INDLEDNING
Østrig er besøgt mange gange, og i mange år var Østrig som Alpeland foretrukket frem for det langt dyrere Schweiz.
Første tur i 1953 til Østrig var med tog. Vi kom ind i Østrig ved Kufstein og havde ophold et par dage i Innsbruck, inden turen gik videre via Brenner til Italien. Hjemturen gik også via Brenner og Innsbruck, men vi forlod Østrig via Scharnitz på Karwendelbanen.
Anden tur var i 1955 og gik til Salzburg med en afstikker til St. Wolfgang, og fra Salzburg videre til Zell am See og Grossglockner. Videre til Krimml med Krimmlerbanen og videre derfra via Zillertalbanen til Jenbach og Innsbruck. Igen forlod vi Østrig med Karwendelbanen, Idet vi denne gang ville have været på Zugspitze i Tyskland, men ikke i regnvejr uden udsigt.
Tredje tur havde vi i 1976, og igen tog vi med tog. Nu var jeg blevet gift og havde tilmed fået børn, som var med på turen, som jeg selv som barn havde rejst med mine forældre. Målet var Italien, men vi tog tre dage i Innsbruck med en udflugt med Stubaitalbanen til Fulpmes.
Fjerde tur var i 1977 med bil via Inndalen med en overnatning i Pill. Derfra videre over Igls og således udenom eller rettere ovenom Innsbruck og videre via Brenner til Sydtirol. Hjemturen gik traditionen tro via Karwendelbjergene, men uden ophold i Østrig.
I 1980 gentog vi turen til Sydtirol uden overnatning i Østrig, men med en besigtigelse af Achensee.
Femte tur i 1996 gik igen med tog til Wien med en uge der.
Sjette og foreløbig sidste tur var i 2013 igen med tog. Endnu engang til Sydtirol, men nonstop. Hjemturen bød på et overnatning i Innsbruck med kun én aften i byen. Det meste af næste dag gik på Zillertalbanen og Achenseebanen.
Herefter skrider jeg til løst og fast om de enkelte besøgssteder. Der er kun én beskrivelse til hver lokalitet ligegyldigt, om jeg har været der én eller fem gange,
KUFSTEIN
1953 var kun otte år efter krigen. Der var stadig var ruiner i Tyskland, og Østrig var som Tyskland besat af fire af sejrherrerne i Anden Verdenskrig, USSR, USA, UK og Frankrig. Innsbruck lå i den franske zone, og franske officerer havde lagt beslag på det halve af “vort” hotel. Det generede nu ikke os.
Måske på grund af at krigen endnu ikke helt var overvundet, var der ikke mange gennemgående tog München – Innsbruck. I hvert fald ikke med korrespondance med nattogene fra blandt andet Hamborg. Dengang tog sådan en tur hele natten, idet der først var elektrisk drift et godt stykke nede i Tyskland. Vi tog derfor det første bumletog fra München i retning af Rosenheim. Vel uden for München kaldte min far mig hen til vinduet: Vi kunne se Alperne. De rejste sig høje og mægtige over det ellers flade land. Et uforglemmeligt syn, jeg stadig ser for mig. Jeg var dengang 15 år. Så gik der 23 år. Jeg vendte tilbage med mine børn, der nu var 14 og 11 år. Min søn husker også stadig oplevelsen, selv om vi ikke i 1976 ikke mere kørte med bumletog.
I Rosenheim på den tyske side af grænsen havde vi et ophold, inden vi tog en ny bumler over grænsen ved Kiefersfelden til Kufstein. Toget var nok elektrisk, men vognene var toakslede personvogne med åbne endeperroner af den type, der før krigen i Danmark kaldtes Rystevogne. Også i Tyskland havde vognene øgenavn: Donnerbüschen. Ligegyldigt hvad de hed, så stod jeg ude på endeperronen, hvor man havde et rigtig godt udsyn til landskabet langs banen.
I Kufstein havde vi også et længere ophold, hvor vi beså byen. Vor bagage har vi uden tvivl fået anbragt på stationskontoret hos kollegaerne der, hvis man præsenterede sig som dansk jernbanemand. Man kunne såmænd risikere, at de selv havde gjort tjeneste i Danmark under krigen.
Næste etape gik til Wörgl, der var et jernbaneknudepunkt. Her mødtes banen Wien – Innsbruck og banen München – Innsbruck. Det var før Rosenheim-kurven. Den sidste etape foregik med et tog, der ikke standsede i Jenbach, hvilket jeg allerede dengang beklagede, for her havde der været noget at se på rent jernbanemæssigt. Hen under aften kom vi frem til Innsbruck, men vi havde ikke spildt dagen. Vi havde set en del undervejs.
Bumletogene eller med et pænere navn lokaltogene bragte os også fra Innsbruck til Brenner, hvor der også fra de åbne endeperroner var enestående udsigt til bjergene.
INNSBRUCK
I Innsbruck havde vi et par dage, hvor vi beså vi byen og Huset med det gyldne Tag. Desuden flottede vi os og var både med lokalbanen, Innsbrucker Mittelgebirgsbahn til Igls og derfra med svævebanen til Patscherkofel, 2246 meter syd for byen. Svævebanen nåede dog langt fra toppen, og selv om vi gik videre opad fra svævebanestationen, nåede vi aldrig toppen. Banen er bygget 1926 og endte i 1951 meters højde i et skiområde.
Dagen efter tog vi med kabelbanen til Hungerburg og derfra med svævebanerne til Hafelekar, der var langt mere imponerende. Vi gik det sidste stykke til toppen i 2334 meter. Vel nede beså vi en kirke og det såkaldte kæmpe maleri.
