Tørveværker og tørvebaner omkring Bøllingsø. III

Del III. Afsnittene fra Chr. Nielsen og resten af værkerne

CHR. NIELSEN
Pårup

Dette værk kendes kun fra en auktion. Måske blev det ikke solgt og nedrevet, måske blev det opkøbt af en nabo og indgik i dennes værk? Boilesen har i hvert fald ikke posten.

Besætningsauktion afholdes tirsdag d. 30. d. m., kl.1. eftmd., på gårdejer Chr. Nielsens ejendom i Paarup (ved Tollund). Der fremhæves …. et fuldstændigt tørveværk med petroleumsmotor (Esbjerg, 10 H.-K.), spor, 2 tipvogne, 2 dyndvogne, forme, ståltrisser, m. m. Kredit på kreaturer og heste til 1. juli d. a. Dommerfuldmægtig Borberg, inkassator.

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Silkeborg Avis 15.01.1922.

H. PAPE
Mosebo Tørvefabrik

1940 averterer fabrikken 2 á 300 t æltetørv til salg. Der er ikke yderligere oplysninger ud over, at telefonnummeret er Engesvang 35.

Kilder og litteratur
Jyllands-Posten 02.08.1940.

MAGNUS AAGE PEDERSEN
Gårdejer
Neder Julianehede pr. Bording

27.04.1942: Lån på indtil 1.500 kr. er bevilget fra Landbrugsministeriet til anskaffelse af 1 stk. ælteværk, 60 m spor, sveller, lasker og drivrem i henhold til tilbud af 23. marts 1942 fra A. Flensborg, Herning Maskinfabrik. Produktion af tørv på ejendommen matr.nr. 1k N. Julianehede pr. Engesvang sogn.

Der er er nogen afstand fra Neder Julianehede til Paarup Mose, så også dette værk, kan vise sig at have ligget uden for emnets område? I øvrigt må det være muligt at lokalisere den pågældende matrikel?

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Det danske Hedeselskab – Tørvelån 250.

PETERSEN
vognmand
Paarup

Se: Henning Jespersen.

CHR. PETERSEN

Under første verdenskrig i 1917 producerede Petersen med syv mand og tre heste 800 000 tørv og 900 000 skæretørv på et presseværk et eller andet sted i området. Der kunne have været bane, og der var helt givet en petroleumsmotor som drivkraft.

Kilder og litteratur
Hedeselskabets Tidsskrift ?.1918.

GERD POULSEN
Paarup

Værket lå i Paarup Mose og havde betegnelsen Værk 16. Det var et lille pressetørvsværk, der fungerede 1942 – 46 og fik tørvedynd fra broderen Johannes Poulsens Mose i nærheden. Formentlig Værk 17.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.

JOHANNES POULSEN
Engesvang

Værk V, der var et lille pressetørvsværk, tilhørte Johannes Poulsen, der også var med i Værk 17. Det lille pressetørvsværk var i drift 1940 – 46.

Værket omtales formentlig også i 1944 i en notits: Ulykke på tipvognstoget. Lørdag eftermiddag skete der en ulykke i tørvefabrikant Johs. Poulsens tørvemose i Engesvang, hvor den 19-årige skoleelev Johannes Skov Thomsen, Engesvang krat, var beskæftiget med dyndkørsel. Den unge mand går på skole i Silkeborg, men benytter sommerferien til fordel for tørveproduktionen. Da ulykken indtraf, var han kommet kørende hen til æltemaskinens snegl med dynd og ville til at tage tipvognssidens bjælke af. Idet han trak bjælken ud, brast sneglens beskytter, hvorpå han havde stået med det ene ben. Benet gled til sneglen, der trak det til sig. Den unge mand råbte højt, og hans arbejdskammerat, der passede motoren, havde åndsnærværelse nok til omgående at slå sneglen fra. Han blev kort efter befriet fra sneglen, og læge Kronholm, Engesvang, der var blevet tilkaldt, konstaterede, at den unge mand havde brækket underbenet. Efter at han havde fået en indsprøjtning, førtes han i ambulance til Silkeborg Sygehus.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Peter Andersen.
Silkeborg Avis 31.07.1944.

TØRVEFABRIKKEN PHØNIX A/S
Moselund

Starten
Fabrikken havde på Boilesens kort positionen L og hedder her værk L. Navnet Phønix refererer til Fugl Phønix, der rejste sig i følge gamle græske sagn af asken, så navnet skyldes formentlig Steenberg? Selvfølgelig er nettet vildt uenigt. Andre på nettet vil, at Fugl Fønix er ægyptisk, men i alle tilfælde er Fønix et symbol på genfødelse, og det var lige netop situationen for Steenberg, der få år forinden var gået ned med sine tørveværker sammen med Moselundgård.

Værket blev færdiggjort i påsken 1918, da smed Kristian Boilesen monterede vertikale snegle til dyndtransport som noget helt nyt. Normalt anvendtes dengang elevatorkæde. Anlægssummen var 300 000 kr., idet der var en ret lang afstand mellem mosen og et højtliggende tørveværk. Adgangen til stationen for afsendelse af tørvene var også vanskelig, men herom senere.

Værket havde driftstid fra 1. maj 1918 til sæsonafslutning 1935, hvor tørvejorden var opbrugt og det ikke var muligt at købe eller leje mere. Noget taler dog for, at en af ejerne videreførte dele af værket.

Drivkraften var en stationær dampmaskine, og værket var et fast værk. På værkstedet var opstillet en lille dampmaskine, der trak drejebænk, slibesten og koldsav. Maskinen havde sikkert tilførsel af damp fra den store kedel til ælteværkets og spilbanens dampmaskine? Andre kilder taler om en dampmaskine på værkstedet fra det ene Esbjerglokomotiv?

Ejere
Ejerne var:
• 1918 – 20 Et københavnsk konsortie med købmand Erik Steenberg, Randers kaldet Den yngre Steenberg som entreprenør. Lokale vil ham dog som nævnt være ejer 1918 – 20.
• 1920 – 28 Frederik Henriksen, Moselundgård.
• 1928 – 35 Et nyt konsortie med uklare ejerforhold. Følgende er nævnt som deltagere med mere eller mindre sikkerhed: Marius Dam, Hans Laursen, Jens Hårup, Kristian Boilesen og Tobias Lassen. Jens Hårup vides at have været lokomotivfører på et af værkets lokomotiver. Mens alle kilder er enige om de tre førstnævnte, nævnes de to sidste ikke af E. Boilesen, der i stedet angiver Niels Sjællænder, hvis efternavn er ukendt og med spørgsmålstegn Thøgersen. Kristian Boilesen var smed i Moselund. Han har over for sin søn E. Boilesen nævnt, at han deltog. Tobias Lassen deltog i følge E. Boilesen næppe, da han, som flere af de øvrige, havde andre værker i området.

Der er åbenbart to versioner af værkets start: Boilesen havde en anden version end andre lokale havde. Formentlig har Boilesen ret, men jeg gengiver nu alligevel begge versioner. Boilesens version har betegnelsen a) og den lokale b).
a) Phønix var anlagt af et københavnsk konsortium. Entreprenør var Erik Steenberg.
b) Da Erik Steenberg den Yngre solgte Moselundgård i 1907, idet landbruget ikke gik så godt, beholdt han en lille del af den sydlige afsidesliggende del af mosen, hvor han i 1918 opførte værket med det malende navn Phønix, der var lagt stort an. Efter to år var han også fallit her. En af grundene var eksperimenter med to ubrugelige esbjerglokomotiver. En anden grund var, at der ved værkets start i 1918 var kun få år, inden de ”gode” tiden efter krigen var ovre, og kullene kom igen, så allerede 1920 måtte konsortiet og Erik Steenberg opgive. Værkets brand gjorde det heller ikke bedre.

Der er nævnt flere personer med navnet Steenberg. Der angives betegnelser som to brødre og den enes søn samt Steenberg den Ældre den Yngre og Steenberg Junior. Alle kilder har ret. Der var nemlig tre med navnet Steenberg. De to hed begge Erik Steenberg! Den første Steenberg var konsul J. F. V. Steenberg, der ejede Moselundgård og Moselund Tørvefabrikker.

Efter ham overtog hans bror, savværksejer Erik A. Steenberg. Phønix tilskrives dennes søn købmand Erik Steenberg, kaldet junior eller den yngre. Hvem Kedeltilsynet mener, når det skriver H. Steenberg, vides ikke. Formentlig sidstnævnte Steenberg junior.

Værkets videre historie
Allerede i 1920 brændte værket, og tilsyneladende havde konsortiet ikke flere penge, så den nedbrændte ruin blev overtaget af Moselundgård for 20 000 kr.

I 1928 solgte Moselundgård værket til lokalt konsortium, der drev værket til 1935. Deltagerne ses i ejeroversigten.

Moselundgård havde tidligere ejet moseområdet, hvor Phønix lå, idet Steenberg ved sin konkurs med Moselundgård kunne beholde denne lille sydlige del af mosen, og Moselundgårds nye ejere har sandsynligvis haft penge i klemme i Steenbergs konkursbo, så Moselundgård tog moselodden tilbage og drev værket videre.

