Julehilsen 2024

Nr. Bjert, julen 2024.                                                                        

Kære modtager

Du og din familie ønskes
en rigtig glædelig jul
og et godt nytår.

I skrivende stund regner jeg med at Lise kommer hjem til mig, og at vi holder jul hos Lotte og Lars.

Løst og fast
Helbredsmæssigt har året 2024 været lidt bedre end det foregående år, uden at der dog er noget at råbe hurra for. Mit rygcenter har påbudt mig rygøvelser i stedet for smertestillende, og i år kan mit pilleforbrug tælles på to hænder. Vi har ikke været på ferie i år. Jeg havde planlagt et par længere rejser, men intet er blevet til noget. Alligevel føler jeg, at vi har haft et godt år rent oplevelsesmæssigt.

Lise kom sidste jul hjem fra Berlin nogle dage før juleaften i en orkan. Jeg hentede hende på banegården i Kolding, og hun var kun en time forsinket. Hun var hjemme i en uge. Juleaften kørte vi som sædvanligt til Lotte, Lars og børnebørnene, hvor Lau også havde besøg af sin ven fra USA. 1. juledag holdt vi stille og roligt i Nr. Bjert. 2. juledag var vi med Lotte og Lars og Lise på juletravetur ved Brende Å. Mellem Jul og Nytår kørte vi så i en ny storm til Frederiksberg. Det tog fire timer. Hvad grunden ud over stormen var til den længere køretid, har jeg glemt. Jeg mener dog, at vi holdt en længere pause lige før broen, mens vi ventede på, at stormen skulle tage af. Vel fremme ventede Edit med frokost, hvorefter Lise gik hjem. Nytåret holdt jeg hos Edit.

Ret hurtigt må vi have været tilbage i Nr. Bjert, for Edit begyndte at bade igen. Vi var hos mig det meste af januar og februar. Selv om jeg ikke nyder vinterbadningen, fik jeg også lidt ud af det, idet jeg blandt andet så en skallesluger, en strandskade og en havørn i fjorden. Ingen af dem ser man normalt på de kanter, men de må havde fejret vinteren i lunere farvande?

Diverse aktiviteter
Først i januar, mens vi endnu var i København, ville vi i Zoo, men vi gik igen, da der var alt for glat for os. I stedet tog vi så på Glyptoteket, hvor vi faldt over Rodin og to specialudstillinger. Emnet har jeg desværre glemt, men jeg kastede mig også over J. Th. Lundbyes landskabsbilleder. Disse har Nationalmuseets gennemgået minutiøst og her registreret gravhøje og dysser, som ikke findes mere, men med henblik på at lokalisere dem og grave på stedet. Med held i øvrigt, for Lundbye havde ikke snydt. Han malede det, han så. Om det var et af emnerne for specialudstillingerne, tror jeg ikke.

Midt i februar var vi med Lotte og Lars ved Endrup Mølle naturreservat og derefter ved Sneumås udløb for at ende i Blåvand og på Skallingen. Turen gav tre sølvhejrer, en flok vilde dådyr og en havørn. Vi spiste i Blåvand. Her måtte vi vente på at få et bord, for alle spisesteder var optaget, da det åbenbart var vinterferie. Selv om jeg har dådyr i min have, hvilket jeg kan se på deres fodspor, var det første gang i Danmark, at jeg så dette dyr uden for en dyrehave. I Sverige og i Tyskland har jeg derimod flere gange set dem i store flokke.

Sidst på vinteren stormede det igen, og Edit bad om at blive kørt ud som stormturist. Det var nu lidt svært, da det stormede fra vest, og vi kun kunne besøge østvendte kyster hos mig. Edit var nu meget godt tilfreds med de skvulp, hun så.

I foråret var jeg med en af Lises venner, Carsten til foredrag i Grandteatret om Kosovo med smagsprøver og film. Det var en spillefilm, og maden var krydret, men snapsen fra Kosovo tog noget af det stærke. Her var jeg uden Edit, idet hun var i Oslo med Sidse. Ud over sejlturen havde de taget et par overnatninger i Oslo.

