Nr. Bjert, julen 2020
Kære modtager
Du og din familie ønskes en rigtig glædelig jul og et
godt nytår.
Sidste jul og nytår
Det meste af min jul gik sidste år næsten som planlagt, men allerede anden juledag om morgenen kørte jeg Lise til København til julefrokost hos Edit. Nytår skulle jeg også fejre hos Edit. Vi havde købt god mad, champagne og kransekage, men ak, vi kunne langt fra spise og drikke alt det, vi havde købt. Jævnligt gik vi ud på altanen og så på fyrværkeri. Vi var ret kræsne, og kun fyrværkeri i prisklassen 1000 kr og derover nåede op over 19. etages højde, hvor Edit bor. 15 minutter inde i det nye år, måtte vi opgive. Vi kunne ikke se mere for røg fra alt det kinesiske fyrværkeri.
Udflugtsvirksomhed
Allerede i starten af året lagde vi ud med en omfattende udflugtsvirkomhed. Vi havde jo de to foregående år holdt lav profil på grund af nye knæ og andre skavanker, så nu, hvor det kunne lade sig gøre, følte vi trang til at komme ud.
Vi besøgte Brorfelde to gange. Stedet var Københavns Universitets observatorium, som brugtes i en julekalender, som netop sidste år genudsendtes. Edit og jeg besøgte stedet mellem jul og nytår første gang og igen med Signe i vinterferien. På turen alene beså vi også Tveje Merløse kirke, der var en flot gammel middelalderkirke bygget af Hvideslægten.
En del af Observatoriet i Brorfelde. Tårnet har vel huset et eller andet astronomisk instrument, men i julekalenderen brugte nisser fra den fjerne planet tårnet som raket. I gulvet var der en lem, og den stod stadig lidt åben, men nisserne, der brugte kælderen som maskinrum og styrerum, var der ikke mere. Billedet er et af mine, mens resten af fotoene er taget af Edit.
På toppen af en imponerende morænebakke sås observatoriet med sine kupler. Det bruges ikke mere og er nu indrettet som museum.
Da Signe kom hjem fra Brorfelde begyndte hun at skrive en stil om planeter, og derefter åbnede hun et planetværksted!
Senere på vinteren besøgte vi også Store Heddinge Kirke, som formentlig var bygget af kongen. Den udmærker sig ved at være ottekantet og inspireret af byzantinske kirker. Det mest bemærkelsesværdige efter min mening var imidlertid koret med dets tre meter tykke vægge af lokal limsten. Væggene var imidlertid forsynet med gange og trapper inde i væggene nogle steder endog med større rum, således Klintekongens kammer. I de tre meter tykke vægge var der rigelig plads til en meter brede gange med en meter væg på begge sider. Vi havde det held, at vi mødte kirketjeneren, som lukkede os ind i de hemmelige gange.
Store Heddinge Kirke set fra gaden. Man aner det ottekantede skib? Væggene flugter i hvert fald ikke med tårn og tværskibe.
Koret i limsten fra Stevns Klint. Et nyere vindue? og de gamle, stilfulde romanske vinduer øverst. Vi var heroppe og gå i de hemmelige gange bag vinduerne øverst.
Så er vi inde i den en meter brede gang i den tre meter tykke limstensmur. Lige ud for vinduet, der ses ovenstående.
Et sted i murværket var der et rum. Formålet er stadig uvist, men rummet kaldes Klintekongens Kammer. Er du ikke med her, så skal du nok google Elverhøj eller noget i den retning.
Senere besøgte vi Helsingør Domkirke for at hilse på salmedigteren Hans Christensen Sthen, 1544 – 1610 og komponisten Dietrich Buxtehude, 1637 – 1707. Desuden havde vi ture til Gilleleje for at se på storm og til Nivågård for at se Brændekilde og Ring samt Nivågårds Rhododendronpark, som vi besluttede at genbesøge i blomstringstiden. Parken rummede også en ordhave, men hvad en ordhave er, vil jeg anbefale dig selv at selv at finde ud af ved at besøge stedet. Genbesøget lykkedes imidlertid ikke. Den sidste længere tur gik til Køge, hvor målet egentlig var den Nye Køge Nord Station. Vi havde fra motorvejen set det lidt kedelige metalrør blive hejst på plads, men det viste sig ved besøget at være et noget mere spændende byggeri ikke helt uden charme. Turen sluttede i Køge med en frokost.