I 1935, hvor værket angives lukket, fordi mosejorden slap op, må en af ejerne alene have ført værket videre til efter anden verdenskrig med sine egne tørvearealer, som han åbenbart ikke delte med det konsortium, han var medlem af?

I følge pressen fra 1957 er Jens Hårup stadig ejer af Phønix og omtaler tørvesæsonen dette år som god med stor efterspørgsel.

Værkets baner
Gravbanen
Denne førte fra mosen til en position lige neden for den højtliggende tørvefabrik. I banen indgik en underføring af Statsbanernes strækning Silkeborg – Herning. Statsbanernes Baneafdeling arbejdede både i regnskabsåret 1917/18 og 1918/19 på en underføring for Phønix. Tidsangivelserne skal forstås således, at arbejdet udførtes i førstenævnte regnskabsårs slutning og i starten af næste følgeden regnskabsår, altså lige omkring april 1918.

Lokalt angives broen, hvor vejen første under banen, indviet 1. maj 1918. Broen havde to buer. En større til vejen og en mindre til tørvebanen.

Denne underføring tager sig godt ud på billeder og ses vidt omkring i det dengang træløse landskab. Efter Phønix’ lukning klagede motorfolket ideligt over broen, idet de havde svært ved at ramme hullet med deres automobiler. Der var nok også kun plads til et automobil ad gangen, og så går det galt, når ingen af to modkørende sanser at vige. Den gamle, farlige bro brugtes helt til 1962, hvor vejen blev forlagt og broen nedrevet.

Kort efter broen passerede tørvebanen også landevejen Silkeborg – Moselund, men i niveau. Efter skæringen lå Tutten og omløbssporet og spilbanen.

Boilesen erindrer to gravspor i mosen, og billeder viser i selve graven flere læssespor, hvor en vogn ad gangen læsses. Da lokomotivet åbenbart altid var foran toget, må det have løbet om ude i mosen, med her brugtes ikke omløbsspor, da der var flere gravspor i mosen, det kunne rangere på. Det sidste stykke ned til gravefeltet i mosen har vognene selv kunnet løbe ved tyngdekraftens hjælp. På adskillige billeder fra værket ses heste. Det er muligvis dem, der har trukket vognene op fra gravefeltet og samlet dem, så damplokomotivet kunne spændes for? Hestene har dog i følge billeder også afløst lokomotivet i perioder.

Spilbanen
Denne førte fra foden af bakkerne syd for Bøllingsø og Funder Ås øvre løb op til værket. Ved foden af spilbanen kaldet dalstationen lå et omløb, så lokomotivet ved ankomsten kunne komme fri af vogntrækket. I det ene spor holdt nu de læssede vogne, mens de tomme vogne firedes ned i det andet spor, hvor lokomotivet allerede holdt klar til at trække de tomme vogne tilbage til læsning i mosen.

Spilbanens stigning og længde kendes ikke, men endnu ved mit besøg i slut 80erne sås dens planum tydeligt. Ved værkets lukning havde man taget skinnerne op, men svellerne lå der stadig, selv om mange af dem var rådnet væk på de 50 år, der var gået. Selv i de helt bortrådnede sveller sås stadig skinnespiger eller huller efter dem. Der var steder, hvor den ene skinnestrengs yderste spiger og den anden skinnestrengs inderste spiger endnu sad, så det var muligt at måle sporvidden på spilbanen. Desværre glemte jeg at notere sporvidden, da jeg kom hjem. Jeg kan i hvert fald ikke finde notatet. Sporvidden burde dog have været 785 mm. Jeg husker, at jeg i hvert fald ikke var overrasket.

Banen på fabriksområdet
På bjergstationen øverst på spilbanen var der ingen overflødige spor. Spilbanen endte lige ved maskinhuset, hvor dampmaskinen stod. Herfra var der kun et kort spor til tørveælteren, hvor vognene fra mosen tømtes. Om en hest trak vognen det korte stykke fra spil til ælter, eller en arbejder gjorde det, eller spillet også anvendtes her, vides ikke. Da man firede de tømte vogne ned, før man trak de fylde vogne op, var omløb ikke nødvendigt. Der var åbenbart heller ikke spor til remise eller til hensætning af ekstra vogne heroppe, og en forbindelse til læggepladsen var heller ikke nødvendig. Der var som allerede nævnt dampdrift til spil, og dampmaskinen trak også tørveælteren. Hele sporet med gravvognen tippedes i tørveelevatoren ved ælteværket. På en eller anden måde har værkets dampmaskine sikkert også leveret kraft til tipningen?

Luftbanen
I bakkeskråningerne nordvest for spilbanen umiddelbart ud til vejen Silkeborg – Moselund findes i skoven en rest af en udgravning og i forlængelse deraf en opfyldning. Udgravningen kaldtes lokalt i tidligere tider Luftbanen. Gravearbejdet skulle have været planum for en bane fra læggepladsen til Moselund Station til transport af de færdige tørv fra Phønix til stationen. Vejvæsenet satte sig imidlertid imod flere spor over vejen, selv om Stenberg allerede var godt i gang med jordarbejderne. Folkeviddet døbte herefter banen Luftbanen, sikkert inspireret af Steenbergernes mange luftkasteller og måske den luftbane Den ældre Steenberg vitterligt havde i 1877.

Statsbanernes driftsberetning fra finasårene 1917/18 og 1918/19 taler om en ikke udført plan om en underføring på Moselund Station. Det må være luftbanen, der i givet fald skulle krydse banen Silkeborg – Herning for at nå læssesporene på Moselund Station.

Om den vitterlige luftbane se Tørveproduktion omkring Bøllingsø, del I i afsnittet om Moselund Station og i del II om polakværket.

Banen på læggepladsen
Også denne bane var enkelt. Et spor førte fra tørveælteren ud på læggepladsen, der skulle være højtliggende, så vandet kunne sive væk fra de våde tørv, samt et flytteligt spor fra hovedsporet ud på læggepladsen, var nok. Her behøvedes ikke omløb. Sporskiftet til det flyttelige spor kunne være et klatresporskifte, som det ses under Værk 7, Klosterlund.

Lokomotiver
Esbjerglokomotiverne
Steenberg købte 1918 ikke mindre end to nye Esbjerg-lokomotiver, skønt han skulle have haft dårlige erfaringer fra sin far med et produkt fra netop denne fabrik. Det ene lokomotiv kørte i mosen, og det andet kørte på læggepladsen. Der er kun kendt byggenummer på det ene lokomotiv. De nummereredes i øvrigt i serie med fabrikkens øvrige leverancer af maskiner. P. S. Eilertsen angiver, at de to Esbjerg-lokomotiver kommer fra Esbjerg Jernstøberi og Maskinfabrik, og at de har sporvidden 610 mm, samt at de allerede 1918 blev taget tilbage af fabrikken, fordi de ikke blev betalt. Desværre har Eilertsen ikke opgivet sin kilde, og det ser ikke ud til, at påstanden om returneringen allerede 1918 holder. Også sporvidden på 610 mm, der er to engelske fod, lyder usandsynlig.

Fabrikken hed: Esbjerg Jernstøberi, Jensen & Olsen, N. J. Poulsens Eftf.

Fabrikken selv angiver følgende data for lokomotiverne:
Tomvægt: 5 t.
Tjenestevægt: 7 t.
Sporvidde: 600 mm.
Fire cylindre, alle med en diameter på 130 mm. Det vil altså sige, at der ikke var tale om højtryks- og lavtrykscylindre som vanligt ved firecylindrede maskiner.
Hedeflade: 13,3 m².
Kedeltryk: 10 atmosfærer.
Rist: 0,44 m².
Trækkraft: 360 kg, men maskinen kunne kortvarigt presses til 700 kg.
Da en ny, velsmurt tipvogn på flad bane krævede ned til 10 kg at bevæge, skulle specifikationerne for så vidt være i orden. Bane fra graven til spilbanen havde en ukendt, men ret kraftig stigning, og det mangedoblede den kraft, der skulle til for at bevæge en vogn.

Hovedårsagen til, at lokomotiverne ikke duede, var forbindelsen mellem kedel og de fire drejelige cylindre, der jo sad på trucker, der trods kugleventiler og gummislanger ikke kunne holdes tætte selv ved kun 10 atmosfæres tryk. Normalt placerede man de to aksler fast i rammen, så i hvert fald to cylindre var tætte, og de to drejelige forbindelser var til lavtrykscylindrene, hvor trykket var langt mindre. Her var der lagt vægt på, at lokomotiverne var farbare på baner med en meget lille kurveradius.

Fra Kedeltilsynet og eller en gammel lokomotivfører haves også lidt oplysninger, men som ofte, når man er begunstiget med flere kilder, så stemmer de ikke overens.

Jensen & Olsen 186/1918. Hedefladen angives her til henholdsvis 11,70 m² og 13,3 m² i forskellige kilder. Der var 46 trækrør i kedlen. Kedeltrykket angives til 8,5 atmosfærer henholdsvis 10 atmosfærer i forskellige kilder. Hjulstillingen til B’BT. Dette antyder, at de to akselsæt lå fast monterede i rammen. Den påstand holder nok heller ikke. Andre kilder angiver da også ‘B’BT, der fortæller, at akslerne to og to sad i bevægelige trucker.

