzbøl Nielsen. Måske har han virket som formidler ved salget, måske og snarere var han grundlægger af tørveværket fra 1941?

I sommerperioden mellem maj og august kunne der være op til 100 personer beskæftiget i mosen med at grave og skære tørveklyner.

I 1946 købes 2 store træbarakker fra Karup Flyveplads, som var opført af tyskerne under krigen. Disse bygges til fabrikken i hver ende. Den nordlige brugtes til oplagring af strøelsesballer i grovkvalitet og den sydlige brugtes til oplagring af baller i fin- og mellemkvalitet.

I 1953 produceres de sidste æltetørv. Svend Jensen som er startet på værket i 1943 bliver ny formand og afløser Carl Christensen. Der er nu kun produktion af tørvestrøelse. Man har 6 mand beskæftiget foruden formanden. Grisen kører ca. 8 ture mellem mosen og værket hver dag. I sommerperioden arbejder der ca. 25 personer i mosen.

I 1955 er der nu kun produktion af tørvestrøelse. Man har 6 mand beskæftiget foruden formanden. Grisen kører stadig ca. 8 ture mellem mosen og værket hver dag. Kidmose, i kilden kaldet Casto Kimose, kører motorlokomotivet.

I 1961 opfører Henriksen fra Moselund Tørvefabrikker, der ejer værket, et nyt stuehus med eget tankanlæg på grunden, tæt på den gamle forvalter bolig.

I 1967 køber et gartnerkonsortium bestående af 4 gartnerier, et fra Esbjerg, to fra Fyn, samt et fra Midtjylland produktionen af strøelse. Der fremstilles nu pottemuld og spagnum. Dette år er der stadig 7 mand fastansat på værket, men det er svært at holde på dem og økonomien. Der overvejes større mekanisering i mosen, men i 1971 ophører produktionen helt på værket.

Rester af værket
I 1988 blev fabrikkens tre træhaller og de to murede bygninger nedrevet. I 1991 slettedes de sidste spor af fabrikken, idet den oprindelige forvalterbolig i træ blev revet ned.

I 1992 overgives en bevaret balle presset på fabrikken til det lokale museum, og i 2008 bliver grisen og 2 af de oprindelige dyndvogne solgt til Blæsbjergbanen. De havde siden nedrivningen stået i containere på grunden.

Lokomotiver
I 1978 stod inde i hallen på et spor et lokomotiv og to vogne. Udenfor stod undervognen til endnu et lokomotiv. Der var rester af mindst seks vogne til tørv. Banen var nu målt på landkort omkring 1 kilometer lang. På gårdspladsen var der et omløbsspor med to skifter.

Et af lokomotiverne fra værket er bevaret. Det står i dag på en havebane nær Give. Da jeg genså det, var motoren køreklar.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Peter Brøndum Nielsen.
Peter Andersen.
Bjarne Steen Jensen.
Tommy Madsen.
Midtjyllands Avis 28.08.1969.
Jyllands-Posten 14.10.1941.
Jyllands-Posten 21.11.1941.
Jyllands-Posten 06.12.1941.
Jyllands-Posten 14. og 17.01.1942.
http://www.smalspor.dk/⇒ Smalsporede industribanelokomotiver ⇒ Lokomotiver ⇒ 235.

ANKER GELIUS
Klosterlund

Værket var drevet af en hestegang og lukket før 1930. Det er fået betegnelsen Værk 2 på kortet.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.

JENS HAARUP
Moselund
Tlf. 32

Jens Haarup er først kendt som lokomotivfører på Phønix og senere som tørveproducent fra Værk 7, Værk L og Værk O, men på ingen af værkerne kunne Jens Haarup i 1946 tænkes at stå bag en sådan annonce, som nedenstående. Dels eksisterede værket i 1946 ikke mere, eller Jens Haarup var i 1946 ikke eneejer. Måske solgte han på vegne af partnerne, selv om jeg ikke er i stand til at udpege et værk. Der er også den mulighed, at Jens Haarup drev endnu et værk, som jeg ikke kender?

Spor og ledninger. 300-400 m svelle 7 kg spor samt eventuelt nogle 5 kg spor og ca. 1 km lavspændingsledninger (kobber) med tilhørende 2 kraft installationer samt eventuelt 3 motorer sælges. Henvendelse til tørvefabrikant Jens Haarup, Moselund, Engesvang. Telf. 32.

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Jyllands-Posten 20. – 21.08.1946.

AXEL HANSEN

Værket havde på Boilesens kort betegnelsen Værk M, og det var i drift i perioden fra før 1918 til sæsonslut 1952. Værket var lokomobildrevet indtil 1948, men denne erstattedes så af en dieselmotor, som dog ikke fungerede, hvorefter der installeredes elektricitet.

I 1918 købte M. P. Christensen og Jørgen Kjærsgaard i fællesskab værket af bestyrer Frederik Henriksen på Moselundgård. Der købtes derefter 8 tdr. land mose af Phønix. Senere blev M. P. Christensen eneejer af værket, indtil han i 1930 solgte det til Axel Hansen. I følge anden kilde er værket først anlagt 1928/29 og solgt igen 1932.  I 1941 solgtes værket til Hans Henriksen, Moselundgård, som 1947 solgte til Kruse Hansen og Bækgaard-Andersen for 30 000 kr. Disse tilkøbte to tdr. land af Hans Henriksen og fortsatte produktionen til 1952.

Der er ingen oplysninger om bane, men en sådan menes at have eksisteret, og den var hestedrevet.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.

KRUSE HANSEN OG BÆKGAARD-ANDERSEN

Værket havde på Boilesens kort betegnelsen Værk M og er behandlet under Axel Hansen ovenfor.

PETER HANSEN
gårdejer
Elling Mosegaard pr. Funder Station
Tlf. Engesvang 13

Værket kendes kun fra pressen, hvor det nævnes første gang i 1911, og sidste gang i 1924, hvor firmaet tilsyneladende afvikledes.

I 1911 nævnes i pressen: Ulykkeserstatning. I henhold til Ulykkesforsikringsloven af 7. januar 1898 er der tilkendt arbejdsmand Peter Enevoldsen, Funder Kirkeby, som den 4. august 1910 kom til skade under arbejde for Elling Mosegaards Tørvefabrik, idet han beskadigede den ene fod ved at træde op på en tipvogn, en erstatning af i alt 1,248 kr., hvilket beløb er udredet af Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring, hos hvem tilskadekomnes arbejdsgiver har tegnet forsikring for sine folk.

Afviklingen omtales således: Til salg. En dampmaskine, så god som ny, 1 dampkedel, 1 tørveælter med pumpe, elevatorkæde, spiltræk og andet tilbehør, 12 stk. tipvogne og en del spor. Kan eventuelt byttes med landbrugsmaskiner. Gdr. Peter Hansen, Elling Mosegaard pr. Funder st. Tlf.nr. 13 Engesvang.

Pressen nævner også en auktion over løsøre og ejendom, men uden detaljer ud over betegnelsen Elling Mosegaard, Funder.

Kilder og litteratur
Jyllands-Posten 31.10. og 05.11.1924.
Silkeborg Avis 20.09.1911.
Silkeborg Avis 21. og 27.06.1924.

SØREN HANSEN
Engesvang

Et tørveælteværk med hestegang, spor og tipvogne, brugt, men godt, er til salg hos Søren Hansen, Engesvang.

Kilder og litteratur
Silkeborg Avis 26. og 28.01.1916.

PETER HENRIKSEN og EMIL CHRISTENSEN
Engesvang

Værket havde betegnelsen Værk 18 på kortet, og det var i drift 1942 – 46, og trods den korte driftstid skiftede det ejere flere gange. Værket kunne ikke 1982 ikke spores mere.

Der er ingen oplysninger om bane.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.

EINAR HESSEL
Engesvang

Einar Hessel behøver ikke være tøveproducent. Måske var han blot tørvehandler eller brændselshandler. Måske var han også smed i Engesvang? Se næste post. Firmaet averterede således i henholdsvis 1915 og 16:

Tørv! Tørv! 500.000 gode, tørre skæretørv nr. 2 er til salg hos Einar Hessel, Engesvang st.

Tørv! Tørv! Bestillinger modtages på levering af skæretørv til kommende sæson. Einar Hessel, Engesvang.

Kilder og litteratur
Jyllands-Posten flere annoncer begyndende 15.06.1915.
Jyllands-Posten 15.04.1916.

L. HESEL
Moselund

senere
L. HESEL OG SØNNER
Moselund

Værket havde betegnelsen Værk O og var i drift fra 1921 til først i 50’erne. Det kaldtes åbenbart også Østermosegård. Det var et motordrevet værk. Værket flyttedes i sine senere år mod sydøst, hvor der var mere tørvejord af få. På et tidspunkt efter Phønix var lukket, forpagtede Jens Haarup værket, men da var den tilgængelige tørvejord for lille til en økonomisk forsvarlig produktion, så Jens Haarup købte derfor tørv hos Kruse Hansen og Bækgaard-Andersen på værk M.

Smeden i Moselund hed også Hesel. Sønnen Ejnar Hesel var den første formand for den nystiftede Foreningen af jydske Tørveproducenter. En anden søn hed Elias Hesel og en tredje Axel Hesel.

Det vides kun, at værket var motordrevet.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Peter Brøndum Nielsen.

J. J. HESSELLUND
Charlottenlund
pr. Moselund

Om der på arealerne produceredes tørv, vides ikke, men Charlottenlund var en større gård i Kragelund, og J. J. Hessellund var ejer 1904 – 13. Før 1904 havde han været forpagter. Han kendes fra avisannoncer, der meddeler følgende: En god og rentabel landejendom med teglværk til salg. På grund af svækket helbred er min ejendom ‘Charlottenlund’ med tilhørende teglværk til salg. Gården, som er beliggende ca. 1½ mil fra Silkeborg og 1 mil fra Kjellerup, har et areal af 250 tdr. land; deraf ca. 50 tdr. land skov, 10 tdr. land tørvemose, resten fortrinlig agermark. Gode, grundmurede bygninger, herskabelig hovedbygning, 1. klasses besætning, gode avlsredskaber. Ejendommen kan købes forholdsvis billig og af en solid køber med en mindre udbetaling. Ejendommen egner sig godt til udstykning. J. J. Hessellund, Charlottenlund pr. Moselund.

Hessellund fik ikke solgt før 1913. I 1917 blev gården udstykket som husmandsbrug. Teglværkets og mosens beliggenhed kendes strengt taget ikke, men en beliggenhed omkring Klosterlund ville passe godt. Der er heller ingen oplysninger om bane hverken i mosen eller på teglværket.

Kilder og litteratur
Nettet.
Jyllands-Posten 01. – 03.02.1911.

SØREN HOLM
Frederiksdal

Under første verdenskrig havde Søren Holm et transportabelt værk, der med tre mand og to heste i 1917 præsterede 300 000 tørv.

Kilder og litteratur
Hedeselskabets Tidsskrift ? 1918.

CLAUS CHRISTIAN GINNERUP JENSEN
tørveproducent
Skørring pr. Mørke

Ingen dato er angivet i kilden, men notatet lå i mappen Tørvelån for 1943.
Notat på omslaget: lokomobil og tipvognsspor. Produktion af tørv på ejendommen matr.nr. 2l m. fl. Paarup by, Engesvang sogn.

Kilder og litteratur
Peter Andersen
Det danske Hedeselskab – Tørvelån 256.

HARRY JENSEN
Elbæk

Se A. P. Ladefoged.

J. JENSEN
smed
Engesvang Station
Telefon nr. 29

J. Jensen kendes fra nogle annoncer om salg af materiel. Han kunne være tørveproducent, men han kunne som smed også blot skulle sætte materiellet i stand for en kunde og derefter sælge det? Tilsyneladende er der materiel fra adskillige tørveværker, hvis ikke sælgeren har været på indkøb andet steds? Følgende var til salg:
1 stk. lokomobil, 5 HK, som ny,
1 stk. lokomobil, 8 hk, som ny,
1 stk. petroleumsmotor, 12 hk,
1 stk. petroleumsmotor, 2 hk,
1 stk. råoliemotor, 8 hk,
6 stk. tipvogne, sporvidde 600 mm,
600 m spor,
1 sæt teglværksmaskiner
1 så godt som nyt tørveælteværk til 60 000 tørv daglig med 3 gravvogne og alt tilbehør sælges billigt.
Smed J. Jensen, Engesvang Station. Telefon nr. 29

Der omtales også en maskinist ved navn J. Jensen. Efter telefonnummeret at dømme omtales J. Jensen senere som nedenstående J. C. Jensen.

Kilder og litteratur
Jyllands-Posten 04. og 06.02.1920.

J. C. JENSEN
Engesvang

Også denne kunne være tørveproducent. Som ejer af et lokomotiv burde vi kende ham? Han havde i 1916 følgende salgsannonce: sælges: 1 stk 10 hk lokomotiv, 12 atm., 700 mm. Kan ombygges til 600 mm. J. C. Jensen, Engesvang St.

Det kunne lyde som et Esbjerg-lokomotiv, men sælgeren J. C. Jensen er ukendt.

I 1918 var han ude igen: Til salg. 1 ælteværk med elevator, dyndbeholder, ophalerspil, remme og forlagstøj, 1000 alen spor, 3 gravvogne, 1 dyndvogn, 2 jernforme med kranvogn, 1 dobbeltvirkende pumpe, 125 alen 2″ rør, 1 ny ståltrådswire samt 3 tørvevogne sælges billig. J. C. Jensen, Engesvang station. Telefon 29.

Telefonnummeret tyder på, at der var tale om ovenstående smed J. Jensen

En J. Kr. Jensen, men med adressen Gludstedgård, Nr. Snede køber 27.08.1910 på Ikast Station 14 styk 7,3 m skinner i 32 kg/m sammen med 28 lasker og 56 bolde. Det hele leveres på Moselund holdeplads, som Statsbanen nu selv kalder en station. Dagen efter klager han over kvaliteten og får tre skinner byttet. J. Kr. J. og J. C. J burde være samme person?

Kilder og litteratur
Svend Guldvang.
Statsbanernes baneområde, Fredericia.
Jyllands-Posten 24.03.1916.
Jyllands-Posten 25. og 28.06.1918.

J. P. JENSEN
Frederiksdal
Engesvang

Fra en avis haves følgende: 400 meter spor ønskes til leje eller til købs til tørvesæsonen. J. P. Jensen, Frederiksdal, Engesvang.

Kilder og litteratur
Jyllands-Posten 01. og 02.03.1919.

KARL F. JENSEN
tørveproducent
Grønnegade 6
Aarhus
og
VIGGO E. JENSEN
Langelandsgade 215
Aarhus

Ingen dato angivet, men årstallet er 1943. Notat på omslaget: 300 m dobbeltspor. Produktion af tørv på ejendommen matr.nr. 9a m.fl. Skygge by, Engesvang sogn.

Kilder og litteratur
Det danske Hedeselskab – Tørvelån 256.
Peter Andersen.

N. JENSEN
vognmand
Viborg
Tlf. 28 og 3. Værket havde tlf. Engesvang 29

Tørvefabrik til salg. En i komplet stand værende fabrik, 2 km fra Mosleund st., bestående af ca. 5 tdr. ld. 1. kl.s tørvemose, dybde indtil 6 m, drivkraft 6 H. lokomobil, 800 meter spor, 5 tipvogne, 3 gravvogne, ælteværk samt alt fornødent tilbehør, ønskes solgt. Fortrinlig læggeplads. Årlig produktion mindst 3 mill. Pris 30 000 kr. Henvendelse til undertegnede eller værkets bestyrer, hr. maskinist Jens Jensen, Engesvang, telefon nr. 29. N. Jensen, vognmand, Viborg. Telefon nr. 28 og 3.