Ture i København
I København havde vi en tur til en anti-Kina-happening af Galschiøt på Christiansborg.
Skamstøtten kaldte Galschiøt opstillingen her. I følge teksten støtter vi Hong Kong. Hvis du googler kunstneren, opdager du, at du har ses hans mærkværdige skulpturer hist og her. Han har endog fået lov at reklamere ved motorvejen ved Odense!
Ved Børsen var samtidig sat en ny skulptur af Christian den IV. op. Flere studsede slet ikke over, at rundetårn står på hovedet. Og de opdager slet ikke tårnene på Børsen og Rosenborg, der også står på hovedet. Meningen er, at kongen står ved havnen og ser sin by, der spejler sig i havet.
Da den nye metroring var åbnet, prøvede vi den på vore mimrekort, som vi også havde brugt til de andre ture undtagen de to til Brorfelde. Først tog vi den nye ringlinje den ene vej rundt og en anden gang den anden vej rundt. Desuden prøvede vi at skifte på Hovedbanegården og på Østerport, hvor det begge steder gjaldt S-banen, mens vi på Konges Nytorv og på Frederiksberg prøvede at skifte til den gamle metro. De underjordiske overgange, eller hedder det undergange, var endnu ikke færdige, så det har vi tilgode. Vi manglede kun at bese Marmorkirken, hvis station er bemærkelsesværdig ved at være i to etager, da metroen lukkede igen for at indkøre yderlige en ny strækning. I stedet var der metrobus, Den prøvede vi også. Begge veje, for dels var ruterne forskellige, dels så vi noget andet ud gennem metrobussens forrude den ene vej, end vi gjorde, da vi kørte den anden vej. Busturen tog fem kvarter. Metroen klarer turen på 16 minutter, så skulle man komme til at tage ringbanen den forkerte vej, spildte man ikke mange minutter. Egentlig troede vi ikke, at vi skulle få brug for metroen endsige blive glad for den, men det går langt hurtige under jorden, og metroen når mange destinationer, vi har brug for. Endelig prøvede vi vor nye 7A-bus til enden ved Ny Ellebjerg. Turen gik gennem områder, hvor vi ellers aldrig kommer, og desuden kører den gennem de nye bebyggelser i Sydhavnen. I øvrigt var vi ikke imponeret af boligbyggerierne i den nye Sydhavn, men det er også ligegyldigt: Ingen af os kan betale huslejen.
Verden ændres
Så rykkede covid-19 betænkelig tæt på, og vores liv ændrede sig i løbet af en uges tid. Vi var lidt på forkant med regeringens henstillinger, og når Statsministeren var på tv og angiv retningslinjer, havde vi allerede indført de anbefalede tiltag frivilligt flere dage eller uger inden.
Ret hurtigt isolerede vi os i Nr. Bjert ikke mindst efter pres fra vore børn. Tak for bekymringen. Det gik egentlig forbavsende godt. Vi havde huset med vore computere. Vi havde terrassen, og vi havde også haven. Vi talte lidt med naboerne over hækken eller på vejen. De arbejdede jo hjemmefra. På computeren skrev Edit på en coronadagbog, og jeg havde nok at gøre i mit arkiv, idet alle mine forbindelser også havde god tid til at bringe emner på bane og stille spørgsmål til artikler og bøger.
Haven
Haven havde jeg egentlig ikke tænkt mig at gøre noget ved. Den havde jo ikke været rørt de sidste to år, hvor jeg havde været meget i København i forbindelse med Edits to nye knæ. Så en dag havde Edit væltet det to meter høje ukrudt, og herunder fandt hun mit haveværktøj, der havde været helt skjult i ukrudtet. Hun havde også gravet en kvadratmeter. Da greben var ledig, gravede jeg også en kvadratmeter. Herefter gravede Edit og jeg både formiddag og eftermiddag, og i løbet fjorten dage var haven gravet og der var sået og sat kartofler. Vi havde virkelig held med haven. Meget tidligt kunne vi få rabarbergrød af egen avl, og allerede i juni kunne vi tage vore første kartofler og også udsøge løg og rødbeder. Jordskokker og grønkål til salat fra året før kunne vi tage indtil hen i april! Kartoflerne var så skønne, at jeg for første gang i mange år brød mig om kartoffelmadder og spiste dem med velbehag.
