Lige fra jeg var barn, så jeg billeder i geografibøger og tænkte: Det vil jeg gerne opleve engang. Det var ikke nødvendigvis billeder af Eifeltårnet eller Peterskirken, men også mere dagligdags billeder fra eksotiske lande.
Hvordan jeg fik min rejseinteresse
Allerede som barn sugede jeg beretninger om fremmede lande til mig. Jeg er født lige før krigen, og gennem hele min barndom kunne man ikke rejse. Mine forældre havde rejst et par enkelte ture før krigen. Mine lærere i skolen havde rejst og berettede om deres oplevelser. Jeg elskede geografibøger, og billederne blev jeg hurtigt dus med. De stammede alle fra de samme billedbureauer ikke bare i geografibøgerne, men i alle geografiske værker, aviser og ugeblade. Jeg havde efterhånden oparbejdet et hukommelsesarkiv over, hvad jeg gerne ville se, hvis lejlighed nogensinde bød sig. Mine forældre var fortrøstningsfulde, for de havde jo allerede oplevet én krig, Første verdenskrig, og tiderne blev bedre efter den krig. Ikke lige straks, sagde min mor, men efterhånden.
Ønskerejsemål
Mit besøgsmålsønskearkiv voksede med tiden, og tiderne blev bedre, og jeg kunne begynde at strege i ønskearkivet, efterhånden som jeg fik set Eifeltårnet, Venezia med videre, men samtidig voksede arkivet i den anden ende med nye ønskemål.
Jeg streger stadig, men tiden arbejder også for mig. Flere besøgsmål eksisterer ikke mere, og det er en lidt ærgerlig begrundelse for en udstregning. Desuden er jeg ved at afskrive lange flyrejser på ubekvemme tidspunkter, hvilket også har gjort et godt indhug i ønskerne. Jeg har endvidere fundet ud af, at der til de vulkanudbrud, jeg gerne ville se, slet ikke er adgang. I hvert fald ikke i civiliserede lande. Hvad man eventuelt tilbyder af vulkanbesigtigelser i ulande, har jeg ikke mere lyst til. Flere udstregninger!
Specielle rejsemål
Gletschere fascinerer mange mennesker, og man ser i tv de fantastiske billeder af gletscheris, der falder i havet, men hver gang, jeg opsøger en gletscher, er der sikkerhedregler, så man ikke kan gå hen og røre dem. Kælvende gletschere kunne jeg se på to sømils afstand. I ulande er jeg tilbudt gletscherbesøg, men jeg har takket nej. Efter to hændelser, der godt kunne have udviklet sig alvorligt, en førstehåndsberetning om en gletscherulykke og en virkelig alvorlig hændelse med en gletscher og en bekendt, der omkom som følge af en gletscherulykke, forstår jeg godt sikkerhedsreglerne.
En gletscher i Pakistans del af Himalaya. Den er helt dækket af nedfald, så det er svært at se, hvornår man går på den faste klippe og, hvornår man er ude på gletscheren. Nær gletscherens nedre ende revner den ofte, men formentlig undgik de trådte stier over gletscheren gletscherspalterne, men man ved jo aldrig. Udsynet over gletscheren var også bedre højere oppe igen, så jeg vendte her. Hvis du under dig over alt det, der ligger oven på gletschere, så betænkt, at det meste af Danmark er kommet fra Skandinavien på denne måde! Lokalt kaldte de indfødte den for Hopargletscheren. I virkeligheden løb mindst to gletschere sammen højere oppe.
Her kører en bus gennem en sprængt passage i en gletscher i Pakistan. Jeg afstod fra at køre med, steg ud ad bussen og gik uden om uden at træde på isen. Bussen kørte på ren is, ikke på den vej, der havde været der, for den var for længst fjernet af isen. Klimadebatten kom omgående frem. Gletscherne breder sig i Himalaya, de smelter ikke, som påstået, vil klimaskeptikere omgående hævde med dette billede som bevis. Enhver kan jo se, at gletscheren er blevet større. Imidlertid er mit billede et bevis for netop de vigende gletschere! Forøget afsmeltning som følge af varmere klima har fået gletschere til at galoppere på de forøgede smeltevandmasser, de hviler på. Det er altså gletscherens sidste krampetrækninger, man her ser. Gletscheren er formentlig Baturagletscheren eller en nabogletscher.