Den ene maskine angives leveret som ny i 1918 til H. Steenberg, der altså hed E. Steenberg. I leveringsåret 1918 transporterede den råtørv fra Bøllingsø til spilbanen neden for Phønix. Som lokomotiv blev den opgivet på mindre end et år, men kedlen og dampmaskinen kunne stadig bruges, så disse ting monteredes som trækkraft til spilbanen. Kedlen, uvidst om den var lokomotivkedel eller stationær dampkedel, blev synet 15. marts 1918 og igen 08. marts 1919. Sidst trykprøve var 15. marts 1919. Fra 4. januar 1922 foreligger fra Kedeltilsynet en Ude af Brug Erklæring. Det gør der igen i 27. oktober 1923. Muligvis må maskineriet have været sat i stand og i drift på Phønix, for først i 1938 melder Kedeltilsynet, at kedlen er kasseret.

Det er indrømmet, at det ikke er let at finde hoved og hale på de modstridende oplysninger, og jeg har ikke forudsætninger for at vælge rigtig og forkert, så som regel er alle angivelser oplistet. Det andet Esbjerglokomotiv var:

Jensen & Olsen ?/1918. Her er angivet 600 mm sporvidde, 11,70 m² kedelstørrelse og hjulstillingen B’BT. Se dog forbehold ovenfor. Igen angives leverancen sket 1918 til H. Steenberg, Tørvefabrikken Phønix. Den brugtes på læggepladsen, men hvor længe vides ikke. En ansat erindrer, at ved Moselundgårds overtagelse i 1920, var lokomotivet hensat.

Et par Jung-lokomotiver, der næppe har været ved Phønix
Da Frederik Henriksen i 1920 købte værket var lokomotivbeholdningen i følge et øjenvidne tre til fire lokomotiver. Et uidentificeret lokomotiv stod ved siden af omløbssporet i mosen, og et Esbjerg-lokomotiv stod ved siden af læggepladssporet, så det ikke stod i vejen for de nu hestestrukne tog. Det andet Esbjerg-lokomotiv stod yderst på læggepladsen, hvorfra der skulle bygges bane til stationen. Steenberg ventede blot på vejvæsenets tilladelse, som han i øvrigt aldrig fik. Hvor meget, vi skal lægge i dette udsagn er uvidst, da andre kilder for længst havde bygget det ene Esbjerglokomotiv om til en stationær dampmaskine, men lokomotivets undervogn har måske stået der endnu? Samtidig beretter kilden om hestetrukne tog, og der er da også masser af billeder bevaret med hestetrukne tog. Det undrer mig derfor, hvis konsortiet med Erik Steenberg skulle have investeret i både damplokomotiver og heste? Det kan selvfølgelig være Moselundgård, der har kasseret al mekanisk trækkraft, idet gården formentlig havde nok af arbejdsheste? I alle tilfælde ville det være interessant at fastslå, hvilke lokomotiver, der eventuelt var tale om. Her er vi så heldige, at der netop er to emner, der begge er små og lette lokomotiver, og begge er noteret på eller i nærheden af Phønix på det aktuelle tidspunkt. Kedeltilsynet noterede nemlig den ansvarlige for lokomotivets tilstand. Tilsynet gik ikke op i, hvem der ejede lokomotivet, eller hvor det i den aktuelle situation kørte. Tilsyneladende er både Moselundgård og Phønix af forskellige kilder noteret som ejere. Nogle af billedsamlerne har dog noteret De jydske Kultørvfabrikker i Blåhøj som ejer. Jyske stavedes dengang jydske, og i Blåhøj havde de sandt at sige også et lignende lokomotiv.

Det ene mulige lokomotiv var:
Jung 1284/1911. Det havde meget passende 600 mm sporvidde, en kedel på 15,03 m² med 12 atmosfæres tryk, en ydelse på 20 hk, en vægt på 5,39 t og så var det OC1T -koblet, hvilket vil sige, at der var tre drivende aksler samt en efterløber. Lokomotivet blev 4. august 1911 leveret som nyt via agenten R. Dolberg til ukendt dansk køber. 1913 – 15 udførte det mergeltransporter fra Gludsted Mergelleje for Gludsted og Omegns Mergelselskab. 1916 – 17 mergeltransporter fra Voldum Mergelleje for Voldum Mergelselskab for entreprenørerne Henriksen & Kähler, Korsør. 1918 – 20 angives så meget passende tørvetransporter for Tørvefabrikken Phønix. Den nye ejer på Phønix havde jo sporet om til 785 mm, så han afhændede lokomotivet til entreprenør Carl Nielsen, Fruens Bøge, der ca. 1923 brugte lokomotivet til anlæg af Rejsbydiget sammen med H. Hansen, der var grusgravsejer, men ejede en gravmaskine, Carl Nielsen skulle bruge. 1924 anlæg af ny station i Padborg for Carl Nielsen. 1925 – 27 formentlig anlæg af ny station i Fredericia for Stürup og Prosch-Jensen. Så hører vi ikke mere om lokomotivet bortset fra en Ude af Brug-Erklæring fra 1928, før 1943, hvor Kedeltilsynet bemærker, at de har kasseret kedlen. Først 1948 meldes om ophugning. Rammen var sikkert i følge fabriksnummeret bygget 1908, men kedlen byggedes først 1911 og var fra starten bestemt for Danmark. Lokomotivet kendes på ud over de fire aksler på sin ekstra kulkasse af træ bagtil, men senere blev den forstærket med jern. Ingen af kilderne i Moselund erindrer dog lokomotivet, men de var heller ikke gamle nok til at erindre fra 1920. Der var dog et øjenvide, der nævnte en korsørmaskine med fire aksler. 1284 havde netop fire aksler og ejeren var fra Korsør. Det har måske været påmalet lokomotivet? Det er dog ikke fotograferet i Moselund.

Endnu et lokomotiv kendes fra billeder, der dels er bestemt til Blåhøj, dels til Moselund. Lokomotivet på fotoene var længe ubestemt, men den største anke mod dette lokomotiv var, at det vitterligt kørte i Moselund tilmed for Moselundgård, men på banerne længere nordpå ved Søværket. Sporvidden på dette lokomotiv var uomtvistelig 700 mm, så en tilstedeværelse ved Phønix har nok næppe sin rigtighed. Lokomotivet var:
Jung 1656/1911. Dataene var 700 mm. 6,3 m². 12 atm. 10 hk. 3,64 t. Navn: Krølle. Det leveredes som nyt 1911 til Vorbasse Mergelselskab via agenten Cohrt. Her kørte det til 1917 fra Fitting Mergelleje. Hvornår Moselundgård købte det, er ikke klart, men inspektioner og trykprøver kendes på Moselundgård mellem 1919 og 23. Til 1940, hvor det ophuggedes kørte det tørv for for Fængselsvæsenets Tørveværk Lyngs ved Stakroge.

Efter intermezzoet med hestene og omsporing til 785 mm indførtes igen lokomotivdrift i hvert fald på gravbanen. På læggepladsen ses kun heste.

Et ofte fotograferet Henschellokomotiv på Phønix
Til gravbanen købte Moselundgård et brugt lokomotiv, som kørte også for de følgende ejere, indtil det var opslidt. Det var:
Henschel 13079/1914. Det havde 785 mm sporvidde, en kedel med 16,0 m² hedeflade og 12 atmosfæres tryk. Fabrikken kalde denne model Fabian, hvilket for indviede afslører yderligere data. Det var leveret som nyt til entreprenør Matthias Andersen, der 1914 – 18 kørte mergel med det fra Galtho Mergelleje for Galtho og Omegns Mergelselskab. Det fortsatte 1918 – 19 med kalktransporter fra Erslev Kalkleje for Morsø Kalkselskab, idet der på Mors ikke var mergel, men ren kalk. Ejeren var nu Mathias Andersen & Co., idet MA var gået sammen med de tyske entreprenører, Dierking & Eggers. Disse skulle egentlig have været hjem til Første Verdenskrig i Tyskland, men i hvert fald Dierking og familie valgte at blive danske. Omkring 1920 skiftede Mathias Andersen lokomotivparken ud med større maskiner, og 13079 kunne afhændes. Phønix ved Frederik Henriksen købte nu lokomotivet, der kørte på gravbanen og blev her fotograferet mange gange, inden det 1935 var opslidt og i følge Alfred Hansen solgtes for 200 eller 250 kr. Sikkert som skrot. Alfred Hansen, der ofte trækkes på som kilde til lokomotiver på min hjemmeside, var i familie med en datter af en af Phønix’ lokomotivførere og sidste ejer. Denne sidste, Jens Hårup oplyste, at lokomotivet kunne suge vand fra grøfter. I graven var der dog en brønd, der leverede vand til tørveælteren, så det var nok der, der hentedes vand? Brøndens vand indeholdt knap så mange haletudser og vandplanter som vandet fra grøfterne?

Rygter taler om endnu et lokomotiv på Phønix, men heller ikke dette er nok mere end et rygte? Lokomotivet er Henschel 17741/19120, men det har næppe været i nærheden af Phønix. Hvordan rygtet er opstået, vides ikke.