Køkkenhaven før Edit fjernede de smukke blomster. Min greb stod derude et eller andet sted – på andet år. Trods naturen kunne vi stadig høste frisk grønkål til salat samt jordskokker.
Så er haven gravet, og der er sat kartofler og sået grønkul og rødbeder, men løg og porrer er endnu ikke sat, så det er stadig forår. Purløg til højre er høstklar og rabarberne til venstre er også store nok til kompot og tærte.
Prydplanterne stod senere i fuld flor. Det havde sået sig selv i et bed med tulipaner. Her ses fire tulipaner, der havde trodset overmagten. men flot så det ud.
Udflugter
En gang om ugen handlede vi stort ind, men det blev fra første færd tradition med en skovtur hver uge. Ret hurtigt fik også andre familier den ide, så de gængse steder blev efterhånden overrendt. Vi ville ud at se på anemoner, men der holdt allerede ti biler på p-pladsen. Vi fandt så et andet sted at se på anemoner, hvor vi var alene.
Siden fandt vi hver uge et nyt sted at gå tur, hvor vi stort set var alene. Det var steder, jeg havde været som barn 75 år tidligere og i øvrigt ikke havde været senere. Der var en hel del natur, men ikke mange vilde dyr. For os ukendte planter var der flest af. Vi gik lidt efter isfugle og oddere, men det lykkedes ikke at se dem. De kommer bare ikke på en offentlig skovsti midt om formiddagen. Odderen har det med at kure på maven fra en eng ned ad brinken til åen. Disse glidebaner så vi flere af, men ellers var det mest ophidsende en Aurorasommerfugl, både en han og en hun, idet de ikke er ens. Senere så Lise dem også på Stevns og døbte dem for flyvende spejlæg. Ellers glædede det os også at se et delvis sammenvokset ege- og bøgetræ. Meget sjovt havde Søren Rype en artikel om fænomenet i min avis samme morgen, som jeg havde planlagt turen til samme formiddag. I mangel af sensationer kunne vi glæde os over en andemor med mindst 13 ællinger og vel at mærke meget tidligt på foråret! Også en svanehan hilste vi på flere gange, og om efteråret var vi på stedet igen. Svanehannen kom igen og hilste på, men denne gang præsenterede han hunnen og efterhånden kom der ikke mindre end fem flotte unger ud fra sivene og præsenterede sig. Da vi gik retur, havde de lagt sig til hvile i kanten af stien, hvor vi gik. Der blev de liggende, mens vi gik forbi, og de hvæsede ikke engang af os.
Aurorasommerfugl, en han, den som Lise døbte flyvende spejlæg, her på sin yndlingsføde, Løgkarse, hvor den, hunnen også lægger sine æg. Vi er i Kongsted i Elbodalen ved Fredericia. Stedet, hvor jeg som barn med mine forældre plukkede hyld, nødder og brombær under krigen, er nu et naturområde kaldet Vandværkssøerne.
Om efteråret var vi der igen, og en svanehan, vi lærte at kende om foråret, havde nu sammen med sin hun fået fem unger på søen. Fotoet er ikke taget med tele. De var bare ikke bange for os.
Mange ture gik rundt om Rands Fjord også i Elbodalen ved Fredericia. Her er vi i et fredet område som en lokal kunstner havde købt og døbt Fagerlien. Vi var gået helt til enden til nogle søer efter gamle kiselgurgrave, der også var fredede. Vi ser over en vig i fjorden og aner i baggrunden midt i billedet to til tre tons ørnerede. Ørnen stak hovedet op, men var ikke på vingerne. Vi havde dog set den tidlige år.
På nordsiden af Rands Fjord ved Brøndsted findes dette sammenvoksede bøge- og egetræ. Selv om de er vokset samme nederst, er der tydeligt tale om to forskellige vækster. Heldigvis er egetræet ældst. Ellers havde bøgen nok kvalt egen. Jævnfør din barndoms læsebog med Ewalds, 1856 – 1908 historie fra 1880’erne om Bøgen og Egen. Sjovt nok havde Søren Rype samme morgen en notits i min avis om fænomenet, men da var vores tur længe planlagt.