Set på afstand ser en gletscher både overskuelig og fredelig ud. Vi er ved Ghulkingletscheren i det nordøstligste Pakistan 1999.
Dette bjerg, Muztagh Ata, Isbjergenes fader, 7546 meter, Kinas tredje højeste bjerg beliggende i Pamir, rummer adskillige gletschere, men nu er vi nede i 3300 meter, så der er højt op til gletscherne. Søen er Kara Kul, Den sorte Sø. På et andet foto af bjerget set fra en anden vinkel, ses 7 gletschere.
Den smule gletscher kunne da ikke være farlig? Den har ikke noget mig kendt navn, men den ligger ved Bredefjord, Ikerssuaq nær Narsaq i Sydgrønland. 2005.
Lidt tættere på syner den af mere. i baggrunden indlandsisen.
Selv om gletschertungen ser lille ud, mente bådføreren, at den pludselig kunne bevæge sig og store isblokke kunne falde ned og ramme os, så vi trak os tilbage. Han havde sikkert ret.
Norge 1993. Nigardgletscher en del af Jostdalsbræen. Isens konsistens og lyset gjorde bræen blå. Den var spærret af, så man ikke kunne komme hen og røre ved den.
Eqibræen i Grønland 2014. Vi er i Atasund eller Ikerasak nord for Ilulissat. Gletscheren er 50 meter høj fra vandlinje til top. Den kælver ikke før den slipper bunden 350 – 400 meter under havoverfladen. Skipperen her holdt 2 sømils sikkerhedsafstand. Hver gang den kælvede, vippede vi voldsomt. Reklamefotoene fra turen var taget meget tættere på, men sådan er det jo med reklamer.
Gletschertur i Schweiz ved Zermatt i 2009. Vi er på Gornergrat og ser Gornergletscheren og Schwarzegletscheren fjernest.
Længere nede stødte flere gletschere til. Bemærk smeltevandsløbene på overfladen. Greenpeace havde slået lejr på gletscherens sten- og grusdækkede del i forgrunden.
Der er stadig politikere, der ikke tror på klimaforandringer, så jeg tegnede, sikkert til ingen verdens nytte dette kort efter et billedet fra før første verdenskrig, hvor jeg med rødt skraverede de dele af gletscheren, der i 2009 var afsmeltet.
Her ville vi ikke med. Folkene er på vej langs stranden hen under 14. Juligletscheren i fjorden af samme navn. Vi er på Svalbard 2008. Det en sådan tur året før, der kostede en bekendt livet. Pludselig brød vand inde i gletscheren igennem og skyllede selskabet ud i fjordens isvand. Lederen af dette selskab her var endog glaciolog! I stedet fik vi en fugletur langs kysten. Skipperen var selv ornitolog, men han sejlede med kamera for øjet, og selv om vi råbte op, ramte han et skær. Vi overlevede dog, idet vi ikke faldt i vandet ved kollisionen.
Udgåede besøgsmål
Noget af det, der er for sent, er et besøg i Ruhrområdet. Både min far og mine lærere i skolen havde rejst gennem Ruhr om natten og set og fortalt om ilden, der stod op fra højovnene og farvede Ruhrs nattehimmel rød. Det var dengang, man tænkte: Jo flere skorstene, jo større velstand. Jeg nåede dog at se nogle af Ruhrs store stålværker og endog at være inde på nogle af dem, men efterkrigstiden har tæret stærkt på højovnenes antal.
Fra en benzintank på B 9 i det sydlige Duisburg havde man med tele denne udsigt til et af Duisburgs mange stålværker, August-Thyssen-Hütte. Jeg parkerede min bil i et arbejderkvarter i nabolaget for at gå op på en vejbro, hvor der var udsigt over værket. Tilbage opdagede jeg at min bil havde fået små pletter af syre i lakken. Senere erfarede jeg, at Günther Wallraff boede i kvarteret, mens jeg parkerede der. Han blev senere kendt for sin bog om livet som tyrkisk arbejder på stålværket. Filmen fandt også vej til dansk tv. Jeg kendte ham allerede fra hans kampagner mod brunkulsgravningen i Kölnområdet. Senere måtte han udvandre til Nederland til storindustriens udelte tilfredshed, da livet efterhånden blev for broget for ham i Köln. Foto fra 1983.