Til salg. 1 ælteværk med elevator, dyndbeholder, ophalerspil, remme og forlagstøj, 1000 alen spor, 3 gravvogne, 1 dyndvogn, 2 jernforme med kranvogn, 1 dobbeltvirkende pumpe, 125 alen 2″ rør, en1 ny ståltrådswire samt 3 tørvevogne sælges billig. J. C. Jensen, Engesvang station. Telefon 29.

Litteratur og kilder
Jyllands-Posten 14. og 18.02.1918.
Jyllands-Posten 25. og 28.06.1918.

Hertil vil jeg gerne knytte to kommentarer, hvor det ene er ret generelt. Hvis du er utilfreds med stavningen, må du klage til datidens avis. Der er tale om afskrift i datiden sprogbrug og med datiden retskrift. Og så tror jeg, at ovenstående indlæg sætter noget af de mange Jensener i forhold til hinanden?

PETER JENSEN
Stenholtgaard
Engesvang
Tlf. Kragelund 17 u

I 1944 annonceredes således: Tørvemotor – ælteværk beliggende ved hovedvej, 3 km til station. Dynd til flere år, 2 pct. aske, god læggeplads (ager) til salg eller leje. Dyndet egner sig også til presser. Peter Jensen, ‘Stenholtgaard’, Engesvang. Tlf. 17 u, Kragelund.

Senere samme år: Jerntipvogne og spor. 20 tipvogne samt et større parti 7 kg spor kan fås til leje eller købs straks, samlet eller delt. Peder Jensen, Stenholtgaard pr. Engesvang, tlf. 17 u, Kragelund.

En del af materiellet genfindes måske i nogle papirer fra Direktoratet for Vareforsyning, der blandt andet tog sig af Værnemagtens efterladenskaber. I følge en Hovedbog:
02.06.1945. Peder Jensen, Engesvang. Depositum for tipspor. Kr. 500,-
05.10.1946. Kontrakt af 01.06.1945 ophævet. Kr. 500,-

Sagen belyses yderligere af et kassebilag nr. 1685-ud:
05.10.1946. 2141. Peter Jensen, Stenholtgaard, Engesvang: Depositum retur for materiel, da det anses for at have tilhørt ham. Blev fundet ved Egaa i 1945.

Hvad tyskerne havde brugt materiellet til ved Egaa under krigen, vides ikke, men de havde det med bare at komme og leje folks materiel uden yderligere oplysninger.

Kilder og litteratur
Jyllands-Posten 16.02.1944.
Jyllands-Posten jævnlig fra 04.12.1944 og måneden ud.
Direktoratet for Vareforsyning – Kontoret for tyske efterladenskaber Lb. Nr. 88 – Politimesteren i Aarhus.
Direktoratet for Vareforsyning – Kontoret for tyske efterladenskaber Lb. Nr. 92 – Politimesteren i Aarhus.

SØREN A. M. JENSEN
tørvefabrikant
Pederstrup
Kjellerup

26.04.1940: Lån på indtil 10,000 kr. er bevilget fra Landbrugsministeriet til anskaffelse af 6 gravvogne, 1 forælter, 1 ælter, 1 elevator, 1 tross, 2 pladsvogne, 1 skærvemaskine, 1 pumpe, 1 hovedaksel m. skive, 500 m spor, 40 HK. motor, brønd og skure i henhold til tilbud af 4. d.m. fra fabrikant Søren Jensen, Pederstrup, til produktion af tørv på ejendommen matr. nr. 3a Overfrederiksmose eller Stenrøgel, Thorning sogn.

Hvad en tørveproducent skulle med en skærveælter, vides ikke, men det kunne have været en skæremaskine, hvilket vel ikke er stort mere oplysende?

HENNING JESPERSEN
Tidligere
PETERSEN
vognmand
Paarup
Efter Petersen
VILHELM LØHDE

Sidst var således Henning Jespersen. På kortet var det Værk T, og det lå i Paarup Mose. Det var et motorværk, etableret 1941, blev i 1956 retableret og kørte til 1966. I 1944 købte Wilhelm Løhde værket og brugte i nogle år navnet Speghøj lige som værk S. I 1956 solgte han værket til Henning Jespersen. Det var nær en ruin Henning Jespersen købte, men værket blev som næsten nybygget sat i drift igen og fungerede til 1966. I slutfasen produceredes tørvestrøelse.

I folkemunde kaldtes værket Speghøj, selv om ejeren gerne så det kaldt Gammelskovgaards Værk. Værket lå i Paarup Mose 700 meter nordøst for Gammelskovgaard. Det var startet 1941 formentlig af ejeren af Gammelskovgaard. En vognmand Petersen i Paarup er også nævnt som første ejer. Også Johannes Poulsen, Engesvang er nævnt, men streget igen. Værket lå i kanten af Paarup Mose for enden af en markvej udgående fra Hovedvej 13, Vejle – Viborg overfor Egedalgaard et par hundrede meter nord for 56 kilometerstenen.

1940 – 45 producerede værket tørv, men herefter kun strøelse. Værket var et fast værk, både så længe værket producerede tørv og senere som strøelsesfabrik. Drivkraften var motor og senere elektricitet. Ejerforholdene fra 1944 er identiske for begge Speghøjværker, og jeg kan ikke afgøre til fordel for den ene eller den anden opfattelse. Måske er de også rigtige begge to? I 1944 købtes værket af Vilhelm Løhde. Muligvis i 1947, muligvis først i 1956 blev det overtaget af Henning Jespersen & Aage Christensen.

Der er ikke oplysninger om bane. Værket kunne i 80’erne svagt spores. Hvis jeg har været på stedet, erindrer jeg det ikke. Desværre tyder en del rettelser på, at forskerne har rodet slemt rundt i dataene for de to værker, der begge kaldtes Speghøjværket. Kilderne, de gamle arbejdere og fabrikanter, er måske spurgt om det ene Speghøjværk og har måske svaret med oplysninger om det andet?

Kilder og litteratur
E. Boilesen.

KNUD JOHANSEN
Engesvang

Betegnelsen på kortet var Værk 13. Det havde 1936 – 45 en Fairbanks-motor som drivkraft. 1945 – 60 var værket eldrevet. Det var betjent af fem mand, der fordelte sig således: to mand i graven, en ved ælteværket og to mand på pladsen. Knud Johansen blev senere kustode på Klosterlundmuseet.

Kilder og litteratur
E. Boilensen.

KIDMOSE

Min hovedkilde, E. Boilesen, opererer med tre tørveproducenter med navnet Kidmose. Det er Chr. Kidmose med Værk 6, Dværgbakkeværket, Ole Kidmose med Værk I og Niels Kidmose med et uidentificeret værk. Desuden har jeg og den senere forskning yderligere Johannes Kidmose med et ukendt værk, der trods alt har et navn, Æ Holt.

KIDMOSES VÆRK
Chr. Kidmose
Engesvang

Værket er af Boilesen tildelt betegnelsen Værk 6. Det omtaltes også lokalt som værket ved Dværgbakke. Det var i drift 1910 – 55. Først var det via en hestegang, der fungerede 1910 – 32. Derefter blev det elektrisk drevet 1938 – 55. I 1940 byggede Chr. Kidmose et ny værk 300 meter syd øst for det oprindelige og opgravede nu al tørvejord helt ud til vejen Engesvang – Klosterlund. Banen var hestedrevet.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.

JOHANNES KIDMOSE
Engesvang. Tlf. Engesvang 80.

Blandt tre tørvefabrikanter med navnet Kidmose, der er nævnt af Boilesen, var der ingen Johannes. Navnet stammer fra en avisannonce, hvor Johannes Kidmose fra et tørveværk 1953 vil sælge et motorlokomotiv.

Annoncen lyder således: 1 stk. motorlokomotiv samt 360 m 5 kg/m og 345 m 7 kg/m spor, 8 gravvogne, en dyndvogn, en skæremaskine, en centrifugepumpe, 2 tommer, 1 stk. elevatorkæde, som ny, en dyndbeholder, en ælter og arbejdsskur 2 x 4 m samt forskellige effekter til tørvefabrikation. Johs. Kidmose, Engesvang. Tlf. 80.

I følge Engesvang Lokalhistoriske Arkiv lå Johannes Kidmoses værk på Æ Holt, og det eksisterede i 1945. Nogle billeder herfra viser allerede i 1945 et motorlokomotiv af ubestemmelig herkomst.

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Jyllands-Posten 11. og 12.03.1953.
Engesvang Lokalhistoriske Arkiv.

NIELS KIDMOSE
Engesvang

Bortset fra at NK er nævnt af Boilesen, haves ingen oplysninger om værket.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.

OLE KIDMOSE
Engesvang.

Se Lille Ellingværk. Værk I.

M. KJELDSEN
Engesvang

Dette værk er ukendt af min hovedkilde.

Mose til salg. En god tørvemose, ca. 9 tdr. land stor, er billig til salg, når handel kan ske snart. Maskiner med tipvogne og spor medfølger. Mosen er planeret. Henvendelse til M. Kjeldsen, Engesvang st.

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Jyllands-Posten 12.02.1918.

A. P. LADEFOGED
Engesvang

Værket har nr. 8 på Boilesens kort. Det havde driftstid 1910 – 34, hvor den sidste tørvejord var opgravet. Værket er muligvis startet endnu før 1910 med akkordtørveskærere? Ladefoged ejede mosen, men i starten var han muligvis sammen med fabrikat Zeuthen, Silkeborg, der dog næppe havde det rette greb om tingene, så Ladefoged overtog alene efter få år. Zeuthen kendes også fra værk 20.

Værket flyttedes mindst én gang, så vi reelt opererer med et værk 8 a og et værk 8 b.

Værket kaldet 8 eller 8 a havde bane, og det var drevet af et lokomobil.

I følge Chr. Løhde Jensen, Moselund havde hans bror, P. Løhde Jensen forpagtet værket i 1931.

Jeg besøgte stedet i 1979, hvor der både var rester af en brønd og en tørvevogn. Der var desuden to betonfundamenter, det ene med svellefundament til en motor. Disse rester er dog formentlig fra et værk tilhørende Harry Jensen, Elbæk, der producerede her 1941 – 45. Det er dette værk, der kaldes 8 b.

A. P. LADEFOGED
Engesvang
og
JOHANNES POULSEN
Engesvang

Betegnelsen på Boilesens kort var Værk 17. Det var i drift 1940 – 41, men det blev drevet videre af Johannes Poulsen alene 1941 – 46. Drivkraften 1940 – 41 var en Deutz dieselmotor på 10 hk. 1942 – 46 var værket eldrevet. Johannes Poulsen udtalte i 1980, at der i denne del af mosen var seks meters tørvedynd og derfor tørv nok til alle de værker, der lå i nabolaget. Ladefoged kendes også fra værk 8 og Johannes Poulsen fra værk V.

Strengt taget ved jeg ikke, om denne avisnotits gælder dette værk, men det lille pressetørvsværk brugte næppe spor og snegl? Notits: Ulykke på tipvognstoget. Lørdag eftermiddag skete der en ulykke i tørvefabrikant Johs. Poulsens tørvemose i Engesvang, hvor den 19-årige skoleelev Johannes Skov Thomsen, Engesvang krat, var beskæftiget med dyndkørsel. Den unge mand går på skole i Silkeborg, men benytter sommerferien til fordel for tørveproduktionen. Da ulykken indtraf, var han kommet kørende hen til æltemaskinens snegl med dynd og ville til at tage tipvognssidens bjælke af. Idet han trak bjælken ud, brast sneglens beskytter, hvorpå han havde stået med det ene ben. Benet gled til sneglen, der trak det til sig. Den unge mand råbte højt, og hans arbejdskammerat, der passede motoren, havde åndsnærværelse nok til omgående at slå sneglen fra. Han blev kort efter befriet fra sneglen, og læge Kronholm, Engesvang, der var blevet tilkaldt, konstaterede, at den unge mand havde brækket underbenet. Efter at han havde fået en indsprøjtning, førtes han i ambulance til Silkeborg Sygehus.

Notits: Mosebrand i Engesvang. Der opstod i går brand i en mose, tilhørende tørvefabrikant, gdr. Johs. Poulsen, Gl. Skovgaard, Engesvang. Ilden skyldes formentlig gnister fra et benzinmotorlokomotiv, der brugtes som trækkraft til tipvognene, men var bekæmpet af Silkeborg Brandvæsen, før den tog noget nævneværdigt omfang.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Peter Andersen.
Silkeborg Avis 31.07.1944.
Silkeborg Avis 08.06.1950.

TOBIAS LASSEN
Tlf. Engesvang 65.
Bording.

Nørrevang Tørvefabrik
Værket var angivet som Værk Z på Boilesens kort. Det var i drift fra 1940. Aftager af en stor del af tørvene var Odense Kommune, og de overtog en overgang værket. Tobias Lassen eller snarere Odense Kommune solgte i 50’erne til Hans Henriksen. Ellers vides ikke noget om værket ud over, at tørvene sagdes at være af dårlig kvalitet. Værket lå ved gården Egebjerg ved hovedvej 13 syd for Paarup ikke langt fra værk Y, men på modsat side af vejen. Der gravedes således hverken i Paarup Mose eller i Bøllingsø, men åbenbart i en lille lokal mose? Boilesen kaldte gerne fabrikken for Egebjerg Tørvefabrik

Værket kendes fra en annonce for tørv fra 1942: Nørrevang Tørvefabrik, Tobias Lassen, Paarup pr. Engesvang 65.

I 1943 ville han sælge et værk: Ælteværk. 1. kl.s tørveværk med lokomobil, alt komplet, kapacitet ca. 60,000 tørv daglig, ca. 500 l. m spor, sælges. Eventuelt til leje sammen med mose. T. Lassen, Paarup. Tlf. pr. Engesvang 65.

Videre averterede han senere i 1943: Et parti spor 7 kg til salg. Tobias Lassen, Paarup, Engesvang. Tlf. 65.

Salgsannoncen gentages i 1944: Tørveværk til salg. 1. kl.s tørveværk med moderne maskiner, lokomobil, pumper, vogne, ca. 500 lb m spor, alt komplet, i fin stand, til salg med eller uden ret til leje af dynd. Tobias Lassen, Paarup, Engesvang. Tlf. 65.

I 1946 var værket stadig ikke solgt, så annoncen gentages. Beskrivelsen passer nu på værket Egebjerg? Det kunne så være her, at Odense Kommune købte værket? Tørveværk. Komplet tørveværk til salg med ret til leje af dynd. God beliggenhed ved hovedvej. Eventuelt sælges maskiner og materiel samlet eller hver for sig. Lokomobil, ælter, pumper, træhus, spor, vogne m.m. Henvendelse angående køb kan ske til tørvefabrikant Tobias Lassen, Paarup pr. Engesvang, telf. 65 eller landsretssagfører Leo Bertelsen, St. Kannikestræde 15, København.

Om Nørrevang Tørvefabrik findes på nettet en udførlig beretning, jeg har forkortet lidt og samtidig tilføjet og præciseret lidt til. Selv om jeg strengt taget ikke ved, hvilken af de to Tobias Lassen’er, der optræder hos E. Boilesen, der ejede Nørrevang, har jeg valgt Boilesens Tobias Lassen, Bording, og værket kan være Værk Z, der hos Boilesen kaldes Egebjerg?

Lokalhistorikeren Boysens beretning lyder i uddrag: Havde Tobias ikke haft Thy højspændingsværk som kunde, så var han aldrig kommet af med “det sølle klyn”, konkluderer en af de gamle tørvefabrikanter. Der bliver dog straks tilføjet, at det er vurderet i forhold til “de guer svot tørv” der ellers blev lavet på egnen. Tørvene fra Nørrevang Tørvefabrik brændte alt for godt og egnede sig bedst til komfurer og elværker, hvor de helst skulle flamme op.