Byen ligger stærkt præget af istiderne, der ikke bare havde skuret en dyb og bred dal ned i Alpernes bjerge, men der var også efterladt karakteristiske grusterrasser lang bjergsiderne på begge sider 300 meter over dalbunden. Egentlig havde gruset fyldt hele dalen sidst i istiden, hvor vandstrømmen tog af, men siden har Inn-floden gravet sig ned i gruset og gjort en bred dal, men ikke fjernet gruset helt ind til bjergvæggen, så der var en art fortov, dog med en kantsten på 300 meters højde. Igels syd for byen og Hungerburg nord for ligger på terrasserne. Inn-floden havde dog ligget i området før Alperne begyndte deres opfoldning i Kridttiden mere en 100 millioner år før nu, for Inn har gennemskåret ikke bare den nordlige kalkalpekæde, men også den centrale kæde. Gletscheren har derfor haft let ved at danne en bred dal. Navnlig bjergene i nord, Nordkette, der er en del af Karwendelgebirge rejser sig markant over dalen. Innsbruck ligger i 574 meter højde, og bydelen Hungerburg på terrassen i 868 meters højde. Når man går i byens gader ses fra alle nord-syd-liggende gader den markante Nordkette, der rejser sig 1800 meter over byen.
Bjergene mod syd er knap så markante, og alligevel ser man slet ikke dalen mod Brenner, der dog er Alpernes hovedpas langt lavere end alpepassene i Schweiz, men aldeles ikke lettere tilgængeligt. Brennerdalen udmunder i Inndalen i en snæver kløft, hvor motorvejen i dag må op over grusterrasserne, og banen efterhånden nu har fået sin tunnel, der omgår slugten. En bane fra Innsbruck fører også mod nord og skal overvinde Nordkette. Det er den allerede nævnte Karwendelbahn, der i 1953 virkelig gjorde indtryk på selv garvede jernbanefolk. Langsomt kravler banen op af bjergsiden indtil den når et pas og kan smutte ind i Tyskland ved Garmisch-Partenkirchen. Også landevejen var vanskelig. På bjergsiden havde vi gjort holdt for at nyde udsigten, men jeg havde nær aldrig fået bilen i gang igen. Det skulle ske med en vis fart, for ikke at stoppe den øvrige trafik helt ved at snegle mig op i første gear.
I 1953 var Østrig stadig besat. Tyrol hørte til den franske del, og franske officerer havde beslaglagt halvdelen af hotellet, vi boede på.
I 1955 var franskmændene borte og hotellet ved at blive renoveret. Vi ankom sidst på dagen og skulle videre næste morgen, men på byturen så vi , at et af byen teatre spillede Sommer i Tyrol, der for det første hedder Tirol og for det andet hedder Im weissen Rössel, idet Ross er hest, altså I den hvide Hest. Det var mere end min far kunne stå for, og der var billetter at få.
Næste morgen skulle vi tidligt op, for vi skulle med første morgentog til Garmisch-Partenkirchen for at komme til Zugspitze, men receptionen, der vækkede os tidligt, meddelte, at det regnede ikke bare i Innsbruck, men også på Zugspitze , og det ville regne hele dagen. Vi sov videre, og så senere på dagen til München, hvor det stadig regnede, og lynet slog ned i en sporvogn! Dog ikke den, vi var med.
1976 var turen nu kommet til at vise børnene Alperne og Norditalien. Vi havde et ophold i Innsbruck, børnene kom ikke denne gang med svævebane. Vi nøjedes med kabelbanen til Hungerburg, og derfra gik vi ned af mindre, lokale veje stier. Vi så naturligvis byens seværdigheder, og vi nåede også en tur til Stubai med toget, der endnu var de gamle vekselstrømsvogne fra 1904. Vi tog ud i Stubaital for at se lidt mere af bjergene borte fra motorveje og hovedjernbanelinjer. Om det var det helt rigtige sted, ved jeg ikke, for alt var lukket. Sommeren var forbi, restaurationerne holdt ferie indtil skisæsonen begyndte en måned senere. Postkortene med sne på var mange steder allerede lagt frem. Vi var tyve med toget, og vi mødtes senere på det samme værtshus til middag. Sikkert fordi det var det eneste åbne?
I 2013 ankom vi igen til Innsbruck sidst på dagen, og nu er vi ud over forfatteren Edit, min nye veninde efter jeg var blevet enkemand ni år tidligere. Vi nåede fra Triumfbuen til Huset med det gyldne Tag ad hovedgaden og fandt et godt og samtidig hyggeligt spisested ved Det gyldne Tag, hvor tjenere havde travlt, men alligevel uopfordret tilbød at fotografere os. Efter maden gik vi hjem og sov og forlod byen næste morgen.
Helt færdig med Innsbruck er jeg ikke trods de mange besøg. Jeg ville gerne besøge Hofkirche og se det flotte gravkapel, som jeg går ud fra, at det er.
På de første ture tog vi kun få billeder, og dengang var kvaliteten langt fra fremragende af egne fotografier. I stedet købte vi postkort, og selv om de for længst er faldet på ophavsretten efter dansk lov, så kender jeg ikke udenlandsk lov, der kan være anderledes trods EU-harmonisering. Jeg begrænser mig derfor i brugen af dem. Billederne af svævebaner og kabelbanen er forældede, idet banerne og materiellet er fornyet siden.
Svævebaner har jeg sjældent fotograferet, da de ikke rigtig sagde mig noget, men i jernbanedelen kan du se fotos af kabelbanen til Hungerburg.
Det østrig-ungarske kongehus’ triumfbue i Innsbruck fra 1765 i anledning af en familiebegivenhed, et ægteskab. Dette fyrstehus var i sjælden grad forfulgt af død og ulykker, hvilket triumfbuens billeder også beretter om. I dag tillægges trumfbuen Maria Theresia, 1717 – 1780 af huset Habsburg. Hun var en sjælden dronning, der fra 1740 i nogen grad tog sig af befolkningen, selv om preusserne tog for sig af hendes rige. Måske er hun mest kendt for sit barn, Marie Antoinette, 1755 – 1793, der som fransk dronning gift med Ludvig den 16. blev offer for Den franske Revolution, men det var efter buens rejsning og moderens død. Foto fra 2013.