Fabrikkens udseende og indretning
Fabrikken var grundmuret og hvidkalket. Der var en stor muret skorsten i forbindelse med bygningen.

Til fabrikken hørte både mandskabsbarakker og kantine kaldet Tutten. Den lå nu neden for sporbanen ved vejen mellem Moselund og Silkeborg. Hvor sovebarakkerne lå, vides ikke.

Foruden maskinhuset med en stor, stationær dampmaskine dog kun med en cylinder og som følge deraf et stort svinghjul med en diameter på næsten fire meter, var der også et værksted med en lille dampmaskine, der trak slibesten, koldsav, drejebænk, og hvad der ellers var af maskiner på værkstedet.

Vandforsyningen kom fra en brønd i mosen og pumpedes gennem et fire tommers rør, 10 cm, op til æltekassen via en vandbeholder lige foran æltekassen. Vandbeholderen må have været stor, for der er efterretninger om, at Moselunds børn badede her om sommeren. Beholderen ses dog ikke på billederne fra værket. Om de de 10 cm er tværmålet for ét rør eller for alle fire tilsammen, vides ikke.

Sporvidden
Som sporvidde på banerne har af forskellige kilder været nævnt 600 mm, 610 mm, 700 mm og 785 mm. Jung 1284 havde 600 mm sporvidde og Henschel 13079 havde 785 mm sporvidde. Også de to Esbjerglokomotiver havde i følge fabrikken også 600 mm sporvidde, så jeg kunne tænke mig, at Steenberg oprindeligt havde anlagt værket med 600 mm sporvidde. Da nye ejere så kom med nyt materiel i anden sporvidde, har man været nødt til at omspore i hvert fald gravbanen, hvor det nyanskaffede lokomotiv kørte. På banen til læggepladsen beholdt man hestene i følge billederne og behøvede derfor ikke at ændre sporvidde. De to lokomotiver med henholdsvis 600 mm og 785 mm sporvidde var ikke samtidig på Phønix, hvilket taler for teorien om en omsporing?

Fabrikkens videre historie
Lidt mere om lokomotivbestanden
Et øjenvidne beretter, at der i 1918 kørte et lokomotiv i graven. Ovenfor på læggepladsen kørte et andet lokomotiv. Dette havde førerhus, var fireakslet og kaldtes Korsørmaskinen. Denne erindring har en vis sandhed i sig. Korsør skal dog være Esbjerg, og der var i øvrigt to Esbjergmaskiner på værket. Videre erindrer kilden, at der på læggepladsen brugtes fire mand til at flytte sporene. Der var et hovedspor og noget kilden kalder et svingspor til drejning af lokomotivet. Formentlig er der tale om et sporskifte, et såkaldt klatresporskifte til at lægge med oven på hovedsporet, så sporene til aflæsningen af tørvedyndet kunne aflæsses lige nøjagtigt der, hvor man var kommet til. Der er et foto af et klatresporskifte under Værk 7, Klosterlund Tørvefabrik.

I 1920 var Søren Almind lokomotivfører. 1926 – 28 var Jens Hårup lokomotivfører. I 1928 blev Jens Hårup medejer af Phønix og senere eneejer.

Præstationer
1925 produceredes 7½ millioner tørv. 1926 produceredes 6 millioner tørv. 1927 produceredes 8 millioner tørv.

Annoncer
I 1920 ønsker Phønix at købe tipvogne: 6 stk. ¾ m³ tipvogne, 600 mm sporvidde, ønskes til købs straks. Phønix, Moselund pr. Engesvang st.

Senere i 1920 vil Phønix i fire annoncer køber sveller. Statsbanesveller, gode, brugte, ønskes til købs af Fabr. ‘Phønix’, Moselund pr. Engesvang.

Sveller. Gode, brugte statsbanesveller købes. Tørvefabriken ‘Phønix’, Engesvang.

I 1925 vil Frederik Henriksen af med Henschel 13079/1914 og i stedet bytte det til et mindre: Lokomotiv. Et 50 hestes lokomotiv til salg eller bytte med et 25 à 30 hestes. 785 mm sporvidde. Tørvefabriken ‘Phønix’, Engesvang. Tlf. 32. Da 13079 fortsat lod sig fotografere på banen, havde annoncen åbenbart ikke den ønskede effekt?

1927 er følgende til salg: To 700 mm 10 hk damplokomotiver sammen med nogle gravvogne. Det kan være to Esbjergmaskiner, der igen forsøges solgt, selv om nogen har målt forkert på sporvidden, og nogen har taget dele af det ene til drift af værkstedsmaskiner? Det kan selvfølgelig også være Hjas og Krølle, der godt nok kørte på Søværket, der fra Phønix forsøges sælges? De kunne jo i følge rygterne var været forvist til Phønix på deres gamle dage?

1935, da værket lukkedes, er 785 mm hjulsæt til salg. Igen i 1936 averteres hjulsættene til salg.

Efter lukningen
Selve gravsporene lå i mosen endnu 1940, hvor Århus Belysningsvæsen formentlig anvendte dem.

Selv tørveværket var muligvis stadig i drift eller måske igen i drift 1957 og tilhørte Jens Hårup, der stadig anvendte smalsporbanen.

Minder om Phønix
Sidst i 80’erne besøgte den tidligere arbejder på Phønix, Chr. Løhde Jensen sin gamle arbejdsplads sammen med en journalist. Der var da anseelige rester af værkets bygninger i behold, selv om hjemmeværnet fra tid til anden morede sig med at sprænge nogle af fundamenterne. CLJ blev ansat i 1928, hvor han gjorde tjeneste siddende foran på damplokomotivet, der kørte tørv fra mosen op til spilbanen. Hans opgave var at strø sand på sporet foran på maskinen, for at den bedre kunne stå fast på stigningen. Lokomotivet havde ellers sandkasse og sandingsanlæg, men det var åbenbart ikke nok.

Nogenlunde samtidig besøgte både Boilesen, Peter Brøndum Nielsen og jeg ruinerne og kunne blandt andet se fundamenterne til den store dampmaskine, der trak både tørveælteren, optrækket på spilbanen og værkstedsmaskinerne.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Peter Brøndum Nielsen.
Laurits Nielsen. Kaldet Konrad. Ovennævntes bedstefar.
Alfred Nielsen.
Holger Jørgensen
Alfred Hansen.
Jens Hårup.
Hanne Christensen, Jens Hårups datter.
Svend Guldvang.
Peter Andersen.
P. S. Eilertsen.
Chr. Løhde Jensen.
DSB – Beretning om Driften 1917/18.
DSB – Beretning om Driften 1918/19.
Dampkedelprotokollerne, kasse 5 – 8 kredsene 1-4.
Jyllands-Posten 24. og 25.04.1920.
Jyllands-Posten 18. og 19.08.1920.
Jyllands-Posten 19., 21. og 24.08.1920.
Jyllands-Posten 06., 10. og 13.11.1925.
Midtjyllands Avis 08.10.1957.
Midtjyllands Avis 04.06.198?
Mosen 44.19??
http://www.kampestenshuset.dk/toervevaerker.htm
http://www.engesvangarkiv.dk/artikler/visartikler.php?ArtikelId=96
Dette sidste link indeholder noget steenbergerne i Moselund.

PÅRUP MOSE
Mosen hænger ikke sammen med Engesvang og Moselund Moser, men mange af mosebrugerne i Bøllingsø havde også tørveværker i Paarup Mose eller Pårup Mose, som jeg foretrækker at stave den, vel vidende at man lokalt kan få tilladelse til at afvige fra gældende retsstavning. Når jeg foretrækker Pårup, er det af hensyn til søgefunktionen, hvor jeg så er fri for at skulle huske om Århus nu er med Å eller Aa. Mosen ligger mellem banen Skanderborg – Skjern og hovedvejen Vejle – Viborg. Mosen strakte sig fra Engesvang i nord til Pårup i syd.

Beretning om Pårup Mose
I den egentlige mose nede øst for jernbanen blev der i mange år gravet tørv hver sommer. På Nygaard, før ombygningen af stuehuset, var der tre kakkelovne samt et komfur til fast brændsel.

En beretning lyder: Tørvegravningen var faktisk en slags udflugt, hvor vi havde medbragt madkurv. Der var en vis idyl i mosen med stort fugleliv og kvækkende frøer, med små birketræer og dunhamre og så noget græs med hvide topdun, som vi kaldte ”katteskæg.”

Der var som regel andre fra egnen, der var i mosen på samme tid. Derudover var der i umiddelbar nærhed tre egentlige tørvefabrikker, som producerede tørv hele sommeren. Det var Johannes Poulsens og Henning Jespersens fabrikker og den såkaldte ”Speghøj”. De var efter den tids forhold ret mekaniserede, blandt andet med tipvognsspor til afhentning af dynd i selve mosen, dieseldrevne ælteværker og lastvogn til udkørsel af den bearbejdede dynd.

