Tørveværker og tørvebaner omkring Bøllingsø. I

Del I. Afsnittene fra Indledning til og med Ernsts tørveværker

Forord

Da indlægget ser ud til at blive større, end nogle udbydere til læsning af hjemmesider kan eller vil klare, har jeg set mig nødsaget til at dele indlægget i tre dele. Delingen vil ske efterhånden som indlæggene når op på omkring 100 sider.

Tørveværkerne ordnes i alfabetisk orden efter tørveværkets ejer eller værkets navn, hvis værket altså havde et navn. Denne inddeling er ikke den optimale, men ligegyldigt hvilken delemåde, jeg vælger, vil der opstå dispositionelle konflikter, så det må jeg leve med.

Her først et indeks i alfabetisk orden, hvor du kan se, hvad jeg har kaldt et enkelt afsnit og i hvilken mappe, det skal søges i. Da udbyderen af siden her ikke kører med sidenumre, må du søge på tørveværkets navn, som det er angivet i indekset i søgefunktionen ude til højre.

INDHOLD

Del I af Tørveværker og tørvebaner omkring Bøllingsø
Afsnittene fra Indledning til og med Ernsts tørveværker

Indledning.
Bøllingsø.
Tørvefremstilling i tidlige tider.
Generelt om mosen.
Udtørringen.
Udviklingen af rationel tørvedrift.
Transport af tørv.
Området jernbanestationer.
Oversigt over moserne i området.
Oversigtsplan.
Tørveværkerne et for et.
Herluf Ammitzbøll, Kristianshøj pr. Engesvang
Martin Anchersen, Klosterlund pr. Engesvang
– Klosterlund eller Skallerund tørvefabrik. Værk 5.
– Ny Værk. Værk 4.
– Klosterlund Tørvefabrik. Værk 7.
Anders Andersen, Engesvang. Værk 12.
Anders Peter Andersen, vognmand, Bording Station.
Rasmus Andersen, Engesvang.
– Grøndalsgårdværket. Værk 3.
– Halifax. Værk 10.
Niels Bay, Elling pr. Funder.
Aage Christensen, Tollund pr. Funder. Værk N. Ofte omtalt som Aage Sofus.
Brødrene Christensen, Aarhus. Værk U.
Halvard Christensen, Engesvang.
J. Chr. Christensen.
M. P. Christensen og Jørgen Kjærsgaard. Værk M.
Peter Christensen, Tollund.
Elling Ny Mosebrug.
Engesvang Smede- og Maskinværksted.
Engesvang Tørvefabrikker og familien Ernsts værker.
Emil Ernsts værker. Engesvang Tørvefabrikker.
– Store Værk. Værk A.
– Grågårdsværket. Værk B.
– Motorværket. Værk 9.
– Lille Værk.
Brødrene Ernst, Engesvang.
Midtjydsk Mosebrug, Engesvang.
Christian Ernsts værker.
– Ellingværket. Værk D.
– Værk uden navn. Værk F.
– Elling Mosegård. Værk G.
– Værk ved Dværgbakke.
– Lille Værk. Værk R.
– Speghøjværket. Værk S.
Jens Ernsts værker.
– Værk Uden navn.
– Transportabelt værk.
Peter Ernst, Horsens.

Del II af Tørveværker og tørvebaner omkring Bøllingsø
Afsnittene fra Brødrene Frank til og med Henry Märcher

Brødrene Frank, Stenholt.
– Nordlige Værk. Værk 1.
– Sydlige Værk. Værk 1. Begge kaldtes Værk 1. Eventuelt 1 A og 1 B.
Fyns Kulindkøbsforretning, Odense. Værk Y.
Anker Gelius, Klosterlund. Værk 2.
Jens Haarup, Moselund pr. Engesvang. Værk L. Phønix. Se Del III.
Axel Hansen. Værk M.
Kruse Hansen og Bækgaard-Andersen. Værk M.
Peter Hansen, Elling Mosegaard pr. Funder Station.
Søren Hansen, Engesvang.
Peter Henriksen og Emil Christensen, Engesvang.
Einar Hessel, Engesvang.
L. Hesel, senere L. Hesel og Sønner, Moselund pr. Engesvang. Værk O.
J. J. Hessellund, Charlottenlund, Moselund pr. Engesvang.
Søren Holm, Frederiksdal.
Claus Christian Ginnerup Jensen, Skørring pr. Mørke.
Harry Jensen, Elbæk.
J. Jensen, Engesvang.
J. C. Jensen, Engesvang.
J. P. Jensen, Frederiksdal, Engesvang.
Karl F. Jensen og Viggo E. Jensen, Aarhus.
N. Jensen, Viborg.
Peter Jensen, Stenholtgaard, Engesvang.
Søren A. M. Jensen, Pederstrup, Kjellerup.
Henning Jespersen. Værk T.
Knud Johansen, Engesvang.
Kidmose.
Chr. Kidmose, Engesvang. Dværgbakke. Værk 6.
Johannes Kidmose.
Niels Kidmose.
Ole Kidmose, Engesvang. Lille Ellingværk. Værk I.
M. Kjeldsen, Engesvang.
A. P. Ladefoged, Engesvang.
A. P. Ladefoged og Johannes Poulsen, Engesvang.
Tobias Lassen, Bording. Nørvang Tørvefabrik. Værk Z.
Tobias Lassen, Paarup. Tollundværket. Værk K.
Johan F. Lau, Skygge pr. Engesvang.
Bertel Lauridsen. Engesvang.
Vilhelm Løhde. Værk T.
Frederik Vilhelm Malmbak, Engesvang.
M. Malmbach og Carl Finderup Solnæs, Engesvang.
Martin Malmbak, Christianshøj, Kragelund pr. Silkeborg og Marius Nielsen.
P. Malmbak, Elbæk. Værk 11.
Niels Meldgaard, Engesvang.
Midtjydsk Mosebrug, Engesvang.
Alfred Mikkelsen, Kragelund.
Robert Mogensen Lille Ellingværk. Værk I.
Moselundgårds Tørveværker A/S
– Det første Polakværk. Værk H.
– Det næste Polakværk. Værk H.
– Uspecificerede oplysninger om Moselundgårds værker.
– Bøllingsøværket. Værk C.
– Bisseværket. Værk J.
– Søværket. Værk E.
– Phønix. Se mappe III Værk L.
– Strøelsesfabrikken i Bøllingsø. Værk 14.
– Strøelsesfabrikken ved A 13. Se del II. Værk Y.
– Værk uden navn med skiftende ejere.
– Værk uden nummer.
– Værk i Moselundgårds Plantage.
– Århus Belysningsvæsens intermezzo i Vester Mose. Se del III.
Henry Märcher, Kristianshøj.

Del III af Tørveværker og tørvebaner omkring Bøllingsø
Afsnittene fra Chr. Nielsen til Museumsvirksomhed.

Chr. Nielsen, Paarup.
H. Pape, Mosebo Tørvefabrik.
Magnus Aage Pedersen, Neder Julianehede pr. Bording.
Petersen, Paarup. Værk T.
Chr. Petersen.
Poulsen, Paarup. Værk 16.
Johannes Poulsen, Engesvang. Værk V.
Phønix. Værk L.
Paarup Mose.
Paarup Mosebrug. Se: Fyns Kulindkøbsforretning. Værk Y. Se del II.
Carl Rønnow, Ellinggaard, Funder.
Magnus Peter Schmidt, Klode Mølle pr. Engesvang.
Speghøjværket, Paarup Mose. Se Værk S i del I.
Johannes Stenholt, Fruerlund.
Jacob Sørensen, Silkeborg.
J. Sørensen, Engesvang.
Henning Thomsen, Moselund pr. Engesvang.
Thomas Thomsen, Moselund. Værk P.
J. P. Thygesen, Moselund pr. Engesvang.
Uidentificerede værker.
Ukendt værk i Engesvang. Værk 8.
Ukendt værk i Engesvang. Værk 19.
Ukendt værk i Engesvang. Tlf. 96.
Ukendt værk ved Kristianshøj.
Ukendt værk. Ingen angivelser.
Ukendt værk. Heller ingen angivelser.
Jens A. Wackerhausen, Christianshøj, Engesvang.
William Westergaard, Moselund pr. Engesvang. Værk 15 og Værk X.
Zeuthen, Silkeborg. Værk 20.
Østre Mosebrug, Moselund pr. Engesvang.
Aarhus Belysningsvæsen, Aarhus. Værk F og Værk W.
Tørveæraen rinder ud.
Museumsvirksomhed.

INDLEDNING

BØLLINGSØ
Bøllingsø er en større, men lavvandet sø, der lå og igen ligger lige på Israndshovedstilstandslinien vest for Silkeborg, hvortil Istidens gletschere i sidste istids allersidste fremstød nåede. Bøllingsø tiltalte de allertidligste stenaldermennesker Danmark, og området har været beboet siden med talrige spor efter menneskelig aktivitet. Med tiden voksede søen dog til og blev til en stor tørvemose, der fra midt i 1800-tallet er blevet udnyttet til tørvefremstilling. Da tørvene var bortgravet midt i 1900-tallet, naturgenoprettedes dele af søen. Tørvene har dog været udnyttet også tidligere, idet nogle af områdets moselig, der i dag kan ses på museer, er fundne i gamle tørveskær fra Jernalderen.

Foruden Bøllingsø medtages tørveværker i mindre moser i omegnen. I Paarup Mose var nogle af tørvene dog af en helt anden karakter, men mange af tørveværksejerne i Bøllingsø gravede også tørv her, så de to moser er svære at skille.

Jeg var så heldig tidligt i min forskning at løbe ind i et par lokale forskere, foruden at jeg har haft et godt samarbejde med lederne af de lokalhistoriske arkiver på egnen. Med en af de lokale forskere har jeg, mens tid var, gået i mosen og søgt rester af alle de tørveværker, der havde efterladt sig spor. Det var som regel værkets brønd, det lykkedes at lokalisere.

TØRVEFREMSTILLING I TIDLIGE TIDER
Fra gammel tid var den danske muld fordelt mellem bønderne således, at der til hver gård hørte et stykke god jord, et stykke skov, et stykke eng, et stykke kær og et stykke mose for så vidt, at de nævnte landskabstyper fandtes i landsbyens område. Ofte var fordelingen endnu mere kompliceret, også selv om godsejerne påberåbte sig overhøjheden over jorderne. Med udskiftningen fra sidst i 1700-tallet fik alt dette dog en ende. Kun moserne, hvor sådanne forefandtes, blev ikke udskiftet.

Sjældent vidste en bonde, hvor hans moselod var. Var skellene markerede, var det højst i mosekanten. Ude i mosen vovede ingen sig ud med skelpæle. Kun i trange tider under krige interesserede en bonde sig for sin moselod.

Omkring Bøllingsø var der dog også uden for krigstider en vis interesse for tørv som brændsel, da Midt- og Vestjylland var skovfattig. Egne tørv var billigere end købt brænde. Bøllingsø var fordelt på én større lodsejer, Moselundgård samt mindst et halvt hundrede mindre.

Sikkert har der været skåret tørv løbende op gennem årtusinderne, men kun til eget forbrug og eventuel til naboer, der ikke havde mose. Datidens hestevogne og navnlig datidens veje satte en grænse for, hvor langt man kunne transportere et læs tørv. Med Silkeborg – Herning Jernbanes åbning i 1877 var transportmulighederne pludselig væsentlig forbedrede, og ejerne af Moselundgård begyndte på tørveproduktion i større stil. Forretningen gik imidlertid dårligt i starten. Startvanskelighederne gjaldt både for Moselundgårds ejer og for andre foregangsmænd. Alt hvad der kunne gøres forkert, blev gjort forkert. Moselungaards tørv omkring 1880 sagdes at være for store til et normalt fyrsted og komfurs fyråbning!

UDTØRRINGEN
I foråret 1872 blev der dannet et interessentskab af en grosserer i København, to købmænd i Randers en landinspektør og en prokurator i Viborg, hvis formål var at udtørre Bølling sø, der var på 271 1/8 tdr. land. Interessentskabet købte »Klode Mølle« med besætning for 16 500 rdl., Jens Vallesbæks sted for 3900 rdl., en 13 tdr. land stor moseparcel for 1000 rdl. og søgrunden, som lodsejerne fik 3500 rdl. for. Moselundgaard skulle for sin part have 45 tdr. land af det udtørrede areal. Dette vil sige, at Steenberg, der netop var fra Randers og ofte omtales som købmand, var med. Anden kilde nævner firmaet Brødrene Steenberg. For tab af enge og jord til kanalen, der for oven skulle have en vidde på 12 – 18 alen og en dybde af 3 – 5 alen betaltes 9254 rdl. til de pågældende lodsejere. Der blev således udbetalt over 34 000 rdl. Gravning af kanalen og anlæg af broer ansloges til 10 000 rdl. Søbundens kultivering til 5000 rdl., rentetab til 8000 rdl. og bestyrelsens løn til 2500 rdl. Så det hele var anslået til 60.000 rdl. Dette beløb blev dog langt overskredet.

I maj 1872 begyndte gravning af kanalen fra Klode Mølle og i december nåede de søen, men hele vinteren arbejdede folk med opmudring af kanalen, under dette arbejde fangede de mange fisk. Entreprenørerne fik 88 skilling pr. kubikfavn og betalte 7 mark i dagløn. Arbejderne var dels egnens husmænd, dels tilrejsende, såvel svenskere, danskere samt enkelte tyskere. De, der betalte for deres kost hos beboerne på egnen, gav 3 mark om dagen og havde således 4 mark i ren fortjeneste. Lærer Aaboe i Engesvang skrev i den tid i sin dagbog: Aldrig har arbejderklassen haft en så gylden tid som nu. Enhver, der vil holde daglejer, må give 3 – 4 mark samt kosten. Håndværkerne tager 6 – 8 mark og tilmed den flotteste kost. Den gode referent har vist glemt, at der også også er andre udgifter for en arbejder til at opretholde livet end udgifterne til kost og logi.