Et kig gennem en af portene, hvor man ser den olympiske skihopbakke i byens sydlige del lige ved Sill-flodens udmunding i Inn. Sill kommer fra Brennerpasset. Maria Theresias navn ses over porten. 2013.
Huset med det gyldne Tag, der dog kun er et forgyldt tage på en karnap, tog vi både i 1953 og 55 samt dette i 1976, hvor det nu er i farve. På taget kan man da vist se en udvikling i farvefotograferingen og inden for fotografiapparaternes teknik på guldtaget!
Det var ret mørkt, da vi gik ud for at spise i Innsbruck i 2013. Vi nåede dog blandt andet Det gyldne Tag, inden vi spiste i nabolaget. Nutidens digitalkameraer fotograferer lige godt i dagslys og mørke. Bjergene over byen er 2000 meter højere end byen. En svævebanestation på vej op til en af toppene, Hafelekarspitze anes.
Gaden op mod Huset med det gyldne Tag var en smal gade – i tysksprogede områder en Gasse, og her med fortov hvor husene var bygget ud over dette. Inspireret af en af planter overdækket siddeplads i en have, på dansk en pergola, og tysk noget med løv, Lauben, kaldtes gaden en Laubengasse. I højsommeren var de meget kølige. Her er vi dog i efteråret 1976.
Et stemningsbillede fra byen. Her var ikke uden charme, nogle har trøjer på. Alperne havde taget noget af Sydtirols hede. Vi sad dog ude i korte ærmer og spiste på cafeen bag fotografen. Det er helt mørk, så folk, der bevæger sig, bliver uskarpe. 2013.
På alle turene faldt vi for dette hus på hovedgaden. Jeg har dog valgt stemningsbilledet fra 2013. Det blev jo mørkt ret hurtigt efter, vi var gået ud for at se byen.
Der er billeder af sporvogne, lokalbaner og kabelbaner i jernbanedelen.
HUNGERBURG
Stedet er strengt taget en bydel i Innsbruck, undertiden kadet Oberinnsbruck, Øvre Innsbruck, analogt med Bozen og Oberbozen i Sydtirol. Vi kom op med Hungerburgbahn. Her er tale om en Standseilbahn i Innsbrucks nordlige del. Vi kørte med banen i 1953 og igen i 1976, hvor vi dog kun kørte op. Efter en kop kaffe gik vi ned og passerede blandt andet både en sæter med smukke gårde og et stenbrud, hvor områdets børn legede bjergbestigere. De var dog i reb, men hvis de faldt, hang de ud i den blå luft og blev hejst ned for at starte forfra. At svinge sig ind og få fat i klippen, var ikke muligt for alle. Jeg fik sved i hænderne bare af at se på dem.
Udsigt fra Hafelekar, 2334 meter mod nord. Vilde bjerge med sne på. Det var længe min højderekord. Senere lykkedes det at bestige bjerge på over fem kilometer. 1953.
Også på toppen var der sne i skyggen sidst i juli. Bemærk vor påklædning, men vi frøs ikke. 1953.
Når man ikke kan spille fodbold her, kan man lege bjergbestiger. Der hænger en dreng i et reb på væggen i stenbruddet. Det var mit indtryk, at alle landsbyens børn, piger og drenge legede her. 1976.
FULPMES
I efteråret 1976 tog vi en tur til Fulpmes med en metersporet elektrisk bane, hvor materiellet var fra 1904. Der var en del turister med toget samt to lokale bønder, der blandt andet havde kasser med høns med. De stod og underholdt sig med føreren. Det bad jeg også om, da banens forløb var spektakulær på bjergsider, gennem tunneler og over brokonstruktioner, der bedst lod sig se gennem motorvognens forrude. På et tidspunkt opdagede jeg, at hønsene havde hovederne ude af kasserne, og de havde ikke bare trukket mine snørebånd op, men de var også ved at trække dem ud af skoene!
Indtil 1983 kørte materiellet fra 1904 på vekselstrøm, men så moderniseredes banen efter beboernes ønske, og Innsbrucks jævnstrømssporvogne kørte nu helt til Fulpmes. Ligeledes banen til Igls overgik formentlig til sporvejene i Innsbruck. Tidligere var der også en sporvognslignende bane til Solbad Hall, men den blev tidligt lukket. Til gengæld er Standseil-banen til Hungerburg blevet moderniseret og udbygget. Også her findes flere beretninger i jernbanedelen. Se link til banerne.
Dette jernbanebillede er ikke med i jernbanedelen, og da det giver et godt indtryk af den stedvis ville bane, får du det her. Det er taget 1976 fra førerrummet, hvor jeg havde tigget mig ind. Der var her hønsene, der også gjorde turen med, prøvede på at æde mine snørrebånd.
Innsbruck ligger nede i den brede Inndal øverst til højre. Den karakteristiske Nordkette ses i baggrunden. Landsbyen i Stubaidalen har jeg ikke navn på. 1976.
Dette billedet er også med i jernbanedelen, men det viser, at nok er banen vild, men landskabet et smukt. Banens højeste punkt i omkring 1000 meter lå lige før endestationen. Ned til denne, Fulpmes lå banen i tre kurver. Da jeg står på toget, ligger banen her i tre etager over hinanden. Du aner Patscherkopel til højre nu i efteråret med sne på. Bjerget hælder vel kun mellem 30 og 45 grader, så det imponerede mig ikke. Nordkette var noget andet. 1976.