Her er vi samme sted, blot er vi kørt ind til Rands Fjord mellem Rands og Brønsted. Ren idyl. Vi endte helt ned ved fjorden på bænk noget uden for vej og sti.
Vi er lidt i tvivl om, hvad vor største naturoplevelse egentlig var. Måske var den største i virkeligheden, da en af havens faste beboere, rødhalsen var hoppet ind gennem Edits soveværelsesvindue og var fløjet igennem sovegangen og ind på mit kontor, hvor den nu sad i vindueskarmen og noget forvirret prøvede at komme gennem ruden. Da jeg opdagede det, blev jeg ståede i døren og talte beroligende til den. Den faldt virkelig til ro og uden at reagere, tillod den mig at gå hen til vinduet og åbne det. Den fulgte mine bevægelser, og da vinduet var åbent, så den på mig og hoppede op i rammen og ud på sålbænken. Her sad den et øjeblik og så tilbage på mig og sagde så pip to gange, inden den fløj. Siden har jeg flere gange set den i haven. På et tidspunkt opdager den mig og vi ser på hinanden, inden vi går/hopper/flyver hvert til sit igen.
Senere, da landet så småt genåbnede, besøgte vi igen Christianskirken i Fredericia, hvor Bjørn Nørgaard igen havde været på spil. Denne gang var det nogle bronzedøre, han havde kreeret. Vinteren havde været våd, så våd, at volden i Fredericia efter mere end tre hundrede år var begyndt at skride flere steder. Dette naturfænomen beså vi også.
Knap halvdelen af de nye bronzedøre i Christianskirken i Fredericia. Det var en lang tid min sognekirke, om end jeg ikke er døbt der og heller ikke konfirmeret der. Præsten her havde konfirmationsforberedelse i tysktimerne, og det modsatte skolen sig, og så beordrede min far mig konfirmeret i en anden kirke i Fredericia.
På en af de bedste ture silede der en stille regn, men vi tog af sted alligevel. Den eneste ulempe var, at mine gummistøvler var lidt glatte på skovstierne. Mange gange havde vi formiddagskaffe og frokost med. Vi sad mindst tre gange på en bænk og spiste eller drak kaffe til nattergalesang!
Sommerferie
Vi havde allerede om vinteren bestilt en ferie på Læsø. Det var det kurophold, jeg fik til min 80 års fødselsdag, og det havde ligget i to år, hvor der var operationer på tapetet, og nu på tredje år skulle gavekortene bruges, da de ellers udløb. Vi var lidt spændt på, om arrangementet kunne gennemføres, men hverken hotellet eller færgen meldte fra, og så var vi jo nødt til at tage afsted, hvis vi ikke ville miste betalingen.
Det blev en rigtig god tur, selv om ikke alt var åbent, men naturen var der, og den nød vi i fulde drag. Se ved at klikke i eller søg adressen i indhold: Tur til Læsø 2020.
Besøg
Mens landet om sommeren endnu var åbent, havde vi besøg af næsten alle vore børn og børnebørn både på terrassen i Nr. Bjert eller hos Edit. Enkelte genbesøg er det også blevet til. Edit var således for første gang i næsten et helt år hos Lotte og Lars. Covid-19 skal nu ikke have hele skylden. Også vore skavanker har holdt os fra besøg i perioder.
Til fastelavn, endnu før verden gik af lave, besøgte vi Edits yngste barnebarn, Signe, der da var klædt ud som Frihedgudinden i New York. En tur dertil var planlagt, men sådan blev det bare ikke. Signe når det nok. Det er værre med Edit om mig. Jeg tror ikke på, at verden er normal til sommer. Det bliver nok først til næste sommer, og så er jeg ikke sikker på, at vi gider at tage ret mange steder. Næppe længere end Samsø, Ærø eller Bornholm.
Her er vi på besøg i Lises kolonihave ved Valbyparken. Hun er i stand til at lave mad derude i det lille havehus.