Beretningen tager sit udspring omkring år 1900, dengang Peter Lassen købte Vestergård, som ligger syd for hovedvejen fra Bording, ca. en km før Paarup. I 1929 enedes en søskendeflok på seks om at lade en af dem, Tobias Lassen overtage Vestergaard, som først Peter Lassen havde drevet til 1926 og søskende i fællesskab til 1929. Ved bodelingen fik alle søskende et lille lod i den moseparcel der oprindelig hørte til Vestergaard. Vestergaard er ikke afsat på mit kort, og Boilesen har som skrevet, afsat værket ved gården Egebjerg.

Familien ejede stadig jordlodderne i Paarup Mose, og samtidig med krigens komme i 1940, hvor brændselstørv blev yderligere eftertragtede, så Tobias Lassen mulighederne og startede etableringen af Nørrevang Tørveværk. Der var mange, der havde små moseparceller i Paarup Mose, men de fleste gravede bare tørv til deres eget årlige forbrug, så Nørrevang blev det første egentlige tørveværk i denne mose.

Værket blev placeret helt oppe på heden, som man kaldte stedet. Heden blev afbrændt og jævnet, så liggepladsen, som konsekvent kalder liggeplasen, var lige omkring værket. Som drivkraft blev der indkøbt en gammel lokomobil på 4 hjul, som blev klodset op, og der blev bygget et skur af skaller og pandeplader omkring den. Lokomobilet var en yderst praktisk drivkraft i krigsårene, hvor det var næsten umuligt at skaffe olie og benzin. Energien til den bestod nemlig af egen produktion, tørv. Der blev lagt spor fra graven i mosen og op til værket. De 6 indkøbte tipvogne blev benyttet parvis, med en hest som trækkraft. Hesten trak to fyldte tipvogne fra graven op til værket, imens var to andre blevet tømt og skubbet ind på skiftesporet og de to sidste blev læsset i graven, så der var en rationel rotation. De tomme vogne havde hesten så med tilbage til tørvegraven, der var dog så meget hældning på dernede, at vognene næsten selv kunne rende ned og hesten bare kunne gå ved siden af sporet. Ved værket havde sporene en lille forhøjning i den ene side, og ælteren var lidt forsænket, så manden her, med en såkaldt møggreb, nemt kunne rage tørvejorden fra tipvognene ned i ælteren.

I ælteren blev tørven så blandet med vand, så både den gode og den dårlige tørvejord blev æltet og blandet til en ensartet flydende tørvemasse eller dynd. Vandet fik de fra en brøndboring, der var etableret på stedet. Remmen fra lokomobilet måtte ind imellem skiftes fra ælteren over på vandpumpen, så vandreservoiret i den støbte beholder blev fyldt op med de 4 – 5 m³, som den kunne rumme. Det var en del af fyrbøderens arbejde. Når tørvemassen var færdigæltet, blev den lukket ud i en transportør, der med kæder trak massen op i en dyndkasse, der var placeret et par meter over jorden, så der kunne køres under den med heste og gummivogn. Herfra blev det lukket ud i gummivognen, som var forsynet med en jernkasse for at holde på den flydende masse.

Med gummivogn og 2 heste blev dyndet så kørt ud på liggepladsen, hvor det blev læsset af i en lang ensartet stribe, og når der var opnået en vis længde blev hestene koblet for skæremaskinen. Den var forrest indrettet således at den fordelte tørvemassen i et ca. 1,5 meter bredt, jævnt og lige tykt lag, og bagerst kørte skæretromlen, som sørgede for at tørvene havde en ensartet størrelse. Både udkørsel af dynd og kørsel med skæremaskine blev varetaget af den samme mand.

Ved værket var der på den måde 3 mand, ham der kørte dynd ud, en der fyldte og passede ælteren, og så fyrbøderen, der næsten altid var en pensionist. Ved tørvegraven var der ham, der trak tipvogne op med hesten, og tre mand der læssede vognene i graven, altså kørte produktionen med 7 faste mænd. De to, der kørte med hestene, var landmænd og de var lejet til at møde med heste, de øvrige var arbejdsmænd. Ud over selve produktionen kom arbejdet med at vende eller rejse tørvene, så de kunne gennemtørre fra alle sider, men den side af arbejdet havde mændene ikke noget med at gøre, det var kvinder og børn eller pensionister der klarede det. Når tørvene på liggepladsen var så tørre, at de kunne trækkes op, skulle de rejses på højkant, og så blev der talt op, så der var 500 i hver krans. Det var ikke altid børnene fandt det arbejde lige spændende, nærmest en sur pligt. Skolegang var jo kun hver anden dag, og selv om børnene havde været i skole kunne de udmærket nå at rejse tørv om eftermiddagen, så i højsæsonen havde de altid tiden besat, det var lige før en regnvejrsdag kunne være en hel befrielse ind imellem. Når det satte ind med en regnvejrsperiode, så opsugede tørvene alt vandet og der kunne godt gå 8-14 dage, hvor der ikke var tørv at rejse.

Der var to ting der havde indvirkning på produktionen, når værket kørte i stykker og smed Christensen fra Paarup eller Johan Hessel fra Moselund måtte tilkaldes for at udbedre skaderne. Men også vejret havde indflydelse på hvor mange tørv, der blev lavet. Et forsigtigt skøn er mellem 30 og 40 000 tørv om dagen, når det gik godt.

Produktionen startede omkring 1. maj og blev ved til hen sidst i august. En overgang var der ligefrem en ordning med statstilskud, når tørveværkerne fortsatte produktionen ud over den normale periode, en slags beskæftigelsesarbejde. Tilskuddet berettigedes med, at der var stor sandsynlighed for, at tørvene aldrig nåede at tørre, og så var det fabrikanten, der stod med problemet.

Økonomisk var tørveværket ikke nogen guldgrube, men den sikrede dog levebrødet for en lille gruppe mennesker, og gav også ejeren Tobias Lassen et afkast. Lassen stod selv for afsætningen af tørvene, og de blev solgt over det meste af Jylland. Det var hovedsageligt forskellige brændselshandlere der var aftagere, men den største kunde var nok Thy højspændingsværk, som fik tørvene leveret i banevogne på Engesvang Station.

I april 1943 købte Tobias Lassen selv sin første lastbil, så kunne han med en chauffør selv varetage transporten til Engesvang station og leverancer i omegnen. Chaufføren var kun ansat i højsæsonen, så kørte Lassen selv om vinteren, og efterhånden blev det også til lidt vognmandskørsel, når der var tid tilovers.

Sommeren igennem kunne man nøjes med at hente de rejste tørv på liggepladsen og levere dem direkte. Sidst på sæsonen begyndte man at skrue tørvene, for at de kunne nå at gennemtørre, der blev så gerne 2-3 skruer ud af en krans med 500 tørv. Det hændte at nogle af skruerne måtte overvintre, hvis de på grund af regn ikke var blevet tørre, men tørvene kunne godt klare en vinter i det fri. Ofte væltede skruerne dog, og måtte så atter skrues op om foråret. De fleste tørv blev dog afsat i løbet af sommeren og efteråret, men havde man en overproduktion, blev tørvene skovlet sammen på liggepladsen, læsset på en hestevogn og kørt hen i en aflang dynge. Nogle af de yderste tørv blev stablet for at sikre en lidt mere stabil tørvestak. Herfra kunne tørvene så sælges i vinterens løb.

De eneste egentlige bygninger der var ved Nørrevang tørveværk, var skuret omkring lokomobilet, den rummede også værktøj og fungerede som spiseskur i dårligt vejr. I tørvegraven havde folkene også et lille skur, hvor de kunne gå i læ eller spise i. På et tidspunkt blev der yderligere bygget et skur, som fyrbøderen Peter Nielsen boede i om sommeren. Han skulle jo allerede starte omkring kl. 5.30 med at fyre lokomobilet op, så den var driftsklar kl. 7, når folkene mødte.

Der var ingen vand i tørvegraven, og egentlig var tørvejorden nok lidt for dårlig, det meste var jo rigtig højmose, det var kun de sidste to stik i graven der var den eftertragtede sorte dynd. De øverste lag var lyst og lodden, “hundekjød” som det blev kaldt, og det egnede sig egentlig nok bedst som tørvestrøelse. Godt blandet med den nederste sorte dynd gav det dog nogle rimelige tørv.

I starten havde Nørrevang tørveværk været alene om produktionen i Paarup mose. Henriksen fra Moselund tørvefabrik ejede også noget af mosen der, men det havde hovedsageligt været udnyttet til tørvestrøelse, en produktion der fortsatte helt hen omkring 1970erne, hvor det vist blev solgt til nogle gartnere. Se værk Y.

På et tidspunkt under krigen opstod der endnu et tørveværk i Paarup Mose, de havde deres grav lidt længere sydpå, ind mod Paarup. Det var et Odense firma, der ejede værket, som fik navnet “Odense værket”. Selve værket lå på strøelsesfabrikkens område, der hvor der i dag sælges biler og brudekjoler ved landevejen. Der blev dengang bygget et hus, hvor formanden for Odense værket boede. Med den øgede aktivitet kom ølvognen en gang om ugen ud i mosen, for at levere drikkevarer – det bragte dog ikke problemer hos Nørrevang værket, forlyder det. Også dette værk var værk Y, thi de to værker var identiske. Anden kilde nævner Odense værket som ejet af Odense Kommune.

I 1945, lige efter at krigen var slut, solgte Tobias Lassen Nørrevang tørveværk. Værket var lige startet op på en ny sæson, da der pludselig meldte sig en køber til det, og da det ligesom lå i luften at tørveproduktionen ville få ende sammen med krigen, så var Lassen ikke sen med at slå til. Salgsprisen var godt en snes tusinde kroner, og det var ikke en lokalmand, der var køber. Værket fortsatte året ud, og startede også op året efter, men samme år blev det definitivt lukket og pillet ned. Mosearealerne blev senere solgt til landmand Tinus Lassen, og i dag er der ikke synlige spor efter Nørrevang tørveværk. I følge Boilesen var køberen lokal: Hans Henriksen, Moselundgård.

Tobias Lassen slog helt ind på at drive vognmandsforretning. Forretningen eksisterer faktisk stadig, selv om der har været flere ejerskifter. Oplysninger indsamlet ca. år 1990. Jeg har gjort tilføjelser i 2024.

Kilder og litteratur
Freddy Boysen.
E. Boilesen.
Peter Andersen.
Jyllands-Posten ?.03.1942.
Jyllands-Posten 10. og 11.03.1943.
Jyllands-Posten 13.07.0g 15.07.1943.
Jyllands-Posten 25., 27. og 29.03.1944.
Jyllands-Posten 25. – 27.04.1946.

Bemærk, at der var to personer på egnen i følge E. Boilesen, der hed Tobias Lassen. Den ene havde adresse i Bording og ejede værk Z og den anden i Paarup, værk F og K. Tanken har strejfet mig, at det er en og samme person, der bare er flyttet, men jeg har ikke belæg for at tro sådan i følge E. Boilesens og andre lokales efterladte optegnelser.

TOBIAS LASSEN
Paarup

Faktisk ville det geografisk passe bedre, om det var adressen i Paarup, der havde telefonnummeret Engesvang 65. Som nævnt stod denne Tobias Lassen for Værk F. Værket var en af Chr. Ernsts værker, som Tobias Lassen kun var medejer af en kortere periode. Salgsannoncerne ovenstående gælder således næppe dette værk. Desuden var denne Tobias Lassen også skrevet for Værk K, Tollundværket.

Tollundværket
Engesvang

Værket havde betegnelsen Værk K på Boilesens kort. Driftstiden var fra 1924 til 1947. Det var det starttidspunkt Boilesen meddelere gik ind for, men der var også fortalere for, at værket kunne været startet tidligere, hvilket Boilesen ikke var afvisende overfor. De første år var det drevet af en petroleumsmotor på 14 hk, men den afløstes på et ukendt tidspunkt af et lokomobil, der også trak vognene på gravsporet.

I 1917 havde værket i følge Hedeselskabet ansat 7 mand og tre heste, og der produceredes 2,4 millioner tørv. I 1927 var præstationen 3,5 millioner tørv.

I 1940 købte værket 300 meter 7 kg/m spor på jernsveller hos Spøer i Middelfart.

Selv om Boilesen lukker værket i 1947, ses der billeder fra værkets drift i 1950. Da nævnes ejerne som Tobias Lassen og Frederik Nielsen.

Det var i tørvegraven her, at Tollundmanden blev fundet af to lokale tørvegravere, Viggo og Emil Højgård, Tollund 6. maj 1950. Som med Neanderthalmanden, blev politiet tilkaldt, men overlod liget til Nationalmuseet. Han rejste naturligvis med toget til København. Det er siden vendt tilbage og ses i dag på Silkeborg Museum.

I 1981 kunne Peter Brøndum Nielsen stadig se, at der havde været baner fra værket i tre retninger.

Engesvang Lokalhistoriske Arkiv B1139, B1140, B1141, B1144 er billeder, der af arkivet formentlig fejlagtigt angives at være fra Ellingværket, men de er fra Tollundværket.

Ovenstående billede viser også værkets besætning. En mand passede spil, fyrede i lokomobilet og passede tørveælteren. De øvrige arbejdede i mosen og på læggepladsen. Om drengen på billedet stadig var ansat eller han blot var på besøg, vides ikke. Til forskel fra tidligere billeder af børn i moserne, har drengen nu træsko på?

I bogen, På sporet af Tollundmanden, ses, at der var to spor i mosen vinkelret på hinanden, men om det var Tollundværket, der gravede på begge spor, vides ikke. Også i tidskriftet, Landet Rundt, er der fotos fra værket fra ca. 1947. Foruden i bogen om Tollundmanden ses der billeder fra udgravningen i Silkeborg Arkiv B5823.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Peter Andersen.
Peter Brøndum Nielsen.
Spøer, Middelfart.
Landet Rundt 11.09.1947.
Chr. Fischer, På sporet af Tollundmanden. P. Haase & Søns Forlag A/S 1988.

JOHAN F. LAU
Skygge pr. Engesvang

Et tørveværk, der ikke er kendt af min hovedkilde og kun kendes fra en annonce.

Browning jagtgevær – tørvepresse. God brugt tørvepresse, 2-400 m 7 kg’s spor, 3 stk. gravvogne og en 12 hk B.L.A. dieselmotor, helst årg. 1941, i god orden, ønskes til leje for sæson 1946. …. Johan F. Lau, Skygge pr. Engesvang.

Kilder og litteratur
Peter Andersen
Jyllands-Posten 05.03.1946.

BERTEL LAURIDSEN
Engesvang

Min mose i Engesvang er meget billig til salg. Dynd til ca. 4 mill. 1. klasses tørv, 3 års graveret, høj læggeplads, elektricitet, motorer, Esbjerg presse, 400 meter spor, gravvogne m.m. Alt i køreklar stand. Bertel Lauridsen, Engesvang.

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Jyllands-Posten 05. og 06.11.1946.

LILLE ELLINGVÆRK
Ole Kidmose
Engesvang

Værket havde betegnelsen Værk I på Boilesens kort. Det eksisterede mellem 1941 og 58. Værket blev solgt til Robert Mogensen i 1947. Drivkraften var et lokomobil. Der var bane, og den var hestedrevet.

Siden Boilesens forskning er der fortalere for, at slutåret 1958 var en cirkaår, og at værket muligvis var startet allerede 1917. I så fald har det næppe været af Ole Kidmose?

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Peter Brøndum Nielsen.

VILHELM LØHDE

Se Henning Jespersen.

FREDERIK VILHELM MALMBAK
vognmand
Engesvang

Flere i denne fremstilling har haft efternavnet Malmbak, men fornavne eller initialer passer ikke, men selv om der er skrevet rigtigt af, var der efter årstallene at dømme tale om to generationer, hvor der i den yngste må tale om nære familiemedlemmer?

I dette og det næste indlæg er der tale om ansøgninger om Statslån, men ellers er der ikke yderligere oplysninger om tørveproduktion.