Det eneste Gasthof i Fulpmes, der havde åbent i efteråret, var dette. Togets øvrige passagerer havde allerede fundet det, men min gruppe står stadig udenfor. Andre steder var der lærk på bjergskråningerne, og her sås, at lærkerne var gule øverst på bjerget og grønne ned i dalen. Hvordan lærkene kendte til naturloven om 1 grads aftagende temperatur for hver 200 meter stigning, ved jeg ikke. 1976.
ZILLERTAL
Selv om jeg har været i Zillertal både i 1955 og i 2013 har det enten været aften eller regnvejr, så jeg har ingen fotos fra dette ferieparadis. Derfor er det kun blevet til få våde fotos fra en togtur gennem dalen. Kort før hver gang, vi passerede banens damptog, stod vi af og tog opstilling i regnen, indtil det blev for meget for de fleste, og vi søgte til banegårdsrestaurationen i Jenbach. Det hjalp, for så holdt det op med at regne, så vores næste tur til Achensee skete i sol.
Der er mange flere billeder fra Zillertalbahn i jernbanedelen.
Alpehus med blomster i overflod i Zillertal sikkert set fra toget. Bemærk, at tyrolerpelagonier er fortrængt af mangefarvede petunia. Zillertal er en sidedal til Inndalen øst for Innsbruck og ikke (her) et værtshus i Hamburg. 2013.
Vi skulle i Zillertal ikke fotografere Alpehuse, men tog – specielt damptog på Zillertalbahn. Det må Edit have misforstået, men pæne var de, alpehusene. Det sjaskregner her. De træer, jeg stod i læ under, var allerede begyndt at dryppe. 2013.
Banegårdsrestaurationen lå på perronen. Den så hyggelig ud og var det også. Det var dog ikke til at sidde ude til middag. 2013.
Om eftermiddagen skinnede solen. Vi havde taget tandhjulsbanen 1000 meter op til Achensse. Lokomotivet er skævt. Det hælder 16 %,men ude på strækningen, der hælder 16 %, er lokomotivkedlen dog vandret. Det lokomotiv, vi sendte billeder af hjem fra Schweiz året før, hældede 25 %! Maskinen her er 125 år gammel. Jeg har kendt hende, – hende, hun hedder Hannah – fra hun var sidst i 80’erne. Siden har hun dog været udrangeret, men er nu repareret med reservedele fra hendes brødre, der alle havde drengenavne, samt en ny brugt kedel fra Polen, men mange dele og hele konstruktionen er fra 1889. Bremserne er dog betrykkende opdaterede. 2013.
For enden af De østrigske Forbundsbaners station havde Achenseebahn sin station. Her var opstillet aksel med et tandhjul, thi banen var var en tandhjulsbane. Over for stationen havde Zillertalbahn sine faciliteter. Af jernbaneinteresse var der også en lokomotivfabrik i byen. Herfra er leveret flere industribanelokomotiver til både Danmark og Sverige. Det er min søn, der delvis dækker for opstillingen. 1980.
ACHENSEE
Der blev også tid til et visit ved Achensee, der ligger på grænsen mellem Tyskland og Østrig. Vandet fra søen løber naturligt til Tyskland, så derfor var der boret en tunnel til Inndalen med et vandkraftværk i enden. Banen var bygget som anlægsbane ved dette byggeri, men bebeholdtes stadig til vedligeholdelsesarbejder. Samtidig har de lokale set turistværdien i banen. Jeg kom der, fordi lokomotiverne i 1980 snart fyldte 100 år. Dengang var 100-årige damplokomotiver noget man rejste efter. I 2013 vendte jeg tilbage for at køre med banen, og da var lokomotiverne langt over hundrede år, selv om mindst et af den indeholdt dele fra opslidte og ophuggede søstre.
Ved søen stod denne personvogn som kiosk og billetsalg, også til skibet, der varetog den videre offentlige trafik ind i Tyskland. 1980.
Mens vi ventede på næste tog, gik vi feriebyen ved søen. Her et par hoteller med et vandhjul foran. Hjulet er et underfaldshjul, skønt der vel her skulle være fald nok til et overfaldshjul? 1980.
I bækken var der bækørreder, men de var nu nok spærret inde og beregnet til at spise. Også ørrederne fra søerne spiste man. De gik under navnet Saibling. 980.
PILL
På vej til Bozen i 1976 blev det aften. Allerede dengang ville jeg have overnattet i Jenbach, men først i nabobyen til nabobyen lykkedes det at finde en pension med to ledige værelser. I nabobyen, Schwaz, hvor Bjergdoktoren senere også huserede, var alt også optaget. Vi gik en lille tur gennem en ret rå regnkløft op til et vandfald i Pill. På vejen videre kørte vi op på sæteren før Innsbruck og komme således ikke igennem denne, men kom over Igls, hvor jeg var allerede i 1953, og kom først op på motorvejen igen kort før Europabroen på Brennermotorvejen.
Vort logi var som nævnt en pension, men der var lige et par værelser ledige for en nat. Pensionen gjorde det i heste, og det var lidt et lykketræf for min datter, der dengang var vild med heste. Hestene var overvejende Haflinger. 1976.
SALZBURG
Vi besøgte byen i 1955, det år, hvor de fire besættelsesmagter trak deres soldater hjem og landet blev helt frit. Spekulationerne gik vildt dengang: Rejste russerne nu også hjem? Men det gjorde de. Det forlod derimod ikke den østlige del af Tyskland, men blev og oprettede Den tyske Demokratiske Republik. Salzburg var amerikansk zone, og jeg må erkende at jeg så på de amerikanske soldaters rappe sportsvogne, som holdt parkerede mange steder i byen. Men franskmændene allerede havde forladt hotellet i Innsbruck, var amerikanerne stadig massivt til stede i Salzburg.