Udtørringen var ingen succes. Søen var sværere at udtørre end interessenterne troede, og ingen var interesserede i at købe arealerne, og hvad værre var, anlagde lodsejerne langs søens gamle bred nu sag an mod udtørringsselskabet, idet de sønære enge tørrede ud og gav ikke så meget hø som tidlige.

Størst glæde havde Nationalmuseet af udtørringen, som bragte mængder af fund fra noget af den tidligste beboelse i Danmark, der gjordes på Søbunden. Her må du dog ty til Klosterlundmuseet og Nationalmuseet og eventuelt nettet for oplysninger. Spørg dit net om Klosterlundkulturen og Bøllingsøkulturen.

Gravning af sømergel var heller ingen succes, men da der først kom gang i tørveproduktionen, og navnlig, da denne med tiden blev økonomisk forsvarlig, var succesen hjemme. I dag er dele af den gamle sø genoprettet. Efter nogen snak, blev afløbet lukket 2004, og efter ½ år var søen igen en kendsgerning.

At oversætte datiden værdiangivelser til nutidsmønt, tjener intet formål – ikke med den nuværende inflation. Datidige rummål og længdemål kan oversættes på nettet.

Hovedkilden til dette sidste afsnit er hovedsageligt nettet, i særdeleshed sider fra Engesvang Lokalhistorisk Arkiv.

GENERELT OM MOSEN
Mosens tørvelag var vidt forskellige nedefter. Det øverste tørvelag var udsat for formuldning som følge af luftens adgang. Nedad var der tørv af tørvemos og længere nede tørv af alskens forrådnede plantedele. Ind i mellem havde klimaet skiftet, så der var tørre perioder med udblæst sand mellem tørvelagene, og fra de tørre perioder findes stubbe af træer, der havde vokset i mosen. I slutningen af 1800-tallet blev det klart, at tørvemassen skulle homogeniseres, inden den kunne blive til salgbare tørv. Populært sagt skulle den graves lodret fra øverst til nederst og tilsættes vand, og det hele skulle æltes til en ensartet masse. Det største problem var imidlertid at slippe af med vandet igen. Hvis man opvarmede tørven for at fordampe vandet, skulle der hertil bruges mere energi, end tørvene selv indeholdt! Derfor kunne kun sol og vind tørre tørvene.

UDVIKLING AF RATIONEL TØRVEPRODUKTION
Adskillige gode folk eksperimenterede med metoder og satte formuer over styr på at fremstille industrielle tørv til konkurrencedygtige priser. Mange eksperimenterede, men Det danske Hedeselskab valgte ritmester Rahbek, der levede 1840 – 1910, som den, der opfandt den bedste metode til maskinel tørveproduktion. Metoden kaldtes Sparkærmetoden, idet Rahbek holdt til i Sparkær mellem Viborg og Skive. Han beskrev sin fremgangsmåde i en bog, han meget vittigt kaldte Første Mosebog. Også han havde brugt alle sine penge og flere til, men Hedeselskabet bevilgede ham en pension, så han kunne leve på sine gamle dage.

Hvis mosen var stor nok, og man ikke tænkte for meget på sine efterfølgere, kun man i mange moser blot skære de bedste tørv og lade resten ligge. Under Første Verdenskrig blev der skåret store mængder tørv, men under Anden Verdenskrig var æltetørven fremherskende. Enkelte andre metoder var også i anvendelse. På små lodder, hvor et ælteværk med maskineri ikke betalte sig, fremstilledes pressetørv. Disse værker har ikke efterladt sig spor, mens ælteværket som regel kan lokaliseres ved sin brønd, hvis man ellers i dag kan finde resterne af den.

TRANSPORT AF TØRV
Til alle typer værker startede man med at dræne mosen. Her var lodsejerne nødt til at samarbejde. Nu blev mosen så tør, at man kunne gå ud i den og grave tørvemassen op med specielle redskaber. Transporten ind til ælteværket inde på “det faste land” skete som regel på små smalsporede, lavsindede jernbanevogne, der kørte på et udlagt tipvognsspor. Trækkraften var som regel et tov, som bandtes i vognen, og som ælteværkets dampmaskine eller motor trak ind.

Ælteværket var en trækasse med vandtilførsel og en roterende kniv med mange blade, der findelte tørvemassen og blandede den til en homogen masse. Herefter befordrede en tørveelevator tørvedyndet til en højtstående stor kasse, dyndkassen. Trækkraften til ælteren, elevatoren og spillet til indhaling af vogne var en dampmaskine, et lokomobil, en petroleumsmotor eller en hestegang. Efterhånden indførtes også el. Da vognene med råtørv sjældent var tipvogne, måtte de tømmes med håndkraft, men avancerede værker havde dog en vognvender, hvor råtørvene faldt ud i tragt lige over tørveælteren.

Tørvedyndet kunne nu fra den højtstående dyndkasse selv løbe ud i dyndvognene, som heste trak lidt længere op på den tørre mark, hvor massen hældes ud på marken i et passende tykt lag. Måske var der allerede lagt forme ud, som massen hældtes ned i, måske formede man senere tørvemassen med en stor tromle med skær, eller man skar tørvene ud med en spade, når massen var tør nok. Tørringen tog vind og sol sig af, så denne proces foregik om sommeren. Nu skulle tørven vendes og stakkes, og senere skulle stakkene stilles om, idet man formentlig vendte tørvene, så alle sider fik sol. Tørvevendere var oftest kvinder og børn. Som regel tørvearbejdernes hustruer og børn eller unge endnu ikke gifte piger.

Tørven kørtes efter tørringen til forbrugeren direkte fra læggepladsen eller ved større værker til stationen til læsning og viderebefordring med jernbanen. Ved helt store værker, var der spor fra læggepladsen til stationen.

Industribaneklubbens forskere vil gerne kunne tegne en sporplan over værkernes spor, men ved tørveværker er det svært, da sporene flyttedes i takt med at tørven afgravedes i graven og med, at læggepladsen blev fyldt op.

De store værker fik efterhånden en anseelig læggeplads, så der kunne etableres et stamspor, hvorudfra tørvemassen kørtes videre af flytbare sidespor. Også på gravbanen kunne der etableres et stamspor på banen nærmest ælteværket, så den flytbare del først grenede ud så langt ude i mosen, man nu var kommet.

Trækkraft
Sporene i mosen skulle være lette, da mosen var blød. Ofte lå svellerne tæt og under svellerne lå flere langsveller, så sporet mere eller mindre flød på mosen. På et tidspunkt bliver banen så lang, og eller trafikken så intens, at menneskelig muskelkraft eller heste ikke mere forslog. Rundt om på landets industribaner løstes problemet ved, at man afskaffede et eller flere damplokomotiver. De på markedet værende lokomotiver var imidlertid for tunge til moserne. De tyske og britiske fabrikker byggede først lette damplokomotiver på 10 hk fra omkring 1910. Motorlokomotiver kunne fås fra omkring årtusindeskiftet, men også de var tunge og i øvrigt også svage.

Lokomotiver i tørvemosen
Meget avancerede tørveværker byggede derfor hjemmelavede, lette damplokomotiver af forhåndenværende dampkedler som regel fra lokomobiler. En fabrikant i Esbjerg konstruerede nogle lette damplokomotiver, der egentlig var sammensat af to lokomotiver med en fælles kedel. Problemet var at få damprøret til det drejelige hjulsæt tæt. Selv om man brugte gummislanger, var det ikke tæt alligevel. Over en årrække leverede fabrikken i Esbjerg fem af disse lokomotiver. Et gik til Sverige, et til Moselundgaard og to til Phønix også i Moselund samt et til Pindstrup Mosebrug i Pindstrup på Djursland. Kun det svenske eksemplar havde tilsyneladende en længere levetid.

Forinden havde Moselundgaards smede forsøgt sig med hjemmelavede lette lokomotiver, hvor der kendes mindst to. Desuden forsøgte Moselundgaard sig med et tidligt motorlokomotiv, der var til salg fra den østrig-ungarske hær efter Første Verdenskrig. Da benzin var dyr, brugtes det kun, når det var så tørt i vejret, at faren for en mosebrand forårsaget af drift med damplokomotiver var overhængende.

Trods de mange eksperimenter var tørveproduktion stadig en risikabel forretning. Moselundgård skiftede således ofte ejer. På de mindre værker undlod ejeren ofte at tage de store lån og så i øvrigt holde op, når produktionen ikke mere betalte sig efter en krigsperiode.

Tørvearbejderne
På et tidspunkt blev oprettet en fagforening i Engesvang og Moselund. Tørvefabrikanterne kunne ikke opnå overenskomst med tørvearbejderne, og de truede derfor med at importere arbejdere fra udlandet. Akkurat som i dag. Og sådan blev det. Polakværket i Moselund hed sådan, fordi der fortrinsvis arbejdede polakker, altså folk fra de af Tyskland, Rusland og Østrig besatte dele af det tidligere Polen. Også navnet Bisseværket hentyder vel til de fremmede? Det forlyder endog, at tørvefabrikant Emil Ernst, Engesvang hentede mange polakker til sit tørveværk og betalte deres udgifter til rejsen også retur.

En mere detailleret beskrivelse af tørvefremstilling på et mindre værk findes i beretningen om Nørrevang Tørvefabrik. Den er desværre på jysk, som nok ikke alle forstår, men det var sådan tørveproducenterne talte. Nogle af dem. Nettet kan mellem reklamerne godt udrede nogle af begreberne.

Tørveværkerne omkring Bøllingsø. Ud- og afvikling
I 1917 ekspederedes i følge Hedeselskabet Tidsskrift nr. 2 for 1918 på Engesvang Station 5812 jernbanevogne med tørv. Moselund Tørvefabrikker havde dette år produceret 16 000 baller tørvestrøelse á 90 kg. Bestanden af Tørveværker under Første Verdenskrig omkring Bøllingsø var 33 værker.

Hedeselskabet angiver i et brev til en lokalhistoriker i 1924, at den samlede produktion af tørv i Engesvang, Moselund og Pårup Moser i 1924 andrager ca. 80 millioner tørv.

Tørveproduktionen i 1943 i hele landet var i følge lokalhistorikeren E. Boilesen på 2 119 829 t æltetørv. Skæretørv spillede inden rolle mere. Tørvestrøelse er åbenbart heller ikke medregnet. Omkring Bøllingsø registreredes til brug for beregningen af statstilskud 47 ælteværker og 9 pressetørveværker. Mange eksisterede kun til 1945, hvor krigen sluttede. En del fortsatte dog til 1947. I 1957 var der i følge Århus Stiftstidende 03.11.1957 fem værker tilbage, og i 1962 delvist i følge Silkeborg Avis 02.04.1962 kun Chr. Ernsts Ellingværk med betegnelsen D tilbage sammen med Strøelsesfabrikken i Pårup Mose med betegnelsen Y. Denne lukkede i 1971 som absolut sidste værk her. Angivelser uden direkte kildehenvisning skyldes E. Boilesen.

1940 – 45 var der i følge en af tørvefabrikanterne, Tobias Lassen, Engesvang 42 ælteværker og 9 pressetørvsværker i drift i området. Heraf har E. Boilesen lokaliseret 44 værker. En anden lokalhistorisk interesseret, Peter Svinth, Engesvang har konstateret en samlet bestand på 68 værker gennem tiderne i hele området. Boilesen nævner som yderligere kilder, Mosen, Tørvefabrikantforeningens Tidsskrift og Hedeselskabets Tidsskrift. Desuden har mine medarbejdere og jeg kigget i samtidens presse, og hvad lokomotiverne angår, kigget i Kedeltilsynets papirer. I oplistningen her kan antallet snige sig op over 68, så enten har de tidligere kilder glemt nogen, eller at der af forskellige kilder kan være angivet flere navne for samme værk? De interviewede gamle tørveproducenter medtog dog ikke forpagtere og værker, der hutlede sig gennem én sæson, hvilket forklarer nogen uoverensstemmelse i antal, men ikke hele divergensen?

OMRÅDETS JERNBANESTATIONER
I tørveæraens første mange år var jernbanetransport af de solgte tørv eneste mulighed på grund af samtidens veje og hestevogne. Både jernbanehistorikere og lokalhistorikere har luftet en skrøne om, at jernbanen Silkeborg – Herning ligefrem blev lagt i en stor bue og omvej forbi Bøllingsø på grund af tørvene. Imidlertid var der af politikerne tre forslag om banens linjeføring med i opløbet. Da så folkene med teknisk og topografisk forstand kom på banen, blev antallet af mulige baneføringer skåret ned til kun én mulig linjeføring. De andre, der havde været på banen, krævede for mange jordarbejder og navnlig for stor stigning for banen. Den linjeføring, politikerne var mest glade for, førte over Christianshede og syd om Ikast. Den såkaldt skæve Bane benyttede senere denne trache. Problemet for banen var, at den skulle forcere Højderyggen, der her vest for Silkeborg blandt andet kaldtes Hørbylunde Bakke. Den linjeføring, topograferne og jernbaneingeniørerne havde peget på, førte via en smeltevandsdal og en gletscherport gennem Højderyggen. Linjen ville bringe banen noget nord for den lige linje mod Herning, men ud over mindre jordarbejder og bedre stigningsforhold bød den valgte linje også på det mest folkerige opland. Efter mine kilder at dømme var valget af linjeføringen over Moselund således ikke tørvene, men naturforholdene.