Hærvejen
Lige før påske kom Lars forbi og hentede mig til en Hærvejstur. Han ville gerne se de to gamle stenbroer på Hærvejen, som han endnu ikke havde set. Jeg havde regnet med, at vi kunne spise der; thi Hærvejen havde allerede i Middelalderen vrimlet med kroer, men både Polvskro ved Povlsbro og Bummerlunder Kro ved Gejlåbro var lukkede. Så randt mig Æ’Knap i hu. Der havde jeg altid haft lyst til at komme, fordi der altid så hyggeligt ud, når vi kørte forbi. Vi fik en middag i klasse med Brdr. Price i gamle dage, men til den kvarte pris. Desuden så vi det ældgamle tingsted, Urnehoved, som jeg altid har haft lyst til at se. Det viste sig, at Lars også kendte det, idet han havde læst om det for nyligt. Vi sluttede på Løjtland, hvor vi beså stendysser. Turen var så god, at vi besluttede at gøre den om senere på sommeren og tage Lotte og Edit med. Det gjorde vi så, og denne gang erstattede vi Urnehoved med den tredje af de gamle hærvejsbroer, den ved Immervad. Gejlåbro har jeg ikke set siden jeg var på cykeltur som barn, og Immervad ikke siden, jeg var helt ung. Det var egentlig meningen, at vi bare skulle til Immervad og så til Æ’Knap, men damerne insisterede på at se alle tre broer. Sommeren var strålende den dag, så vi sad ude i haven og spiste, og ved Povlsbro var der bænke og borde, hvor vi også kunne sidde ude og få kaffe.

Præstø
I mellemtiden havde vi været ved Edit igen en tid, og herfra ville jeg gerne til bogudgivelse på Præstø Bibliotek. Sidse havde flerdages-kursus, så der kunne vi ikke bo, men da jeg ikke ville køre ud og hjem samme dag, tog vi et B&B på Jungshoved. Det var for så vidt udmærket, men Edit kunne ikke forliges med sengen, så næste nat sov hun alligevel hos Sidse, mod at jeg hentede hende kort efter syv om morgenen. Det var alletiders tur. Selve udgivelsesarrangementet var fint, men de fleste fremmødte af de store kanoner var normalsporede, og ikke fra min afdeling, men jeg fandt dog også gamle bekendte at snakke med. Seancen sluttede med en middag for de udvalgte, der havde råd, på et af Præstøs store spisesteder.

På vejen til Præstø var vi inde omkring Stevns Klint, hvor vi gik lidt og så på, inden vi spiste på en lille café. Da caféen mente café alvorligt, blev middagen kaffe og lagkage, men vi klarede os. Om aftenen tog vi revanche i Præstø med Sidse. Derpå tog vi på Fakse Museum. Her konstaterede jeg, at museet nu ikke mere gik ind for meteornedslaget som årsag til den seneste masseuddøen. Tilfældigvis mødte jeg museumslederen, der ventede på en gruppe, og her fik jeg årsagen til meningsskiftet. Den korte snak blev jeg mindst lige så klog af som af udstillingen. Derpå kørte vi til Vemmetofte Kloster, som vi beså udefra – både herregården og avlsbygningerne. Resten af programmet, Nysø Gods, gik i vasken, fordi det begyndte af regne. Efter bogudgivelsen spiste vi igen med Sidse, men denne gang lokalt hos Birgitte på hendes madsted i Stavreby. Under opholdet kørte vi en tur med Sidse rundt på Jungshoved for at se på skaderne efter efterårets stormflod. Vi var først ved Roneklint og siden ved Kohave og Bønsvig, hvor stormflodsskaderne var værst. Hidtil for os var naturkatastrofer kun noget, vi så i mit tv, men her fik jeg for første gang syn for sagen. Man kunne stadigvæk se, at sommerhusene var ødelagte af oversvømmelsen. Enkelte var simpelthen sejlet væk og var strandet på taget af et andet sommerhus. Ejerne var begyndt at rydde op, men for at få erstatning af Staten og forsikringsselskabet, skulle en taksator besigtige, men han havde åbenbart god tid, for møbler, tæpper, gardiner, sengetøj og køkkentøj lå i dynger udenfor ved siden af den container, det senere skulle ende i. Edit og jeg var rystede, for tv’et havde bare vist de samme billeder af nogle bølger og bådehuse, der styrtede sammen – igen og igen.