Ellers var Salzburg Mozarts fødeby, og vi beså naturligvis hans fødehjem. Endvidere fæstningen Hohensalzburg på sin klippeknold højt over byen. Jeg tror, vi gik derop, så denne gang blev det ikke til kabelbane, som ellers også førte derop.
Vi havde to udflugter fra Salzburg: Saltbjergværket i Hallein og værtshuset, Den hvide Hest i Salzkammergut øst for Salzburg samt Scharfberg, 1783 meter.
Mozarts statue i Salzburg. Min mors står foran, mens Mozart står på soklen. 1955.
Mozarts fødehus i Salzburg. Gad vide, om man i butikken ikke kan købe Mozart-kugler? Postkort fra omkring 1950.
Bro over floden Salzsach med fæstningen Hohensalzburg på sin klippeknold højt over byen. 1955.
HALLEIN
Fortidens geologer undrede sig over, at der i alle bjerge fandtes rester af havdyr og andet fra havets bund. Til sidst opstod en teori om, at en havbund altid efter 100 millioner år af en eller anden ukendt grund rejste sig til en bjergkæde, som erosionen så igen nedbrød og flyttede ud på havets bund i løbet af andre hundrede millioner år, og så begyndte det hele forfra. I hvert fald var der salt fra et fortidigt hav i bjergene syd for Salzburg. Her havde man i flere tusinde år brudt saltet. De ældste spor efter mennesker, der interesserede sig for saltet, er 7000 år gamle. Senere er vi blevet klogere og hylder nu kontineltaldriften som ophav til havaflejringer højt oppe i bjergene.
Ved besøget i Salzbergwerk Hallein i 1955 startede vi nede i dalen med at tage en lille kabinesvævebane op ad bjerget til indgangen. Det var min første tur under jorden, så det var en oplevelse at gå i gangen dybt under jorden i overtrækstøj og hjelm. På den anden side var der egentlig ikke så meget at byde på. En gammel minegang helt sammensunket, hvor man så, at klippen godt kan være plastisk. Gangen havde vel i sin tid målt 1 x 2 meter, men nu målte den kun 0,3 x 0,5 meter anslået? Et sted passerede vi også grænsen til Tyskland, men uden der var forbindelse dertil. Vi var jo dybt nede under bjergene. På en tømmerflåde blev vi trukket over en underjordisk illumineret saltsø. Et Santa Barbara-kapel har der sikkert også været. Da vi jo var kommet højt op med svævebanen, skulle vi også ned igen. Det foregik ad skrånende gange og trapper. En del steder tog vi gelænderet ned. Føreren bremsede os med et tov, og vi sad i en lang række bag hinanden og kurede ned. Til sidst anbragtes vi på en lang vogn, hvorpå vi trillede ud og bremsedes af føreren.
Hvis du googler overskriften og vælger billeder, vil der blandt de første billeder se en hel del fotos, jeg også vil kendes ved. Siden mit besøg er minen dog bygget om til en besøgsmine med hvad dertil hører af sikkerhedsudstyr og ordnede forhold.
Nogen minetog så jeg ikke, skønt jeg kiggede efter materiel. Spor var der dog.
De sidste to lilometer ud ad saltminen kørte vi på dette køretøj, der blev drevet af tyngdekraften. En bremser kørte dog med. Et lokomotiv må have trukket køretøjet retur. Sporvidde var formentlig 500 mm. Officielt foto af deltagerne fra 1955.
ST. WOLFGANG
Ved et besøg i 1955 kørte jeg med SKGLB, Salzkammergut Lokalbahn, den navnkundige smalsporbane, der førte til Salzkammergut og er kendt fra en operette, der i Danmark fejlagtigt kom til at hedde Sommer i Tyrol. Banen havde den østrig-ungarske standardsporvidde 760 mm. Mange af vognene var toakslede med kun fire vinduer og altså plads til fire gange otte eller 32 passager.
Banen faldt på motorismes alter, da den lå i vejen for en motorvej. Politikerne ville ikke betale for ekstra broer til banen. Der var protester fra lokalbefolkningen og ikke mindst fra briterne, men tiden var endnu ikke moden til veteranbane. Heldigvis forsynede man sig i andre lande, så dele af materiellet er stadig i behold. Det er senere købt tilbage til et museum og en museumsbane ved Mondsee.
SKGLB betød Salzkammergut Lokalbahn, men onde tunger sagde: “Sehr klein, gut laufende Bahn.” Togføreren sprang af i farten, når han skulle fra vogn til vogn for at billettere. Ligegyldigt om han billetterede med eller mod køreretningen. Han kunne sagtens løbe næste vogn op.
Det minder mig om en brite, der i farten sagde til togføreren: “Jeg står lige af og plukker blomster.” Togføreren så ud og sagde: “Her er da ingen blomster.” Briten svarede: “Nej, men jeg har selv frø med.”
Trods farten eller måske manglen på fart, var det en oplevelse for livet. Ærgerlig, at vi kun tog ét foto.
Målet var St. Wolfgang, men banegården lå på modsatte bred af søen af samme navn, så vi måtte tage med færgen og kom således standsmæssigt sejlende, som også kejser Franz Josef. Stedet er kendt fra Ralph Benatzkys allerede tidligere omtalte oprette. Han var tjekke født i Budweiss og begravet i St. Wolfgang, hvor netop Den hvide Hest ligger. Tjekkiet var indtil Første Verdenskrig indlemmet i Østrig.
Vi fik kaffe på det navnkundige Gasthof inde i byen ned til St. Wolfgang See, Den hvide Hest. I operettens danske udgave ligger det nu et andet sted, Desuden tog vi med den ligeledes dampdrevne tandhjulsbane til Scharfberg. Der er mere om turen i jernbanedelen.