15.05.1941: Lån på indtil 4.800 kr. er bevilget fra Landbrugsministeriet til anskaffelse af 1 tørveælteværk med tilbehør, 1 petroleumsmotor, samt 200 m spor, iflg. tilbud af 30. april d. a. fra A. Steffensen, Engesvang Smede og Maskinværksted. Tørveproduktion på ejendommen matr.nr. 2l Neder Julianehede m.fl., Engesvang sogn.

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Det danske Hedeselskab. Tørvelån 246.

M. MALMBACH
tørvefabrikant
og
CARL FINDERUP SOLNÆS
uddeler
Klode Mølle pr. Engesvang

Også dette værk kendes kun, fordi nogle lokale søgte statslån til tørveproduktion. 04.02.1942: Lån på indtil 2.000 kr. er bevilget fra Landbrugsministeriet til anskaffelse af 1 brugt ælteværk, 2 brugte gravvogne, 1 ny. do., 1 brugt skæremaskine, 1 brugt pumpe, rør og spor ifølge regning fra Smed Mogensen, Klode Mølle. Tørveprodktion på ejendommen matr. 5a Skygge og 3a Frederiksværk, begge Engesvang sogn.

Hvis ikke der ved Skygge er noget, der hedder Frederiksværk, kunne byen været M. Malmbaks hjemkommune. Med Skygge er vi noget nordvest for Engesvang nord for Paarup Mose.

Kilder og litteratur
Det danske Hedeselskab. Tørvelån 248.
Peter Andersen.

MARTIN MALMBAK
arbejdsmand
Christianshøj
Kragelund pr. Silkeborg
og
MARIUS NIELSEN
arbejdsmand

Oplysningerne om dette Statslån er noget tidligere end nedenstående, men de viser, at dels havde M. Malmbak flere jern i ilden, og del var han steget i graderne fra arbejdsmand til fabrikant.

25.04.1940: Lån på indtil 1200 kr. er bevilget fra Landbrugsministeriet til anskaffelse af ælteværk med motor, spor, 2 gravvogne og 1 formemaskine til produktion af tørv på ejendommen matr.nr. 3a Vester Christianshøj, Kragelund sogn.

Da E. Boilesen ikke kender nogen af disse værker, har vi heller ikke oplysninger om beliggenhed på dem.

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Det danske Hedeselskab. Tørvelån 237.

P. MALMBAK
Elbæk

Flere tørveproducenter hed Malmbak. En var vognmand, en arbejdsmand og P. Malmbak angives at have været gårdejer. Værket havde betegnelsen Værk 11 og var i drift 1918 – 24. Det kendes fra en salgsannonce fra 1925, hvor det angives at dagsproduktionen var på 300 000 tørv. Endvidere at der ved salget medfulgte spor og vogne.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Mosen 72.1925.

NIELS MELDGAARD
Engesvang

I følge egnens lokalarkiv havde Meldgaard et ikke sjældent fotograferet tørveværk uden yderligere angivelser. Lokalhistorikeren og slægtsforskeren E. Boilesen erindrer en Niels Meldgård Laursen, der boede ikke langt fra hans bedstefar, men Boilesen erindrer ikke noget, der lignede tørvejord i nærheden, men tilsyneladende havde han i mellemkrigstiden et tørveværk i Engesvang Stationsby nær bane og vej tæt sydvest for stationen. Mosen lå uden for det, der i dag er den genoprettede Bøllingsø nordvest for Engesvang Station.

I følge Lokalarkivets tekst berettes således: Niels Meldgaards Værk ca. 1930. Beliggende tæt ved det sted på Ågade, hvor Eberhardts Pølsefabrik ligger i dag. Det var 2011, der blev skrevet således.

Da Boilesen under sin materialeindsamling stødte på et Laursens tørveværk, kom han på den tanke, at Laursen og Meldgård var en og samme person, og værket muligvis kunne være Værk 6. I øvrigt kom der tre med navnet Meldgård for dagen, men kun Hans Meldgård kunne som medejer med sikkerhed forbindes med Værk L. At få noget ud af den gamle tørveproducenter var ret svært. Når Boilesen gik dem på klingen, kunne de udtale, at der selvfølgelig var døgnfluer, der næppe overlevede en sæson, og så var der andre værker, der hurtigt fik flere skiftende forpagtere,

Kilder og litteratur
Engesvang Lokalhistoriske Arkiv B746

MIDTJYDSK MOSEBRUG
Engesvang

Ud fra annoncernes beskrivelser og det faktum, at jeg aldrig har hørt om dette store mosebrug, formoder jeg, at overskriften dækker Christian Ernst, uden at jeg dog kan bevise det. Se mere i del I under familien Ernst værker.

ALFRED MIKKELSEN
Kragelund

I 1951 averterer Alfred Mikkelsen med salg af et ikke helt lille tørveværk: Tørveværk med 1 km spor, 1 gris, gravvogne, mm. sælges. Alfred Mikkelsen, Kragelund.

Måske regner E. Boilesen slet ikke Kragelund med til Bøllingsøområdet, for ellers burde værket have været kendt. Kragelund er nok heller næppe noget entydigt stednavn i Danmark?

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Jyllands-Posten 27.03.1951.

ROBERT MOGENSEN
arbejdsmand
Kragelund pr. Silkeborg

Endnu et værk kendes fra ansøgningen om Statslån: 31.05.1943: Lån på indtil 4500 kr. er bevilget fra Landbrugsministeriet til anskaffelse af 1 tørveælter, 1 elevator, 1 dyndbeholder, 1 spil, 1 skæremaskine, 3 gravvogne, 100 meter spor samt en gummivogn. Produktion af tørv på ejendommen matr.nr. 2o Refshale, Kragelund sogn, 2t Moselund, Engesvang sogn og 2x ibdm. Matrikkel 2x er formentlig også i Moselund. Forkortelsen ibdm kan ikke tydes.

Værket, der søges støtte til, kan være Lille Ellingværk, værk I, skønt det ønskede maskineri kunne være til et nyt værk, som Robert Mogensen måske havde tænkt sig at åbne? Boilesen tilskriver han dog kun ét værk, Værk I, foruden Værk C, som han havde forpagtet.

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Det danske Hedeselskab – Tørvelån 256.

MOSELUND TØRVEFABRIKKER A/S
Indledning
Navnet er vel det seneste for virksomheden. Hvad de tidlige tørveværker på samme sted hed, har jeg aldrig fundet ud af. Værkerne, ligegyldigt hvad de hed, var tæt knyttet til Moselundgård, og det er derfor også nødvendigt i denne fremstilling at se på Moselundgård og navnlig på dens ejere. Moselundgård var også tæt knyttet til udtørringen af Bøllingsø, men den sag er allerede omtalt i indledningen til hele tørveindustriens historie på egnen omkring Bøllingsø.

Da netop historien om Moselundgårds mange tørveværker kan virke ret uoverskuelig, da de fleste af dem havde en lang levetid og var ejet flere af Moselundgårds ejere efter tur, vil jeg efterfølgende behandle værkerne ét for ét. Kun enkelte værker, der var knyttet flere af Moselundgårds ejere, vil blive behandlet færdig under ejeren, mens de fleste værker vil blive taget under ét senere i beretningen, efter at Moselundgårds ejere er behandlede og en oversigt over Moselundgårds tørveværker er bragt.

Tørvehistorien begynder, efter at Bøllingsøs udtørring ikke levede op til forventningerne. Da de daværende ejere af Moselundgård var løbet tør for kapital, og gården derfor var billigt til salg, købte konsul J. F. V. Stenberg i 1873 Moselundgård, idet han, da indvinding af engarealer og landbrugsjord ikke var lykkedes fuldt ud, efterhånden havde fået øje på mulighederne, der lå i tørvene, ikke mindst fordi der nu kom jernbane forbi gården.

Med ordet tørvehistorien mener jeg historien om den del af tørveudvindingen, hvor der benyttedes industribaner. Der har uden tvivl været skåret tørv ved Bøllingsø siden Jernalderen og sikkert også før? Skæretørvsfabrikanter har hverken jeg eller mine kilder styr på, så dem må vi lade ligge.

Moselundgård er en af egnes gamle og større gårde. På et tidspunkt, mens denne historie pågår, er der rejst et nyt stuehus formentlig ved Den gamle Steenbergs overtagelse af gården i 1873. En kilde vil dog allerede 1872. Det oprindelige stuehus kaldet Kampestenshuset, fik lov at ligge, og folketællinger viser først, at det udlejedes en menneskealder senere. Muligvis først med Frederik Henriksens ejerskab? Huset lå helt til 1983, inden det blev revet ned.

Oversigt over Moselundgårds ejere i tørvetiden:
1873 – 1879 konsul Johan Frederik Vilhelm Steenberg, Randers kaldet Den gamle Steenberg.
1879 – 1891 savværksejer Erik Andreas Steenberg.
1891 – 1907 fabrikant Erik Steenberg kaldet Junior.
1907 – 1910 Blechingberg & Co., København. Compagniet bestod blandt andet af nationalbankdirektør Knudtzon og kammeradvokat Vagn Aagesen.
1910 – 1917 greve H. Bille Brahe, Selby.
1917 – 1922 Moselund Tørvefabrikker A/S, hvor hovedaktionæren formentlig efterhånden blev Frederik Henriksen.
1922 – 1940 Frederik Henriksen, der stammede fra Lolland og allerede 1906 var kommet til Moselund som skovfogedaspirant. Da han fik mosen til at give overskud, fyrede Blechingberg i 1907 forvalteren og lod Henriksen få dette job. Fra 1922 var Frederik Henriksen også ejer af Moselundgård. Frederik Henriksen døde 1940 under hedeafbrænding. I 1940 havde Frederik Henriksen i 25 år været formand for Jysk Tørvefabrikantforening.
1940 overtog sønnen, Hans Henriksen gården og tørvefabrikkerne og drev dem til sin død, hvorefter hans mor, Mette Henriksen drev firmaet formentlig til tørveæraen var slut.

Mine kilder har længe været forvirret over Steenbergernes familieforhold, og da lokalarkivet ikke svarede på mine tidlige spørgsmål, tror jeg også, at de var løbet sur i familieforholdene. Nu tror jeg dog, at forholdene er afklarede.

Steenbergernes familieforhold
Den første Steenberg kendt fra tørvene kaldtes Den gamle Steenberg. Han købte Moselundgård i 1873 for 35 000 rigsdaler. Allerede 1879 går Steenberg fallit med en gæld på 200 000 kr. J. F. V. Steenberg levede 1832 – 1924, og han blev for sin indsats Ridder af Dannebrog. Ud over tørveproduktion, mose- og hedeopdyrkning var han også kendt for udtalelser om jernbaneanlæg, og her var han en af dem, man lyttede til. Jernbaneforfatteren Asger Christiansen har i øvrigt skrevet en bog og Den gamle Steenberg og nogle af hans jernbaneprojekter.

Han havde en ældre bror og også en nevø, der begge hed Erik Steenberg, det er vel grunden til forvirringen? Moselundgård sælges for 42 000 kr. til den  ældre bror, savværksejer Erik Andreas Steenberg, 1829 – 1891. Anden kilde: Til 1906.

Herefter arvede hans søn, fabrikant Erik Steenberg, kaldet Junior, Moselundgård, og allerede i 1890erne begyndte han tilvirkning af maskintørv. Erik Steenberg er født 1868, men nettet opgiver ikke, hvornår han døde. I følge Hedeselskabets moseindustrielle Afdeling begyndte den maskinelle tørveproduktion i større stil først i 1901. Det var altså Steenberg Junior, der startede. Hvis E. A. Steenberg har produceret tørv, har det været skæretørv. Steenberg junior driver virksomheden videre til 1907, hvor han sælger til et københavnsk konsortium Blechingberg & Co. Steenberg, junior beholdt dog et moseareal omkring den senere tørvefabrik Phønix, men her gik han fallit formentlig 1920. En brand i mosen 1906 har muligvis gjort det nødvendigt at sælge.

Med fallitten 1920 sluttede Steenberg-æraen omkring Moselund.

Familien Henriksen
Efter at H. Bille Brahe havde solgt Moselundgård 1917, er ejerforholdene uklare indtil 1922, hvor pressen meddeler at Rasmus Frederik Henriksen havde købte Moselundgård. Efter 1922 er handlerne slut. Resten af tiden, hvor tørv var salgbare, var Moselundgård og dens tørveindustri i familien Henriksens eje. Muligvis har den unge landvæsenselv og forvalter stille og roligt siden 1917 opkøbt aktierne i Moselund Tørvefabrikker A/S. Rasmus Frederik Henriksen var født på Lolland 1884. Han er uddannet plantør, og i 1907 kommer han til Moselundgård. I 1909 bliver han driftsbestyrer, og han er en utrolig behagelig mand at arbejde under skriver samtidige kilder. Han gjorde meget for sine arbejdere. I 1922 køber han Moselundgård og efterhånden ejer han flere tørveværker. Polakværket, Søværket, Klauses Værk, Bisseværket og Moselund Strøelsesfabrik. Han var en meget afholdt mand og var i mange år formand for foreningen af tørvefabrikanter. Han var også redaktør af bladet “Mosen”, og havde desuden flere tillidshverv. I 1941 overgik virksomheden til et nyt A/S Moselund Tørvefabrikker, under ledelse af sønnen, Fabrikant Hans Henriksen, og da han døde, førte Frederik Henriksens enke, Mette Henriksen, 1887 – 1962, Moselund Tørvefabrikker A/S videre, til tørvene var gået af mode 1961. Data på Hans Henriksen angives ikke på nettet, bortset fra, at han var dødt 1911.

Oversigt over Moselundgårds værker
Moselundgård havde gennem tiden mange tørveværker med mange baneanlæg. I alt kendes ni tørveværker i kortere eller længere tid i gårdens eje.

Det første af Moselundgårds værker i Bøllingsø blev som regel kaldt Polakværket. I perioder er det dog kaldt Søværket, selv om der også var et Bøllingsøværk, hvilket uden tvivl har forvirret kilderne. Også i mine kilder og således i mine angivelser er der der givetvis fejlinddateringer under Søværket. Polakværket startede 1875. Hvornår, det lukkede, er ikke kendt. Det har betegnelsen Værk H på Boilesens kort.

Bisseværket kaldtes også Steenbergværket. Dets driftstid er ikke kendt. Det er Værk J.

Bøllingsøværket er muligvis det næste eller i hvert fald det næste kendte. Værket flyttede flere gange. Det havde driftstid 1900 – 1947. På Boilesens kort har det betegnelsen Værk E. Senere kilder mener, at værket kun havde kort levetid og erstattedes af Polakværket, hvilket vil sige, at tørvemassen behandledes på Polakværket. Bøllingsøværket optræder også under navnene Søværket og Store Værk.

Søværket. Der fandtes også et andet Søværk, der blot omtales som Søværket, og som Boilesen kaldte for Værk C.

Phønix. Værket tilhørte 1920 – 1928 Moselundgård. Værk L.

Værk uden navn tilhørte Moselundgård under begge verdenskrige, men før, mellem og efter havde det andre ejere. Boilesen har ikke givet det værksnummer.

Strøelsesfabrikken i Bøllingsø har ligeledes ukendt driftstid. På kortet har det betegnelsen Værk 14.

Strøelsesfabrikken ved A 13 tilhørte Moselundgård 1920 – 1961. Dette søges som Værk Y.

Værk uden navn med skiftende ejere tilhørte i en periode Moselundgård. Dette var kendt af Boilesen som Værk M.

Værk uden navn og uden nr. Herom er bare efterretningen om eksistensen.

Aarhus Belysningsvæsens intermezzo i Vester Mose. Værket medtages, da Moselundgårds ejere drev det en årrække, hvor man i Århus ikke have interesse i tørv.

Ud over disse ni værker kan der dog have været yderligere et par stykker, hvorom efterretningerne er tvivlsomme eller viser sig i virkeligheden at dække allerede nævnte værker? Boilesen har dog kun lokaliseret otte værker, men tager man alle rygter med,  kommer man højere op i antal. Lokalarkivet nævner for eksempel Klauses Værk, som der ikke er fundet noget som helst materiale om.