Også Dortmund havde en imponerende højsovnskulise. Her Hoesch i 1909, et af byens tre værker.
I det sydlige Ruhr lå “De tolv Apostle” i Opladen. For et par generationer siden kunne antallet af skorstene imponere folk. Siden har jeg set fabrikker med tolv skorstene og egne elektriske jernbaner eller som her med damp, men nu var tiden en anden. Nu tolkes synet ikke mere som toppen af velstand, men som toppen af forurening.
Et af mine sære ønsker var en julekoncert i Kölns Domkirke. Dette ønske er strøget for nyligt, da jeg ikke er sikker på, at der er julekoncerter, som jeg vil have dem i Köln. Hvorfor det lige skulle være en julekoncert, ved jeg faktisk ikke, og hvorfor det lige skulle være i Köln, ved jeg heller ikke. Formentlig skulle de bare være en stor kirke med højt til loftet, og så vil det uvægerligt blive en gotisk kirke.
En af den mange gange, jeg er gået rundt i Kölns Domkirke, var et område i kirken spærret af, og efterhånden samlede et tørre kammerorkester sig og øvede nogle numre i barokstil. Det satte jeg mig og nød det, for det kom meget nær mit ønske, så nu føler jeg mit behov for dækket, selv om jeg dog gerne vil opleve det igen.
En aften kiggede jeg tilfældigvis ind i kirken Maria Lach i Eifelbjergene lige ved Lachersee, en gammel vulkansø. Her gik en prosession af munke svingende med røgelseskar rundt gennem hoved- og sideskibe mens de sang gregoriansk. Selv om det også var en uforglemmelig oplevelse for flere sanser, udkonkurrerede denne oplevelse ikke mit ønske om en koncert i en gotisk kirke. Maria Lach er nemlig en romansk kirke. Noget andet er så, at jeg godt vil besøge Maria Lach igen og høre munkene.
Den romanske klosterkirke Maria Lach ved bredden af søen i vulkankrateret af sammen navn i Eifelbjergene i Tyskland.
Samtidig kan jeg så kan jeg så se på vulkanen. De var udslukt, da jeg var der. Det var ti tusinde år siden, den havde sit sidste udbrud, men så brød Helgafjeld på Heimaey ud efter at have været udslukt i lige så lang tid, som Maria Lach. I dag er man derfor ikke så sikker på, at Maria Lach er helt død. Tværtimod.
Sø i bunden af et seks gange seks kilometer stort vulkankrater i Furnas på Azorerne 2006. Der har ikke været udbrud i tre hundrede år, men det boblede i søen. Ænderne svømmede dog hen over boblerne, så det har nok være kultveilte. Et andet sted, hvor det boblede, brændte jeg hånden fælt, så jeg skal nok ikke tættere på vulkaner?
Blomster
De ønsker jeg har tilbage, er mere ydmyge. Jeg vil for eksempel stadig gerne gå på en sæter fuld af blomster. Jeg har prøvet det, men jeg vil gerne prøve det igen.
På en sæter kan der være blomster. Dette foto er fra en sæter i 1500 meters højde nær Karerpasset i Dolomitterne i Italien Alper. 1980.
I Centralasien har gået på græsstepper med vilde tulipaner og andre løgvækster. Lige der, hvor jeg gik, holdt nomaderne også til, og deres dyr havde i vid udstrækning ødelagt (ædt) blomsterne. Det var i øvrigt også sidst på blomstersæsonen, da jeg var der. Den tur vil jeg gerne gøre om.
Jeg så de vilde løgvækster, men fotograferede dem ikke. Jeg kan se af mine notater, at både mit dias- og mit farvefotoapparat var løbet tør for film.
I stedet for blomster havde jeg her ladet mig fascinere af de mennesker, der boede her, både de fastboende og nomaderne. De boede i det, jeg kaldte marginalområder. Det kan du imidlertid læse om i et andet indlæg om Rejser på Silkevejen.
Bent Hansen 24. januar 2014. Opdateret 7. marts 2014.