Tørvene kom dog til at spille en rolle, men det var først, da der skulle vælges stationer på linjen. Normalt lagde man en station for hver mil, og her ville det naturlige være Engesvang, men ejeren af Moselundgård i Moselund, konsul Steenberg gik til jernbaneanlæggets top og tilbød dem tørvetransporter for at få stationen lagt i Moselund i stedet for i Engesvang, så lidt var der om jernbanehistorikernes og lokalhistorikernes udsagn. Først i 1914 kom der som senere omtalt faciliteter for persontransporter i Engesvang, men ikke uden heftigt og vedvarende brok i årevis. 

Engesvang Station
Statsbanerne forkortede den Ev. Der var fra 1879 privat sidespor. Moselundgård havde allerede eget sidespor i Moselund, men sporet kan også have tilhørte nogle af de mange skæretørvsproducenter, jeg ikke har styr på, da de ikke brugte tipvognsspor. Der kom desuden offentligt sidespor fra 1887. Engesvang var fra da Statsbanernes første og mere end tredive år frem Statsbanernes eneste offentlig sidespor uden station. En stationsbygning kom først 1914. Signalerne hertil flyttede fra Moselund. 1977 var Ev blevet trinbræt uden sidespor, men allerede inden var stationen rykket ned som trinbræt.

Moselund Billetsalgssted
Forkortelsen var Ml. Andre kilder angiver dog Mi. Det åbnedes allerede fra banens start som billetsalgssted med sidespor, men dette førte til banens grusgrav. I 1914 udvidedes spornettet, men i 1924 lukkedes billetsalgsstedet, så Ml nu var trinbræt med offentligt sidespor. Trinbrættet og sidesporene forsvandt 1979. Billetsalgsstedet, der til forveksling lignede en station, var tegnet af arkitekt N. P. C. Holsøe, der også havde tegnet Fredericia gamle banegård.

Grusgraven
Flere kilder mener, at grusgraven med sidespor allerede åbnede ved banens start i 1877, men enkelte mener, at graven først åbnedes 1880. Den lukkedes 1908, men en ny på modsat side af banen var allerede åbnet i 1906. Grusgravens endelige lukningstidspunkt er ikke kendt. Endnu i starten af 50’erne ses dog grustog på billeder, hvis billederne ellers er dateret rigtigt?

I 1951 fik Funder relæsikringsanlæg, mens Moselund beholdt sit gamle blokanlæg. Signalposten i Funder, var nemlig i 1944 blevet påkørt af nogle vogne, og sikringsanlægget beskadiget. Siemens havde dog fra Tyskland løsninger på at få sådanne gamle og nyere anlæg til at arbejde sammen, og et sådant blev installeret i Funder. Formentlig det eneste af den slags i Danmark. Da tørveæraen kort efter var slut, kunne “Storm-P-installationen i Funder afmonteres, idet der ikke mere var sidespor eller læssespor i Moselund.

Hvis yderligere oplysninger om sikringsanlæg specielt i Moselund og i Funder interesserer dig, kan du læse uddybende om blokafhængigheden mellem Moselund og Funder i  Sikringsteknikeren for april 1951, hvor der var en artikel på siderne 459 – 463 af Signaltjenestens daværende chef, afdelingsingeniør Walther Wessel Hansen med titlen: Funder nye relæsikringsanlæg. Artiklen ligger på nettet under:
https://www.jernbanearkivalier.dk/dsb-sikring/Sikringsteknik-fra-Sikringsteknikeren-og-Signalteknik-udgivet1995.pdf .

Kilder og litteratur
Asger Christiansen.
Aaboe
Freddy Boisen.
Chr. Christensen.
Jensen Knudstrup.
Dennis Brauer Iversen.
Ole Edvard Mogensen.
Silkeborg Avis 18.05.1875.
Horsens Avis 08.04.1876.
Silkeborg Avis 30.11.1882.
Silkeborg Avis 18.12.1882.
Silkeborg Avis 30.12.1882.
Silkeborg Avis 19.04.1909.
Danske Jernbaner. Hjemmeside på nettet.

Billeder fra Svend Guldvang, Peter Brøndum Nielsen og flere fra Boilesen har jeg i sin tid lånt til affotografering, så jeg har også negativ til billederne uanset, hvem der er opgivet som arkivindehaver. Billederne er i dag vel alle endt på Det lokalhistoriske arkiv.

OVERSIGT OVER MOSERNE I OMRÅDET
For moserne næves mosens navn, det sogn, hvor den ligger, mosens kvalitet bedømt med romertallene I – IV, hvor IV er den bedste og I den ringeste, Mosens størrelse i ha, den gennemsnitlige tykkelse på tørvelaget i meter samt det tykkeste tørvelags mål i meter forkortet som m.

Stenholt Mose i Kragelund Sogn. IV. 70 ha. 1,4 m og 3 m.
Engesvang Mose i Engesvang og Kragelund Sogne. III. 80 ha. 1,5 m og 3 m.
189 ha af Engesvang Mose var dog kun II med 0,8 m tørv.
Moselund Mose i alle tre nævnte sogne var III. 194 ha. 2 m og 6 m.
En del på 32 ha var dog kun II med 1 meter tørv med højst 1 meter tykkelse.
Pårup Mose i Engesvang Sogn. IV. 127 ha. 2 m og 5 m.
Dele på 25 ha var dog III. 2 m og 5 m.
Kilde til skemaet er Hedeselskabets Tidsskrift 4.1957.

Oversigtskort over tørveværker i Bøllingsø og tilstødende moser
Indeks til kortet. Tørveværkerne er indlagt på kortet af slægts- og lokalhistorikeren, E. Boilesen, Silkeborg i november 1982. Kortet var nyt dengang, målt 1872 med rettelser fra 1952 og 68, men det viser alle de dengang kendte tørveværkers beliggenhed, selv om de ikke alle var samtidige. Siden er der kommet enkelte justeringer ved Peter Brøndum. Mens Boilesen har benyttet lokale, blandt andet Tobias Lassen som kilde, har Peter Brøndum gået i mosen og lokaliseret ælteværkernes brønde. Det var før GPS’en. Det har givet enkelte mindre justeringer på indtil få hundrede meter. Af gode grunde er faste værker, altså ælteværker, afsat, men kun undtagelsesvis presseværker, der flyttedes efter behov.

Nedenstående bringes Boilesens oversigt, der godt kan være til nytte ved søgning. Du kommer ikke langt i de fleste skriveprogrammer ved at søge på for eksempel A for værk A! Jeg har derfor konsekvent skrevet Værk A, Værk B og så videre i teksten for at lette søgningen – også min egen.
1. Brødrene Frank, Stenholt. Nordlige Værk og Sydlige Værk.
2. Anker Gelius, Klosterlund.
3. Rasmus Andersen, Engesvang. Grøndalsgaardværket.
4. Martin Anchersen, Klosterlund. Ny Værk
5. Martin Anchersen, Klosterlund. Klosterlund Tørvefabrik.
6. Kidmose, Engesvang. Kidmoses Værk
7. Martin Anchersen, Klosterlund. Klosterlundværket
8. Værk med skiftende ejer og flere flytninger.
9. Emil Ernst, Engesvang. Motorværket.
10. Rasmus Andersen, Engesvang. Halifax.
11. P. Malmbak, Elbæk.
12. Anders Andersen, Engesvang.
13. Knud Johansen, Engesvang.
14. Moselund Tørvefabrikker. Strøelsesfabrikken.
15. William Westergaard, Moselund.
16. Poulsen.
17. A. P. Ladefoged og Johs. Poulsen.
18. Peter Henriksen og Emil Christensen, Engesvang.
19. Ukendt mejeriejer.
20. Zeuten, Silkeborg.
A. Emil Ernst, Engesvang og Marius Jensen, Skive. Store Værk.
B. Emil Ernst, Engesvang. Graagaard Værket.
C. Konsul Steenberg, Moselundgaard.
D. Christian Ernst, Engesvang. Ellingværket.
E. Moselundgård. Søværket (Store Værk.)
F. Christian Ernst, Engesvang.
G. Christian Ernst, Engesvang, Elling Mosegaard.
H. Konsul Steenberg, Moselundgård. Polakværket.
I. Ole Kidmose, Engesvang. Lille Ellingværk.
J. Erik Steenberg, Steenbergværket (Bisseværket.)
K. Tobias Lassen, Engesvang. Tollundværket.
L. Københavnsk konsortium (Erik Steenberg.) Phønix.
M. Skiftende ejere.
N. Åge Christensen.
O. L. Hesel, Moselund.
P. Thomas Thomsen, Moselund. Thomas Værk.
Q. Rasmus Andersen, Engesvang.
R. Christian Ernst, Engesvang. Lille Værk.
S. Christian Ernst, Engesvang. Speghøj.
T. Vognmand Petersen, Paarup.
U. Brødrene Christensen, Aarhus. Skiftende ejere og positioner.
V. Johannes Poulsen, Engesvang.
W. Aarhus Belysningsvæsen,
X. William Vestergaard, Moselund.
Y. Fyens Kulindkøbsforretning, Odense.
Z. Tobias Lassen, Bording. Egebjerg.

E. Boilesen begyndte som slægtsforsker, men da hans forfædre havde været i moseindustriens tjeneste som maskinfolk flere generationer tilbage, blev det nødvendigt for Boilesen også at få styr på tørveværkerne, deres ejere, driftstid og maskinel. Boilesen var søn af en af smedene i området. Kun tørvebanerne gik Boilesen knap så højt op i, men det ændrede sig for min skyld.

Bemærk, at ovenstående liste kun indeholder det halve antal tørveværker af de i indlægget oplistede!

I gammel tid havde de vestlige værker omkring Bøllingsø Moselund og Engesvang som adresse, mens de østlige værker ved søen ofte var mærket pr. Funder, selv om de dog kørte deres tørv til Moselund for læsning på banen.

Jeg har, mens tid var, haft den glæde selv at gå i mosen og kigget på brønde til ælteværkerne, og det var fordi, jeg var sikker på, at mosen var effektivt afvandet og næsten overalt gravet ned til hedesletternes sandbund. Mosen var således totalt væk, men du skal ikke gå ud i en levende mose som for eksempel Svanemosen i Sydøstjylland, der ikke er afvandet. Du kan når som helst falde gennem dækket og gå til bunds i mosen. Er du alene, kommer du ikke op selv ved egen hjælp!

Kortet er svært tilpasseligt med Boilesens kort, der også gengiver værker anlagt efter kortet er opmålt formentlig sidst i 1800-tallet. Bøllingsø er her afsat som mose, men afvandingskanalerne er ikke afsat. Derfor tror jeg, at Hedeselskabet har tegnet ind på et meget gammelt kort. På kortet er afsat nogle bogstaver og tal, men deres betydning er mig ukendte.

Jeg formoder uden garanti, at mit nr.
1 er Søværket. Værk E.
2 er et af Chr. Ernsts værker, men det burde dog være Moselundgårds Lille Værk?
3 er Polakværket. Værk H.
4 er ej lokaliserbart.
5 er ej lokaliserbart.
6 er ej lokaliserbart.
7 må være Ernsts Speghøjværk. Værk S.
8 formodes at være Steenbergværket også kaldet Bisseværket. Værk J.
9 er ej lokaliserbart.
10 er ej lokaliserbart.
11 er ej lokaliserbart.
12 er ej lokaliserbart.

Generelle kilder og litteratur
Frede Bjerg Mogensen, Engesvang og tørveindustrien. Med portræt af Emil Ernst (1854-1933).
Aarhus Stiftstidende havde allerede 03.06.1906 en artikel om Moselund.
Aarhus Stiftstidende havde 07.07.1918 en artikel om Engesvang moser.
Ingeniøren 79.1919. Danmarks Tørveindustri gennem Krigsaarene.
Silkeborg Avis fulgte op 07.08.1931 med en artikel om Moselund.
Silkeborg Avis skrev 30.03.1940 en artikel om Tørvefabrikation i Moselund og Gl. Rye.
Silkeborg Avis 12.04.1940. Da Tørvene begyndte at få Betydning.
Landet 18.1947. Bedste Tørve-Sæson i Mands Minde.
Silkeborg Avis skrev 13.07.1956 en artikel om Engesvang.
Avisen 02.02.1962. Tørve-eventyret i Moselund er forbi.
Jyllands-Posten 04.02.1974. Planer om ny midtjysk sø.
Midtjyllands Avis 14.11.1981. Tørveeventyret ved Engesvang og Moselund.
Midtjyllands Avis 20.11.1981. Tørveeventyret i Moselund.
Midtjyllands Avis 27.11.1981. Tørveeventyret i Moselund. 2. del.
Herning Folkeblad 31.05.1987. Det startede på Erik af Pommerns tid.
Jyllands-Posten 23.11.1988. Fattig arbejder blev rig fabrikant.
Jernbane Bladet. Ukendt nummer. Fra den jyske højderyg.
Mosen. Ukendt nummer. Tørvefolkene i Engesvang.
Ikast/Bording/Engesvang. Ukendt nummer. Naturligt Samarbejde mellem Turistforeningen og lokalhistoriske arkiver.
Engesvang Lokalhistoriske Arkiv.