Herefter omtales værkerne et for et med de oplysninger om om dem, det er lykkedes at grave frem. Et enkelt værk, Polakværket vil dog af gode grunde få tre omtaler, da det stækker sig over mindst to adskilte driftsperioder.

DET FØRSTE POLAKVÆRK
Om værket virkelig i 1877 hed Polakværket, ved jeg faktisk ikke. Der er kilder, der kalder det Bøllingsøværket. Nogle af min mine kilder lader værket fortsætte kontinuerligt fra 1877 til lukningen nogle menneskealdre senere. Sådan læser jeg ikke kilderne. Steenbergs første værk, hvad enten det hed Polakværket eller ej, var i drift i ét år, og så var der pause i en god snes år, inden et nyt værk eller det samme fortsatte samme sted eller på en ny beliggenhed – i øvrigt drevet af en anden ejer end Den gamle Steenberg. Et udsagn fra 1870’erne vil, at værket var et meget moderne værk, der dog ikke var rentabelt. Det moderne bestod vel blandt andet i, at værkets lokomobil var en compoundmaskine, hvilke vil sige en maskine med to cylindre, hvor den en var en højtrykscylinder, og den anden en lavtrykscylinder. Det skal forstås således, at dampen først ekspanderede i en lille højtrykscylinder, hvorefter den blev ledt ned i den større lavtrykscylinder, som dampen stadig havde tryk nok til at drive.

Min hovedkilde, E. Boilesen nåede aldrig til bunds i dette værk. Han kalder det dog Værk H, men betegnelsen er vel kun sikker for det efterfølgende Værk H. En samtidig kilde nævner, at der arbejdedes fire steder ude i mosen i 1877, men om der var tale om fire værker eller kun ét værk med fire indsatssteder vides ikke, og hvad de fire værker hed, hvis der var fire, vides ikke. Efter kilderne at dømme, købtes to dampkedler. Det kunne tyde på mere end et tørveværk? Var der imidlertid kun dette ene værk i mosen, var der vel ingen grund til at kaldet det andet end tørveværket. Navnet Polakværket blev vel først almindeligt, når der senere var flere værker i mosen. Også de to dampkedler var problematiske og omtales senere

Polakværket påbegyndtes 1875 og åbnes 1877, og først sidst i 1950’erne lukkedes værket. Byggeriet beskæftigede i 1876 ikke mindre end 150 polske arbejdere. De kaldes undertiden tyske, hvilket de første formentlig også var, og deres antal kan i nogle kilder være angivet til op til 250, hvilket også uddybes efterfølgende. Navnet skyldes arbejdernes oprindelse. Der var imidlertid dengang ikke noget, der hed Polen, for Polen var delt mellem kejserne i Tyskland, Østrig og Rusland. Arbejderne kunne komme fra alle tre dele af det nuværende Polen. Når der importeredes arbejdskraft udefra, var det fordi, der højst kunne rekrutteres en halv snes mand lokalt, og de havde i øvrigt arbejde ved baneanlægget, der foregik samtidig. Man kunne naturligvis have hentet arbejdskraft fra andre steder i Danmark, men dels gik polakker for en lavere løn, dels forlod de ikke så let arbejdet, hvis de ikke var tilfredse med tempoet i løfternes indfrielse.

Bortset fra at drivkraften var damp, kendes ingen sikre detaljer. En bemærkning om en kompounddampmaskine er nu nok først senere? Den omtales i hvert fald senere under det næste Polakværk. Fra Frichs i Århus findes også arkivalier om en leverance af noget dampmaskineri til Den gamle Steenberg fra en helt anden fabrik end Frichs. 1876 eller 77 modtog konsul Steenberg én dampmaskine mærket R. Glockener & Krümmel, samt to kedler mærket W. Angele, Ingeniør, Berlin. Teksten var naturligvis tysk på fabrikspladerne. Dampmaskinen var desuden mærket 6 atm. overtryk, Arnswalde, 1876 nr. 42 og 43. Da der var to byggenumre, turde det være dampkedlernes mærkning?

Da Steenberg gik fallit, kunne maskineriet være endt hos Frichs? Hvorfor skulle der ellers være korrespondance hos Frichs om denne sag? Mærkeligt er det også med to kedler og én dampmaskine. Det modsatte ville være både mere naturligt og også mere brugbart? Fra 1884 foreligger der nogle specifikationer på det nævnte maskineri. Steenberg gik først fallit 1879, så 1884 passer nogenlunde. De to kedler kunne præstere 30 – 35 hk, mens dampmaskinen kunne præstede 25 – 30 hk. Maskinen havde 50 omd/min. Den ene kedel havde aldrig været brugt, mens den anden og dampmaskine kun havde været brugt i få måneder. Disse oplysninger passer udmærket med de lokales samtidige beretninger.

Fra lokalhistorikere er beretninger om arbejdets start. Jeg tillader mig at citere: I februar måned 1877 startede anlægget af selve fabrikken, og der blev stor travlhed på Moselundgård, hvor der skulle køres sten, tømmer og mange andre ting. Den tyske ingeniør, der havde akkord på at anlægge fabrikken, ankom sammen med flere tyske maskinarbejdere. Og selv om den nye jernbanestrækning først blev indviet den 28. august 1877, så var banen allerede omkring marts-april så langt, at man på Moselund Station, der hos banen betegnedes som billetsalgssted, kunne modtage flere vognladninger maskindele fra Tyskland. Holder lokalhistorikernes udsagn, var der sidespor allerede fra før anlæggets færdiggørelse. Det ankomne var tørvemaskiner, hjul, små jernbanevogne, skinner og så videre. Der ankom også to store dampkedler der skulle bruges som trækkraft til maskineriet. Der var flere dages arbejde med at få disse dampkedler transporteret fra stationen til bestemmelsesstederne flere 100 alen derfra. Man forsøgte at læsse den ene dampkedel på en almindelig arbejdsvogn med brede fælge, og der blev sat 8 heste for vognen. Men hestene stejlede, da de ikke kunne trække vognen ud af stedet, og hjulene sank flere tommer ned i den tørre græsmark. Der blev så lavet nogle træruller, der blev lagt under kedlerne, og med halvfjerdsindstyve karle blev de rullet til bestemmelsesstedet. Så snart maskinhuset til dampkedlerne var bygget færdig og alt maskineriet var monteret, begyndte man længere ude i mosen, hvor der skulle monteres 4 æltemaskiner i hundrede alens afstand fra hinanden. Det var her tørvejorden skulle æltes til tørv. Jeg undrer mig over, at der var så lang afstand fra maskinhuset til tørveælterne, for det var vel her maskinkraften skulle bruges? Derpå blev der anlagt små baner over store dele af mosen, med små troljevogne, der kunne køres af en eller to mand. Da hele anlægsarbejdet var færdigt og skulle i gang, så krævede det utroligt mange folk, nok også flere end der lige kunne skaffes lokalt, derfor sendte Konsul Steenberg bud til Polen efter ca. 150 polske arbejdere.

Fra mosen og op til Moselund Station førte en tovbane. Denne svævende bane vakte megen opsigt viden om, da det var første gang, man havde set sådan en her i landet. Det var en såkaldt sejlbane. En dampmaskine trak kurve fyldte med tørv fra mosen ad denne tovbane op til stationen, hvor kurvene så kunne tømmes direkte i jernbanevognene. Denne luftbane bestod af nogle trækasser med jernhanke, med 2 små hjul i det øverste af hanken. Der var bygget et højt stillads ved stationen og et nede i mosen. Så var der jerntråde fra det ene stillads til det andet. På disse tråde blev trækasserne hængt op. Der var to tråde ved siden af hinanden. De tomme kasser gik ned af den ene, mens de fyldte kasser gik op ad den anden tråd. Således kunne de nu kører tørvene op fra mosen til stationen, og det var morsomt at se disse kasser komme sejlende den ene efter den anden, tyve alen fra jorden. En dag jeg skulle ned i mosen og gik under disse luftbaner, syntes jeg der var en som kaldte på mig, men jeg kunne ingen se omkring mig. Så opdagede jeg en tysker oppe i luftbanen, han sad i en af de tomme kasser og kørte ned i mosen, og det traf sig flere gange, at der var en, som fik sig en køretur med luftbanen. Kilden her er en dansk arbejder, der i 1877 arbejdede for konsulen i tørvemosen.

Denne beretning lyder troværdig for så vidt, at der overhovedet var tørv parat til salg i 1877? Der er ingen billeder af luftbanen. På den anden side kendes der heller ingen billeder fra Steenbergs virksomhed overhovedet. Til gengæld huserede der en erindring om en luftbane. Denne erindring var imidlertid placeret en menneskealder senere og til Erik Steenberg, Junior, nevø til Den gamle Steenberg, som tilskrives det første rygte. Rygtet en menneskealder senere drejede sig om en rigtig bane tipvognsbane, der skulle gå fra Tørvefabrikken Phønix til Moselund station. At baneprojektet lokalt kaldtes luftbanen, kan skyldes Steenbergernes mange fantasifulde projekter, idet folkeviddet gjorde et Steenberg-projekt synonymt med et luftkastel. Mens Den gamle Steenbergs luftbane sikkert er god nok, stillede Vejvæsenet sig i vejen for luftkastellet og nægtede tilladelse til anlægget.

Herning Folkeblad, refererer 1. juni 1877 fra Jyllands-Posten: “Tyske Arbejder. Fra Stetin ankom der i følge Jyllands-Posten i lørdags med Dampskibet “Kjøbenhavn” til Aarhus 150 personer (voksne og børn), som befordredes videre til Randers, hvor de skulle anvendes ved Tørvefabrikkerne.”

Der er ingen tvivl om, at de omtalte tyske arbejdere er polakkerne, der skal til Moselund. Tyskerne ankom jo i 1875 til anlæg af fabrikken. At Randers nævnes, er formentlig, fordi Konsul Steenberg, der havde indforskrevet arbejderne, boede der. Der var således noget pressen også dengang have misforstået.

En del af beretningen om maskineriet i Den gamle Steenbergs mose skydes dels en arbejder kortvarigt ansat i mosen dels en karl kortvarigt ansat på Moselundgård i nogen afstand fra mosen, Hvilken kilde, der er ansvarlig for hvilket udsagn, er der ikke ikke redegjort for. Hvor meget erindringer har været udsat for senere efterrationalisering, vides heller ikke. Jeg har på stedet peget på nogle af de erindringer, der har stødt mig, der dog hverken har forstand på 150 år gammel historie eller datidens teknik.

For lokalbefolkningen i Moselund så de polske arbejdere mildest talt anderledes ud, og ret hurtigt tog lokalbefolkningen afstand fra dem. De var også i nogen grad bange for dem. Desuden blev polakkerne groft udnyttet af arbejdsgiveren, og det i en sådan grad, at flere af dem blev syge og døde. Da de en kort overgang strejkede, pudsede arbejdsgiveren politiet på dem. Man kan undre sig over, at Steenberg blev dekoreret, men den sag har P. A. Heiberg allerede 1790 i en lejlighedssang til en privat fest forklaret mig. Siger denne sag dig ikke noget, så prøv at rådføre dig med et socialt medie.

Som nævnt drejede det sig om 150 polske arbejdere, men de havde deres koner og børn med og som regel også deres gamle, som de også skulle forsørge. Der måtte derfor bygges fire barakker med plads til i alt 200 personer. Der udleveredes dog kun én madras med tæppe til hver anden mand. I praksis drejede det kun om godt 120 til 130 arbejdsduelige. Mens maden var elendig, var brændevinen rigelig, og da de få danske, lokale arbejdere ikke brød sig om Steenbergs brændevin fra Randers, endte den også hos polakkerne.

I november indtraf vinteren, og arbejdet gik i stå, så polakkerne blev sendt hjem. Steenberg havde lovet dem hjemrejse, men hans formue havde fået ben at gå på allerede til indkøb af det dyre maskineri til tørveproduktionen, så polakkerne måtte selv sørge for deres hjemrejse. De var nu endnu fattigere, da de rejste, end da de kom. Selv om de ikke havde noget godt at sige om Steenberg, Danmark og danskerne, var der i årende indtil op mod Anden Verdenskrig, utallige polske arbejdere i Danmark, navnlig med de tyske mergelentreprenører, der arbejdede her.

Jeg har tidligere nævnt, at Steenbergs tørv var for store til datidens komfurer og ovne, men faktisk stod det endnu værre til. Han benyttede den fugtige mose til tørreplads, det jeg kalder læggeplads og lagde tørvene ud i tykke lag, og da der så om efteråret kom regn efterfulgt af sne i vinteren, så lå de 200 mands og de kostbare maskiners arbejde som en værdiløs masse derude i mosen. Sommeren efter kom arbejdet slet ikke i gang. Maskineriet var der nu ikke brug for mere, så nu var alle disse tusinde kroner jo spildt, og tre år senere gik konsul Steenberg fallit med en større gæld.

Som jeg har læst kilderne, arbejdede det første Polakværk kun 1877, og herefter lå det blot hen og forfaldt. Først med den næste ejer, Erik Andreas Steenberg kom der muligvis igen gang i værket eller i hvert fald i tørveskæring?

Min hovedkilde, E. Boilesen lader Moselundgårds øvrige værker starte længe efter konsul Steenbergs fallit, men han antyder dog, at nogle af værkerne kunne være startet før? Muligvis i efterfølgeren. E. A. Steenbergs tid? Det mener Hedeselskabet dog ikke. I hvert fald ikke som maskintørveværker!

DET NÆSTE POLAKVÆRK
Moselundgård med tørveværket eller tørveværkerne skulle sælges, og konsul Steenbergs broder savværksejer Erik Andreas Steenberg bød på boet og fik det, men han boede kun på Moselundgård ét år, hvorefter han flyttede tilbage til Randers. Han drev nu gården derfra, og i følge kilderne kom også tørveproduktionen i gang igen. Stadig i følge kilderne med de gammelkendte metoder med håndkraft. Det vil formentlig sige, at han producerede skæretørv? Hvad der blev af sporene og de dyre maskiner, vides intet om. Ej heller vides, hvor mange værker, ejeren af Moselundgård nu drev, men samtidige kilder taler om to værker. Hvilke, det var, er ikke kendt, men kilderne nævner fremdeles Polakværket, og det andet kunne have været Bøllingsøværket. Erik Andreas Steenberg døde den 6. august 1891 i Randers. Fabrikant Erik Steenberg med det uofficielle tilnavn Junior, født 1868, overtager nu Moselundgård, og allerede i 1890erne begyndte han tilvirkning af maskintørv. Han driver virksomheden videre til 1907 hvor han sælger til et københavnsk konsortium, muligvis som følge af en brand i 1906. Blechingberg & Co., som kilden godt nok staver noget anderledes. Erik Steenberg, junior beholdt dog et moseareal omkring det senere tørveværk, Phønix, som han så efterfølgende skulle være gået fallit med, og dermed sluttede Steenberg-æraen omkring Moselund.

Det kunne være givtigt at kigge i regnskaberne for Moselund såkaldte stations tørveindtægter, selv om de ikke oplister kunderne med navn, og jeg således ikke kan skelne Steenberg fra andre tørveskærere som for eksempel A. P. Ladefoged. Banens papirer viser selvfølgelig heller ikke, om tørvene kom fra tørveskæring eller fra et maskintørveværk.

En skinnebane førte fra læggepladsen til Moselund Sidespor. Banen endte på en pælekonstruktion højt over Statsbanernes læssespor, så tørvene kunne tippes direkte i jernbanevognen. Selv om det så imponerende ud, kom det aldrig til at fungere. Ud fra kilden, Chr. Christiani kan denne tekst stamme fra 1902?