SKGLB 4 på banens egen station i Salzburg. Toget bestod af korte, toakslede vogne, men i baggrunden ses nogle fireakslede truckvogne , som vi i øvrigt også kørte i på hjemturen. 1955,
Indgangen til Den hvide Hest. Helt sådan ser den ikke på filmatiseringerne af operetten. Desværre var billedformatet kvadratisk og afstanden ikke stor nok, så hestens hoved mangler. Hest på tyske hedder både Pferd og Ross. Rössl er nok dels sydgermansk dels et diminutiv?
Postkort fra omkring 1950 af indgangen uden min mor. Her ses hesten.
Gasthaus’et lå lige ned til Wolfgang-søen. Vi fik plads på terrassen. Postkort fra omkring 1950.
KRIMML
Fra Salzburg tog vi til Zell am See, en af de små romantiske alpebyer. I byen var der ikke noget at se, men den lå godt for en udflugt med postbus ad Grossglockner Hochalpenstrasse samt for et besøg ved vandfaldene i Krimml. Fra banegården i Kriml gik vi til vandfaldet og spiste på vejen tilbage til Krimml. Herfra var der bus over Gerlospasset til Zillertalbahn, der bragte os til Jenbach, og derfra med “rigtigt” tog til Insbruck. Som H. C. Andersen sagde: “At rejse er at leve.” Vi havde bagage med! Formentlig anbragte vi den på banegården i Krimml, mens vi var på vandfaldstur.
Også banen til Krimml var smalsporet med 760 mm sporvidde og dampdrift. Lokomotivet var som lokomotiverne fra Zillertalbahn og Salzkammergut Lokalbahn fra Krauss, sikkert det østrigske Krauss i Linz. Denne bane eksisterer endnu og er genopbygget, efter at et enormt regnskyl tog den for nogle år siden. Den var dengang en statsbane mærket ÖBB. 1955.
Vandfaldene i Krimml skulle være Alpernes største. I Schweiz nær Jungfrau har man Alpernes højeste, men ingen af dem er særlig imponerende – ikke efter ture til Island og Norge. Jeg ville imidlertid som barn gerne se et vandfald, så vi tog turen over Krimml mellem Salzburg og Innsbruck. Det gav ture med både Krimmlerbanen og Zillertalbanen i tilgift. Her ses det underste af de tre fald i sommeren 1955.
På et 70 år gammelt postkort ses et af de tre fald med maximal vandføring.
GROSSGLOCKNER
Her er tale om Østrigs højeste bjerg på 3798 meter. Målet var lige så meget den dengang ret nye bjergvej over Tauernmassivet, Grossglockner Hochalpenstrasse. Vejret var strålende, og turen var imponerende. Jeg husker alle de biler, der i 1955 holdt med åben kølerhjelm og dampede som et lokomotiv, mens kølevandet kogte væk. Kun Folkevognen kørte over som intet var hændt. De var luftkølede, og kold luft var der nok af. Det øvrige bilfolk gik med flasker fra nærmeste bjergbæk. Postbussen gjorden en afstikker til et hotel ved bjerget og dets gletscher, inden den fortsatte til Lienz i Østtirol. Vi så og spiste og tog så bussen tilbage til Zell am See.
Udsigt med Grossglockner 3798 meter. Det højeste bjerg, jeg har set i mange år frem. Vi kunne også komme ned til gletscheren, om vi havde haft tid, men det havde vi ikke. 1955.
WIEN
1996 var vi faldet for en uges togtur til Wien arrangeret af manden til en kollega. Et fortrinligt arrangement, hvor vi kom rundt med offentlige transportmidler. Nattoget fra Hamburg fremførtes af en allerede dengang aldrende E 03, som entusiasterne var begyndt at køre efter for at få et billede af, inden det var for sent. Da vi kom frem til Wien var det stadig det samme lokomotiv, som var startet i Hamburg. Tilmed gavnede de nye højhastighedsstrækninger os. Mens jeg tredive år tidligere vågnede i nattogene omkring ved Donau længe før både München og endog Augsburg, så var vi helt i Linz, før jeg fik øjne denne gang.
Vi var på hotellet ved ni-tiden, men værelserne var ikke klar til os før mellem 12 og 14. Mens de fleste deltagere var trætte og satte sig til at vente på værelserne i hotellets forhal, købte jeg et ugekort også til både hustru og datter og begav mig i ventetiden ud til et af Wiens alderdomshjem, hvor middagsmaden kørtes ud til de tre tusinde beboere med smalsporbane. Tidligere havde Wien haft tre hospitaler med smalsporbaner til madtransporter og transport af vasketøj mv. På vejen var jeg inde i en kendt jernbaneboghandel. Min familie blev på hotellet.
Kun én tur mere alene blev det til. Wien havde et par tivolibaner, hvoraf banen i Prater, der kører med damplok, er mest kendt. Det var dog efterår, så banen var pakket ned for vinteren. En tilsvarende parkbane dog diseldrevet kørte også om vinteren.
Vi så, synes jeg, hele Wien på turen, men det kan du se på mine fotos. Desværre fik min hustru, Elisabeth alvorligt ondt en nat og blev indlagt på Wiens Universitetshospital. Jeg fik det først at vide til morgenmaden, idet jeg havde fået min datters enkeltværelse, mens hun så delte værelse med Elisabeth. Begrundelsen var, at Lise min datter snorkede meget mindre end jeg! Efter morgenmaden hastede jeg til hospitalet og afløste den ene rejseleder, så hun kunne nå hjem til dagens udflugter. Min opgave var at køre sengen med Elisabeth fra undersøgelse til undersøgelse på afdelinger i forskellige komplekser af hospitalet. Portører havde de åbnebart ikke. Sygeplejersker så jeg heller ikke, men der var mange læger. Ret hurtigt blev min opgave også at varetage kommunikationen. Overlægen mente, at jeg kunne mere tysk, end han kunne engelsk. Elisabeth var ellers godt med i engelsk efter over et år i London. Til middag skulle Elisabeth have pause, og jeg gik i cafeteriet. Her fik jeg det sidste bord, som jeg måtte dele men en nobel, ældre herre, der gerne ville tale, men hurtigt slog over i wiensk, når han blev ivrig. Han trøstede mig med, at Elisabeth var i de bedste hænder i Wien på Universitetshospitalet.