Mange heste var indlejet som trækdyr i tørveperioden. Også mange mennesker var beskæftiget ved tørvefabrikationen. De blev i daglig tale kaldt ”tørvebisserne”. Mange unge mennesker og kvinder i alle aldre var beskæftiget på ”liggepladserne,” hvor tørvene blev stablet til luft tørring. I vinterperioden var en del af ”bisserne” beskæftiget på spagnum fabrikkerne. Der var blandt andet spagnumfabrikker i Pårup og Moselund.

For vores vedkommende havde vi en enkelt hest til udkørsel af dynd, og diverse hånddrevne værktøjer til selve gravningen. Næsten hver sommer stødte vi på hugorme, så det var en selvfølge, at man havde gummistøvler på, når man var i mosen. ”Speghøj” havde i øvrigt en pausefløjte, som fløjtede til spisepauserne, hvad vi også rettede os efter.

En variation under arbejdet var de forbikørende tog, som skulle studeres; der var jo kun få meter hen til jernbanen. Alle tog var på den tid trukket af damplokomotiver. Og var det nu en Kd- eller en A-maskine, der var foran toget? Stenkulsrøgen og dampen fra disse tog, blandet med duften fra de tjærede sveller, gav en hel speciel hyggelig og idyllisk aroma i mosen.

Under krigen supplerede far indtægten ved at transportere tørv med hestevogn fra tørvefabrikkerne til jernbanestationen i Engesvang. Der var som regel en tid midt på sommeren, hvor aktiviteterne på landet var lidt færre. Det var efter at roerne var udtyndet, og indtil høsten gik i gang.

Hertil har jeg et par kommentarer: Jeg har en fornemmelse af, at vi ikke her mangler et tørveværk. Beskrivelsen gælder en families gravning af tørv til eget forbrug og eventuelt til naboerne!

Jernbanen passeredes givetvis af A-maskiner, men Kd’en skal nok være en K-maskine?

Kilder og litteratur
Henning Kristensen, Julianehede – min barndomsegn. 2006.
Klippet er gengivet med tilladelse af forfatteren.
www.engesvangarkiv.dk/julianehede/

PÅRUP MOSEBRUG

Om Pårup Mosebrug se: Fyns Kulindkøbsforretning

CHR. RASK
Engesvang

Denne kendes kun fra et avisbillede i en lokal avis: “Det var dengang.” I følge teksten viser billedet et tørveværk, som Chr. Rask drev i Engesvang omkring 1928. Desværre kan bygningerne på billedet ikke genkendes, men Chr. Rask kunne have været forpagter af et ukendt værk en overgang på det nævnte tidspunkt.

Kilder og litteratur
Midtjyllands Avis 25.02.1981.

CARL RØNNOW
Ellinggaard
Funder Station

Tørvefabrik. En tørvefabrik, tæt ved station, med påstående bygninger og dampmaskine, 15 H. K., vogne, spor og i det hele taget alt tilbehør, med 22 tdr. land tørvejord, god kvalitet, meget dyb, er til salg eller forpagtning straks. Eventuelle liebhavere kan levere tørv for forpagtningsafgiften. Man henvender sig til Carl Rønnow, Ellinggaard, Funder st.

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Jyllands-Posten 12., 15. og 17.04.1907.

MAGNUS PETER SCHMIDT
fyrbøder
Klode Mølle pr. Engesvang

22.03.1943: Lån på indtil 5.820 kr. er bevilget fra Landbrugsministeriet til anskaffelse af en ælter m.v., en elevatorkæde, 1 dyndbeholder, 1 elevator, 1 pumpe, rørledning, 1 motorhus, 1 arbejdsskur, 3 gravvogne, 1 skæremaskine samt spor og sveller. Produktion af tørv på ejendommen matr.nr. 3b m.fl. Vester Christianshøj, Kragelund sogn.

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Det danske Hedeselskab – Tørvelån 255.

SPEGHØJVÆRKET
Pårup Mose

Se under Chr. Ernst i del I.

JOHANNES STENHOLT
Fruerlund
Tlf. Vinderslev 24u

Værket kendes fra pressen i 1944: Tørveværk til salg. Alt tilbehør: Spor, gravvogne og stor gummivogn på godt gummi, 32 X 6. Johannes Stenholt, Fruerlund, telf. Vinderslev 24 u.

Måske lå det strengt taget uden for indlæggets område.

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Silkeborg Avis 04.02.1944.

JACOB SØRENSEN
tørvefabrikant
Tværgade 16
Silkeborg

01.03.1943: Lån på indtil 3.700 kr. er bevilget fra Landbrugsministeriet til anskaffelse af 15 H.K. Marshal lokomobil, 1 ‘Vejen’ presser, 1 spil med trosse, 3 gravvogne, 4 rullevogne samt 50 meter spor med sveller og lasker. Produktion af tørv på ejendommen matr.nr. 3ae Paarup by, Engesvang sogn.

Kilder og litteratur
Peter Andersen
Det danske Hedeselskab – Tørvelån 253.

Denne og efterfølgende post kan gælde samme værk?

J. SØRENSEN
Engesvang
Tlf. 48

Spor sælges. 3-400 m 5 og 7 kg spor samt nogle gravvogne og et godt lokomobil sælges samlet eller delt eller byttes med bil. J. Sørensen, Engesvang. Tlf. 48.

Kilder og litteratur
Jyllands-Posten 25. og 27.03.1946.

HENNING THOMSEN
Moselund

Værket kendes kun fra pressen: Notits: 22 skinner stjålet. Kriminalpolitiet i Silkeborg har fået anmeldelse om, at en tipvognsbane hos gdr. Henning Thomsen, Moselund, er forsvundet. Tyven vil formentlig søge at afsætte skinnerne som gammelt jern.

Kilder og litteratur
Peter Andersen
Silkeborg Avis 12.08.1957.

THOMAS THOMSEN
Moselund

Værket kaldtes lokalt Thomas Værk, og det havde position Værk P. Det eksisterede 1940 – 45 og var drevet af en hestegang, der dog udskiftedes med en petroleumsmotor. Der var bane tilknyttet værket, og der var tre heste til drift af værket. Værket var i øvrigt meget lille.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Peter Andersen.
Jyllands-Posten 25. og 27.03.1946.

J. P. THYGESEN
gårdejer
Moselund St
Tlf. Engesvang 51.

Værket kendes kun fra et par avisannoncer. En fra 1946: Tørvemateriel sælges billigt. 3 stk. pressere med elevator, deraf en ny, 100 m spor med sveller, 9 rullevogne, 5 gravvogne. Evt. kan mose medfølge. Henvendelse til gdr. J. P. Thygesen, Moselund st.

Igen i 1948 havde værket materiel til salg: 7 kg spor, nye tipvogne og dyndbil, Chevrolet 31, sælges. J. P. Thygesen, Engesvang 51.

Både annoncerne og materieludbuddet tyder på, at værket var et pressetørveværk, men af de større med tre presser og spor til både tørvejord og dynd, hvor dog sidstnævnte aflæses af en som regel gammel, udrangeret lastbil uden nummerplader.

Værket var tidligere nævnt på en hjemmeside, der ikke mere eksisterer, muligvis fordi webmasteren er død? Det eneste, jeg fik noteret, er nogle fototekster, men om jeg også fik fotoene, ved jeg ikke, men endnu har jeg ikke fundet dem.

Billederne fra J. P. Thygesen’s tørveværk viser den æltede tørvemasse blive trukket op i kassen via et transportbånd med skovle.

Fototeksterne har jeg noteret, så dem får du, selv om billederne stadig mangler. Næste fototekst: Den æltede tørvemasse løber ned i vognen, klar til at blive kørt ud på liggepladsen.

Næste tekst: Slæden, som var hestetrukket, fordelte tørvedyndet i et bredt jævnt lag og bagpå slæden var tromlen monteret, som udstykkede dyndet i tørvestørrelse.

En del foto kun med personer er udeladt. Siden, der er forsvundet, hed i sin tid kampestenshuset.dk/toervevaerker .

Peter Andersen.
Jyllands-Posten 11. – 12.04.1946.
Jyllands-Posten 24. – 26.06.1948.
Nettet.

TOLLUNDVÆRKET

Se Tobias Lassen under Værk L i del II.

UIDENTIFICEREDE VÆRKER

I dette afsnit bringes en række billeder af værker, om hvilke der overhovedet ikke haves oplysninger. Hverken om ejer, driftstid eller beliggenhed.

Skulle du kende nogen af dem eller kunne se noget, jeg ikke har set, så hører jeg gerne fra dig. I de fyrre år, jeg har skrevet på indlægget her, er enkelte billeder dog blevet identificeret. Et af dem, som jeg blot havde noteret et fotoarkivnummer på, kom ikke frem ved søgningen. I stedet kom et helt andet sagen her uvedkommende billede frem. Da jeg endelig fandt billedet, var det i Vorbasse-arkivet og ikke i Engesvang-arkivet. Billedet var fra en mose i Vorbasse og ikke fra et værk ved Bøllingsø.

Det kan ikke udelukkes, at nogle af de ukendte billeder matcher nogle af de ukendte værker.

UKENDT VÆRK 8
Engesvang

Værkets starttidspunkt er 1910, men den første ejer kendes ikke. Efter få år blev værket overtaget af A. P. Ladefoged, der stoppede 1934, da der ikke vare mere tørvejord. Allerede i 1931 blev værket forpagtet af Peter Løhde Jensen, Engesvang. Ladefoged er også kendt fra Værk 17.