USPECIFICEREDE OPLYSNINGER OM MOSELUNDGÅRDS VÆRKER
Holder Boilesens antydninger, åbnedes flere værker nu i Juniors ejerperiode. Han understøttes af Hedeselskabet. Allerede i Erik Andreas Steenbergs tid var Polakværket og Bøllingsøværket muligvis i gang, men formentlig næppe som maskintørveværker? Der er desværre ikke detaljer om værkerne, så vi nøjes blot med at konstatere, at Erik Steenberg, Junior helt sikkert drev både Polakværket og Bøllingsøværket. Også Bisseværket er formentlig fra Juniors periode, og det er Søværket også, hvis det ikke er forvekslet med Bøllingsøværket?

I følge Moseindustriforeningens Meddelelser 4.1904 havde værket kontinuerlig tilførsel af tørv via ringbane. Sikkert uden sporskifter. Systemet var opfundet af dir. Hansen, Herning Tørvefabrik, som en kort overgang var driftsleder i Moselund. Herning Tørvefabrik havde et sådant system, hvor der kørte et lokomotiv på trucker. Senere, men allerede inden 1913, er lokomotivet handlet med Sparkær, hvor Økær Mosebrug var køberen. Esbjerg-lokomotivet skulle have haft dobbeltflanchede hjul, passende til en ringbane uden skifter? Måske blev Esbjerg-lokomotivet virkelig solgt til Økær Mosebrug?

I 1907 er Moselund Tørvefabrik af Erik Steenberg solgt til et konsortium i København for 205 000 kr. Ejendommen består af 300 tdr. land mose, hvorpå der står to tørveværker med en tilvirkning på 150 000 tørv pr. dag. Der er en transportbane fra mosen til stationen.

Denne sidste bemærkning er problematisk. Ikke andre steder er en smalsporbane omtalt, men det kunne jo da været Polakværkets hængebane fra 1877, der sigtets til, skønt jeg tvivler på, at den havde overlevet? På samtidige fotos ses en mast med et stort hjul, men jeg kan næppe tage dette faktum til indtægt for en hængebane?

De nye ejere agter at fortsætte og eventuelt udvide tørvetilvirkningen. Desuden agtes opført en elektrisk kraftcentral samt en briketfabrik. Da mosen kan afvandes til ti meters dybde, er der råmaterialer til tilvirkning i mangfoldige år. Hr. H. M. Hansen i Herning, driftslederen, må vel være ham, der blev fyret og erstattet med den unge Henriksen? Hansen fik ellers en rigtig pæn omtale i Herning Folkeblad 25.04.1896 i anledning af sit 25 års jubilæum, hvoraf det fremgik, at Hansen aldrig selv ejede et tørveværk, men levede af at drive værker for andre og i sine først 25 år havde medvirket til fremstillingen af 220 millioner tørv. Det var som skrevet i 1896, hvor han have været 14 år i Herning og før, han kom til Moselund.

I 1916 annonceres således: Et damplokomobil på 4 hk, nyt eller kun lidt brugt, ønskes til købs. Moselund Tørvefabrikker, Engesvang Station.

I 1917 rådede værkerne over i alt 43 hk dampkraft på flere værker. Arbejdsstyrken var 55 mand, og der var ansat 17 heste.

I følge Mosen 6.1922 havde Fr. Henriksen været driftsleder på Moselund Tørvefabrikker. Han overtager nu i 1922 samtlige aktiver og passiver på gården og mosen. Der er 720 tdr. land, hvoraf 300 tdr. land er mose.

Hedeselskabets moseindustrielle Afdeling meddeler i 1922, at der i Store Mose i den centrale del af Moselund Mose, der hovedsageligt ejedes af Moselundgård, lå ét større tørveværk ude i mosen og to mindre i kanten af mosen. Navne er ikke nævnt, men de tre værker tilsammen har produceret følgende tørvemængder:
1907: 12 millioner tørv.
1911: 9 millioner tørv.
1912: 11 millioner tørv.
1913: 13 millioner tørv.
1914: 13 millioner tørv.
1915: 14 millioner tørv.
1916: 16 millioner tørv.
1917: 16 millioner tørv.
En anden kilde opgiver for 1917 25,8 millioner æltetørv og 9,3 mill skæretørv.
1918: 19 millioner tørv.
1919: 20 millioner tørv.
1920: 21 millioner tørv.
1921: 17 millioner tørv.
1922: Dette år forventes produceret 15 millioner tørv.
Strøelsesfabrikken kunne årligt omkring 1922 producere 25 000 baller. En beregning viste, at der i mosen var til endnu 675 000 baller.
1926: 11 millioner tørv
1927: 8 millioner tørv.

1934 annoncerer firmaet med, at de sælger:
Tørvemuld. Baller á ca. 60 kg. kr. 2,50. pr. balle
Tørvemuld med kalk. Baller á ca. 70 kg. 2,80 kr. pr. balle.
Tørvemuld med kalk og Nitrophoska. Baller á ca. 75 kg. Kr. 4,75 pr. balle.
Produkterne er beregnet til haver og sælges af købmænd og anlægsgartnere.

I følge Krak 1946, firmaregistret hed firmaet Moselund Tørvefabriker A/S, Moselund pr. Engesvang. Bestyrelsen består af fabrikant H. C. O. Henriksen, fru M. O. Henriksen, landsretssagfører J. N. Jessen og bankdir. Oscar Petersen.

Fagregistret: Moselund Tørvefabrikker A/S, Moselund pr. Engesvang. Tlf. Engesvang 15.

1950 gentager fagregistret adressen.

1919 – 60 er der på værkerne i alt produceret 2 milliarder tørv. Rekorden blev sat i 1943 med 27 millioner fremstillede tørv på Moselundgårds værker.

En del af Moseundgårds Moser kaldes Vester Mose, der omfatter matr. 2a af Moselund, bortforpagtedes under krigen til Århus Kommune. Se Aarhus Belysningsvæsen.

BØLLINGSØVÆRKET
Om dette værk var det næste værk i Moselundgårds regi, vides ikke. Driftstiden angives fra år 1900 til 1944. Angivelsen har været rettet til tidsrummet fra 1876 til 1944. 1876 var angivet ned spørgsmålstegn. Værket er betegnet som Værk C på Boilesens kort. Sidste bruger var Robert Mogensen. Boilesen har fundet fundamentrester efter værket og fotograferet dem. Resterne var dog fra Robert Mogensens tid. Værket angives også som det første værk i Bøllingsø. Det skal forstås sådan, at værket lå midt ude i mosen, mens det ældre Polakværk lå i kanten af mosen. Værket startedes formentlig af Erik Steenberg, Junior omkring år 1900 og lukkede 1944 eller 47. Den sidste bruger, Robert Mogensen, Kragelund var muligvis kun forpagter, idet Moselundgård stadig ejede værk og mose? 1941 – 47 var Hans Henriksen ejer.

BISSEVÆRKET
Omvandrende arbejdere ved Vestkystanlæggene, jernbaneanlæggene, merglingen og så videre kaldes dengang bisser eller børster. Som regel var dette arbejde sæsonarbejde, men lønnen i tørvene, mergelen og de midlertidige anlægsarbejder, var ofte højere, end bonden kunne tilbyde en karl. Når navnet bisse var blevet valgt, kunne det være fordi arbejderne stadig var udlændinge fra de undertrykte polske områder af Rusland, Østrig-Ungarn og navnlig Tyskland. Da nu navnet polak var brugt, valgte man så navnet bisse.

Værket menes startet af Erik Steenberg Junior. Det havde betegnelsen Værk J på Boilesens kort. Det kaldets også Steenbergværket. Driftstiden kendes ikke, men det startede i følge nogen kilder før 1900 og sluttede muligvis først i tyverne. Hedeselskabet angiver det dog indirekte først at opstå lidt ind i århundredet. Det første Bisseværk eksisterede kun i kort tid på den oprindelige beliggenhed, men det flyttedes inden tyverne mindst tre gange.

Værket var et fast værk, der også undertiden kaldtes Steenbergværket. Nogle kilder vil, at værket kun havde kort driftstid og efter lukningen lagdes ind under Polakværket?

Fra Boilesen er der en interessant oplysning: Muligvis kørte i 1895 et lille damplokomotiv ved navn Sabro rundt på værket. Der er jo et foto af et hjemmelavet damplokomotiv med lodret kedel? Navnet Sabro er også et lokomotivnavn, idet et lokomotiv, der kørte på mergelbanen fra mergellejerne ved Mundelstrup og Omegns Mergelselskab, hed Sabro. Der er bare det, at dette lokomotiv var fra 1914 og først var i Mundelstrup i 1924. Lokomotivet Sabro i Mundelstrup kørte blandt andet i Sabro mellem Århus og Silkeborg, og det var måske opkaldt efter byen Sabro, eller snarere efter politikeren Peter Sabro, 1867 – 1913. En af Boilesens meddelere har nok fået forskubbet tiden og stedet for indsatsen for lokomotivet Sabro?

SØVÆRKET
Intet under, at flere forskere og meddelere har forvekslet Søværket og Bøllingsøværket, men jeg håber her, at Boilesen, der er min hovedkilde, har haft styr på værkerne.

Søværket kaldtes også Store Værk, underforstået Moselundgårds store Værk, idet Ernsts største værk også kaldtes Store Værk. Boilesen kalder Søværket for Værk E, og det er ved hjælp af bogstavbetegnelsen, at jeg har prøvet at skille Søværket, E fra Bøllingsøværket, C. Formentlig begge værker startedes af Erik Steenberg Junior og var i drift fra omkring 1900 til 1947. Når det formentlig også i perioder kaldtes Bøllingsøværk, kunne det være, fordi værket flyttedes flere gange efterhånden som den nærmeste tørvejord opgravedes. I 1934 væltede værket i en storm, men genrejstes på en position lidt syd for, hvorfra det endnu engang flyttedes i 1940 af hensyn til læggepladsen. Efter flytningen i 1934 kaldet værket nu Ny Søværk.

I følge kilder besad Søværket lokomobilet Frichs 236/1887, der oprindeligt var Kochums fra før 1881. Den var købt fra Herning Tørvefabrik af Blechingsberg, der netop havde ansat en driftsbestyrer fra Herning Tørvefabrik. Maskine solgtes dog allerede i 1912 til Andersen, Klosterlund, der er ukendt. Måske skyldes salget, at H. M. Hansen fra Herning Tørvefabrik nu var ude af billedet, idet Frederik Henriksen var kommet til som driftsbestyrer. Maskinen blev anvendt på Søværkets maskinværksted. I 1908 var maskinen kaldet et lokomotiv. Den påstand holder nok næppe, for dertil var dampmaskinen for svag. Frichs blev også nævnt under Den gamle Steenbergs Polakværk, men det er næppe den samme Frichs-maskine, der er tale om, da den ene er yngre end den anden. Der er dog en mulighed for at kilderne har fået blandet dataene grundigt sammen? Heller ikke denne teori forekommer mig troværdig.

Lokomobilet Marshall 2823/1873 befandt sig også en overgang ved Søværket. Den var købt 1917, men ophugget allerede før 1919 Den tidligere ejer var Bjerregård Mosebrug, Eising mellem Struer og Skive.

Henning Jespersens far var i mange år fyrbøder på værkets dampmaskine. Sønnen drev senere værkerne S og T.

Senere tilkom en 3 cylindret Bukh-diesel.

Sikkert inden Bukh-motoren havde man en Kramper & Jørgensen encylindreret motor, der kørte til 1947, hvor man handlede med Speghøjværket, idet man byttede K&J-motoren med en gravemaskine på skinner, som Speghøj ikke mere ville bruge. Moselund brugte i en periode før 1940 K&J-motoren på et værk nordligere end Søværket med bedre læggeplads. Hvornår den flyttedes retur, vides ikke.

Ved samtlige af Moselundgårds værker angives i alt fire damplokomotiver og 17 heste samt et motorlok. Dog næppe alle samtidig. Lokomotiverne omtales i et afsnit om lokomotiver, idet de betjente også andre værker end Søværket.

I 1907 blev der til værket indkaldt tyske arbejdere. I 1940 var der 130 mand ansat ved tre af Moselundgårds værker. Hertil kom kvinder og børn. 60 mand var ansat ved strøelsesfabrikken. På det tidspunkt præsterede fabrikkerne 13 – 15 mill tørv samt 40 000 baller årligt på alle værkerne.

I 1942/43 flyttede H. Henriksen Søværket. Grunden skulle være, at tørvene nær værket var ved at være opbrugt, og da værket alligevel trængte til modernisering, nybyggedes det på en plads nærmere tørvene. H. Henriksen havde da overtaget værkerne efter faderens død, og en sådan overtagelse giver ofte anledning til modernisering. Kilden pointerer endog at flytningen foregik fra Boilesens position E til position C. Det vil i praksis sige, at Søværket blev til Bøllingsøværket. Det kunne være en forklaring forvirringen om værkerne og deres data. Noget helt tredje er, at kilderne flytter Søværket 1934 og igen 1940, så mon værket virkelig skulle være flyttet igen 1942/43? Mon ikke hele afsnittet er en and?

PHØNIX
Selv om værket en overgang tilhørte Moselundgård, må du søge det i næste indlæg af Tørveproduktion omkring Bøllingsø. Da der var mange ejere, får værket sit eget indlæg. Se del III.

STRØELSESFABRIKKEN I BØLLINGSØ
Denne havde betegnelsen Værk 14 på kortet og lå nær Moselunds læssespor. I 1970, da entusiaster nåede frem med fotografiapparater, havde strøelsesfabrikken længe været lukket og allerede en ruin. Ti år senere var der kun få rester tilbage af fabrikken. Værket eksisterede allerede i 1918, hvor der nævnes en produktion på 16 000 baller á 90 kg årligt. Formentlig var det startet af Frederik Henriksen. Under Anden Verdenskrig var der 60 mand ansat på fabrikken. Da var produktionen 40 000 baller årligt. En annonce formentlig i Hedeselskabets Tidsskrift, men uden tidsangivelse oplyser, at tørvestrøelse er det bedste til hønsehuse. Det holder hønsehuset tørt og hønsene fri for utøj, og desuden kan det bruges bagefter som gødning i have og mark!

I 1916 var fabrikken i følge en plan med målestok omkring 10 x 13 meter. 15. februar 1916 sluttes overenskomst med Statsbanerne om anlæg af en løbebro ved strøelsesfabrikken op Moselund sidespor til pålæsning af tørv. Fabrikken lå nemlig uden for banens hegn, og løbebroen forcerede hegnet og førte direkte til jernbanevognens gulv. På en sporplan fra 1961 ses to læssebroer, og fabrikken måler nu 80 meter i længden og op til 10 meter i bredden. Resterne i 1980, som Boilesen fotograferede, var bygget af mursten, men 1916-versionen nok har været af træ?

STRØELSESFABRIKKEN VED A 13
Da værket det meste af sin levetid har været på andre hænder, er det omtalt i del II. Se Fyns Kulindkøbsforretning. Værk Y.

VÆRK UDEN NAVN MED SKIFTENDE EJERE
Værket havde på Boilesens kort betegnelsen Værk M, og det var i drift i perioden fra før 1918 til sæsonslut 1952. Det var før 1918 muligvis startet af Frederik Henriksen, og han stod også for salget i 1918. Værket var lokomobildrevet indtil 1948, men denne erstattedes så af en dieselmotor, som dog ikke fungerede, hvorefter der installeredes elektricitet.

i 1918 købte M. P. Christensen og Jørgen Kjærsgaard i fællesskab værket af bestyrer Frederik Henriksen på Moselundgård. Der købtes derefter 8 tdr. land mose af Phønix. Senere blev M. P. Christensen eneejer af værket, indtil han i 1930 solgte det til Axel Hansen. I 1941 solgtes værket til Hans Henriksen, Moselundgård, som 1947 solgte til Kruse Hansen og Bækgaard-Andersen for 30 000 kr. Disse tilkøbte to tdr. land af Hans Henriksen og fortsatte produktionen til 1952.