TØRVEVÆRKERNE ET FOR ET

PRINCIPER FOR OPLISTNING
En lang række tørveværker som omkring Bøllingsø og omliggende moser skal helst ordnes i et system, som også andre kan finde ud af. Opdelingen kan gøres geografisk eller alfabetisk, enten efter tørveværkets navn eller efter ejeren navn. Ejeren eller ejerne, ja selv tørveværket kunne skifte navn, så intet inddelingsprincip ville være optimalt, og personlig er jeg ligeglad, hvordan man inddeler. Jeg har dog brugt min forgængerforsker, E. Boilesens system, uden dog at vide, hvilket princip han egentlig har brugt. Boilesens system er dog svært at bygge videre på, så under indlæggets udarbejdning måtte jeg vælge den alfabetiske oplistning, med tørveværkets navn som første valg, og mangler det, så ejerens navn. Alle de værker, Boilesen har haft fingre i, har han tildelt et nummer, som jeg bibeholder. De værker, der er kommet til efter Boilesens død, har således ikke nummer og kan være svære at finde. I mange tilfælde, hvor værkets eksistens måske stammer fra en avis, er det ikke altid sikkert, at jeg selv ved, hvor værket lå.

STEDNAVNE SOM MOSELUND, ENGESVANG, BØLLINGSØ OG PAARUP MOSE
I overskriften er benyttet stednavnet Bøllingsø, der i dag igen er en sø og derfor nøjagtigt defineret rent stedsmæssigt. Dog medtages naturligvis en række værker, der lå på randen af søen. Indlæggets område dækker Stenholt Mose, moserne i og omkring Bøllingsø samt Paarup mose.

Tørvene afsendtes fra læssepladserne i Moselund og Engesvang. Engesvang var den største by af de to, mens Moselund lå bedre for moserne, så i mange år var Moselund den største godsafsender. En halv snes lodsejere i mosen anlagde en vej fra moserne i Bøllingsøs østlige del til Moselund station. Denne vej kaldtes helt op i min tid for Femøresvejen, idet ejerne opkrævede fem øre for at benytte vejen. I min tid var pengekassen til selvbetjeningsbetaling dog borte.

Hvor en ejer har ejet flere værker med forskellig beliggenhed, er disse værker som regel indordnet efter ejerens navn. Hvad tørveværkernes navne angår, kan der være et officielt navn, eller et af forskerne anerkendt kaldenavn.

Og så til tørveværkerne et for et i alfabetisk rækkefølge.

HERLUF AMMITZBØLL
Kristianshøj
pr. Engesvang
Tlf. 26 u

I annoncer kaldes Herluf Ammitzbøll, Herluf Ammitzbøl Nielsen og Herluf Asger Ammitsbøll Nielsen. Det rigtige navn kender jeg ikke.

Dette værk eksisterer ikke i hovedkilden, E. Boilesens notater, men kendes fra avisannoncer fra 1941 – 48. Det er muligt, at Ammitzbøll opererede uden for Bøllingsøområdet? Hans to moser lå åbenbart i Kragelund og Thorning Sogne.

Ælteværk til salg. På grund af at tørvemosen er opbrugt, er et ælteværk til salg. Består af en Marshall 6 hk. trykprøvet 1941 J 41 og ca. 260 m spor med sveller og lasker og et godt ælteværk og en ny dyndbeholder, 3 gravvogne…… Herluf Ammitzbøl Nielsen, Kristianshøj, Engesvang. Telefon nr. 26u, Engesvang.

Ælteværk til salg, bestående af lokomobil, 6 hk, trykprøvet i 1941, samt ælteværk med spil, dyndbeholder og remme, 3 gravvogne og ca. 150 m 7 kg skinner med svingspor, 3 gravvogne og skæremaskine m. m. til en pris af 10.500 kr. Herluf Ammitzbøl Nielsen, Kristianshøj, Engesvang. Telefon nr. 26u, Engesvang.

Tørveværk til storproduktion til salg. Skal flyttes. Det hele er nyt, kun gået i sommer. Opstillet i foråret 1941. …… 8 gravvogne og 250 m 10 kg spor. Kan beses efter aftale med formand Hansen, Pårup Mosebrug, Engesvang. Herluf Ammitzbøl Nielsen, Kristianshøj, Engesvang. Telefon nr. 26u, Engesvang.

I 1943 vil Ammitzbøll udvide sin virksomhed som tørveproducent  med et nyt værk, som han søgte lån fra Staten til. 15.02.1943 meddeler Staten: Lån på indtil 12.000 kr. er bevilget fra Landbrugsministeriet til anskaffelse af 1 lokomobil, 1 tørveælter, 1 elevator, 1 dyndbeholder, 2 sæt forlagstøj, 2 dyndvogne, 10 gravvogne, 1 skæremaskine, 2 pumper m. rør, 700 m. spor, 3 remme. Specifikation fra Silkeborg Maskinforretning. Produktion af tørv på ejendommen matr.nr. 3a m. fl. V. Kristianshøj, Kragelund sogn og matr.nr. 4e, 5a Graamose, Thorning sogn.

Allerede året før var Ammitzbøll på banen, idet han ville sælge et nyt tørveværk: Tørveværk til salg …. kun gået i sommer …. spor efter aftale. Herluf Ammitzbøl Nielsen, Kri­stianshøj pr. Engesvang. Telefon nr. 26u Engesvang.

I 1948 averterer Ammitzbøll således: Et lokomobil, ikke under 7 hk, ønskes til købs, samt 300 m spor ønskes til købs eller leje, ikke under 10 kg. Herluf Ammitzbøll, Kristianshøj pr. Engesvang. Tlf. 26u.

Han fik åbenbart lokomobilet, men ikke sporene, så sidst i samme måned averteres: 250 m spor mellem 10 og 20 kg, ønskes til købs eller leje. Herluf Ammitzbøll, Kristianshøj pr. Engesvang. Tlf. 26u.

Af annoncerne fremgår, at dyndbeholderen var ny, men ælteværket brugt. Selv om der var spor, skal vi nok ikke vente lokomotiv på en bane med tre gravvogne. De tre andre gravvogne, der annonceres med, kan være dyndvogne?

Hvis du kigger på Fyns Kulindkøbsforretning, så er der adskillige sammenfald, så måske Ammitzbøl var den, der havde startet et tørveværk dér i 1941 på lejede arealer, men nu blev tvunget til at stoppe?

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Det danske Hedeselskab – Tørvelån 251.
Jyllands-Posten 23.10.1941.
Jyllands-Posten 19., 21. og 23.11.1941.
Jyllands-Posten 06.12.1941.
Jyllands-Posten 25. og 27.09.1942.
Jyllands-Posten 10. og 11.03.1948.
Jyllands-Posten 25.03.1948.

MARTIN ANCHERSEN
Klosterlund
Engesvang

Gårdejer Martin Anchersen, Klosterlund havde værkerne 4, 5 og 7 alle beliggende ved Bøllingsøs nordbred. Værk 5 flyttede på et tidspunkt til en ny position og kaldtes derefter for Klosterlund Tørvefabrik. Både værk 5 og værk 7 hed således Klosterlund Tørvefabrik.

Klosterlund eller Skallerund Tørvefabrik
Værket havde på Boilesens kort betegnelsen Værk 5. Værket var grundlagt og ejedes af gårdejer Martin Anchersen, Klosterlund, og det kaldtes også Skallerund, idet værket lå lige syd for Skallerundsøens vestlige ende ved vejen mellem Klosterlund og Klode Mølle. Værket menes anlagt 1901. Kilderne er lidt uenige. Drivkraften var et lokomobil, der har trukket ælteværket. Tipvognene blev trukket op fra tørvegraven af heste, og banen på læggepladsen var ligeledes hestedrevet. Sporvidden var 900 mm. Det er opgivet, at dampmaskinen i 1917 var på 18 hk, hvad enten det var en stationær dampmaskine eller et lokomobil. Fra Kedeltilsynet haves nogle underlige oplysninger om værkets drivkraft. Dampmaskinen eller lokomobilet købtes fra Blechinsberg på Moselundgård 1912. Denne havde købt maskinen på Herning Tørvefabrik 1908. Den opgives som værende Frichs 236/1887, oprindelig Kochums fra før 1881. I 1918 var der en fast kedel. Muligvis lokomobilets kedel? Hos Kedeltilsynet kaldes kedlen skiftevis et lokomotiv og et lokomobil. 1919 meddeles kedlen kasseret.

Der opgives et hold på 6 heste i 1917. Produktionen var samme år på 6 millioner tørv, og der var 16 arbejdere til denne produktion.

I 1904 forpagtede en lokal tørvearbejder, Emil Ernst værket for en tiårig periode for 75 000 kr. Ernst havde i sin tid arbejdet for ritmester Rahbek, Sparkær, opfinderen af vådæltemestoden, der var den dengang eneste metode til tørveproduktion, der kunne forrente sig. Ernst var dog lige ved at give op. Da han en dag sad på en sten i skoven, og alt så sort ud, kom Anchersen og opmuntrede ham og opfordrede ham til at holde ud. Hvis han holdt ud, ville Anchersen rejse den sten, Ernst sad på, som et minde. Ernst tog fat igen og holdt ud, og Anchersen rejste stenen, der stadig står der. Senere rejste omegnens beboere endnu en sten i nærheden, men denne gang for Martin Anchersen og hans hustru, Caroline. Både Martin Anchersen og Emil Ernst var som arbejdsgivere mere medmenneskelige, end det dengang var normen. Derfor mindestenen. Gad vide om den ikke i dag står på Klosterlund Museum?

Tørvene skulle transporteres til Engesvang Station, hvortil der var en halv mil eller små 4 km. Martin Anchersen havde til denne transport i følge tidsskriftet Mosen fra 1922 anskaffet en Fordson Traktor, der trods høje oliepriser alligevel formåede af reducere omkostningerne til det halve i forhold til vognmandstransport med hestevogn!

Værket havde som et særsyn dengang kantine. Da tørven var opgravet 1927, blev kantinen indrettet til beboelse og stod til midt i 30’erne.

Da Ernst først fik gang i tørveproduktionen, blev værket hurtigt for lille for ham, og Martin Anchersen overtog selv driften nogle år før forpagtningsaftalen udløb.

I 1917 omtaler Hedeselskabet produktion af små mængder af tørvekul på værket. Det drejede sig om 2000 hl eller 200 m³. Tørvekul havde højere brændværdi og var tiltænkt smedefaget. Hedeselskabet nævner dog kun eksperimentet i 1917. Kulsviere tog sig af processen.

Som nævnt var tørven opgravet 1927, og værket flyttede til en ny position som værk 7, men med samme navn.

Ny Værk
Værket havde på Boilesens kort betegnelsen Værk 4. Det var grundlagt og ejet af gårdejer Martin Anchersen, Klosterlund i 1936 og lå ved Engesvang – Kragelund-vejen lidt øst for Skallerundsøens østende. Drivkraften var en Deutz-dieselmotor. Allerede 1941 standsede driften, idet tørven var opgravet. Fabrikant Boll, Herning forpagtede imidlertid værket, idet han havde skaffet sig tørv fra områder nord for værket, hvor Anchersen havde sin gård og sine arealer syd for værket. 1946 lukkedes værket. Krigen var forbi, og måske var tørvejorden også sluppet op. Søen har måske nok ligget der i forvejen, men den blev kraftigt uddybet ved tørvegravningen. Boll gravede også brunkul ved Herning.

I 1940 averterede Martin Anchersen tørvemateriel til salg. Således en 4 t Triangel lastbil og 10 jerntipvogne sammen med spor til disse. Jerntipvognene plejede man at bruge på læggepladsen? Lastbilen kan have været brugt til transporter til stationen.

Værket var et fast værk, men der er ikke i dag rester af værket.

Smedearbejdet ved etableringen blev i sin tid overdraget Engesvang Smede- og Maskinværksted. Prisen var 604,75 kr i 1936, idet regningen er bevaret. Til værket medgik blandt andet en snegl til transport af den aflæssede tørvemasse. Den kostede 39 kr. I ælteværket var der 18 sæt knive til en pris af 90 kr. Elevatoren til transport af tørven fra æltekassen til dyndkassen bestod af 70 led, der løb op i 192,50 kr. Der er ingen oplysninger om spor i forbindelse med værket, men der har givetvis været spor både i graven og på læggepladsen?

Klosterlund Tørvefabrik. Værk 7
Værket ejedes og var grundlagt i 1927 af gårdejer Martin Anchersen, Klosterlund. Det var en fortsættelse af Værk 5, og maskiner og spor er uden tvivl blevet flyttet til den nye position. Værket lå syd for det oprindelige værk ved vejen Engesvang – Kragelund lidt vest for gården Klosterlund, hvor Martin Anchersen boede. Værket var det første i området med eldrift. Værket blev det sidste værk i drift i Bøllingsø. 1946 overtog Hedeselskabet værket, idet Martin Anchersen stadig stod for produktionen. Da Martin Anchersen døde 1959, overtog Jens Hårup, der blandt andet havde kørt damplokomotiv på Phønix, hvor han startede som 21-årig i 1926, forpagtningen af værket, og det lukkedes først i 1971. Jens Hårup producerede tørv til 1971 og døde 1972 som 67-årig, hvorefter Hedeselskabet ryddede op. Der er visse uoverensstemmelser mellem kilderne, idet Martin Anchersen dør 1959 i følge én kilde, og i 1967 i følge en anden kilde. Der er dog enighed om, at Martin Anchersen havde skænket gården til det offentlige, der siden har indrettet et museum på gården. Der nævnes både Hedeselskabet og Nationalmuseet. Forklaringen kan være, at Hedeselskabet arvede gården, men da tørveproduktionen var slut, lod Hedeselskabet Nationalmuseet om at drive museumsvirksomhed? Hvor tørveværket var, findes også en lille udstilling af et par tørvevogne blandt andet. Værket havde et formentlig hjemmelavet motorlokomotiv, der havde afløst de seks heste, værket havde rådet over. Lokomotivet ophuggedes efter lukningen, så det er ikke det, der i dag ses på museet.