Som første ejer var tidligt i forskningsperioden omtalt en fabrikant Zeuthen, men her bemærker EB, at denne ikke havde det rigtig greb om tingene. Værket kan i øvrigt være startet tidligere end 1910, hvor der brugtes akkordtørveskærere.

På stedet så jeg i 1979 rester af fundament, en brønd og en enkelt vogn, men da værkets nøjagtige beliggenhed rent faktisk ikke kendes, kan resterne hidrøre fra et helt andet værk, idet beliggenheden for Værk 8 sandsynligvis dækker over et senere værk etableret 1941 af Harry Jensen, Elbæk. Han arbejdede til 1945 på grundlag af tørvejord fra lejede arealer. På mine nyeste kort, at der afsat et Værk 8 a, Ladefogeds Værk og et 8 b, Harry Jensens Værk.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Chr. Løhde Jensen, der var bror til Peter Løhde Jensen.

UKENDT VÆRK 19

Værket havde betegnelsen Værk 19 på kortet. Det var et pressetørvsværk, med en kort levetid. 1941 – 42 eller muligvis 1943. Det tilhørte en ukendt mejeriejer.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.

UKENDT TØRVEVÆRK Tlf. 96

Tipvognsskinner, 400 m 10 kg’s, velegnet til bygningsbrug, og ca. 200 m med sveller, sælges. Telf. Engesvang 96, bedst mellem 10 og 20.

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Silkeborg Avis 10. og 11.04.1953.

UKENDT TØRVEVÆRK VED KRISTIANSHØJ
Holger Jensen Nørskov
gårdejer
og
Simon Peder Hansen
arbejdsmand
Sejling pr. Skægkær st.

15.06.1940: Lån på indtil 3.000 kr. er bevilget fra Landbrugsministeriet til anskaffelse af et tørveælteværk med tilbehør, en dyndvogn, en skæretromle og 4 tipvogne ifølge tilbud af 23. f.m. fra Kjellerup Vægt. og Maskinfabrik alt til tørveproduktion på ejendommen matr.nr. 4d V. Kristianshøj, Kragelund sogn.

Kilder og litteratur
Det danske Hedeselskab. Tørvelån 239

UKENDT TØRVEVÆRK UDEN ANGIVELSER

Værket kendes kun fra et billede i en avis tilsendt af en medarbejder. Værket på billedet er ikke identisk med nogen af de værker, der findes i IBK’s arkiv. Billedet behøver ikke at være fra Bøllingsø eller Midtjylland overhovedet for den sags skyld. Avisbilleder er som regel for kornede til gengivelse, og så kan aviserne finde på at påberåbe sig ophavsret, så du må undvære billedet.

Kilder og litteratur
Erik M. Dalgård Eriksen.
Midtjyllands Avis 13.01.1999.

NOTITSER UDEN KENDT VÆRK
Fra en avis kendes til en ulykke i 1936 i en avis: Kvæstet af en tipvogn. I går eftermiddag ved godt 17-tiden skete der i Moselund en ulykke, hvorved arbejdsmand Iversen, Moselund, kom i klemme ved en tipvogn, der væltede ned over ham. Falck, Silkeborg, tilkaldtes, og i ambulance blev den tilskadekomne arbejder ført til sygehuset i Kjellerup, hvor han straks kom under behandling. Det viste sig imidlertid, at Iversen var sluppet overraskende godt fra den hårde medfart, og allerede i løbet af få dage vil han formentlig kunne udskrives fra sygehuset.

Der er ingen oplysninger om værket, der åbenbart betjente sig af spor.

En anden avis skrev 1949 under følgende overskrift: Stjal et Lokomotiv og solgte det som gammelt Jern. For nogle Måneder siden stjal to Mænd et Lokomotiv paa 4000 Kg, fik det skilt ad og kørt bort paa Lastbil, hvorefter de solgte de forskellige Dele til Produkthandlere i Randers. Den ene af Mændene, Arbejdsmand Niels Chr. Nielsen, Randers, fik i Eftermiddag ved Rougsø Ret 4 Maaneders Fængsel, mens den anden medskyldige, Viggo Jensen fra Silkeborg, senere faar sin Dom, idet han ogsaa er sigtet for andre Forhold.

Beretningen var i flere aviser, men der er heller ingen antydning om sted. Det fremgår imidlertid af andre aviser, at der faktisk var tale om et lokomobil på Engesvang-kanten. Det gjorde det jo lidt nemmere at skille det ad. De to dømte arbejdere stjal også nogle tipvognsskinner andre steder på egnen, hvilket egentlig ikke var enestående på den tid.

Også i 1957 omtaltes tyverier, denne gang fra Henning Thomsen.

Kilder og litteratur
Silkeborg Avis havde 30.04.1936.
Jyllands-Posten skrev 09.04.1949.

JENS A. WACKERHAUSEN
Christianshøj
Engesvang

Denne annoncerer i 1943 efter: …… 1 skiftespor, 600 mm. Jens A. Wackerhausen, Christianshøj, Engesvang.

Her er ikke nødvendigvis tale om et tørveværk.

Kilder og litteratur
Peter Andersen
Jyllands-Posten 15.01.1943.

WILLIAM VESTERGAARD
vognmand
Moselund

I anden, formentlig senere kilde kaldes han W. Westergaard, og titulerer sig med betegnelsen Moselund Tørve- og Vognmandsforretning. Tlf. Engesvang 39

Værk 15
Værket havde betegnelsen Værk 15 og var etableret 1939 og allerede 1942 solgt til J. P. Thøgersen. Det lukkede 1946. Tørvedyndet kom fra Johannes Poulsen, der havde Værk 17 og Værk V.

Værk X
Westergaard drev også værk X. Det var et motorværk, der var i drift 1942 – 55, idet vognmand Petersen, Paarup ejede det i det sidste driftsår.

I Kontoret for tyske efterladenskabers arkiver findes et brev fra W. Westergaard, Moselund Tørve- og Vognmandsforretning, tlf. Engesvang 39. Det angives ikke nærmere, hvad brevet går ud på. Der kan imidlertid være tale om en af to ting. Enten vil Vestergaard købe materiel til sin tørveproduktion blandt tyske efterladenskaber. På egnen var der blandt andet værnemagtsspor ved Silkeborg Bad, Ry Flyveplads og ved Sebstrup. Eller også havde Vestergaard henvendt sig for at få tilbageleveret eventuelt materiel, som værnemagten havde beslaglagt hos ham. Som sagt vides det ikke, hvad brevet gik ud på.

I 1947 køber W. Westergård fra Spøer i Middelfart 645 meter 7 kgs skinner.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Peter Andersen.
Direktoratet for Vareforsyning – Kontoret for tyske efterladenskaber. Lb. Nr. 131 (ny) – Korrespondance M.

ZEUTHEN
fabrikant
Silkeborg

Værket havde betegnelsen Værk 20 på Boilesens kort. Det var i drift fra 1908 til formentlig 1914. Da var tørvejorden opgravet. Der er heller ingen rester af værket. Værket var drevet af et lokomobil.

Zeuthen beskæftigede før maskinæraen tørveskærere på akkord.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.

ØSTRE MOSEBRUG
Moselund pr. Engesvang

Dette værk kunne være et andet navn for et af værkerne i E. Boilesens samling, men jeg ved bare ikke hvilket. Værket kendes fra en avisannonce i 1924: Motor, helst råolie, 6 hk, købes. Østre Mosebrug, Moselund pr. Engesvang. Endvidere nævner Hedeselskabets Tidsskrift, at der i 1924 produceredes 3 millioner tørv.

Kilder og litteratur
Peter Andersen.
Jyllands-Posten 16. og 17.12.1924.
Hedeselskabets Tidsskrift ?.1924.

AARHUS BELYSNINGSVÆSEN
Århus Kommune
Århus

Aarhus Kommune optræder under flere navne blandt andet Aarhus Belysningsvæsen. Kommunen havde tørveproduktion under begge krige. Under begge verdenskrig gravedes tørv både til kommunen og til salg gennem kommunen til byens mindrebemidlede. Under Anden Verdenskrig brugtes flere af tørvene udelukkende til byen kraftværk. Første Verdenskrigs-værket hedder hos Boilesen Værk F og Anden Verdenskrigs-værket hed Værk W.

Første verdenskrig
Værk F
Dette værk, der ikke har noget mig kendt navn, er startet af Chr. Ernst i 1915 og indgik i 1918 i de værker og mosearealer Århus Kommune overtog. Andre dele var også startet i 1915 af et konsortium af fire til otte mand, herunder Alfred Boilesen, Marius Dam, Tobias Lassen og Aksel Sørensen alle fra Engesvang. Tørvefabrikanten Ole Kidmose mener, at konsortiet afhændedes til Århus Kommune i 1918, mens E. Boilsen mener at værket solgtes i 1924 og lukkedes kort tid efter.