VÆRK UDEN NAVN OG NUMMER
Med driftstid omkring 1905 havde Moselundgård et lille fast værk, hvis navn ikke er kendt. Det lå ved afvandingskanalen nær Søværket. Drivkraften var et lokomobil. Ellers er der ingen oplysninger om værket, og hvad der har været af erindringer, er sikkert druknet i erindringerne om Moselundgårds mange andre værker. Holder starttidspunktet må Erik Steenberg Junior have stået bag.

VÆRK I MOSELUND PLANTAGE
Her havde Moselundgård et værk i en sæson under anden Verdenskrig. Der var mellem en halv og en hel meter dynd i graven. Værket var hestedrevet.

AARHUS BELYSNINGSVÆSENS INTERMESZZO I VESTER MOSE
Dette værk havde under Første Verdenskrig været forpagtet til Aarhus Belysningsvæsen. Efter forpagtningens udløb overtog Hans Henriksen, søn af Frederik Henriksen forpagtningen for 1 kr. pr. 1000 tørv. Han havde fået en aftale med Statsbanerne om at aftage produktionen. Statsbanerne havde taget prøver af hver en vognladning tørv, og resultatet var ganske udmærket.

Værket omtales i del III under Aarhus Belysningsvæsen.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Peter Brøndum Nielsen.
Laurits Nielsen, kaldet Konrad. Ovennævntes bedstefar.
Alfred Nielsen.
Holger Jørgensen.
Alfred Hansen.
Jens Hårup.
Hanne Christensen.
Svend Guldvang.
Peter Andersen.
P. S. Eilertsen.
Chr. Løhde Jensen.
Freddy Boisen.
A. Johannesen.
Chr. Christensen.
Jens Jensen.
Aaboe.
Jørgen Nielsen.
E. Boilesen.
Peter Brøndum Nielsen.
Chr. Christiani, Om Bøllingsø. 1967.
DSB – Beretning om Driften 1917/18.
DSB – Beretning om Driften 1918/19.
Dampkedelprotokollerne, kasse 5 – 8. 16. tilsynskredskreds. 38. politikreds.
Jyllands-Posten 18. og 19.08.1920.
Jyllands-Posten 19., 21. og 24.08.1920.
Jyllands-Posten 10., 11. og 12.02.1941.
Midtjyllands Avis 08.10.1957.
Midtjyllands Avis 04.06. 198?
Silkeborg Avis 10.08.1933.
Thisted Amtsavis 16.06.1877.
Licitationen 08.03 1916.
Mosen 5.1907
Mosen 6.1922
Mosen 44.19??
http://www.kampestenshuset.dk/toervevaerker.htm
http://www.engesvangarkiv.dk/artikler/visartikler.php?ArtikelId=96
De to link til nettet virker ikke mere, men artiklerne findes stadig dog på andres hjemmesider, som for eksempel nedenstående: Lokalhistorisk Arkiv i Ikast Kommune.
Dette arkiv har en del om Moselundgård, Steenbergerne og polakkerne, som du med fordel kan kigge på, hvis du vil vide mere.

Moselundgårds lokomotiver
Da arbejdskraftbehovet hurtig blev for stort, til at produktionen kunne betale sig, påbegyndtes en rationalisering. Et af tiltagene var at erstatte menneskelig arbejdskraft og heste med maskiner. Transporten var oplagt at rationalisere. Spor med tilhørende vogne og lokomotiver til at trække dem var en oplagt mulighed. Spor og vogne var på markedet, men lokomotiver, der var lette nok til mosebrug, kunne ikke købes i starten.

Ombygget lokomobil med liggende kedel
På Moselundgård lod man derfor allerede sidst i 1800-tallet gårdens smed, P’ Smed eller Peder Bjørnholt Andersen konstruere et hjemmelavet lokomotiv af et britisk Boulton & Watts lokomobil, som sattes på en undervogn med to drejelige trucker med hver to aksler. Der var kun en cylinder og derfor svinghjul. Trækkraften overførtes via kæder til begge forreste trucks aksler.

Smeden måtte selv konstruere en omstyring, så lokomotivet kunne køre både forlæns og baglæns. Hertil var brugt eksentricken fra fødepumpen, der var fjernet. Der er dog andre kilder, der angiver, at lokomotivet netop ikke havde omstyring. En bremse fandtes ikke, men lokomotivføreren lagde armen med en dertil påsyet lap på svinghjulet og bremsede derved lokomotivet. Ved start drejede lokomotivføreren svinghjulet med hånden i den ønskede køreretning. Lokomobilet var formentlig fra datidens største fabrik for lokomobiler, Boulton & Watts, hvor Watt var intet mindre en dampmaskinens opfinder, James Watt. Boulton & Watts er kun et gæt. Mit gæt. På fabriksskiltet anes kun bogstaverne Bo, og det have Boilesen fået tydet som Boston, selv om han ikke kendte en lokomobilfabrik i Boston, og han tilmed undrede sig over, at det kunne betale sig at importere fra USA. Imidlertid oplyste Boilesen også, at der var en stjerne på røgkammerdøren, og at der her over stjernen stod Boston. Denne oplysning er dog ikke helt sikker. Lokomobilet erindres som ikke at have været helt ny, da det blev ombygget til lokomotiv. I øvrigt har jeg slet ikke set billedet af lokomotivet med røgkammerdøren med stjerne og navnet Boston!

Som yderligere indicier for den amerikanske oprindelse var, at krumtapakslen lå oven på fyrboxen og at kedlen havde damphat.

Lokomotivet kørte på læggepladsen, og sporvidden var her 600 mm. Ved kørsel i mosen kunne sporvidden ændres til 700 mm, der brugtes på gravbanen.

Boilesen antager, at det var Den gamle Steenberg, der byggede lokomobilet om til lokomotiv i 1876. Andre samtidig beretninger fra den tid nævner godt nok vogne på spor i mosen, men de skubbedes af to mand. Jeg på min side kunne godt tænke mig, at Steenberg Junior stod bag lokomotivet kort inden, han solgte i 1907. Samtidige kilder erindrer lokomotivet i drift hver sæson indtil 1906 eller 08. Det var så hensat til 1911, men var i drift igen i 1912 og 13. Herefter blev det igen hensat. Det kom imidlertid for dagens lys igen i 1934, da en storm væltede Søværket og det skur, hvor lokomotivet stod. Herefter ophuggedes det hurtigt.

Kilder og litteratur
E: Boilesen.
Peter Brøndum Nielsen.

Ombygget lokomobil med lodret kedel
Endnu et hjemmelavet lokomotiv med lodret kedel ses på foto fra et af værkerne. Dette angives at bygget af smed Pe’ Søren. Mellem mange siders omtale er der kun to udsagn, jeg får noget ud af. Ind i mellem er der også åbenlyse misforståelser. Mange kilder, der er ret enige, kunne tyde på, at de alle stammer fra én og samme kilde. Det havde eller været dejligt, hvis for eksempel de ens tidsangivelser havde stammet fra to af hinanden uafhængige kilder.

Lokomotivet, som smed Pe’ Søren  eller som her Pæ’ Søren skulle have konstrueret, var lavet af et lokomobil med lodretstående kedel. Kraftoverførslen skete via en rem. Netop det udsagn stemmer overens med et billede, som kilderne, så vidt jeg kan se, ikke har set. Endvidere nævnes det, at frem- og tilbagekørsel skete ved at krydse remmen. Det nævnes udtrykkeligt, at når lokomotivet kørte fra mosen til tørveværket, var remmen krydset, og når så lokomotivet skulle retur igen med de tomme vogne, så var remtrækket, som kilde udtrykte det, lige. En noget besværlig måde at skifte kørselsretning på.

Blandt andet beretter kilden, at lokomotivets hjul var dobbeltflangede, og at sporet var af træ. Selv om træspor var på markedet, så viser billeder almindelig jernspor.

Dobbeltflangede hjul og sporskifter kan være vanskelige at få til at virke sammen med sporskifter. Det gælder dog kun, hvis man benytter almindelige tungesporskifter. Til dobbeltfangede hjule, der også markedsførtes, kunne man benytte stubsporskifter. I det aktuelle tilfælde oplyser referenterne, at man var nødt til at vælte den netop tømte vogn af sporet for at få plads til at tømme den næste vogn. Personalet skulle så bruge kræfter på at sætte den første vogn på sporet igen. Jeg kan imidlertid finde flere måder til at undgå at skulle vælte vognen af sporet efter tømningen!

Smed Pe’ Sørens lokomobil blev ingen succes konstaterer Herning Folkeblad små hundrede år efter.

Jeg på min side undrer mig over over de enslydende betegnelser, der alligevel er forskellige? P’ Smed, Pe’ Søren og Pæ’ Søren.

Kilder og litteratur
Herning Folkeblad 19.03.1994. Engesvangsmedens datter og svigersøn om smedens uheldige eksperiment – og tørvetidens Engesvang før verden gik af lave. Artikel af Per Schou efter samtale med hovedpersonens datter og svigersøn.
Freddy Boysen.
Ernst Sigurd Jensen.
Peter Brøndum Nielsen.

Esbjerg-lokomotivet
Desuden købte man lige efter århundredeskiftet et firecylindret damplokomotiv fra Jensen & Olsen, Esbjerg Lokomotivfabrik. Måske fordi de egne eksperimenter med ombygning af lokomobiler ikke havde haft den ønskede effekt? Esbjerg-lokomotivet var dog heller ingen succes. Det angives af en samtidig kilde som værende fra 1902. Andet steds dog af være fra 1906. Bortset fra at vi kender dets eksistens, ved vi ikke mere. Vi har dog muligvis et foto af det? En kilde omtaler en lokomotivhandel mellem Moselund og Pindstrup, hvor man også havde et Esbjerg-lokomotiv. Ingen ved dog, om handelen gik fra Moselund til Pindstrup eller omvendt. Ligefrem at sætte lighedstegn mellem de to lokomotiver, tør jeg heller ikke. I øvrigt blev en Esbjergmaskine trykprøvet i Pindstrup 1919, og da var Moselunds Esbjerg-maskine for længst borte. Den var til salg 1910, og selv om den næppe blev solgt, har den ikke mere været i brug i Moselund.

Esbjerg-lokomotivet var bygget af Esbjerg Jernstøberi, Jensen & Olsen, N. J. Poulsens Eftf. Vi entusiaster registrerer under Jensen & Olsen.

Grunden til købet var, at man manglede mekanisk trækkraft ud over mennesker og heste. Disse var i det lange løb for dyre at arbejde med, hvis maskintørv skulle kunne konkurrere med skæretørv. Ligegyldig hvilke lokomotiver, man så på, var de for dyre eller for tunge. Det gjaldt således nymodne motorlokomotiver og elektriske lokomotiver. Her kom Jensen & Olsen ind i billedet med deres konstruktion, der var let, idet det havde vægten fordelt på fire aksler. Det havde en rimelig trækkraft, idet det havde fire cylindre. Navnlig på en læggeplads var en meget lille kurveradius ønskelig, og netop Jensen & Olsens lokomotiv tilgodeså dette ønske, idet lokomotivet i stedet for fire aksler lejret i rammen havde to trucker, der tilmed var drejelige begge to. Desværre var denne finesse, der umiddelbart var en fordel også netop lokomotivets akilleshæl. Det var ikke lykkedes konstruktøren at få damprørene fra kedlen til de drejelige cylindre tætte. Løsningen er der nogen uenighed om, sikkert fordi historikerne aldrig har set lokomotivet. Der tales om en gummislange, og dette materiale skulle kunne bøjes, men damp med en halv snes atmosfæres tryk holdt gummislanger åbenbart ikke til længe. Andre taler om kugleventiler? Hjulstillingen skulle efter det beskrevne have været ‘B’BT.

Der er som nævnt ikke angivet data på lokomotivet overhovedet. Lokomotivet i Pindstrup var et par år ældre, og her er angivet data som sporvidde 700 mm. Moselunds maskine var 600 mm. Kedlen, der var af en speciel konstruktion, idet konstruktøren havde været i lære i USA, havde i Pindstrup en hedeflade på 12,01 m². Det noget senere leverede lokomotiver til Phønix havde en kedel på 11,70 m². Kun fra Phønix kendes et kedeltryk, der er angivet til 8,5 atmosfærer. Tidligere kunne det have været højere, da utæthederne ved dampoverførslen måske har fået konstruktøren til at sætte trykket ned? Uden teknisk forstand, men ud fra sammenligninger med andre maskiner, ville jeg betegne bådet trykket og kedelstørrelsen som lille til et lokomotiv med fire cylindre. En ydelse på mere end 10 hk kunne lokomotivet næppe heller præstere?

En af de gamle mosearbejdere ansat på Moselundgård, Chresten Bjørnholt Andersen oplyser i en båndet samtale med Boilesen, at Steenberg havde mange maskiner. Det er nok Junior, der omtales, og med maskiner menes lokomotiver. Der var en, vi kaldte Esbjerg-maskinen. Det var en firecylindret maskine med gummislanger fra kedlen og ned til cylindrene. Det var et underligt spektakel…….

Han broder, Kresten Bjørnholt Andersen erindrede: Der var en danskbygget maskine…… et besynderlig apparat, sammenbrokket……. duede ikke til noget. Igen er det Esbjerg-lokomotivet, der omtales.

Kresten var lokomotivfører på Moselundgårds værker til 1914. Begge brødre var sønner af P’ Smed på Moselundgård. Det var P’ Smed, der byggede det ene hjemmelavede lokomotiv. Begge brødre var i øvrigt også fætre til E. Boilesens far.

Marius Dam har også udtalt sig om Esbjerg-lokomotivet: Lokomotivet er indkøbt 1902 og kørte først på Søværket og senere på Polakværket. Det gjorde imidlertid for mange knuder og forsøgtes solgt 8 – 10 år senere.

Da Moselundgård forsøgte at sælge lokomotivet, var det knap så ilde – i hvert fald i følge den bevarede salgsannonce: Lokomotiv. Et 10 hk lokomotiv, sporvidde 600 mm, 4 cylindre fuldstændig som nyt, udmærket egnet til mosebrug og baneanlæg, er til salg for halv pris. Kan prøves her af virkelige liebhavere. Annoncen var kun i én gang, nemlig i Ingeniøren 02.04.1910. Med den beskrivelse kan det kun have været det første Esbjerg-lokomotiv.

Kilder og litteratur
Signalposten
Peter Brøndum Nielsen
E. Boilesen
Ingeniøren 02.04.1910.

Militærbanelokomotivet
Efter Første Verdenskrig forsøgte fabrikken sig med et motorlokomotiv til erstatning for heste og hjemmelavede damplokomotiver. Motorlokomotivet købtes af den kongelige og kejserlige østrig-ungarske hær. Adskillige sådanne lokomotiver kom til Danmark i tiden lige efter krigen, men ingen kan med sikkerhed føres tilbage til en militær fortid. I forbindelse med de østrig-ungarske maskiner ses betegnelsen kuk, der er forkortelse for kongelig og kejserlig. Om Moselund Tørvefabrik selv handlede på et demobiliseringslager, eller de handlede med en dansk importør, vides ikke. Pressen oplyser ved købet i sommeren 1920, at lokomotivet var af den slags, som under krigen anvendtes til ammunitionstransport på de små feltbaner. Tager vi teksten her helt bogstavelig, var lokomotivet af samme type som militærbanernes, men det havde ikke nødvendigvis kørt for militæret under krigen. Det kan være produceret på bestilling af militæret, men ikke blevet færdigt inden krigen var slut og derfor afhændet til civilt brug. Da de gik som varmt brød, har østrigerne fortsat produktionen. Ikke mindre end ti styk gik til Danmark 1920 importeret af Hans Sommer, København. Han var i øvrigt også agent for Sverige, der aftog adskilligt flere AD-lokomotiver.