Humøret lettede, da vi på vejen tilbage til Sidse så oceaner af rovfugle og vilde dyr. Mest imponerende var turen tilbage til B&B’et, efter at jeg havde sat Edit af ved Sidse. Ikke bare gik der rådyr på vejen, men de flyttede sig ikke, da jeg kom. Tværtimod gik de hen imod mig for at se, om jeg havde mad til dem. Næste morgen skulle jeg som sagt hente Edit tidligt hos Sidse og kørte hende til morgenmad på vort B&B. Den morgen kiggede først to rådyr ind gennem vinduet til mig, så var der tre agerhøns i grøften lige ved vejen, og inde på marken syv gravænder, en hun og seks hanner, og så kom en høg flyvende, og alt det på kun ti minutter.

På tilbagevejen til København vidste Edit ikke, hvad hun ville se, så jeg valgte at køre ud til Feddet. Kortet viste et naturområde med lyng, og mine forældre havde for mange år siden været der i et naturområde med lyng. Vi havde dog fået at vide både på B&B og hos Sidste, at vi ikke kunne kommer derud mere. Der var spærret af, men man kunne gå. Det kunne vi så ikke på grund af alder og rollator. Der var bomme over vejen og til siderne sommerhus ved sommerhus og campingvogn ved campingvogn. Jeg troede faktisk ikke, at Staten kunne sælge danske naturområder til spekulanter! Turen var dog ikke helt spildt. På vejen derud kørte vi omgivet af vand på begge sider af vejen. Det undrede mig, da mit kort ikke viste en vej med vand på begge sider. Jeg stoppede og kiggede, og kunne godt se, at der en kilometer ude sås levende hegn i vandet og toppen af hegnspæle og andet, man normalt ikke anbringer på havbunden. At der også her havde været oversvømmelse under stormfloden sidst i oktober 2023, undrede mig ikke, men at vandet ikke var løbet ud endnu, undrede mig mere. Jeg blev mere og mere glad for, at jeg kom af med mit sommerhus, mens tid var. Under en storm mens jeg endnu havde sommerhuset, konstaterede jeg, at havet stod fem meter op i klitterne, og vandspejlet i en grøft nær sommerhuset lå i kote to. Nu var det godt nok vandstuvning, der fik havet til at stå fem meter op i klitterne, men alligevel. Det oversvømmede område undrer stadig, og det undrer mig endnu mere, nu da vi har haft flere oversvømmelser i Danmark siden oktober 2023, at private lodsejere og erhvervsfolk, der interviewes i Tv, skyder på politikerne, som de selv har stemt på, men lad nu det ligge. Politikerne opfylder deres målsætninger, men trods dine skattemillioner til klimaet stiger atmosfærens målbare Co2 indhold stadig, og dermed stiger jordens gennemsnitstemperatur også, og det samme gør havniveauet. Alle tre sidstnævnte ting er målbare i modsætning til politikernes beregninger af klimamål.

Dagebüll
Lars kørte mig også i år min årlige tur til Niebüll og Dagebüll: Jeg ville gerne være i Dagebüll lidt tidligere end vi plejede for måske at se togene komme hjem fra dagens arbejde. Derefter mente Lars, at det var for tidligt at spise både i Niebüll og på Rømø. Vi må have haft frokost med? Vi kørte derfor til Nr. Bjert og hentede pizzaer i Strandhuse. Også en fortrinlig dag.

Præstø
Sidst på sommeren havde Edits ældste bror krondiamantbryllup, og det blev holdt på Frederiksminde i Præstø, hvis restaurant har én Michelin-stjerne. Der var slet ikke noget at rafle om. Edit havde bestilt overnatning. Vi havde planer på vejen ud, men alt gik i vasken. Det var ud- eller hjemrejsedag og samtidig åbnede Roskilde festival, så radioen advarede om køer den dag. Jeg kørte godt nok mod Roskilde ad Roskildevej, som Edit jo bor på. Her var ikke flere problemer, end der plejer at være. I Tåstrup kørte vi mod og over haven i Køge og videre mod Præstø. Kun på havnen i Køge klemte det lidt, men ellers kom vi frem uden problemer. Gæster, der havde taget motorvejen, mente, at det havde taget 20 minutter ekstra den dag. Vi havde store planer for turen hjem, men det regnede, så vi opgav og kørte lige hjem.