Sydpå
Vi havde endnu en tur i år og denne gang tilmed til udlandet. Der var åbnet til Tyskland, men der var rigtignok krav om mundbind, og det var før, vi indførte kravet i Danmark. Tilmed skulle vi udfylde papirer med navne, mailadresser mv. af hensyn til eventuel smittesporing. Da vi løb ind i lukkede kaffesteder, lagde vi turen om og kørte ud i marsken. Det imponerede Edit med alt det vand, kanaler, sluser og pumpestationer. Vi gjorde holdt ved en sø i Hauke Haien Koog. Lige i starten så vi ingen fugle, men efter nogen tid så vi dem. Der var tusinder af mange forskellige arter. Tæt på kom Regnspoverne, som vi havde hørt, men ikke set på Læsø. Vi blev vinket over grænsen og ind i Danmark, men mange af dem foran os i køen fik bil og papirer gennemsøgt.
Udsigt over Hauke Haien Koog, der var planlagt til landbrug, men endte som et naturreservat. Egentlig en sø, der skulle tage å- og regnvand, der ikke kunne komme ud, når havsluserne var lukkede. Der skete det udsædvanlige, at naturfolkene og politikerne blev enige om, at landbrug med voldsomme EU-tilskud ikke var en god ide. Så hellere som her grågæs, islandske ryler og regnspover. Jeg har ikke tele nok, til at du kan se dem.
Lidt kultur
Jeg havde meldt mig til Folkeuniversitetet og nåede det lige en lørdag, hvor der fra om mandagen var indført mundbind. Kursets emne var Silkevejen – igen – både den gamle, historiske Silkevej og den nye Silkevej, som kineserne gerne vil have op at stå.
Isolering igen
Kort efter begyndte isoleringen igen. Vi har siden foråret ikke været i offentlige trafikmidler, på restaurationer, bortset fra Læsø og Niebüll, på udstillinger, museer til koncerter, i Tivoli eller i Zoo trods kort til begge sidste. Bortset fra Brugsen hos mig og Meny hos Edit kommer vi stort set ikke i butikker og slet ikke i storcentre. Ikke underligt, at brancherne klager. På den anden side får pensionen ben at gå på, så det, nogle brancher ikke tjener, går til andre brancher. Hos os til lækker mad. Sjovt nok jamrer de ramte brancher, mens de, der skorer kassen, hører vi ikke noget fra. Den ekstra gode mad har givet otte kilo ekstra hen over sommeren.
Da jeg første gang hørte om covid-19 i Kina, håbede jeg, at kineserne fik styr på det, og det gjorde de også, men først efter, at rejsende havde bredt det ud over verden. Ret hurtigt blev det klart, at det var vaccinen, vi skulle sætte vores lid til. I starten fulgte jeg med i, hvordan de forskellige lande taklede smitten. Det endte med, at jeg gik hen og blev glad for vores statsminister, selv om hendes parti ikke havde været mit i en menneskealder. Godt nok kunne jeg ønske lidt mere handling og lidt tidligere handling, men vi klarede os godt i Danmark. Der var enkelte lande, der klarede sig dobbelt så godt, men de fleste lande klarede sig mere end otte gange dårligere målt på alle parametre. Det vil sige, at der var regeringer, der var 17 gange bedre end andre regeringer. Siden lukkede min avis for disse informationer, så det ikke mere var muligt at lave statistik. Nu er det også lige meget, hvad jeg tror, at oppositionen ville have gjort ved Covid-19, men jeg har mine bange anelser vurderet ikke så meget ud fra deres udtalelser, men mere ud fra hvad de har stemt for. Jeg troede, at politikerne var forpligtede til som Folketingsmedlemmer at tage sig af dit og mit helbred. Det er i følge grundloven ikke bare ejendomsretten, men også dit og mit liv, der er ukrænkelige, som de utrykte sig, da jeg gik i skole. Ærgerligt at Grundloven ikke prioriterer mellem liv og ejendom.
Covid-19-aktiviteter
I nedlukningstiden er der læst en hel del bøger, både jernbanebøger, historiebøger, romaner og knaldromaner. Fælles for alle titler undtagen én var, at de var på over 500 sider! Den historiske bog handlede om Danmarks politiske historie fra 1848, hvor en del danske fik folkestyre, til 1920, hvor resten af Danmark kom med. Der var mange ting, jeg ikke i min skoletid forstod, men som jeg nu forstår, så det var dejlig at blive opdateret.