Efter middagen fik jeg resultaterne af undersøgelserne. Det var galdesten, men det værste var nu overstået. Muligvis havde de knust den? Jeg spurgte forsigtig, om jeg måtte tage Elisabeth med hjem i toget et par dage senere. Det var godt, jeg spurgte, for de stejlede, men ville så lade et nyt røntgenbillede afgøre sagen. Det skulle jeg eller min sygesikring imidlertid selv betale. Jeg fik en pris og talte mine penge. Jeg kunne akkurat lige klare det. Jeg havde også til en taxa hjem med Lise, men så måtte jeg på posthuset og hente flere penge på mine såkaldte rejsechecks. Senere på eftermiddagen kom dommen. Hun måtte rejse hjem, men de gjorde meget ud af at fortælle mig, at hvis hun fik ondt igen på vejen hjem, skulle jeg vække sovevognskonduktøren og få ham til at kontakte lokomotivføreren, så toget stoppede ved næste station med sygehus, og at der på perronen holdt en ambulance.
Så galt gik det dog ikke. Allerede næste eftermiddag kunne vi tage ud på en lille privat tur med sporvognen til Hundertwassers beboelseshus. Sandelig om Elisabeth ikke havde kræfter til at gå ned til det nærliggende Hundertwassermuseum. Her sad vi godt nok i caféen en del af tiden.
Da jeg havde betalt for røntgenbilledet, fik jeg det med hjem og gav det til vor læge. Han gav det åbenbart videre til Kolding sygehus, og da Elisabeth senere blev indlagt der med nye problemer, kom Kolding-lægerne med billedet, som de roste og erkendte, at billeder i den kvalitet kunne de ikke tage. De beklagede samtidig, at hvis billedet blot var to centimeter større, kunne man sikkert have set forstadiet til den sygdom, Elisabeth få år senere døde af.
Min datter var flink til at afløse mig. Blandt andet kom jeg en aften med til Wienerwald, hvor man hører skrammelmusik, der staves Schrammel og er opkaldt efter musikeren, der gjorde denne form for underholdning kendt, og her smage Heuringen, der er ung, stærk vin. Ind i mellem musikken fortalte de historier, men på wiensk. Der var desværre kun mig, der grinede. Hverken rejselederen eller en deltagende tysklærer havde fanget vittighederne, så da deltagerne så på den formastelige, der lo, måtte jeg forklare mig: “To ældre herrer sad på en bænk og talte sammen. Min kone er engel, sagde den ene. Der er du heldig, svarede den anden. Min lever endnu.”
Det var også her, jeg opdagede, at de afholdenes danskvand var prydet af etiketter tegnet af Hundertwasser. Jeg lånte en flaske og begyndte forsigtigt at trække etiketten af. I selskabet var et barn, og da hun sikkert kedede sig, tog hun hurtigt over, og inden aftenen var omme, havde hun fjernet etiketter fra vin, øl og danskvand. Sjovt nok var også andre interesserede i Hundertwasser-etiketterne. Desværre kan jeg ikke gengive den, da bryggeriet nok har betalt for ophavsretten, men det har jeg jo ikke. Den er tydeligt mærket med ophavsret.
Vejret var godt, og det var helt igennem en fin tur, med både museer, teater, koncert, slotte og Freud foruden Hundertwasser på egen hånd.
Med negativfilm opdager man først hjemme igen, at en uvedkommende er vadet ind i billedet af Wiens Domkirke, Stephanskirken fra 1147. Og hjemme er det for sent at tage billedet om. i stedet kan jeg kun bruge taget af kirken, der også er det flotteste og mest usædvanlige på denne gotiske domkirke. Resten af billedet er skåret væk. 1996.
En flot prædikestol fra 1500 hugget i kun få blokke af Pilgram. Han sidder i vinduet nederst til højre. Dette foto er rettet op, fordi det var skævt, og det har ikke raster, så det har nok været mit eget. 1996.
I Wien mødte vi Mozart. Han sagde, at han var Mozart, men jeg er nu ikke helt sikker. Han reklamerede for en koncert. Foto på pladsen ved Pestsøjlen 1996.
Detalje af Ankerhaus af Match fra 1914. Uret viser Østrigs historie. Måske viser det også tiden, men jeg kan ikke se nogle visere. Siden har uret spillet en rolle i en Kommissar Rex-film.
Vi var selvfølgelig i Prater en aften. Da det var efterår, var meget lukket, men Riesenrad fra 1897, det kendte pariserhjul, kørte og min familie fik en tur, mens jeg besøgte miniputbanen, men damplokomotiverne var pakket sammen for vinteren. Adskillige skulpturer af en mig ukendt kunstner var opstillet i en stor gruppe. 1996.
Gad vide, om dette foto ikke også er et postkort? Jeg kan ikke se det. Det viser Freuds sofa, hvor hans patienter lå og talte om deres inderste følelser, som Freud så analyserede. Sigmund Freud, 1856 – 1939 var af jødisk afstamning og født i Tjekkiet, men døde i London. Han var foregangsmand inden for psykoanalyse, drømmetydning og hypnose som behandlingsform. Vi besøgte hans konsultation. 1996.
Vi besøgte slottet Belvedere i Wien. Vi måtte ikke fotografere inde, men gerne ude. Vi måtte faktisk ikke have vor egen guide med, men var henvist til en, vi ikke forstod. Der var både billeder af Klimt og klassiske kunstnere. Her har Elisabeth foreviget min (sin) datter og mig uden for i parken 1996.