Lokomotivet beskrives som et benzol-lokomotiv af mærket Austro-Daimler, hvilket er det østrigske Daimlerwerk. Sporvidden var 700 mm i Moselund, men formentlig har lokomotivet hos hæren kun været på 600 mm som i Tyskland? Også her må en omsporingsmulighed have været en forudsætning for hærens anskaffelse. Lokomotivet beskrives som lille. Motoren har næppe været mere end på 6 hk. Sporvidden kunne dog også have været den på de kanter foretrukne smalsporvidde: 760 mm. Det er dog ikke sandsynligt? Men ejeren kalder lokomotivet driftssikkert og i god stand og kun lidt brugt, så var personalet, hvis udtalelser også er bevaret, af en lidt anden mening. Lokomotivet havde sten som ballast i en stor trækasse. Det var meget stift og støjede meget og var ikke populært blandt personalet.

Lokomotivet var dyrt i drift og brugtes kun, når sommeren var tør og brandfaren ved brug af damplokomotiver var overhængende. I marts 1922 averteres lokomotivet til salg i bladet Mosen. Da lokomotivet købtes var kulpriserne højere end benzinprisen, men det ændrede sig ret hurtigt. Ordet benzin og benzol er her brugt i flæng, men i praksis var benzin et produkt fremstillet af råolie, mens benzol var benzin fremstillet af kulstof fra kul, tørv, træ eller naturgas.

I annoncen fra 1922 ville man samtidig sælge en liggende petroleumsmotor på 5 hk og en benzinmotor af bådmotortypen på 6 hk. I 1923 ville Moselund Tørvefabrikker A/S eventuelt bytte det til en Fordson-traktor.

Der kendes ingen billeder af dette lokomotiv, og der kendes ingen data på det. Jeg tillader mig dog at klippe lidt i et andet indlæg på min hjemmeside: Smalsporede militære jernbaner og deres materiel under Første Verdenskrig.

Allerede i starten af århundredet nemlig fra 1906 kørte der i Åmosen på Sjælland et Austro-Daimler-lokomotiv, og Første Verdenskrigs-udgaven har næppe ændret sig meget. Netop efter krigsafslutningen fandt adskillige Austro-Daimler-lokomotiver vej til Danmark, men også her kniber det med fotos, og strengt taget ved vi ikke, om det var en kuk-type. Også andre annoncer om handel med Austro-Daimler-lokomotiver var i pressen på den tid, men de gælder næppe Moselunds lokomotiv. En af annoncerne kan ud fra sporvidden gælde konkurrenten i Pindstrup, men vi har stadig ingen billeder.

Kilder og litteratur
Mosen 9.1920.
Mosen 4.1922.
Jyllands-Posten 24. og 25.01.1923.
På min hjemmeside er der lidt mere om det østrigske lokomotiv, blandt andet billeder, der viser, hvordan det muligvis kunne have set ud. Se: https://bentsbane.dk/tyske-militaerbanelokomotiver-i-danmark-efter-foerste-verdenskrig/

To fabriksfremstillede damplokomotiver
De kaldes lokalt Krølle og Hjas, men navnene var ikke malet på lokomotiverne og ikke officielt. Der er nok næppe tvivl om, at lokomotiverne først var kommet til Moselund Tørvefabrikker, da Frederik Henriksen var kommet til roret i 1917, hvor firmaet var blevet et A/S.

En samtidig erindring oplyser, at der i Moselund på det tidspunkt var en ret hidsig lokomotivfører, der både slog og sparkede sit lokomotiv. Om det hjalp, er ikke oplyst, men jeg glæder mig over, at han ikke kørte Esbjerg-lokomotivet!

Jung 1656/1911, Krølle
Lokomotivet havde 700 mm sporvidde og 6,3 m² kedel med 12 atmosfæres tryk. Det præsterede 10 hk og vejede 3,64 t. Det blev som nyt i 1911 leveret til Vorbasse Mergelselskab via agenten Poul Cohrt, Århus. Køberen brugte 1911 – 17 lokomotivet til mergeltransporter fra Fitting Mergelleje for Vorbasse Mergelselskab. Det var så til salg i 1917, da Staten opfordrede mergelselskaberne til at afhænde deres materiel til tørveindustrien. Langt de fleste mergelselskaber fulgte da også Staten, ikke mindst fordi kulpriserne var blevet for høje, til at det betalte sig at køre mergel ud. På et eller andet tidspunkt, men ikke nødvendigvis straks i 1917 solgtes det til Moselund Tørvefabrikker. Det menes at være inspiceret her allerede 1919. Sidste kendte syn i Bøllingsø var i 1923. Da en godkendelse varede i fire år, må lokomotivet være solgt inden 1927. Det er da også set på foto angivet at være fra 1925. Køberen var Fængselsvæsenets Tørveværk Lyngs ved Stakroge. Her kørte det tørv, indtil det var opslidt og ophuggedes 1940. På et tidspunkt er fabrikant Flensborg, Herning også omtalt som ejer, men da han producerede tørvemaskine og muligvis selv ejede tørvemoser, har han nok kun handlet med lokomotivet eller eventuelt blot formidlet salget? Der er omtalt trykprøve 24.10.1919 og syn 17.09.1920, 10.12.1921, 22.11.1922 og 17.03.1923.

O&K 4338/1910, Hjas
Moselundgårds andet køb var O&K 4336/1910. Også det havde 700 mm sporvidde, 5,02 m² kedel med 12 atmosfæres kedeltryk. Det bar ved købet uofficiel navnet Goliat. I Bibelshistorien var Goliat en sand kæmpe, mens 4338 var et meget lille lokomotiv, så navnet har nok været givet med et glimt i øjet? I Moselund døbte arbejderne det nu Hjas. Dette navn navn kendes også fra min egn længere syd- og østpå i Jylland. Udtrykket Gamle Jas kunne været alt lige fra en god gammel ven til et barn, som en mor taler til. Det blev i august 1910 leveret til Det danske Hedeselskab til brug for mergelkørsel fra Engesvang Mergelleje for Gratehede Mergelselskab, hvilket stod på 1910 – 15. Herefter købtes og brugtes det 1917 – 25 til tørvekørsel for en af Moselundgård Tørvefabrikkers værker. Sandsynligvis Søværket. Sidste trykprøve ved Gratehede Mergelselskab var 02.04.1917. Måske i forbindelse med salget? Sidste syn i Bøllingsø var 18.01.1923. Inden 1927, hvor nyt syn skulle have været foretaget, var lokomotivet solgt eller ophugget. Frederik Henriksen var givetvis køberen. Han havde i sin ungdom, før ansættelse på Moselundgård været i praktik hos skovfogeden i Kompedal, der samtidig var i bestyrelsen for Gratehede Mergelselskab. Her løb Henriksen først med datteren og siden fra Moselund med lokomotivet.

Navnet Goliat var som allerede antydet absolut en spøg, men ved mergelselskabet, som lokomotivet startede for, fandtes også et noget større lokomotiv ved navn David. Dette var dog opkaldt efter lokomotivføreren, og så var det nærliggende for bibelstærke mergelarbejdere at kalde selskabets andet lokomotiv for Goliat. Gratehede staves ofte Grathe Hede eller Grate Hede eller Grathehede. Sidste trykprøve var 02.04.1917. Syn 30.10.1920, 11.02.1921, 03.02.1922 og 18.01.1923.

For en ordens skyld skal jeg lige nævne, at enkelte forskere har udtrykt tvivl om, at lokomotivet O&K 4338/1910, som det ses på billeder fra mergellejet er det samme, som på billederne fra Moselund Tørvefabrikker. Jeg må indrømme, at der er blevet ombygget en del mellem mergelarbejdet og indsatsen i Moselund, men billedet kan naturligvis vise et andet, men lignende lokomotiv, der kunne have været fra De Jydske Kultørvfabrikker i Blåhøj, hvor folk fra Moselund også have arbejdet?

Henschel 13079/1914, Phønix’ lokomotiv.
Også denne maskine har kørt for Moselund Tørvefabrikker, så den medtages i omtalen. Der er dog ingen billeder. De må søges i del III under Phønix. Henschel 13079/1914 havde 785 mm sporvidde og en kedel på 16,0 m². Typen var Fabian. Det solgtes som nyt i 1914 til entreprenør Mathias Andersen & Co, der 1914 – 18 brugte det til mergeltransporter fra Galtho Mergelleje for Galtho og Omegns Mergelselskab. 1918 – 19 gjaldt det kalktransporter fra Erslev Kalkleje for Morsø Kalkselskab stadig med Mathias Andersen & Co. som ejer. Han satte det til salg, fordi han havde anskaffet nye og større lokomotiver, idet mergelselskabet kørte helt til 1923. Køberen i 1920 var Moselund Tørvefabrikker, der netop havde overtaget den fallerede Tørvefabrik Phønix i Moselund og anvendte det 1920 – 33 til tørvetransporter for Phønix. Moselund var dog kun ejer en kortere tid, nemlig 1920 – 28. Lokomotivet havde et apparat, der kunne suge vand fra grøfter i mosen. Sidste kendte trykprøve 08.03.1918. Kendte syn forekom 17.09.1920 og 05.04.1923, men desværre er der ikke angivet synssted eller ejer. Holger Jørgensen angiver, at lokomotivet kom til Moselund 1928, mens Alfred Hansen angiver 1920. 1920 er nok mere sandsynligt som ovenfor anført. Begge er dog enige om, at lokomotivet udrangeredes 1933.

Desuden er der naturligvis rygter om adskillige lokomotiver, der påstås at have været i Moselund af nogen kilder, men ikke erindres af andre.

To fejlnoterede lokomotiver
Flere forskere nævner med Kedeltilsynet som kilde, at lokomotiverne Henschel 17741/1920 og 17742/1920 skulle have været i Moselund. For 19941 er der ingen tidsangivelse overhovedet, men der for 17742 angivet indtil 1940, hvor lokomotivet for ejeren Højgård & Schultz sendtes til Portugal. Hvordan lokomotiverne skulle være havnet i Kedeltilsynets arkiver med bemærkningen Moselund har jeg igen forklaring på, og jeg tror ikke på påstanden. Lokomotiverne var for tunge til mosen og deres sporvidde på 785 mm passede ikke i Moselund. Heller ikke selv om vi antager, at det ikke var Moselund Tørvefabrikker A/S, der var ejeren, men en anden tørvefabrikant i Moselund.

Nyere Motorlokomotiver
Pedershåb 323/1941
I 1941 ønsker Moselund Tørvefabrikker at købe et motorlokomotiv. Således: Motorlokomotiv m. el. u. generator købes kontant. Moselund Tørvefabrikker. Engesvang Station. Tlf. 15.

Det blev åbenbart et nyt lokomotiv, fabrikken kom til at købe, nemlig Pedershåb 323/1941.

Nagbøl uden data
1941 – 53 handlede Moselund Tørvefabrikker jævnligt reservedele til jernbanemateriellet med firmaet Spøer i Middelfart. I 1947 købtes en ny kæde til et Nagbøllokomotiv. Et sådant må man åbenbart også have haft. Det er muligvis det, man ser på billederne fra Strøelesfabrikken i Pårup. Værk Y.

Willemoes uden data
Chr. Løhde Jensen var som 18-årig ansat på Phønix. Han angiver, at der på Moselundgård var tre motorlokomotiver, som han kalder tre grise: En Pedershåb, en Esbjerg-gris og en hjemmelavet, der var købt fra Blåhøj. Esbjerg-grisen var netop fra Willemoes. På denne monterede Chr. et motorcykelsæde. Det ses på et billede af Nagbøllen, men det kunne jo have været flyttet? Blåhøj er De jydske Kultørvfabrikker. De havde importeret militært overskudsmateriel efter Første Verdenskrig, og ellers kørte de Pedershåb. Hvad, der kom til Moselundgård, ved jeg ikke. Det kunne godt være krigsmateriellet fra Deutz, der kaldtes hjemmelavet?

Ukendt lokomotiv

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Alfred Hansen.
Peter Brøndum Nielsen
Laurits Nielsen. Kaldet Konrad.
Chr. Løhde Jensen.
Dampkedelprotokollerne, kasse 5 – 8 kredsene 1-4.

Driftsformer
Før 1908 var der mindst to spor i tørvegraven, og næppe mere end de to spor, der førte vinkelret på gravezonen ned i graven. Skitsen ser jeg som en principskitse, hvor man er begyndt til venstre og nu graver sig mod højre ind i tørven, jævnfør nogle af billederne, der viser to spor i graven og ikke mere. Skitsen skylden en svensker, der var udvandret til Canada og her udgav en bog om tørvegravning. Kilde er angivet på skitsen.

Driftsformen i mosen i tyverne skal omtales her. Det tungeste lokomotiv var Krølle, og det kørte nærmest tørveværket. Hjas, O&K 4336/1910 kørte ude i mosen. Her var tre spor i graven, men kun på de to spor der vogne til læsning. To vogne på hvert spor. Den ene blev læsset med bundtørv, der var ret flydende og læsset var derfor lavt. Anden vogn læssedes med tørv fra øverste lag, og de kunne stables højt. Det hele homogeniseredes så i tørveælteren. Hjas kom ud med fire vogne forrest. De to kørtes ind på det tomme spor. Derpå hentede Hjas nu de to læssede vogne og bragte dem over på det tredje spor til de to læssede vogne, der stod der. Endnu engang kørte Hjas op fra gravsporene med de to tomme vogne, det stadig havde på næsen og anbragte dem i det andet tomme gravspor. Så var der kun tilbage at hente de fire læssede vogne og trække dem ud til Krølle, som trak dem til tørveværket.

Kort efter 1923 kørte Krølle tværs over mosen fra Søværket i mosens sydlige del til Polakværket i den sydlige del nær stationen. Før denne sporforbindelse brugte polakværket heste som trækkraft.

Kilden til flere afsnit her var den her også ofte omtalte Peter Brøndum Nielsens, hvis bedstefar var lokomotivfører på Moselundgård 1917 – 1922. I 1922 kom kullene tilbage, og tørv blev sværere at sælge, og den deraf følgende personaleindskrænkning gik ud over alle ugifte ansatte.

Kilden mener, at lokomotivet Hjas var treakslet men to drivaksler og en løbeaksel. Denne skulle være sat på af Moselundgårds smedje, for at sænke akseltrykket. Efterløbere havde det med at afspores, og til sidst blev det lokomotivføreren for meget, så han afmonterede den selv efter endnu en afsporing. Den lå i lang tid ude i mosen, hvor den var afmonteret.

Billeder fra værkerne

De fleste billeder fra Peter Brøndum Nielsen findes også de lokalehistoriske arkiver. Også Silkeborgarkivet har billeder fra Moselund. De fleste af PBNs fotos har jeg også negativ til, og det har Svend Guldvang også. Disse sidste findes på Struer Museum tidligere Struer Jernbanemuseum. Der befinder sig også en del af mine, mens Industribaneklubben har andre.

I øvrigt viser indlægget formentlig kun halvdelen af de foto, jeg har i arkivet. Dertil kommer foto fra de lokalhistoriske arkiver, som jeg endnu ikke har fundet, eller som endnu ikke er lagt ud.

Kilder og litteratur
E. Nystrom, Peat and Lignite.
Det svenske Rigsarkiv.

HENRY MÄRCHER
Kristianshøj

Værket kendes kun fordi det var til salg i 1941 i følge en avis: Tørveværk til salg. Et nyt værk startet i fjord, komplet med alt tilbehør, en mose, gode spor, er på grund af anden bestemmelse billigt til salg …… Henry Märcher, Kristianshøj, Engesvang.

Det er ikke 100 % sikkert, at værket lå i eller ved Bøllingsø. Hvem, der købte det og drev det videre, vides heller ikke, men sandsynligvis optræder det allerede i et af de tre indlæg bare under andet navn?

Kilder og litteratur
Jyllands-Posten 05.03.1941.

Indlægget fortsættes i del III.