En anden bog lå i postkassen af sig selv en dag. Det var en svensk bog om industribaner i Värmland. Det viste sig, at jeg havde nogle billeder med i bogen. Dem havde jeg i sin tid byttet med en for længst afdød svensk forsker. Det havde jeg glemt, men han havde skrevet mit navn bag på billederne, som så i øvrigt blev arvet af den svenske industribaneforening, så jeg blev krediteret. Jeg kom til at læse ikke bare de afsnit, hvor jeg havde billeder med, for bogen sagde mig noget. Jeg havde længe ærgret mig over, at jeg aldrig havde været i Värmland, faktisk siden vi i skolen sang en sang om Värmland, Ack Värmeland du sköna fra 1822. Men det havde været skønne, spildte kræfter at ærgre sig, for jeg havde været i Värmland, for ellers kunne jeg jo ikke have fotograferet der. Nu mangler jeg så kun at besøge Jämtland og Dalsland. Sagen er den, at jeg ikke har styr på de svenske lande. Skåne, Halland og Blekinge er ok, men Småland er der ikke noget der hedder administrativt. Det Värmland, jeg havde været i, kaldte jeg for Bergslagen, med det var altså ikke en administrativ del af Sverige. Fra geologien kendte jeg et stort meteorkrater i Mellemsverige, og det har jeg længe ønsket at se. Også det røbede bogen, at jeg allerede havde set. Jeg anede det bare ikke. Jeg havde dog længe undret mig over, at der omkring Siljansøen blev brudt kalk, når Sverige eller skulle være grundfjeld, men istiderne har selvfølgelig skrabet alle senere aflejringer også kalk af grundfjeldet som på Bornholm, men i krateret, der altså i dag var Siljansøen, kunne isen ikke nå til bunds!
Kratersøen er 290 km² og 133 meter dyb. Krateret menes dannet ved et meteornedslag for ca. 400 millioner år siden.
Det store krater i Sydtyskland i byen Nørdlingen har jeg også allerede set, igen her uden at vide det, så nu mangler der kun kraterne i Australien og i Arizona. Nördlingen er en by i det sydlige Mellemtyskland. Her er et krater med syv kilometers diameter dannet for kun 15 millioner år siden. Kraterranden passede lige til en bymur, og det var derfor, jeg besøgte byen i sin tid. Hverken i krateret på Yucatan eller i det nyopdagede på Grønland regner jeg med, at der er noget at se. Derfor har jeg heller ikke planer om besøg.
Skavanker
Edit blev mere og mere handikappet hen over sommer og efterår. Til sidst tog lægen hende alvorligt. Sygehuset var overraskende hurtig med en diagnose, og sygehuset i Glostrup var hurtig til at melde fuldt hus og henvise til et privathospital i Hellerup, som også præsterede en forbavsende kort ventetid. I efteråret blev hun så opereret og fik befriet en nerve, der havde været i klemme i rygsøjlen, og den blev nu skåret fri. Allerede samme dag kunne Edit mærke lettelsen. I dag her en uge før jul kunne hun igen gå hen til købmanden og supplere vore indkøb. Ligeledes kunne hun tage greben og grave porrer op til suppe.
Også jeg prøvede gennem to år at få min læge til at interessere sig for min skæve ryg. I år skiftede jeg så læge og efter nogle mislykkede sidespring, blev jeg indstillet til en undersøgelse på sygehuset. Havde region Syddanmark gjort det med det samme, havde havde de sparet mange penge på mislykkedes indlæggelser også uden for regionen. Resultatet kom straks efter, jeg var komme tilbage. Lægen ringede mig op og fortalte, at sygehuslægerne ville operere straks. Min gamle læge sagde altid, at der var en risiko ved enhver operation, så jeg takkede nej, tak og valgte at vente og se tiden an. De mange forgæves lægebesøg gennem de sidste to år havde dog ikke helt været forgæves. Flere fysioterapeuter havde set på min ryg og givet mig øvelser. Dem gør jeg hver morgen, hvilket tager mindst en halv time. Det har åbenbart hjulpet. Ind til videre har jeg stillet operationen i bero. Da jeg henvende mig, kunne jeg ikke gå op ad en trappe, men nu går jeg op til 6. sal uden at tabe pusten. I Nr. Bjert kniber det, for da har jeg kun et trin. Sjette sal på Frederiksberg er 96 trin. I Nr. Bjert er det så et trin 96 gange. Øvelserne begyndte allerede for mere end 30 år siden, men et led har de ikke haft nogen virkning på, men eller går der gerne tre måneder, så mærker jeg en bedring. En 60 år gammel brækket arm har siden gjort ondt, men også den gene er som en sidegevinst forsvundet. Utroligt.