Sporvidden opgives af entusiasterne i 1960’erne, da de nåede frem til banerne, til 600 mm, og gravbanen var omkring 1 kilometer lang i 1966. På et tidspunkt blev banen til og på læggepladsen optaget og erstattet af en gammel ombygget lastbil. Gravbanen holdt til værkets nedlæggelse 1971. Sporvidden var i starten uden tvivl 900 mm. Hvornår den er ændret, vides ikke.

Sporviddeomstillingen fandt åbenbart ikke sted ved overgangen fra Værk 5 til Værk 7, hvilket ville have været naturligt.

I 1928 averterer Martin Anchersen efter 6 styk 3/4 m³ 500 mm tipvogne til tørvebrug. Vognene skulle være af lav konstruktion. For det første behøver Martin Anchersen slet ikke at have fået tilbudt sådanne tipvogne overhovedet, og for det andet kunne han have fået tilbudt og købt tipvogne i en hvilken som helst sporvidde, og for det tredje kunne vognene være til banen på læggepladsen, hvor entusiaster aldrig har været med et målebånd. At der allerede skulle være skiftet sporvidde på gravbanen 1928 modbevises af fotos. Sporvidden på banen til læggepladsen kendes strengt taget ikke. Et ældre foto viser uden tvivl bane til tørvegraven med sporvidden 600 mm, men det er udateret. Efter påklædningen at dømme er vi dog nok henne omkring Anden Verdenskrig.

I 1979 gik jeg på banetracheen, og der lå endnu hist og pist både sveller og vognrester dybt nedsunket i mosen. Det lykkedes at bjerge en del beslag til vogne og andre dele som for eksempel lasker til Industribaneklubbens museum. Forinden i 1968 havde Svend Guldvang og Alfred Hansen været på besøg, men den dag kørte banen ikke, så lokomotivet blev ikke fotograferet. Helt ude i enden af mosebanen konstateredes et såkaldt klatresporskifte.

På et tidspunkt efter Anden Verdenskrig har man anskaffet et motorlokomotiv på gravbanen. E. Boilesen mente, at lokomotivet var hjemmelavet, og det ligner godt nok heller ingen metervare. Enkelte dele er dog købt fra fabrikker, men en lokal smed har nok samlet dele fra gamle biler til et lokomotiv? Motoren var sandsynligvis en motor fra en Chevrolet? Områdets smede havde en vis færdighed i lokomotivbygning. Klosterlundmuseets gris siges at stamme fra Klosterlund Tørvefabrik, men denne påstand har ikke noget på sig. Et billede af Martin Anchersens og Haarups lokomotiv viser en konstruktion, der er helt anderledes end  lokomotivet på museet.  Museet angav da også kun, at lokomotivet var fra tørveproduktionen. Det kom til museet fra et tørveværk i Munklinde formentlig i 1994.

Det har været opgivet, at spor og materiel var gået til eventyrhaven i Velling Koller, men det passer ikke. Materiellet hertil kom fra det nærliggende Ellingværk, værk D.

Kilder og litteratur
Klosterlund Museum og Naturcenter.
Peter Brøndum Nielsen.
E. Boilesen. Oplysningerne er blandt andet en afskrift af overslag på smedearbejde 1936, idet E. Boilesens far var smed i Engesvang.
Kopi af Forpagtningskontrakt mellem Martin Anchersen og Emil Ernst.
Alfred Hansen.
Holger Jørgensen.
Svend Guldvang.
Peter Andersen.
Asger Christiansen.
Ole Winther Lauersen.
Engesvang Lokalhistoriske Arkiv.
Frede Bjerg Mogensen, Engesvang og tørveindustrien: Med portræt af Emil Ernst 1854 – 1933.
Hedeselskabets Tidsskrift 2.1918.
Mosen 9.1920.
Mosen ?.1922.
Ikast Avis 22.08.1994.
Jyllands-Posten 07. og 08.02.1928.
Jyllands-Posten 29.02 og 01.03.1940.
Silkeborg Avis 31.05.1928.

ANDERS ANDERSEN
Engesvang

Værket blev etableret 1917 og havde betegnelsen Værk 12 på Boilesens kort. Efter Anders Andersens død blev værket videreført af hans Søn, Rasmus Andersen kendt fra Værk 3, 10 og Q. Værket lukkedes omkring 1936 og var meget forfaldent ved lukningen.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.

ANDERS PETER ANDERSEN
vognmand
Bording Station

25.04.1940 er bevilget et lån på indtil 1820 kr. fra Landbrugsministeriet til anskaffelse af 1 stk. 9 hk. dieselmotor i følge slutseddel af 23. marts 1940 med A. Flensborg, Herning, samt 2 dyndvogne til tørveproduktion på ejendommen matr.nr. 8c Engesvang by og sogn.

Det er alt, hvad der i øjeblikket vides om dette værk, som allerede, da E. Boilesen begyndte at indsamle historie var glemt. Måske har værket været meget lille og eller kortlivet?

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Det danske Hedeselskab. Tørvelån, mappe 237.

RASMUS ANDERSEN
Engesvang
Telf. 11

Rasmus Andersen havde flere værker, og desuden stod han som sælger af Chr. Ernsts værker. Rasmus Andersen selv drev Grøndalgaardsværket, Værk 3, et lille værk uden navn og nummer og værket Halifax, der har betegnelsen Værk 10. Desuden havde han  værk Q.

Grøndalsgaardværket
Værket havde nr. 3 i Boilesens fortegnelse. Det virkede 1928 – 44 og blev moderniseret 1935 – 36. Drivkraften var et lokomobil, og dem havde Rasmus Andersen gennem tiderne flere af.

Efter lukningen i 1944 prøvede Rasmus Andersen at sælge dele af maskinparken. En avisannonce fra 1946 lyder således: Skinner. 100 meter spor, 5 kg’s, med sveller og spiger sælges. Rasmus Andersen, telf. 11, Engesvang. Hvis annoncen ikke dækker noget af Chr. Ernst’ materiel, må det være materiel fra Grøndalsgaardværket.

Halifax
Hvorfor værket hed Halifax, vides ikke. Stort set vides kun, at værket lå ved Klosterlund og blev lukket 1935 eller 1936. Formentlig afløstes det af Grøndalsgaardværket. Noget af materiellet fra Grøndalsgaardværket kunne stamme fra Halifax. Værket havde nr. 10.

Værket lå i Stenholtområdet ind mod Klosterlund. I dag er der plantage på området. Formentlig lukkede værket, da Rasmus Andersen overtog værk 3 efter sin far. Værket havde i følge billeder spor med heste som trækkraft.

Værk Q
I mit arkiv er der absolut intet om dette værk. E. Boilesen omtaler det som tilhørende  Rasmus Andersen og henviser så i øvrigt til Rasmus Andersen, men uden dog at nævne værk Q. Det vides dog at have ligget vest for Engesvang både nord for jernbanen og vest for hovedvej 13.

Lokomobiler
Rasmus Andersen havde en overgang et lokomobil: Robey & Co. 38020/1919 med 8,33 m² hedeflade og 10 atmosfæres kedeltryk samt en rist på 0,48 m². Maskinen havde i følge Hjerl Hede, der nu ejer den, følgende historie: 1920 – 41 Pindstrup Mosebrug. 1942 – 45 Rasmus Andersen formentlig på hans Grågårdsværk, der har nr. 3. 1945 – 66 tilhørte den I. C. Frank, den ene af brødrene Frank på Stenholdt Mosebrug, der har nr. 1. Om det var på nordlige eller sydlige værk, vides ikke. Kilden staver i øvrigt Frank med c, Franck. Siden 1966 har lokomobilet tilhørt Hjerl Hede, hvor det i dag er restaureret og trækker en bloksav. Jeg fotograferede maskinen på Hjerl Hede 1979.

I følge Engesvang Lokalhistoriske Arkiv drev Rasmus Andersen også en mergelgrav 1938 – 42? I samme tekst er overskriften dog tørveproduktion 1910 – 50. Jeg tror på, at det er mergel, der er i tipvognene, men har ellers ingen oplysninger. I alle tilfælde har mergelen været til lokalt brug, måske opdyrkning af de allerede tømte dele af mosen?

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Peter Andersen.
Jyllands-Posten 11. og 12.04.1946.

NIELS BAY
Elling pr. Funder

Tørveværk. Et tørveværk med 8 H.-K. petroleumsmotor samt tipvogne og spor er billig til salg ved henvendelse til Niels Bay, Elling pr. Funder. Sammesteds er en 26″ rundsav med bord til salg.

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Silkeborg Avis 27.07.1909.

AAGE CHRISTENSEN
Tollund pr. Funder
Tlf. Engesvang 2

Værkets kaldtes lokalt Aage Sofus. Det havde betegnelsen Værk N på Boilesens kort. Starttidspunktet kendes ikke, men det havde dieselmotor som drivkraft til 1940, men elektricitet indførtes allerede fra 1934 og var enerådende 1940 – 56, hvor værket lukkedes. Aage Christensen var også involveret i værk S og muligvis også i værk T.

Værket kendes fra en annonce i 1940: Tipvognsspor ønskes til købs eller leje. Aage Christensen, Tollund pr. Funder. Tlf. 2 Engesvang.

I 1946 ønsker værket igen at købe: Spor. Et parti 7 kg spor ønskes til købs. Opgiv billigste pris og stand. Aage Christensen, Tollund pr. Funder, tlf. 2, Engesvang.

Igen i 1951 averteres efter spor, da banen sikkert skal endnu længere ud i mosen? Tipvognsspor købes. Aage Christensen, Tollund, Engesvang. Telf. 2.

Den lokale Femøresvej førtes på en bro over banen. Muligvis har andre værker i nærheden medbenyttet broen. Således Værk M? Da der i 1946/47 købtes tørvejord hos Tobias Lassen, krydsede sporet Bækgårds spor, Værk M. Krydset bestod af en jernplade belagt med meder.

I 1956 melder pressen: Brand i mose mellem Elling og Tollund. Tipvognstog tilhørende Aage Christensen kørte brandvæsenet ud. Der er billeder i avisen, men dels er de for dårlige til gengivelse her, dels er der nok endnu et par års ophavsret på billederne. Andre aviser oplyser mere om branden: I maj 1956 udbrød der en større brand ved Elling, som man to gange troede, man havde slukket, men hver gang blussede den op igen. Brandvæsenet var tilkaldt, men deres sprøjter kunne ikke køre ud i mosen, så man måtte benytte Åge Christensens bane til at køre slukningsmateriel ud i mosen. Formentlig har man læsset om ved Femøresvejen, selv om journalisten beretter om den snævre bro, hvor slukningsmateriellet ikke kunne passere, så det måtte læsses af før broen og på igen efter broen. Mon ikke brandvæsenet er kørt ad Femøresvejen til broen og her læsset om fra bil til bane?

1957 er firmaet nok i følge pressen ved at afvikle: Mosegris. Et lille, ca. 1,5 tons motorlokomotiv med Ford A motor, 600 mm, sælges. Aage Christensen, Toftlund, Engesvang. Denne annonce har jeg åbenbart skannet, og ved skanningen var lokomotivets vægt af den såkaldte kunstige intelligens gengivet som 1æÅ. Dette er af mig tolket som 1,5 t. Foruden lokomotivet skulle der have været tre heste.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Peter Andersen.
Jyllands-Posten 20. – 22.09.1946.
Jyllands-Posten 24.02.1957.
Silkeborg Avis 14. og 16.05.1940.
Silkeborg Avis 08. og 10.02.1951.
Silkeborg Avis 11.05.1956.

BRØDRENE CHRISTENSEN
Aarhus

Værket havde betegnelsen Værk U på Boilesens kort og var i drift fra starten af 40’erne til sidst i 50’erne. Det var drevet af en motor. Det var et fast værk med spor i 600 mm.

Ret hurtig blev værket overtaget af Aggerholm, Moselund, og da denne ikke kunne leje læggeplads af Martin Anchersen, måtte værket flyttes. Det oprindelige værk lå i 1940 helt oppe på højde med overkanten af skråningen ned til mosen. Aggerholm flyttede den længere ned ad skråningen.

Endnu i brdr. Christensens tid blev der som forsøg femstillet en del tørvekul, men forsøget viste, at denne produktion ikke betalte sig. Tørvekul var forædlede tørv, hvor kulstofindholdet var øget ved at fjerne en række andre ingredienser fra tørvene. Tørvekul kunne derfor bruges i en smedeesse. Også værk 5 prøvede med tørvekul, idet dette værk femstillede 2000 hl, men heller ikke det eksperiment gav løfter om rentabilitet. Tørvekullene her var dog tiltænkt generatorer på biler.

Der var flere rester af værket i 1980’erne, blandt andet en banedæmning.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.

HALVARD CHRISTENSEN
Engesvang

Denne kendes kun fra en salgsannonce: Tørvefabrik til salg. Et i god drift værende tørveværk, produktion ca. 50.000 stkr. tørv daglig. Et presseværk, ca. 60.000 stk. tørv i 16 timer samt tilhørende moseareal 11 tdr. land god tørvejord. Kan beses i drift. Halvard Christensen, Engesvang. Christensen kunne have handlet med tørveværker?