Kilderne kunne imidlertid godt tyde på, at Århus ud over Værk F lejede en del af Engesvang Mose og anskaffede sine egne værker? Frederik Henriksen, Moselund Tørvefabrikker oplyser, at Århus Kommune også lejede mose hos hans firma, idet han ikke anså Århus som en konkurrent. Dels kunne han sagtens selv sælge alle de tørv, han kunne producere, dels mente Henriksen, at hvis han ikke udlejede mose, ville Århus have svært ved at skaffe tørv til sine borgere fra anden side.

Ejeren formentlig Chr. Ernst af værket som Århus kommune overtog, regnede med, at han kunne have produceret produceret 15 millioner tørv årligt, om han havde beholdt det,  så værket var altså et stort værk. I 1920 solgte Værk F spor til Ernst. Værk F var motordrevet.

I en artikel fra 1940, “Aarhus Bys Tørvemose i Engesvang” beskrives Aarhus Kommunes tørveproduk­tion, der skal sættes op til 6000 t./årl. Artiklen er dog også kilde til virksomheden under Første Verdenskrig. Avisen skriver: Under krigen 1914 – 1918 udnyttede Aarhus Kommune en lejet tørvemose i Engesvang. Den pågældende mose har været i stadig brug siden, men der er kun blevet udvundet ca. 2000 t./årl.

I 1918 averterer Århus efter: Tipvogne. 6 stkr. tipvogne, ¾ kubikmeter, 50 mm sporvidde, ønskes til købs. Tilbud indgives snarest til Aarhus Belysningsvæsen.

Som hos Chr. Ernst er der også her kludder i metersystemet. I stedet for 50 mm, der er 5 cm skal der stå 500 mm.

I 1922 bekendtgøres en auktion i pressen: Auktion over tørveværker. Efter begæring af Aarhus kommune afholdes onsdag d. 22. ds., kl. 10 form., offentlig auktion over de kommunen tilhørende 4 tørveværker, beliggende i Moselund og Tollund ved Engesvang. Således:

Værk nr. 1 omfatter: 1 ælteværk med dyndbeholder, elevator, spil m.m., 1 lokomobil, 10,83 m² hedeflade, 7 tipvogne, 3 gravevogne, 1 tørvetromle ‘Cæsar’, 1 fyrvogn, 1 filebænk med skruestik, 1 kasse værktøj og remme, 1 maskinhus, 1 stald, ca. 290 m hovedspor, 70 mm, med sveller og omløb, ca. 347 m gravespor, 65 og 50 mm, ca. 187 m slæbespor, 50 mm med svingspor, 700 gravesporsveller, 20 hovedsporsveller, 190 slæbesporsveller, 1 stak tørv, ca. 75.000 stkr.

Værk nr. 2 omfatter: 1 ælteværk med dyndbeholder og elevator, pumpe m.m., 1 lokomobil, 10,83 m² hedeflade, 3 tipvogne, 3 gravevogne, 1 tørvetromle ‘Cæsar’, 1 fyrvogn med 30 m spor, 1 filebænk, 1 planérhakke, 1 kasse værktøj, 1 halvtagsskur til stald, 1 skur til lokomobilet, ca. 287 m hovedspor med sveller, ca. 244 m gravespor, 55 og 60 mm med sveller, 112 m slæbespor, 300 gravesporsveller, 1 stak tørv, ca. 80.000 stkr., forskellige remme.

Værk nr. 3 omfatter: 1 ælteværk med dyndbeholder og elevator, pumpe m.m., 1 hestegang, 2 tipvogne, 2 gravevogne, 1 tørvetromle ‘Cæsar’, 1 skur, ca. 273 m hovedspor, 55 mm, med sveller, ca. 74 m gravespor, ca. 130 m slæbespor med svingspor på sveller, 108 stkr. gravesporsveller.

Værk nr. 4 omfatter: 1 ælteværk med dyndbeholder og elevator, pumpe m.m., ca. 80 m stålwire, 1 pumpe, 1 petroleumsmotor, 12 hk, 8 remme, 10 tipvogne, 3 gravevogne, 3 sæt aksler med hjul, 1 skæremaskine, 1 feltesse, 1 filebænk med skruestik, 1 planérhakke, forskelligt værktøj, borerør med kobberfilter i en brønd, ca. 435 m hovedspor, 50 mm, med omløb og sveller, ca. 370 m gravespor, 60 mm med omløb og sveller, ca. 175 m slæbespor, ca. 1000 sveller, 1 maskinhus med stald, 1 hakkelseskasse.

Endvidere sælges til nedbrydning: 1 stor barak (4 stuer og køkken med komfur), en sovebarak, et skur samt ca. 440 nye sveller, 6 stive arbejdsvogne med fjæle, seletøj m.m.

Auktionen påbegyndes ved værk nr. 4, Tollund. Værkerne kan forinden auktionsdagen beses ved henvendelse til hr. direktør Henriksen, Moselundgård. Udenjurisdiktionsboende må medbringe soliditetsattest.
Silkeborg, den 9. marts 1922. Dommerfuldmægtig Borberg, inkassator.

Igen har de i Århus glemt et 0 i sporvidderne i alle opgivelser.

Ud over det nævnte materiel menes et af værkerne at have været drevet af et lokomobil, der samtidig trak vognen det sidste stykke op til værket. Ellers var banerne hestedrevene.

Et par uger senere meddeles: Notits: Aarhus kommunes tørveværker. I onsdag blev der afholdt auktion over de Aarhus kommune tilhørende 4 tørveværker i Moselund og Tollund ved Engesvang. Auktionen indbragte ca. 13 000 kr., og dette beløb må vist siges at være ret tilfredsstillende, mener Silkeborg Avis. Da tørveværkerne imidlertid står Aarhus kommune i godt 130.000 kr., har det ikke været helt billigt for kommunen at fremstille sine krigs-tørv.

Til Århus alene havde værkerne brug for otte jernbanevogne daglig, men også dengang forsømte politikerne banerne, så de end ikke måtte bruge deres egne penge til at anskaffe materiel for. Statsbanerne kunne levere to til fire vogne daglig, så en del af produktionen måtte stakkes og afsendes senere.

I forbifarten nævnes, at det var den samme del af mosen, som Århus Kommune udnyttede både i første og i anden omgang. Mosen havde af lokale været udnyttet også i mellemkrigsperioden, men havde kun præsteret 2000 t tørv årligt.

Endvidere, at Århus kommune var om sig med at skaffe brændsel til sig og sine. Foruden mosen i Moselund udnyttedes en mose i Sdr. Omme samt brunkulslejer i Troldhede.

Anden Verdenskrig
Artiklen ovenfor i stiften fortsætter: Nu har Aarhus Kommune sluttet kontrakt med entrepre­nørfirmaet Hoffmann & Sønner om udnyttelsen, som skal resultere i 6000 t. tørv om året. Forinden havde samme blad bragt endnu en notits: Nu har Aarhus Kommune sluttet kontrakt med entreprenørfirmaet Hoffmann & Sønner, Aarhus om udnyttelsen, og produktionen skal sættes op til 6000 t tørv årligt. Gad vide, hvordan man sætter en produktion op fra 6000 t til 6000 t? Måske mener avisen, at 6000 t i 1940 er mere end de private 2000 t før krigen?

Værket havde som nævnt betegnelsen Værk W på Boilesens kort, og det var et meget effektivt pressetørvsværk, der fungerede under krigen og året efter, nemlig 1940 – 46. Det var eldrevet. I følge pressen var Århus Kommune også aktiv under Første Verdenskrig, og det var navnlig her, en del af produktionen gik til salg til egne borgere.

Når Århus Kommune har valgt at gå ind i tørveproduktionen, skyldes det, at jeg formoder, at kommunen også i lighed med andre, større og ansvarlige kommuner prøvede at skaffe egne borgere tørv til rimelige priser uden om de ret mange spekulanter, der også var på markedet.

En del af Engesvang Mose kaldtes Vester Mose, og den omfatter matr. 2a af Moselund, og den matrikel tilhørte Moselundgård. Denne del bortforpagtedes under krigen til Århus Kommune, der årligt producerede 10 millioner tørv på området. Efter forpagtningen udløb overtog Hans Henriksen, søn af Frederik Henriksen forpagtningen for 1 kr. pr 1000 tørv. Han havde fået en aftale med Statsbanerne om at aftage produktionen. Statsbanerne havde taget prøver af hver en vognladning tørv, og resultatet var ganske udmærket. I 1922 annoncerede Statsbanerne efter leverandører af 8000 t prima æltetørv. Flere måtte godt levere, så der var et loft over firmaerne på højst 3000 t fra hver.

I 1942 som nu var der stærke politiske kræfter for at forhindre Det Offentlige i være billigere og bedre, end de private, og formentlig ville kommunen også helst være fri for at være tørveproducent? Pressen melder i hvert fald i 1942: Aarhus Kommune vil ikke længere producere tørv. Kommunen har produktion i Knudmose, Engesvang og Moselund. Knudmose ligger ved Herning.