Besøget omfattede også et besøg på en wienercafé, her Café Central, hvor det ikke var til at fotografere inde. Mens selskabet drak kaffe, nåede ud over kaffen også et andet museum, hvor jeg for min søn skulle købe en plakat af Peter Breugel den Ældre, 1525 – 69, Babelstårnet fra 1563. Jeg nåede også lige at se det sammen med den egyptiske samling, hvor jeg faldt over en flodhest 4000 år gammel, 11. – 12. dynasti. Den var lidt anderledes end den på Glyptoteket i København. Jeg mødtes med selskabet ved Hofburg, hvor det imponerende Østrigske Nationalbibliotek stod på programmet, men heller ikke her inde kunne man fotografere. 1996.
Slottet Schönbrunn uden for Wien kiggede vi også på og så nogle sale. Parken så vi kun fra terrassen her. En tur gennem slottet og parken ville kræve mere end én dag. 1996.
Der er af gode grunde ikke billeder fra teaterbesøget, koncertbesøget eller besigtigelsen af Wieneværkstedet og dets kunsthåndværk. Du kender måske en wienerstol? Bemærkelsesværdigt var det, at teaterbilletten gav gratis transport med sporvogn, metro, S-tog eller bus dertil. Det var nu lige meget, da vi havde vores ugekort. Mit var allerede tjent ind den første dag med turen til Alderdomshjemmet og boghandleren! Vi så i øvrigt et teaterstykke om kejserinde Sisi, Franz Josefs afholdte kejserinde, der tidligt døde. Deres data springer jeg over, da det vil føre for vidt.
HUNDERTWASSER I WIEN
Resten af turen var for vort vedkommende helliget Hundertwasser, for Elisabeth havde jo været på hospitalet og måtte holde lav profil. Vi gik derfor glip af en tur til Baden med slotte og kirker der og på vejen dertil.
Da jeg sammen med Edit også har beset Hundertwasser i Uelzen og Magdeburg i Tyskland, tænker jeg, at jeg beholder hele eller dele af mit indlæg om denne interessante person.
Hvis ikke denne østrigske maler, arkitekt og filosof umiddelbart siger dig noget, skulle du måske først rådføre dig med din søgemaskine, inden du læser dette indlæg.
Jeg tror, jeg havde hørt om ham, inden jeg i Wien i 1996 så nærmere på hans arkitektur. Vi opsøgte hans kendte beboelseshus i Löwengasse, som de fleste turister tages med hen til. Vi gik også ned til hans museum, Kunsthaus Wien i nabolaget, hvor vi var inde og rigtig mærkede de skæve gulve. Her stiftede vi også bekendtskab med hans malerier og tegninger samt sider af hans filosofi, der ligger til grund for, at hans huse ser ud, som de gør. Desuden flottede vi os på cafeen, der hørte til museet.
En anden dag besøgte jeg alene et affaldskraftvarmeværk i Spittelau i Wien, som han også havde været mester for.
Blandt de mange steder, Hundertwasser havde slået sine folder, har vi i Tyskland på egen hånd 2006 besøgt banegården i Uelzen, hvor han havde stået for ombygningen, og i 2008 Magdeburg på et højskoleophold, hvor vi beså Det grønne Citadel.
Vort bekendtskab med Hundertwasser rundes af med en besigtigelse af firmaet Würths samling af Hundertwassers tidlige værker og i 2014 af Arkens Hundertwasserudstilling.
Hundertwassers beboelseshus i Wien var svært at komme på fotoafstand af, men detaljerne kan man undertiden et kort øjeblik få for sig selv uden andre turister. 1996.
Hundertwassers kunstmuseum i Wien lå bedre for fotografering. 1996.
Et udvalg af Hundertwassers billeder. 1996.
Som andre lidt specielle kunstnere er hans streg let genkendelig. 1996.
Om Hundertwasser virkelig står bag disse ord, tror jeg faktisk ikke. Jeg kendte dem i forvejen, tror jeg. Måske har Hundertwasser omskrevet ordene? Johannes V. Jensen har sagt noget lignende i en af sine sange i Højskolesangbogen, Hvor smiler fager den danske kyst. 1996.
Da min hustru lige var udskrevet fra Wiens Universitetshospital dagen før, måtte vi tage den lidt med ro og ofre et måltid i museumscafeen for at få lidt hvile. Hun var dog ikke mere medtaget, end at hun kunne fotografere sin familie. 1996.
Hvis nogen ikke skulle kunne forstå Hundertwassers sprog, var der også på toilettet standartsymboler for kvinde og mand. 1996.
Museets toilet. 1996.
Ikke underligt, at cafeen var lidt dyrere. Vi skulle vel også betale for blomsterne. 1996.
Flere indtryk fra cafeen. 1996.
Hundertwassers varme- og affaldsværk i Spittau i Wien. 1996.
Da jeg kun tog to fotos af værket og jeg har tre billeder i mappen, må det ene været et postkort, men jeg kan ikke se hvilket. Jeg håber begge de viste her er mine, og det er postkortet, jeg har udeladt.
Som allerede flere gange nævnt er der flere beretninger i jernbanedelen også beretninger, der indeholder andet end ren jernbanehistorie. Se Østrig. Jernbaner
Det meste af indlægget Bozen, Innsbruck, München Rejsepostkort er også indgået i indlægget her, og det gælder også indlægget Bozen, Innsbruck, München Jernbaner, hvor du blandt andet kan se en E 03, der trak os Fra Hamborg til Wien i 1996.
Bent Hansen. Første udgave 13. august 2013 og 29. september 2015.
Anden stærkt forøgede udgave 26. februar 2022.
Pingback: Østrig. Jernbaner | Bents bane