Fødselsdagen
Min fødselsdag plejer Edit og jeg at fejre med at gå ud at spise, undtagen hver femte år, hvor jeg samler familie og ollekoller på en restauration. I år havde mine børn imidlertid planlagt en middag hos Lotte og Lars eller eventuelt ude på en restauration, hvor der var god afstand og bedre plads end hos Lotte og Lars. Imidlertid kom der covid-19 på børnenes arbejdspladser, så i sidste øjeblik blev arrangementet aflyst. Jeg var imidlertid allerede hjemme, men alene. Edit var ret nyopereret i ryggen og turde ikke køre med i min bil. Jeg var gået på en kur for at komme af med de otte ekstra kilo, som covid-19 havde givet, og på fødselsdagen havde jeg allerede smidt de tre kilo. Jeg fortsatte kuren. Fødselsdagen blev således ikke fejret med hverken morgenbrød, en overdådig frokost eller en lækker middag. Alligevel havde jeg en god fødselsdag. Både min sparsomme familie og Edits større familie ringede og mailede flittigt, så jeg ikke fik tid til at føle ensomhed. Tak for det.
Julen
Egentlig ligger julen fast, nemlig med Lise hos Lotte og Lars med børn. I år kommer Lottes forældre også, så ville være blevet i alt ti mennesker. Jeg er i øjeblikket bange for, at jeg ikke tør være sammen med så mange mennesker, som også har kontakter til andre sider. Selv kommer Edit og jeg jo fra Danmarks smittecentrum. Overvejelserne endte med, at Edit tog med med hjem til Nr. Bjert. Jeg havde håbet, at smittetrykket for et par uger siden efter en voldsom stigning, hurtigt ville begynde at falde igen, men tvært i mod sætter vi den ene rekord efter den anden, og tallene stiger stadig, så vi skal ikke noget hverken til jul eller nytår. Det er nok klogt fortsat at isolere os.
Som konsekvent af beslutningen om at hold jul alene, skulle det jo også forberedes. Her sidder vi den 22. og laver konfekt til julemusik.
Af resterne af konfektsnitterne lavede jeg en mandelgavegris, selv om Edit mente, det mere lignede en ko. En muteret gris endte vi så med. Men ligegyldigt, hvad det ikke er, så tæller tanken, og det blive nok jul alligevel. I øvrigt er der 50 % chance, for jeg selv få den. Mens jeg lægger sidste hånd på julehilsenen er der brune kager i ovnen.
Min hobby
Jernbanehobbyen gav kun én jernbanetur, den sædvanlig til Dagebüll, men ellers har der været så meget mere træk på mit arkiv. Allerede tidligt havde andre også isoleret sig og begyndte at skrive bøger og artikler, hvortil de skulle brug materialer fra mit arkiv. Den praksis er fortsat siden den første nedlukning. Jeg har også fået tid til at forske lidt og fået styr på nogle industribanehistorier, jeg hidtil ikke troede, jeg nogen sinde fandt hoved og hale på.
I 2020 var der i Dagebüll en splinterny trolje. I baggrunden tipvogne. Det er ikke mange steder, der endnu bruges den flere hundrede år gamle opfindelse. På stedet mødte jeg en indfødt fra Langeness, og han var tilmed medforfatter til en bog om halligbanen her, men heller ikke han vidste noget som helst om køretøjet her.
Min hjemmeside, som jeg nu har haft i godt syv år, vokser stadig. Længe planlagte indlæg om de første smalsporede damplokomotiver i Danmark fik jeg skrevet. Desuden om de første hjemmelavede damplokomotiver i Danmark og de første elektriske lokomotiver ligeledes på industribanerne, og nu i øjeblikket arbejder jeg på de tyske lokomotiver, der deltog i Første Verdenskrig og derefter afhændedes til danske entreprenører. Heldigvis har jeg mange flere planer og materialer til flere indlæg; det er kun tiden der mangler. Og det er jo egentlig ikke så tosset.
Med venlig hilsen
Edit og Bent.