Bogense
Årets sidste større udflugt gik til Skovmøllen ved Andebølle og til Rugård. Jeg havde jo tit kørt på Rugårdsvej, men aldrig set Rugård. Vi besøgte også en gård, der var økologisk, og hvis haveanlæg var seværdige. Desuden solgte de hjemmemalet mel af egen avl. Der var også den dag marked på gården for ligesindede nicheøkologer. Desuden lå gården smukt, og flere steder på grunden havde bonden bygget sheltere til fri afbenyttelse. Overalt var der bænke og borde, men madpakken skulle man selv have med. Bonden havde også kunstnere boende, som udnyttede naturen i deres kunst. Meget spændende. Landskabet var yderst kuperet i det lidt afsides hjørne af Fyn. Vi endte til middag på havnen i Bogense på et af de mange spisesteder der. Her kom Malte også direkte hjemmefra i Lottes bil, og Lau kom på cykel fra Odense.

Feldbanetræf
Først i Oktober havde min forening 32. Internationales Feldbahntreffen. For en snes år siden var det også vores tur i Hedeland, og da havde jeg opgaver, men nu var jeg jo pensionist. Jeg havde dog fået lov at deltage, men jeg holdt ikke hele dagen og måtte tage hjem inden middagen om aftenen og underholdningen, som jeg gerne ville have overværet. Den sidste dag havde jeg fået lov til at tage Edit og Signe med. Edit ville nemlig gerne besøge Klingenbergs havebane igen, som hans arvinger venligst havde åbnet for os. Jeg ved ikke, hvad Signe fik ud af det, men hun tog dog til orde, da en tysker gik forbi mig og hilste: „Hej Bent,‟ og da der ved bordet i Lokschuppenbar, hvor hun sad og drak kakao, først kom et par briter og snakkede og senere et par finner. Hun udbrød: „Bedstefar, du kender da også alle.‟ Det gjorde jeg nu ikke. Der var ikke mange tilbage af dem, jeg snakkede med for en snes år siden, vi sidst holdt Træffet. Selv om jeg ikke deltog officielt, kunne jeg konstatere, at vi – EU eller ej – inden for vor hobby havde de samme problemer med myndigheder, kul, eternittage og medlemsflugt. Det imponerede dog flere af udlændinge, at kommunen havde stillet en toiletvogn op gratis. Helt umuligt havde Signe ikke syntes det var, for hun insisterede på, at vi tog en tur med toget. Kun en nederlandsk klub havde samme sporvidde som os, 700 mm, så de mødte op med et damplokomotiv og tre motorlokomotiver, som deltog i vore kørsler, så vi kunne køre med tre til fire tog på banen på en gang. Der var så bare ikke fuldt antal vogne til hvert tog, for så mange vogne havde vi ikke. Nederland er fladt, så da nederlænderne skulle køre med deres lokomotiv på vor bane, spurgte det medlem af vores, der var lods: „Har I sand i sandkassen?‟ „Nej, det bruger vi ikke,‟ var svaret: „Det gør vi her,‟ sagde lodsen så, og så måtte vi finde bremsesand frem og derefter reparere sandingsanlægget. Alligevel kneb det maskinen at komme ad bakken med sidste nattog. Det nederlandske damplokomotiv lignede et af vores, og de var formentlig også lige store, men vores havde tre aksler, mens nederlændernes kun havde to.

Diverse
Foruden turen i Hedeland med Signe havde vi hende også med på Nationalmuseet til særudstillingen om Vølver. Det var Loke, der tog sig af os og fortalte om sig selv og sine børn, Midgårdsormen, Fenrisulven og datteren, hvis navn jeg har glemt. Signe havde været på udstillingen med skolen, så det var egentlig meningen, at hun skulle have guidet os rundt, men besøget med skolen havde vist ikke været nogen succes. Det meste, vi hørte, opfriskede Edits og min mindst 75 år gamle skolelærdom. Desuden så Edit og jeg på en tur i Nordjylland en runesten, hvor Thor fanger Midgårdsormen. Edit havde lige fortalt det til Signe, da vi kom forbi et billede, der netop viste runestenen.