Samme avis har kort tid efter en lidt anden, men måske mere oplysende notits: Aarhus Belysningsvæsen vil afhænde brugsretten til sine tørvemoser samt tørvemaskiner i Ll. Voerslund samt Moselund. Inden for kort tid uddybes yderligere: I en mose ved Sdr. Omme vil Aarhus Belysningsvæsen i sommer lade fremstille ca. 6000 t tørv, og lige som i Engesvang bliver det entreprenørfirmaet Hoffmann & Sønner, Aarhus, der skal forestå arbejdet. I mosen i Engesvang skal der ligeledes fremstilles 6000 t tørv.

At læse datidens aviser kan være ret underholdende. Der er journalister dengang som nu, der vender og drejer faktaene, så de underbygger deres forudfattede mening om, at Stats- og kommunaldrift er af det onde og i stedet burde varetages af de private. I skrivende stund i 2024 er jeg bange for, at Kommunekemi, om det endnu eksisterede, bedre og billigere kunne have renset jord end en kendt, privat spekulant, der nu påfører det offentlige meget store udgifter, men det var nu et sidespring.

Kilder og litteratur
E. Boilesen.
Peter Andersen.
Ole Kidmose.
Peter Brøndum Nielsen.
Jyllands-Posten 02. – 05.05.1918.
Jyllands-Posten 12., 14. og 18.03.1922.
Jyllands-Posten 28.03.1922.
Jyllands-Posten 07.03.1940.
Jyllands-Posten 12.03.1940.
Jyllands-Posten 29.03.1942.
Jyllands-Posten 12.04.1942.
Jyllands-Posten 29.03.1942.
Jyllands-Posten 29.03.1942.
Jyllands-Posten 29.03.1942.
Jyllands-Posten 29.03.1942.
Herning Socialdemokrat 08.03.1940.
Aarhus Stiftstidende 06.07.1918.
Aarhus Stiftstidende 24.03.1940.

HISTORIENS SIDSTE DEL

TØRVEÆRAEN RINDER UD
Selv om det i starten, da de første tørveproducenter stak tørvespaden i  mosen, så ud som om, der var tørv til evig tid, fik tørvene en ende. Da produktionen af tørv på sidste tilbageværende værk i 1971 var ved at være slut, var al tørvemasse de fleste andre producenter for længst bortgravet, og hos andre var der tørv til måske en måneds gravning. Var en gravesæson afsluttet, kunne det ikke svare sig at pakke et helt tørveværk ned for vinteren, hvis der til næste sæson kun var til en enkelt måneds produktion.

Noget andet var så, at tørv var en af de energikilder, der havde det laveste kalorieindhold, så der skulle fyres meget og ofte, og bæres megen aske ud. Samtidig var andre energikilder kommet på markedet: Koks, olie, fjernvarme og naturgas. Mens man selvfølgelig godt kunne benytte tørv i fjernvarmeanlæg, var koks takket være deres højere brændværdi lettere at have med at gøre for en fyrbøder. Olie og naturgas løb selv, og her var ingen aske bortset fra lidt sod. Tørv gik simpelt hen helt af mode som fyringsmiddel, hvis de skulle transporteres ret langt.

Tiltag til udvikling af produktionen er allerede omtalt. Tørvekullene slog ikke an i Danmark, og tørvebriketter og formbrændsel produceredes ikke i Bøllingsø. Mosen var heller ikke med, da nogen arbejdede for planer om tørvekraftværker ude i moserne, som trods alt benyttedes i Tyskland.

Ved afslutningen var tørveproducenterne pensionsmodne, men værre var det med arbejdstyrken, men heller ikke ved landbruget var der arbejde at finde, så de var alligevel nødsaget til at søge til de store byer for arbejde. Bøllingsø blev ikke mig bekendt så hårdt ramt af nedlukningen som nogle af brunkulsområderne eller som tørvearbejderne gjorde på arbejdsløshedsøerne omkring Store Vildmose.

Den danske tørvegraver er ofte interesseret i sin fortid, og fandtes der fortidsminder i mosen, underrettedes normalt nærmeste museum, men i enkelte tilfælde først politiet. Vi har fra Bøllingsø en stor viden om vor fortid, og navnlig vor tidligste fortid. Her var åbenbart godt at være for både mennesker og dyr. Kort efter istiden træffer man rensdyrjægere fra Ahrensburgkulturen. Det blev varmere, og folk fra Maglemosekulturen slog sig ned her og levede godt. En historisk periode har ligefrem fået navnet Bøllingsøkulturen. Helt op i jernalderen brugtes mosen til formentlig ofringer ofte i tørveskær. I Middelalderen var skoven imidlertid fældet og heden rykket ind som følge af menneskelig ubetænksomhed forenet med klimaændringer. Om historien må du imidlertid ty til anden litteratur og museer. Tollundmanden er omtalt under gennemgangen af findestedet. Se Tollundværket. Værk L i Del II.

Flere gange har jeg med medforskere gennemtravet den udtørrede Bøllingsø på jagt efter tidligere tørveværkers rester og også fundet dem, men i 2004 besluttedes det at genoprette Bøllingsø eller i hvert fald væsentlige dele af den, og et halvt år senere var der igen en sø på stedet. Fra mine ture i mosen havde jeg godt lagt mærke til, at de genopdyrkede dele af den tømte mose ikke indeholdt den bedste jord. Da udtørringen besluttedes i 1872, havde investorerne nok forventet en federe jord på bunden af søen, men den viste sig, som også i Fiil sø at være rent sand, så det var ikke det store tab for landbruget at genoprette søen.

MUSEUMSVIRKSOMHED
Tørveværkerne lukkede nok før, vi var helt bevidste om bevaringen af vor fortid. Tilmed var tørveproduktionen ikke noget, man så til i hverdagen, med mindre man var ansat på et tørveværk. Højst på stationen kunne man støde på tørv, bortset fra i eget fyrrum. Derfor omgikkes befolkningen heller ikke med tørvebaner til daglig, så materiellet bortskaffedes efter brugen og kom ikke på museum. Da der endelig kom et sådant, var det et historisk museum for oldtiden, og da nogen endelig tænkte på minder om tørveproduktionen, var det for sent. Et forlystelsespark havde allerede hentet et lokomotiv i området, men bygget det om til tivoliformål, hvilket allerede er omtalt under Ellingværket, Værk D, del I. Et par private entusiaster har hentet de sidste lokomotiver i Bøllingsø, og benytter dem på egen bane. Det var fra Værk Y, del II og Værk S, del III.

Da Klosterlundmuseet endelig tænkte i tørvebaner, måtte man til Munklinde for at finde materiel. Da lokomotivet hentet i Munklinde mig bekendt er køreklart, har det sikket været tanken at køre besøgende med det, som man gør i Stenvad, Lille og Store Vildmose samt på Hjerl Hede. Af en eller anden grund er det ikke blevet til noget med baneplanerne, men et tørveværk er der dog rejst og et par vogne er sat fint i stand, ligesom noget maskineri og værktøjer er indsamlet, bevaret, restaureret og udstillet. Mindst en af de i teksten omtalte mindesten for Emil Ernsts udholdenhed rejst af Martin Anchersen og dennes og hustruens mindesten rejst af befolkningen er forhåbentlig opsat på museet. Se del I, Klosterlund, Værk 5. Selv om jeg kun har været på museet en enkelt gang, er det et besøg værd.

Det første Klosterlund Museum var et smuk bygning, der stadig ligger der, men nu som privatbeboelse. I stedet er stuehus og avlsbygningerne til den  gamle Klosterlund Tørvefabrik indrettet som museum ved navn Klosterlund Museum. Her kan du se udstillinger om lokalhistorie, tørveproduktion, natur, sten- bronze- og jernalderfolk foruden en pæn malerisamling. Selv om der er satset på flere emner, er udstillingerne absolut fyldestgørende og værd at se. Flere tørveværker er udenfor genskabt i størrelsen 1 : 1. Man kan måske indvende, at der ikke er tekster til den udendørs udstilling eller til den indendørs udstilling af maskiner, så er man ikke lige hjemme i tørveproduktion, får man måske ikke så meget ud af maskinudstillingen?

Desværre fokuserer udstillingen ikke på eksperimenter med tidlige damplokomotiver, men om tørveproduktionens grundbegreber er der rigeligt at se.

Engesvang Tørvefabrikker havde to damplokomotiver i drift, og Moselundgårds Tørvefabrikker havde adskillige damplokomotiver indsat heraf flere hjemmelavede og tilmed meget tidlige eksperimenter foruden motorlokomotiver, og Tørvefabrikken Phønix havde mindst fire damplokomotiver i drift. Fra mosen kendes ikke mindre end tre Esbjerglokomotiver, hvoraf ingen dog kunne køre, når det kom til stykket.

Desværre fokuserer udstillingen ikke på disse eksperimenter, men om tørveproduktionens grundbegreber er der rigeligt at se.

Nogle af de hjemmelavede lokomotiver har været behandlet i Industribaneklubbens blad, Tipvognen samt allerede i nogle af de første numre af Jernbanen, Dansk Jernbane-Klubs blad.

Kilder og litteratur
Ikast Avis 22.08.1994. Nu siger grisen tøf og ikke øf.
Ole Linaa Jørgensen.
Generelt til Moselund og lokalarkivet der:
https://www.poha.dk/Wraa/LinksMoselund.htm
Venstreklik i linket og vælg gå til …….

Bent Hansen 2024.