Kilder og litteratur
Jyllands-Posten 23. og 25.07.1941.

J. CHR. CHRISTENSEN

Omkring 1914 – 17 havde denne et lille transportabelt værk med 6 mand og syv heste. De præsterede 12 000 tøv samt 1,5 millioner skæretørv.

Kilder og litteratur
Hedeselskabets Tidsskrift ? 1918.

M. P. CHRISTENSEN OG JØRGEN KJÆRSGAARD

Værket havde på Boilesens kort betegnelsen Værk M, og det var i drift i perioden fra før 1918 til sæsonslut 1952. Værket var lokomobildrevet indtil 1948, men denne erstattedes så af en dieselmotor, som dog ikke fungerede, hvorefter der installeredes elektricitet.

i 1918 købte M. P. Christensen og Jørgen Kjærsgaard i fællesskab værket af bestyrer Frederik Henriksen på Moselundgård. Der købtes derefter 8 tdr. land mose af Phønix. Senere blev M. P. Christensen eneejer af værket, indtil han i 1930 solgte det til Axel Hansen. I 1941 solgtes værket til Hans Henriksen, Moselundgård, som 1947 solgte til Kruse Hansen og Bækgaard-Andersen for 30 000 kr. Disse tilkøbte to tdr. land af Hans Henriksen og fortsatte produktionen til 1952.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.

PETER CHRISTENSEN
Tollund

Værket kendtes kun fra avisomtale af en ulykke: Styrtet af tipvognen. Under arbejdet i Peter Christensens tørvemose i Tollund ved Funder forleden kom arbejdsmand Chr. Olsen, Funder Kirkeby, ret alvorligt til skade, idet han faldt af en tipvogn og kom ind under denne. Han slap dog med en lettere hjernerystelse og nogle overfladiske skrammer.

Kilder og litteratur
Silkeborg Avis 15.06.1928.

DVÆRGBAKKE
Ved vejen mellem Engesvang og Klosterlund ligger i mosens sydkant en forhøjning kaldet Dværgbakke. Her lå flere værker, der alle kaldtes værket ved Dværgbakke. Ingen af dem er der rigtigt oplysninger om, og jeg har på fornemmelsen, at deres historier er blevet blandet sammen? I hvert fald er lokalhistorikerne ikke enige. Der er tale om følgende værker:
Kidmoses værk ved Dværgbakke, der omtales i del II.
Emil Ernsts værk ved Dværgbakke, der i følge Boilesen har betegnelsen Værk 9 og også hed Motorværket.
Chr. Ernsts værk ved Dværgbakke, som Boilensen har tillagt Emil Ernst, og som derfor ikke har Boilesen-nummer.

Der eksisterer nogle billeder fra et af værkerne, hvor der er uklarhed om ejerskabet og optagelsestidspunktet.  Jeg har efter moden overvejelse valgt at tillægge billederne Chr. Ernsts Motorværk.

ELLING
Navnet angiver en bebyggelse på vestsiden af Bøllingsø. Postadressen var pr. Funder. I området lå både Ellinggaard og Elling Mosegaard. Flere tørveværker er opkaldt efter stednavnet Elling. Således to værker kaldet Ellingværket et kaldet Elling Mosegaard. Værker med navnet Elling er ofte blevet forvekslet. Jeg mener dog, at min hovedkilde E. Boilesen havde helt styr på Elling som stednavn og også på andres forvekslinger.

Mens værker med navnet Elling omtales under ejerens navn, er der dog ét værk, der for sit eget korte afsnit:

ELLING NY MOSEBRUG
Desværre haves ingen oplysninger om tid, sted og ejer, men værket omtales under det viste navn af Hedeselskabet i 1917 med 12 hk dampkraft, seks mand og en hest. De præsterede 2,3 millioner tørv dette år.

Kilder og litteratur
Hedeselskabets Tidsskrift ? 1918.

ENGESVANG SMEDE- OG MASKINVÆRKSTED

Det vides, at både smedene i Moselund, Engesvang og Pårup deltog  i tørvefabrikationen, så den refererede annonce dække nok et allerede nævnt værk?

260 meter 10 kg skinner samt skiftespor er til salg. Engesvang Smede- og Maskinværksted, tlf. 34.

Kilder og litteratur
Jyllands-Posten 21.12.1941.

ENGESVANG TØRVEFABRIKKER OG FAMILIEN ERNSTS VÆRKER
Fra Engevang kendes en hel familie med efternavnet Ernst, men bortset fra at den ældste hed Emil Ernst, vides ikke, hvordan de øvrige med efternavnet Ernst er i familie med hinanden, og det til trods for at jeg har spurgt lokalarkivet. Du er allerede stødt på Emil Ernst under Martin Anchersen. Desuden kendes Jens Ernst og Christian Ernst, der begge havde flere værker og Carl Ernst, der kun kendes fra et værk og tilmed kun i én sæson. Jeg antager dog, at Emil Ernst var ældst, og de øvrige med efternavnet Ernst var hans sømmer? I alle tilfælde omtales de og deres tørveværker efter omtalen af Emil Ernsts Engesvang Tørvefabrikker.

Lokalt i Engesvang var Emil Ernst egnens store søn, og i dag er der opkaldt en større vej efter ham. Nogen i Engesvang var ikke meget for at anerkende et uomtvisteligt partnerskab med Marius Jensen. Jeg blev ligefrem uvenner med en lokalhistoriker i Engesvang, da jeg nævnede partnerskabet. Han smed dog ikke min korrespondance ud, så da der kom nye folk til, fandt de min adresse og genoptog samarbejdet. Også en bog om Emil Ernst forbigår Marius Jensen.

EMIL ERNSTS VÆRKER, ENGESVANG TØRVEFABRIKKER
Jensen & Ernst

Emil Ernst
Engesvang

Marius Jensen
Skive

Senere Emil Ernst

Senere Jens Ernst

Indledning
Værkerne var samlet under betegnelsen Engesvang Tørvefabrikker med Emil Ernst, Engesvang og Marius Jensen, Skive som ejere. Senere var det formentlig kun Emil Ernst. Oprindelig var betegnelsen kun Engesvang Tørveværk, men betegnelsens rettedes senere til Engesvang Tørvefabrikker.

I området var der to store producenter. Den ene var Moselundgård, der altid havde udensogns ejere, og den anden var ejet af den lokale Emil Ernst, 1854 – 1933. Anden kilde 1934. Også han fik dog kapitalen udefra, idet hans lokomotiver var købt af Jensen og Ernst og trykprøvedes af Kedeltilsynet på begæring af begge. Jensen var redaktør af Skive Folkeblad og hed Marinus Jensen, og han var også involveret i andre tørveværker. Normalt kaldte han sig bogtrykker.

Emil Ernst grundlagde et tørveværk i Engesvang i 1904, efter at han have været i lære som ansat hos Mathias Rahbek i Sparkær, mens Jensen havde været i gang i Rønbjerg Mose allerede siden 1899. Han var desuden stifter og formand for Jydsk Tørvefabrikantforening. Mathias Rahbek står som opfinder af vådæltemetoden, der dengang var den eneste måde, man kunne fremstille tørv med økonomisk udbytte. Engesvang Tørveværk averterede allerede fra starten efter lokomotiver eller lokomobiler samt spor og andet materiel. Værket kaldtes Store Værk, egentlig Ernsts Store Værk. Emil Ernsts første værk anlagt sammen med Marius Jensen var:

Store Værk
Emil Ernst
Engesvang

Marius Jensen
Skive

Værket var Emil Ernst første, men fik naturligvis først navnet Store Værk, da Ernst grundlagde mindre værker senere. Værket har betegnelsen A på E. Boilesens kort.

Arealerne til tørveværket blev købt i efteråret 1904, og allerede fra 1905 blev der gravet tørv. Store Værk var drift 1905 – 1928, og det var Emil Ernst og hans firmas flagskib. Med tiden kom Ernst til at eje tre værker. Værkerne lå i mosens sydkant ret nord for stationen i Engesvang og ret øst for kirken i Engesvang.

Allerede i 1904 averteres efter udstyr til virksomhedens start. Her optræder Ernst alene. Det gør han som oftest, når Engesvang Lokalhistoriske Arkiv er kilden. Måske var Marius Jensen ikke inde i billedet endnu, måske havde Ernst fuldmagt til disse indkøb? Han annoncerede således: Maskiner og spor. Til et større mosebrugs anlæg ønskes tilbud på følgende nye eller brugte ting; 1 maskine med kedel, ca. 20 H. K., 2 lokomotiver eller lokomobiler, 4 à 8 H. K., ca. 1300 løb. meter stålskinner, 7 kg svære, 65 mm høje, og ca. 15 stk. ¾ meter store ståltipvogne, sporvidde 2 fod. Ernst, Moselund st.

Der var planer om en tørvebane fra læggepladsen til Engesvang Station, men planen kom ikke til udførelse.

De to lokomotiver, han averterede efter, har sikkert været tænkt fordelt med ét på gravbanen og et på læggepladsen. De ønskede to fod kan jeg ikke redegøre for, men hvad enten det var danske fod eller engelske fod, ville sporvidden have været omkring 600 mm. Den blev imidlertid 1000 mm. 4 á 8 hk var ret beset alt for lidt til et tørvetog! Den faste kedel, han averterede efter blev også et lokomobil. Det blev kun til ét lokomotiv til gravbanen, men 600 mm banen på læggepladsen måtte klare sig med heste.

1906 købtes gennem jernhandlerne Petersen & Albæk 200 meter brugt spor fra Vemb – Lemvig Jernbane, der var ved at udskifte deres alt for svage spor.

Allerede i 1906 udbrød der ild i fabrikant Ernsts mose i Engesvang, hvor et stort areal er brændt. Der holdes nu brandvagt i mosen melder pressen. Branden ramte også Moselund Tørvefabrikkers områder.

I 1910 har pressen en noget mystisk notits, der, hvis den holder vand, tyder på, at der foruden Marius Jensens penge også var andre penge involveret i Ernsts Engesvang Tørvefabrik. Under titlen: Store ejendomshandeler skriver en avis 1910: Hovedgården Taarupgaard er af et konsortium solgt til godsejer J. Laursen, Ormstrup, for 130 000 kr. Areal: 135 tdr. land. Samtidig har godsejer Laursen til konsortiet solgt Engesvang Tørvefabrik ved Moselund Station for 20 000 kr.

En anden notits fra 1911 uddyber og forvirrer på en og samme tid. Overskriften er denne gang: Afhændede tørvearealer. Nogle tørvearealer i Engesvang, på hvilke godsejer Laursen, Ormstrup, i sin tid drev en tørvefabrik, men som han i vinter solgte til ejendomshandlerne A. Adamsen, A. Andersen og E. Hvolbøl, har disse nu mageskiftet med en grd. Knudsen tilhørende gård i Kolind på Djursland. De to ejendomme er vurderede til henholdsvis 16 000 og 46 000 kr.

Som jeg læser avisen, har en godsejer, J. Laursen boende andet steds i Jylland, haft noget tørvejord i Engesvang, hvor han drev et tørveværk, som pressen kaldte Engesvang Tørveværk, et værksnavn, der ligger nær navnet, som ellers forbindes med Emil Ernst. På et tidspunkt afhændede han det igen. Imidlertid rummer denne beretning andre eksempler på, at stednavne og værksnavne går igen. Nogen Laursen er ikke først i århundredet kendt som tørveproducent på egnen, men det kunne jo have været en af de flere andre ukendt, der gav sig af med tørveskæring, hvortil der ikke brugtes andet maskineri end en tørvespade?

I 1913 skete en ulykke på værket, og ofret fik erstatning. Ingen tvivl om, at Ernst ikke lod sine arbejdere gå for lud og koldt vand. Ernst havde jo selv været arbejder i starten. Pressen nævner her også Marius Jensen, hvilket ikke var det gængse: Pressen skriver således: Erstatning for ulykkestilfælde. I henhold til Ulykkesforsikringsloven af 7. januar 1898 er der tilkendt arbejdsmand Johannes Vald. Sørensen Høgh, Ny Grønlund pr. Salten, som den 27. juli 1912 kom til skade under arbejde for tørvefabrikanterne Ernst og Jensen, Moselund, da han ved at løfte en tipvogn på spor fik højre håndled brækket, idet skinnen væltede om, en erstatning af i alt 770 kr. Beløbet er udredet af Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring, hos hvem den tilskadekomnes arbejdsgiver har tegnet forsikring for sine folk.

I 1916 måtte Ernst forlænge banen og averterede efter skinner. 500 alen skinner, 14 kg pr. meter, må også være sværere, ønskes til købs. Opgivelse af længden og prisen. Emil Ernst, Engesvang Station. Når Ernst pointerer de svære skinner på 14 kg/m og ikke nøjes med de gængse 5 og 7 kg/m, skyldes det det svære lokomotiv, som han stadig brugte.

I 1917 var produktionen på tre værker 23 millioner tørv foruden 1 million skæretørv. 1917 beskæftigede han 45 mand samt 9 heste foruden lokomotivet. To af hans værker havde tilsammen 72 hestes dampmaskiner, mens det tredje havde en 10 hestes petroleumsmotor.

1917 ændrede Ernst sin produktionsmetode og ville derfor afhænde det materiel, der brugtes i forbindelse med den opgivne produktionsmetode. Billederne vil give dig en idé om produktionsmetoderne. Hans sagsannoncer lød således: Engesvang Tørvefabriker, Engesvang Station, sælger på grund af forandret driftsmåde 1000 alen tipvognsspor, 55 mm, 25 stkr. tipvogne, specielt byggede til fremstilling af tørv, samt 100 stkr. tørveforme.