Nu mangler vi så kun den årlige juletur i Hedeland, og den er ikke i skrivende stund overstået.

Ikke omtalt er et par besøg på Gammel Holtegård, hvor Signe var med den ene gang samt besøg på Ordrupgård. Uden mig har Edit besøgt endnu flere kunstmuseer, og sammen havde vi haft flere besøg i Zoo og i Fredericia. Jeg havde meldt mig til en konference om bogens – specielt jernbanebogens fremtid, men netop den dag var der ikke tog hverken fra Århus til Odense eller fra København til Odense, så vi var kun nogle få lokale, der nåede frem. Vi enedes om af sidde og snakke og så tage middagen med, for den var bestilt, og selv om mange gjorde, hvad de kunne, fik vi slet ikke has på maden. Selv jeg spiste dobbelt så meget, som godt er. Konferencen gentages til foråret. Jeg på min side har for længst erkendt, at der nok er penge i bøger, men det er udgifter og kun udgifter. Her for nylig efter flere års arbejde blev jeg færdig med mere end 200 A4-sider om tørvene i Bøllingsø og Moselund Mose. Men hvem skulle købe bogen, om jeg overhovedet kunne finde nogen, der ville udgive den, så jeg lagde den ud på min hjemmeside, hvad teksten også var designet til. Se eventuelt Tørv i Bøllingsø I, II og III. Det blå og understregede er link, du kan klikke i. Bemærk, at der er tre link. Om en tur med den nye metro se, hvis det har interesse https://bentsbane.dk/endnu-en-feriehilsen/

I november, efter at julebrevet var skrevet, tog vi til Nivågård og så Michael Kviums seneste udstilling, som vi havde læst om i avisen, men enten kan anmelderne ikke anmelde, eller også kan jeg ikke læse anmeldelser, for udstillingen sagde mig virkelig noget. Store kunstnere kan noget og vil sige noget til deres medmennesker og navnlig her til politikerne. Når vi nu var i nabolaget, tog vi bussen videre til Helsingør til Tipperuphøkeren. Selvfølgelig spiste vi på Nivågård, hvor næsten alt var optaget. Vi var højst tre mænd og et lille hundrede kvinder. Det siger også noget om, hvem, der forstår sig på kunst? Vil du have tekst på billederne eller se flere, er det lettest, at du selv googler udstillingen, da en dækkende forklaring vil fylde alt for meget. Hilsenen er jo på 20 sider og lang nok i forvejen. Dog: Udstillingen hedder Wetland, og den kaldes en totalinstallation om natur, mennesker, tro og køn. Søg på https://kulturinformation.org/anmeldelse-nivaagaards-malerisamling-wetland-michael-kvium/ – der er en af de bedre af de mange opslag om emnet, eller søg på Wetland.

Soldatertræffet afviklede vi i hos os år. Nu var vi kun ni inklusive hustruer tilbage. Det var første gang, de besøgte mig i Rugmarken. Hidtil havde vi altid afviklet træffet i sommerhuset, men det er jo solgt.

Haven
Vi har nok været for meget i København i den tid, vi skulle havde været på havearbejde, for vi havde ikke fået haven klar til såningen i foråret. Imidlertid skulle en masse vækster have kastet frø, men vor grønkål visnede hen på sommeren, og de nye planter havde kålorme og snegle taget. I det hele taget var naturen hård ved vores have. Persille og purløg kom sig dog, og æblerne og bærrene gav godt, undtagen aroniabærrene som fuglene tog rub og stub. Langt ind i oktober kunne vi få hindbær med fløde til middag næsten hver dag, så her kan vi ikke klage. Hen på efteråret fik vi dog gravet og renset det meste af køkkenhaven, og så må vi se næste år.

Med venlig hilsen

Edit og Bent