Netop materiellet til den opgivne og forældede produktionsmetode kneb det med at få andre til at overtage. Et halvt år efter var hans nye annonce lidt tydeligere: Tørvemateriel. 4 store jernforme, indeholder 2500 stkr. tørv, tilsvarende udkørselsvogne samt kraner og kranvogne, kan forme 200 000 stkr. tørv daglig, kan også deles i to hold til 2 mindre fabriker på 100 000 daglig, kan købes af fabrikant Emil Ernst, Engesvang Station.

Næppe havde Ernst solgt, før han manglede materiel. I 1917 averterede han som følger: 20 stk. tipvogne, ca. 1 kubikmeter, 500 mm sporvidde, ønskes til købs af E. Ernst, Engesvang Station. Hvorfor sporvidden nu kun skulle være 500 mm kan skyldes, at banen på læggepladsen havde den sporvidde, eller at materiellet skulle til en af den andre værker, der hørte under Engesvang Tørvefabrikker?

I 1918 under et tordenvejr slog lynet ned i Engesvang Tørvestrøelsesfabrik. Den store og nyopførte, af 24 arbejdere beboede barak nedbrændte. Alt indboet, køkkentøj m.v. brændte. Lynet ramte snedker P. Larsen af Engesvang, der faldt besvimet om udenfor barakken; han kom dog senere til sig selv igen. Helt givet har Ernst også produceret strøelse, men strengt taget er der ingen garanti for, at notitsen her er placeret rigtigt. Hvis jeg har taget forkert, har jeg ingen ide om, hvor strøelsesfabrikken ellers skulle have været placeret.

Omkring 1921 købtes spor fra Aarhus Belysningsvæsens Værk F, der nu efter krigen kunne afvikles.

I 1921 brændte Ernsts tørvefabrik. En avis meddeler følgende: Engesvang Tørvefabrik, som ejes af E. Ernst, er i nat ved 2-tiden fuldstændig nedbrændt. Kedler og maskiner ødelagdes. Fabrikken var forsikret for 18 000 kr. i Landbygningernes alm. Brandforsikring, men skaden kan ikke oprettes for 50 000 kr. Ejeren lider endvidere et driftstab, idet fabrikken daglig producerede 180 000 tørv. 23 mand bliver foreløbig arbejdsløse. Ilden er opstået ved gnister fra kedlen.

I 1923 dør Marius Jensen, med det nævnes udtrykkeligt, at Marius Jensen, Skivehus var medejer til sin død 1923. Marius Jensens  arvinger blev nu på en eller anden måde købt ud? Pressen har nogle mærkværdige beretninger om ejerforholdene efterfølgende omkring ejerskabet til Engesvang Tørvefabrikker. Jeg på min side kan intet andet end at referere.

I 1923 sælger Jensen & Ernst Engesvang Tørvefabrikker til Jens Ernst for 85 000 kr. Samme år averteres efter 30 – 40 tdr. land mose samt 40 tdr. land læggeplads.

Da det åbenbart ikke lykkedes at tilkøbe tørvejord, averterede Engesvang Tørvefabrikker deres Store Værk til salg til medbrydning. Årstallet var stadig 1923. Andetsteds i avisen havde Emil Ernst averteret efter tørvejord, og hvis det lykkedes at købe, ville salgsannoncen naturligvis falde bort. Det nævnedes i forbindelse med salget til nedbrydning, at maskinerne kunne klare 200 000 tørv om dagen. Disse var således tænkt solgt til viderebrug fra nedbrydningssalget?

Tilsyneladende lykkedes hverken tilkøbet af mere tørvejord eller salget til nedbrydning, for i følge diverse tidsskrifter førtes Engesvang Tørvefabrikker videre.

Årsproduktionen var i 1924 på 15 millioner tørv. I 1926 angives en årsproduktion på 8 millioner tørv. I 1927 tillægges Jens Ernst en produktion på 4 millioner tørv og Ernsts gamle firma 8 millioner tørv.

Da det åbenbart ikke lykkedes at slanke firmaet ved salg af Store Værk, sættes hele foretagenet Engesvang Tørvefabrikker i 1928 yderlige et værk til salg ud over Store Værk, der vel havde været til salg i tre år nu? Underskriveren var Emil Ernst, så det ser ud til, at Jens Ernst kun har været ejer i kortere tid? Faderen må have købt sine værker tilbage igen? I følge beskrivelserne af værkerne var der tale om Store Værk igen og Motorværket. Nu opgives nogle specifikationer. Annoncen omtaler 3 kilometer 5 – 14 kg/m spor, 1 damplokomotiv på 35 hk. fra to tørveværker. I annoncen pointeres det igen, at der var tale om nedbrydningssalg. Det to værker producerede daglig 80 000 og 180 000 tørv.

Det menes nu, at i hvert fald de to største af værkerne i firmaet Engesvang Tørvefabrikker var lukket, da tørvejorden var sluppet op endegyldigt. Noget tyder på, at det trods det, at det aldrig er nævnt, lykkedes at købe mosearealer inden for et område på højst tre kilometer fra de lukningstruede værker?

1929 meddeler pressen: Et mindre uheld indtraf i går på Engesvang Tørvefabrik, idet arbejder Fr. Kidmose fik sit ene ben klemt ret slemt under arbejde med en tipvogn. Han har det dog efter omstændighederne ret godt nu. Hvilket tørveværk, der var tale om i 1929, kan jeg ikke gennemskue, men det må have været et af Emil Ernst’ sønners værker, der af pressen havde fået forkert navn? Familien Kidmose blev også siden hen tørvefabrikanter, men arbejdere med navnet Kidmose ses på flere billeder fra området.

Emil Ernst havde været ejer af tre værker og desuden i en periode forpagter af værkerne, 5, Klosterlund Tørvefabrik også kaldet Skallerud og Værk B, Grågårdværket. Selv om Emil Ernst havde afviklet sine værker, førte mindst en af sønnerne navnet Engesvang Tørvefabrikker videre. Emil Ernst dør i 1933 eller 34.

I 1979 så jeg rester af fundamenter efter maskinhuset og rester af dæmninger op fra mosen til tørveværket. Denne dæmningsrest hang sammen med en udgravning, men denne var nu skjult, idet området havde været brugt som losseplads. Imidlertid har dæmningen både været tillagt Store Værk og Grågårdsværket. E. Boilesen mener dog helt sikket, at det var Motorværket. Grunden til usikkerheden kan være, at Grågårdsværket muligvis har været flyttet nogle hundrede meter mod syd, enten reelt eller som afmærkning på planen. Der var 1981 rester af Store Værks fundamenter, men de havde været udbygget som markørgrav på en skydebane. Noget tyder på, at dæmningen vitterligt har været brugt af to værker, Værk A og Værk B?

Lokomotiver
Gennem hele Store Værks levetid var der damplokomotiv. En overgang, 1910 – 12, havde Ernst endog to lokomotiver, men på kun ét billede, ser man begge lokomotiver samtidig.

Ernst’ første lokomotiv var fra den tyske fabrik Hanomag i Hannover. Det havde byggenummeret 3811 og var bygget 1901. Det bar navnet Jacob. Sporvidden var 1000 mm, men kedlen var ganske lille med en hedeflade på kun 7,3 m². Mellem 1901 og til det dukker op hos Ernst i 1904 kørte lokomotivet i følge fabrikslisten for Scharreler Ziegelei i Tyskland. På teglværket havde lokomotivet i følge fabrikslisten 750 mm sporvidde. Det hensattes 1912, men først med verdenskrigen var der et brugtmarked for små lokomotiver. I 1916 købte kammerråd Nielsen i Hejnsvig det til Hejnsvig Tørvefabrik. Hvor længe det var i Hejnsvig, vides ikke. Et Rishøj Tørveværk nævnes også i 1918, men det kan være identisk med Hejnsvig Tørveværk, hvor navnet Riishøj også er set?

Ernst’ næste lokomotiv var fra den tyske fabrik Jung i Jungenthal mellem Ruhr og Frankfurt. Byggenummeret var 1485 og byggeåret var 1911. Kedeltrykket var 12 atmosfærer, og kedlen havde 13,8 m² hedeflade, hvilket er dobbelt så meget som Ernsts første lokomotiv og vel også grunden til skiftet? Sporvidden var 1000 mm. Fabrikslisten opgiver 30 hk og en vægt på 5,44 t. Formentlig købte eller i hvert fald bestilte Ernst det hos agenten, Leipziger & Co. allerede 1910, skønt Kedeltilsynet først har et notat om det 1914. Det trykprøvedes sidste gang 19.03.1919, men synedes dog stadig årligt til og med 1922, hvorefter det i 1923 synedes halvårligt med sidste syn i eftersommeren 1923. Det ophuggedes 1928, hvor Ernst afviklede sin virksomhed.

Kilder og litteratur
Dampkedelprotokollerne, kasse 5 – 8, kredsene 1 – 4. 1923 – 1925 . 16. kreds. 38. politikreds.
Berlingske Tidende 02.07.1921.
Jyllands-Posten 04. og 06.12.1904.
Jyllands-Posten 01. – 03.03.1916.
Jyllands-Posten 07. – 09.03.1917.
Jyllands-Posten 11., 13. og 15.08.1917.
Jyllands-Posten 24., 26. og 28.08.1917.
Jyllands-Posten 25.05.1918.
Jyllands-Posten 02.07.1921.
Lemvig Folkeblad 01.07.1906.
Silkeborg Avis 04.11.1910.
Silkeborg Avis 05.04.1911.
Silkeborg Avis 06.06.1913.
Silkeborg Avis 30.07.1929.
Mosen 84.1926
Mosen 109.1928
Mosen. Andre numre.
Licitationen. Flere numre.
P. Thomassen.
Alfred Hansen.
Holger Jørgensen.
E. Boilesen.
Peter Brøndum Nielsen.

Engesvang Lokalhistoriske Arkiv har mange flere billeder fra tørveproduktionen i Bøllingsø, end jeg har valgt at bringe her. Nogle i flere eksemplarer og med forskellige arkivnumre. Således det ikke her gengivne B452 og B2061, der tilmed har hver sin tekst.

Grågård Værket
Emil Ernst
Engesvang

Værket havde på Boilesens kort nummeret B. Det var etableret før 1913 af Emil Ernst. Efter Emil Ernst død må Chr. Ernst have ført værket videre. Drivkraften var en motor.

Omkring 1919 – 20 ejede Jens Ernst muligvis kun en kort overgang værket og moderniserede det. Drivkraften var nu et lokomobil. Gravbanen var spildrevet, sikkert af lokomobilet. Der nævnes lokomotiv på banen til læggepladsen, og da der ikke kendes noget lokomotiv ved værket, må Grågård Værket have været sporforbundet med Store Værk. Efter 1928 hentede værket tørvedynd vest for vejen Klosterlund – Engesvang. Hvor længe tørvemassen her rakte, vides ikke, men det menes, at sluttidspunktet var sidst i fyrrene. Fyrbøderen på lokomobilet hed P. Skive, og lokomotivføreren hed Blæsbjerg.

I følge lokale udsagn lå Grågårdsværket på den angivne position på Boilesens kort, men muligvis kun 1906 – 1911 eller 12. Herefter skulle det være flyttet 170 meter mod nordvest? Det vil sige, at dets position nu blev identisk med den position, hvor Værk A var afsat. Nyere forskning har så givet Værk A en ny position. Jeg kan ikke afgøre sagen, men har offentliggjort kort med flere versioner af beliggenheden.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Peter Brøndum Nielsen.

Motorværket
Emil Ernst
Engesvang

Værket etableredes før 1913 og ophørte 1928. Det var motordrevet. Ved lukningen var al tørvejord opgravet, og der var ikke mulighed for tilkøb nogen steder i nærheden. Det havde nummeret 9 på Boilesens kort. Motoren angives som en petroleumsmotor på 10 hk.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Peter Brøndum Nielsen.

Lille Værk
Emil Ernst
Engesvang

Værket havde betegnelsen Værk R på Boilesens oversigtskort. I 1926 averterer Ernst sit Lille Værk til salg på grund af mangel på mose. Mosen var i første omgang sluppet op i 1918, men der må være fundet tørvejord, der rakte til 1926? Engesvangarkivet angiver værket beliggende ved Dværgbakke. Dagsproduktionen var 80 – 100 000 tørv.

Kilder og litteratur
Mosen 84.1926.
E. Boilesen.
Peter Brøndum Nielsen.

BRØDRENE ERNST
Engesvang

Emil Ernst havde flere sønner, der gik i hans fodspor. Tilsyneladende først som brødre, senere som enkeltpersoner. Chr. Ernst, Jens Ernst og Carl Ernst er nævnt i pressen. Hvilket eller hvilke værker brødrene Ernst ejede, vides ikke, og det er også ukendt, hvilke brødre, der deltog hvornår.

Fra pressen kendes 1922 en ulykke på Brdr. Ernsts Tørvefabrik og i 1923 en notits om en ulykkeserstatning.

Kilder og litteratur
E. Boilensen.
Peter Brøndum Nielsen.
Silkeborg Avis 23.05.1922.
Silkeborg Avis 26.06.1923.

MIDTJYDSK MOSEBRUG
Engesvang Station

Da jeg tror, at Chr. Ernst kaldte sine værker for Midjydsk Mosebrug, bringer jeg denne del af mit indlæg her:

Under Første Verdenskrig averterede Midtjydsk Mosebrug meget. Dengang stavedes jysk med d! Ikke desto mindre har firmaet undgået E. Boilesens opmærksomhed. Der er naturligvis den mulighed, at Boilesen har kaldt firmaet noget andet?

I starten af 1918 ville firmaet købe spor: Tipvognsspor. Indtil 1000 meter spor (ikke over 7 kg pr. meter) ønskes til købs. Midtjydsk Mosebrug, Engesvang st.

Senere samme år ville de sælge tipvogne. Annoncen lød således: Tipvogne. 6 stkr. tipvogne, hvoraf de 3 er nye, 500 mm sporvidde, er til salg. Midtjydsk Mosebrug, Engesvang st.

Endnu senere samme år ville de åbenbart afvikle helt? Materiel til salg. Et komplet tørveværk med tilhørende skinner, vogne og forme m. m. for en produktion af 60 à 80 000 stk. tørv daglig er til salg til nedbrydning. Eventuelt sælges et selvrensende tærskeværk med et 6 år gl. lokomobil. Henvendelse til Midtjysk Mosebrug, Engesvang st.

Måske fik de ikke solgt, måske fortrød de? 1919 ville de købe sveller: Sveller. Tilbud på ca. 1000 stkr. sveller, 38″ x 5″ x 5″, ønskes. Midtjydsk Mosebrug, Engesvang st.

Kort efter ville de igen sælge, men det ville nu blive svært, for sporvidden var mindre end på en modelbane: Tipvogne og motor til salg. 2 stkr. tipvogne, sporvidder 7,85 mm, 1 stk. Holstebro-motor, 9 HK., med magnettænding, brugt 1 måned. Midtjydsk Mosebrug, Engesvang.

Et par måneder senere havde de fået ny tommestok, der havde angivet nye mål på materiellet: Tipvogne og motor. 2 stkr. tipvogne, 780 mm sporvidde, 1 stk. tipvogn 450 mm sporvidde, og 1 stk. Holstebro-motor med magnet-tænding, brugt 2 måneder, er til salg. Midtjydsk Mosebrug, Engesvang st.

Selv om der en måned senere i 1919 igen angives 780 mm, var det nu nok den meget mere almindelige 785 mm, som firmaet nu nok også mente første gang, da de havde fået divideret med 100: Motorer og tipvogne til salg. 1 stk. 9 HK Holstebro, brugt 1 måned, 1 stk. 10 HK Hejn, brugt 7 måneder, 2 stk. tipvogne, sporvidde 780 mm. 1 stk. tipvogn 450 mm. Midtjydsk Mosebrug, Engesvang st.

Året efter var de 450 mm vokset til 500 mm, eller måske skyldes de mange sporvidder, at firmaet handlede med materiel?: Til salg. 7 stkr. tipvogne, hvoraf 2 stkr. er bremsevogne, sporvidde 500 mm, vognene omtrent nye, sælges for 2000 kr. Midtjydsk Mosebrug, Engesvang.

En måned efter var firmaet på banen igen: Til salg. Motor og tipvogne. 1 stk. 10 HK motor (mrkt. Hejn, Randers), opretstående, med træfundament og glødehoved, kun lidt brugt, pris 2500 kr. 2 stkr. tipvogne, 785 mm sporvidde. Pris pr. stk. 250 kr. Midtjydsk Mosebrug, Engesvang st. Hverken motorfabrikkerne i Holstebro eller Randers kendes, og de er heller ikke slået op.

Der kendes i Bøllingsøområdet kun et firma, hvor sporvidden 785 mm er nævnt: Chr. Ernst med Værk D, Ellingværket, Værk B, Grågårdsværket, Værk G, Ellingmosegård, Værk R, Lilleværk og Værk S, Speghøjværket. Da Ernst også havde salgsannoncer med matchende effekter som en 9 hk Holstebromotor, er det tænkeligt, at han har kaldt sine værker Midtjydsk Mosebrug, nu da hans far havde brugt navnet Engesvang Tørvefabrikker og navnet Moselund Tørvefabrikker længe havde været optaget? Netop 1918 – 20 ryddede Ernst op i sine værker og tyndede ud, nu da verdenskrigen var ovre og kullene langsom vendte tilbage.

Se mere om Chr. Ernst efterfølgende.

Kilder og litteratur
Kilde: Jyllands-Posten 24. og 26.03.1918.
Kilde: Jyllands-Posten 21. og 23.08.1918.
Kilde: Jyllands-Posten 03., 05. og 07.10.1918.
Kilde: Jyllands-Posten 05., 07. og 09.04.1919.
Kilde: Jyllands-Posten 17., 20. og 23.04.1919.
Kilde: Jyllands-Posten 19. og 21.06.1919.
Kilde: Jyllands-Posten 11., 13. og 15.021920.
Kilde: Jyllands-Posten 30.03 – 01.04.1920.

CHR. ERNSTS VÆRKER

Ellingværket
Chr. Ernst
Engesvang

Værket kaldtes undertiden for Ernst’ Ellingværk. Det har betegnelsen D hos Boilesen. Det lå på matrikel 1u, Ellinggårde, Funder Sogn og Revshale Gårde, Kragelund Sogn, Hinds Herred, Viborg Amt.

Chr. Ernst var foruden i værk D, Ellingværket involveret i værkerne B, Grågårdsværket, G, Ellingmosegård, R, Lilleværk og S, Speghøjværket.

Senere Århus Belysningsvæsen

Senere konsortium

Senere ukendt

Værket har ikke noget kendt navn. Ernst etablerede det i 1914 og solgte det formentlig i 1917 til Århus Belysningsvæsen, der drev det til krigen var ovre. I 1920 solgte de det til et konsortium af fire (Boilesen) eller otte (Peter Brøndum Nielsen) mand, heraf Alfred Boilesen, Marius Dam, Tobias Lassen og Aksel Sørensen alle fra Engesvang. Foruden antallet af deltagere i konsortiet er de lokale også uenige om tidspunkterne for ejerskifterne. E. Boilesen, søn af en af ejerne i konsortiet mener, at værket solgtes i 1924 og lukkedes kort tid efter. Hvem der ejede det ved lukningen er ikke oplyst.

Ejerne, sikkert Chr. Ernst regnede med i starten at skulle producerer 15 millioner tørv årlig, så værket var altså et stort værk. I 1920 solgte Værk F spor til Ernst.  Værk F var motordrevet.

Kilder og litteratur
Ole Kidmose.
E. Boilesen.
Peter Brøndum Nielsen.

Speghøjværket
Chr. Ernst
Engesvang

Det bevarede lokomotiv
På værkets bane kørte, som billederne viser, et motorlokomotiv. Det er i dag bevaret i privat regi. Da kilden kun kaldte ejeren Jespersen, ved jeg ikke, om han strengt taget er identisk med Henning Jespersen, der var involveret i Værk S som eneejer og Værk T som medejer. Da denne Jespersen skal søges sent i tørvehistorien, synes jeg, det er et godt bud, og jeg har i øvrigt ikke andre, bortset fra Henning Jespersens søn.

Nu var det ikke ligefrem således, at befolkningen omkring Bøllinsgsø vadede i små tørvebaner, men stedvis passerede de offentlig veje, så befolkningen har kendt dem, og mange familier havde deres udkomme fra tørvene. Når så en sådan tørveæra rinder ud, er der ofte folk, der alene eller i fællesskab med andre gør en indsats for på en eller anden måde at få bevaret nogle håndgribelige minder om tidligere tiders tørveproduktion. Da et helt tørveværk er svært at bevare i privat regi, var det ofte transportdelen af tørveproduktionsmateriellet, der gav de interesserede mest fornøjelse ved at bevare. Den eller de interesserede kunne købe resterne af en tørvebane med lokomotiv og i egen have opbygge en lille privat tørvebane.

Da der så endelig var kræfter i gang for at opbygge et tørvemuseum i Klosterlund, var alt materiellet borte, så folkene bag museet måtte udenbys for at finde materiel.

Forinden havde jeg dog sammen med den lokale Peter Brøndum Nielsen travet Bøllingsø, der da endnu ikke var etableret, tynd for at finde rester af de gamle tørveværker. Dengang lå der endnu stedvis spor, og der fandtes vogne og lokomotiver i behold. Forinden havde den ligeledes lokale E. Boilesen vandret området tyndt i søgning af sporene efter tørveindustrien. Lidt senere besøgt jernbanehistorikeren Svend Guldvang egnen og det samme gjorde lokomotivhistorikeren Alfred Hansen, der var så heldig at have familie på egnen.

Endnu mens tid var, besøgte Bjarne Steen Jensen også egnen, hvor et par lokomotiver endnu var i behold blandt andet på værk S, og han købte et af dem og satte det i stand til sin havebane et sted i nærheden af Funder. Banen kaldtes Nørhedebanen. Bjarne Steen Jensen beretter: Lokomotivet på Nørhedebanen købtes i 1983 af Jespersen, som havde området med tørve­mosen. Firmaet hed Moselund Tørvefabrik. Lok og skinner var i drift til 1960. Da jeg fandt det, var det i en sørgelig forfatning, så jeg har restaureret det så tæt på originalen som muligt ud fra Jespersens beskrivelse samt de spor, der var at se. Motoren er en Ford A, ramme og hjullejer er opbygget på samme måde som Nagbøl, og svinggearet er Nagbøl, så enten er det kopieret eller også er det nederste fra Nagbøl. Jespersen købte det brugt før krigen. Det kan også være opbygget af smeden i Moselund. Han lavede flere små lok samt næsten alt, hvad der blev brugt af materiel i området til tørvefabrikkerne. Motoren var for øvrigt den fjerde motor samt den ottende gearkasse. Folkene var hårde ved tingene.

Sporet i mosen gik fra den røde plet på kortet, hvor ælteværket lå og presseren var og ned i mosen, samt ud på læggepladsen, i alt ca. 500 m spor.

Videre beretter Bjarne Steen Jensen: Det andet lok, du – og du er forfatteren her – nævner, var eller er ved den anden røde plet. Kortet med den røde plet fra brevet er naturligvis ikke med her. Videre hedder det i brevet: Det er langt tid siden, jeg har set det, så jeg vil tage et smut der ud for at finde ud af, om det stadig er der, eller hvor det er endt. Det er altså mig, forfatteren her, som åbenbart har givet tip til søgning af lokomotiver i Bøllingsø.

Videre beretter brevskriveren: Det er for øvrigt min kone, som har navngivet mit lok. Da det stammer fra en tørvemose og er et “futtog,” kunne det ikke hedde andet end “Hr. Futmose.”

I år har jeg fået lagt yderligere 200 m spor samt 2 skiftespor rundt om et lille vandhul, som godt kan ligne en lille mose. Skinner og skiftespor var de sidste rester fra Bøgild teglværk.

Jeg har for øvrigt en del billedmateriale samt smalfilm fra min svigerfar, som også var ivrig smalspors fan: Han tog rundt i halvtredserne og tresserne og tog billeder af alt vedrørende tog.

Jeg vedlægger et kort hvor du kan se, hvor mit lok, skinner og vogne stammer fra.

Så vidt Bjarne Steen Jensen. Jeg kan så tilføje – selv om det ikke er aktuelt her – omtalte svigerfar har jeg i øvrigt også mens tid var, haft forbindelse til og fået billeder fra.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Peter Brøndum.
Chr. Løhde Jensen.
Peter Andersen.
Carsten Hansen.
Bjarne Steen Jensen.
Hedeselskabets Tidsskrift ?.1927.
Jyllands-Posten 19. – 21.02.1919.
Jyllands-Posten 18. – 20.03.1919.
Det danske Hedeselskab. Tørvelån 237.
http://www.smalspor.dk/ ⇒ Smalsporede industribanelokomotiver ⇒ Lokomotiver ⇒ 162.

JENS ERNSTS VÆRKER
Som den sidste med efternavnet Ernst nævnes Jens Ernst, der formentlig også var søn af Emil Ernst og bror til Chr. Ernst? Jens Ernst kendes dog kun fra et værk, bortset fra at han kunne have indgået i firmaet Brødrene Ernst?

VÆRK UDEN NAVN
Jens Ernst
Engesvang

Et værk, hvor navnet ikke kendes, men er tilskrevet Jens Ernst, kan ikke positionsbestemmes, men det eksisterede i 1917 og var et hestegangsværk. Det nåede kun at producere 280 t tørv, inden det blev opgivet igen.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.

TRANSPORTABELT VÆRK
Jens Ernst
Engesvang

Under første verdenskrig havde Jens Ernst et hestedrevet tranportabelt værk uden oplysninger og sikkert også uden bane. Der var otte mand ansat sammen med to heste, og der produceredes i 1917 i alt  700 000 tørv og 900 000 skæretørv.

Kilder og litteratur
Hedeselskabets Tidsskrift 1918.

PETER ERNST
Horsens.

Peter Ernst er slet ikke nævnt af Boilesen, og måske var han også i virkeligheden mægler? Han kendes fra en avisannonce: Tørvestrøelsesfabrik og 15 tdr. land højmose, hvorpå der for tiden bygges en tørvefabrik …… Beliggenhed ved Paarup Kro, 3 km til Engesvang st., sælges for 60 000 kr. Peter Ernst, Horsens, tlf. 2220.

Kilder og litteratur
Jyllands-Posten 07. og 08.03.1940.

Annoncen lyder, som gælder den Værk Y?

Indlægget fortsættes i Tørveproduktion omkring Bøllingsø. II.